Malplaceret i den grad! - Akumu.

Vejr :: Det er ualmindeligt koldt taget i betragtning af, at det er juni måned.
Omgivelser :: Der er både fyldt udenfor og indenfor.
Sted :: Et af Di Morgas mere ... festlige steder - De Host Clup.
Tid :: Hrrm, ja hvad er klokken? Den må efterhånden være elleve om aftnen.
Dato :: Ligesom in real life - det vil så sige d. 21. juni årets længste dag.

Et sted iblandt de fordrukne og højtråbende unge, der enten ikke var store nok til at komme indenfor eller var blevet smidt ud begrundet af dårlig opførsel, kom en dyster og rimelig høj og ranglet fyr gående. Hele hans aura, hele hans tilstedeværelse lagde en stor og næsten kvælende atmosfære i luften som blev tung og klam, skønt det ikke ligefrem var specielt varmt og derfor ikke kunne være grunden til det pludselige temperatur skift. Navnet på denne mørke skikkelse var Eithan. Ikke et videre kendt ansigt her i byen; og hvorfor han i hele taget befandt sig på netop dette lurvede og tilrøgede sted, kunne ikke en gang han selv svare på. Det måtte endnu en gang være has tanker, der havde ført ham den forkerte vej. Den helt forkerte vej. Dette var bestemt ikke et af de steder, han nød at opholde sig mest. Eithan blev pludselig revet ud af sine tanker, netop som en rødhåret fyr omkring de seksten år stødte ind i ham. Det var nok ikke lykkedes ham at komme ind på grund af hans alder. Det var slet ikke et sted for små drenge som ham. "Så pas dog på, åndssvage knægt," snerrede han i sit sædvanlige fjendtlige tonefald og kneb øjnene sammen, idet han sendte den berusede, unge herre et olmt blik, inden han fortsatte sin vandring ned ad vejen. Hans opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af et stort skilt, der var naglet fast til muren over døren indtil klubben. Med blinkene bogstaver stod der skrevet: De Host Clup. Eh?. Hvad var nu det? En rimelig fordrukken, og tilsyneladende også meget opstemt, affarvet platinblond fyr kom vadende ud fra indgangen og fik lynhurtigt øje på Eithan, der af en eller anden grund havde formået at tiltrække hans opmærksomhed frem for alle de andre hujende fjolser, der stod i en stor klump lige udenfor. "Hey, du skal da ikke stå herude. Kom med indenfor," fnes den alkoholpåvirkede unge mand og tog fat i Eithans håndled og trak afsted med ham, før han overhovedet kunne nå så meget som at sige et eneste usselt ord til forsvar. Nej, fanme nej om han skulle derind!

Natten havde lagt sig over provinsen og der var godt gang i nattelivet i den tæt befolkede by. Gaderne var fyldt med intetanende mennesker... og hvad der nu ellers befandt sig i dette område. En høj ellegant skikkelse stod i skyggen under en af bygningernes tage. Han var iført en lang sort frakke i gotisk udseende som blot fik ham til at skille sig endnu mere ud fra mængden. Men dét som dragede alle blikkende imod ham var hans dystre og dog underlig lokkende aura som hvilede over ham. Som en tåge, som lagde sig om sine byttedyr. forførte dem og kontrolerede dem i et magtfuldt greb. Et syn som dette var et sjældent syn på disse kanter. Akumu selv, havde aldrig været et sted som dette. Han løftede det dybe, indgående og gådefulde blik fra brostenene under sig og lod det klatre over menneskeflokken. Hans mystiske mørke øjne var delvist skjult af det halvlange sorte hår som sad malet på ham. Akumu var endt dette sted på grund af en jagt. Han havde været glubende efter blod og havde forfuldt en yngre pige til dette sted. Desværre havde en fuld gruppe stødt ind i ham og fastholdt ham i en længere stund så hans bytte var forsvundet. Han måtte virkelig tage dybe vejrtrækninger for at bevare roen. Der var ikke noget værre end foragtelig opførsel hos de underlegene mennesker... Men fordrukne mennesker var det værste. Han havde heldigvis bare sendt dem en overlegen kommentar og efterladt dem i stilhed, så han uden problemer kunne passere. Der lå en tydelig irritation over ham og hans blik lynede endnu mere ved synet af de mange stangstive mennesker. Han kunne jo også bare have opsøgt ét eller andet nyt menneske og fortæret dét... Men han gik kun efter ganske bestemte blodtyper, og han drak da overhovedet ikke fra berusede byttedyr. Aldrig om han gjorde. Så lavt ville han ikke synke. Han drog et dybt og frustreret suk og skulle til at fortsætte videre da hans blik fæstnede sig på en bekendt skikkelse. Eithan. Den ranglede holdning. Det svagt plettede tøj og hans let glinsende hår. Akumu fulgte ham årvågent med blikket og så ham blive hivet - imod han vilje- ind på en eller anden tilfældig bar. Akumu vidste at hvis han gik Eithan imøde, måtte han bruge ekstra krafter på at behærske sit temperament som pludselig var blevet let pirrelig af hans blodtørst... Men han kunne ikke ungå fristelsen og tog derfor et skridt ud i mængden. Heldigvis, var han en mester i at forklæde det indre med en ydre maske. Kaldet facade. Han stoppede op foran indgangen til baren og læste ordene på skiltet *De Host Club* læste han højt inde i sig selv og hævede skeptisk det ene bryn. det lød ikke noget som han umiddelbart ville nyde noget af... Men... fristelsen om at Eithan - Hans rival sad ét eller andet sted derinde, var for stor. Selvom han allerede havde ombestemt sig, havde han nok alligevel endt derinde, for i samme nu, greb en hånd fat om Akumu's arm. "Hey Gorgeous...lad mig følge dig indenfor" Sagde en langhåret mand. en yngre mand selvfølgelig og førte ham indenfor. Akumu fulgte blot med.

Eithans ansigt havde fortrukket sig i en fæl grimasse, da fyren havde fået hevet ham med indenfor og derefter vendte hans front mod ham, efter han var blevet skubbet op af en væg. Hvad havde han gang i? Den unge herre, som han endnu ikke havde fået sat noget navn på, sendte ham et forførende og kælent smil, idet han lod en finger køre ned over Eithans brystkasse. Årh, hvor modbydeligt. I ren væmmelse rynkede Eithan på næsen og tog fat rundt om fyrens håndled, hvorpå han fjernede hans hånd fra sin brystkasse. Hvad helvede bildte han sig også ind? "Stop ... det ... der," hvæsede han muggent og med en forholdsvis lang pause i mellem ordene. Jamen, jesus altså. Hvad troede han om ham? At han bare ville hoppe med på den og lade sig forføre af hans latterlige forsøg på at tiltrække ham? Eithan væmmedes ved denne lyshårede fyr. Eftersom han endnu ikke havde flyttet sig, satte Eithan en hånd på hver af hans skuldre og skubbede ham væk. "Du rør mig ikke igen," snerrede han i et advarende tonefald og så på ham med sammensnerpet mund, inden han skyndte sig at gå videre ind i den jungle, man havde valgt at kalde De Host Clup. Ækelt. Wwadhr. Eithan havde ikke bemærket Akumus tilstedeværelse og gik derfor fuldstændig upåvirket, eller så upåvirket han nu kunne være efter dét der, hen til en stol, der stod placeret længst væk fra dansegulvet og alle de fulde, unge mennesker. Hvorfor gik han ikke bare? Eithan satte en hånd mod sin pande og lod den glide ned ad sit ansigt, så han underlæbe blev tvunget ned og faldt først på plads, da hans hånd var kørt ned over hagen. Ja, det anede han ikke. Han var vel bare bange for at møde flere, som ham den affarvede blondine. Men ... det kunne han nok ikke undgå. I hvert fald ikke hvis han blev siddende her og blomstre. Lidt efter bestemte han sig for, at det nok var bedst at gå. Men der var et eller andet, der forhindrede ham i det. Det var som om, han var blevet limet til stolen. At hans fødder var blevet sømmet fast til gulvet. Lidt fortabt og hjælpeløst blev han bare siddende og kiggede hjernedødt ud i luften. Nåhr, der kunne vel ikke ske noget, hvis han bare blev siddende her. Det måtte være dovenskab, der havde overtaget hans krop. Eller også var der bare noget inde i ham, der ønskede, at han skulle blive?.

