Asyl //Evalyn//

Hun nikkede tilfredst og smilede venligt, "Det er jeg glad for at høre, Ahngel" sagde hun stille og rejste sig fuldkommen lydløst op fra den slidte lænestol, og gik lidt fremad, idet hun skævede mod udgangen, mod døren, som førte ud af teatret.. Egentlig var hun selv begyndt at føle sig lidt sulten nu, men forsøgte bare uden videre at ignorre hendes sult, hvilket i øvrigt også lykkedes for hende.
"Såeh.. Ahngel. Tilhøre du nogle store eller fine familier?" spurgte hun så. Måske ville han finde spørgsmålet underligt. Men igen. Han virkede på en måde så fin og kongelig i det..? Men det kunne også bare hende. Hun syntes bare ikke de fleste folk opførte sig sådan. Men det kunne jo også være fordi han så så afslappet og rolig ud..

Ahngel nikkede stille men tav kort. "Min familie er ikke længere stor, men ja jeg kommer af en ældgammel slægt." sagde han stille og så lidt på hende. Udviskede royal indtil videre.. Han ville ikke komme med mange alt for direkte informationer lige med det samme.
"Hvad med Dem?" sagde han stille. "Mademoiselle Evalyn.. kommer De selv fra en højtstående familie?" sagde han stille, eller skulle han spørge hende om hun var.. de sjældneste var født som engle og de fleste fik chancer fordi de havde noget stort i vente, men hvordan mon det forholdt sig med hende her?

Evalyn stivnede brat, da han nævnte det.. Nej.. Hun vidste det ærlig talt ikke, og hver eneste gang hun ihærdigt havde forsøgt, havde det ikke resulteret i andet end en svag hovedpine.. Hun bed sig svagt i underlæben og hvilede blikket på ham, imens hun forsøgte at samle et godt svar sammen inde i hendes hoved, "Ikke videre af jeg ved af." svarede hun så stille. Faktisk kunne hun jo ganske simpelt godt stamme fra en højtstående familie, men der var ikke meget chance.. Hun kunne ligeså godt stamme fra enhver anden understillet slægt, ude af stand til at vide det. Men hun kunne ligeså godt været født direkte som en engel, men det var ikek en tanke hun videre kom ind på, da de for hende ville virke mere sandssynligt hun havde mistet den del af hukommelsen om hendes familie osv efter hendes død. Så ja. Det hele foregik bare som et simpelt mysterium, som skulle løses på den ene eller den anden måde..

Ahngels blik forstummede sig til en indelukket skygge, som om et overdække af mørke skyer kort havde udvisket den eneste indgang til hans sjæl. De røde øjne der brændte, men som nu blot stod som en mørkerød sløret nuance. Som størknet blod eller en vidsen rose, alt efter hvilket syn man havde på livet. Optimisten siger hans øjne var rosenrøde og pissimisten siger et hav af blod, hvorimod den neutrale blot vil kalde det en farve som ikke var anderledes end blå eller grøn.. Farveblindhed.
"Du husker ikke din familie formoder jeg?" sagde han stille og lod blikket atter lyse op i en stille glød af nysgerrighed idet han lagde hovedet lidt på skrå, som var han en kat der søgte svar eller havde fået øje på et bytte. Igen.. Hvilket syn på livet havde man?
Byttet eller distraktionen?

Hun sukkede mildt, "Nej.. Det gør jeg ikke. Jeg har forsøgt, men det eneste jeg får ud af det er hovedpine. Så har en pige, ved navn Ting chan forsøgt at hjælpe mig, men min familie's skikkelser var blot slørede, så man ikke kunne se dem ordenligt". Ærlig var hun, selv om hun ikke kendte Ahngel særlig godt.. Hun så dog, med et ret usikkert blik mod ham og de violette øjne viste i et kort øjeblik sorg.. sorg..
Hun gik lydløst henimod ham og lænede sig lidt fremad, for rigtigt at kunne se på ham, "Jeg har heller ikke været oppe i himlen, af hvad jeg kan huske. Jeg ved kun at jeg er vågnet midt her i Di Morga. Først uden at vide hvor jeg var henne, hvem jeg var og hvad jeg lavede her. Og efterhånden fik jeg små hjælpemidler.. " Der antød hun selvfølgelig til hendes navn og alder, "Men jeg har muligvis et ærinde hernede, siden jeg er havnet her, eller skal være en form for skytsengel.. " mumlede hun halvirriteret. Skytsengel.. Egentlig fungerede hun ikke så godt til at være en skytsengel. I hendes øjne var hun da ret så svag. Det ene hun kunne, var forsvar. Psyskisk forsvar, og selvfølgelig styring af vejret.. Men det var jo også svagt.. Så ville hun gerne være stærkere. Men det var jo umuligt? Altså medmindre hun blev halvt af noget andet? Hun havde jo været ude for det, at nogle faktisk var halvt af det ene og det andet..

