mørket og legepladsen (starlet knight)

"syndes jeg ikke , det var ikke din skyld hunden kom " sagde Chez og smilte. Han havde bestuttede sig, alt den der vampyr ting burte han holde for sig selv. "hmm har du et arbejde`?" spurte Chez for at skifte emne. Han rev et godt stykke af hans bluse af og bandt det rundt om hans sorgede arm. Han tænkte sig om, det var et retttt godt stykke hjem her fra. "har du en første hjælps kasse hjemme hos dig?" spurte Chez sorget var ikke så dybt men der skulle komme forbining på.

"Jeg har et slags rum et stykke herfra, der burdte være en førstehjælps kasse der." Mumlede han og rejste sig langsomt op. Han undlod at fortælle hvad han arbejdede med, Chez ville alligevel ikke forstå det.
Han rakte sin hånd ned mod ham for at hjælpe ham op og stå. Håbede på at han ville lade være med at spørge ham igen.

Chez tog fat i Starlets hånd og kom op på bene igen. Han lag mærke til at han ikke svarede på spørsmålet og lod være med at spørger igen, selvom han faktisk gerne ville vide det. "et slags rum?" gentog Chez spørgene. Der var en førelse af at blive iagtaget så Chez vente sig imod et træ hvor en sort krage med gule rovdyr øjne kiggede ned på dem. Chez stirrede på den , den virkede... bekendt selvom alle krager lignede hinanden var der noget ved den krage som mindede ham om en person. Det var nok dens aura. Men Chez rystede på hovedet og vente sig igen imod Starlet.

"Jeg bruger det når jeg ville være alene...eller jeg skal noget bestemt." Han trak kort på skuldrene og så kort væk. "Nå, men kommer du?" Sagde han lavt og vendte sig om og begyndte stille at gå.
Nu håbede han bare at der ikke var nogen når de kom, men hvad var sandsynligheden for det?

Chez nikkede "jaja" sagde han med et smil og halvløb efter Starlet indtil han kom op foran ham. Chez ville igen spørger hvad Starlets job var men holde det inde, vis han ville fortælle det burte han ha sagt det første gang Chez spurte så Chez sagde ikke noget. Lige nu var han overraskene stille i forhold til så meget han snakkede før.

"Det ligger kun et par gader væk." Mumlede han da de trådte ud af legepladsens område. Hvis de blev ved med at gå i samme tempo ville det ikke tage mere end fem minutter, mindst. "Tror du at du kan holde det ud, intil da?" Spurgte han, med en drillende tone. Han sagde det selvfølgelig for sjov, selvom det ikke kunne ses på hans ligeglade udtryk som altid var plantet i ansigtet på ham.

"nej det tror jeg virkelig ikke " sagde Chez med en sakastisk tone og et smil på læben. Man kunne dog både se og høre på ham det var for sjov. Chez havde stadig den klamme fornemmelse i ryggen af at blive iagtaget men det så ikke ud til at Starlet havde lagt mærke til noget. *'Måske overdriver jeg* tænkte Chez og kiggede op i himlen imens han gik. Han var uforsigtig og havde retning imod et træ.

"Vi er der snart, bare slap af." Sagde han... også for sjovt. De kom snart til gaden hvor det lille rum han havde lånt var. Godt nok blev det brugt til arbejde, men der var vist en førsthjælps kasse et sted. Han så ned i jorden med et tænkende blik, nu var det bare om Chez ville finde ud af det... hvad han gjorde, hvad han levede for.

Chez kiggede rundt i rummet. Han begyndte at hjælpe med at lede. "hvad bliver det her rum brugt til?" spurte Chez han havde hans forstillinger men spurte ikke. imens han begyndte at lede. Lidt efter faldt Chez is blå øjne på en kasse som var over i et hjørne han havde fundet førstehjælps kassen "fundet" sagde Chez med en stolt stemme xD Chez åbnede den og begyndte at rode i den han fandt både forbining og noget stas der fjernede bakterier. Om han kunne tag den på med en arm var nok lidt svært især når han aldrig havde lagt forbining på.

"Hmm... den bliver brugt til forskellige ting." Mumlede han lavt. I rummet var der kun en stor seng, næsten midt i det hele. Ved sengens side stod der et enkelt natbord med en lampe og ved væggen stod en reol som var fyldt med bøget og små kasser og så et enkelt, meget lille køleskab. Ellers var der ikke mere i rummet, han havde ikke brug for mere.
"Skal jeg hjælpe med at putte det på?" Spurgte han lavt. Han smed sin messenger bag på sengen og gik langsomt over til ham.

"tidliger svarede du ikke på mit spørsmål, hvad arbejder du med?" spurte Chez igen direkte og kiggede på Starlet med hans is blå øjne. Chez havde igen hans forstiling men måske tænkte Chez forkert "Du må gerne hjælpe" sagde Chez og smilte. Chez satte sig på sengen og tog hans sorgede hånd frem "sorget er ikke så kønt men vær venlig lige at leve med det imens du ligger forbiningen på" sagde Chez og begyndte at putte det der stas på der fjernede bakterier. Chez skar en grimasse, det sveg.

