I can't.... Stop.... (Aubrei)

Tid: mellem 00 og 03
Sted: Et nu øde pakhus
Vejr: Piskende regn

Over alt lå der iturevne lig... Rundt omkring lå der en arm eller resterne af et hoved, våben der havde været nyttesløse. Dette pakhus var delvist brugt til den her slags ting så der var ikke nogen tegn på en ordensmagt der ville være på vej. Inde bagerst i bygningen hørte man en ildevarslende knurren og en mand der skreg for sit liv. "JEG VIDSTE DET IKKE!! LAD MIG GÅ!! JEG HAR BØRN!! JEG...." Mere nåede han ikke inden grebet strammedes og han skreg en sidste gang inden der kom en voldsom knæklyd fra hans hals og han sank død sammen på gulvet med en hals der knapt hang sammen. Over ham stod den 3,5m høje voldsomt muskuløse varulv Nightrage. Hvad der var startet som et ganske almindeligt barslagsmål var endt med et frygteligt blodbad. De havde tirret og skudt på ham, stukket ham med knive ind til at han ikke længere kunne holde tilbage. Først så banden det som en udfordring at nakke det kæmpestore hvide bæst. Men spænding var hurtigt erstattet af frygt og rædsel. Nu var der kun stilheden tilbage som han sad bagerst i mørket hvor han gjorde alt hvad han kunne for at vreden ikke skulle vinde yderligere. Tiden i denne by havde været svær da han meget sjældent kunne få lov at skifte form i fred. Der var altid en ny der ville spille helt. Altid en ny hvis blod ville farve hans pels...

Aubreiane havde i lang tid holdt sig meget for sig selv, hun havde haft svært ved at vænne sig til hvad hun var, og det mest logiske for hende havde været at isolere sig. Derfor havde hun heller ingen ide om hvad der var blevet af Charlie, om han overhovedet var i live.
En sen aften var hun ude og gå tur. Hun havde sin lange jakke på og det sorte hår fløj omkring hendes krop mens hun gik. Tankerne kunne altid flyve vidt omkring når hun gik alene, som om det var et pusterum fra alt andet. Stille sukkede hun og strakte sig en smule, som hun gik langs de tomme og øde gader.
Duften af blod ramte hende da hun nåede et øde pakhus. Det var meget blod.. mere end hvad der var normalt for sådan et sted. Lydløst, selvom hun havde stiletstøvler på, gik hun ind i pakhuset. Blikket gled mod de forskellige lig, hun kendte så udemærket tegnene. Varulv.. sur oven i købet.. duften af varulven nåede hende og hun stoppede op.. det var med sikkerhed Charlie.
Stille så hun rundt og opdagede ham i hjørnet. Gik forsigtigt og langsomt derhen, med hænderne så han hele tiden kunne se dem. "Charlie?.." hviskede hun blidt og satte sig på knæ foran ham. Rakte stille hånden ud og rørte hans pels.

Han kiggede nervøst i hendes retning da hendes duft endelig ramte ham. Det tog lidt tid grundet den boblende vrede og de mange lig rundt omkring. Inde i selve bygningen var der tydelige tegn på hvad de havde forsøgt at gøre ved ham, men uden det store held. På selve hans krop var der nogle plamager af blod der tydede på store skader der var helet nu. Da hun så kom hen til ham, trak han sig lidt og virkede nærmest bange.
"Aubrei.... Pas på.... Jeg kan..... Ikke..... Farlig..... Red.... Dig...."

Han flåede kort i sig selv i et desperat forsøg på kontrol. Som hun kom hen til ham, knurrede han lavt og ildevarslende men lod hende til sidste røre hans pels. En gang i mellem kom der en kort trækning fra ham nærmest som om han var nervøs for at gøre hende noget.
"Jeg..... Vred.... Mange døde..... Charlie's kløer....."
Selvom det måske var berettiget da de gjorde sådanne ting ved ham, så brød han sig virkelig ikke om når han kom så tæt på at miste kontrollen helt

