Asyl //Evalyn//

Ahngel var stille og så ret frem for sig, som om han blot havde en stirreplet men at hans tanker var et helt andet sted. "Det gør mig intet." sagde han så og nikkede uden at se tilbage i en tid. Han hørte nøglen imod hendes hænder. De bittesmå lyde som ikke mange ville kunne høre. Der var altid lyde. Stilhed fandtes ikke i hans verden.. jo.. der fandtes en slags stilhed og det var hvad han elskede. Når de holdt op med at bevæge sig. Når fødderne udenfor ikke længere kunne høres og man var sikker på at vedkommende ikke længere var tæt på en.
Himmelsk stilhed.

Evalyn lagde nøglen i hendes bare hånd, da den fungerede som den eneste slags lomme for hende. Hendes kjole havde ingen lommer, og tasker bar hun aldrig rundt på.. Hun nikkede og smilede så roligt til ham, idet hun lagde sig ned i divanen, da han stadig sad op, og stirrede frem for sig. Hun var løbet tør for ord, og lukkede så bare øjnene. Ja. Hun måtte vente til solen gik ned, så han kunne bevæge sig udenfor, så han kunne vise hende hyttens præcise tilholdssted. Og hun havde ikke noget imod at vente, faktisk måtte der ikke være lang tid til solen endelig gik ned. Hun sukkede svagt og gav sig til at slappe af.

Ahngel knejsede nakken lidt og så op imod loftets nagler og render som brædderne i gulvet ligeså besad som billeder og årer som træets blod ville strømme igennem. Ahngel smilede stilfærdigt for sig selv idet han lugtede at fugten var begyndt at tage til og natten snart ville falde på. Han lagde hovedet lidt på skrå. Disse øjeblikke tog tid.. lang tid. Hans bevægelser var langsomme som var det slowmotion og hans bevægelser let makabre og abstrakte da han allerede var så tynd at det nærmest så surrealistisk ud for dem begge.

Hendes vejrtrækning var langsom og rolig, så man skulle tro at hun var faldet i en dyb søvn. Men hun sov ej ikke. Hun var til stede i depotet, og alligevel ikke. I en form for verden lige imellem, hvilket ville sige at hun kunne høre, hvis der kom nogen, og ville vågne ved den mindste bevægelse. Der var stille. Faktisk meget stille. Man skulle ikke tro at der faktisk også var en anden til stede. Men Ahngel var trods alt vampyr, de var bare lydløse ligemegt hvad, medmindre de selv ville larme. Gadvide hvordan det egentlig var at være vampyr..

Efter en rum tid uden lyde fra Ahngel rejste han sig endelig op og så lidt på hende. "Solen er bag horisonten nu. Vi kan gå ud." sagde han ret præcist som om han i al den tid havde siddet og beregnet det i hovedet. Ganske rigtigt var himlen i en aftagende lysblå udenfor og solen kunne knapt antydes.
Ahngel gik hen imod døren og tog let i håndtaget efter at have rettet på sin lange frakke der med flænset bund strøg hen over det støvede gulv, dannede en midre tåge derinde. Han lod ikke til at bemærke det.

Evalyn åbnede øjnene, da Ahngels stemme kunne høres i depotet. Hun satte sig langsomt op og strakte armene, før hun hoppede op fra divanen, hvor hun derefter satte efter ham, med en kort og mild hoste efter den mindre tåge, som støvet nede på gulvet havde dannet. Efter at Ahngel havde åbnede døren, smuttede hun ind foran inden han trådte ud, så hun kunne løbe udenfor. Og ganske vidst, havde han ret. Der var ikke nogen sol at se, eller en alt for skarp himmelfarve. Himlen havde beklædt sig i en lidt mørk lysblå. Hun keb øjnene lidt sammen, efter alt den tid, med dem lukkede og indåndede den kølige aftenluft.

Ahngel trådte stille ud og lukkede døren med et klik bag sig. Han skævede kort til depotets åbning inden han fortsatte udenfor. Han lagde hovedet let på skrå og så imod himlen. Det var atter ret lyst for hans sarte øjne, men det skulle nok gå. Han drejede om og begyndte at gå imod skoven, som kunne ses let over hustagene på grund af den dallignende form som Terre området havde.
"Kommer du Mademoiselle Evalyn?" sagde han stille og kiggede kort bagud idet han var kommet et godt stykke foran hende nu. Skoven ville starte ikke langt fra dem. Da skulle de gå et godt stykke ind. Ahngel smilede dystert.

