Fyldt gade. - Hudson.

Cadence lyste op i et smil, ved hans svar, da hun allerhelst bare gerne ville kunne lukke munden på hende kvinden, der ikke så ud til at blive skiftet væk fra skærmen til en anden ligegyldig reklame. "Mm, jeg må indrømme, det er heller ikke lige min stil", sagde hun med et lille grin, da hun sådan set aldrig havde brudt sig om dét genre. Hun kiggede lidt tænksom ud i luften, idet hun satte glasset mod munden, for at kunne tage en tår. Hun overvejede lidt, hvilken film hun egentlig kunne sætte i, for hun havde slet ikke styr på hvilke hun overhovedet havde, eftersom hun sjældent gav sig tid til at se film. Hun rejste sig atter op fra lænestolen, for derefter lidt efter at sætte sig på hug, og åbne det lille skabsreol, tv'et stod på. Hun valgte bare at tage en eller anden komedie/action film med en kendt, hvis navn var noget med Jackie. "Ehm, I need your help", lød det kort fra hendes mund, efter at have rejst sig op, henvendt til, hvordan filen man fik startet det dersens, så det kom op at køre.

Hudson løftede et øjenbryn af hende, idet hun ret hjælpeløst spurgte om hans hjælp. "Tror du, jeg har forstand på sådan noget?" svarede han med et dæmpet grin, men han rejste sig dog lidt efter op og tøffede over til hende, hvor han tog den film, hun havde i hånden. Han så skiftevis på dén og så fjernsynet, samtidig med at han lidt forvirret kløede sig i håret. "Altsåå, jeg har jo ikke styr på, hvordan dit video-halløj virker - men jeg kan da prøve," mumlede han med en let rynken på næseryggen og satte sig på hug foran fjernsynet. "Æhmmm," brummede han en anelse åndsfraværende, hvorefter han åbnede kassen, som filmen var i og fik kun få sekunder efter øje på den boks, hvor filmen skulle sættes i. "Sådan," smilede han og rejste sig atter op, hvornæst han vendte sig mod hende, sendte hende et stort smil og rakte filmæsken til hende, inden han listede tilbage til sofaen og satte sig i den.

Cadence nikkede langsomt til det første han sagde. "Du er en dreng.. mand", mumlede hun, som om det bare fastgjorde det hele. Men, i hendes forstand forholdt det sig også sådan. Hun lagde hovedet på skrå, mens han tog filmen fra hende og fundrede med, hvordan det skulle fungere. Egentlig havde hun bare købt den, fordi det var sådan, hvis man havde et tv, skulle man da også have en dvdafspiller og så selvfølgelig nogle film. "Skal du ikke være ked af, det gør jeg heller ikke", sagde hun med et skævt smil og lod derefter glasset hun stadig havde i hånde føres op mod munden. Da hun hørte hans 'Sådan', lagde hun det fra sig på sofabordet, samt filmæsken han havde rakt til hende. "Det er vel ikke det hele?", mumlede hun forundret, og tog derefter fjerbetjeningen op, mens hun ligledes satte sig i sofaen ved siden af ham denne gang, istedet for lænestolen.

Hudson sukkede opgivende, da hun satte sig ved siden af ham med fjernbetjeningen i hånden. "For pokker tøs, kan du ikke finde ud af at indstille en film?" spurgte han efterfulgt af en diskret himlen med øjnene og en dæmpet latter, hvorefter han tog fjernbetjeningen ud af hånden på hende. Han flyttede sit blik fra fjernbetjeningen og over på fjernsynet, hvor han straks gik i gang med at vælge de korrekte undertekster, eftersom han bare lod sproget stå ved det originale, da han ikke gad køre på en eller anden dårlig .. tysk, eller hvad for nogen sprog der ellers var at vælge i mellem, oversættelse, der ikke en gang passede tidsmæssigt med mundbevægelserne. "Que le film commence," erklærede han med et stort smil og trykkede på 'play'-dimsedutten, hvornæst han lagde fjernbetjeningen fra sig på bordet og smilede lettere trumf'ende/triumferende til hende.