Hun rykkede sig ikke det mindste da han ville have hende til at gå. Roligt smilte hun og lod hovedet glide på skrå. Hun atte sig en smule bedre til rette, og strøg ham stadig over pelsen. Kunne tydeligt se på hans skader de havde været onde ved ham, og hvis ikke de var døde, havde hun nok selv slået dem ihjel. Tøvende så hun op i hans øjne og sukkede forsigtigt.
"Charlie.. det okay.. de fortjente det.. se hvad de prøvede at gøre ved dig.. jeg ved godt du hader det.. så lad mig hjælpe dig." Sagde hun mildt. Holdt hænderne mod hans store pote, og trommede med en enkelt finger, for at han kunne følge hendes puls. Det var det hun havde gjort de andre gange for at gøre ham rolig, og hvis hun skulle have ham med sig, måtte han blive sin menneskeform igen.
"Slap nu af.. du gør mig ikke noget.." hviskede hun smilende.

Charlie gjorde alt hvad han kunne for at følge hendes puls og det lod også til at virke. Hun havde altid vidst lige hvad hun skulle gøre for at få ham til at falde til ro. Men alligevel var det som om han stadig var vred. Nærmest som om noget holdt ham sådan. Så kiggede han hende i øjnene med et blik der var glødende rødt og alligevel med en undertone af frygt.
"Aubrei..... Hjælp.... Charlie....."

Så kiggede han ned og knurrede da han fik øje på den skade han ikke kunne helbrede. Der sad en meget ubehageligt formet kniv i rent sølv. Selve kniven var lavet så han ville rive såret endnu mere op hvis han forsøgte at fjerne den.
Det blødte en del fra såret, men han gjorde alt hvad han kunne for at følge den rytme hun lavede.
Han havde altid fundet ro hos hende. Også selvom han nærmest var helt væk i raseriet. Og så vidste hun der var mere end et blodtørstigt bæst inde bag ved.

"Aubrei..... Charlie...... Jeg......"

Da han ikke ændrede form, virkede hun kort undrende. Kunne jo mærke at han slappede mere af, men alligevel gik det ikke helt som det plejede. Tøvende så hun ham i øjnene og fulgte så hans blik ned til kniven. Lod kort hændrne fjerne lidt af pelsen så hun bedre kunne se den.
"Det kommer til at gøre ondt Charlie.." sagde hun lavt og rejste sig. Gik rundt derinde og fandr noget til at binde såret ind med og rense det med. Satte sig på knæ overfor ham igen.
"Jeg tager den ud.. og renser det.. binder det ind.. hvis ikke din krop selv healer det, må jeg sy det senere.." forklarede hun forsigtigt. Vidste det ville komme til at gøre forfærdeligt ondt, men samtidig var hun også nødt til at tage den ud, hvis han skulle klare det og blive normal. Blidt tog hun fat i kniven og så kort på ham. Kun et ganske flygtigt øjeblik. "Er du klar?.. 1... 2...3" på 3 hev hun kniven ud, og smed den væk. Holdt stoffet mod såret. Og hjalp ham igen med at slappe en smule mere af.

Han knurrede af smerten men nikkede til hende som tegn på at han var klar på hvad hun gjorde.
Først kiggede han nervøst efter hende som hun begyndte at gå rundt men da hun så kom tilbage med stoffet, var nervøsiteten ikke helt så slem. Hans øjne glødede og han trak vejret dybt som hun talte. Da hun trak kniven ud, brølede han højt af smerten og sank lidt sammen. Efter at have sundet sig lidt, drejede han hovedet og kiggede på hende.

"Hvorfor.... Hjælpe Charlie....... Farlig......"
Da hun igen hjalp ham med at finde ro på hendes særlige måde, blev hans øjne langsomt normale igen. Men det var også kun første skridt.... Charlies forvandlinger havde altid været voldsomme men hun gjorde det meget nemmere. Han gjorde hvad han kunne for at hun kunne komme til hans sår imens han stadig holdt sit fokus på hendes teknik til han kunne falde ned igen

Aubrei var så udemærket klar over at det ville gøre voldsomt ondt på ham. Hun havde selv haft fornøjelsen af sådan en kniv, og det var ikke en man bare lige tog ud selv og så gik videre, som om der ikke var sket noget. Ganske blidt smilte hun og så ham i øjnene mens hun holdt noget mod hans sår.
Det blødte ganske vidst, men det lignede at hans krop selv begyndte at heale det, hvilket ville gøre det meget nemmere for ham. Svagt strøg hun hans arm og kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af hans ord.

