I can't.... Stop.... (Aubrei)

Han så meget intenst i hendes øjne som han sad der med hænderne oppe under hendes kåbe, ganske vist på hendes ryg. Hendes ord fik ham til at rødme lidt samtidig med at han tænkte lidt. Gad vide om hun ville have han rørte hende mere? Gad vide om hun nød øjeblikket lige så meget som ham? Ganske vist kunne hans sanser fortælle ham rigtig meget og de fortalte hun kunne lide det men han kunne jo ikke læse hendes tanker.

"Jeg kan godt blive ved?.... Altså hvis du kan lide det selvfølgelig.... Jeg kan godt... Jeg mener.... Altså.... Undskyld jeg må lyde dum.... Du er bare...."
Hun gjorde ham nærmest genert men alligevel føltes alt med hende bare så rigtigt

Ganske blidt gled hendes hoved på skrå mens hun så ham i øjnene. Forsigtigt lænede hun sig ind og lod tungespidsen glide op af hans hals. Nappede ham kort i øret og smilte så kærligt over hans ord.
"Du må meget gerne blive ved.. du skal ikk spørge om lov.. du er den eneste der gerne må.. uanset hvad du vil" hviskede hun blidt i hans øre og så ham i øjnene. Han havde altid behandlet hende så pænt, altid været meget forsigtig.

"Jeg er din Charlie.. og kun din.. det ved du" sagde hun smilende og så ham længe i øjnene. Han betød alt for hende, og hun ville give ham alt, for at han vidste det.
Aubrei gav sig ikke bare til hvem som helst, hun ville have noget der virkede og føltes rigtigt på alle måder, og det var sådan hun havde det med ham.

Han tog det som hun sagde og så hende meget intenst i øjnene imens hans hænder kørte lidt rundt på hendes ryg hvorefter han kørte dem om på hendes mave hvor han kyssede hende blidt et par gange op af halsen. Så åbnede han ganske langsomt hendes kåbe imens han så lidenskabeligt på hende og sagde:
"Jeg er glad for du har det som mig.... Du må altid gerne røre mig som du har lyst... For jeg er din og ingen andens....Kun du kan give mig sådan en fornemmelse... Sådan en følelse.... Sådan en kærlighed...."

Så lagde han hænderne på hendes skuldre og lod langsomt hans hænder skubbe hendes kåbe af så hendes vidundrligt smukke og utroligt velformede krop kom til syne. Derefter gav han sig til at nusse hende på maven mest som et tegn på hun kunne stoppe ham hvis hun nu fortrød.
"Jeg vil ikke leve uden dig....."

Aubreiane kunne ikke lade være med at smile lidt af hans ord. Hun havde virkelig aldrig oplevet den slags følelser før for nogen.. ingen havde kunnet komme igennem til hende, overhovedet.. indtil hun så pludselig mødte ham. Allerede første gang hun havde set ham, havde hun en fornemmelse af, at han var noget særligt.
Og hun havde haft ret.. han var virkelig noget særligt.. i hvert fald for hende. Hans hænder mod hendes hud føltes behageligt, og hun lod ham føre sine hænder om på hendes mave.

Da han åbnede hendes kåbe, blinkede hun drillende til ham. 'Det er jeg da glad for jeg må.. for jeg har ikke lyst til at lade være" hviskede hun smilende og lænede sig ned og kyssede ham intenst.
Smilte idet han skubbede kåben ned, og så ham kærligt i øjnene. "Bare rolig.. jeg fortryder ikke.." hviskede hun smilende og førte sine hænder op over hans brystkasse med et intenst blik. Hans bæste ord kom dog bag på hende. 'Det kommer du ikk til.. ligegyldigt hvad.. for jeg vil heller ikke leve uden dig" hviskede hun smilende. Åbnede let hans bukser.

Han lænede sig en anelse tilbage så hun bedre kunne komme til at åbne hans bukser men hele tiden fastholdt han sit blik i hendes. Når han så i hendes øjne, var det som om resten af verden forsvandt længere væk hvilket også passede ham helt fint.
"Det kommer du heller ikke til..... Jeg ved hvor jeg hører til.... Lige her hos dig....."
Så kiggede han kort ned af sig selv som hun åbnede hans bukser helt hvorefter han nussede hendes bryster ganske blidt efterfulgt af ordene:
"Jeg kan godt lide når du rører mig.... Jeg kan lide alt du gør....."