Starlet tog stille bandagen op af førstehjælps kassen og puttede det forsigtigt rundt om hans arm. "Jeg... opfylder drømme... gør fantasi, til virkelighed." Svarede han lavt. Krøb let og elegant forbi spørgsmålet som Chez ikke ville lade ligge. "Men kun for han-køn." Starlet så op på Chez, men undlod øjenkontakt igen, et lille smil kunne dog tydes på hans smalle, blege læber.

De ord gjorder Chez mere forvirret til at starte med. Men efter han tænkte over det vidste han svaret. "og du er okay med det?" spurte Chez. Det gjorder ikke ondt, da Starlet lag forbiningen på.
"eh? du smilte, det var første gang jeg har set dig smilte " sagde Chez med en form for rosene stemme

//undskyld for det korte svar >.<//

"Jeg har det fint med det. Det er jo min eget valg." Sagde han lavt og trak kort på skuldrene. Han smilte en smule mere da Chez kommenterede hans smil. Han var ikke typen som smilte så meget.
"Det kan være ret hårdt noglen gange, men jeg overlever da." Mumlede han med et kort suk og lagde sig ned på sengen med armene over hovedet.

"men pas på det er jo ikke alle som er flinke og nogle kan være lidt... voldsomme?" sagde Chez, og kiggede på reolen hvor der var bøger "og du burte smile mere det klær dig bedst " sagde Chez efter Starlet lag sig med armen over hovedet. Han begyndte at klø på forbiningen. "hvad med din familie? har du forældre`" spurte han undrene og kiggede på Starlet "undskyld jeg ved det, jeg spørg for meget jeg er et stor spørsmåls tegn"

"Det er sket et par gange, men det er jo min egen skyld." Mumlede han og trak på skuldrene. Han så op på Chez med et tænkende blik. "Jeg har forældre, ellers ville jeg jo ikke låne et rum når jeg arbejdede vel?" Lød det lavt fra ham. Hans smil var forsvundet, det var sjældent at det var der i længere tid.
"Men, hvad med dig? Har du ikke nogen forældre, eller sådan noget?"

”har du nok ret i. Om jeg har forældre? Nej ikke længere. Jeg er rigtig søn af en millionær, Men min far forsvandt før jeg blev født og min mor begik selvmord ” sagde Chez med en kold alvorlig stemme. Men så kom smilet igen ”men nok om det , alle har vel oplevet noget trist i livet ” sagde Chez og grinte igen som før. Han kunne ikke huske deres ansigter mere. Hvilke nok også var for hans eget bedste. Chez strakte sig og gabte. Han lod sig falde bagover ned på sengen så han kiggede op i loftet

"Er det ikke hårdt at leve uden forældre?" Lød det lavt fra Starlet, som havde ligget og stirret udtryksløst op i det hvide loft. I teorien havde han jo heller ikke selv forældre. De var næsten aldrig hjemme. På arbejde, eller ude med deres venner. De fleste dage var Starlet alene hjemme, han havde godt nok huset for sig selv, men han flygtede herhen fordi han ikke kunne holde det ud. Han havde intet imod stilheden overhoved, han sad alligevel nomalt med sine høretelefoner i øret mens han tegnede, men huset mindede ham for meget om de ting han ikke havde... de ting han manglede.
Det var derfor han arbejdede med det han gjorde. Pengene var bare en bonus, en anden præmie. Det han i virkeligheden gik efter var opmærksomheden. Opmærksomheden han aldrig havde fået fra sine forældre.
Selvom han ikke kunne lide at se folk i øjnene, kunne han stadig mærke deres blikke hvile på hans spinkle krop, som gjorde alt og ingenting for det. Starlet lukkede øjnene i, og lod et svagt suk undslippe sin halvlukkede mund mens han ventede på svaret fra Chez.

" jeg kan ikke huske deres ansigter eller i den sags skyld hvordan det er at ha forældre men jeg bor dog ikke alene , det ville jeg ikke kunne klare. Jeg bor sammen med en.. ven" sagde Chez. Det var den person som havde gjordt ham til en vampyr. Chez var blevet kidnappet og voldtaget af hans onkel derfor ønskede Chez død over onklen og lavede en form for alliance med vampyren. "hvad med dig er du tit med dine forældre?" spurte Chez da han ikke kende til at de næsten aldrig var hjemme.

Starlet sukkede igen og lagde sin tynde hånd på sin tildækkede mave før han lavt svarede: "Mine forældre er ret ligeglade med mig, så... nej vel?" Han trak kort på skuldrene, som om det ikke var noget specielt. Det var det heller ikke for ham, han havde levet sådan i flere år. Barnepige da han var mindre, så var det naboerne, og da han blev ti var han åbenbart gammel nok til at passe på sig selv.
Han legede alene på sit værelse, mens hans forældre var ude, han var alligevel glad og havde altid et smil på læben. Det holdte dog op da han endelig fandt ud af hvad der skete rundt omkring ham. Da han blev elleve holdte han helt op med at tale, han smilte dog stadig og grinte altid, men da han blev teenager så han ingen grund til at gøre det, når hans smil aldrig nåede ind til dem.
Starlet blev den stille og rolige dreng som altid så så trist ud og aldrig snakkede.

