Fyldt gade. - Hudson.

Hudson standsede brat, idet han hørte hendes stemme sige hans navn. Efter det andet hun sagde, drejede han sig langsomt om og smilede sagte til hende, før han nikkede med hovedet. "Jo, det vil jeg da gerne." Svarede han efterfulgt af endnu et nik, hvorefter han gik de små fem skridt, der var hen mod hende. Hun havde spurgt. Det han havde håbet på, var gået i opfyldelse. Hans ellers lidt døde ansigstudtryk flækkede, da et stort smil dannede sig på hans læber og blottede hans hvide tandsæt. Han førte sin hånd om i nakken, hvor han placerede den og derefter kørte den op, indtil den nåede hans sorte hår, som han kort rodede rundt i, inden han slapt lod hånden falde på plads ned langs siden. Spekulerede lidt over om han skulle sige noget eller bare holde sin mund. "Efter dig, ma chér." Sagde han efter noget tids stilhed og sendte hende et skråt smil, hvorpå han slog en hånd ud mod døren og trådte et skridt bagud.

Cadence betragtede hans bevægelser, mens han fik hende i sit synsfelt igen og afventede hans svar. Hun ånede en anelse lettet op, da hans svar kom og han gik hen mod hende. Hun nikkede let, ude af stand, til at finde på noget at sige. 'Lyder godt', eller noget i den stil, ville nok have været passende, men hendes hjerne havde vist bare besluttet sig for at slå fra. Et skævt smil kom frem på hendes læber, da hun lagde mærke til hans skiftende ansigtsudtryk. "Thank you mylove", svarede hun med et drilsk skævt smil, da hans gode manerer igen stod tydeligt fremme. Hun vendte om og placerede derefter en af de små hænder på ruden til den grønne rust farvede dør, for at skubbe den op, der afslørede en af de sædvanlige opgange. "Der er desværre ikke nogle elevator.. Men, på den anden side er der heller ikke langt op", fortalte hun fortsat smilende og begyndte at gå op af trapperne, da hun gik udfra at han fulgte med. Hun var egentlig ret så glad for, der ikke var elevatore i hendes del af bygningen, da hun aldrig ville turde sætte sine fødder i sådan nogle. Hun havde bare set alt for mange filme, hvor de dersens ting, altid endte med at gå i stå midt i det hele.

Hudson grinede dæmpet af hendes svar og stak derefter sine hænder ned i bukselommerne, inden han luntede efter hende, ind igennem den grønne dør og ind i opgangen. "Jeg overlever nok," svarede han med et bredt smil og tilbageholdt et grin. Han var i mellem tiden stoppet op, men begyndte så igen at sjokke efter hende, da hun startede med at gå op af trapperne. Selv boede han på femte sal, så han var i grunden ret glad for, at der var elevator i den bygning hans lejlighed lå i. Men han havde nu nok overlevet, hvis ikke der var. Det var straks værre, hvis man var en af dem, der boede oppe omkring tiende sal. Dét ville tage lang tid. Han placerede sin hånd på trappens gelænder og sørgede for mindst at gå to trappetrin bag hende, så der var lidt afstand, og de ikke skulle gå helt op af hinanden. Som tidsfordriv påbegyndte han et større projekt med at tælle, hvor mange trappetrin der var. Godt nok havde han ikke talt fra starten af, men så måtte resultatet bare blive sådan plus/minus. En, to, tre, fire, fem, seks, syv ...

Cadence var helt overvældet af varmen, der mødte dem derinde. Hun havde altid foretrukket det fremfor alt andet, men alligevel brød hun sig ikke om solen, og ville til en hver tid have det skulle regne hver evig eneste dag. Hun grinede dæmpet af hans svar. "That's good", mumlede hun en anelse lavmælt og kiggede rundt. Et smil kom altid frem på hendes læber, ved synet af væggen, der var malet en skrækkelig blå farve, som der var efterhånden var tegnet og skrevet en hel masse på. Det var ikke ligefrem et kønt syn, men så følte hun sig altid hjemme. Hun havde ligeledes den ene hånd placeret på trappens gelænder, mere eller mindre for at forhindre, at hun snublede eller lignende. Det kunne lige ligne hende at være klodset. Hun stoppede op, da de var nået op på 3. etage, hvilket egentlig også udgjorde det sidste. "Well, så er vi her", sagde hun med et smil, selvom det nok egentlig ikke var nødvendigt at fortælle. Der var 2 cremefarvede døre overfor hinanden, og da hun boede i den Tv, stillede hun sig foran den, idet hun havde trukket nøglebundtet op og satte den i. Cadence drejede nøglen et par gange, da den altid sad fast, men den stædige gamle lås sprang op lidt efter, og trådte derefter ind til lejligheden, mens hun tændte lyset.

