Hjemme bedst- men hvor er det? //Isaac//

Raven gav ham et kort muntert klap på skulderen. "Arh. Det betyder da ikke noget. Værdighed måles forskelligt fra person til person." mumlede hun stille. "Du er ikke uværdig hvis det er det du går og tror. Du burde tænke lidt højere om dig selv." sagde hun stille, men en mental hyklerklap smækkede hendes tanker. Hun selv havde et ret lavt selvværd men det ville hun helst ikke indgå andre i. Bare hun smilede engang imellem så ville de hele nok ordne sig. Hun ville hellere se andre smile før hende selv, men det var vel også okay?
"Bare vent med at afslut sætningen til senere." sagde hun med et kønt lille smil inden hun stille så op imod himlen med et kort afholdende suk. Regn regn regn. Normalt havde hun intet imod det, men når der samtidig var koldt og mørkt var det ikke lige hendes kop the. Hun tav og fjernede sit pandehår med den højre hånds fingerspidser inden han igen så sig om. Helt uventet kom der et lille smil.
Hun var i Paris. Langt væk fra Terre.

Isaac mærkede kort hendes klap på skulderen, og kunne ikke lad være med at smile. for selvom han mærkede hvor langt der var imellem deres samfundslag og kulturelle baggrund,
så varmede hendes ordrer ham. for i hans verden, hvor selvkontrol var det vigtigste, ville sådan en udbrud, havde kostede ham dyrt, for i den verden, hvor han kom fra, viste man ingen følelser, der følelser var lig med svaghed.
"fryser de?" spurgte Isaac pludselig, mens han stille sig bag raven. så på hende med et svagt smilede fra den ene side. mærkede pludselig at han fik helt ondt af den lille engel, som var endt her i paris med en djævel, som eneste selskab. hans øjne flammede stadig, dog med svagere glød, men stadig så meget at de lysete op i mørke, der virkede mere mørk og grå på grund af regnen.
de røde øjne fulgte dråberne ned langs det sorte pandehår, og ned til de isblå øjne, som han midt i alt i det mørke fandt utrolig smukke. hvordan kunne nogen mennesker finde sådan noget smukt noget frastødende?

Raven smilede stille og rystede kort på hovedet. "Niks." sagde hun stille. Nok var det køligt, men hun var efterhånden hærdet af kulde i sin trækkende lejlighed tilbage i Terre. Trods hendes størrelse og race så havde hun dog en vis udholdenhed. Ligeså var hendes sind nok også anderledes fra andre engle. Hun havde ingen Gud at se op til og havde ingen visioner om at være et fuldbyrdet godt væsen. Hun troede ikke på det. Hun ville ikke leve op til en tilstand hun ikke havde bedt om.. Hun var ingen lyskegle af en engel som mange andre ville være. Fuldkommen godhjertet og sikker på at alt hun gjorde kun var til det gode formål. Hendes sidn var mere som et menneskes.. Hun kunne blive fristet og nogengange gjorde hun ting der ikke var godt for andre end sig selv, trods hun ikke ville folk noget ondt af natur. Hun var ikke ond, men heller ingen helgen.
"Hvad med Dem?" sagde hun så med et kækt smil. Hun kunne godt lide at bytte lidt om på tilværelsen.

"haha, mig?" svarede Isaac svagt imod hendes ene ører, med en smørrede stemme "nej, selvom kulden nu ikke er det bedste selskab." han så skævt over ravens den ene skulder, med en slanges giftede humor glimtene i de røde øjne. "men vi må heller ser at komme vider, tror lidt vi er vendte" han så kort over på skyggerne, der stadig gemte sig inde i mørke, hvor de rykkede sig urolig frem og tilbage. af utålmodighed eller frygt?
Isaac gjorde hurtigt et tegn med sin ene hånd, og som dukkefører der trækker i trådene, begyndte skyggerne langsom at komme til syne foran ham. selv stod Isaac med et sit sælvanlige skæve smil. det svage lys fra lygtepælen glimtede kort i det blege blonde hår, der krøllede lidt ude i spidserne på grund af regnen. han lukkede kort øjnene.
mærkede den tykke fugtigt luft omkring sig, der indhylede alle sit våde slør, ligesom håret fra vandnymfe, der langsom kom op til overfalden i den mørke sø. med et, slog Isaac sine øjne op, vendte sig halv rundt og så på raven. mens skyggerne langsom krøb nærmer og nærmer hen til hende. " de skal ikke være bange" sagde Isaac stille, før han vendte hovedet væk med et skævt, raven ikke skulle se. " de kan lugte at de er en engel"