Evalyn så smilende op i himlen, før hun vendte sig mod Ahngel, der allerede var et godt stykke foran hende, "Jeg er skam langt foran dig" drillede hun så og forsvandt kort i et lysglimt, hvori hun var stående i en yndig hvid kjole. Hendes røde hår havde fået en lilla kulør, og gik hende til maven,hvori hendes violette øjne ikke spor havde ændret sig. Dog ved hendes skuldreblade var nogle vinger udvokset. Ikke fjerbklædte, men lignede en form for støv. Hun lod en hånd glide ind igennem dem, og efterladt på den brugte hånd lå noget englestøv. Hun smilede mod Ahngel, og lettede så lydløst fra jorden og fløj op ved ham, og længere endda og landede på jorden et godt stykke foran ham, og lod de støvagtige englevinger baske mildt, så det dryssede en anelse med det såkaldte englestøv. Hun lagde hovedet let på skrå, og kiggede på ham.

Ahngel skævede kort til hende. Tja.. det ville vel være hurtigst at flyve ville det ikke? Han stoppede brat op og så lidt frem for aig inden han tog sin jakke af og derefter lod han sine lange fingre glide hen over kanten på den sorte skjorte, hvorefter han begyndte at knappe den op med et udtryk, som om det var noget han hele tiden gjorde og at det var fuldkommen normalt bare at smide tøjet i al offentlighed. Han havde dog tænkt sig blot at smide hvad der bandt hans torso. Han ønskede ikke at flå flere trøjer på hans transports bekostning. Bare fordi man havde mange penge behøvede man ikke at sløse med det hele.

Evalyn stod kort og måbede og vendte så ryggen til ham, "Hvad er det, du laver?" spurgte hun så, og så mod skoven. Hun baskede en del med sine vinger igen, og endnu mere støv dryssede ned på jorden. Nu var det efterhånden også blevet noget mærkere end før. Hun lod den ene fod glide lidt frem og tilbage af de brosbelagte sten. Havde han tænkt sig at klæde sig af? Hun rystede lidt på hovedet. Det havde han vel ikke. Hun vendte sig atter mod ham igen, med et fortvivlet blik i hendes øjne, idet hun trak lidt i sin venstre mundvige. Hvad havde han dog tænkt sig?

Han vendte sig halvt om og så på hende med et tomt blik. Let uhyggeligt kunne man godt sige. En rød dyrisk farve der ville få det til at løbe koldt ned ad ryggen. Et skævt sarkastisk smil kom dog frem inden han vendte sig igen og trak den mørke skjorte af sig, afslørende en flot overkrop, men desværre var den mærket. Meget mærket. Han havde ar nærmest overalt på ryggen og på sit øvre torso. Dog var de gået iet med den marmorhvide sølvlignende hud, men det kunne endnu ses.
"Bare rolig. Jeg har ikke tænkt mig at blotte noget." sagde han køligt inden en ulækker lyd kom fra hans ryg af. Huden begyndte at deforme hvor der allerede var to aflange ret friske ar. Vævet brækkede og ud knækkede to store sorte vinger, som havde han en ravn inden i sig. Blod og fjer faldt til jorden idet han slog et slag med dem og løftede sig selv over jorden.

Hun rettede blikket mod hans øjne, så hun rigtig kunne se dem, efter en del overvejelser. Blikket var tomt, udover den dyriske farve, faktisk fik hende til at få kuldegysninger. Hun smilede et lille smil, før smilet forsvandt igen, da han trak skjorten af sig. Først troede han havde tænkt sig at smide sit tøj, men hendes tanke blev afbrudt af hans stemme.
"Du læste min tanke. Og det er jeg glad for.." sagde hun stille, med en lidt rystede undertone. Hendes blik var fæstnet på de mange ar hans overkrop besad. Hvordan havde han fået alle dem? Han var vel en der havde begivet sig i mange problemer, så kunne han vel også finde ud af at forsvare sig? En lille tanke passerede hende før hun hurtigt vigede blikket bort fra ham, da blod og væv kom til syne. Hun fik først en kvalmende fornemmelse, men da hun ikke kiggede mere var den forsvundet. Dog lød der en ulækker lød, som godt kunne få hende til at kaste op. Men det gjorde hun ikke.