"Javel ja.." mumlede Ahngel stille. Himlen ville han ikke tage op. Ahngel troede ikke konkret på noget og ville ikke lægge sin lid hos kristendommen eller nogen anden tro. Han lagde hovedet lidt på skrå ved snakken om skytsengler. Han tænkte sig stille om idet et navn dukkede op i hans hoved og blev ved med at gentage sig som et ekko. Igen og igen lød navnet på denne engel der havde været ham en vigtig del, men som få år efter sin opvågning blev ædt af eget afkom. Ahngel lagde hovedet lidt på skrå igen inden han lod sine øjne rettes imod hende igen. De var lukkede selvom de var åbne. Dybe og klare og dragende, men sagde ikke noget om ham. Jo.. igen.. blod og roser. Smerte i skønhed og pinsel gemte sig der dog.. nærvøse trækninger der blot er efterladenskaber af en tragisk barndom.
"Du skal se.. en eller anden dag vender hukommelser tilbage." sagde han med en stemme som sagde at han vidste hvad han talte om. Selv havde han været offer for meget hukommelsessvigt igennem sine år, og havde fået det meste genoprettet igen.

"Måske.." sagde hun og vendte sig bort fra ham igen, "Og måske ikke.."
Hun sukkede dybt og dumpede ned midt på gulvet og begyndte at pille ved de slidtebrædder.. Den ene brædde sad ret løst, så hun fandt et sted at få fingrene nedunder, og brække det om, som det var var noget blødt træ af en art. Hun studere roligt brædden før hun smed den fra sig igen. Teatret var allerede gammelt og forladt, hvad kunne en enkel brædde gøre? Hun slikekde sig lidt om de nu halvtørre læber, og drejede hovedet mod ham igen, "Kender De da meget til hukommelsestab?" spurgte hun så undrende.

"Jeg har mine tilfælde." sagde han stille og nikkede inden han bukkede sig lidt forover og stødtede sine arme imod sit skød og hagen imod en af hænderne som var placeret lodret. "Ikke hele min hukommelse er intakt heller." sagde han så. "Selvom mine vigtigste øjeblikke dog er kommet tilbage til mig efter årene.." sagde han så og rettede sig lidt op og betragtede træet hun brækkede op med sin ømme hånd. Han lagde hovedet lidt på skrå. Alle bræderne og deres billeder der var ridset fra naturens side ind i træets materiale. Som en menneskekrop.. skrøbelig og knækkelig. truet fra naturens side, men et væsen der altiv ville kæmpe tilbage og vind ei sidste ende.
Mennesket.. verdens superior og stamfader til alle racerne. Englene var de hellige af dem.. spøgelserne dem der ingen hvile havde. de normale vampyrer og deres kærlighed til magt og nat.. næsten alle racer. Ahngel derimod havde aldrig været menneske.

Evalyn så mod sin venstre hånd. Der var en splint.. En mindre splint af slagsen. Selvfølgelig dem der var sværest af få ud, hvilket fik hende til at sukke irriteret. Den gjorde ondt, dog ikke særlig ondt, så hun kunne godt smide smerten til sig. Hun gav sig roligt til at pille lidt ved den, ved håbet om at den ville komme ud, men hendes lille tanke mislykkedes, da den kun satte sig længere ind i huden, hvilket fik det til at svie noget mere. Hun så opgivende op i loftet, og sukkede tungt før hun trak benene op til sig.