Så fjernede han hendes kåbe helt og nød synet af hende som hun sad der på ham hvorefter han bed sig i læben og gav en lav knurren fra sig. Det var tydeligt at den lave knurren var en lysten knurren som et tegn på han virkelig nød det hun gjorde. I hans verden kunne hun slet ikke gøre noget forkert. Som de sad der var det efterhånden også meget tydeligt hvor meget han kunne lide det.
Kort lænede han sig ind og kyssede hendes bryster og kiggede hende i øjnene imens han hviskede: "Jeg kan lide det rigtig meget.... Kun dig og mig...."

Da hun havde fået åbnet hans bukser, så hun legende på ham. Det var ganske underholdende at tænke på, at havde hun stadig været vampyr, havde de nok aldrig fundet sammen. Havde de mødt hinanden, var det sikkert endt i kamp og en af dems død. Men når alt kom til alt, havde hun stadig været vampyr, var hun nok død nu.
"Jeg kan også li alt det du gør.. jeg er så glad for at have fundet dig igen.. og det må lyde så dumt, når nu det var mig der bad dig gå" sagde hun ganske stille og så ham i øjnene igen. Skubbede stille det sidste af hans tøj af.

Hendes smil blev en kende bredere som han skubbede hendes kåbe ned. Det var virkelig dejligt at han rørte hende på denne måde, at han viste at han ville have hende. Selvfølgelig kunne hun se det på ham, men det var rigtigt dejligt at han viste det også.
Blikket gled ned af ham, inden hun lænede sig ned og kyssede ham ømt. Hvilede hænderne mod hans brystkasse. "Vil du virkelig gerne?" Spurgte hun kærligt og lod hocedet glide på skrå. Ville jo ikke tvinge ham til det, men hun havde skam lyst.. det havde hun jo faktisk haft ret længe, allerede inden han rejste.

Han lyttede meget intenst til hendes ord som hun sad der og skubbede det sidste af hans tøj af. Hendes stemme i sig selv var vidunderlig for ham at høre men samtidig kunne han høre hvor meget hun selv ville det. Charlies stærke sanser kunne fornemme virkelig meget men det gjorde det så meget bedre at hun viste det af sig selv.
"Du må gøre lige det du har lyst til..... Jeg forstod den gang hvorfor du bad mig gå.... Jeg var aldrig særlig langt væk hvis du skulle få brug for mig..... Du var aldrig længere væk end mit hjerte Aubrei......"

Da hun lænede sig ned og kyssede ham så dejligt ømt, lagde han armene om hende imens han gengældte det dejlige kys og så hende bagefter i øjnene. Gløden i hans øjne var ikke til at tage fejl af. Imens han nærmest fortabte sig i hendes øjne, skubbede han også det sidste af hendes tøj af.
Så nappede han hende kort i læben imens hans hænder kærtegnede hendes ryg og bagdel.
"Det vil jeg ja..... Meget...... Bare lade verden glide væk..... Nyde hinanden som kun elskende kan....."

En del tid senere.
Som de var færdige, ville han opleve en side af hende, han ikke havde set på samme måde før. Han ville opleve en kæmpe usikkerhed, som hun ikke snakkede om, men som hendes blik tydeligt fortalte.
Var der noget hun aldrig havde været vant til, var det at man gerne ville ligge sammen med hende bagefter. At man gerne ville putte og nusse, og derfor forstod hun sig ikke rigtigt på det. Hendes ekskærste havde ikke ligefrem været den bedste, og derfor var hun nok blevet til den hun var, i hvert fald i nogle situationer.

Stille rejste hun sig. Hun så ikke rigtigt på ham, for hun var bange for at han bare ville bede hende om at lade ham være.
"Uhm.. jeg går.. i bad.." sagde hun lavt og gik ud på badeværelset. Tændte for vandet og stilte sig med ryggen til døren, under det varme vand. De tårer der trillede ned af hendes kinder, blandede sig med vandet. Hun var så bange for at han gik nu.. at han ikke havde villet andet.. at hun var noget han legede med.. og det gjorde ondt.. også selvom hun virkelig havde nydt det.. hun havde aldrig prøvet noget som det her, måske netop derfor var hun så bange.