Raven gippede dog kort over skyggernes tilnærmele men rørte sig ikke umiddelbart over det. Hendes øjne lå stille derpå. For hende virkede det mere som en mørk form for tåge i stedet for skygger, fordi hun ikke var vant til dem uden ejermand. Det så så unaturligt ud at de bevægede sig af sig selv.
"Disse skygger? Har de aldrig tilhørt nogen?" sagde hun så og lagde hovedet lidt på skrå og kunne ikke lade være med at finde det nedtryggende for skyggerne at skulle være noget uden en at abe efter med. Det måtte være frustrerende. Hun så tilbage imod Isaac og lod sine øjne hvile lidt på ham. Nå jo.. Han var vel skyggernes støttepæl nu? Det måtte han vel være. Igen så hun ned imod sin egen skygge og tav stille inden hun lavede endnu en af de tænkende bevægelser, som skyggen efterlignede til punkt og prikke.
Hun så op igen og hen på ham med et afventende blik. Hun havde trods alt ingen idet om hvor hun skulle bevæge sig hen i denne by. "De fører an." sagde hun med et smil.

"haha, de tilhører mig" sagde Isaac, med en af sine djævelske smil "de skal ikke spekulerer for meget på dem. de smigret dem bare for meget" det glimtede kort i hans røde øjne af humor. før han pludselig gjorde en håndbevægelse, der fik flere at skyggerne til at krybe sammen i smerte, eller farer tilbage med en noget, der lød som en hvæsen. et ondt smil gled hurtigt ned over Isaacs ansigt, før han vendte ryggen til raven, og begyndte med de urolige skyggerne bag sig, at gå. for selvom raven måske kun så dem som harmløse skygger, så var de langt fra harmløse. for som deres herrer, havde Isaac kendte til mere omkring dem, enden selve djævlen. for han havde bemærkede at var meget urolig denne nat, mere inden normal. men det skyldes vel bare at de var opmærksom på at der var en engel imellem dem. en engel.
for ligesom så mange andre mørke væsner elskede de engleblod. den søde smag af noget ubeskrivelig sødt, selv kunne Isaac ikke fordrage engleblod, som altid blev budt i de fine grænse som var det vin af det mest udsøgte. han havde forbudt dem en gang at drikke af engel, en gang, han nu fortrød så bitterlig. en lille engel, der uden at vide havde startede ravgenrok og denne krig, der rasede i via la mort. det værste var nok at denne gang måtte de heller ikke, drikker og fråse i en engels silkebløde mørkerøde blod. "det ikke fordi det ligefrem gør mig mere elske" tænkte Isaac kort højt. før han vendte sig om, for at se om raven var med..

Raven betragtede skyggerne i den tid hvor de bevægede sig og kort krummede sig sammen under Isaacs tilsyneladende mentale kommando til dem.. Tænk at have magt over bevægelser og endda psyker, hvis disse skygger altså besad nogen.. det kunne vel aldrig være en fuldkommen sikkerhed, kunne det? Raven vendte blikket imod Isaac derefter og nikkede stille til ham. Det virkede ikke som om at hun tog særlig stor notits af de små ting der fik Isaac til at virke djævelsk for øjenpunkt. Sådan havde hun det med de fleste væsener, hvorimod hun faktisk havde et underligt forhold til mennesker. Af en eller anden grund var det mest væsenerne hun opsøgte i stedet for dem som hun rent faktisk burde... men så igen.. det var nok også derfor? Eller måske bare en af grundende til de forskelle der måtte ligge på hende og de andre engle, ikke?
Raven tav kort og vendte sig ligeså og fulgte stille med ham og så på ham med et tænkende blik. Hvilken slags fortid havde han mon? En tragisk? Blodig? Hun havde ihvertfald ikke mødt nogen her i byen, som.. ja.. som var lykkelige af natur. Alle havde deres små hemmeligheder og historier der udkaster dem på nippet til sindsyge? .. Var det virkelig hvad Terre havde at tilbyde? Kaos?