Der var ikke gået lang tid før Ahngel havde rejst sig og sat sig på gulvet overfor hende og havde fat i den finger splinten havde sat sig i. Han så koncentreret på den, dog endnu rolig og kold fattet. "Sid stille." sagde han roligt inden han knyttede sin anden hånd, dog ladende tommelfingeren og pegefingeren mærke imod hendes finger. Hans lange negle samlede sig stille om huden, hvilket nok ville gøre lidt ondt, menville man have den ud, måtte man være en stor pige. Ahngel lod kort sine ret lange negle sætte sig fast om den meget lille del af splinten som stikkede op over huden og løftede den stille fra huden igen, endnu ikke blinkende og med de røde øjne fast plantet derpå. Evalyn ville ikke kunne se hans koncentration. Hans hår dækkede hans ansigt fra hendes vinkel, så han virkede mere som et dyr uden ansigt i det øjeblik, hvis det altså ikke var for hvad han lavede.
"Det skulle nødig komme til at bløde."

Hun fulgte hans bevægelser nøje, og så ham tage fat i hendes hånd. Hun nikkede så svagt hun kunne, så man næsten ikke engang bemærkede at hun nikkede, da han sagde at hun skulle sidde stille.. Hun bed sig dog lidt nervøst i underlæben og kiggede ned på den lille splint, der havde boret sig ind i hendes hud. Lidt overrasket var hun, men samtigigt glad for at han overhovede gad at hjælpe hende med den lille splint. Hun lukkede samvilligt øjnene, da hans lange negle begyndte at gøre ondt. Dog sad hun så stille, som om man skulle tro hun var en statue, "Nej, helst ikke.." svarede hun så til hans bemærkning. Hun så mod splinten han holdte på, stadig siddende, som en statue, som om splintet ikke var ude endnu. Der var en svag lyserød kulør omkring det sted splinten havde siddet.

Ahngel rettede sig op og slap splinten ned under den planke hun havde vistret løs. Hans ansigt blev gen synligt efter han rettede sig mere op og kiggede dog stadig ned imod hvor han havde smidt den. Han vidste det ikke var rart at skulle til at slås med sult mere end han allerede gjorde, og han havde ikke brug for at have mere engleblod på hænderne. Organisationen ville forlænge hans dom. Han satte sig derefter tilbage på divanen med en elegant edderkoppelignende bevægelse idet han lagde hovedet lidt på skrå da han sad i en let mærkelig position der fik ham til at virke tyndere og mere som noget abstrakt end menneske. Han så stille på hendes finger.
Ingen bloduft uden for hendes hud.. godt.

Evalyn lagde langsomt hovedet på skrå. Hun havde stadig blikket rettet mod den svage lyserøde kulør på hendes finger. Lettet for at det ikke var begyndt at bløde. Hun sukkede lettet og sig falde bagover, så hun lå på ryggen, og så direkte op mod det mørke loft, "Ahngel.." mumlede hun så, "Har jeg jeg egentlig fået spurgt Dem om, hvad De overhovedet laver her, i dette forladte sted?" Overnattede han her eller hvad? I et sådan forladt sted.. Nu kom der jo faktisk heller ikke særlig mange ind i den del af teatret, hvor det var lukket, så det var nok derfor han muligvis havde lagt sig til rette på divanen herinde. Men der var jo mange andre steder han også kunne overnatte, hvis han havde råd.. Men det havde han nok. Han kom jo for en højerstående familie. De havde da penge, til forhold til hende selv..

"Jeg kan lide at sove steder hvor der ligger kultur i." sagde han stille. "Selvom musikken og sceneperformances er døde her, så kan jeg høre det når jeg sover." sagde han med et skævt smil og rettede blikket imod loftet. Han havde øre for det døde.. og det døde var overalt. Mange ville sige at det at høre stemmer var at folk var skøre, men... måske ikke?
Han så lidt på hende igen. Hun havde allerede sagt at hun ikke vidste hvad hun lavede her? Et underligt tilfælde at hun ville finde ned til depotet. Han havde været her mange gange uden afbrydelser.. men nu var det ikke så hemmeligt et sted længere. Han måtte nok finde noget nyt.