Det havde været helt fantastisk og fyldt med nydelse mellem dem så han tænkte på intet tidspunkt over noget som helst andet end hende og hvordan det bare føltes så rigtigt. Men som de lå og nussede bagefter kunne han godt mærke hendes usikkerhed og hvor nervøs hun egentlig var. Hvem end der havde behandlet hende så dårligt fortjente en skæbne der ville tage tid at udtænke grusom nok.
Da hun gik ud i bad, kiggede han lidt efter hende og besluttede sig egentlig hurtigt for at gøre noget ved den usikkerhed hun havde.

Meget stille gik han ud på badeværelset til hende og stillede sig lige ved bruseren. Han ville jo ikke bare gå ind under bruseren hvis hun nu ikke ville have det. I stedet stod han og smilede kærligt til hende inden han sagde roligt og kærligt:
"Er der plads til mig også?..... Jeg kan ikke lide du græder..... Jeg elsker dig....."
Selvom han ikke kunne læse tanker, kunne han godt læse hende. Og det var meget tydeligt i hans øjne at hun betød alt for ham

Aubreiane stod fuldkommen i sin egen verden, og prøvede på at tage sig sammen. Han ville sikkert bare grine af hende, hvis han så hun græd..
Hun ville sikkert ikke engang bebrejde ham for det, for hvad ville hun selv have gjort.. kort bed sig sig i læben og lukkede øjnene. Holdt let om sig selv. Det havde jo været virkelig dejligt, og hun havde virkelig været glad for at skulle prøve det sammem med ham.
Måske var det ligeså meget derfor at det gjorde ondt.. fordi hun var bange for at han ikke fandt det ligeså specielt, som hun havde gjort.

Da han pludselig stod ved hende, så hun om mod ham med et usikkert blik. "Charlie.." sagde hun ganske stille og betragtede ham længe. Hvordan mon han havde regnet den ud.. var det fordi han duftede det?
"Jeg.. elsker oz dig.." hun flyttede sig så han også kunne komme ind under vandet. Det var nu dejligt at vide.. at han virkelig holdt af hende. Også selvom de nu havde delt det de havde.

Han gik stille ind under vandet til hende og lagde blidt armene om hende hvorefter han kyssede hendes hår og sagde:
"Jeg..... Jeg ved ikke hvordan man siger det her normalt.... Så siger jeg det bare som jeg har det..... Jeg er virkelig glad for vi gjorde det.... Ikke kun på grund af hvad det var men lige så meget fordi det var dig.... Jeg troede aldrig nogensinde at den følelse eksisterede.... Og jeg ved at jeg vil aldrig nogensinde vil opleve andre.... Tænk sig at man kan mærke kærlighed på den måde...."

Det havde været meget meget specielt for ham at prøve den slags specielt fordi de begge havde ventet som de gjorde. Det var selvfølgelig bare med til at det blev endnu mere specielt. Noget så unikt skulle man være vanvittig heldig for nogensinde at opleve. Han havde siden han mødte hende været sikker på hvor hans plads var. Den var hos hende og han ville gøre alt for hende

Aubreiane så ganske langsomt op af ham og mødte hans blik med et svagt usikkert et. Hun var bange.. ikke for ham, men for at miste ham.
Når alt kom til alt havde hun jo mistet før.. hun havde endda mistet sig selv til en, der blot udnyttede hende. Og hun ønskede ikke at komme så langt ud igen. Hvis hun kunne undgå at miste ham, var det helt klart det bedste efter hendes mening.

"Charlie.. jeg er ikke bare en ting du kan fikse.. jeg.. jeg er ikke som en bil eller en motorcykel.. jeg vil aldrig fungere ordenligt..' hviskede hun ganske stille og så væk fra ham.
Hun elskede ham, men var så usikker på sig selv. Det roligw og fattede ydre var erstattet af hendes indre. Den måde hun altid var, men som hun altid skjulte.
Forsigtigt gemte hun sig ind imod ham og lukkede øjnene. Lyttede til hans hjertelag og fandt ro i det. Utroligt når hun førhen, var blevet sulten af andres hjerteslag.

