Malplaceret i den grad! - Akumu.

Akumu blev stående som en klippe, da Eithan nær havde stødt ind i ham og stirrede fortsat... livløst på ham. I hvert fald indtil han fjernede blikket. Kunne ikke fordrage synet af ham. Fuldstændig indspurt i blod. Akumu svarede ikke på Eithans ligegyldige spørgsmål og stod blot og stirrede apatisk frem for sig. Det havde været et held at Eithan ikke kunne lugte Akumu's blod. Det var blevet sløret af hans eget, og at det strømmede fra lige dér hvor lugtesansen sad. Det var ikke overraskende at Eithan ikke havde lagt mærke til noget. Bortset fra Akumu's pludselig skiftende adfærd og udtryk. Men det overraskede ham ikke, at Eithan blot ignorerede det, og lagde tanken til side. Hvis han ikke kvalte den med det samme. Heldigvis ville Akumu's håndled være helet inden Eithan kunne lugte -nogenlude- andet end sit eget blod. Akumu kunne dog tydeligt lugte sit eget, iblandt Eithans. Det var en skør sammensætning - deres blods lugte. Utroligt så meget blot lugten afslørede, og hvor stor forskel der var. Rummet var kvalmende for Akumu i den situation han nu stod i, og kun på grund af han hurtigt havde sikret sig fatningen, kunne han istedet for at vakle, gå lige hen til døråbningen. Han stoppede kort op. Lænede sig diskret op ad dørkammen, og fortsatte ud. Uden et ord, uden ét eneste blik rettet imod Eithan, eller mændende som lå slynget på gulvet. Han skulle bare ud! Akumu begyndte at vakle, da han var sikker på at være ude af Eithans synsfelt og fortsatte ombag scenen for at åbne døren ud til baggården. Han holdt en kort pause udenfor i den friske luft, alt imens han lænede sig op ad den hvidkalkede mur. Hans blik begyndte atter at blive sløret. Eller... det slog over til sit vampyr'syn og alt blev underlig gråt og svimlende... som søgte det efter noget. Han hørte stemmer og så op. Den lille gyde, som førte ud til den oplyste gade, afslørede i et kort sekund 2 lysende skikkelser traske forbi. Hans blik låste sig straks fast på de rødglødende kroppe, zoomede automatisk ind på dem, og afslørede alle de uendelig mange blodårer som løb igennem deres kroppe. Pumpede masser af friskt, nærende blod ud i hver eneste legemsdel og holdt dem i live. Akumu rettede sig op, stirrede kort og dødt i et øjeblik, hvorefter han tog det første skridt - som hurtigt blev efterfuldt af et andet. Men denne gang vaklede han ikke, men gik oprejst og hastigt. på vej ud mod gaden....

Eithan fulgte Akumu med øjnene, da han begyndte at røre på sig. Hvad? Hvor skulle han hen? Han rynkede forvirret sine øjenbryn, efter han var forsvundet. Skulle han ikke gå hen til ham og sige et eller andet klog og hoverende? Sige 'fuck en blodtud du har fået. Så kan du lære det!'. Eller ... selvfølgelig omformuleret til sit eget professor-agtige sprog, som Eithan for det meste ikke forstod en dyt af. Hrmm ... sært. Efter noget tids stilhed rejste han sig fra sin plads. Lod sit blik glide rundt på gulvet, hvor de bevidstløse mænd lå. Derpå luntede han lige så stille hen til ham, der vist nok gik under navnet, Bjarne. Fik rullet ham om på ryggen, bukkede sig derefter ned og tog noget op af hans lomme. Hans pengebog. Eithan åbnede den og rodede lidt rundt i den, indtil han fandt et par sedler, som han hurtigt proppe ned i sin ene lomme på sine bukser. De skulle hverken bruges til mad eller tøj. De skulle bruges til at betale Akumu tilbage. Det var nok ikke helt nok, men det var da i hvert fald noget af det. Resten måtte han skaffe senere. Han smilede lidt for sig selv, inden han smed pengebogen fra sig og straks begyndte at undersøge de andre for penge. De havde ikke helt så meget, men det var da bedre end ingnenting. Han puttede de nyindsamlede penge ned til de andre i hans lomme, hvorefter han traskede ud af døren og startede sin eftersøgning på Akumu. Var han gået den der vej? Nej ... nok ikke. Hvad så med den der vej? Eithan kløede sig forvirret i håret, men endte så med at snige ud af den dør, der førte ud til gården. Han lod søgende sit blik glide rundt i den store og mørke gård, mens han vagtsomt luntede afsted hen over de mange brosten.