Cadence grinede bare af hans udbrud. "Jamen, den står egentlig bare til pynt", mumlede hun lidt efter, og med 'den' havde hun selvfølgelig ment dvdafspilleren. Hun kiggede bare betragtende på tv'et, mens han valgte imellem de forskellige manualer. Da han atter snakkede fransk den aften, hævede hun bryene. "Nej, vi skal ikke se den på fransk", svarede hun en anelse fraværende, da hun gik udfra at det var det han havde sagt. Men, det havde det nok ikke, eftersom der straks efter viste sig et triumferende smil på hans læber, og film begyndte at gå igang. "Hvor er du dygtig", sagde hun muntert, mens hun lagde trykket på det sidst sagte ord og klappede ham drilsk let på hovedet.

Hudson nikkede enoormt stolt på hovedet og sendte hende et strålende tandsmil, idet han vendte sit blik mod hende. "Det ved jeg godt," svarede han knap så beskedent, hvorefter hans indtil nu ret triumferende smil blegnede og forsvandt helt fra hans læber. Derefter rettede han sit blik mod skærmen og lavede den dér, hvor man strækker sig og dernæst heelt 'tilfældigt' ligger armen over skuldrene på personen ved siden af. Han blottede sine hvide tænder i et stort smil og forsøgte at virke så diskret og uskyldig som muligt, inden han vendte sin fulde opmærksomhed mod fjernsynsskærmen, eftersom han i ny og næ havde skævet til hende. Dernæst lagde han ubevidst sit hovede på skrå og lod sine øjne glide hen over underteksterne, efterhånden som de dukkede op på den nederste del af skræmen.

Cadence kunne ikke tilbageholde et smil, ved stoltheden, der var tydeligt fremme på hans ansigt og vendte blot øjnene mod loftet, ved det han sagde. Hun lod lidt efter de mørke øjne koncentreres om tv'et og filmen, der nu kørte, takket være Hudson. Et smil kom atter frem på hendes læber, da hun nogle få sekunder efter, kunne mærke hans arm om sin skulder, men valgte dog ikke at kommenterer det. Hun lod sig, uden egentlig at tænke over det, læne sig let ind mod ham, mens hun fortsat havde sin fulde opmærksomhed draget mod skærmen. Ikke fordi den specielt var særligt spændende længere, og det var nok så lidt sagt, eftersom filmen for alvor ikke engang var begyndt.

Hudson skævede ned til hende, da hun lagde sig ind til ham, hvorpå hans smil, der ellers var falmet lidt, voksede en til to centimeter. Hans blik lod til ikke rigtig at kunne bestemme sig for, om det skulle hvile på hende ellers fjernsynsskærmen, hvor det hele foregik. Derfor skiftede han lidt i mellem de to muligheder. Smugkiggede mest på hende, og hvis der så skete et eller andet lidt spændende i filmen , vendte han blikket mod skærmen og så med dér. Men uanset hvad blev hans blik altid rettet mod hende. Det var som om, hun havde en nærmest magnetisk, tiltrækkende effekt på ham, og han kunne bare overhovedet ikke holde øjnene fra hende. Det var dog heller ikke svæt at forstå faktisk. Hun var en aspara, han var af hankøn ... læg to og to sammen. Selvfølgelig kunne han ikke undgå at føle en hvis ... trang til hende. Men han beherskede sig ved at tage et par dybe indåndinger nu og da, og filmen formåede en gang i mellem at aflede hans opmærksomhed fra hende.

Cadence havde stadig blikket fæstnet mod skærmen, hvor der egentlig foregik så meget med nogle mænd, der kæmpede en brag kamp på karate manerer, hvilket hun ellers let ville have kunnet følge med i og syntes var vældigt spændende. Hun lod tungespidsen fugte sine læber og nød egentlig mest af alt varmen, der emmede fra ham. Det var egentlig en lidt spøjs tanke, at Hudson bare havde været en tilfældig fremmed for hende for blot nogle timer siden, og hun nu mest af alt havde lyst til at vende blikket mod hans ansigt istedet. Hendes opmærksomhed blev kort efter helt distraheret fra filmen, da hun lagde mærke til, at han foretog nogle dybe indåndinger, og vendte nu sine øjne op mod ham, hvor hun nu selv måtte trække vejret en anelse dybt, da deres blikke mødtes. "Er du okay?", spurgte hun en anelse dæmpet og med lidt undren i stemmen, dog der stadig forekom et smil på hendes ansigt, og hun var mest af alt bevidst om, hvor tæt deres ansigter egentlig var på hinanden.