Ahngel bukkede sig lidt fremad med et kort støn idet det havde været ret så smertefuldt, men det var så også bare det. Smerte var bare et tegn på at man endnu ikke var død. Ergo et tegn han sagtens kunne bruge.. Derimod var følelsesløshed noget han frygtede... Han så imod hende. "Jeg antager at det går hurtigere på denne måde." sagde han så. Vingerne gav et sidste knæk fra sig idet det yderste vingeled lod sig brække på plads.
Et kort undrende blik kom fra ham idet han mærkede hendes ubehag. "Jeg beklager.. men en død engels vinger er ikke et smukt syn." sagde han og skævede til hendes egne vinger. Han så tænkende ud et øjeblik inden han satte af. Selve springet aftog godt og vel 3 meter idet han slog vingerne ud og så ned på hende.
"Det er hurtigere på denne måde."

Evalyn nikkede blot til ham, som vist på at hun var enig, med det han sagde. Men hun havde langtfra forventet at se en vampyr have sorte dødsengle vinger. Hvordan idet hele taget?..
Han var jo vampyr, og ikke en engel, så hvordan kunne han bære på disse vinger? Efter hendes mening burde fremmanelsen på vinger, heller ikke virke smertefuldt, med en engel.. Ahngel.. Navnet lignede jo også det engelske navn for Engel, ved jo var Angel, så måske var der en forbindelse. Men hun forstod det stadig ikke, og kiggede bare på ham, som om hun måske bare havde manifesteret det hele? Nej. Han var ægte nok. Hun lagde let hovedet på skrå, "Hvad mener du med en død engelsvinger, og hvor har du fået dem fra?" spurgte hun så ligeud, med en lidt spids undertone, "Og hvordan har du fået så mange.. ar?". Naturligvis skulle hun spørge om dette, men det var jo heller ikke sikkert han ville svare på hendes spørgsmål, med stædig var hun også, så hun ville nok forsøge mere end én gang, hvis han ikke svarede på nogle af hendes spørgsmål angående hans vinger og ar.

En kort skulen kom fra Ahngel idet hun spurgte ham om disse to fakta.. Egentlig var det noget mærkeligt noget med hans vinger, men han vidste nu godt hvad det var...
"Trofæet for at æde en ærkeengel." sagde han meget kort og så væk.

Blodet flød på det mørke gulv og vægten fra hendes var efterhånden svært bærelig.. hun sank sammen.. forvandt i hænderne der ivrigt klamrede sig til det allerede døde korpus. Krystal blev til sten og tårer blev til aske. Symbolet for en af de helligste væseners død.. aldrig vil ravnen slippe taget om eder. Aldrig ville smerten stoppe igen.

Ahngel tav stille og så på hende igen. Hans røde øjne flammede kort op igen efter de havde i en tid været dybrøde.. symboliserende hans sindlige tilstand.. Tænkende og fordybet i minder. Hun nævnte ligeså hans ar.. Et kort skeptisk smil kom ind over hans hvide læber.
"Bare fortid."

Evalyn kneb øjnene lidt sammen, "Ærkeengel?.."sagde hun meget svagt. Havde han taget livet fra en ærkeengel? Tanken gjorde hende på en underlig måde en smule svimmel. Hun baskede let med vingerne, og lettede så fra jorden, og fløj op til ham. Hun holdte en hånd ind under hendes vinger, så englestøvet dryssede ned i hendes hule hånd og rakte den mod ham, som om hun ville give det til ham. Hun åbnede munden og pustede ud, så støvet fløj over ham, og satte sig på hans vinger og krop.
Hun havde bare fået en lyst til at gøre dette, og hvis han nu kiggede ned af sig selv, ville han ganske simpelt glimtre. Om han brød sig om det, tænkte hun ikke over. Hun lagde hovedet lidt på skrå og baskede med vingerne, inden hun fløj mod skoven.