Akumu bevægede sig mekanisk og krampeagtigt imod gaden og dets skarpe belysning fra lygtepælene. Det virkede nærmest brændende, end den mørke klub han havde befundet sig i for lidt siden. Hans skridt var faste og målrettet, men ikke ført af hans egen vilje, men dét dyriske instinkt som efter en lang kamp havde vundet, og taget over hans fatning. Sløret ham og havde taget kontrollen. Hans øjne glødede blodrødt og hans åndedræt var underlig stakåndet. Han lænede sig kort op ad husets mur. Han var svækket, og han følte han han brændte indeni. Som var en brand brudt ud i ham, som han blev nød til at slukke for ikke at blive fuldstænig gal... med blod. Hans blik var underligt tåget og alt i hans synsfelt begyndte at køre ind i hinanden. "Arhh" brummede han og begravede ansigtet i sin ene hånd. Havde det ikke været for den... satans idiotiske Eithan, havde han kunne bevare sin selvkontrol. Kunne han ikke engang parere et slag fra et menneske? Han selv var blevet holdt da han blev slået, men Eithan kunne blot have trådt til side... men nej.
Et jag fór igennem Akumu, og han strakte sig brat. Spærrede øjnene op og stirrede ud i luften et kort øjeblik. Vendte derefter langsomt hoved mod udgangen - mod gaden, og trådte ud fra væggen. Fortsatte afsted for at slukke sin tørst. Dog ville han blot angribe det første offer der kom tæt nok på, og ikke tage betragtning af at det var midt i offentligheden. Ville afsløre sig selv. Men uanset hvad, var der intet han kunne gøre. Han havde til sidst givet efter for tørsten, og var nu et blodtørstigt uhyre på jagt. Et bredt og sadistisk smil prægede Akumu's læber og afslørede de spidse og hvide hjørnetænder, som snart ville synke ned i et uskyldigt offers hals. Lade bloden strømme. Han slikkede sig om munden, kunne næsten ikke vente og satte svagt farten op. Hans øjne glødede opstemt i mørket og smilet voksede som han nærmede sig.

Eithan standsede brat op, da han hørte en lavmælt brummen et sted i nærheden. Med let sammenknebne øjne lod han sit vågne blik glide rundt i den kolde og tomme gård, indtil det til allersidst landede på ham. Dér. Dér stod han. Hvad helvede var der galt med ham? Skred bare lige efter et slagsmål. Han begyndte lige så stille at sjoske derover uden at flytte blikket fra Akumu så meget som en gang. Han satte sit tempo en tand op, idet Akumu trådte væk fra væggen og listede væk fra baggården, ud mod gaden. Eithan undrede sig lidt over, hvor han var på vej hen. Var det ikke meningen, at han skulle holde styr på Eithan? Så han ikke bare flygtede uden at få betalt ham? Nu hvor han tænkte nærmere over dét ... hvorfor i al verden skred han ikke bare? Der var da absolut ingen grund til at følge i hælene på Akumu som en eller anden tvangsbunden barnepige, der havde lovet forældrene at gøre alt for, at der ikke ville ske deres lille barn noget. Eithan rystede kort på hovedet af sig selv og hans dumdristighed. Men der var bare noget inde i ham, der sagde, at han skulle følge efter ham. En sjette sans, eller hvad det hed, det vidste han ikke rigtig. Han begyndte så småt at løbe det sidste stykke hen til sin rival, hvorpå han lagde en hånd på hans ene skulder, da han nåede hen til ham og satte farten ned. "Hey, hvor skal du hen? Og hvorfor gik du bare? Jeg troede, at vi to skulle følges, indtil jeg havde fået betalt min gæld tilbage?" kæftede han op og ruskede lidt hårdt i Akumus skulder. Han lod dernæst sit blik nagle sig fast ved hans blege ansigt. Kunne han overhovedet høre ham? Der var noget helt andet i hans blik end der tidligere havde været. En blodtørstende, hungrende blik. Hans øjne så lettere tågede ud. Som om han var blevet udsat for en form for hypnose. "Haaaalllååååååh?" Eithan rynkede sine øjenbryn og fjernede sin hånd fra hans skulder, hvorefter han viftede lidt med den foran Akumus hovede.