Hudsons blik blev atter draget mod hende, idet hendes ord tiltrak hans fulde opmærksomhed. Det tog ham lidt tid, før han helt forstod hendes spørgsmål og fik opfattet, hvad det egentlig var, hun havde sagt. "Øh ... ja, ja jeg har det fint," svarede han en anelse fraværende og slog blikket hen mod fjernsynet igen, hvor de som sagt var i fuld gang med en større slåskamp. Men som før nævt var det langt fra filmen, der tiltalte ham meste, og han flyttede derfor atter sit blik hen på hende. "Hvorfor?" spurgte han med et skråt smil og hovedet lagt på sned, hvorefter han placerede sin hånd, der sad på den arm, han havde lagt over hende, på hendes ene skulder. Derefter lod han hånden køre lidt længere ned og kærtegnede forsigtigt den øverste del af hendes overarm med tommelfingeren. Sørgede for at gøre det hele så diskret som muligt. Han trak på smilebåndet, så hans smil voksede og afventede hendes svar på hans spørgsmål.

Cadence rynkede svagt panden, mens hun fortsat betragtede hans ansigt. Ved hans svar blev hendes smil en del større og hun nikkede let, mere eller mindre lettet. Over hvad anede hun ikke, da hun ikke helt havde gået udfra, at der havde været noget decideret galt med ham som sådan. Da, han vendte blikket mod fjernsynet, gik det først op for hende der, hvad de faktisk havde været igang med for bare nogle sekunder, nemlig se en film, og hun drejede ligeledes en anelse modvilligt ansigtet derhen igen. Kampen så ikke helt ud til at være overstået. Da hans stemme igen lød, denne gang med et spørgsmål, så hun atter på ham. "Øhm .. Det lød bare som om .. at du bekæmpede noget", mumlede hun og følte sig noget dum. Hun bed sig kort i læben, for at forhindre sig selv i at sige mere, for derefter at lukke øjnene i. Hun kunne tydeligt mærke hans nussen af hendes skulder, da hun egentlig af alt var opmærksom på hver en ting han gjorde.

Hudson trak let på den ene skulder af hendes svar og bed sig derefter kortvarigt i underlæben, men han slap den hurtigt igen og lod endnu et smil finde vej til hans læber, hvor det langsomt bredte sig. Hans blik blev atter draget mod skærmen, hvor det hele tiden foregik noget. I det mindste handlede det ikke denne gang om forskellige urter i haven, eller hvad der var rigtig eller forkert, når man skulle vælge rengøringsmidler til hjemmet. Det lykkedes ham igen ret hurtigt at blive revet helt ud af det og faldt halvt i staver. Han fundrede lidt over, hvad han skulle sige. Selvom det jo netop var nú, at han ikke skulle sige noget. Man skulle være stille, når man så film. Han syntes bare, at filmen ville have været bedre som en slags baggrundsstøj, eftersom han rent faktisk var meget mere interesseret i at tale med hende. Der var så meget, han endnu ikke vidste om hende - måske ikke af de sådan grundlæggende informationer, men han ville gerne lære selve personen Cadence Valentine bedre at kende.

Cadence var et eller andet sted glad for, at han havde valgt ikke at svare på det, og lod ligeledes sine læber spredes i et bredt smil, der let afslørede de hvide tænder. Det var mere end hyggeligt at sidde der sammen med ham i stilheden, eller stilhed, var der jo nok ikke så meget af, eftersom filmen fortsat kørte henover skærmen. Hun lod kortvarigt blikket ledes mod den, mens hun ihærdigt prøvede at finde den tiltalende. Men, det var mere eller mindre forekommet forgæves. Det eneste, hun rigtigt lyttede efter var Hudson's regelmæssige vejrtrækning, eftersom den havde en mærkværdig beroligende effekt på hende. Hun pustede svagt til noget pandehår, der faldt ind over ansigtet, idet hun rakte ud efter hans hånd, den der ikke trygt hvilede over hendes skulder, og placerede deres håndfalder mod hinanden. Det fascinerede hende af en eller anden grund at se, hvor lille hendes hånd virkede i modsætning til hans. Et smil sneg sig atter over hendes læber, idet hun ubevidst lod sin hånde holde om hans og vendte blikket op på ham. Han så noget væk ud, men hun kunne langtfra høre, hvad der var i hans tanker. Hun strøg hans mørke hår væk fra der hvor det mørklagde noget hans ansigt, præcis som hun havde haft lyst til allerførste gang hun så ham og lagde let hovedet på sned. "Hvad tænker du på?", spurgte hun lettere nysgerrig.