Han sukkede stille og roligt som hun puttede sig ind mod hende hvorefter han strøg hendes ryg ganske blidt. Under hans kæmpe hånd så den meget spinkel ud. Så kyssede han hendes hår inden han nærmest hvilede hovedet mod hendes og sagde:
"Jeg er udemærket godt klar over du ikke kan fikses..... Det skal du heller ikke bare sådan lige.... Jeg kan ikke se fremtiden andet end jeg er sikker på jeg vil have dig i den..... Ødelagt eller ej..... Du er perfekt for mig...."
Charlie havde egentlig altid selv været usikker, han havde bare haft en fremtoning der gjorde at folk meget sjældent turde gøre noget ved det.
Så det krævede ikke ret meget for ham at læse hun var usikker. Noget hun ikke behøvede at være sammen med ham, selvom det ville hun nok være i lang tid

Så trak han sig lidt tilbage og kiggede ned på hende med et varmt og kærligt blik. "Man kan sagtens være som man skal selvom man ikke selv ser det lige sådan.... Bare se på mig.... Jeg er et..... Rasende bæst nogen gange.... Men alligevel bliver du ved mig.... Det fortæller mig at det vi har er så stærkt"

Aubreiane blev stående tæt op af ham for en stund, og lukkede kort øjnene mens hun lyttede gil ham. Han havde sikkert ret.. på mere end en måde, men det gjorde det ikke nemmere for hende at slappe af.
Hvorfor i alverden skulle han ville en som hende i længden? Det var ikke sikkert at han nogensinde ville vide hvordan hun havde været.. hvad hun havde været.. hvad hun havde gjort.. alligevel var han ligeglad, og så hende kun for den hun var nu.
Hvilket jo var rigtigt skønt, men samtidig også skræmmende.. men han havde det nok på samme måde.. de ting han havde gjort havde jo heller ikke været gode. "Charlie.." hviskede hun stille og smilte lidt.

"Måskr har du ret.. jeg ved bare ikke hvordan du kan leve med mig på denne måde.. hvordan du kan acceptere mig.." hviskede hun stille og kyssedr ham kort, inden hun gik ud og tog et håndklæde om sig. Hendes hånd hvilede kort på venstre skulderblad, hvor nogle tynde ar kun lige kunne anes i tatoveringen.
"Tak.. jeg er glad for du vil have mig.." hviskede hun blidt og så om imod ham. Han kunne jo bare være gået.. han havde haft alle chancer for det og alligevel blev han.. fordi han elskede hende.
Lydløst gik hun ind i soveværelset og kiggede efter noget tøj.

Han strøg hende blidt over håret inden han smilede roligt og forklarede sig:
"Det er faktisk ikke så svært....Jeg elsker dig..... Jeg skal ikke dømme dig over de ting du har gjort i fortiden for det er ikke den person du er nu.... Du har jo vist at du ikke er stolt af de ting.... Så har du også en samvittighed... Og på en måde er jeg glad for din fortid for ellers var det ikke sikkert vi nogensinde havde mødt hinanden..."

Efter hun var gået ind i soveværelset, fandt han selv et håndklæde til at tage om livet men de var ikke specielt store dem han fandt så det dækkede ikke særlig godt. Så gik han ind til hende og stillede sig lidt forsigtigt men roligt i døren og smilede til hende.
"Jeg takker også..... Fordi du vil have mig..... Jeg har faktisk noget til dig....."
Han vidste ikke om hun ville forstå betydningen af hans gave men der var meget store tanker bag at hun skulle have den

Aubreiane så om imod ham som han stod i døren og kiggede på hende, mærkede en varme indeni, som bredte sig i hele kroppen. En varme hun havde mærket før, men aldrig rigtigt fundet ud af hvad var.
Ikke før nu i hvert fald.. det var fordi hun elskede ham.. han accepterede hende.. uanset hvad hun havde gjort og hvem hun var. Præcis som hun gjorde med ham.
"Charlie.. du ved jo godt jeg ikk er god at være i nærheden af.. hvis først jeg bliver sur så.. så brænder jeg alt ned.." sagde hun ganske stille og ønskede virkelig ikke at skade ham.

