Work...it's a secret (Akumu)

Tid: Aften
Sted: I udkanten af Terre
Vejr: Køligt, lidt vind
Omgivelser: Lejligheder, butikker, tændte lygtepæle

_____________________________________

Døren til S.K's hovedkvarter (som faktisk bare var et lille, rum til få penge) blev langsomt åbnet indefra, og Starlet trådte stille ud på opgangen med en ung mand lige i hælende. Manden så indgående på drengen der gik og knappede sin trøje, uden så meget som at sige noget, intil de kom helt ud.
"Tohundrede." Lød det lavt fra Starlet, som rakte sin ene hånd frem mod manden som lagde et par sedler i hans hånd. "Det har været en... udsøgt fornøjelse at handle med dig." Sagde manden med et smørret smil og et beundrende blik, før han drejede om på hælen og gik vidre hen af den tomme gade.
Der lød et kort suk fra Starlet, som lænede sig op af dørkarmen mens hans tågede blik var rettet ligeud. Hvor var de ord dog depri at høre på!
Starlet tog sig til hovedet og rettede sig op. Han burdte vel også se at komme vidre... Han tog et skridt ud mod gaden, men faldt med et lavmældt støn op af muren igen. Perfekt!
Starlet lod sig glide ned af den kolde mur, så an tilsidst sad på jorden og gemte ansigtet i hænderne. Nu ville hans forældre sikkert spørge hvis han kom hjem sådan!

En dyster og høj skikkelse kom roligt vandrende hen ad de menneskefyldte gader. Man lagde tydeligt mærke til ham med hans sorte lange frakke, hans mørke halvlange hår som delvist skjulte de endnu mørkere og gådefulde øjne. Huden var lys og næsten hvid imod det sorte hår, som sad som malet på ham. Denne vampyr gik under navnet Akumu -mareridt. Han stoppede kort op og lod sit årvågne blik glide hen over menneskemængden, roligt og fattet. Underligt nok fæstnede det sig på en dreng længere borte... Han så ikke ud til at være ældre end... 16-17 år? Akumu hævede svagt undrende det ene øjenbryn, da drengen med ansigtet gemt væk i hænderne. Tydeligvist frustreret over et eller andet. Men det vedkom vel ikke Akumu. Han fortsatte videre, men da han skulle til at passere drengen, kunne han ikke dy sig og stoppede op. Vendte sig om så han stod med front med drengen som sad op ad muren. Drengen havde tydeligvis ikke hørt ham, og Akumu overvejede stadig, om han ikke bare skulle vandre videre og glemme ham... Han sukkede opgivende.
"Godaften" lød det fra hans bløde glatte stemme som straks søgte imod drengen og snoede sig om ham og holdt ham i sit usynlige greb. Et svagt - kun liiige akkurat tydeligt smil spillede over Akumu's læber imens han betragtede drengen.

Starlet rynkede kort på næsen da han hørte noglen stoppe op foran ham og tale til ham. Han-køn. Hvis ham manden var kommet tilbage for at få mere så måtte han kraftedme bestille en tid!
"Hør, du har fået! Je-" Han nåede ikke at sige mere, før han løftede blikket og opdagede et nyt ansigt.
Han spærrede kort sine tågede øjne op mens han betragtede den ret så kønne mandsperson foran sig.
Sådan sad han i en tid, bare stirrede på ham med sine tågede, blå øjne, betragtede ham indgående. Han hår, hans ansigt, hans...smil.
Åh, nej... Starlet kom tilbage til virkeligheden ved et ryst på hovedet, hvorefter han vendte sit ansigt ned mod jorden.
Han kunne mærke varmen stige op i kinderne, hvilket betød at hans kinder sikkert var helt lyserøde nu. "Hej." Lød det så fra ham, med sin lave stemme.
Hvor pinligt... han havde snakket sådan til en komplet fremmed!