Hudson slog blikket hen på hende, idet han mærkede hendes hånd mod sin egen. Han glippede kort med øjnene for at indstille sit syn, eftersom det var blevet lettere sløret og fjernt, da han var faldet ind i sin egen lille verden, men det var så lykkedes ham at løsrive sig fra sine tanker igen, og hans opmærksomhed hvilede nu på Cadence. Hans smil voksede langsomt på hans læber og nåede denne gang helt op til øjnene, hvorefter han gav hendes hånd et forsigtigt klem. Han rettede sit blik op ad og smilede svagt til hende, efter hun havde kørt noget af hans hår væk fra hans ansigt. Lidt efter, da hendes stemme lød igen, vendte han atter sit blik mod hende og lagde hovedet en lille smule på skrå. "Ikke noget specielt," svarede han blot og lod sine øjne studere hver eneste detalje på hendes ansigt. Han havde aldrig været særlig god til at sætte ord på sine tanker, og ville derfor ikke begynde at forsøge at gøre det nu. Smilet på hans læber falmede lidt, men forsvandt dog ikke helt, så det lette, skæve smil var stadigvæk til at se. "Tænker du på noget bestemt?" spurgte han kort efter og skød det ene øjenbryn i vejret.

Cadence betragtede let hans øjne og kunne mærke smilet komme frem på hendes læber igen. Hver gang, hun så smilet på hans ansigt, fyldtes hun selv med et boost af glæde. Det var en af de ting, hun elskede allermest; at være grunden til andres smil, glæde osv. Hun hævede en anelse skeptisk det ene bryn, ved hans svar. Det havde ellers lignet, at han netop tænkte på noget specielt. "Helt sikker?", begyndte hun med et skævt smil, det pinede hende noget så mærkværdigt, ikke at kunne vide hvad der var på andres sind, som hun havde kunnet i det meste af sit liv. Hun følte sig en anelse tom uden stemmerne i hovedet. Det var en lidt spøjs tanke. Hun rystede svagt på hovedet, da hans stemme nået frem til at hun kunne registrer det. "Tja, ikke som sådan", svarede hun blot, selvom det egentlig ikke var helt sandt. Hun ville ligeledes mere end noget andet, gerne vide alt der var værd at vide om ham. Men, hun kunne ikke få sig selv til at forme det til helt rigtige ord. Og, det var altid svært at svare på sådan noget. Hun kiggede med et undersøgende blik på hans ansigt, som om det kunne vælde informationer frem, men sådan forholdt det sig jo ikke længere. Hun havde atter glemt alt om filmen og omverdenen, idet hun nøjedes med at sende ham et varmt smil, istedet for at tage talen i brug.

Hudson nikkede bestemt på hovedet, selvom det rent ud sagt var løgn. Hans hovede var aldrig helt tomt for tanker, men som sagt duede han ikke til at beskrive dem for andre. Han var faktisk heller ikke særlig meget for det. Bare at dele ud af sine tanker og spekulationer. Han ville meget hellere høre, hvad andre havde på hjertet. Lige nu var han specielt interesseret i, hvad hun tænkte på. Hvad hun følte. Men det gad han ikke til at spørge om. Hun havde jo også sagt, at hun heller ikke havde noget særligt i tankerne. Men lige så godt som hun vidste, at han også funderede over noget, vidste han også, at hun gjorde. Man kan ikke lukke helt af for tanker. De vil altid dukke op på et eller andet tidspunkt og langsomt bryde ens ellers stille sind. Han var dog rimelig god til at holde styr på de forskellige ting, der rodede rundt inde i knolden på ham. Hans hovede vippede på skrå til den anden side, hvorefter han gengældte hendes smil med et endnu større ét. Han kunne slet ikke forstå, hvordan nogen kunne være så kønne, som hun var og fandt det faktisk utroligt unfair, at der skulle findes sådanne væsner, der besad en nærmest overnaturlig tiltrækningsevne. Den virkede ihvertfald ret så godt på ham. Han bed sig svagt i underlæben og blev nødt til at sige til sig selv gentagende gange, at han skulle tage sig sammen og se væk. Men det var som om, hans blik overhovedet ikke ville lystre ham, og jo længere han så på hende, jo mere tryllebundet blev han. Til sidst lykkedes det ham omsider at løsrive blikket fra hende, hvornæst han straks vendte det mod skærmen, hvor filmen kørte.

