Vi ses nok igen

De landede stille og Aama slap hans hænder. Hun kløede sig på halsen og så den modsatte side af Taisho. Nej, stemningen var ikke den samme og det vil den aldrig blive. Hun kunne nærmest mærke det igennem hendes hud. "Så" sagde hun og så på Taisho igen. Så hvad? Hvorfor sagde hun så nu?

//Smutter nu//

Han kunne også mærke det, hvorfor havde han ødelagt det på den måde?
"Tak" han smilte lidt til hende, måske var det bedst at skilles for denne gang? Måske havde de det bedre nå de ses igen? Vis de altså gjorde....

Asma så ned og smilte skævt. Nej! De skulle ikke skilles, hvad var det for en dum tanke? De skulle måske have tid til at tænke over det? Asma skrappede med sine fødder og så kort tid på Taisho, men vente blikket ned igen. "Du skal ikke takke" mumlede hun bare. Hendes kendte ord..suk.

Måske ikke skilles, men så tænke over det? Hvad tænkte han over, Asma havde jo lige sagt de kun skulle være venner...Men alligevel var håbet der...Vis hun nu tænkte over det....
"Så lader jeg være med det" han smilte det bedst ehan kunne, nu skulle det altså gå bedre, nnui måtte man smile lidt og have det sjovt

Asma så på ham og nikkede. Hun smilte skævt til ham og bed sig på underlæben. "Sådan skal det lyde Taisho" sagde hun ham og gav ham en klap på skulderen. Asma sparkede stille en lille sten der lå tæt på. Hvis det var håbet, så ville hun se ham smile som han gjord da han så hende. Men det skulle nok komme af sig selv.

En ting der gjorde ham selv glad var at være hund, måske ville hun også blive glad for det igen? Måske fik han lov at ridde hende tilbage til søen?
"Hm, tænkte om du ville med tilbage til søen?" Han smilte til hende,smilet var ikke helt perfekt, men næsten

Asma klappede og smilte skævt. "Tjo´e det vil jeg da" sagde hun og holdte på sin arm med den anden hånd. Hun så himlen som så ud til at skifte. Der var ikke tegn på at det blev en dårlig dag, men humørt var jo væk, så det vil ikke undre hende at de regnede idag. "Men hvor mange børn var det nu du havde Taisho?" spurgte Asma kort tid efter de gik. Bare for at få en samtale igang, det hele virkede.. akavat?

Gå, ja selvfølgelig, men måske kunne han snart forvandle sig, ville hun stadig være gladfor en ridde tur?
"2...Eller det vil sige 4 nu" sagde han
"Har bare aldrig set to af dem" nu hvor han tænkte sig om ville han gerne se sine to nye piger, han havde drømt om at være den perfekte far dem, den perfekte far han aldrig havde nået at være for Inuyasha og Inuka.
Men så var hun jo bare forsvundet med dem.
Pludselig følte han sig vred, vred fordi izayoi var væk sammen med tvillingerne uden at sige noget.

Asma smilte varmt til ham. "Det må være dejligt, men jeg håber at du kommer til at se tvilingerne" Asma så ned på sine fødder, mens hun gik stille. "De vil sikkert arve dit smukke ansigt" Asma så på Taisho og nikkede stille. "Og gad vide hvad de hedder?" sagde hun nærmest hviskende. *Izayoi skal nok ´komme Taisho, det håber jeg* tænkte Asma i sit stille sind.

"De hedder Inua og Alana" svarede han
"Ved kun den ene er med ører og hale og den anden uden" sagde han
"Men ved ikke om de ligner overhoved, ved ikke om de overhoved kender til mig" sagde han

Asma synes at det var smukke navne. Hun kunne bedst lide Alana men Inua lød også ret sødt. Asma nikkede og sagde ikke så meget om deres navne. Det var da en god måde at kende forskel på dem. "Tro mig, jeg tror ikke rigtig at Izayoi ikke har fortalt om dig, hun fortæller dem om deres far og viser dem billeder sikkert. Jeg gad nok møde hende" sluttede hun. De sidste ord var mere drømmende.

"Hun er også sød, og rar, venlig, og lidt blødsøden" sagde han
"Men helt ærligt, jeg må jo komme videre i mit liv, vis ikke hun kommer tilbage kan jeg jo ikke bare sidde og visne hen" sagde han
"Men jeg vil fortsætte med at lede, for mine børns skyld" han så lige frem for sig, han huskede sin tid sammen med Izayoi inden hun døde, hvor hun så ikke døde alligevel, hvordan hele familien var blevet samlet igen og nu hvor de var spredt igen, ville skæbnen dog aldrig lade dem være sammen? Ikke fordi han troede på skæbnen...

"Du lyder som en rigtig far Ino" sagde Asma og nikkede. "Gid jeg var halvt som dig" hun så på himlen og gav ham ret i, at man skulle komme videre men man kunne jo vente lidt? Bare lidt, det var han jo også nødt til på grund af børnene. Hvad med de store? Savnede de ikke deres mor?

Han havde heller ikke set børnene siden moren forsvandt, inuka var forsvundet og inuyasha...tja, han havde vel bare travlt med sin egen familie?
Han måtte prøve at finde ham også, snakke med ham om de forskellige ting...vis han kunne tage sig sammen til det, inuyasha.
"Vi vælger selv hvem og hvordan vi vil være" sagde han
"Vis du vil være mere som mig skal du bare beslutte dig for det"

Asma nikkede til hans sidste ord. Hun kunne faktisk se det selv. Vi bestemmer selv.
"Men du har en dejlig familie som du bare skal tænke mere på. Din kone elsker dig sikkert, men bare gi´hende lidt mere tid. Måske sidder hun fast i et sted og kan ikke komme over til dig? Jeg kan stadig ikke forstille mig at Izayoi er sådan en person som bare gemmer sig med børnene. Hun elsker dig sikkert stadig, og det gøre du også, men du tænker ikke Ino" sagde Asma stille.