Hun satte sig lydløst op og så undersøgende på ham, "Så De har ikke noget sted at bo? Og hvad mener De med, at De kan høre det, når De sover?" hendes violette øjne så nysgerrigt på ham. Han var faktisk en virkelig interessant en at snakke med, selv om han var vampyr.
Hun syntes pludseligt at hun kunne høre nogle fodtrin og drejede sit hovede hen mod døren til depotet. I lang tid stirrede hun bare nærmest mod stedet, men det så ikek ud til, der var noget som helst derovre. Hun hvade nok hørt syner, hvilket fik hende til at trækek ligeglad på skuldrende og vende blikket mod den interessante Ahngel igen.

"Jeg har et hjem ja.. og samtlige lejligheder her i byen." sagde han og trak kort på skuldrene med en elegant bevægelse. Han rettede nakken igen så hans sorte hår kort bevægede sig og gled langsomt på plads om hans nakke og tindinger. "Jeg kan bare godt lide at befinde mig disse steder og med hensyn til at lytte til det, så tænk ikke for meget over det. Det er ikke fordi det er levende eller noget." sagde han så med et kort suk. At høre de dødes stemmer så ofte kunne godt gøre det svært at fraskille stemmerne, så nogengange ville de synge og spille på instrumenter.
Ahngel tav stille.

Evalyn så ned i gulvet, "Hvor mange af lejlighederne bruger De..?" spurgte hun stille.. Det var ikke sikkert Ahngel ville sige ja, til det hun ville spørge hende om, men man skulle da forsøge.. Efterhånden havde nætterne været ret så svære for hende. Hun ingen penge havde, hvilket jo ville så hun ikke havde noget sted at bo. Så hun overnattede udenfor de mest underligste steder hun kom til. Dog foretrak hun altid at ligge på jorden eller et eller andet fladt sted, og ikke en bænk som fleste hjemløse nok ville foretrække. Men tanken om at kunne ligge på noget blødt, som en seng og sove mere .. sikkert var en lettelse for hende. Hun kunne ligeså godt være uheldig og komme ud for et eller andet på et tidspunkt, men hun måske endda lå i søvn.. Hun kastede et blik hen på divanen.

"Jeg har 4 i den indre by og en enkelt ved skoven. Min faste bolig ligger dog i paris." sagde han så og betragetde hende stille. "Jeg bruger dem knapt men de er mest beregnede som nødløsninger. Man ved aldrig hvor man er inden solen står op, så det er bedst at have en del løsninger dertil." sagde han lidt ligegyldigt og rettede blikket imod gulvet igen inden han skjulte et gab med håndryggen. Blot en fli af hans makabre tandsæt kunne ses i det dunkle lys. Han sænkede hånden igen derefter og rettede blikket imod en enkelt lysstråle der kimede sig igennem de ydre planker.

Evalyn lod den ene fod køre henad brædderne, idet hun så mod den enkelte lysstråle, som havde fundet vej ned i depotet. Hun gav sig til at kigge lidt på den, som om den var farlig for hende, men smilede så et lille uskyldigt smil, "Har De noget imod, hvis jeg.. låner et af dem?" spurgte hun så med det samme uskyldige smil, imens hun lænede sig lidt fremad mod ham. Det forekom som et underligt spørgsmål, men det var hendes chance, så hun måske kunne finde et bedre sted at sove, end på de mest mærkværdige steder, som kirkegården eller hernede i teatret's depot, nu hvor han ville finde et nyt hemmeligt sted, da hun selv havde opdaget det. Men hun var jo en engel, og hun brudte sig faktisk ikke særlig meget om at overnatte sådanne steder, ikke medmindre hun havde en at overnatte med. Men en lejlighed, der havde hun vel ikke behov for at overnatte med en. Hun placerede stille hendes hænder omme bag på ryggen, og sendte ham to små bedende øjne, usikker på om det overhovedet ville hjælpe.