"Charlie.. du er kun farlig fordi de andre ikke.. vil lade dig være.. det her er ikke din skyld.. og jeg bliver ikke bange for dig, uanset hvad der skulle ske" sagde hun ganske blidt og bed sig en smule usikkert i læben.
Lige nu gik det meste af hendes fokus med at han skulle blive til et menneske igen. Vidste godt hvor svært det var, og netopd derfor havde hun meget tålmodighed. Hub stressede ikke på ham, men sad bare helt afslappet foran ham og smilte ganske stille. Kort lod hun hovedet glide på skrå og betragtede hans øjne der blev normale.
Det var første skridt på vejen.

Charlies knurren blev langsomt erstattet med lyde der mest kunne betragtes som klynk da han udemærket vidste hvilken del der snart kom. Så kiggede han roligt i hendes øjne og sagde så godt han kunne:
"Aubrei..... Sød..... Hjælpe.... Tak.... Aubrei..... Jeg...."
Mere nåede han ikke at sige inden de første krampetrækninger meldte sig. Hele tiden gjorde han hvad han kunne for at fokusere på hende hvilket gjorde det nemmere for ham at klare det. Ganske vist havde han prøvet forvandlinger så mange gange før men det gjorde det ikke mere behageligt.

Kort efter sank han mere sammen som musklerne og knoglerne begyndte at svinde til hans normale størrelse samtidig med at hans kløer trak sig ind og blev til negle. Pelsen blev nærmest trukket ind i ham og man kunne høre hvordan hele hans krop begyndte at knage. En lille del af ham hadede virkelig at hun skulle se ham sådan men samtidig var han meget taknemmelig da hun vidste lige hvad hun skulle gøre.

Da forvandlingen var overstået, lå den kæmpe mand på maven og trak vejret meget anstrengt hvorefter han prøvede at dreje hovedet. Hver gang efter en forvandling var han altid lidt ved siden af sig selv.
"Aubrei?......"

Hans blik sagde det hele og hun var godt klar over hvor ondt det gjorde på ham at forvandle sig. Et godt stykke tid havde hun været ved siden af ham, hver gang han forvandlede sig. Hun havde hjulpet ham så godt som hun kunne, også selvom han flere gange havde bedt hende lade være. Kun en enkelt gang havde han skadet hende, og det var nok mest hendes egen skyld. Sårene var nu healet og de var kun ar på hendes arm. Ikke noget der generede hende eller skulle afholde hende, fra at hjælpe ham. Det var hendes mening og hendes valg.

"Shh.. slap bare af.. jeg er lige her" hviskede hun blidt og sørgede for hele tiden at kunne støtte ham og berolige ham. Vidste godt at han hadede at hun skulle se ham sådan, men for hende gjorde det intet. Det var jo noget der skulle til engnang imellem, og derfor var det endnu vigtigere ikke at dømme ham.
Da han blev normal størrelse, fandt hun en stor kutte han kunne have på, bare indtil de kom hjem til hende, der havde hun noget andet tøj han kunne bruge. Det var jo altsammen lavet til ham hjemme hos hende. Kort strøg hun hans arm.

"Shh.. slap af.. der sker ikke noget.. du skal lige være klar igen, inden vi går" sagde hun smilende og strøg hans kind som han lå der. Hun havde imellemtiden sørget for at ligene brændte, så der kun var aske tilbage.

Efter at have sundet sig lidt, rejste han sig langsomt med hendes hjælp og var egentlig meget taknemmelig for at hun også havde dækket ham til. Det ville gøre det meget nemmere at komme afsted uset.
Han ømmede sig som han støttede sig til væggen og kiggede så på hende med et roligt og velkendt blik. Det udmattede blik der fortalte at han var blevet sig selv igen.
"Aubrei...... Hvordan..... Fandt du mig?......"