Akumu var i sin trance på vej ud mod gaden, da en hånd pludselig blev placeret på hans skulder, og vendte ham om. Det tog et øjeblik for Akumu at fjerne tågen fra sit blik, og se hvem det var der stod foran ham. Eithan. Han sagde tydeligvis ét eller andet, men det blev bare til et rungende ekko i hans døsige hoved. Langsomt mærkede han Eithans blods lugt komme krybende. Lagde sig fristende om ham, slørede omgivelserne omkring dem. Det eneste han kunne se var blodet på Eithans trøje, ansigt og... hans hals... Akumu trådte helt tæt på ham og lod en finger køre over Eithans hals. Han havde forsøgt at stoppe det ved at forlade rummet, men Eithan havde bragt lugten med sig... og blodet. Akumu's øjne glødede glubende og han lænede sig hen imod Eithan, alt imens han tog fat i Eithans hår og tvang hans nakke tilbage, og blottede på dén måde hans hals. Akumu smilte. Ikke sit eget smil, men et forfærdeligt sadistisk og nydende smil. Hjørnetænderne voksede svagt, men tydeligt da han smilte. Han lænede sig ned mod hans hals, slikkede den svagt imens han holdt godt fast i ham, for at han ikke skulle slippe væk. Ved gud hvor han dog ville angre dette når han kom til sig selv. Pludseligt brød hjørnetænderne Eithans hud og sank ned i hans hals. Langsomt begyndte blodet at pible frem og ind i Akumu's mund. Han drak. Det var frastødende, og han forsøgte at stoppe - men tørsten var for stor og blodet for rusende. Han strammede sig greb og fortsatte. Men man kunne samtidig vende det og sige, at dette var en anden og endnu, en måde at trodse Eithan på. Men hvor langt over grænsen var han nået denne gang?...

Eithan trak sin hånd til sig, netop som Akumu vendte sit blik mod ham. Han bed sig kort i underlæben og så lidt hvileløst på ham. Der var noget ved hans blik, han ikke brød sig om. "Hvad har du gang i?" spurgte han med dæmpet stemme og sendte ham et irettesættende blik, idet han kørte en finger ned over hans hals. Han trådte et skridt baglæns, da Akumu lænede sig ind mod ham men blev forhindret i at tage flere skridt, eftersom han tog fat i hans hår. "Slip mig så!" beordrede han højlydt og satte en hånd mod Akumus brystkasse, men inden han kunne nå at skubbe ham væk, kunne han mærke sin rivals tunge mod sin hals, hvorefter et par utroligt skarpe tænder borede sig ned i hans hals. Eithan måtte bide sig hårdt i tungen for ikke at begynde at skrige. For helvede hvor gjorde det ondt! Han trykkede den hånd, han havde placeret på Akumus brystkasse fremad i et forsøg på at skubbe ham væk. "STOP!" råbte han i et lidt desperat tonefald, og prøvede så godt han kunne at bide smerten i sig. Lige som Akumu gjorde, tog han godt fat i hans hår og forsøgte at trække hans hovede bagud, så hans tænder dermed også ville blive hevet ud af hans hals. Han ville bare væk herfra. Ud af hans greb. Han fortrød inderligt, at han var gået efter ham. Hvis ikke han havde været sådan en stor, naiv tåbe, havde han kunnet side et eller andet sikkert og Akumu-frit sted. Men neeeeej. Han havde absolut skullet følge efter ham. Nar. Han var en kæmpe nar.