Ahngel lagde hovedet lidt på skrå med et tænkende blik. "Det vil jeg lade komme an på en prøve, hvis De tillader." sagde han og rettede sig lidt op. Han strakte sin arm hen imod hende og ventede på hende bekræftelse. Prøven var uvis og han ændrede ikke tone i hans blik eller udtryk. "De behøver ikke gøre noget." sagde han så og så stille på hende. Han skulle selv tjekke det. Hun var trods alt en engel så det ville undre ham hvis hun ikke lå indenfor kategorien, nu hvor noget andet har blokeret hendes død. Der måtte være noget, men han kunne ikke give hende asyl før han var sikker.
Trods alt var det dem lejlighederne var bygget for. Normalt var han der aldrig alligevel.

Evalyn kneb øjnende undrende sammen og gik hen til ham, "Hvilken prøve, om jeg så må spørge?"spurgte hun så og lagde selv hovedet på skrå. Hvad mente han dog med en prøve?
Hun nikkede lidt og trak lidt i den ene mundvige, og kørte en hånd gennem hendes hår, for hun fastsatte den nedad siden af hendes krop, og stod stille. Nej, hun anede ikke hvad prøven gik ud på, men hun skulle åbenbart ikke gøre noget, så hun stod bare stille uden at lave en eneste lyd.
Der gik dog ikke lang tid før hun åbnede munden for at sige noget:
"Mmh.. Hvor lang tid den tager den?"spurgte hun.

Ahngel havde ikke i sinde at forklare det. Han svarede ikke men bøjede sig frem imod hende, så hans mund ikke var langt fra hendes hals. "Det er snart overstået.." sagde han stille. Han bed dog ikke, men lod bare til at observere hende. Så på hendes blod igennem huden på hendes hals idet han lagde hovedet lidt på skrå. Han hvislede derefter et eller andet uhørligt også selvom han var tæt på hendes øre. Han mærkede stikket rigtigt nok og smilte dystert hvorefter han rejste sig.
"Tag hytten i skoven til dig. Jeg bruger den ikke." sagde han så og nikkede til hende. Rigtigt nok. En der skulle bevares, selvom han egentlig mest havde lyst til at æde af hende efter at ha været så tæt på hendes blod.

Evalyn kiggede med halvslørede øjne på ham, "Hvad er det De laver?.." spurgte hun så. Havde han i sinde at bide hende? Det håbede hun ikke. Hun havde godt nok ikke prøvet nogle ligendne før, men hun havde stadig ikke sådan lyst til at prøve det.. Nogen sagde det var dejligt, og man kunne slappe af, og og nogle sagde bare det var ubehageligt.. Hun så lettet på ham, da han endelig trak sig tilbage og hoppede på stedet, "Mange tak, Ahngel" smilede hun så og nejede for ham, samtidigt med at hun trak lidt op i kanterne på sin gule kjole, som en rigtig prinsesse. Ja, hun var virkelig lettet.. Hun skulle bare lige finde hytten først, men det var forhåbentligt ikke så svært.

Ahngel nikkede kort og stak sin hånd ned i lommen på den lange frakke. Han fiskede en enkelt nøgle op uden rem eller kæde. Bare en simpel lille metalnøgle. Han gav hende den med et køligt udtryk. "Her." sagde han så og nikkede til hende.
"Jeg ville gerne vise Dem det nu, men jeg kan ikke gå ud imens solen er på himlen." sagde han og lagde hovedet lidt på skrå. Han måtte vente til aftenen eller lignende medmindre han ønskede sin hud brænde op fra solens pokkers stråler. Han så derefter lidt på hende igen. "To ikke at jeg uddeler lejligheder for at være flink. Jeg har pligt til det." sagde han. Dog nikkede han igen da hun nejede.

Evalyn tog fat omkring nøglen og tog den til sig, hvor hun kort gav sig til at studere den lille metalnøgle. Hun nikkede lidt og gik så hen til den divanen og satte sig ned ved siden af ham. Hun ville trods alt ikke stå op hele tiden, og hun havde umiddelbart ikek andet at tage sig til ligenu. Hun kastede et enkelt blik ned på hendes hånd, der hvor splinten havde siddet, og hvor der før var et en lyserød kulør efter mærket, men nu bare var forsvundet.
"Så må vi vel vente, så du hænger nok på mig lidt endnu.."sagde hun stille og skævede en smule til ham.