You didn't have to - [Morgan]

Så nikkede han til hende og gav hendes hånd et stille klem inden han sagde: "Because of the way you look at me..... Eyes are windows to the soul..... You see who i am and not who the world wants me to be.... You see beyond my past..... You see the man and not the Devil..... You make me feel special......"
Meget direkte ja men hvert eneste ord var sandt

Hans svar rørte hende virkelig, og han havde ret. Det var det hun så, han havde behandlet hende bedre end mennesker, og han viste hende omsorg og kærlighed uden nogen reel grund. Tårerne tittede frem i hendes øjne og hun gav hans hånd et klem. "Thank you" mere kunne hun simpelthen ikke sige.

Det var tydeligt som hans svar ramte hende, men heldigvis på en god måde. Så imens han stadig holdt hendes hånd, tog han hurtigt et tørklæde fra sin jakkelomme og gav hende.
"My pleasure Apolline...... I want you to be happy, and i love that you let me make you happy...... As you make me happy....."
Så nussede han bare forsigtigt hendes hånd og gav hende så muligheden for at få tørret sine øjne.

Hun tog imod det lommetørklæde han rakte hende. Dem havde han vidst mange af, for hun havde stadig den han havde givet hende sidst. Selvom den var blevet vasket og sådan, så havde hun bare foldet den pænt men aldrig afleveret den tilbage. Hun duppede dog øjnene tørre nu, og nøftede svagt. "I am happy.." svarede hun. Selvom det måske ikke så sådan ud, så var hun skam glad sammen med ham. Igen så hun mod ham, næsetippen en anelse rød efter hendes gråd og øjnene også en smule røde - der skulle ikke så meget til før de blev det. Hun snøftede igen, og kærtegnede hans hånd ganske blidt.

Efter hun lige havde tørret sine øjne, gav han blidt hendes hånd et klem imens han sagde:
"It is good to hear...... What do you say?.... When you are well enough, we go out? Or just have a quiet dinner either at yours or my place..... Just you and me, no care for the world....." Han vidste jo godt at fotografer og den slags kunne blive et problem hvis de spiste ude eller noget. På denne måde kunne de også ses uden at have tanke på behandling eller noget som helst. Bare at mødes som Apolline og Morgan

Hans forslag faldt i god jord, og hun nikkede. "I would love that, spend more time with you will be amazing.." svarede hun. Hvornår hun ville være ude, anede hun ikke, men hun ville se frem til det, og gøre sit bedste for at få det bedre så hun kunne komme ud og de kunne bruge mere tid sammen. Det lød i hvert fald mere spændende ned at blive liggende der.
En sygeplejerske dukkede op noget tid efter og tog en blodprøve, det tog hende en del tid at finde en ordentlig blodåre, men det lykkedes efter et par forsøg. Det var desværre tydeligt at Apolline var vant til blodprøver, for hun reagerede ikke rigtigt undervejs.

Smilende nussede han hendes hånd og foreslog så: "It warms me to hear that..... I would love to spend more time with you..... And maybe i could cook something for us? I learned a few things from when i lived in Japan...... If you want?"
Det var noget siden han havde lavet mad men det var mest fordi han ikke havde nogen at lave mad til. Og hvis det så blev i forbindelse med de kunne nyde noget tid sammen så ville han hellere end gerne.
Som sygeplejersken tog blodprøven, holdt han stadig hendes hånd og smilede beroligende til hende. Det ville blive fantastisk når hun fik det bedre

"Sounds wonderful, I wouldn't mind at all" svarede hun ærligt. En mand der tilbød at lave mad og ikke købte noget udefra? Hun klagede slet ikke! I stedet smilede hun varmt. "You can make food at our first date, and I will take care of the second" måske for ambitiøst, men hun ville gerne, og hun var ikke helt håbløs i et køkken. Der var et par ting hun faktisk godt kunne finde ud af at lave.
Heldigvis gjorde sygeplejersken sit arbejde færdig så hurtigt som hun kunne, Apolline smilede og takkede hende og de sludrede lidt inden kvinden smuttede igen. Hun så atter op mod Morgan der ikke havde sluppet hende et eneste øjeblik. "It is late, shouldn't you get going? You have work to attend to in the morning" hun ville ikke holde på ham, og så kunne han bare komme når han havde tid igen.