"ved de godt at de tænker alt for meget tingene?" Isaac så kort ned på raven med en svag antydning af et smil, der slet ikke ligne hans sælvanlige skæve djævelske smil.
hvad var det for en ung kvinde, han havde ved sin side. en der ikke dømte ham.
en der lod til at nyde hans selskab. fandtes der virkelig væsner der gjorde det?
"når de har så mange spørgsmål, hvorfor stiller de dem, så ikke?"
det lød egentlig som dumt spørgsmål. men Isaac ville et sted gerne forstå raven.
forstå hvilke tanker, der optog hende så meget. og mest af alt slippe for stilheden,
der lod til at fylde disse tomme gade med sin døende musik.


(sorry for kort svar ^^')

Raven kiggede op på ham derefter med et halvt overrasket og halvt sammenlukket blik. Var han nu også en tankelæser? .. Hun nikkede kort og bevægede de blå øjne ud til siden. "De fleste af mine spørgsmål er der nok ikke nogen der sådan rigtigt kan svare på.." sagde hun så og sukkede kortfattet inden hun lod sine øjne lægges på ham igen. Hun smilede ikke.. Ikke lige nu. Hendes mund var blot en streg i dette øjeblik, lod dette mørke glide ind over hende, men holdt sig på afstand og ikke helt inde på hendes person på grund af disse blå øjne, der syntes at drive mørket væk fra hendes sind, som to sterinlys.
"Jeg tænkte sådan set bare på Dem.. Gættede mig lidt frem.." sagde hun så. "De fleste der bor i Terre har fortider der ikke huger dem eller lignende, så jeg antager at De selv ingen solskinshistorie har bag Dem.." sagde hun så med et kort, dog højt suk der i en langsom fatning tillod hendes brystkasse at tones med sukket.
"De fleste gider ikke tale om det, så jeg tror bare at jeg har opgivet at spørge efterhånden."

//det går nok ;)//

Isaac mærkede et øjeblik ravens sørgmodighed, som i kort sekund også lod til at ville kvæle ham. "de skal ikke være flovt over at stille spørgsmål, hvis ikke man spørger, lærer man aldrig noget "
Isaac slog kort en latter op, før igen stilheden sank sig over dem.
han mærkede hendes blå blik på sig. dette undrer mørke blå blik, der gemte så mange hemmeligheder i sig. men var hun parat til endenu en hemmelighed? en hemmelighed,
der kunne koste hende livet. sin frihed, alt? det lod til det, efter det han kunne høre.
"de kan altid prøve ved mig? for det er kun rimelig efter de har fortalt en del om deres fortid til mig. så hvad ønsker de at vide?" Isaac så kort skævt ned på hende. kunne ikke slippe tanken om den mørke følelse, han for få øjeblikke siden havde følt, der lagde sit jerngreb over raven.
hvad skyldes det mørke? nok noget af det samme som ved ham. et evig mørke, man ikke vidste hvor kom fra, men som havde taget bolig i ens hjerte, hvor det uden varsel pludselig kunne ligge sine arme omkring en, og tvinge en ned i sit sorte hav, hvor det føles som om man ville dunke. den værste fjende i sig selv, hvor man aldrig kan befri sig for det, men hvor det med tiden bliver en del af ens personlighed, af en selv...
men kendte raven også til det mørke?

Raven smilte endelig igen, men blot et beskedent lille smil, der tvang sig selv til ikke at se det hele som noget alvorligt. "Som sædvanligt har De ret i det faktum." sagde hun til det han sagde med at lære noget.
Hun tænkte i en tid inden hun endelig lod det komme frem i ord igen. "Okay så.. Allerførst.. Hvad får du ud af at 'eje' mig i den forstand? Er jeg et trumfkort på nogen måde eller er det bare det med at få noget til gengæld der trykker?" sagde hun og lagde hovedet på skrå. Ganske toneløst og fuldkommen undrende. Egentlig havde hun ingen mening til det med at han åndeligt ejede hende eller hvad det var. Så længe der ingen bur og lænker var, var hun sådan set ligeglad og det var heller ikke fordi hun ikke kunne lide Isaacs selskab. Tværdigmod. Selvom hun ikke rigtigt kendte ham så var det dog en af de personer hun helst yndede at tale med og ytre sig til. Han var venlig på sin egen måde. Sukkersød havde aldrig været hendes stil.. ikke hvad hun vidste af ihvertfald.