Langsomt og med hendes hjælp, prøvede han at stå på sine ben hvorefter han gav sig til at kigge rundt. Selvom ligene var blevet til aske nu så var han jo godt klar over hvad der var sket.
"Hold da.... Jeg forstår at lave et svineri hva?.... Var jeg?....."
Som regel huskede han ikke så meget fra forvandlingerne når de var så voldsomme som de havde været den her gang. Men meget ofte stod han tilbage med følelsen af skam da han ikke burde tabe kontrollen i så voldsom grad

Da han endelig blev normal, smilte hun svagt lettet. Det var altid rart at se ham blive sig selv igen, mest fordi hun var bange for at han ikke altid kunne gøre det. Kort strøg hun hans arm og smilte forsigtigt mens hun lod han tage kutten på. Hans ord fik hende til at se en kende tænkende ud. "Jamen uhm.. det var faktisk mest et tilfælde.. jeg har ikke sovet så godt på det sidste også.. jamen så valgte jeg bare at gå en tur.. da jeg nåede herned omkring fangedw blodet mig og jeg gik ind" sagde hun mildt og støttede ham da han rejste sig.

Han virkede heldigvis til egentlig at have det okay, selvfølgelig var han sikkert stadig øm og sådan, men hun var glad for at han ville kunne klare sig stadig. Han skulle bare hjem og have noget mad, det var helt sikkert.
Da han så opdagede al asken, bed hun sig kort i læben og så op på ham. "Da jeg kom var du allerede forvandlet.. udfra din reaktion på mig havde du været det et stykke tid.. men jeg fik dig heldigvis til at slappe af ligesom jeg plejer at kunne.. du opdagede hurtigt at det var mig, så der skete ikke noget" sagde hun blidt og støttede ham som de gik hjem mod hende.

Da de endelig nåede derhjem, satte hun ham på sofaen og gik ovenpå. Fandt noget tøj som hun kom ned med til ham og lagde ved ham. "Jeg laver lige lidt mad til dig ikke" sagde hun smilende og gik roligt ud i køkkenet.

Han ømmede sig en del som de gik stille afsted imens han lyttede til hendes ord. Det var en virkelig dejlig ting at hun fortalte ham hvad der var sket, han var rigtig glad for at hun ville hjælpe ham med at huske. Selvom det var en blodig omgang han havde været igennem så hjalp det ham altid at kunne huske det. Så var det nemmere at styre næste gang.
"Det sidste jeg husker var..... Jeg var ude og få en øl... Så var der et par stykker der ikke ville lade mig være. Så var der en af dem der skød mig.... Tak fordi du hjalp mig...."

Han gik stille afsted med hende og virkede til at slappe mere af da de kom frem til hendes hus. Det havde også altid givet ham en eller anden tryghed, for han vidste hun var der. Så satte han sig stille og kiggede lidt rundt indtil hun kom tilbage med tøj til ham. Han kiggede op med et smil og sagde: "Du er altid så sød ved mig.... Tak Aubrei....."

Da hun så gik mod køkkenet for at lave mad, begyndte han at tage tøjet på midt i stuen

Aubreiane så smilende på ham som hun kom ind i stuen mens han skiftede. Hun virkede dog ikke som om det generede hende overhovedet. "Jeg fandt bare noget deroppe, det jo stadig dit tøj så.. mon ikke det går, ellers må du bare gå op og finde noget" sagde hun ganske blidt og lod hovedet glide en kende på skrå.
Det var nu egentlig hyggeligt at være sammen med ham. Det havde virkelig ikke været det samme, at være i huset uden ham måtte hun indrømme.

Da han så sagde hun altid havde været sød ved ham trak hun en smule på skuldrene. "Du har jo aldrig gjort mig noget.. ikke andet end den gang du ikke havde set mig og fik revet mig ved en fejl.." sagde hun blidt og så længe på ham. Gjorde tegn til at hun ville gå ud i køkkenet og gå igang.
Hun gik bare igang med et let sammenkogt også med ris. Stille pillede hun ved sin halskæde og stod og skar lidt forskelligt kød ud, mens han tog det sidste tøj på. "Joh.. måske.. men jeg kan jo godt li at have dig her Charlie.. havde jeg ikke været så dum at bede dig gå fordi jeg har problemer, så havde det her jo slet ikke være sket" sagde hun smilende.
Dækkede bord til ham ude i køkkenet, men kun til ham, ikke til sig selv. Hun havde ikke spist ret længe, så hun burde egentlig, men havde bare ikke lyst. Kort sukkede hun og satte håret i en knold, inden hun betragtede ham. "Vil du have noget af drikke?" Spurgte hun smilende.