"ligeglade med dig?! " gentog Chez med en lidt vred stemme. I mod sætning til Starlet, smilte Chez stadig. Efter hans mor begik selvmord blev Chez selvføllig ked af det, men han bilde sig selv ind at vis han accepterede det, ville han kunne smile igen så det gjorder han. Han kom også til at smile igen, Det samme skete også i den periode han var blevet voldtaget af hans onkel, bare accepter det, selvom det er hårdt. "Jeg forstår bare ikke forældre som er på den måde, de burte gi mere opmærksomhed til deres børn de ved jo ikke hvad de går glip af og vis de virkelig ikke ville ha dig burte de stadig ikke ha efterladt dig alene. Mennesker er svage flokdyr vi støtter os op af hinanden uden at vide det og kan ikke leve alene" sagde Chez han mente at folk bor i byer og man kan saktens leve alene i et hus men flok dyr skal ha selvskab engang imellem og søger opmærksomhed på forskællige måder. Chez tænkte på da han var menneske. Bare tanken fik ham til at føle sig svag "jeg fortryder ikke den dag jeg døde, den dag jeg lod ham bore hans tænder i min hals" mumlede han meget lavt næsten utydligt.

Starlet så på Chez med sine store tågede, blå øjne. Han vidste faktisk ikke om hans forældre ville have ham. I starten fik han jo meget opmærksomhed, han fik gaver hee tiden. Legetøj og sådan noget, eller var det bare som en erstatning? Så han var alt for optaget af legetøjet, så hans forældre ikke behøvede at holde øje med ham?
Starlet åbnede forsigtigt munden for at sige noget, men intet kom ud. Han måtte tænke over det før han svarede. Måske havde han ret... forældre var jo trods alt de to personer et barn skulle holde allermest af. Dem han kunne fortælle alt, uden at være bange. Forældre var kun en titel. De skulle være et barns bedste venner... var han blevet svigtet af sine?
Starlet satte sig op, stadig tænkende over svare, men intil vidre kom der intet. "Har din arm det bedre nu?" Lød det så stille fra ham, for at skifte eme lidt. Han lod let sine fingre stryge over forbindingen mens han så ned på den. Han kunne normalt ikke lide at blive rørt ved, kun hvis det havde noget at gøre med arbejdet.

"så du bor enlig på en måde alene? Jeg kan ikke klare at være alene det er alt for.. stille " sagde Chez og kiggede op i loftet. Han kunne ikke lide stilheden. Det fik ham til at føle han var alene i verden og når han havde den følse strømmede minderne igennem ham om alt det der er sket i hans liv. Pludselig mærkede Chez noget på hans forbining. Han så igen ned på forbindingen og så det var Stalet som strøj hans fingre over forbindingen. "Mh (ja) Den har det bedere det gør ikke ondt mere, det klør kun" sagde Chez og smilte stadig som han altid gjorder. Sorget havde ikke været så dybt da Chez's jakke havde gjordt at tænderne ikke kom så langt ned. Da de så kom ind i Stalet's rum havde Chez taget selvføllig jakken af, så han kunne få forbinding på. "tror du på ting som vampyre og dæmoner?" spurte Chez imens Starlet strøj hans fingre over forbniningen. Chez havde jo ikke fortalt hvad han var og derfor følte han lidt at han løj overfor Stalet. Alle han fortalte at han var en vampyr prøvede at slå ham og så derefter at løbe væk og nu hvor Chez enlig havde fundet en person han syndes der var interessant ville Chez ikke midste Stalet på samme måde.

"Jeg ved ikke hvad jeg tror på." Svarede han sandfærdigt mens han stadig lod sine smalle fingre køre op og ned af forbindingen med et tænkende, tomt blik. "Da jeg var lille troede jeg selvfølgelig på alt sådan noget med alfer og feer og alt det der..." Han trak kort på skuldrene op så op på Chez's mund for li'som at komme lidt tættere på øjnene, men han passede godt på ikke at få øjenkontakt med ham.
"Men det er lang tid siden nu." Sukkede han lavt og så hen på reolen med alle kasserne og bøgerne, for at tænke på noget andet. Han havde været én af de børn som havde mistet sin barndom hurtigt, hvor den var blevet erstattet af stilhed og tomhed.
Aldrig kom den tilbage...

Chez lyttede til hvad han sagde. Der fandes ihver fald alfer "hmm du burte tænkte over det, der er mere imellem himmel og jord end du ville kunne forstille dig" sagde Chez og vidste han var en af det børn som havde mistet deres barndom alt for hurtigt. Det gjorder Chez lidt vred ved tanken, han bebrejde stadig Stalets forældre. Chez ville gerne kunne hjælpe med hvad ville han kunne gøre? ingenting det vidste Chez godt og han lukkede sine øjne langsomt i. Starlet strøj stadig hans fingre over sorget. Det var rart selvom det var svært at mærke noget igennem forbindigen var det bedere end bare at lade det være. Chez åbnede igen hans øjne og kiggede engang til rundt i lokalet.