"Perfect.... And i can't wait..... My place first and then yours?"
det blev også langt mere personligt på den måde og så var de sikre på der ikke var en næsvis fotograf der stjal muligheden for billeder. Han var selvfølgelig spændt på hvad hun ville lave men det vigtigste var at være sammen med hende.
Så rystede han lidt på hovedet inden han sagde: "Only if you want me to..... I have moved rest of weeks appointments to next week so i could make sure you were okay....."
Han havde heller ikke lyst til at skulle nogen steder, specielt ikke hvis hun gerne ville have han blev

At han tænkte på paparazzi var dejligt, så behøvede hun ikke til at forklare det. Hun smilede og nikkede. Ja, det blev mere personligt, og det der med ikke at overtræde patient/terapeut-grænsen var vidst for længst overskredet. Ja.. allerede da hun havde snakket om hans læber. "Yes.." svarede hun blidt og smilende.
Hans svar kom snart endnu mere bag hende, og hun rynkede brynene. "Morgan, you shouldn't have done that.." hun klagede skam ikke over hans omsorg og den søde gestus, men hans arbejde var vigtigt jo! Hun ville ikke have at hun påvirket hans karriere. "Your job is important, people needs you.." sagde hun og sukkede dæmpede. "I wouldn't mind you staying, but this is a hospital, you wouldn't be able to rest.." hun hadede selv at være der, havde hun et valg, var hun skam smuttet.

Han smilede varmt som hun nævnte hans job, det var dejligt hun også viste den omtanke.
"It is perfectly okay i assure you... I only had two clients left for the rest of the week.... And one of them is an officer that just needs to clear his conscience because he can't keep off prostitutes..... He is married by the way....." Så havde hun en idé om hvorfor det ikke var så slemt og Morgan brød ikke nogen regler da han ikke nævnte navne.
Så tænkte han sig lidt om inden han sagde:
"Tell you what.... When you need to sleep for the night i will head home.... Then i can come by tomorrow and bring things if there is something you need?"

Selvfølgelig betød hans arbejde noget, og selvfølgelig tænkte hun over det. Han var en af landets dygtigste terapeuter, og mon ikke der var en del at lave for ham? Okay det vidste hun intet om, men hun formodede det. Hans svar viste dog at han ikke selv tog det specielt tungt, og at han måske ikke havde så travlt denne uge alligevel. En forklaring på hvad den ene af samtalerne handlede om blev givet, og hun endte med at nikke. ”Poor lady..” kunne hun ikke lade være med at mumle. Han gik til terapi måske, men det var sgu stadig kvinden der blev bedraget. Nu kendte Apolline ikke hele historien, men det var nok for hende til at tage en side.
Hans forslag faldt kort efter, og hun smilede og nikkede. ”Sounds as a good idea” svarede hun. Så kunne han også få hvilet sig. ”As for what I need, I am not sure you can help with that. But thank you for asking” svarede hun beklagende. Indlæggelsen var sket pludseligt, så hun havde ikke tænkt over skiftetøj og ærligt vil det være underligt hvis han begyndte at rode i hendes skuffer for trusser. Så godt kendte de ikke hinanden endnu trods alt. Et ordentligt bad kunne også være rart, men med hendes tilstand var det ikke just muligt. Fugt forværret hendes vejrtrækning.