"egentlig får jeg ingenting ud af det" sagde Isaac med en lavmælt stemme, mens et fraværende blik et øjeblik gled over de røde øjne. "kun problemer, hvis jeg skal være helt ærlig"
et ulvesmil, der var fyldt med en grim sort humor viste sig pludselig på hans smalle læber.
men der kunne stadig anes noget fraværende i øjnene. han vendte ryggen til raven og så ud over det syndefald, der lå for foden af ham. så den sti, der kunne fører til fald for skyggernes mester, især hvis han valgte at følge den. valgte at lytte til sit hjerte "hvordan skal jeg formulere det. for de ønsker vel sandheden ikke? også selvom den er grim?" han drejede kort hovedet over imod raven. så ind i hendes øjne, og trådte over de få centimeter, som adskilte dem, så de stod ansigt til ansigt. Isaac så sit fald spejle sig i hendes mørke blå øjne. en vind, kærtegne kort de blege kinder, som et skrig fra drivvåde gade.
"grunden til at jeg valgte dem er ganske enkel, når jeg er færdig her, så har jeg en opgave til dem, som de kunne kan. på grund af deres specielle blod. for de er ikke som andre engle, vel? og så er deres selskab ikke så uudholdelig igen, faktiske er det ganske underholdene "
Isaac så kort smilene ned i hendes ansigt, mens det dryppede fra det næsten hvide hår.

Raven lyttede stille og sagde ikke noget før til sidst hvor han havde proklameret den sidste bemærkning, som fik hende til at smile. Hun var egentlig lettet over det sidste han sagde. Hun havde altid fra starten en ide om at hun var en klods om benet for folk, men gang på gang havde det vist sig at det var det stik modsatte. Hun kiggede kort til siden og lod øjnene dvæle på noget ganske ubetydeligt inden hun så på ham igen.
"Så vidt jeg har forstået, så er der vel en del forskelle på mig og andre engle." sagde hun. Alene hendes udseende. Ganske mørkt og let fordrejeligt til et væsen af den mørke del af verdenen. Hun lignede ingen engel. Intet andet end de blå øjne der var det eneste stænk af munter lys over hende.
Hun tav let. Det gav ham problemer.. denne alliance. Hendes selskab, men han gjorde det alligevel. Hun smilede meget stille og næsten usynligt derefter. Det bekræftede vel hendes teori, gjorde det ikke. Godhed og onskab.. det var vel bare begreber der ikke kunne bruges.

"Opgaven er vel allerede accepteret." sagde hun så med en faktisk taknemmelig mine.

Isaac nikkede som bevis på det raven sagde omkring sig og andre engle.
"de er speciel. ikke som andre engle. hvis jeg må være så fri, så leder deres mørke udseende tanker mere hen på en dødsengel. dog har de ikke deres ucharmerende vane med at slå alt ihjel omkring dem" en lille tør latter slap Isaacs læber, før han vendte ryggen til raven med den lille tilføjelse i den lavmælte stemme "ikke i nu ihvertfald" han begyndte langsom at gå vider ned igennem gaden, med de næsten lydløse ord bag sig. noget sørgmodig hang et øjeblik over hans manende skygge, som kort kunne ses op af den ene mørke murstensvæg, hvor årtier havde sat deres spor ved mug, der hang ned langs sidderne. de andre skygger, der lige kunne ses, holdte en vis afstand, som om de også var bange for selveste deres herrers skygge.
det var tydeligt at se hvilken form for fattigdom, selvom paris altid forsøgte at fortrænge og fornægte det, denne gade lå i. man kunne nogle enkle steder ane lyset inde bag de mørke grove gardiner hos de putain, der stadig arbejdede på denne tid. ellers var det hele mørkelagt, bortset fra enkel lygtepæl, der stod ud til den ene side. hvor den blinkede, så det hvide svage lys dansede hen over den ene husmuren. de skæve brosten. alt var stille, bortset fra lyden af par sko, der slog imod jorden eller dette ar af en gade.. men hvor langt var de? det vidste Isaac ikke længere. det havde han ikke vidst længere. det var som de ikke længere var en del af paris. men et helt andet sted. som om de var på vej til helvede.
et helvede på jorden. et helvede Isaac ikke ønskede længere at være en del af. for det helvede han lavede i nu var langsom ved at dræbte ham op indefra. det var derfor han havde brug for raven. hun skulle hjælpe ham fri. fri af de lænker, som hans master med tiden havde langt omkring ham. og det kunne kun raven.. Isaac vendte sig langsom i skæret fra den blinkede lygtepæl. som et øjeblik mørke lagde hans blege ansigt. så kun det skæve onde smil kunne anes. for hvis raven have kunne se hans øjne, ville hun have kunne set den sørgmodighed, der skinnede i dem.