Akumu blev fuldt ind og blev mødt af øredøvende musik, let påklædte yngre mænd og.... Akumu stoppede helt op og stirrede forbavset op på scenen hvor.. hvor halvnøgne mænd dansede om jernpæle.. mandlige strippere. Akumu fik det lige pludselig særdeles dårligt og følte atmosfæren blive fyldt med en tyk ækel luft istedet for ilt. Han hostede og stirrede fortsat uforstående rundt i denne mandelige verden. Den langhårede mand lænede sig op ad ham og nappede ham i øret, hviskede "Er der noget jeg kan gøre for dig, frække?" i et forførende tonefald. Det var som om en isnende kulde løb over ham og videre imod de nærmeste omkring ham. En dødelig skygge af en mørk aura rejste sig over ham. Dét var bare for lavt. Men istedet for at ødelægge hele stedet, smadre det fra hinanden... fik han et forfærdelig ond idé. Akumu løftede blikket og gengældte værtens blik "Jo ser de..." Han hviskede resten i øret på ham og værten smilede lumskt. Han nikkede og forsvandt. Akumu's smil voksede til et modbydeligt, væmmeligt og afsindigt uhyggeligt ét. Nogle trådte væk fra ham da de så det sadistiske utryg i hans øjne. Han trådte hen ved et bord bagerst og skimmede lokalet for Eithan. han kunne ikke få øje på ham, men det var uden betydning. for om lidt, ville underholdningen for alvor begynde. Den langhårede fyr gik hen til dj'en og hviskede i hans øre, som nikkede og skruede ned for musikken. Den langhårede vært, med det sorte hår trådte op på scenen med en mikrofon. "Kære alle gæster. Mine mænd og herre... vi vil idag tilbyde et ekstraordinært show hvor vi tilbyder en af publikummerne at komme op på scenen og bliver danset for, af vores eftertraktede dansere.." danserne trådte frem bag ham og der blev straks fløjet og piftet af dem. "Men lad mig først udpegede den heldige..." Smilet voksede og Akumu blottede sine hjørnetænder. Dette var den ultimative straf. Ikke fordi Eithan synderligt havde forjent den, men nogen måtte lide under hans afskrækkende dårlige humør. "Hr Eithan! vil de være venlig at træde op på scenen?" bad han og pegede mod Eithan som sad nede bagerst i sin egen verden. Alle vendte sig naturligvis og stirrede på ham. Eftersom han ikke frivilligt begav sig derop, kom et par bodyguards o hev ham med og skubbede ham op på scenen. "Tillykke darling!" sagde den langhårede og krammede Eithan. Han nappede ham kækt bagi og sendte ham et førførende blik. Han vendte sig mod publikummet "Og som en ekstra gevinst får han en kontrakt som danser på De Host Club!" alle begyndte at juble og fløjte, og Akumu kunne ikke holde et indestængt grin tilbage. En ond latter, som heldigvis blev overdøvet af jublerriget fra tilskuerne. "Lad underholdningen begynde!" sagde værten og trådte ned fra scenen. Danserne kastede sig nærmest over ham, greb hans arme og bandt dem mellem 2 pæle, og begyndte at danse omkring ham. Musikken gik igang og tilskuerne nød underholdningen. Begyndte at byde på ham, hvor meget de ville give for at se Eithans krop, og der blev hurtigt løftet op i hans trøje som en hurtig prøvesmag på hvad der ventede dem. Akumu selv, sad og nød Eithans hadefulde blikke og desperationen i hans blik... men selom der var hans egen idé, var der noget der nagede ham...

Argh, det her var da for latterligt. Men ... netop som Eithan havde fast besluttet sig på at forlade dette billige sted, blev hans tanker afbrudt, da han hørte sit navn blive råbt op fra scenen af en yngre, sorthåret mand, der sandsynligvis arbejdede her. Det var kun dér, han opdagede hvad det var, de havde gang i oppe på stedets scene, eftersom han som sagt havde siddet i sin egen, tågede verden. Hvor kendte de hans navn fra? Alle hans bevægelige kropsdele låste sig fuldstændig fast, og gjorde det umuligt for ham at bevæge sig. Han måtte have hørt forkert? Ikke? Det MÅTTE han bare have gjort. Der gik dog ikke længe, før han fik svar på sit spørgsmål. Nej, han havde bestemt ikke hørt forkert. Det var ham, den sorthårede fyr havde udpeget. Jamen ... nej! Det skulle da blive over hans lig! Men inden han kunne nå at flygte fra det ækle sted, blev han hevet op at stå af to store gorillaer, der ikke så videre venlige ud. "Slip mig," snerrede han lavmælt, så det nok kun var dem, der kunne høre det. Hvis de da overhovedet kunne. Det så det ikke ud til, de kunne. Eller også ignorerede de ham blot. De havde jo fået en ordre. At bringe ham op på scenen, så han kunne modtage sin ... sin præmie. Da Eithan endelig kom op at stå på den rimelig store scene, mærkede han et par arme slynge sig omkring ham i et kram. Og lidt efter en hånd, der efter hans egen meninge var lige lovligt langt nede i dét nap. Det kunne tydeligt ses på ham, hvordan han allerede var begyndte at syde og boble af bar raseri. Idet hans ører opfangede det andet den unge herre sagde, faldt Eithans underkæbe med et smæld ned på scenegulvet (metaforisk set naturligvis). Ahvad var det han lige sagde? Psh, yeah som om! Det var i hvert fald ikke en gevinst, han havde tænkt sig at tage imod. Igen, inden han overhovedet hverken kunne nå at blinke eller åbne munden for at protestere, blev han ført hen til en af stængerne og fik bundet sine arme sammen, så han umedgøreligt ikke kunne undslippe. Hvad helvede havde de gang i? Eithan slog sit blik ned ad og naglede det til gulvet, da nogle af de mandlige dansere lifligt begyndte at danse rundt omkring ham, netop som musikken blev startet og straks fylde hele lokalet. Føj, forhelvede. Med et hjælpeløst blik i øjnene vovede han at lade sit blik køre hen over de mange tilråbende gæster/publikummer. Det stivnede og låse sig fast, da det nåede en helt bestemt person. Der blev straks tændt en ængstelig flamme af had i Eithans dystre blik, hvorpå hans mund snerpede sig sammen og blev forvandlet til en tynd streg. Akumu. Den ... den idiot! En indlysende tanke dukkede op i Eithans ret tågede hoved. Det måtte være ham, der havde fået lokket den yngre herre til at trække Eithan med herop. Det overraskede ham faktisk ikke. Bare endnu en af hans mange måder at ydmyge ham på. Eithan måtte bide sig tungen får ikke at bryde ud i et raseri-anfald. Fucking jubelidiot. Sad blot der på sin plads med sit sædvanlige hemmelighedsfulde og modbydelige smil. Eithans tankespind blev afbrudt, da en af forkastelige, unge mænd hev op i hans trøje. Han trak sin i forvejen tynde mave ind og mimede til ham med læberne, at han skulle lade ham være. Binde ham op, så han kunne komme ud herfra. Eithans blik fandt endnu en gang vej til hans rival, Akumu, hvorefter han drog et irritabelt suk. Så for pokker da ... bare lad dem gøre, hvad de vil. Når han først slap fri, så skulle han nok ... ja, hvad? Hans blik blev lettere tåget, og hans øjne kom til at se helt døde ud. Forladte og kolde. Hvorfor ikke bare spille med? Han fortjente vel alligevel ikke bedre. Han var en ussel vampyr. Hvilken fuldblodsvampyr ville bare blive stående her som en simpel og billig slave? Fuck, hvor var han svag. Præcis som Akumu havde fortalt ham så mange gange. Og ... og måske havde han virkelig ret. Eithan var ikke en skid værd. En svag, brændende flamme tændtes igen inde i Eithans mørke indre, hvorpå han glippede med øjnene og blev vågnet fra sin næsten hypnotiserede tilstand og sine tanker. TAG DIG SÅ SAMMEN! Eithan lukkede sine øjne hårdt i og tog en dyb indånding. Dernæst lod han langsomt sine øjenlåg glide op igen, så hans blågrønne øjne kom til syne. Det var tydeligt at se i hans blik, at han led. Det plagede ham det her. Enormt meget. Men - det skulle ikk få ham ned. Han ville ikke give Akumu den fortjeneste. "Bind de fucking bånd op, så jeg kan komme ned herfra, tåbelige mennesker," hvæsede han højlydt med en indestængt vrede, der tydeligt kunne høres i hans tonefald/stemme. Eithan havde virkelig måttet beherske sig for ikke at sige grimmere ting end dét. Det var det bedste, han kunne præstere lige nu uden hjælp af sine kræfter. Så kunne han ikke andet end at protestere og forlange, at de slap ham fri. Desuden ... han kunne jo ikke bare lade sine overnaturlige kræfter få frit løb. Så ville han blive afsløret. De ville vide, at han var en vampyr. Eller i hvert fald noget indenfor den magiske verden. Det ville han ikke risikere. Det skulle ikke blive ligesom dengang ... dengang der var blevet gjort oprør mod vampyrene og flere hundrede, ja måske tusinde, var blevet dræbt. Eithan kunne klarsynet huske det fra den dag, han havde mødt Akumu på Di Morgas bibliotek. Han kunne huske dét, han havde læst op fra bogen. Eithan bed sig hårdt i underlæben. Han ville bare væk herfra. Langt, langt væk. "Jeg sagde BIND MIG SÅ OP," råbte han med en lidt svagelig klang af rastløsthed. Erindringerne om hans første møde med Akumu havde lagt et slags sort og isnende tæppe over ham. Som når månen fik sneget sig foran den brændende sol, og der således kom solformørkelse. Eithans blik søgte hen på Akumu og naglede sig fast ved hans hvide og ulæselige ansigt. Hans ansigt fortrak sig i en frygtindgydende grimasse, da han med sine blege læber mimede noget til ham; 'du kan bare vente dig'.