Da han så havde fået det sidste tøj på, gik han roligt ud i køkkenet til hende selvom det var tydeligt at han stadig var øm i kroppen. Det var dog helt normalt efter en forvandling så han tænkte ikke rigtig over det.
"Det skal du nu ikke tænke på... Jeg valgte jo selv at høre efter... Så fejlen er lige så meget min...."
Så satte han sig på den plads hun havde gjort klar til ham og kiggede lidt forsigtigt rundt inden han vendte blikket op mod hende.

"Jeg.... Både og faktisk.... Jeg kan ikke lide at spise alene.... Og du er sulten.... Så jeg håbede faktisk du ville have lidt også....."
Hans skarpe hørelse havde opfanget en meget svag rumlen fra hendes mave så det var ikke svært at mærke hun var sulten.
"Vi kunne dele noget?...... Og så måske en sodavand til?...."

Det ville på ingen måde føles rigtigt at sidde og spise uden hun også gjorde. Han brød sig ikke om det for han vidste godt hun havde brug for at spise

Aubreiane grinte ganske stille og så ham i øjnene. "Jeg er heller ikk vred over det.. dengang du rev mig var det jo min skyld.. og det du gjorde ved de folk i aften var deres skyld. Det var det de ville have.. de ville se dig forvandle dig, og havde ikke regnet med hvad du bliver til" sagde hun ganske blidt og nussede hans arm en smule.
Som han sad og kiggede rundt virkede hun tænkende. Det var så rart at have ham her igen, for det var virkelig meget bedre end at være alene.

Hans ord fik hende til at smile lidt, hun havde glemt hvor godt han hørte, og da han jo alligevel vidste hun var sulten, kunne hun jo ligeså godr tage noget. "Jeg spiser jo.. ikke nødvendigvis normal mad.. og det er noget andet jeg trænger til" sagde hun lavt. Virkede usikker, men dækkede dog op til sig selv og tog noget rødt kød i tern ud og satte på bordet sammen med gryden med sammenkogt, og ris på bordet.
"Sådan.. du har ret, jeg burde spise" sukkede hun og tog glas og sodavand frem til dem. Satte sig ganske langsomt ved ham. Hendes øjne var mørkerøde og selvom alle tegn var der på at hun trængte til føde, tog hun stadig ikke noget. Gav ham en god portion ris og sammenkogt og skubbede det rå kød hen til ham, så han også kunne få det hvis han ville.

Han så lidt ned nærmest i skam, men et glimt i hans øje fortalte at han vidste jo godt hun havde ret. Kort så han op og smilede lidt mere, dog en anelse forlegent.
"Jeg.... Kender smagen.... De har været efter mig før... Men deres leder.... Han døde skrigende i aften..... Jeg kan....."
Så nikkede han forstående til hende som hun hentede sit kød og noget at drikke til dem.
Hans glas blev dog hurtigt tømt imens han havde et ansigtsudtryk af væmmelse.
"Jeg kan stadig smage hans kød....."

Da hun så skubbede kødet hen til ham, stoppede han roligt hendes hånd og kiggede intenst på hende med et varmt blik. "Jeg vil gerne spise sammen med dig... Ikke foran dig...."
Charlie havde altid haft en stærk mening om tingene og hendes helbred var bestemt en af de ting han satte meget højt. Hun havde jo altid taget sig rigtig godt af ham ligemeget hvor mange han havde slagtet

Aubreiane grinte ganske let og trak kort på skuldrene. "Hey.. det fortjente han.. så slipper du for at de kommer igen" sagde hun smilende og bed sig hårdt i læben. Satte sig lidt bedre til rette og hældte noget mere sodavand op til ham. Det var jo forståeligt nok at han var tørstig, han havde brugt en masse energi på at være forvandlet.
Hele hendes indre skreg på mad, men hun havde længe været god til at ignorere det, men før eller siden ville det jo gå galt. Hvilket han også godt vidste.

Da han stoppede hendes hånd så hun op og mødte hans blik. "Charlie.. du ved godt jeg ikke er god til at spise.." sukkkede hun og pillede ved sin halskæde. Hun ønskede ikke at gøre ham ked af det, men det var svært for hende at give ham ret. Han var en af de eneste der havde brugt sin tid på hende.
Han virkede ikke til at ville glemme det, så hun nikkede en smule og tog imod kødet. Tog et stykke og spiste ganske stille. "Så okay.." sagde hun opgivende. Tog en tår af drikke, inden hun tog et stykke kød mere. Så afventende på ham for at se om han også spiste.