Raven lyttede stille til hans bemærkning om hendes personlighed og englenes racer. Dødsengel? Det havde hun aldrig tænkt over, men burde de ikke være necromancere eller noget i den dur? Raven tænkte sig lidt om imens hun begyndte at følge efter Isaac. En bekendt skrappen hørtes kort for hendes ører.. Fik hende til at vende blikket op imod en sort fugl på en af de lurvede tage. Hun lagde hovedet på skrå. Også her? .. Først derefter sænkede hun blikket og lagde mærke til deres omgivelser. Sådan en fattigdom og elendighed. Den oversteg endda hendes egen let tomme pengepung, men hun havde så heller ikke nogen at forsørge andre end sig selv. Hendes blik tonedes ned og fik en mere bekymret mine.
Hun vendte blikket på Isaac igen og lagde hovedet på skrå. Han virkede så anderledes lige nu? Så.. trist? Trist på sin egen måde. Hvad tænkte han mon på. Hun bed sig stille i læben og så imod de ret merkante brosten som var temmelig karakteristiske for disse gamle dele af byen. Da Isaac vendte blikket imod hende tav Raven stille og kiggede en smule mere oplyst på ham, som havde hun lige fanget en pointe, selvom hun langt fra havde. Hendes mistanke var rigtig? Hvad var det der nagede ham på den måde. Hun tænkte sig stille om. Hun lagde langsomt en hånd oppå hans skulder og lagde hovedet en smule mere på skrå, så hendes våde hår kort lod sig glide over imod den modsatte skulderdel.
"Hvorfor smiler de når de ikke er glad, Isaac?" sagde hun så med et tænkende og let bekymret blik.

"det er fordi smilet er den eneste glæde jeg har tilbage" svarede Isaac med et sarkastisk tonefald, der blev efterfulgt af et ligeså sarkastisk smil. men forbavselse over hendes spørgsmål kunne stadig et kort øjeblik læses i hans øjne.
han mærkede den lette vægten af hendes hånd på den ene skulder. skævede kort til den, før han forsigtigt, som var han bange for at den skulle gå i stykke, løftede den væk fra den skulderen, hvor den hvilede på. "de skal ikke være så bekymret, selvom det er ganske smigrerne. men det klæder ikke deres kønne ansigt" sagde Isaac med hovedet let på skrå. så han nemmer kunne se ind i hendes øjne. som han følte der glimterede som to mørke perler. " de er alt for bekymret i forhold til den lettelse, der ellers skulle fylde dem, hvis jeg døde. for så ville de jo have deres frihed igen" Isaac gav i det samme slip på ravens hånd, som han ellers havde holdt i sin behandskede. han så kort ned på sin ene hånd, mens den anden ligesom i en form for trangse begyndte at trække den sorte handske på den hånd, der lige havde holdt hendes hånd, af. frem kom der en slank sene bleg hånd med lange hvide pianist finger. han løftede den forsigtigt og rørte med en kølighed, spidsen af ravens pegefinger med sin pegefinger. han opdagede hvor blød hendes finger virkede. kunne ikke engang huske om det var første gang han havde rørt hendes bar hud. "de skulle føle dem lykkelig, hvis det sket" begyndte han med lavmælt stemme. "for så fik deres frihed igen.. ville det ikke glæde dem?" han satte i det samme hele sin hånd imod hendes, så deres håndflader rørte hinanden. "hvis de vidste hvor meget frihed tyder" Isaac trak ,i det sekund ordrerne havde forladt hans læber, sin hånd til sig igen. satte handsken på igen. så den blege hud blev dække.
hvis raven havde set efter ville hun havde set den ar, der næsten skinnede hvidt i forhold til den blege hud. den startede ned håndledet og løb skævt op til starten af lillefingeren.. han så kort over på skyggerne, der stadig bevægede sig urolig. vidste at hvis han var heldig ville det her ikke gå vider til hans mester. hvis han var uheldig ville det her sidste ende kunne koste raven livet..