Akumu's blik var fæstnet på Eithan og et skævt modbydeligt smil havde klistret sig til hans læber og nægtede at forsvinde. Det var for godt til at være sandt. Et så simpelt trick havde virket og ydmyget ham mere end nogensinde før. Men ved at se hadet i Eithan's blik, var det som om dét tilfredsstillede hans blodtørst, og han faldt en smule til ro. Nød det sjældne syn af sin rival, bundet til scenen med en masse.... mænd dansende omkring sig. Han foldede armene - lagde dem over kors og betragtede sin fjende. Eithan havde endelig fundet ham i mængden og Akumu sendte ham det mest hoverende og arrogante smil hans læber kunne præstere. Lod ham vide at det var ham der var skyld i dette. Lod ham vide at det var Akumu som havde ydmyget ham. Det skulle nok blive interessant. De dansende begyndte at hive svagt op i Eithans trøje for at vise publikum, som ivrigt jublede, hvad der gemte sig under det beskidte lagen. Det blev budt og opfordret til at tage den af ham. Beløbet skød hurtigt i vejret og det samme gjorde spændingen. Akumu fangede Eithans trussel og smilede fortsat modbydeligt til ham. "Jeg glæder mig" mimede han tilbage. Han rejste sig og bevægede sig hen mod den langhårede igen. Han havde været heldig at få fat i én som havde ansvaret for stedet. Han hviskede noget i øret på ham, og manden sendte ham et uforstående blik og rystede undrende på hovedet. Akumu nikkede insisterende og manden trak derefter opgivende på skuldrene og begav sig ind i mængden. Han stillede sig op på scenen endnu engang og greb mikrofonen. "Mine mænd og herre.... kan i lide hvad i ser?... Vi vil lade jer..." han skævede til Akumu - som i mellemtiden havde fået en drink- som nikkede endnu engang. "Vi vil lade jer byde på denne Eithan, og med ham følger kontrakten!" Der blev stille et øjeblik hvor folk så tøvende på hinanden.... Så begyndte budende. Som en pludselig lavine, der i ufattelig hast, styrter ned over en klippeside. De kom hurtigt op på de 5.000... men folk havde ikke regnet med at skulle bruge SÅ mange penge og deres udråb døde hurtigt hen. Et par stykker stod og bød op. Højere og højere. Akumu smilte og tømte det sidste i sit glas. Han rejste sig og bevægede sig hen mod scenen, som han elegant trådte op på "10.000" bød han og holdt en hånd i vejret. Han så afventende rundt i lokalet, hvor der pludselig havde lagt sig en øredøvende stilhed. Han smilte svagt triumferende og så rundt på folkene "Ingen der byder højere?" spurgte han og så insisterende rundt. Men folkene forblev stille. Akumu så på den langhårede som stod med åben mund og polypper. Akumu hævede svagt det ene øjenbryn og så afventende på ham "Har vi en aftale?" lød hans dystre, med dog bløde og lokkende stemme, alt imens smilet på hans læber voksede. Den langhårede rømmede sig "Solgt!" sagde han derefter og gjorde tegn til at de skulle løsne rebene fra Eithan. Det gjorde de skam også straks, men lod rebene forblive om Eithans håndled, og bandt hans hænder sammen, og gav 'snoren' til Akumu, som betalte. Penge havde aldrig været et problem. Han smilte og så ud mod publikum "Tak! det har været en fornøjelse at handle med jer!" Sagde han og sendte dem et blændende smil, og trådte derefter bag forhænget - med Eithan på slæb. Gik ud af bagdøren og ud i gården bagved, da han vidste Eithan ville bryde ud i raseri. Han ville ikke lave en scene på gaden. Akumu vente sig med front imod ham og smilte "Hvilken underholdning der ligger i dem, Eithan" sagde han pirrende og smilte dog underlig venligt til ham. Vente derefter et alvorligt blik imod ham "Pas nu på du ikke kommer til skade, min lille slave" advarede han derefter og placerede sit dystre blik, som havde fået en hvis glød på Eithans ansigt. Der løb sikkert hundrede tanker igennem hans hoved. men de fleste var vrede... fyldt med had og foragt til Akumu. Men jo mere Eithan hadede ham... Jo mere elskede han at blive hadet.

Eithan skulede olmt til Akumu, før han vendte sit blik mod de højtrystede tilskuere, der lod til at nyde denne ... pindefulde forestilling, det var for Eithan. Selv prøvede han blot at holde sin vrede inde, så han ikke bare skulle begynde at råbe ned til Akumu. At han var verdens største idiot. At han hadede ham mere end noget andet. Den forpulede, gyselige vampyr. Hans fjendtlige tanker om ham i netop samme nu, som Akumu rejste sig fra sin plads og derefter begav sig hen mod den langhårede fyr, der styrede hele showet. Hvad ville han nu finde på? Ligemeget hvad vidste Eithan bare, at det om lidt ville blive meget værre for ham. Flere pinsler og ydmygelser. Med sit blik fæstnet mod Akumu fulgte han hans mindste bevægelse, men da den langhårede atter greb mikrofonen, blev Eithans opmærksomhed automatisk vendt mod ham. Lidt utålmodigt ventede han på, at han ville åbne munden og sige dét, han skulle sige. En ubehagelig fornemmelse bredte sig i hans mave. Da de første ord kom ud af hans mund, bed Eithan sig hårdt i underlæben og så fortsat indædt på ham, indtil han afslørede, hvad det var, der om lidt skulle ske. Da svaret på hans spørgsmål kom ud og fandt vej til hans øregang, fik han et fuldstændig fortabt udtrykt i øjnene. Ville de lade publikum byde på ham? Hvad troede de, han var? En eller anden ussel ... sexslave? Lige som han skulle til at åbne sin kæft for at slynge en spydig kommentar ud i luften, blev han overdøvet af de mange svedige mandfolk, der rakte deres hænder i vejret og bød på ham. Den ene højere end den anden. Han kneb sine øjne sammen og snerpede sin mund sammen. Nej, lad være, lad være, lad være. Kunne de ikke bare slippe ham fri? Da de efterhånden var nået op på femtusind, så det ud til at de fleste var ved at trække sig tilbage. Det var mange penge. I et lille øjeblik var der noget der kunne minde om håb i Eithans blik, men det blev lynhurtigt dræbt, da en velkendt stemme overdøvede de andres. Akumu. Idet han skød sin hånd i vejret, spærrede Eithan sin mund op og så måbende på ham. Nej, det her måtte være løgn! En ond, ond drøm. Akumu var bestemt den sidste, han havde lyst til at blive ... købt af. Så hellere bare få en hurtigt omgang overstået med en af stedets gæster. Eithan fik taget sig sammen og lukkede sin mund igen. Kiggede indstængt på Akumu med et hadefuldt blik og mærkede lidt efter at rebene om hans arme endelig blev løsnet. Men som han ellers havde troet/håbet, blev han ikke sluppet helt fri. De bandt hans hænder sammen, og gav den anden ende af rebet til Akumu. Som om han var en fucking hund! De kunne lige så godt have givet ham mundkurv på, forhelvede da! Det her var langt mere ydmygende, end da han stadigvæk stod bundet fast til pælen. Ufrivilligt fulgte han med Akumu om bag forhænget og ud af bagdøren, hvor de tilsidst kom til en gård. Eithan bed sig i tungen og prøvede virkelig at beherske sig. Men som Akumu allerede godt vidste, så var Eithans lunte simpelthen bare ikke så lang. Dette her skulle SÅ meget hævnes. Eithan så sammenbidt på ham og prøvede at få sine hænder fri, men rebet var bundet alt for stramt. Han skævede uforsonligt til Akumu og blottede sine tænder i en lavmælt snerren. "Jeg er fanme ikke din slave," svarede han hadsk og sendte ham et dødeligt blik, før han gjorde endnu et forsøg på at undslippe den irriterende snor, der holdt hans hænder bundet tæt sammen.

Akumu lænede afslappet ryggen op ad mustensmuren og betragtede roligt Eithans ynkelige forsøg på at undslippe rebene. lod det truende tonefald passere ham. lod sig ikke påvirke. Selvfølgelig kunne Eithan ikke undslippe rebene. de var alt, alt for stramme, og det passede egentlig Akumu fint. Så kunne Eithan ikke gøre ham noget. Ikke fordi Eithan virkede som en særlig stor trussel imod ham. mere som et slags tidsfordriv. En måde at undslippe kedsomheden i det evige liv. Ved at gøre Eithans liv til et, rent udsagt, helvede. Han smilte et af sine selvsikre smil "Det skal de ikke være så sikker på" sagde han lavmælt og fandt et stykke pergament frem. Her stod sort på hvidt - eller rettere sort på gulligt - at Akumu havde købt ham. Og indtil han kunne betale sig selv tilbage, eller en anden købte ham, ejede Akumu ham rent faktisk. og alle var ligeglade. "Ingen går op i om du er blevet købt, Eithan.." lød hans skumle tonefald og han pakkede atter papiret væk i hans inderlomme på frakken. Hans lange galante fingre knappede atter frakken sammen og han vente blikket hen mod Eithan igen. Smilet bredte sig en smule. "Og der er intet du kan være ved det" sagde han og smilede modbydeligt indtrængende og arrogant. tydligvis påvirket af den pludselige rang af magt han havde fået. For uanset hvad, ville der gå lang tid indtil Eithan slap fra Akumu. og den lange tidsperiode, ville blot syntes endnu længere med alt det Akumu havde i sinde at få ham til. "Desuden.." Han trådte frem fra skyggerne, som ikke var meget for at slippe ham, og trådte hen imod Eithan. "hvis de ikke adlyder mine ordrer... så stiger prisen på dem... på den gæld, som de skylder mig og der vil blot gå endnu længere tid før de bliver fri..." sagde hans bløde stemme som indhyllede Eithan i et pirrende og kvælende tæppe. Det var som om ordet 'fri' blev omdannet til et ekko, som blev kastet frem og tilbage mellem murene i gården. Det skulle skam nok blive interessant. Dét var han sikker på.

