Vi ses nok igen

"det jo det" han så op på himlen igen med et smil.

//død krea^^//

Asma grinte over han svar. Hun så på ham og rystede grinene på hovedet, mens hun lod sig støtte af sine hænder, mens hun så på himlen. Lige nu var hun tom i hovedet, ingen ting foregik der hvis man skulle være seriøs. Brisen, som tog fat føltes så.. rart.

//Haha xD Vi har jo vores dage^^//

Han grinte lidt med, mens han så på himlen.

Asma lænte sig endnu mere tilbage. Stlheden var ikke sjov, ikke disse dage i været fald. HUn så lidt på Taisho og åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke et eneste ord ud. Hun bed sig på underlæben og lag derefter sit hoved på skrå. "Men hvor bor du henne?" spurgte hun. "Bor du alene eller med en ven herfra?" hun skulle spørge, så var stilheden da brudt.

"Alene" sagde han
2Men uden noget rigtig hjem, jeg har en lille hytte vis vejret bliver helt elendigt, men ellers er jeg ude i det fri"

Asma nikkede og bed sig på fingerspidsen. Hun havde faktisk regnet med de svar fra ham. "Den gang du boede sammen med din kone, hvor boede i så?" spurgte hun, og så på himlen. "Boede i sammen med børnene, altså de store?"

"Nej, de har altid boet for sig selv, især nu hvor inuyasha har sin egen familie" han spyttede i jorden for at sige han ikke brød sig om det.
"10 små børn og to mere er på vej, men han har altid været tankeløs!" han knurrede lidt for sig selv, men så så op på himlen igen.
"Engang boede jeg sammen med Izayoi i byen, men dengang kom nogle præster og jagede os væk og vi var adskilt længe, troede hun var død, så her da vi samles igen boede vi sammen i en hytte i skoven, ikke den samme jeg bor i nu"

Asma så på ham og nikkede stille med. Hun lod sin hånd ligge på sine læber, mens hun opmærksomt betragtede Tai. Hun forstod ham lidt, men heller ikke mere. Helt ærlig, hun havde ingen børn, eller havde prøvet at blive jagtet af en præst. Men hun forstod ham. ”Tai, du har været masser igennem min dreng” hun lod sin hånd ligge på ham, mens hun smilte varmt. ”Men jeg vi altid være den skulder du kan græder ved. Jeg mener, jeg er trods alt.. din bedste ven” de sidste ord fløj ud af hende. Hun anede ikke slev hvad hun sagde, men som sagt.. Tai mindede om en anden. En anden dreng.. som.. bare en.

Han grinte varmt til hende
"Tak du" svarede han og klappede hende oven på hendes hånd.
"Bedste ven tror jeg vil være godt" han nikkede, en bedste ven...Det var længe siden han havde kunnet prale af at have sådan en.
"Men nu er jeg ikke typen der græder, men ved hvad ud mener" han så lidt på hende, hun både forstod og ikke, men det var jo også lidt svært...Nu han tænkte over det havde han faktisk oplevet meget.

Asma smilte stort tilbage. Ret taknemlig at han tog det så positivt. ”Selv tak du” sagde hun og bed grinene på sin underlæbe. Hun lag sit hoved på skrå og nikkede stille. Bare i sit indre nik. Ikke et synligt.
”Bedste ven er super.. ja” sagde hun bare for at besvare ham uden egentlig formål ved det. hun lænede sig stille tilbage, mens hun betragtede Tai. Hans sidste bemærkning forvirrede hende lidt, men hun gumlede bare på det. ”Nej.. det kunne jeg heller ikke forstille mig, at du er typen der giver sig til at græde” sagde hun, mens hun så lidt på ham, og derefter ned på deres hænder. ”Hvad mener jeg?” spurgte hun så efter en lang tænke pause. Hun så på ham med store øjne.

Han smilte til hende og så op på himlen endtil hun spurgte.
"Du sagde det, så du ved det ikke engang selv?" han drillede lidt men nikkede så også lidt
"Du mener vel at jeg altid kan komme til dig vis jeg vil snakke eller måske også nå jeg har problemer" sagde han

Asma så på Taisho og prikkede sig selv på sine tændinger. Helt ærligt, hun glemte hurtigt, også selvom det var hende der havde sagt noget. Hun grinte stille med, og så ned på sine fødder, men så op da han var færdig med at tale. ”Så sandt som det er sagt Tai” sagde hun så og krammede ham. ”Jeg er den skulder du kan græde ved.. eller sidde ved” hun grinte, mens hendes hånd hvilede på hans hår.

Han smilte til hende og nikkede
"Tja...jeg kan kun sige det samme" sagde han
"jeg vil meget gerne have æren af at hjælpe dig, vis det en dag bliver aktuelt" han så lidt på hende og så op på himlen igen.

Asma smilte stort og holdte sin tommelfinger oppe. ”Det er en aftale” smilte hun, med sine hvide tænder. Hun lo stille, mens hun også så imod himlen. Det var nu en rar følelse at have en ven ved sin side. Hvad skulle man sige? Når jo, hvad har man venner til? Asma så lidt på Taisho, mens de enkelte tanker kørte oppe i hendes hoved. Kendte hun Taisho eller var det bare hende? Hun rystede på hovedet og lo stille igen. ”Tai, jeg for altid den under tanke med.. at jeg har kendt dig før” sagde hun så, og prikkede sig selv på panden.