Ahngel veg kort væk fra hendes lille angreb med støvet som var hun en fe eller noget i den stil. Han så kort ned af sig med et tænkende blik. Ganske rigtigt glitrede hans velskabte overkrop den smule fra støvet. Han så kort på hende med et tænkende blik.
Et kort hævet øjenbryn kom frem men derefter et ligegyldigt smil idet han slog et slag med vingerne og bevægede sig igennem luften imod skoven, hvor træerne begyndte at ophobe sig. Det med ærkeenglen.. Det var hendes egen pokkers skyld!! .. Hun kunne bare ha holdt sig væk. Hun kunne bare lade være med at få det barn med den satan! .. Det var hendes egen skyld. Hun bedte om det. Hun græd for det. Og nu var barnet også døende..
Ahngel så tænkende tilbage for at se om hun var med.. Forhåbenligt var hun fuldt efter ham.

Evalyn så sig en enkelt gang tilbage over skulderen, og hævede kort det ene øjenbryn over hans tilbagetræden fra støvet. Well. Nu mindede englestøvet også en del om det feer's vinger var beklædt med, men hun var absolut ikke en fe. Hun havde bare sådan nogle vinger. Hun smilede glad og bemærkede han pludselig var en del foran hende, og øgede farten, så hun fløj op ved hans venstre side. Hun rettede roligt blikket mod skovens trækroner, som meget hurtigt nærmede sig nu.
Evalyn lavede nogle smut trick's i luften og drejede rundt om sig selv, som en skrue i luften, idet et træ kom i vejen for hende. Hun drejede ud til siden, så kun venstre side af hendes vinge berørte træet, dog uden træets grene lavede nogle skade, da den bare gik igennem vingen, som om der slet ikke var noget. Hun så hen mod endnu flere træer. De var allerede ved skoven.

Ahngels flyvning var ikke så nem overhovedet. Vingerne var store og virkede mere som en mørk fugl end en engel. Engle var vægtløse nærmest i luften, hvorimod han måtte tage store flydende tag med knoglerne i vingerne hver gang.. Engle.. et underligt fænomen, men alligevel var der noget der fik ham til at lægge blikket ned på jorden og se på sin egen skygge. Vidste man ikke bedre ville man direkte tro at han intet andet var end en mørk engel. En flyvende død.. Udstødt fra himmelen..
Egentlig så var der jo den gamle historie om hans familie. De faldne engle. Vampyrene fra Mort De Sang.. Frankrigs øverste og dog.. Fangede som konger på skakbrættet. Var det kun Ahngel der havde set pdet på den måde? Var han den eneste der nogensinde havde haft en tankegang der ikke stemte overens med andre vampyrers.. Var han.. unik?

Evalyn smilede stolt op til himlen. Godt nok troede hun ikke fuldt fast på at der fandtes en gud netop deroppe, for ligemeget hvor langt man end ville flyve eller søge derop ad, ville man kun finde massevis af skyer, og til sidst nå universet. Måske fandtes der en syvende himmel, som hun ikke selv hade besøgt, og dog måske havde alligevel, uden nogen erindring fra stedet. Hun sukkede mildt og sendte ham et skævt smil, "Ahngel.. Hvordan blev du egentlig vampyr?" spurgte hun og fløj rundt omkring ham i fine, små cirkler, mens hun afventende et svar fra ham.
I et kort øjeblik havde hun faktisk lyst til at sætte sig på hans ryg, bare for at slippe for at flyve længere, og for at drille ham lidt? Hun var åbenbart blevet lidt legesyg. Men hvad så, hun var også ung endnu, og ville altid være det, så det hørte med, hvis man var sammen med hende.

Ahngel lyttede stille til hende, men hans flyvning blev ikke det mindste forstyrret af hverken hendes distraherende bevægelser eller det faktum at hans tanker rettedes imod hende igen i stedet for at kontrollere monsterravnens rygparti der stadig bevægede sig fra arrene i hans ryg.
Et kort heh-smil lod sig igen placere og brede sig i en tid inden det igen slukkedes som et sterinlys.. dog var essensen der stadig.
"Jeg har aldrig været menneske. Jeg er en fuldblods." sagde han så. En afstamning fra de originale vampyrer. Dem der i sin tid startede smitten for racens overlevelse.. Der var ikke mange af de slægter tilbage. Et halvt dusin til en halv snes ca. Ikke mange. Deres blod var efterhånden en sjældenhed.
Endelig aftog han i højde og landede på benene meget præcist og elegant. Vingernes spidser lod sig stryge imod skovbundens sorte muld og planterester. Han så hen på Evanlyn igen derefter. Pokker tage at han ikke ville kunne. Hendes blod hamrede som trommer i hendes krop for Ahngels følsomme ører.