Cadence nikkede let, da han bare besvarede hendes spørgsmål med et nik. Hun ville nødig presse ham til at fortælle noget, når det var så tydeligt, at han ikke ville. Eller, i hvert fald måske havde svært ved det. Selv vidste hun jo selv, hvordan det var. Hun kunne ikke sætte ord på noget, hverken følelser, tanker eller noget i den dur, ikke uden at det kom til at lyde helt håbløst i hvert fald. Istedet gav hun sig bare videre til at havde de mørke øjne fæstnet på hans ansigt. Der var et eller andet ved ham, som hun ikke helt kunne få sig selv til at tage sit blik fra ham. Hvis ikke, hun havde vidst at han var engel via den skærpet lugtesans, som ethvert væsen jo besad, ville hendes næste gæt med sikkerhed have været vampyr eller aspara som hende selv. For i hendes øjne var han da en skønhed for sig selv. Hun sank med noget besvær blikket fra hans øjne og videre til resten af hans ansigt, før det fik standset ved hans læber, og bekæmpede kortvarigt trangen til at læne sig frem. Der skulle virkelig meget til for at få en rosa farve til at lægge over hendes kinder, men det var tydeligt nu, at hun rødmede en anelse. Hun vendte ligeledes blikket tilbage mod skærmen og fugtede let sine læber, der af en eller anden grund nu føltes tørre. Kampen havde vist efterhånden stoppet og en anden scene viste sig over skærmen. Hun hævede lettere uinteresseret det ene bryn, men prøvede samtidig at følge med.

Hudson drog et lydløst suk, men det kunne dog ses, eftersom hans brystkasse hævede sig merkant, idet han tog en dyb indånding og pressede luften ud af hans lunger igen ved at sukke. Det krævede virkelig alt hans selvbeherskelse at fraholde sit blik fra hende. Men han havde sat sig for ikke at se på hende, før filmen sluttede. For hvis han gjorde, vidste han, at han ikke kunne fjerne øjnene fra hende igen. Selvom han kæmpede bragt, lod han modvilligt sit blik køre hen på hende, hvor det låste sig fast ved hendes ansigt. Eller det han kunne se af det, eftersom hun havde vendt hendes egne øjne mod fjernsynsskærmen, og han kunne derfor kun se halvdelen af hendes hoved fra hans synsvinkel. Det tog lid tid, før hans øjne fik spottet den svage, rosa farve, der havde trådt frem på hendes kinder. Han smilede svagt for sig selv ved synet af det, inden han tog sig selv i måske at glo lidt for meget, så han fik tvunget sig selv til at flytte blikket over på skærmen igenigen. Hun var så tæt på og alligevel føltes det som om, hun var hundredevis af kilometer væk. Han bed sig en anelse anstrengt i underlæben og prøvede at få styr på sin vejrtrækning, der igen var blevet lidt uregelmæssig. Alle de tanker, hende og støjen fra fjernsynets højtalere blev blandet sammen, og han havde så travlt med at prøve at få styr på det, at han nogle gange i længere tid helt glemte at trække vejret.