Akumu fortsatte blot, totalt upåvirket af det som Eithan sagde eller gjorde. Da Eithan desperat hev i Akumu's hår, bed han med det samme tænderne mere sammen. imellem hans tænder var selvfølgelig Eithans kød, og blodet skød frem, som når man presser på en våd svamp. Han havde hurtigt vænnet sig til smagen, selvom vampyrblod ikke ligefrem var hans yndlings... men det mættede langt hurtigere end almen menneskeblod, så Akumu behøvede ikke at suge alt ud af Eithan. Kun tilstrækkeligt til at genvinde fatningen og det varede ikke længe. Hans hoved føltes ikke nær så tungt længere og svimmelheden var ved at tage af. Blikket blev tydeligt og han kunne atter høre Eithans stemme.. ikke blot en utydelig mumlen, men ord. Akumu's sind blev klart og langsomt trak han tænderne ud af Eithans hals. Slap grebet om ham og spærrede øjnene op. trådte ud fra ham og stirrede på bidmærkerne i Eithans hals. Hvad fanden havde han rodet sig ud i? Sådan at miste fatningen på dét måde. En svag blodstribe bevægede sig ned fra Akumu's mundvige, og han var inhyllet i Eithans blod. Hans læber, hage, kæbe var farvet af blod. Et par dråber var også sunket ind i hans tøj. Han vidste ikke hvorfor... men et grumt og ufatteligt ondt smil gled ind over hans læber, og hans sorte øjne stirrede bare på sit offer... Han havde rent faktisk nydt det. dét at ydmyge Eithan på dén måde... det var alligevel det værste han kunne komme frem til. Nej.. der var én ting der var værre, som han havde i baglommen. Man skal altid have et es i ærmet, som man siger.

Eithan bed sig hårdt i underlæben, idet Akumus tænder sank dybere ned i hans hals. Han løsnede langsomt sit greb om hans hår og lod sin hånd falde ned langs siden. Det var nu hans tur til at mærke svimmelheden overtage hans mentalitet og krop. Smerten fra Akumus tænder og bid forsvandt lige så langsomt, efterhånden som Eithan blev mere og mere sløret i både sit blik og sind. Årh, hvor hans hovede gjorde ondt. Da Akumu endelig fik trukket hans tænder ud af Eithans hals, faldt han ned på knæ foran hans fjende. Han tog sig til hovedet og følte at alt snurrede rundt. Derfor rokkede han også svagt fra side til side og lukkede sine øjne hårdt i. Mislykket forsøgte han at rejse sig op. Nøj, hvor var han gal! På Akumu. Det ... fucking svin. Men det kunne han slet ikke overskue lige nu. Selvom han faktisk normalt var rimelig god til at håndtere smerte og psykiske lidelser, så kunne han bare overhovedet intet gøre lige nu. Han bøjede sit hovede ned ad og bandede lavmælt. For satan, hans hovede gjorde sindssygt ondt. Det var som om alt smerten var flygtet derop. Han bed sig endnu en gang hårdt i underlæben og lænede sig yderligere forover, ned mod de grå brosten. "Hvorfor kan du ikke bare ... bare lade mig være ... ?" mumlede han en smule frustreret og måtte bruge alle sine kræfter på at holde et par tåre tilbage. Fandme nej, om han ville tude! Eithan klemte øjnene endnu hårdere sammen og begyndte næsten at hyperventilere.