Akumu hævede begge øjenbryn da den ret så grove tone kom fra den sammenkrympede dreng. 'du har fået.. Akumu lod det ene øjenbryn falde så han så lettere skeptisk og undrende på ham. Hvad end personen havde fået fra drengen, lød det ikke til at behage ham. Tvært imod. Akumu's blik blev mildere da drengen gav sig til at... beundre? Akumu. Hans smil vendte atter tilbage, nåede dog aldrig op til øjnene og blev i sidste ende underlig...livløst. Da drengen rødmede og slog blikket væk og mumlede et forlegent hej, kunne Akumu bedre følge med. Han havde ikke lignet en irriteret og særlig barsk person som han havde siddet dér med ansigtet begravet i hænderne. Havde tværtimod set ulykkelig og... skrøbelig ud. Akumu lagde hoved svagt på skrå "Fryser de ikke?" spurgte han, hentydende til det kolde fortorv, og den kølige aften. Akumu havde for længst opfattet at drengen foran ham var af menneskeracen. 37 grader og uden overnaturlige kræfter. Den laveste race af dem alle. Akumu blev stående og så utryksløst, og dog en smule afventende på ham. Det var vel såmænd ikke et rigtigt forsøg på at starte en samtale... bare et uskyldigt spørgsmål, som han hurtigt kunne trække til sig, hvis drengen ikke ville i kontakt med ham. Det var der nok ikke mange der ville, med Akumu's mørke og svagt uhyggelige udseende.

Starlet lod blikket glide hen på den unge mands ben, han kunne ikke lide øjenkontakt... men alligevel ville han så gerne se, mærke, føle! Han lavede en irriteret grimasse før et lavt suk lød fra ham.
"Nej... jeg sidder altid sammenkrøbet på jorden og lider!" Sagde han sarkastisk, med sin lave stemme. Det var ikke noget han gjorde med vilje, noglen gange var han bare grov i munden, uden at vide det...
Han slog håndfladerne mod murens overflade og skubbede sig selv op med lidt besvær i starten. Han lod sig støtte op af muren lige i starten, men tog så et skridt mod den unge mand.
"Du må bestille en tid, li'som alle de andre, eller betale ekstra..." Sagde han lavt, i den tro at han var en af dem som opsøgte ham på grund af hans arbejde. Han vendte sig væk fra ham og skulle til at gå op i opgangen igen, men fandt det bedst i at høre svaret. Tænk hvis han tog fejl.

Akumu smilte skævt ved drengens ord. Lidt glød var der i den skrøbelige skikkelse. Akumu lod undersøgende blikket studere drengens krop for at finde ud af hvad han fejlede. Søgte efter skræmmer eller lignende, men nåede ikke frem til nogen ved brug af almindelig syn. Akumu ville i første omgang hjælpe ham på benene, da det så særdeles besværligt ud, men trak hænderne til sig. Det ville være lidt for... nærgående. Og så endda imod et almindeligt menneske! Akumu undrede sig kort, hvorfor det egentlig var han stod foran dette svage menneske og søgte kontakt, istedet for at suge ham tør for blod. Akumu virrede irriteret med hoved af alle de omsværmende tanker, som ellers ikke plejede at gå ham på. Han så først en smule forvirret mod drengen da han talte. Bestille t... Noget gik pludselig op for ham, og han trådte en smule overrumplet et skridt tilbage, men stirrede dog bare udtryksløst på ham. Overvejede situationen, før et svagt og underligt....mildt smil gled ind over hans læber. "Tror de ondt om alle dystre typer?" spurgte han og så mod drengens ryg. "Det ville vel være det samme som jeg regnede dem for svag..." sagde han en smule pirrende, og afventede drengens reaktion. Det var faktisk ret så sørgeligt at se hvor grusom menneskerne var. Se dette åbentlyse eksemplar... Men det rørte ham ikke synderligt. Dén slags hørte til følelser, og dem nærede døde som ham selv ingen af.

Starlet vendte ansigtet til siden og så på ham ud af øjenkrogen. "Det har ikke noget at gøre med om du er en dyster type, eller ej. Du er en dreng... Du stoppede op og talte til mig her, det ville være unormalt hvis jeg ikke troede det." Forklarede han lavt og så på ham med et tomt blik.
"Ville du, eller ej?" Spurgte han lavt og fik pludselig et ligeglad ansigtsudtryk.
Han havde brug for pengene, og opmærksomhed var ikke noget han ellers fik i sin af sine forældre eller dem i skolen, så det her var den bedste måde at få begge dele på... ihvertfald for ham, og han var jo så vant til det nu. At sælge sin krop for noget så ligegyldigt som penge var blevet alt for hverdags-agtigt for ham.