Eithan skød et øjenbryn i vejret og så skeptisk på ham. "Hvad helvede mener du med det?" spurgte han vrissent til det første, han sagde. Derpå vendte han sit blik ned mod det pergament, som Akumu havde hevet frem og sendte det forbandede stykke papir et hadfyldt blik. Eithan rettede atter sin fulde opmærksomhed mod Akumu og knyttede sine sammenbundne hænder. En hadsk maske lagde sig over Eithans ansigt. Det her var uden tvivl den værste dag i hans 385-årige liv. Han lyttede mut til det, hans fjende fortalte ham. At der ikke var nogen, der gik op i, om han var blevet solgt som slave til Akum. At der absolut ikke var noget, han kunne gøre ved det. At det ville komme til at koste ham endnu mere, hvis han ikke fulgte hans ordre og mindste vink. Eithan snerpede sin mund sammen og slog stift sit blik ned mod den kolde gårdplads' brosten. Forbandet være Akumu. Gid han måtte brænde ihjel. Dø. Hans inderlige had til Akumu var næsten alt for synligt. Man kunne tydeligt se på ham, at han nærmest brændte for at få hævnet sig på ham. Det ville han også få gjort en dag. Men nu ... lige nu vidste han endnu ikke hvordan, han skulle få Akumu ned med nakken. Han vidste bare, at det måtte ske. For ret skulle være ret. Han ville ikke bare finde sig i det her. Så ville det Akumu sagde jo være sandt. Han ville være svag. Og var der noget han hadede, så var det når Akumu havde ret. Eithan rystede lidt på hovedet, før han lod sit blik køre op af ham, indtil det nåede hans blege og gådefulde ansigt. "Hvad vil du med mig? Slip mig nu forhelvede bare fri!" bad han og begyndte at gå i den modsatte retning, men blev stoppet da rebet ikke var længere. Akumus tag i det pokkers stykke snor var alt for stærkt. Han stoppede op og så indædt på ham. "Du kan jo alligevel ikke bruge mig til en skid," tilføjede han sammenbidt og trak så hårdt i rebet, han kunne. Lænede sig forover med ryggen mod Akumu og begyndte at gå fremad. Satans reb! Han hev hårdt i rebet en sidste gang, hvilket resulterede i at han faldt på røven og måtte indse, at han simpelthen bare ikke kunne undslippe det reb, der måtte være lavet af djævlen selv. Han trak benene op til sig og slog med et højtlydt og irriteret suk sit hoved mod knæene. Hvor var det dog frustrerende!.

Akumu betragtede sin fjende som stod placeret foran sig. Bundet. Der var noget frydende over at se ham så hjælpeløs. Hvordan var det egentlig deres had til hinanden startede?.... nå jo. på bibliotektet for et godt stykke tid siden. Akumu havde fundet et af Eithans svageste punkter, hvis ikke det værste og flået ham dér. Det var egentlig ikke hans mening at skabe en rival, men med Eithans korte lunte var den skade hurtigt sket. og kunne aldrig ændres igen. Men det ville Akumu heller ikke. Han ville fortsætte med at pine og plage Eithan med alle sine kræfter. Men Akumu ville ikke bare pirre ham. Han ville ødelægge Eithan. laaangsomt og indefra. uendelig langsomt fortære hans stolthed og lade ham vide, at han intet var i forhold til Akumu. Og han havde så sandelig tænkt sig at fuldføre det til sidste ende. indtil der ikke var mere tilbage af Eithan. og hvorfor gjorde han det så? fordi der ikke var noget værre end svare vampyrer. de skulle enden læres ved, elelr udryddes. Akumu havde rent faktisk prøvet at lade ham se. få øjnene op for hvad der ville ske i fremtiden, men Eithan nærede et for stort foragt for Akumu, til at tage imod muligheden. simpelt fordi Eithan havde sat sig op imod ham og undervuderede ham. Men han skulle få at se... meget snart.
"Slippe dem fri? jeg har betalt for dem, og har så sandelig ikke tænkt mig at lade pengene gå til spilde..." han betragtede sin modstander vride sig og prøve at komme fri, men endte på røven. "Ynkeligt..." sagde han lavmældt. nok mere til sig selv end til Eithan, selvom det tydeligt lod sig høre i den åbne gård. "Måske har jeg spildt mine penge på dig... måske skulle jeg have ladet dig blive en af de andres slaver og ladet dem bruge dig....til noget langt mere.... ydmygende og smertefuldt, end hvad jeg har i sinde" sagde han og betragtede den sammenkrympede skikkelse foran sig. Et grumt smil blev sendt imod Eithans ryg, og ville sikkert sende kuldegysninger igennem ham, og få de små, fine hår i nakken til at rejse sig. Hans blik blev fæstnet på Eithans ryg, og sendte en kildrende fornemmelse igennem hans krop. Som kunne en pil ramme ham hvert øjeblik. dén usikre fornemmelse plantede sig netop dér hvor hans blik betragtede ham. "Men hvad jeg har tænkt mig... er simpelt at bevise mine ord for dem. bevise at jeg havde ret da jeg sagde at du var svag. ynkelig og ubetydelig" fortalte han og smilede sadistisk, mens hans øjne glødede ondskabsfuldt. Det var noget ved Eithans korte lunte, svagheder og hans iltre temperament der sendte en instinktiv trang til at ydmyge ham, igennem Akumu. Som om han var tvunget til at bevise at det i sidste ende ville være dét, som slog benene væk under Eithan. og hvis Eithan ikke ville lytte, så måtte han føle.

Eithan følte sig virkelig fortabt, nu hvor hans hænder var bundet på ryggen, og han ikke havde andet at bruge end hans ben. Og stemme. Akumus ord efterlad en bitter smag i Eithans mund. Som forventet løb en svag kuldegysning ned langs hans ryg og efterlod en væmmelig følelse af ubehag i hans mave. Ligesom når en hjort fik øje på en jager med et gevær bag en busk, så stivnede han, hvorefter endnu en ubehagelig fornemmelse kom skyllende ind over ham. Lidt besværet rejste han sig op og vendte sig om, så han stod med front mod sin ækle rival. "Alle ville have været bedre en dig," hvislede han, inden han samlede alt sit mundvand og fyrede en spytklat afsted ned mod Akumus ene sko, hvorefter han vovede at vende sit blik mod hans isnende og dystre øjne. Nej, han ville ikke høre på ham. Hellere blive straffet og derefter sluppet løs, end at skulle indrømme at Akumu havde ret. Til helvede med hans bedrevidne kommentare. Det her var Eithans liv. Og det havde han IKKE tænkt sig at lade Akumu få æren af at ødelægge. Rive i små stykker og bare smide hans værdighed i skraldespanden på den måde. Eithan klemte sine læber sammen, så hans mund nu kun var en smal streg på hans sygeligt blege ansigt. "Jeg hader dig. Du fucking ødelægger mit liv. Fuck dig. Du er satme ulækker, ved du godt det?" udbrød han og kom muligvis til at råbe lidt for højt. Nåh, så Akumu ville gerne have ham på slæb? Jamen, fint så! Bare han var forberedt på det værste. Eithan skulle nok få hævn. Skulle nok få det modbydelige smil på hans læber til at forsvinde. Destruere det frastødende og hemmelighedsfulde blik, han altid gik rundt med. Han skulede vredt til ham, inden han vendte sig om og genoptog sit forsøg på at slippe ud af det fandens reb!

Akumu sendte som påpeget et væmmeligt smil til ham og lo blot hoverende af ham. nød blot at se at hans ord nåede ind til Eithan og han - uvidende- lod sig påvirke af dem. Akumu hev hårdt i rebet og tvang dermed Eithan ned på jorden. Som straf på hans dumdristighed. Det kan blive farligt at vove. "De siger; ville have været..." begyndte han og fangede Eithans blik og fastholdt det bestemt "Så de anerkender altså at jeg er bedre..." Akumu's stemme var lav og hvislende. hviskende og hæs som en slanges væsen. Han kneb øjnene en smule sammen og så endnu engang analysernede på sin rival. "Det skræmmer dem... de er bange for mig... for hvad jeg har tænkt mig at gøre ved dem, og deres ubetydelige liv" Hans stemme var uhyggelig mørk og indhyldet i et giftigt tonefald. Men hans smil var det værste. "Hvis de er bange..." han bukkede sig ned og greb og Eithans kæbe med sin frie hånd og fastholdt den. Klemte magtfuldt til om Eithans hage med sine lange, elegante pianist fingre. Stirrede koldt på ham "Kan jeg lade dem undslippe mit tag over dem..." En hårtot som havde hvilet på hans næseryg, fjernede sig ved tyndekraftens påvirkning og synliggjorde hans ene øje totalt, da han nærmede sig Eithans ansigt. De stirrede ondt og... underligt dødt ind i Eithans øjne. De var kulsorte. som at stirre ned i en grav i den mørkeste nat. Dér hvor pupillen ville have været placeret, var en rund og mørkerød ring. Det var kun ringen som var farvet, resten var lige så sort som resten af hans øjne. "Men da, bliver de nød til at underkaste dem mig, og lade mig belære dem..." lød hans kortvarige tilbud om noget andet end ødelæggelse. Ved Eithans skældsord og barnlige vrede, voksede Akumus smil. den 1-2 mm brede ring han havde i øjet, lyste blodrødt af fryd. Denne vrede beviste det blot. "De prøver måske ligefrem at få mig til starte allerede nu?...." det giftige smil afslørede Akumus spidse og hvide hjørnetænder. dødbringende...