Cadence opdagede først nu, at hun stadig havde sin anden hånd i hans frie, der ikke lå over hendes skulder, og gav sig til at lege med hans fingre, som var de det mest fascinerende. Men, det var nu egentlig bare for at forhindre sig selv i at kigge op på hans ansigt. For med tiden, begyndte filmen atter at blive kedsommelig, hvilket dog ikke var andet end det faktum, at hun kunne føle hans nærhed, som var det noget der tyngede. Tværtimod, foretrak hun den, for det var som om, hun ikke havde lyst til at give slip på ham, nogensinde igen. Hun strammede let grebet om hans hånd, som ved en præsentation, hvilket mindede hende om for blot de få timer, hvor de havde mødtes ude i den overbefolkede gade. Hun skævede kort til hans ansigt, og bemærkede at han lige havde vendt sit ansigt mod skærmen. Et skævt smil viste sig straks på hendes læber, før hun sørgede for selv også at kigge hen mod skærmen. Denne gang valgte hun ikke at kommenterer hans dybe vejrtrækning, da hun let kunne gætte sig til det, og havde det nu også selv efterhånden som der var hedende varmt i rummet, dog vinduet stod åbent og lod en let brise stryge ind. Hun fugtede atter sine læber, idet hun fæstnede blikket ved skærmen og lod sit hoved let hvile på hans skulder.

Hudson blev atter lidt fjern i blikket, da han lige så stille faldt ind i sin egen drømmeverden. Lyden fra skuespillernes stemmer gik bare ind af det ene øre og ud af de andet. Det blev ikke rigtig registreret i hans hjerne'lydcenter, (eller hvad det nu hedder). Hvis han havde kunnet, ville han have vendt sit blik mod hende og ... kysset hende. Eller det kunne han sådan set i teorien godt gøre, men han mente ikke, at det var det rette tidspunk, at gøre det i endnu. Efter noget tid vågnede han op af sin trancelignende tilstand og skævede kort til hende, men fik hurtigt flyttet blikket tilbage på fjernsynet igen. Han smilede sagte, efter hun havde strammet hendes greb om hans hånd. Forsigtigt lod han sin hånd glide lidt ud af hendes og fik derefter flettet sine fingre sammen med hendes. Hans blik blev igen drevet i retning af hende, og han overgav sig bare og lod det hvile på hendes blonde hår. "Har du set filmen før?" spurgte han i en lavmælt hvisken og lagde spørgende hovedet på skrå, inden han sendte hende et af sine skrå smil. Det kunne egentlig være lidt lige meget, men han ville så gerne høre hendes stemme igen, i stedet for at høre på de karate'gale tåber i filmen.

Cadence mærkede hans hånd trækkes ud af sin, og sukkede svagt lettere trist til mode. Men kunne bare sekundet efter føle sine fingre trygt flettet sammen med hans, hvilket fik hende til at lløserive blikket fra fjernsynet, og hvad der nu foregik derinde. Det havde hun langt fra styr på, egentlig havde hun ikke engang fået fat i, hvad hovedpersonen hed i filmen. Hun løftede hovedet fra hans skulder, da hun hørte en hvisken over sig, idet der automatisk viste sig et bredt smil frem på hendes ansigt. Hun havde lidt følt det som om hendes kæreste eje, der var taget fra hende, i den tid, hun ikke havde fået hørt hans stemme. Hun var selv en del overrasket over den virkning Hudson havde på hende. "Ehm, næh", svarede hun med et lavmælt grin, og følte sig lidt, som befandt hun sig i biografen, hvor man skulle være helt tyst af hensyn til de andre omkring én. Men, igen var der jo heller ikke grund til at talte højlydt. "Hvad med dig? Har du?", spurgte hun i en tilføjelse og så på hans ansigt fortsat smilende. Nu smilet havde vist sig, var der ikke tvivl om, at det havde tænkt sig at stoppe, tværtimod blev det bare bredere, da hendes blik stoppede ved hans øjne.

Hudsons smil blev en anelse større, efter hendes blik atter var blevet rettet mod ham, og hun svarede. Selvom de ikke en gang havde kendt hinanden i én dag, så følte han alligevel, at han vidste alt, hvad der var at vide om hende. Bare ved at se hende i øjnene. Da hendes spørgsmål lød, rystede han kortvarigt på hovedet. "Det tror jeg ikke ... ikke hele filmen ihvertfald. Men jeg har hørt titlen før," svarede han som en uddybelse af sin rysten på hovedet og smilede frydefuldt til hende. Hun gav ham en eller anden mærkelig form for lykke i maven, der langsomt var ved at brede sig til hele hans krop. Helt ud til fingerspidserne. Hver gang hun kastede et blik på ham, følte han sig helt ... elektrisk. Igen var det som om, hun havde en slags magnetisk effekt på ham, som næsten fik de små hår i nakken til at rejse sig. Ikke i skræk eller noget i den dur. Det var bare ... Han smilede kærligt til hende, hvorefter han vendte blikket mod skærmen, hvor den ret uinteressante film stadigvæk kørte for fulde knald, og to personer var igang med noget, der lignede en opstart til en større slåskamp.