Akumu betragtede ham tavst og lyttede til hans begrundelse. "De lever i en meget forskruet verden..." Sagde han blot toneløst. Han vidste godt at der var mange der havde det ligesom drengen foran ham... måske endda værre... Men det var stadig en fuldstændig forfærdelig forkert måde at.. leve - hvis man kunne kalde det, sit kostbare dødelige liv på. Den sidste kommentar kom hverken som et chok eller overraskelse for ham. Han smilte blot skævt og underlig... medlidenhedsfuldt, som om drengen ikke anede noget som helst. "Jeg takker nej..." svarede han og så fortsat på drengens profil med sit gådefulde blik.
Han betragtede ham og kunne til sidst ikke dy sig "Hvad fejler de?" spurgte han hentydende til drengens åbentlyse 'skader' eller smerter. Ikke fordi han var synderligt interesseret... bare... nysgerrig over hvad der havde forudsaget dét... Men han var pludselig ikke så sikker på om han ville vide det.

Starlet rykkede kort på sig, så han igen stod med ryggen op af muren, efter mandens svar. Et spørgsål kom. Et spørgsmål han var blevet stillet mange gange ovre i skolen og enda derhjemme når hans forældre endelig lagde mærke til hans halten og til hans smertens støn. Hans tågede, blå blik blev rettet mod ham, men han så ham stadig ikke i øjnene. Han så istedet på hans brystkasse, det var tættere på øjnene end før og meget lettere for ham selv.
"Jeg fejler skam ikke noget..." Sagde han lavt og førte en enkel grå/blå hårtot op bag sit øre så hans sorte piercing kom til syne.
"Det... kommer meget let til at gøre ondt når man arbejder som mig." Han forsøgte at sige det så fint som muligt. Manden lod til at være ret fin, når han nu sagde De og Dem og Starlet regnede med at han vidste hvad han mente når han nu sagde ondt.
"Men tilbudet står åbent, og nu ved du hvor du kan finde mig." Han nikkede kort opad, mod noglen få vinduer der var i muren.

Akumu havde allerede gættet sig til hans svar, og betragtede blot de tågede øjne drengen bar. Som var de forsejlet af hans livs uforglemmelige minder... mindre gode minder. Akumu betragtede den spinkle skiggelse foran ham og kunne ikke lade vær med at drage et svagt, lydløst suk. Kunne faktisk kun ses på hans brystkasses markante hævelse, og derefter sænkelse. Akumu's fjerne blik blev placeret mod vinduerne over dem. Vendte derefter atter blikket tilbage på drengen, som han stadig ikke havde fået sat navn på. Hævede derefter svagt det ene øjenbryn.. det kunne ikke helt bedømmes om han så skeptisk eller drilsk på drengen. Det var nok en god blanding. "Undskyld... Men sagde de ikke for et kort øjeblik at der skulle bestilles tid?..." Et svagt smil voksede på Akumu's læber "Eller er dette tilbud så meget anderledes fra alle dine andres?" spurgte han og lænede sig til den ene side, og delte det meste af vægten over på den ene fod, alt imens han betragtede drengen.

Starlet smilte svagt mens hans blik stadig var rettet mod hans brystkasse, som havde han noget andet i tankerne (hvilket han også havde). Han hørte dog tydeligt hvert et ord. "Bestil tid, eller betal ekstra." Sagde han kort, mens han trak vejret langsomt og tungt. "Det ville også være andeledes... Ville du ha' gjort det hvis du ikke havde behøvet at bestille tid?" Spurgte han lavt og lagde hovedet en smule på skrå mens han så på ham med et drillende blik.
"...Eller hvis du ikke behøvede at betale noget som helst..." Lød det så svagt fra ham. Han så nærmere tænkende på hans brystkasse, som var han døset hen og var i sin egen, lille verden.