Eithan faldt som forventet, da Akumu trak i rebet. Hadet inde i ham begyndte at boble yderligere. Det blev mere indestængt og sprudlende. Hvorfor kunne han ikke bare lade ham være? Hvorfor nød han at pine og plage Eithan i sådan en grad, at selv han ikke en gang kunne forstå hvorfor? Han blev revet ud af sit tankespind, da han mærkede Akumus kolde hånd om sin kæbe og blev tvunget til at se på ham. Så godt han kunne, forsøgte han at lukke alle Akumus ord ude af sit hoved. Nægtede at lade sådan en omgang bras plage hans hukommelse. For han vidste ... han vidste, at hvis først ordene kom ind, så ville han huske dem for altid. Alle hans fjendes ord var som brandemærker, der brændte sig fast på indersiden af hans hoved og i ny og næ kom frem. Så kunne han atter høre hans ord og hans fæle stemme. Eithan bed sig hårdt i underlæben og lukkede kortvarigt sine øjne i. Lidt efter åbnede han langsomt sine øjne igen og blev mødt af Akumus mørke øjne. De virkede uendelige. Den glød de havde virkede så ... så magtfuld og uovervindelig. Eithans øjne rummede selv også en del, men de var svære at læse. Den underlige, tågede skygge der altid var til at finde i hans øjne, fik hans blik til at virke fjernt og helt uigenkendeligt. "Kan du ikke bare fucke af?" hvæsede han så, da han havde fået lidt af sin kampgejst tilbage og handlede igen uden at tænke. Dernæst fik han revet sig ud af Akumus greb og spyttede ham derefter i hovedet. Dumt træk. Nok det dummeste han overhovedet kunne gøre. Men det var han ligeglad med. Intet var være end dette. Alt, han ville gøre alt for at slippe væk ...

Akumu rørte sig ikke ud af flækken. stod som en skræmmende gold statue og stirrede på Eithan. Med et skævt, afskrækkende smil. "De forstår virkelig ingenting, Eithan" lød hans stemme som pludselig ikke var dækket af venlighed og blødhed. Den var direkte kold og ond. Han tørrede spytklatten væk og smed den på jorden. Rejste sig og tårnede umådelig højt over Eithan som stadig sad på knæ på jorden. "De har dummet dem, Eithan... jeg tilbød våbenhvile, men det afslog de brat. det står nu klart for mig at du er helt og særdeles umulig. fortabt i intetheden." lød det afskrækkende fra hans ukendelige døde stemme. "Troede de virkelig at dét ville gøre alting bedre? troede de at jeg på dét grundlag ville slippe dig løs?....De er åbentbart endnu dummere end jeg havde regnet med... måske ikke engang en værdig modstander." Akumu's øjne glødede svagt af indestængt vrede. "de har meget at lære endnu..." lød det, inden en syngende lussing fløj gennem luften og ramte imod Eithans kind og tvang ham til jorden. Der blev ikke engang lagt kræfter i, men Eithan blev alligevel slynget til jorden. "Vil de virkelig gerne have at jeg sælger dem til én af dem derinde?" spurgte han og pegede mod dén dør de for ikke lang tid siden, var trådt ud af. "For de lader dig aldrig slippe" bekræftede han. Akumu skubbede til Eithan med foden, så han rullede om på ryggen. Han bukkede sig ned foran ham og greb endnu engang hans kæbe for at tvinge deres blikke til at mødes. Tvang disse ord ind i hans hoved "Det var ikke mig som valgte at slå splid imellem os. Det var dem... dem som valgte denne skæbne, og jeg... har blot fulgt med" Forklarede hans sænkede stemme og slap atter kæben med svag væmmelse. "Og de kalder mig ulækker" mumlede han og rejste sig op. Udtænkte hvad han skulle gøre ved ham.

Eithan så på ham med sammensnerpet mund og fortrak ikke en eneste muskel i sit ansigt. Sad blot og kiggede op på ham med et tomt blik i øjnene. Ikke et ord vovede at bryde den tavsed, der havde overtaget hans sind, ikke en gang da den syngende lussing fra Akumu ramte ham, hvorefter han faldt til jorden. Faldt bagover og kom derfor til at ligge ned på den kolde jord/de kolde brosten. Selvom der ikke havde været meget kræft i slaget, så gjorde det alligevel ondt. Det kunne dog ikke ses, da hans hud forblev hvid. Der kom ikke noget rødt mærke, som ellers var en normal reaktion fra huden, hvis den blev ramt/skadet af noget. Da hans hoved atter blev løftet, og hans blik mødte Akumus, måtte han bide sig selv i tunge for ikke at komme til at råbe op om hvor stor en spade, han mente, Akumu var. Fanme nej, om han ville begrave stridsøksen. Ikke om det så gjaldt liv eller død. "Jeg har jo sagt, at ALLE er bedre end dig! Enhver tåbe derinde ville have været et bedre selskab, end du er," svarede han hæst og hvislende, inden han fik rullet sig om på ryggen og tog lidt besværet fat i rebet, så han kunne trække sig selv op med det. Derpå hev han lidt mere i rebet i endnu et tumpet forsøg på at slippe væk. "JEG HADER DIG!" snerrede han så nok tiende gang her i aften.

Akumu smilte atter. ved hver eneste ynkelig protest, skændselsord og had til Akumu, voksede der blot et væmmeligt smil over hans læber som ville sende kuldegysninger afsted igennem kroppen. Hvor var hans rival dog barnlig... umoden, svag, ynkelig, bange, temperamentsfuld og utrolig stædig. Akumu førte den ene hånd op til panden og lod tommelfingeren og langemanden gribe om hver tinding og langsomt massere dem. Han drog et dybt suk og måtte virkelig behærske sig for ikke at placere en ny lussing på hans anden kind. Han stod og overvejede Eithans ord... åbnede langsomt øjnene, som automatisk havde lukket sig og slap taget om tindingerne for at stirre på Eithan. ikke vredt, ikke eroprende... men oplyst af en ide... en modbydelig idé. "Og jeg, mine kære fjende, hader dem..." svarede han blot og trak Eithan hen ved sin side for at hviske koldt i hans øre "Vi får se hvor meget bedre alle de andre er" hviskede han og smilte ondskabsfuldt. Han sigtede mod døren og trak Eithan med. Han havde ligesom ikke rigtig noget valg. De trådte ind ombag scenen og gik ud fra siderne - uopdaget. Akumu stoppede op på gulvet og skimmede rummet for den perfekte til sin plan. Dér. Hans øjne fastlåste sig på en skikkelse ved et bord længere bagved. Det var en... ældre mand.. sidst i 30'erne og det modbydelige smil voksede blot. Akumu så kort på Eithan "Hvad du ønsker, skal du få" hviskede han og bevægede sig derhen. Stoppede op foran ham og sendte ham et høfligt smil. Lagde skjul på hans skumle bagtanker "Godaften Hr. Nyder de selvskabet omkring dem?" spurgte han, hentydende til de halvnøgne mænd som var betalt til at holde ham med selvskab. Manden hævede det ene øjenbryn og gav ham elevatorblikket. Akumu måtte behærske sig selv for ikke at sende ham et isnende og dødeligt advarende blik. "Ja, de er sku fine nok disse knægte...men jeg begynder at kede mig en smule" Han lagde først mærke til Eithan nu og et pedofilitisk smil bredte sig over mandens læber. Han viste tydelig interesse for Eithan og det passede Akumu fint. "De kan låne mit legetøj for... hvad skal vi sige... 1000?" tilbød han og strammede for en sikkerheds skyld grebet om rebet. "Men jeg advarer dem... han er særdeles vild" sagde Akumu med et sadistisk glimt i øjet. Manden overvejede tilbudet og nikkede til sidst - efter at have begloet Eithan i et længere stykke tid. "Det er iorden... der er sådan jeg kan lide dem... sprælske" sagde han og brød ud i en kæmpemæssig latter og afslørede gamle madrester mellem tænderne. Akumu gøs med væmmelse. De byttede. Akumu fik penge, som han straks proppede omhyggeligt i inderlommen sammen med pergamentet, og manden fik enden af Eithans reb. Akumu pegede med tommelfingeren bagud "Der er et hvile værelse til danserne omme bagved scenen... der er blandt andet en seng... hvis det skulle blive en nødvendighed" fortalte han og smilte. Sendte Eithan et sidste gennemtrængende kold blik, inden manden trak af med Eithan i en hast. Akumu så sig over skulderen, mødte hans blik og mimede "god fornøjelse" og lavede en afsked ved at føre to udstrakte fingre op imod tindingen, og fjernede dem derefter i en hast. Smilende. Nu havde Eithan fået hvad han bad om. Nu kunne han prøve at se hvor farligt det var at vove sig ud i et spil, med éns værste mareridt.