Cadence nikkede alt imens hun opmærksomt lyttede til det han sagde. "Mm, det er jeg helt sikker på jeg ikke har", mumlede hun med et smil, hvilket jo var rigtigt nok. Hende, der knap nok vidste, hvordan man fik startet en film, var det jo ikke så mærkeligt at forstå. Hun vidste godt, hun igen skulle få set at vende blikket mod filmen og prøve at følge med, ligeså vel som han gjorde, men endnu en gang var det svært. Hun havde altid haft det svært med at tie stille, når først hun var kommet igang, og når det var Hudson, var det bare som om det var endnu mere forstærket. Hun havde som sagt lyst til at vide hvert eneste lille detalje om ham, selvom hun allerede følte, at hun et eller andet sted kendte ham bedre end nogen anden. Hun fugtede sine læber mod hinanden og fik efter lang tids betragten af hans ansigt, mod skærmen og holdt deres hænder op mod under sin hage. En svag grimasse kom frem på hendes ansigt, der det viste op til kamp. "Ikke igen", mumlede hun næppe hørligt, da hun ikke egentlig ikke gad høre på deres mærkværdige karate råb. Hun skævede kort op mod ham, med et let smil om læberne, før hun lettere ubevidst svagt snappede efter vejret, og vendte blikket mod vinduet.

Hudson grinede indvendigt af hendes tydelige irritation over den nystartede slåskamp i filmen. Det sagde faktisk heller ikke ham noget. Det var bare spark, spark og parer, parer efterfulgt af nogle sære råb og lyde, de lavede, næsten hver gang de bare løftede en arm. Han smilede svagt ned til hende, før han lagde sit hovede halvvejs op af hendes og forsøgte virkelig at sætte sig ind i filmen, prøvede at forstå den. Men eftersom han ikke rigtig havde fulgt med fra begyndelse, så blev det hele ret forvirrende og kedeligt i længden. Den var efterhånden også blevet meget forudsigelig. Det var flere gange lykkedes ham at gætte rigtig på, hvilken der vandt, når et nyt slagsmål begyndte. Han skød et øjenbryn i vejret og måtte ærlig talt indrømme, at denne film ikke var noget for ham. Men han kunne ikke få sig selv til at sige det, da det jo ikke var sikkert, at hun syntes det samme og måske gerne ville se den færdig. Selvom det dog også virkede som om, den heller ikke rigtig kunne fange hendes interesse. Han fulgte hendes blik over mod vinduet og udstødte et svagt hørligt suk, inden han bed sig i underlæben.

Cadence lagde godt mærke til at Hudson fulgte der hvor hendes blik vandrede hen mod vinduet, samtidig med hans lettere hørligt suk nåede hendes ører. Et lille smil kom frem på hendes læber, noget glad for, det ikke kun var hende der .. led kvaler. Dét ville ellers bare have været direkte pinligt. Hun fugtede atter læberne, der ikke så ud til at være med hende, og tog derefter en tår af drikken fra sit glas, hun helt havde glemt alt om. Hun vendte sine øjne mod fjernsynet, hvor kampen bare ikke så ud til at ville ende noget snart og himlede lettere opgivende med øjnene. Hendes blik søgte Hudson, der heller ikke så ud til at være begejstret for filmen og grinede lavmælt. "Skal vi ikke slukke?", spurgte hun med et skævt smil, i håb om at få endt på de sære råb der kom fra mændene, som hun selv var helt sikker på aldrig ville kunne præstere at udtale. Det havde jo egentlig været hendes idé at se den til at starte med. Mens hun afventede svar, løsrev hun blikket fra ham, og lod det vandre over sofabordet i håb om at spotte fjernbetjeningen, hvis nu han indvilligede med hende.