Akumu lagde armene over kors, og lod fortsat sit delvist skjulte blik, hvile på drengen. "Hvad får dem til at tro det ville have været så anderledes..?" spurgte han og trådte langsomt nærmere. Et svagt smil begyndte lige så stille at tage styrke på hans læber "Vil de da have mit... såkaldte 'selvskab' så meget?..." spurgte han og gengældte det drillende blik og så overvejende på ham.
Der blev lagt et slør af stilhed over dem for en stund, imens de betragtede hinanden.. eller, det gjorde Akumu i hvert fald - betragtede drengen, med sit kølige blik. "Er de bange?..." spurgte han derefter underligt pludseligt og stirrede udtryksløst på ham, fuldstændig uigennemtrængelig. Hans næsten farveløse øjne, som lå henlagt i skygge stirrede uforudsigelidt på drengen foran sig. Dog sad det gådefulde, svagt tilfredse smil fastlåst over Akumu's læber, og gjorde ham underlig ulæselig.

"Det ville have været anderledes på så mange måder... du ser ud til at have stolthed, hvilket de fleste af mine kunder ikke har, mystik, som ingen af mine kunder har og...noget jeg ikke kan sætte fingeren på...nej, jeg er ikke bange, jeg er fasineret...jeg er nyskerrig, det besvare vel også det, at jeg vil have dit såkalde 'selvskab'?" Han sagde det hele i én sætning, men han holdte sin stemme nede, så det næsten lød som en hvisken.
Han så fortsat tænkende på hans brystkasse, som et barn som havde gjort noget slemt og var for bange til at se sin far i øjnene mens han fik skæld ud.
"Ville du da gøre det?" Lød det så fra ham, efter et øjeblliks stilhed.

Akumu nikkede blot til drengens mange betydningsfulde ord som straks smeltede sammen til sætninger. Til én lang tale, hvis man kunne se det sådan. Meget sagde han direkte, andet skjult. Dækket og sløret bag ord med flere betydninger og dimensioner. Han smilte svagt og så mod drengen som næsten ikke havde rørt på sig imens han talte - hvilket Akumu heller ikke havde gjort. Som frosne statuetter midt i gadebilledet, ignoreret af alle de forbipasserene. Hvad anderledes var der ved disse to, som ved alle andre? Smilet, som aldrig havde forladt Akumu's læber syntes at gløde svagt. Det anderledes, er alt dét som øjet ikke ser...
Akumu's blik klarede op og han så atter drengen foran sig, istedet for en spekulativ tåge, som lagde sig om ham, når han dybsindigt faldt i staver over sine egne tanker. "Hvis de tør se mig i øjnene, svarer jeg dem.." Hvis drengen virkelig ville have svar, måtte han gøre sig 'fortjent' til det. Underligt skulle der ike emget til... men det var åbentbart meget grænseoverskridende for drengen at se ind i andres øjne. I 'sjælens vinduer' som de dødelige kaldte det. Desværre for omverden... eller heldigvis? Var Akumu's sjæl forsejlet af et endeløst mørke som fretrådte i hans øjne... uigennemtrængeligt og gådefuldt. ligesom alt andet ved ham...

Øjenkontakt. En ting han fandt...afskylig. Folk skulle ikke ha' lov til at se ind i ham, opfange hans tanker. Starlets tågede, blå øjne hvilede stadig på hans brystkasse. Ingenting. Han bevægede sig ikke, og sagde ikke en lyd, kun hans næsten lydløde vejrtrækning kunne anes, selvom han var sikker på at hans hjerte slog så hurtigt at det ville kunne høres. Han kunne selv høre det. dun-dunk, dun-dunk. Hvor irriterende, han havde normalt ikke noget imod stilhed. Han kunne sidde i timevis i sin egen verden, uden at det tog nogen effekt.
Starlet åbnede munden, for at udtale et af hans, ellers så kække svar. Men ingenting kom ud. Ikke engang en lille lyd. Stilhed.