Raven lyttede og betragtede hans hånd stilfærdigt. Om det ville glæde hende? Hvorfor skulle nogens død overhovedet glæde hende på nogen måde? Havde Isaac virkelig ikke højere tanker om sig selv? Ravens mine forblev tavs og bekymret, samt lukket og ganske tænkende. Hun spekulerede meget over hvad han sagde. Hendes frihed og ham? Hun sukkede kort.. i starten ret så opgivende inden hun rettede blikket op og kiggede på ham. Lod et ganske lille smil komme frem derefter idet hun lagde hovedet på skrå. "Vær ikke så alvorlig. Hvorfor skulle jeg ønske dig død for en frihed jeg end ikke havde før. Man kan faktisk sige at du..." hun stoppede kort og betragtede arret i en tid inden hun fortsatte. "... Jeg var fanget i Terre. Jeg ville væk derfra. Bare en enkelt gang. Det har du givet mig." sagde hun og kiggede igen på hans ansigt. Lod sine øjne måde hans i et stille smil. "Måske er min frihed kropsligt formindsket ved dit kendskab.." sagde hun og nikkede. "..men mit hoved har aldirg været så let at holde på. Mental og følelsesmæssig frihed." sagde hun så og nikkede. "Min krop har aldrig tilhørt mig." sagde hun så. "Ikke hvad jeg ved af." hun kiggede kort ned igen og mumlede kort og uhørligt.
"Hvad skulle jeg bruge friheden til hvis du dør?" sagde hun så og lagde hovedet på skrå. Tav kort idet hun opdagede at hun havde tiltalt ham 'du' .. "Jeg mener 'de'.." Et kort smil og et opgivende fnis kom fra hende idet hun så op igen.

"Jeg føler mig mere fri i deres selskab end på ensomme gader i Terre."

Isaac så et øjeblik på raven med et hævede øjenbryn, før han gav et hoved ryst fra sig.
"hvad mener de med det?" spurgte han undrende og gentog nærmest for sig selv, det raven lige havde sagt. 'Hvad skulle jeg bruge friheden til hvis du dør?' ordrerne blev ved med at gentage sig selv gang på gang, som et stykke af en melodi. han vendte pludselig ryggen til hende og hammere af alt magt, sin ene hånd ind i den del af den mørke mur, hvor kun lige lyset rørte med spidsen af sine ståler.
et skævt smil gled ned over Isaacs læber. han havde stadig hånden knytte et stykke over sit hoved.
"raven" sagde han stille og vendte sig halvt rundt, så lyset genspejlede sig i hans øjne og gjorde det røde skær skarpere. han løftede langsom den hånd, der ikke var knytte. bevægede fingere, mens et uhyggelig lys langsom komme op i hans øjne. flere af skyggerne begyndte at rykke tilbage, med noget der minde om frygt, skinnede ud af hvert eneste bevægelse de fortog. "forsvind" stemmen var velovervejet, uden de tegne på det mørke, der ellers kunne læse i de røde øjne. skyggerne trak sig lidt tilbage, men forsvandt ikke helt i nu. de var nervøse.
et suk slap Isaacs læber, for han vidste godt hvorfor skyggerne ikke forlod ham i nu..
hvad skulle de fortælle hans master, hans herrer? uden de blev straffe for det?
"hvad som helst, bare ikke sandheden. forsvind så i ynkelige skabninger af mørket"
stemmen var tør, med undertone af noget dyster, noget respekts indgydende..
han slog en sidste gang ud med hånden, og sendte dem væk med tegnet fra sin ene pegefinger
skyggerne trak sig i det samme tilbage i mørke, hvor man for et sekund siden, havde kunne ane dem.
Isaac ventede til de var helt væk, før han endelig løftede sit blik og så på raven.
"nu hvor vi er alene, kan vel jeg ligeså godt være ærlig overfor dem"

(undskyld jeg skrev det første om, men jeg ikke tilfreds med det ^^')