Han så tænkende på himlen da hun sagde det og så så lidt på hende for så at se på himlen igen.
"Okay?" sagde han i mangel på bedre
"Jeg ved ikke hvor det skulle have været, hele min fortid er lidt dyster på en måde, intet for en engel....og husker heller ikke at havde set dig" sagde han

Asma nikkede. Hun rystede derefter på hovedet, og så på ham. ”Selvfølgelig, jeg skulle bare spørge, jeg var nemlig ikke selv sikker.. så” hun så stille væk, som om det havde skuffet hende. Det havde det ikke. Hun var da glad for at møde Taisho nu.. og ikke noget før. Bare glad for ham i det hele taget.
Hun smilte mildt, mens hun klappede ham på den ene skulder, som var tættes på hende. ”Det er lige gyldig nu. Bare glem det jeg sagde” sagde hun og blinkede med det ene øje.

Han bemærkede hendes lidt skuffede reaktion og blev derfor nysgerrig og ville vide mere...vis hun gjorde.
"Nææ du, nu må du forklare lidt nærmere om det" smilte han
"Måske kommer min hukommelse på gled og kan huske noget, måske ikke, men prøv nu at forklare nærmere hvad du mener"

Hun så på ham med store øjne. Hun satte sig bedre til rette, så deres øjne mødtes. ”Altså, da jeg mødte dig. Fik jeg sådan en fornemmelse af jeg kendte dig. Da jeg red på din ryg, mindede mig om en skole jeg gik på. En meget speciel dreng, som af og til drillede mig” Asma ansigt lyste stille op, mens hun tænkte tilbage. ”Desværre kan jeg ikke huske navnet på ham. Men han kom sammen med min bedsteveninde, og jeg har det med.. at han minder om dig. Han var en gåde fuld dreng, som jeg holdte af. Han var min bedsteven, som du er nu” hun lag hovedet på skrå, og smilte.

Han så lidt på hende mens han tænkte.
Han havde vist aldrig rigtig gået på nogen skole, kvinden i hytten havde lært ham alt...Han så væk da han tænkte på hende.
Han sukkede lidt.
"Det ved jeg sørme ikke lige, er der mere?" spurgte han og så igen på hende

Asma nikkede så. ”Nej.. drengen er vel væk nu. Gone, som man nu siger” hun tænkte sig om. Navnet var seriøst forsvundet. Væk ude i det blå luft, som om drengen ville have hende til at glemme ham. Hun lo stille, da de idiotiske billeder kom. Skoven var de.. tryllestave blev kastet rundt, mens tre elver sad. To piger og en dreng. Den ene pige forlader stedet, mens drengen driller den anden pige, ved at tage hendes tryllestav. ”Jo der er mere” sagde Asma med ét, da Taisho begyndte at tale. Hun rystede på hovedet, da hun fik endnu dumme tanker frem. ”Prinsesse. Det kaldte han pigen..”

Han sank noget der nok skulle have været spyt, men han synes ikke det var det.
Han så stædigt på himlen som om den kendte alt og alt var dens skyld.
Prinsesse...Der var jo netop en klokke der ringede...tryllestave...men det var jo en helt andet verden, føltes det som, hvor det kom fra....noget der ikke havde med det her at gøre.
"Prinsesse..." mumlede han lavt for sig selv og så ud som om han for et kort øjeblik havde glemt alt om at asma sad ved siden af ham.

Asma smilte hemmeligt til sig selv. Hun lænede sig lidt tilbage, mens hun også havde rettet blikket væk. Hun så mere på træerne ind på himlen denne her gang.
Da hun hørte Taisho lille mumlen smilte hun endnu mere. Taisho kunne ikke være drenge, det var bare langt ude i skoven, hvis det var. Og hvis han nu var drengen, så havde han godt nok ændre sig. Asma lag en stille hånd på Taishos hoved, da han så drømmende ud eller noget i den stil. ”Jorden kalder Tai” sagde hun stille, mens hun så mildt på ham.

Han rystede på hoved og smilte til hende
"Jaja!" sagde han
"Jeg tror ikke det er noget jeg selv har deltaget i...Men det lyder alligevel bekendt" sagde han
"Hvem ved, måske har vi en fælles bekendt"

Asma lo stille med og satte sin hånd på hans hoved. ”Sådan tænker jeg også. Måske er det en bekendt” Asma træk sin hånd til sig, mens hun ikke kunne lade være med at grine. Hun havde overset en del. Taisho kunne aldrig være den dreng hun sommetider drømte om. Taisho kunne ikke kende noget til pigen Oranix og skolen. ”Jeg er nu glad for at jeg har mødt dig Taisho” sagde hun stille og lag sin hånd over hans. Bare en lille hilsen, at han ikke skulle sove hen igen. Heh.

Han så lidt på hende.
"Du er skør" han tog roligt hånden til sig, ikke på nogen stødende måde men fordi hans hjerte stadig kunne finde på at hoppe lidt.
Han lagde sig ned og studerede himlen.
"Men i lige måde" smilte

//kan ikke huske om han allerede lå ned....sååå ellers så bare ignorere et?//