Akumu's drillende smil voksede, og blev underligt triumferende, da drengen begyndte at se mere og mere fortabt ud. Faktisk lettere febrilsk efter noget at dække over, at han simpelthen ikke kunne se Akumu i øjnene. Det var klart han ikke kunne. Med en... dagligdag som drengens blev det uundgåeligt at søge øjenkontakt. For hvis han havde øjenkontakt, ville alle deres blikke nok hjemsøge ham. Drengens puls blev tydereligere på hans lyse hals. Kunne ses hvordan hjertet voldsomt pumpede blodet ud i hans krop, og op til hans hjerne - som søgte efter svar. Akumu vidste udemærket hvad følgerne ville være hvis han ikke havde tænkt sig at gøre som - forventet- han ikke kunne. Akumu stod tålmodigt og tavst og ventede. Nød den øredøvende stilhed som hang tungt i luften. Som pressede den langsomt imod dem, presse luften ud af deres lunger. såmænd ikke hans egen, men de så sådan ud med drengen over for ham. Akumu reducerede sit smil, så det blot var en maske af følelser, som han aldrig havde følt. Dog virkede det skæve smil, nærmest sadistisk under omstændighederne.Men det var det ikke... ike synderligt.

"J-jeg..." Begyndte han, men kom ikke vidre. Der var noget der stoppede ham. Han vidste for en gangs skyld ikke hvad han skulle sige. Han lukkede langsomt munden igen og han spærrede kort øjnene op. "Det er mig som er luderen, hvorfor skal jeg så betale?" Sagde han lavt og med en rolig stemme. Han regnede selvfølgelig ikke med at få et svar.
Han løftede kort blikket, men det nåede deværre ikke længere op end til mandens mund, hvor et åh, så kønt smil prygede hans læber, hvilket gav ham endu mere lyst til at se ind i hans sikkert lige så kønne øjne. Gad vide om manden overhovede havde et svar, til Starlets flabede spørgsmål... Det var faktisk bare blevet sagt, så Starlet ikke var helt forsvarsløs, så stilheden blev brudt. Alligevel føltes hans hjerteslag så høje og tydelige.

Akumu betragtede roligt og tavst drengen foran sig. Han prøvede tydligvis at starte en sætning, men tav brat. Akumu havde tydligvis ramt et af hans ømme psykiske punkter... men der var helt sikkert flere i vente. Akumu smilte da drengen endelig kom frem til en sætning, og for en kort stund - atter virkede rolig. Akumu smilte fortsat. Det mørke indgående og svagt hoverende smil. Egentlig betød smilet ikke så meget. Viste blot tomme følelser.. men betydningsulde tanker... Han kunne sagtens undlade det, men så ville det ikke have samme effekt på modparten... i dette tilfælde drengen uden navn. Så derfor smilte han fortsat sit livløse smil og betragtede ham stilfærdigt med sit søgende blik. Søgte efter hvert eneste lille tegn, som kunne afsløre hans tanker. Lige præcis hvad der foregik i drengens hoved. Han var godt nok ikke tankelæser, men han havde til gengæld specialiseret sig i dette. Det gjorde også det hele mere krævende... ikke et vundet spil på forhånd - man skulle kæmpe sig til sejren, og det var dét han foretrak.
"Vi må alle betale noget her i livet..." begyndte han på sin startende prædike, som man kulle følge godt med i, for at få hele meningen i de skjulte ord, mellem de oprindelige linjer, som blev skrevet inde i Akumu's tanker. "I dette tilfælde skal de betale for svar, da svar ikke altid er gratis... Men det er deres spørgsmål til gengæld" Han fugtede kort sine bløde læber og fortsatte "hele ideén med det er vel i sidste ende at livet er uretfærdigt... de giver selv så meget - men bliver til gengæld betalt. De har endda selv valgt at leve som de gør.. som prostitueret" Akumu holdt en kort pause og så drengen an. "Noget for noget... øje for øje.." drengen kendte vel resten. "Og desuden.." han løftede elegant sin hånd og pegede belærende på ham med én af sine lange, tynde pianist fingre - i dette tilfælde pegefingeren " Desuden skylder jeg ikke dem noget, da de ikke har givet mig noget som helst..." Smilet voksede og blev svagt modbydeligt. Afslørede en perlerække af hvide tænder - dog ikke hjørnetænderne - dem sørgede han omhyggeligt for at holde skjult. Han kunne vel sagtens bare svare drengen som man besvarede så mange andre spørgsmål. Men drengen var tydeligvis stædig - og ivrig- nok efter dette svar, at Akumu tog det til fordel. Alt skulle vel ikke være så kedeligt, skulle det vel? Det blev det hurtigt i de udødeliges evige kedsommelige 'liv', præget af de samme sort-hvide rutiner... og dog også rimelige røde rutiner, i hans situation...