Eithan rynkede sine kantede øjenbryn, da Akumus hviskende ord blev ført gennem hans ører og videre op til hans hjerne, hvor hans ord blev lagret. Selvom han selv havde bedt om det og virkelig ønskede at slippe af med ham, så var der noget ved Akumus tonefald og isnende stemme, der sendte et nervøst stød igennem hans krop. Bare han ikke havde fået rodet sig ud i noget slemt. Da der blev hevet i rebet, rejste Eithan sig ufrivilligt op, og strittede så godt han kunne imod, men han blev i sidste ende nødt til at overgive sig og følge med sin rival ind ad døren, der førte ind til det modbydelige sted, der gik under navnet De Host Clup. Netop som de var kommet indenfor, løb en kuldegysning ned ad ryggen på Eithan. Hele rummet var fyldt med en ækel atmosfære. Sikkert fra de mandlige dansere og de hujende og opstemte gæster. Iidr. Eithan gik i en arms længde fra Akumu, da han atter trak afsted med ham. Hvad havde han egentlig tænkt sig, de skulle herinde? Idet han stoppede op, standsede Eithan ligeledes og gloede lidt åndsforladt på den mand, der sad og ... hyggede sig med nogle af stedets ansatte. Han lyttede vagtsomt til den samtale, Akumu havde startet med ham. De små hår i hans nakke rejste sig en smule, da han kunne mærke mandens frastødende blik på sig. Gud, hvor var han modbydelig. Eithan rynkede på næsen. Han brød sig ikke om den måde, den ukendte mand så på ham. Lidt efter åbnede Akumu atter sin mund og tilbød manden noget, som fik Eithans underkæbe til at dratte ned på gulvet - igen metaforisk set selvfølgelig. Say what? Han så sammenbidt på Akumu, da det andet han sagde kom ud af hans mund. Hvis blikke havde kunnet dræbe, så havde han været en død mand nu. "Hvad har du gang i?" hviskede han i et hadefuldt tonefald, så det kun var Akumu, der kunne høre det. Men han nåede ikke at få noget svar, eftersom han kort efter blev givet til den ulækre og modbydelige mand. "Jeg er ikke spor vild eller sprælsk," snerrede han og forsøgte at endnu en gang at undslippe rebet, men selvfølgelig var det igen uden held, og allerede dér kunne det nok godt tyde på noget andet. Men helt ærligt. Hvor stort et fjols ville Akumu være? Hvor meget mere havde han tænkt sig at plage Eithan? Han sendte Akumu et dødeligt blik, efter det han sagde, om at der bagved stod en seng ... sig mig holdt han aldrig op? "Nej! NEJ! Jeg vil ikke derind," råbte han bestemt og satte sig stædigt ned på gulvet, hvor han prøvede at få fat i et eller andet, han kunne holde i fast og dermed forhindre manden i at trække ham med om bagved. Dernæst rettede han sit blik mod Akumu og så bedende på ham. Okay, han havde taget fejl. Men det var ikke lige DET HER, han havde haft i tankerne, når han sagde, at han hellere ville have en anden som 'master'. "Jeg vil ikke mee'ed!" protesterede han højtlydt og greb fat i en af de mandlige danseres ben, der tilfældigt kom gående forbi i netop det øjeblik. Det måtte se virkelig komisk og ynkeligt ud. Han måtte bide sig hårdt i underlæben for ikke at slippe flere latterlige ting ud. Selvom han nok efterhånden havde mistet al sin værdighed. Den lå nok og rodede rundt med alt det andet affald ude på gårdspladsen bagved.
Eithan snerpede sin mund sammen og forhindrede dermed et vræl at undslippe hans læber, da det lykkedes den pædofilistiske mand at få ham til at slippe den ansattes ben, der bare havde stået og smilet ned til ham, som om det hele bare var en fucking spøg! Det var det ikke. Det her var blodigt alvor. "Jeg gør dig ikke noget. Vi skal bare ind og lege lidt," hviskede den noget ældre mand til Eithan efterfulgt af et ulækkert grin, hvorefter Eithan i gyseragtig slowmotion forsvandt om bag forhænget og blev hevet med hen på den seng, som Akumu havde været så venlig at gøre ham opmærksom på. Eller det var måske rettere sagt en sovesofa. Eithan blev skubbet ned at sidde i den og sendte manden et blik, der sydede af had. Ikke direkte til ham, det var nu mere henvendt til Akumu. Men det kunne han jo ikke se lige nu. "Vil du selv tage dit tøj af, eller skal jeg hjælpe dig?" spurgte den ækle mand med et modbydeligt, stort smil plantet på sine læber, men ventede dog ikke på svar. Han tog fat i Eithans trøje, som han langsomt begyndte at trække op i. "Fjern dine fingre fra mig, fucking møgsvin!" beordrede han, inden han sendte en spytklat ned mod mandens sko. Men eftersom han ikke rigtig kunne gøre modstand på grund af hans bundne hænder, så kunne han kun ende med at tabe det her ... det var den frastødende mand, der havde magten nu. Et lavmælt grin skilte mandens læber ad, hvorefter han lænede sig forover og satte sin pande mod Eithans. "Han havde ret - du er sørme en vild en, hva'?" lo han og førte sin hånd ned på Eithans ... private sted. "Fuck af!" bed Eithan bare igen og sparkede ham over skinnebenet, inden han lænede sig så meget bagover han overhovedet kunne, for at slippe for mandens dårlige ånde.

Akumu blev stående og stirrede koldt og ligegyldigt efter Eithan som kæmpede bravt imod. Efter denne lærestred ville Eithan nok lære at vare sin mund og de ord... samt spytklatter som forlod hans læber. Det var tydeligt at ingen tog det alvorligt, som Eithan blev trukket hen ad gulvet og jamrede sig som et lille barn. Eller også skete det bare for ofte til at de tog notis af denne gang. Akumus mørke golde blik klatrede over alle de... uattraktive mennesker som befandt sig på De Host Club. Et ækelt sted efter hans mening. Han anede ikke hvad der var galt med de folk der var her. Var det noget de var født med, altså en skade... eller var det noget psykisk som var kommet med tiden? Han anede det ikke, og ville nok aldrig finde ud af det. Eller det håbede han i hvert fald, han aldrig ville. Akumu sjoskede træt op i baren og fik serveret en drink. Han anede ikke hvad det var, og det smagte til gengæld også ganske forfærdeligt. Det lignede ikke Akumu at indtage alkohol, men lige i aften, var det vidst mere end tiltrængt. Han sad lidt og stirrede ned i barens bordplade. Hans fingre legede fraværende med glasset som han holdt i sin hånd. Havde han været for grov ved Eithan?... Egentlig ikke. det var jo dét Eithan hade spurgt efter, så var det ikke rimeligt at han så fik det? Jo...
Hans tanker blev brudt da en blid hånd placerede sig på hans skulder, og Akumu drejede sig distræt om for at se hvem, det var der forstyrrede ham. En yngre mand... midt i tyverne? Stod foran ham og sendte ham det mest charmerende smil hans læber kunne præstere. OG i den mest feminine stilling, med hånden overdrevent placeret på hoften, og den anden på Akumus skulder. "Hey smukke" hilste den lyshårede (tydligvis afbleget) mand og smilte fortsat. Akumu hævede sløvt det ene øjenbryn og nænnede næsten ikke at se ham an, da han allerede vidste hvad der ventede ham. Noget uyderst upassende tøj, og derfor så han slet ikke efter. Betragtede blot det amatør'lagte eyeliner. "Lad mig sige det så kort som muligt" afbrød han, inden manden kom med flere unødige kommentare. Akumu tog en dyb indåndning som om han skulle til at komme med en lang forklaring, men istedet sagde han "Farvel..." Manden stod helt paf og stirrede på ham. Tydligvis ikke vant til den respons. Eftersom han ikke flyttede sig viftede Akumu ham væk med en løs hånd. "Smut så" bad han, og da manden endelig gik, mens han mumlede et eller andet fornærmende som Akumu ikke tog sig af, havde Akumu besluttet sig. Det var for groft. Han tømte glasset, tog en dyb afklarende indånding og bevægede sig endnu engang væk fra dansegulvet. Han gik om den vej hvor de var forsvundet, og ganske rigtig som Akumu havde bemærket, da han havde smuttet med Eithan ud i gården, var der en dør med skiltet "privat" på. Denne gang var døren dog lukket. Han kunne høre Eithans protester og arrige udbrud helt herud. Hvad var det dog Akumu havde gang i?... Han kunne ikke lade Eithan være.. for så ville han sikkert så Akumu ihjel bagefter... Men han kunne heller ikke bare vade ind og.. og... Jo... det var netop det han kunne og det skulle han. Døren gik op med et brag og Akumu trådte ind "Tiden er gået... aflever min slave" sagde han dystert og så mod dem. Der var et svagt arrogant smil over hans læber og hans øjne analyserede straks situationen. Han var kommet lige i tide. Ikke et sekund for sent. Akumu stod i dørkammen og virkede som en sort silhuet med det stærke lys fra scenen bag sig. Uhyggelig...

Manden lod ikke til at blive vred over Eithans spark. I stedet for at blive rasende så så han nærmest på en eller anden måde ... ret opstemt ud. Hvor var han ÆKEL! Aldrig havde Eithan væmmedes så meget over nogen i hele sit liv før, - kun Akumu kunne måle sig med det. Det var dog ikke på samme måde. Ham her havde langt modbydeligere tanker om ham, end Akumu havde. Det kunne tydeligt ses på den synlige bule, der var kommet til syne i hans bukser. Fy føj! "Er du døv? Jeg sagde fuck af!" skrålede han endnu en gang, netop som døren indtil deres private rum gik op og en velkendt og tårnhøj skikkelse trådte ind i værelset. For første gang nogensinde var Eithan lykkelig over at se ham. Lige idet mandens hånd var ved at blive lidt for flittig nede omkring Eithans ædlere dele, lød ordren fra Akumus læber og fyldte hele rummet med hans stemmes magtfulde klang. OMSIDER fjernede manden sig fra Eithan og så dumt over på Akumu. Eithan der endelig var sluppet lidt af med den klamme, pædofil-agtige, ældre herre sad blot og så til. Ventede på hvad Akumus næste træk ville være, og om manden havde tænkt sig at svare ham igen. Det ville nok bare have været klogest at rejse sig og så løbe ud af døren. Så kunne han både slippe for manden og sin rival. Eller ... ved nærmere eftertanke så ville han nok blevet stoppet i døren af ham. Han rørte lidt på sig og fik taget sig sammen til at komme op at stå. Hvad skulle han nu gøre? Han så lidt hjælpeløst fra den ene til den anden. Og hvad ville de gøre? Manden rystede svagt på hovedet, før han løftede sine buskede øjenbryn. Nogle få minutters stilhed senere kunne der høres stemmer bag Akumu. De kom udefra. Der var cirka tre. Det kunne Eithan høre. De var alle sammen med dybe og barske. Hvilket kunne tyde på at det var et par ældre mænd. Der gik ikke længe, før noget af dem kunne ses bag Akumus ryg. Den frastødende mand der havde været så fræk, ligefrem at stå og rage på Eithan, lyste op i et stort smil, da han fik øje på dem og løftede en hånd som hilsen. "Bjarne, hvad helvede har du gang i?" Det var den laveste af dem, der sagde det, hvorefter han så på de andre og grinede og lod sit blik glide ned af både Akumu, og det han kunne se af Eithan. "Har i gang i en trekant eller hvad? Uden os?" Han så sig over skulderen, hen på de to andre og smilede lettere skummelt. "Må vi ikke være med?" fortsatte han med et tumpet grin og skubbede til Akumu, så han ikke længere stod i vejen i døren. "Skrid," vrissede Eithan muggent. Han var efterhånden ved at være godt træt af alle de ... liderlige, ældre mænd der opholdt sig her på stedet.