Han smilede roligt og nussede ganske kort hendes kind imens han betragtede hende roligt. Ganske rigtigt så kendte de ikke hinanden så godt endnu at han skulle hjem og hente tøj og den slags hos hende, men Morgan var en mand der fandt på løsninger.
"Maybe i can bring a good lunch then. Knowing the hospital staff, you will get breakfast really early...."
Stille fik hendes hånd endnu et klem. Det var dejligt at hun virkede mere fredfyldt nu, måske et tegn på at hun var i bedring. Bedre at det var lidt end slet ikke

Hans forslag faldt i god jord, og hun nikkede. ”I would love that, thank you” svarede hun med et skævt smil. Han nussede hendes hånd og gav den et klem, og hun løftede den anden og strøg hans kind. Ja hun havde det bedre end hun havde haft ved hans ankomst nu en del timer senere. Det var også sent om natten nu, klokken måtte være tæt ved midnat. Hendes vejrtrækning var nok blevet lidt bedre, og hun smilede da mere end hun havde gjort den sidste uges tid, men det var igen alt sammen takket hver ham.

"Then i will do that...... "
Han kiggede også på klokken og ganske rigtigt så var det ved at være sent. Ikke at han bemærkede det som sådan, men hun var jo stadig svækket og havde brug for den hvile hun kunne få.
"I will go when you have fallen asleep..... But i might need another kiss before i go...."
Stille lænede han sig ind over hende og kyssede hende blidt, sørgede for at holde kysset lidt.
Derefter satte han sig til rette i stolen imens han stadig holdt hendes hånd.

Som han bad om endnu et kys, gav hun ham glædeligt et. Han trykkede sine læber mod hendes, og hun gengældte det blev og ømt. Noget i hende rørte på sig igen, og da han brød det, sukkede hun dæmpede og gled øjnene i. Som om det kys havde taget alle hendes kræfter. Det var ikke tilfældet, men hun følte sig i stedet så sårbar. Han slap hende ikke, satte sig ned, og hun krøllede sig sammen og trak iltmasken på da hun følte behov for den. Øjeblikke senere var den lille skikkelse faldet i søvn.

Som hun var faldet i søvn, lænede han sig ind og kyssede hendes pande blidt hvorefter han hviskede: "Sleep well.... See you tomorrow little Angel......"
Så tog han sin frakke og gik men stoppede ved døren for at kaste et blik mere over på hende. Hun virkede så fredfyldt som hun hvilede sig.
Som han kom hjem og gjorde klar til seng, var det svært at finde ro. Både på godt og ondt. Hun havde det stadig skidt så han havde ikke lyst til at skulle der fra men samtidig havde hun jo fået det i hvertfald lidt bedre. Han sov ikke mange timer men nok til han var udhvilet.
Det skulle ikke være helt så formelt denne gang han kom op til hende så han tog et par jeans, en stram sort t-shirt og så en pæn læderjakke. Men inden han tog på sygehuset, smuttede han først forbi efter en kyllingebagel til hver hos Jackson og tog så ud og købte lidt overraskelse til hende. Da han havde alle ting klar, tog han ind på sygehuset og nævnte for receptionisten at han var der for at besøge Apolline

Hun sov uroligt i løbet af natten, vågnede flere gange, og engang havde hun da også en smule feber. Sygeplejerskerne kom da også rendende hele tiden og hen imod morgenen var feberen heldigvis væk. Hun havde ikke haft appetit til morgenmad, men var nærmest blevet tvunget til at drikke en af de der energidrikke for at få bare lidt næring. Med støtte fra en sygeplejerske kunne hun sætte sig op. Heldigvis var hun ikke svimmel. Flere gange tænkte hun på Morgan, overvejede om han mon ville dukke op, hendes hjerte sagde hende at han ville.. hendes hjerne prøvede at tale fornuft ind i knolden på hende. For nu var hun alene på sit værelse. Iltmasken var heldigvis af, og hun kunne trække vejret bedre end den foregående dag. Da døren til værelset blev åbnet var hun i færd med at prøve at rejse sig uden støtte. Blikket fløj mod døren, og hun støttede sig til sengen som hun så mod den. ”Morgan..” hviskede hun dæmpede og smilet trak straks over hendes læber. Han så godt ud noterede hun sig. Selv var hun i hospitalstøj, hvilket betød rimelig kedeligt.