Hudson vendte sine mundvige op ad i et smil, efter ordene var kommet ud af hendes mund, og de omsider var nået frem til den etage, hendes lejlighed lå på. Selvom han var kommet op ad trappen, slap han først gelænderet, da hans arm ikke kunne nå den længere og stoppede op lige bag Cadence, der fumlede lidt med dørens lås, der ikke lige gad makke ret med det samme, og derfor måtte et par ekstra drej med nøglen, før den endelig blev låst op, og hun åbnede døren indtil hendes lejlighed. Han tøffede efter hende og missede kort med øjnene, idet lyset blev tændt og skar ham lidt i øjnene. Det der med pludselige skift fra mørkt til lyst, var hans øjne ikke så gode til, og der gik altid lidt tid, før han havde vænnet sig til det - altså de skiftende lysstyrke'forhold. "Nåh," begyndte han og svingede kortvarigt sine arme frem og tilbage, imens han lod sit blik glide rundt i det, han kunne se af lejlighed for at få et overblik over omgivelserne, så han bedre kunne orientere sig. "Skal du ikke lige vise mig rundt?" foreslog han med et skævt smil klistret på læberne og vippede sit hovede på skrå til den ene side.

Cadence havde det også en anelse svært med at vænne sig til lys forholdet, efter at de lige havde færdedes udenfor, hvor det havde været dybt mørkt, og i opgangen, der kun havde været svagt oplyst. Hun trådte længere ind, efter at have lagt nøglerne på en lille væg reol og taget sine sorte Converse af. Hun lukkede døren efter dem, hvorefter hun fik Hudson i sit synsfelt igen, da hans stemme lød. "Mm, havde jeg også tænkt mig", svarede hun med et let smil og førte kort blikket rundt i den aflange gang, de stod ved. Der var der ikke så meget personlighed over. "Så kom", tilføjede hun fortsat smilende og tog hans håndled, før hun førte trop videre ind mod lejligheden. Hun slap lidt efter hans arm, da hun gik udfra han jo ville følge med. Hele lejligheden lignede sig selv ved indretningen, og var fyldt med farver, alt muligt nips og ikke mindst af alt billeder, mest af hendes storebror og bedstemor, da de var det eneste familie hun kendte til. Efterhånden som de gik rundt mellem rummene i lejligheden, udpegede hun dem ved deres navn: Stuen, badeværelse, køkken, hendes værelse og til sidst altanen, der havde udsigt over byen. "Der er egentlig ikke så meget at vise", mumlede hun en anelse dæmpet og kiggede op på ham, da turen var færdig. Andet kunne man heller ikke forvente, af en 2-værelses lejlighed.

Hudson smilede skævt til hende, da hun tog fat i hans håndled og nåede lige akkurat at få sparket skoene af, før hun begyndte at trække afsted med ham, men hun slap ham dog lidt efter igen. Med en let og vanlig bevægelse strøg han noget af sit pandehår til side og fulgte ellers bare med. Han nikkede i ny og næ til det, når hun meddelte de forskellige rums 'titler'. Efter 'rundturen' var slut, stoppede han op og sendte hende et af sine skrå smil, hvorefter han selv begyndte at luske lidt rundt i hendes lejlighed og studerede de små nipsting, hun havde stående her og der. "Jeg kan godt lide den," brummede han med et sagte smil og tilføjede kort efter, "altså din lejlighed". Han lod en finger køre hen over kanten på et billede og smilede til personen på billedet, selvom vedkommende ikke kunne se ham. Billeder var kun levende i Harry Potter. Han fnes kort ved denne tanke, hvorpå han drejede om på hælen, så han igen stod med front mod Cadence, og eftersom han ikke rigtig havde noget på hjerte, som han kunne sige, smilede han bare lidt fjoget til hende.