Evalyn så på ham, med et ret så forvirret blik, og fløj ned efter ham, og landede næsten ligeså elegant på jorden, som han gjorde. Hun smilede og lavede en lille pirouette, før hun vendte opmærksomheden mod ham, med det selv samme forvirrede blik, "Fuldblods? Så du har ikke nogen skaber?" hun trak tænkende i den ene mundvig.
"Er hele din familie så fuldblods ligesom dig?" spurgte hun nysgerrigt. Så det var fuldblods som ham, der havde startet arten vampyrer..
"Men men. Selv om du er fuldblods, så burde du jo have en skaber. Har satan så ikke skabt dig?" spurgte hun og fugtede sine læber. Nogle engle skulle eftersigende være bange, for at nævne satan, men Evalyn havde selv ikke nogen frygt for det navn.
Hun var helt oppe at køre lige nu. Af både ren nysgerrighed og længslen til at løbe rundt, som en eller anden mærkværdig hyperaktiv unge.

Et roligt, dog stadig dystert smil kom frem over Ahngels mine. En skaber spurgte hun om. Åh han havde en skaber og så i den grad, men på den måde hun troede det på var anderledes.
"Jeg har en fader." sagde han så. "Han må være hvad du mener som skaber." sagde han så og skævede til hende igen. "Men.. du kan også kalde ham for satan hvis det er det man ønsker at tro." sagde han så. Langsomt begyndte hans vinger igen at bevæge sig. At trække sig tilbage ind i huden. De knækkede mange steder som brækkede knoglerne over, men Ahngels ansigt var stilfærdigt, som var det en frihed for ham at få det i orden igen. At få dem ind igen og lade dem hvile på den måde. Hvert eneste vingetag havde været en pine.
han så igen på Evanlyn.
"Men ja.. hele min slægt er fuldblods. Den mandlige del."

Hun trippede lidt på stedet.
"Nej. Så vil jeg hellere kalde ham for din fader, end satan?" sagde hun. Nærmere et spørgsmål, end et svar.
Hun hoppede lydløst hen foran ham og lænede sig lidt frem, imens hun hævede sig, ved at stå på tæer. Dette hjalp naturligvis ikke, da han stadig var en del højere end hende, "Kan den kvindlige del, da ikke være fuldblods?" sagde hun spydigt. Kvinder kunne da ligeså godt være fuldblods, som mændende?
"Hvor mange har du forvandlet? " spurgte hun så uskyldigt og rettede sig tilbage i sin rigtige stilling, så noget af hendes højde forsvandt, da hun stødte ned på hælene igen. Underligt spørgsmål ja, men hun stillede det skam.

"Kvinder kan skam være fuldblods.." sagde han så. "Men dem i vores række er ikke. Det er drengebørnene der tæller der og kvindernes gener bliver ikke en del af dem. De er bare mødre." sagde han så. Han så væk da han egentlig ikke gad til at tale om hans moder eller den satan til en far.
Han bevægede sig stille igennem skoven og undveg med elegance alle de små uregelmæssigheder som sten, grene og huller, som om han selt ikke behøvede at se på dem for at vide at de altså var der. Det mindede ham om en anden skov han havde færdes i. En bekendt skov.
Han skævede til hende igen med et ulmende rødt blik. "Er det ikke lige personligt nok at spørge mig om?" sagde han så og vendte sig igen helt imod hende, stadigt gående, blot langsommere og denne gang baglæns, men mindte med samme nøjagtighed og skønhed i sine trin. "Jeg har forvandlet meget få." sagde han så. hans blod var ikke mindst dyrebart og skulle ikke spildes på at skabe flere vampyrer. Det lå ikke til hans anliggende overhovedet.