Akumu så overlegent ned på manden som tidligere havde raget på Eithan. Jo, lektien var lært. "Hvad venter de på?" spurgte han og hævede undrende det ene øjenbryn. Havde han pludselig mistet hørelsen, eller startede hans hjerne op igen eller hvad? Dét fik Akumu hurtigt svar på da han hørte stemmer bagfra og vente sig om. Dér stod 3 bodyguards... eller... der ligende de i hvert fald. Akumu sukkede. det ville alligevel ikke blive så let som han havde forestillet sig. Det værste var dog at de ikke kunne tage fordel og bruge dered ekstraordinære vampyr kræfter imod dem, da risikoen for at blive opdaget, var forstor. Akumu gøs ved det klamme blik han fik sendt. De kunne jo lige så godt have stået og slikket sig om munden?! Godt han var kommet efter Eithan... Eller ikke for Akumu. for nu sad han også i saksen. "Satans... " mumlede han lavmælt og knyttede frustreret næven. Han blev skubbet af vejen og flyttede sig ind i rummet "Hør.. der er vist noget i har misforstået, mine herrer" Startede han, men i samme øjeblik ordene havde forladt hans læber, greb den største ham, og låste begge hans arme på hans ryg. "Stå stille cutie" sagde han og stak en tunge i øret på Akumu. FØJ! Akumu spærrede øjnene op og så tydeligvis ikke mindre en, fuldstændig rasende ud. Han løftede benet så højt han kunne og smarede derefter hælen ned på mandens fod under ham. Han hylede og slap straks Akumu, som fortumlet væltede fremad. Lige ind i den næste forhindring. Han skulle til at trække sig væk, da manden greb om hans håndled "hov, hov du!" råbte han og prøvede at holde Akumu fast. Men han kæmpede imod. Den tredje gik nu hen og tog fat om Akumu "Så stå dog stille for helvede!" og de fik atter låst hans arme på ryggen. Vagten som han havde brækket tæerne på rejste sig fortumlet og sendte Akumu et hadefuldt blik "Så din lille snothvalp! nu skal jeg lære dig!" Inden Akumu kunne nå at reagere fik han en ordentlig mavepuster af ham, og sank straks i gulvet. Mens en af de andre stadig holdt hans arme på ryggen, og gjorde det endnu sværre at få vejret. Manden som holdt Akumu smilede "Nu må du ikke være for hård ved ham..." han fjernede noget af Akumus hår, og placerede det bag hans øre "Han skal jo kunne holde hele natten" Grinede han modbydeligt, og de andre slog også en latter op. Fandema nej om han skulle nyde noget af det her. Han prøvede forgæves at løfte det ene ben for at rejse sig, men blev bare presset i gulvet af ham som holdt ham, og Akumu sad atter på knæ. Hans ansigt var dækket af det halvlange sorte hår og hans vejrtrækning var underlig hæs. Havde han ramt et af de lavere ribben?

Det var mirakuløst lykedes Eithan at undslippe det åndssvage reb, da der ikke længere var nogen til at holde i det og trække i ham, hvis han prøvede på noget. Vredt og arrigt smed han det på gulvet og vendte sin fulde opmærksomhed mod Akumu. Eh? Hvilken side var han på? Hvorfor i al verden skulle han komme og redde Eithan? Det var jo ham selv, der havde fået ham ud i det her. Burde han ikke sidde et eller andet sted med et skummelt smil og nyde, at Eithan var blevet ført bort af den afskyelige mand? Han blev dog hurtigt hevet ud af sine tanker, da et større slagsmål opstod, og en af mændende gav ham en mavepuster. Eithan fortrak sit ansigt i en grimasse. Det måtte have gjort ondt. Selvom ... selvom han længe havde længstes efter at se nogen, der kunne få Akumu til at lide, så måtte han da gøre noget. Hvad somhelst! Han kunne ikke bare stå der og se til. Gør noget! Tænk så! Han blev i et kort øjeblik grebet af panik, inden en idé dukkede op i hans hoved. Den var nok ret latterlig, men måske med lidt held ville den virke. Eithan rystede på hovedet, inden han tog en dyb indånding og kom ind i sin rolle. Han fik fremtvunget det mest forførende smil, han overhovedet kunne præsetere, hvorefter han luntede over til ham manden, som havde givet hans rival den ordenlige mavepuster, der havde fået Akumu ned at sidde på knæene midt på gulvet. "Hør ... vi behøver da ikke ham. Var det ikke lige så hyggeligt?" hviskede han med et påklistret og lidt anstrengt smil, hvorpå han lod en hånd tog fat i kraven på den modbydelige mands trøje og trak ham helt ind til sig. "Hvae, du vil da vist have os for dig selv, hva?" grinede manden og sendte ham et frastødende smil, der afslørede de skumle bagtanker, der sikkert ligenu kørte rundt i hovedet på ham. Eithan løftede et øjenbryn og fortrak sine mundvige i et lidt hemmelighedsfuldt smil, inden slap hans krave, satte begge sine hænder mod hans brystkasse og gav ham et ordenligt skub, så han blev tvunget bagud, og faldt så lang han var. "Ingen, og jeg gentager ingen, slår ham. Ud over MIG!" snerrede Eithan - henvendt til den mavepuster manden havde givet Akumu, - inden han satte en fod på den væltede mands brystkasse og trykkede sin fod nedad, så et halvkvalt støn undslap hans læber, eftersom det Eithans fod pressede på hans ene lunge. Et lidt grumt smil passerede hurtigt Eithans læber, inden han satte al sin kropsvægt over på det ben, der tilhørte den fod, som han havde placeret på den nedlagte mands brystkasse. Han kom med endnu et stakåndet støn, inden Eithan mærkede en klam hånd på sin overarm. Han drejede hovedet en smule, så han kunne komme til at se, hvem hånden tilhørte. Og som han havde forventet, blev han mødt af en af de andre mænds ansigter. "Hvad tror du lige, du har gang i?" spurgte han med et ulækkert grin, inden han strammede sit greb om Eithans arm ...

Akumu hev stakåndet efter vejret. Ganske rigtigt, som han havde forventet var et af hans ribben bøjede... hvis ikke brækkede. *for satan!* tænkte han med et bitter udtryk og lod hånden glide over det smertende sted. Sikke hen heltemod. Komme til undsætning for blot derefter at blive sendt ud af spillet. Fandma nej, om han ville lade det komme til sig. Vejrtrækningen var underlig hæs og hivende og Akumu begyndte at kæmpe sig op. Det hjalp at få strukket overkroppen ud og han stod nu helt oprejst. Han placerede sin hånd på de nederste rækker af sine ribben og pressede TIL. Et svagt støn undslap hans læber, da han mærkede ribbenet rette sig ind. Det hjalp en smule. Han betragtede Eithan lunte forbi og... og hvad gjorde han?! stillede sig hen og..og... Akumu gloede undrende på ham, indtil det gik op for ham, hvad Eithan var ude på. Et grumt smil gled ind over hans læber og han så tavst og ligegyldigt til, da Eithan skubbede manden som havde slået Akumu og trådte på ham. Akumu synes nu ikke det var helt nok... men bedre end ingenting. Akumu så forbaset på Eithan, da ordene undslap hans læber. Heldigvis (for Eithan selv) tilføjede han 'udover mig' og Akumu kunne ikke lade vær med at smile svagt. En blanding af medlidenhed var blandet med det hoverende smil som prægede Akumu's læber. Pludselig greb en af de andre mænd Eithan bagfra, og stoppede ham i at torturere den anden. Akumu skulle til at træde hen og overraske ham bagfra, da én tog fat i ham bagfra og kylede ham ned i sovesofaen. "Hva?!" udbrød Akumu og så lettere fortumlet op på... Bjarne. "Tror du bare du kan komme her og stjæle fra mig? der tager du fejl! og nu skal jeg lære dig at man ikke kommer og forstyrrer Bjarne...hæhæ" et modbydeligt grin tordnede i rummet fra Bjarne og Akumu gøs. Føj for fanden en klam stodder. Han kravlede op imod Akumu, som straks begyndte at sparke mod ham. prøvede at stoppe ham. Men Bjarne greb med besvær hans ben og trak Akumu ned under sig. "Forsvind!!" råbte Akumu arrigt og lagde an til en knytnæve, men dén greb Bjarne "Lig nu stille!" vrissede han, men Akumu sprællede blot endnu mere. Bjarne fik besværligt samlet Akumu's hænder og placeret dem over han hoved. Holdt dem med én hånd og kunne frit bevæge den anden. Men dét fandt Akumu sig satma ikke i! Akumu fik med nød og næppe klemt sit (bukkede) ben ind på Bjarnes brystkasse og stødte nu knæet imod ham. Han hev i sine hænder og 'foldede' sit ben ud så Akumus skobund var placeret mod Bjarnes bryst. stadig bukket, men parat til at skubbe ham ad helvede til "Adios!" sagde Akumu smilende og strakte sit ben i ét ryk, så Bjarne fløj ind i den mand som stod placeret bag Eithan. Han satte sig op i 'sengen' og så mod de andre. én ting var sikkert... det var at ham Bjarne, var sat ud af spillet. Nu skulle de bare gøre kål på alle hans gorillaer.