"Jeg elsker oz dig.. og jeg er glad for vi mødtes.. men jeg er samtidig også bange for at gøre dig fortræd" sukkede hun opgivende og vidste udemærket hvordan det lød.. han var varulv og i virkeligheden burde hun være mere bange for ham, men det var hun ikke.
"Hvad har du til mig?" Spurgte hun undrende. Kastede et par natbukser hen til ham med et drillene blik. "De dækker bedre.." hun blinkede til ham.

Han tog et par skridt tættere på og lyttede meget efter hvad hun sagde. Når man kendte hendes historie, var det selvfølgelig ikke så underligt at hun tænkte sådan. Men det skulle ikke dømme hende på nogen måde, for det var hende han var forelsket i, ikke de ting hun havde gjort. De var selvfølgelig en del af hende men den hun var nu, viste alligevel hvordan hun havde forandret sig. Og hun viste Charlie hvordan hun elskede ham og det var et eller andet sted nok til ham. Hun havde jo altid været der for ham, ligemeget hvor frygteligt blodig han så måtte have været. Så selvfølgelig ville han være det samme for hende.
"Det er det smarte ved at være varulv..... Jeg heler fantastisk..... Og jeg ved du ikke ville gøre det med vilje.... Du tilgav jo også mig"

Først grinede han lidt og greb natbukserne inden han smed håndklædet og sagde drilsk: "Så må jeg hellere pakke mig ind så du ikke får alt for røde kinder.... Kom så skal du se...."
Så gik han ned og fandt de sørgelige rester af de bukser han bar under sin sidste forvandling. Han rakte ned i lommen og gav hende forsigtigt den Shaman-halskæde han altid havde båret.
"Jeg vil have du skal have den....."

Aubreiane så stille op på ham som han kom hen til hende og lagde armene op om hans nakke ganske let. Hun virkede stadig usikker, men glad for at han ikke så på hende som et eller andet monster.
"Tror du virkelig.. at du vil heale hvis jeg brænder dig?.." spurgte hun ganske stille. Lod hovedet glide en smule på skrå og nussede hans nakke ganske blidt.
For en stund nød hun at stå her sammen med ham og prøvede virkelig på at slappe lidt af. Det var svært, men meget nemmere for hende, når nu han viste hende at han accepterede alt ved hende. Det var en dejlig følelse at have måtte hun indrømme.

Hendes grønne øjne hvilede intenst på ham, og hun slap ham langsomt som han skiftede til natbukserne. "Så jeg ikke rødmer? Du ved godt jeg er ligeglad med hvad du har på" svarede hun drillende.
Fulgte ham med blikket som han gik hen til sine ødelagte bukser, og fandt halskæden frem som han rakte hende.
"Jamen skat.. det jo din Sharmanhalskæde?" Sagde hun forsigtigt og faktisk meget smigret over at han ville give hende det.
Vidste at den betød rigtigt meget for ham. Hun tog imod den og tog den ganske let på. Så ned mod den og smilte lidt.

Han så hende meget intenst i øjnene som hun tog halskæden på og nussede blidt hendes arm. Det var den nok største beslutning han havde taget, og hvis man kendte ham vidste man også godt hvorfor.
"Det er det ja..... Jeg har holdt fat i ideen om min stamme alt for længe..... Den faldt for mine kløer og disse hænder kan ikke rejse den igen.... Men jeg kan holde ved minderne og alt det de Ældste lærte mig.... Hvordan Shaman tilgav mig som det sidste.... Og nu..... Jeg ville give dig den mest personlige ting jeg overhovedet havde... Som et bevis på at jeg er din....."

Charlie havde egentlig et stykke tid besluttet sig at hans stamme var væk, men derfor kunne han godt bevare den viden og lærdom han fik med der fra. Før havde Shaman altid været der for ham og holdt Nightrage i skak når han ikke selv kunne. Det kunne Aubrei også sagtens. Hun havde altid kunne berolige ham når vreden var ved at tage over.

Aubreiane så intenst på ham og rødmede en smule. "Du gør mig genert.." hviskede hun smilende og så kort ned i gulvet so de stod overfor hinanden.
Hun vidste jo udemærket hvor meget den halskæde betød for ham.. hvilket gjorde det ekstra særligt at han så valgte hun skulle have den. Kunne slet ikke se, hvad hun havde gjort for at fortjene den. Men han så åbenbart noget hun ikke kunne se.
Forsigtigt hvilede hun armene om hans nakke og så igen på ham. Denne gang med en tydeligt større ro over sig.