Akumu betragtede udtryksløst Eithan synke i knæ. Betragtede smerten som stod malet i Eithans ansigt. Han var heldig at Akumu var stoppet netop i dét øjeblik, for ellers havde Eithan nok ikke engang kunnet bevæge sig. Akumu tørrede blodet væk fra sin mund og tog en dyb indånding. Faktisk kunne Akumu sagtens slippe afsted med dette. Eithan stod jo i gæld til ham, såeh... Men Akumu havde dog en svag realitetssans. "Du har betalt halvdelen af din gæld tilbage med dit blod" ikke fordi han havde nydt blodet, men man kunne vel kalde det retfærdigt... nej det kunne man ikke engang, men Akumu var praktisk talt fuldstændig ligeglad. Men hvad han ikke vidste var, at Eithan faktisk havde lidt over halvdelen i penge, så han ville faktisk gå fri... Akumu kunne ikke forhindre det, men han var vel også ligeglad. Lige nu var han ligeglad. Faktisk ville han ikke have noget imod at slippe for Eithan... for et stykke tid. De skulle nok mødes igen.
Han så på Eithan... Overvejede svagt sine muligheder... eller hvad han burde gøre. Eithan ville sansynligvis besvime om ikke så frygtelig længe. Blodmangel, smerte og dehydrering. Akumu stod blot og stirrede udtryksløst på ham. Dog var der en svag antydning af smil over hans læber.

Eithan fjernede sine hænder fra hovedet og satte håndfladerne mod de hårde brosten, der føltes som skarpe knive mod hans hud. Hvorfor var han pludselig blevet så utrolig svag? Det føltes som om, at alle hans nerver og smertedepoter havde bredt sig over hele kroppen og var blevet ekstre følsomme efter Akumus bid. Han lod langsomt sine øjenlåg glide op og afsløre hans mystiske, blågrønne øjne. Hans vejrtrækning var ret uregelmæssig, og han kunne slet ikke styre det. Han følte, at han skulle brække sig. Svimmelheden havde givet ham kvalme, og det dunkende hovede gjorde heller ikke noget godt for dét. "Jeg ... hader ... dig ..." hviskede han med et halvkvalt støn og blinkede næsten panisk med øjnene. Hans syn var så langsomt ved at forsvinde. Hele hans krop føltes som én stor sten, og han havde mest af alt bare lyst til at falde om. Ligge sig til at sove. Det varede nok ikke så længe, før han simplelthen blev nødt til at give op. "J-j-eg ..." Han førte en hånd op til sin hals og lagde den over det sted, hvor Akumus tænder havde brudt huden. Men vægten fra hans krop blev for meget for hans arm, der nu var ene om at holde ham oppe. Armen knækkede sammen ved albue-ledet, og han faldt derefter ned på jorden.

Akumu sukkede. Lige som han havde forventet, brød Eithan helt sammen. Men selvfølgelig skulle han liiige have en spydig kommentar, som han nok også havde fortjent. Han betragtede Eithan som han lå dér på jorden. Akumu kunne ikke være bekendt at lade ham ligge. Han knælede foran ham og prikkede let til ham. Ruskede så i ham for at tjekke om han var ved bevidsthed. Det var han heldigvis ikke. Akumu hev ham op og lagde ham over sin skulder. Eithans hoved og overkrop hang langs Akumus ryg og Akumu holdt fast i Eithans ben. Så fik han i det minste lidt blod til hoved, imens Akumu gik. Han gik ud mod gaden. Godt nok gloede folk en del, men det var bedre end at afsløre hvilke.. væsner de i virkeligheden var. Akumu og Eithan. Samme race, men langtfra lignende hinanden. Det var Akumu også glad for. Der var ikke noget ved at kende sin fjende udenad. Ligesom at spille skak mod sig selv. Lægge en plan og lave et snedigt træk, men uanset hvad vil fjenden kende dét træk og din plan, og dermed er det en nytteløs kamp.