Stille kom han ind til hende med to poser hvor den ene duftede af den kyllingebagel hun så godt kunne lide. Poserne blev sat inden han tog jakken af og tog hendes hånd.
"Good morning..... Here as promised.... I brought you a few things..... Some chicken bagels for lunch.... Some clothing.... Jeans, underwear, sweatpants, a shirt.... I wasnt sure about your size so i hope i got it right....."
Så lænede han sig ind og kyssede hende meget blidt inden han så hende i øjnene og spurgte: "How are you feeling today?....."

Han fik overtøjet af, og hun fulgte ham med blikket som han satte poserne fra sig. Havde han været ude at handle? Det så næsten sådan ud. ”Good morning..” svarede hun blidt mens han kom hen og tog hendes hånd. Hun smilede kærligt, og strøg hans kind. Tænk at han rent faktisk var kommet! Så remsede han op de ting han havde med, og hun så overrasket mod ham. ”Do you read minds?” kunne hun ikke lade være med at spørge. Duften af hendes kyllingesandwich vakte faktisk hendes appetit, og maven knurrede som respons. Hun rødmede svagt. Flot. Hun gengælde kysset han trykkede mod hendes læber, og smilede kærligt. ”I feel better than yesterday” svarede hun og gav hans hånd et forsigtigt klem.

Han grinede let inden han så kiggede sig omkring og svarede: "No i do not read minds.... But there's no bags around you so i figured you got here in a rush. So i thought you needed some basic things... And i was out getting the food anyway so why not get a few things for you....."
Så pakkede han de to kyllingebagels ud og fandt så et par tallerkener til dem hvorefter han satte sig hen til hende med dem. "It makes me very happy to hear.... I missed you......"

Hans forklaring på hvordan han lige havde opdagede det hun manglede, fik hende til at smile. Selvfølgelig, han havde observeret rummet, og havde nok også haft rigeligt tid til det de timer hun havde sovet mens han havde været der. Og formentlig kedet sig bravt. "It is very sweet of you, thank you" svarede hun kærligt. Så fandt han deres bagels frem, og hun genkendte straks pakningen. "From Jackson? Awesome!" udbrød hun med et smil og kom til at hoste lidt. Det gik dog heldigvis over øjeblikke senere.
Så satte han sig i nærheden, mens hun forblev siddende på sengen. "I missed you too" indrømmede hun kærligt og så et langt øjeblik på ham inden hun begyndte at spise. I starten smagte det ikke af særlig meget, men der gik ikke lang tid før hendes smagsløje vågnet.

Han tog lige kort noget af tøjet frem så hun kunne se lidt af det imens han sagde: "You're welcome...... Now it's nothing fancy.... Simple shape in underwear... A bit with black laces.... I went for black and some of the colors i've seen you in...."
Derefter satte han sig til at spise sammen med hende imens han lige hurtigt fik fisket to colaer op til dem. Selvfølgelig blev hendes åbnet for hende.
Den måde hun så på ham, gjorde et eller andet, han følte sig i hvertfald varm indeni. "I came as fast as i could.... And here i am...."

Han viste hende hvad han havde købt til hende, og hun smilede varmt. "Thank you, Morgan. It means a lot to me you think so much about me" svarede hun kærligt og oprigtigt. Han behøvede trods alt ikke, hun havde jo ikke bedt om det. Tøjet han havde valgt var pænt, og hun klagede slet ikke over det. Størrelsen virkede også fin. "It is just what I need" forsikrede hun ham.
Så satte de sig til at spise sammen, maden var lækker, men det var jo ikke nyt. "I spoke with the doctor, and he said the bloodtest was better than the day before yesterday" sagde hun for at give ham gode nyheder.

"Of course i do.... I want you to be happy, especially if i can help you...." Nogen mente måske det var fjollet af ham men hun var på kort tid kommet til at betyde rigtig meget for ham. "Glad the clothes is useable....
I just hope they fit...."
Så lyttede han til hendes forklaring imens han spiste, det var virkelig dejligt at høre godt nyt om hende. "That's wonderful! Means it's going in the right direction" Han smilede oprigtigt og kærligt