Starlet stod som forstenet mens han talte. Trak næsten ikke vejret. Han stirrede stadig på hans mund, denne gang så han bare meget mere vågen ud. Ordene gav genlyd i hans hovede og gav næsten ikke mening før én af de sidste sætninger. 'Øje for øje'... Men... det var jo...
Starlet lod sit baghovede ramme muren bag sig da manden løftede en finger og pegede på ham.
Han trak vejret hurtigt mens han lod blikket glide ned på fingeren som var vendt mod ham. Han gav så meget, men blev betalt... Han gav jo næsten ingenting... sin krop, et stykke kød for en dag og hvad fik han til gengæld? Det var ikke pengene han ville have. Pengene var bare en bonus. Den virkelige betaling var opmærksomheden han fik. Og dét at kunne se menneskets skønhed tæt på. Desværre var der ingen som kunne måle sig med personen der stod foran ham lige nu. At kunne udødeliggøre hans krop i en simpel tegning ville være... perfekt...
"Du får et tilbud og vil have at jeg skal betale for det? Det lyder ikke helt fair." Sagde han med sin lave stemme. "Du kunne have takket nej hvis det virkelig ikke var noget du vil... det ville selvfølgelig være en skam hvis det ikke skete..." Det sidste kom ud som en lav mumlen som knapt kunne høres.
Det eneste tidspunkt han ville kunne røre... udforske den perfekte krop...

Akumu pegede fortsat på ham for en stund. Ikke beskyldende eller anklagende.. Foldede derefter fingeren sammen i hånden, og trak atter knytnæven til sig. Så overvejende på ham. Akumu var sikker på én ting. At øjet ikke så alt. Slet, slet ikke i dette tilfælle. Drengen så så... skrøbelig, uskyldig og blid ud. Blid som et lam... men han var i virkeligheden nok mere hårdfør og begavet, end han så ud til. Det var klart. Sådan var det med alle - der lå altid ét eller andet uventet gemt bag facaden, og det var dét der var så interessant at nå frem til. Akumu lyttede til drengens stemme og overvejede kort hans ord. Sagde derefter smilende "Deres tilbud er ganske generøst... men hvis jeg ikke tager helt fejl, lægger der mere bag det." Akumu foldede hænderne bag ryggen og lod fortsat sit identificerende blik hvile på ham. "Desuden var det ikke deres tilbud, men deres spørgsmål, vi diskuterede...forhandlede om - hvis de husker" sagde hans lokkende stemme, som straks lagde sig om drengen, som en indhyllende tåge. "Det spørgsmål som er vakt til live, og nu ikke længere er et spørgsmål, men ganske gællende.. ' om jeg rent faktisk ville misbruge dem, helt gratis'" lød det fra hans smukke stemme, som lagde den et døsende slør over drengen.
Men Akumu regnede ikke med at drengen ville tage udfordringen op og flytte sin grænse... Nej, det havde han vidst ikke modet til. Men derfor betød det ikke, at Akumu ikke fortsat kunne fortsætte med det han havde gang i. En lille leg, kunne man også kalde det? Alt efter hvordan man så på det.

"Og...det vil du ikke, medmindre jeg ser dig i øjnene?" Spurgte han uforstående. Han fokuserede igen på mandens mund mens de talte, studerede de mindste detaljer for at få det hele med. Selv demindste træk var vigtige for ham at få med.
Han så overhovede ikke ud til at lytte nu, selvom det var det eneste han li'som kunne gøre. Hans hjerte bankede stadig som besat, men han lod som om han ikke kunne mærke det, lod som om han ikke kunne høre de små dunk der kom når de begge tav, og lod stilheden lægge sig omkring dem. Hvad prøvede han egentlig på... Kunne han ikke bare svare ja eller nej og gå vidre? Starlet ville selvfølgelig prøve at stoppe ham...bede ham om at blive til han havde udforsket hver en detalje på mandes krop.
Der var ikke så mange forbipasserende nu. Folk var vel gået hjem til deres familie? Der var kun dem nu... i stilheden som synes at vare for evigt.