Det var lidt for meget.
"Tænker ikke?!" han stoppede vredt op og så hårdt på hende, hvordan kunne hun sige sådan?
Han troede hun forstod ham!
"Vis du vidste hvor meget jeg tænker hele tiden! Tænker på hvad det kan betyde, hvad jeg skal gøre, hvad der er det rigtige!" sagde han
"På om de måske...Måske..." var døde...om døden endelig havde indhentet izayoi og taget tvillingerne med? Han så væk.

Asma standsede også op og slog blikket ned på jorden. Hun havde regnet med at han ville reagere på den måde. "Det du sagde for lidt tid siden.." begyndte Asma med en lille stemme som lød mildt. "..at du ikke gad og tænke på hende ´nu´. Så faldt der bare en lille tanke ind, at du tænker på hende men ikke så meget" Asma sukkede og så på himlen. Hun kunne ligesom være lige glad med det hele, det var jo ikke hendes problem, det var jo ikke hendes familie.. men hvorfor følte hun så, at hun havde et stor ansvar for dem?

"Jeg er netop træt af at tænke på det hele tiden!" Vis hun troede hun havde såret ham, var det lige blevet til virkelighed.
Han havde ikke lyst til at være sammen med hende lige nu, han havde bare lyst til at løbe væk og lade skæbnen bestemme hvornår de ses igen.
"Hvorfor må jeg ikke have det godt sammen med nogen, uden hele tiden at skulle tænke på dem? De kommer jo ikke frem ved at jeg tænker på dem!"

Asma så på ham som om et lyn lige havde ramt hende. Hun var ikke vred, heller ikke rasende, men noget helt tredje. "Man kan ikke blive træt af at tænke på nogen! Så betyder det at man giver op!" Asma råbte ikke, men sådan lød det i hendes egne øre. Hun lag en lille hånd på hovedet og sukkede. "Det kunne faktisk være at de kommer frem hvis du tænkte på dem.." Asma fnøs kort og slog sine hænder ud. "..som sagt, det betyder bare at du giver op på forhånd Taisho!"

Hun forstod jo intet! Og nu skændes han med hende! Det var ikke hvad han havde ønsket...På den anden side set, det skete jo aldrig noget han ønskede...
"Du fatter det jo ikke! Jeg giver aldrig op, men det lyder som om du gerne vil have jeg bare sidder og stirre ud i luften, mens jeg kun tænker på dem og at de nok snart kommer, skal jeg bare sidde og tænke på dem til jeg dør fordi jeg ikke må have plads til noget andet!?" sagde han, en varme spredte sig i hans krop, en varme af vrede...Han vidste han snart ville forvandle sig pr. automatik vis ikke han slappede af, og så ville han ikke være den søde store hund...

Asma holdte på sin hoved med begge sine hænder. Hun kunne ikke lide det her, men hvad kunne hun også lide? "Nej jeg fatter ikke noget Tai!" hun bed sig på underlæben for ikke at sige mere. Hun så ned på sig selv og lod sine negle grave dybt nede i hendes hår. "Undskyld, undskyld Tai!" sagde hun mens hun rev sig i håret. Hun græd ikke, men det var hendes måde at være sur på. Hvis hun var sur, gik det udover hende selv. Hun kunne ikke lide at skændes med Tai, sådan var det. Og hun forstod intet, så lad det ligge!

"Hvorfor blander du dig i det, vis du ikke ved hvad der enlig sker? Hvorfor tror du du ved hvad jeg tænker og ikke gør?!" han forstod det ikke og han kunne ikke lide at se asmamix sådan der.
Han sagde ikke undskyld, da det var hende selv der var begyndt.
Istedet vente han sig om og skyndte sig væk fra hende, han måtte slappe af, tænke....men han var virkelig vred.
Hvorfor gjorde hun det imod ham? hvad havde han gjort hende?

Asma rystede på hovedet mens hun lag mærke til at han gik. "Måske fordi jeg holder af dig!" råbte hun imod ham mens tårerne væltede. Hun faldt sammen på knæ, mens hendes hoved lå på jorden. Hun slog hårdt på jorden så hendes hånd gav et lille lyd fra sig. Hendes vinger kom til syne og hun holdte sig på hjertet med den anden hånd. Hun kunne mærke den dybe smerte hun havde ført til Tai. Sådan var det at være en engel, gøre en sur og du mærke smerten."Tai!" råbte hun men ikke så højt. Det lød som om hun sagde ´hej´.

Han gik beslutsomt afsted, han hørte hvad hun sagde..
*Jeg holder også af dig, Asmamix, det gør jeg, men den måde du har misforstået mig på med hensyn til min familie...* han rystede på hoved, og følte hvordan han blev roligere.
Da han var rolig nok hoppede han op i et træ og satte sig rette oppe i det og så lige ind i alle bladene, men uden rigtig at se dem.
Han havde aldrig mødt nogen som Asma, han holdt virkelig af hende, som hun vidste...

Asma holdte stadig fast på hjertet, som om den skulle hoppe ud og briste. Hendes vingers fjer rød af og blev mørker. Det gjord så ondt at blive forladt, men hun forstod det. hendes vinger var nu helt sorte og til sidst forsvandt de. Asma hulkede bare, mens hun kom stille op op.