"Charlie.. tusind tak.. jeg er virkelig.. virkelig beæret over at du giver mig den.. jeg er også din" hviskede hun smilende og lænede sig hen og kyssede ham ømt. Holdt kysset længe.
Til sidst slap hun ham og smilte lidt igen. Han gjorde meget for at vinde hendes tillid.. for at hun skulle se hans oprigtighed.
"Undskyld.. jeg har været så mistroisk.. det ikke me vilje.. det er bare.. svært for mig at stole på andre.. jeg håber du ved at.. jeg stoler på dig nu.." sagde hun ganske langsomt og hvilede hænderne mod hans brystkasse.
Tillid til andre, havde hun ikke haft i rigtigt mange år, derfor var det næsten uvant for hende at hun pludselig havde det. Men med ham.. følte hun at hun kunne alt.. han var der for hende altid, og ligeledes var hun der også for ham.. de var to modsætninger, men som tydeligt tiltrak hinanden.

Han smilede stille og gav sig helt hen i hendes kys imens han nussede hende blidt. Det var som en vidunderlig indre ild der bredte sig i ham hver gang hun kyssede ham. Hvert kys fra hende var noget helt specielt.
Da hun så hvilede hænderne på hans brystkasse, strøg han lidt hår om bag hendes øre imens han lod sig fortabe i hendes øjne.
"Jeg har aldrig tvivlet på dig et sekund..... Jeg ved udemærket godt at tillid aldrig har været nemt for dig...... Men du har altid været der for mig..... Og jeg for dig..... Måske har det ikke altid virket som om tilliden har været der men det har den for mig....."

Så lænede han sig blidt ind og kyssede hende intenst imens han holdt om hende så der ikke var nogen tvivl om han tilhørte hende. Mange ville måske ikke forstå at han havde det sådan, men for ham var det vigtigt at hun vidste hvor meget hun betød for ham. Hun var sådan set hele hans verden og han ville bruge resten af sine dage på at være sikker på hun vidste det

Aubreiane så ham længe i øjnene og grinte lidt for dig selv. Hendes hænder hvilede mod hams brystkasse, som de stod her overfor hinande. De havde et eller andet sted nok altid beskyttet hinanden, uden at se hvem det var de beskyttede i starten.
Hans ord var velmente, og hun kunne ikke andet end at sætte pris på det han sagde.. hvordan skulle man kunne andet, når man stod overfor en som ham.
Forsigtigt pillede hun lidt ved hans hår og så ham i øjnene. "Du smigrer mig Charlie.. jeg stoler på dig.. jeg har meget stor tillid til dig, hvilket måske er dumt men.. jeg tager den chance" hviskede hun kærligt.

Hans kys var velkendt, og alligevel lagde han meget mere følelse i det lige denne gang, end han plejede at gøre. Aubrei gengældte kysset intenst og nød følelsen af at stå så tæt sammen med ham.
Det at han var villig til at gøre hende glad på denne måde, var en fantastisk følelse.. dog var hun forundret iver at hun endnu ikke havde skræmt ham væk, hun var jo ikke den nemmeste at være sammen med i længden, men han virkede ikke som om han tænkte på det.
"Tak.. fordi du bliver hos mig" hviskede hun smilende.

Han smilede varmt til hende og stod en anelse genert imens han stadig havde armen om hende og nussede hende på ryggen.
"Selvfølgelig bliver jeg..... Jeg har det helt fantastisk sammen med dig.... Den måde du ser på mig..... Holder om mig.... Fniser lidt når jeg virker kluntet... Så kan jeg jo kun blive glad..... Så nu slipper du altså ikke for mig......"
Så lænede han sig lidt ind og nappede hende kærligt i øret inden han rettede sig op og kiggede hende kærligt i øjnene. Det var virkelig dejligt at have følelsen af at høre til et sted. Hun gav ham alle de følelser han altid havde manglet.

Så grinede han kort og sukkede en gang og strøg hendes kind. "Kunne du huske den gang vi legede fangeleg?..... Og hvad vi gjorde når vi fangede hinanden?"