Eithan bed sig kort i underlæben, netop som manden drejede hans arm rundt. Fuck, det gjorde ondt. Han forsøgte at vende sig om, men det resulterede bare i, at hans arm blev endnu mere forvredet, og han måtte derfor bare prøve at slå lidt blindt til ham med sin frie hånd og ryggen til ham. Heldigt for Eithan slap manden lidt efter grebet om hans arm. En smule uforstående men også lettet, drejede han sig om for at se hvorfor. Det var Bjarne, der nærmest var fløjet ind i ham, og nu lå og rodede rundt på gulvet sammen med ham den anden. Eithans blik blev lidt efter ledt hen på Akumu, der åbenbart ikke længere lå smertende på gulvet, men sad i den sovesofa, der var placeret her i rummet. Var det ham, der havde gjort det af med Bjarne? Eithan havde slet ikke bemærket, før nu altså, at Akumu var kommet på benene igen. Et næsten usynligt smil bredte sig på hans læber, - det var svært at se, men det var der. Der gik dog ikke længe, før det forsvandt, eftersom en af de andre store mænd sprang op foran ham, knyttede sin ene næve, og før Eithan så meget som kunne nå at blinke, ramte den ham midt i ansigtet. "Av forhelved," mumlede han og tog sig ømmende til næsen. Han havde fået næseblod. Den satans røv. Eithan skulede op til ham, mens han tørrede det værste blod væk i armen. Manden, der havde slået ham, stod blot og smilede over hele hovedet, hvorefter han atter hævede sin hånd; parat til at slå Eithan endnu en gang. Eithan nåede lige netop at blokere ved at gribe fat i mandens arm og tvinge den nedad igen. "Fuck dig. Det der får du SÅ meget betalt!" hvæsede han, inden han nærmest kastede sig over manden, der imellem tiden havde fået sit ækle smil tørret af munden. Lidt besværet fik Eithan ham ned at ligge og satte sig overskrævs på ham. Tog fat i hans ene arm/håndled, som han fik tvunget ned mod gulvet. Derefter tog han fat om hans andet håndled, som han straks begyndte at slå gentagende gange mod mandens eget ansigt. "Hvorfor slår du dig selv, hvorfor slår du dig selv, hvorfor slår du dig selv?" spurgte han med et lidt sadistisk smil på læberne, efter hver gang hånden ramte hans hovede. Manden var efterhånden blevet så tummelumsk i hovedet af alle de slag, at han helt opgav at gøre modstand. Eithan blottede kortvarigt sine spidse hjørnetænder i noget, der var et halvt grin, halvt smil. Men det lod ikke til, at manden bemærkede det - altså hans tænder. Nok også meget godt, eftersom det ikke lige ville være det smarteste, at afsløre deres/hans sande jeg/vampyr-identitet. Og slet ikke over for dem. Eller det ville måske være fuldstændig ligemeget. De ville nok alligevel ikke huske særlig meget efter den her omgang.

Akumu rejste sig fra sengen og børstede sig fornemt af. Så derefter op og efter Bjarne som var smadret - som planlagt- ind i Eithans nye og mindre rival. Akumu nikkede svagt til Eithan som om han sagde 'det-var-så-lidt'. Der gik kun 2 split sekunder før endnu en gorilla var over dem. eller rettere sagt Eithan. Desværre ramte manden Eithan med en fuldtræffer og blodet løb fra hans næse. blod.... Akumu mærkede pludselig blodtørsten vælde op i ham og hans øjne begyndte at gløde rødt. Tørstende. Han kunne mærke mundvandet løbe og tænderne vokse. ganske svagt, men sikkert. Han havde ikke fået blod i laaang tid og derfor havde han ufattelig svært ved at kontrollere sin trang. Han hostede underligt svækkende, som han prøvede at udholde lugten.... duften. Men rummet var allerede fyldt med dunsen fra Eithans blod. Vampyrblod. Det var ikke til at udstå! Akumu afholdt sig elllers fra vampyrblod, men han var så svækket at hvad som helst kunne have sat gang i denne kædereaktion. Som en lavine. begyndte i småt og voksede sig lynhurtigt større som den rasede nedover en bjergside. Udrydede alt på sin vej. Det var nok derfor han ikke havde kunnet tage slaget fra ham manden. Akumu tog den ene hånd op foran munden og næsen, og prøvede forgæves at sløre lugten. Det var uudholdeligt. Akumu's krop brændte, og hans hænder rystede svagt. Han begyndte med mekaniske og krampeagtige skridt at bevæge sig hen imod Eithan, som sad med ryggen til. Holdt hænderne frem for sig, klar til at gribe fat i ham, vende ham om og lade sine hjørnetænder bryde hans hals bløde hud og tømme ham for blod. Akumu slikkede sig hungrende om læberne og lod munden stå en smule - ganske svagt åbent - så man netop kunne ane spidserne af hans hjørnetænder. Hans hånd nåede nu næsten helt hen til Eithan. var kun få centimeter for at kunne gribe fat i ham. Men i netop sidste øjeblik, gibbede det svagt i ham og han trak sin hånd tilbage. Han rev frakkeærmet op og satte tænderne i sit håndled. Lod tænderne synke i, i ét ryk. Det gjorde ondt, men han tog sig ikke af det. Drak sit eget blod for at stille sin tørst. Selvom det kun ville være for en kort stund, ville det lade ham genvinde fatningen. Akumu's blodrøde, og glødende blik stirrede fast på Eithans nakke. Han drak i store mundfulde, og trak til sidst tænderne ud af huden for ikke at tømme sin egen krop for blod. Han ville ikke kunne nå at optage det så hurtigt, som han drak det og ville på dén måde gå totalt beskerk i sin tørst efter blod. Akumu sukkede lettet. Han havde stoppet sig selv i sidste øjeblik og Eithan havde ikke opdaget hvad han havde haft i sinde. At drikke Eithans blod. Om han ville regne det ud, vidste Akumu ikke, men regnede ikke med det. En svag blodstribe bevægede sig ned fra Akumu's mundvige, og hans læber var indhyllet i blod. Han slikkede det værste af, og tørrede derefter resten af i sit ærme. Rullede det atter ned og så mod Eithan, som stadig 'legede' med den ene håndlanger.

Eithans smil blev en anelse større, da mandens blik blev sløret og derefter lukkede øjnene. Fuck, hvor var han svag. Han løsnede sit greb om hans håndled og tørrede dernæst sin hånd af i sin t-shirt. Han måtte have besvimet - manden altså. For at være helt sikker på, at han var slået ud, tog Eithan fat i mandens underkæbe og vippede hans hoved fra side til side. Jo, han var fuldstændig væk. Eithan smilede triumferende til ham, selvom han ganske vist ikke kunne se det, hvorefter han rejste sig fra ham og klappede sine hænder mod hinanden, ligesom håndværkere gør, når deres job er gjort. Lidt efter førte han en hånd op til sit ansigt og satte en hånd op under næsen, fjernede den igen og så ned på sin hånd. Blod. Hele hans ansigt fra næsen og nedad var fuldkommen indsmurt i blod. Knytnæven måtte have ramt helt perfekt."Forhelvede, den nar, mand!" bandede han og tog sig derefter ømmende til hovedet. Det gjorde ondt. Eithan vendte sig om og fik et lettere chok, da han nær havde stødt ind i Akumu, der stod lige bag ham. Lå han ikke henne i sofaen? Han løftede et øjenbryn og så lidt undrende på ham. Hvorfor kiggede han sådan på ham? Han hev lidt op i sin trøje, bøjede hovedet forover og tørrede sit ansigt i t-shirten. Han fik ikke alt blodet af, men det lykkedes dog at tørre det meste af. Eithan førte atter en hånd op til sin næse, der åbenbart ikke var holdet op med at bløde endnu. "Fucking-lorte-spasser-bøsse-nar," hvæsede han lavmælt henvendt til den mand, der havde givet ham blodtuden. Han sendte Akumu et lidt skeptisk og olmt blik. "Og hvad glor du så på?" snerrede han, inden han vaklede over til sovesofaen og smed sig i den, så han kom til at halvvejs sidde og halvvejs ligge i den. Eithan kastede et blik på sin rival og løftede endnu et af sine sorte øjenbryn. Fik en lidt underlig følelse i maven. Der havde været et eller andet i Akumus blik. Noget ... tørstigt - og den måde han havde kigget på ham på. Hvad var der galt med ham? Eithan rystede svagt på hovedet, inden han tørrede sin næse af i håndfladen. Efter det der slag ville han nok få et kæmpe, blåt øje. Idiot-spasser. Han rettede atter sin opmærksomhed mod Akumu. Hvis han ikke vidste bedre ... ja, hvis han ikke vidste bedre, havde han troet, at Akumu havde været ude på at sætte sine tænder i ham. Eller måske havde hans blik været rettet mod ham manden? Han funderede lidt over dette. Neeej ...