Charlie lod blikket hvile roligt og nærmest bedende på hende som hun spiste lidt.
"Jeg ved det godt... Du ved også godt at jeg ikke bare kan lade dig sulte..... "
Da hun så havde spist lidt, begyndte han selv at spise lidt for at vise han blev glad over hendes valg. Hun var det tætteste han nogensinde havde haft som en flok, og endnu vigtigere så var det ikke kun Nightrage hun så. Det var også Charlie. Hvor vred han end kunne blive, så var hun hans lyspunkt i et evigt mørke, bare måden hun kunne få ham til at falde til ro på når det var ved at gå galt.

Så længe hun spiste, spiste han også selvom han dog spiste noget større mængder end hun gjorde men det var jo ikke noget nyt. "Du..... Jeg ved virkelig ikke hvad der var sket hvis ikke du var kommet forbi.... Hvad var det du gjorde?.... For at jeg faldt til ro?....."
Han havde en lille idé om det men alligevel kunne han jo ikke huske nogen egentlige detaljer. Når han nåede der ud, var det nærmest kun vreden der bestemte, hvilket gjorde det endnu mere fantastisk at hun kunne få ham til at falde ned igen

Svagt smilte hun og rettede lidt på sin trøje. Virkede stille.. han kendte hende for godt og det ville ikke vare længe før han opdagede at noget gik hende på. Tøvende strakte hun sig og tog en tår af drikke. Vidste godr at han kun spiste når hun gjorde, og derfor tog hun langsomt noget af spise hele tiden. Men kun små bider, for lige nu vendte det hele sig i hende. Hun havde ikke spist længe, og derfor blev hun rigtigt dårlig nu.. nu hvor kroppen langt om længe havde noget at arbejde med.

"Hvordan jeg gjorde?.. joh men jeg har jo lært lidt forskelligt gennem tiden.. og.. jeg har lært en ting, hvor at jeg tager din hånd, og banker på din puls i takt med min egen.. så falder du til ro fordi min puls er rolig i forhold til din.. så snakker jeg bare roligt med dig, og til sidst faldr du selv til ro og forvandler du dig tilbage.." sagde hun smilende.
Sad lidt og betragtede ham spise for en stund, inden hun til sidst gav op og rejste sig. Kvalmen var for meget, og hun var nu nødt til at gå ud og kaste op.
Hun var hurtigt ude på badeværelset og mens hun kastede op, løsnede hendes hår sig. Hun måtte prøve at holde det væk, samtidig med at hun kastede op.

Han nikkede til hendes forklaring imens han spiste videre, det var tydeligt at han ikke havde spist så meget på det sidste.
"Jeg er i hvertfald glad for du kan.... Til at starte på, i det pakhus.... Jeg var faktisk bange for jeg ville komme til at gøre dig noget igen.... Tak fordi du stoler sådan på mig Aubrei....."
Det tog ham ikke lang tid at læse et mønster i hvordan hun spiste så det undrede ham heller ikke så meget da hun så måtte skynde sig på toilettet.

Imens han virkede utrolig rolig, gik han stille ud til hende og holdt hendes hår imens han satte sig ved siden af toilettet. Samtidig med begyndte han at snakke så hun bedre kunne forstå hvorfor han gjorde som han gjorde:
"Sådan der..... Det var vist for meget kød på en gang... Så er det da rigtig længe siden.... Tag dig din tid Aubrei..... Jeg er lige her....."

Som han så det, var det nu hans tur til at gøre noget for hende så hun også kunne falde til ro, og hendes mave det samme. Uden at tøve, blev han siddende og holdt hendes hår så længe det var nødvendigt

Aubreiane hørte godt at han kom ud, men hun valgte at være ligeglad med at han så det. Da han så kom og holdt hendes hår, smilte hun kort. Han var nu virkelig sød ved hende, det var rigtigt rart at han kom for at hjælpe hende, selvom han jo ikke behøvede det.
Hans ord var dejligt beroligende og hun kunne nemmere slappe af. Til sidst var det blod hun kastede op, og da hun endelig var færdig, blev hun siddende lidt. Tørte sig om munden med en forsigtig rystende hånd.