Akumu rystede på hoved "Hvis de ser det som ingenting at se mig i øjnene... så gør det" sagde han blot og stod fortsat med blikket hvilende på ham, og smilede. Akumu bemærket stilhed var blevet mere markant og slog blikket rundt om sig. Gaderne lå stille hen i ly af nattens mørke. Der var faktisk ingen... det var vel også blevet sent, og de var ikke i nærheden af nogen natclub eller lign. hvor folk samles om natten. Tidspunktet hvor de egentlig burde gemme sig, for dét som levede i nattens mulm og mørke. Sådan nogel som ham selv. Efter at have stirret dybsindigt ned ad gaden i en rum tid, slog han atter blikken hen imod drengen. Alt imens var smilet forsvundet og han så nu, fuldstændig udtryksløs ud. Anede drengen overhoved hvad Akumu var, og ikke hvad han gav sig ud for at være?... Det regnede Akumu ikke med, men selvfølgelig, nogle oplevelser havde drengen vel gjort sig... og hvis ikke, kunne dette hurtigt blive det første. Et svagt smil vendte tilbage på Akumu's læber som han tænkende, betragtede drengen. Kunne kun anes som et svagt løft i den ene mundvige. Men selvom det var så lille, var det dog ganske velmærket.

Starlet stod i noget tid, og betragtede mandens mund, helt lydløst. Endelig rykkede han lidt på sig. Hans tågede, blå øjne søgte opad. Op mod hans øjne. Han kom dog ikke så langt... han slog hurtigt blikket ned og bed irriteret tænderne sammen.
For pokker da også... Han lagde armene over kors, uden at sige en lyd. Han kunne ikke... han kunne ikke se manden i øjnene, selvom han prøvede.
"Jeg kan ik'." Lød det så stille fra ham, næsten uhørligt. han var næsten skuffet over sig selv, men han havde aldrig set noglen i øjnene før, hver gang han prøvede skete der ikke rigtig noget... det var selvfølgelig også lige meget nu.
Starlet lod et svagt suk komme ud mellem sine smalle, blege læber mens han langsomt rettede sig op. Hvor var han dog svag. Det var én simpel ting han skulle gøre, og så kunne han ikke. Opmærksomhed, var det han levede af, men han kunne ikke se folk i øjnene?

Akumu så blot drengen an. Betragtede skuffelsen over ham selv i drengens blik. Undrede sig lidt over hvordan dén svaghed var opstået hos drengen, i fortiden. Der kunne være sket så meget, være så mange muligheder som Akumu selv aldrig ville finde frem til. Men det kom jo heller ikke ham ved. Egentlig havde han ikke forlangt at drengen så ham i øjnene, havde mere... udfordret ham til at gøre det, af egen fri vilje. eller.. det var vel ikke helt fri vilje?... Men havde fået valget til at lade vær, hvis han ikke kunne.. Hvilket var tilfældet.
"Javel.." mumlede han blot of førte tænksomt pegefingeren op til munden og trykkede fingerspidsen mod læberne. En spekulativ stilling, kunne man vel kalde det? Et af han svage smil spillede let hen over hans læber, og han fjernede kort pegefingeren for at kunne tale "Må jeg så, i det mindste få deres navn, fremmede?" spurgte han i et venligt tonefald. Egentlig brude han af ren og skær pæne manerer præsentere sig selv først... Men nu spurgte han altså efter drengens navn, som ikke selv havde taget initiativ, eller vist interesse efter sådan én information.

Starlet lod sine tågede, blå øjne hvile på jordens overflade. Øjenkontakt... den ting han hadede mest i hele verden. Han synes at det var pinligt at se folk i øjnene, de kunne se hvad han tænkte på, selvom hans mund mente noget helt andet. Han løftede langsomt blikket da manden kom med et spørgsmål, hans navn. Han lod blikket igen hvile på hans brystkasse, mens han åbnede munden for at svare, "Starlet." Lød det lavt fra ham. "Knight..." Tilføjede han så, efter at havde tænkt lidt over det i noget tid.
Han lænte sig op afden kolde mur mens han betragtede mandens brystkasse og det der befandt sig i samme højde.
"Hvad må jeg kalde dig?" Lød det så tøvende fra ham, da det gik op for ham at han ikke kende til hans navn. Han plegede ellers altid at spørge om navnet som det første... det havde han åbenbart glemt, denne gang...