"Undskyld Charlie.. jeg.. blev lige dårlig" mumlede hun stille og rejste sig. Hun vaskede stille sine hænder og om munden, inden hun samlede sit hår i en hestehale. Så forsigtigt på ham med et mildt blik.
Hun så taknemmeligt på ham og støttede sig kort mod vasken. Måske hun burde have spist noget før.. det gjorde i hvert fald ondt i maven.. og samtidig var hun ekstremt dårlig af tabet af blod. "Nårh.. men uhm.. tak for hjælpen.. det var sødt af dig.. skal vi gå ned igen?" Spurgte hun blidt. Han måtte jo stadig være sulten og hun ville ikke have at han ikke spiste noget, bare fordi hun ikke gjorde. Det virkede ikke fair.

Han smilede stille og rejste sig da hun vaskede hænder og mund, samtidig med at han sagde roligt:
"Det skal du ikke tænke på.... Man bliver dårlig når der går så lang tid uden mad... Måske vi skal starte lidt mindre så du ikke får det så dårligt?"
Så støttede han hende og smilede til hende imens han nussede hende på ryggen og begyndte at gå nedenunder sammen med hende.

"Det var skam så lidt..... Du har gjort så uendelig meget mere for mig.... Ja lad os det..." Der var et eller andet utroligt tilfredstillende ved at han kunne hjælpe hende selv om det ind imellem kunne være med små ting. Mest fordi han vidste jo hun ikke var så glad for hjælp og alligevel lod hun ham hjælpe.
Som de kom ned i køkkenet igen, startede han lige med at hælde noget sodavand op og finde noget is at komme i til hende. "Her... Det hjælper på maven...."

Aubreiane smilte lidt, og nød faktisk at han havde hånden mod hendes ryg. Lige nu var hun virkelig glad for at have fundet ham igen. Han passede på hende og hjalp hende, selvo han vidste hvor meget hun hadede at få hjælp. Hun havde altid haft det bedst med at klare sig selv. Men ham af alle folk fik lov til at hjælpe hende.
"Du har nok ret Charlie.. jeg blev nok lige lidt for ivrig.. men det var bare fordi jeg ikke ville have at.. du spiste alene.. eller ikke spiste fordi jeg ikk kan" sukkede hun og gik stille med ham ned i køkkenet igen.

Satte sig forsigtigt på stolen og så smilende på det glas han kom med til hende. "Tak.. det er sødt af dig.. jeg er jo ikke vant til den slags" grinre hun ganske stille og holdt kort om glasset. Tog en tår og så ud af vinduet. Så snart det var mørtk gik det hende stadig på.
"Hvad har du lavet?.. alsa siden.. du ved.." hun tav og så spørgende på ham. Vidste jo godt at det var hende der havde smidt ham ud dengang. Det havde nu ikke været fordi hun ikke kunne li ham, mere for at beskytte ham. Der havde været en del ballade omkring hende på det tidspunkt, og hun havde altid haft nemmere ved at det kun var hendes problem.

Det er helt ok, så længe vi bare spiser sammen så er det helt fint. Der er ingen der siger du skal spise til du bliver dårlig"
Så lavede han et glas sodavand med is til sig selv inden han satte sig på den anden side af bordet og smilede til hende. Først tog han en tår og svarede så på hendes spørgsmål meget roligt:
"Hvad jeg har lavet?... Jeg har egentlig holdt mig for mig selv ude i skoven. Jeg måtte dog flytte min lejr da nogle jægere synes jeg tog deres bytte. Det gik som det plejer... Ellers har jeg bare forsøgt at holde mig ude af problemer. Det går som regel også ok... Men der er altid en ny jæger et sted...."

Så tog han en god tår af sit glas og satte sig bedre til rette inden han sagde:
"Hva så med dig? Hvad har du brugt tiden på? Her virker mere roligt siden sidst..."
Det var klart i hans øjne at han ikke var sur eller ked af det over hun smed ham ud den gang. Han forstod jo udemærket hvorfor, det var også derfor han dræbte nogen af dem der jagtede hende. Dog uden hun opdagede det var ham