Cadence lagde hovedet på sned, mens hun betragtede hans nysgerrighed for hendes forskellige tingel tangel, der stod rundt omkring og kunne ikke tilbageholde et smil. Hun hævede først det ene bryn, lettere forvirret, ved det først han havde fået sagt. Hun skulle lige til at spørge, hvilken en han snakkede om, da hun først gik udfra at det var de små nipsting. "Ah, det er jeg glad for", svarede hun stort smilende, hvilket fik det lille smilehul i venstre kind frem. Det var sjældent hun smilede sådan, og dén var egentlig grunden til det. Hun lagde igen hovedet på skrå, bare til den anden side, og sendte ham et ligeledes drilsk smil. "Jeg kan godt lide dit smil", konstaterede hun, efter lidt at have tænkt over, at han faktisk næsten hele tiden havde et smil på læberne. "Nå, hvad kan jeg tilbyde then? En form for drik, spiseligt?", tilføjede hun for at uddybe det og kiggede op på ham, afventende på svar.

Hudsons smil voksede blot og blev endnu større, idet hun komplimenterede hans smil. "Jeg kan også godt lide dit smil," svarede han med endnu et smil på sine læber, før han dumpede ned i den sofa, hun havde stående i stuen, (det går jeg da udfra, hun har). "Det er fuldstændig lige meget. Jeg er altædende," svarede han efterfulgt af en kort latter og tog derefter fat i den nederste kant på hans tykke sweater, som han så trak over hovedet, eftersom det var aalt for varmt at have den på herinde. Uldet i sweateren havde åbenbart en elektrisk effekt på hans hår, der straks begyndte at stritte i alle mulige retninger. Han så sig over skulderen og smilede kort til hende, før han med en flad hånd prøvede at få sit hår til at ligge sig igen, så det bare ville se nogenlunde ordentligt ud. "Hvad har du?" spurgte han lidt efter for at få gang i en samtale igen og smed sin trøje ved siden af sig på sofaen.

Cadence fulgte blot med ham ind mod stuen, hvor vinduet stod halvt åben, så man tydeligt kunne høre larmen udefra. Det måtte da snart være lidt over de 11, men Terre var lidt kendt for at være 'Byen der aldrig sov'. Hun hævede overrasket brynet, ved det han sagde, idet han satte sig på sofaen med læderlooket. "Det lyder foruroligende", mumlede hun med et skævt smil, før hun fik tilføjet: "Det kan du umuligt være.. Der må være et eller andet du er kræsen for?". Hun kiggede spørgende på ham, selv var hun kræsen, for.. rigtigt mange ting. Så hende kunne man i hvert fald ikke kalde altædende. Da, han begyndte at tage sin sweater af, tog hun selv sin cardigan af, for derefter at tage hans sweater op fra sofaen, for at gå ud og hænge dem på stumtjeneren på gangen. Men stoppede dog op ved døren, da hun hørt hans stemme. "Jeg har.. alt", svarede hun med et smil, hvilket var nogenlunde rigtigt, eftersom hun altid tog ud at købe ind, hver gang der var det mindste der manglede. "Du kan tænde fjersynet.. eller anlægget, så du ikke sidder i kedsomt stilhed imens", tilføjede hun med et skævt smil, da hendes kurs efterfølgende var køkkenet for at tage noget drikkelse osv. frem til dem.

Hudson hævede lidt skeptisk det ene øjenbryn af hendes, 'jeg har alt'. "... Alt?" brummede han med et let smil og prøvede at komme i tanke om noget, som selv hun ikke ville have. Njah, det kunne være lige meget, så endte det sikkert med at blive noget, som han ikke en gang selv ville have. "Tak," mumlede han, da hun tog hans sweater med ud til stumstjeneren og sendte hende et af sine sædvanlige skæve smil. Han lænede sig derefter, ved hendes sidste ord, frem og rakte ud efter fjernbetjeningen til fjernsynet. Det endte dog med at han faldt halvvejs ned fra sofaen, men i stedet for at rejse sig kravlede han bare hen til fb(fjernbetjeningen) og tog den i sin ene hånd, hvorefter han så kravlede tilbage til sofaen, mavede sig op på den og lagde sig lige så lang han var på den med en arm under hovedet som støtte og tændte dernæst for fjernsynet. "Lort, lort, lort, lort." Beklagede han sig for hver gang, han skiftede kanal, men kunne slet ikke finde noget, der fangede hans interesse. Han endte derfor bare med at stoppe ved et eller andet program, der handlede om urtehaver og drog et højlydt suk, som om det var det værste, der kunne ske - at der simpelthen ikke var en skid, der var værd at se, i fjernsynet.

Eftersom Cadence, havde travlt med at åbne alle mulige skabe imens, for at tage ting frem og finde ud af hvad hun skulle servere så at sige, havde hun ikke hørt noget til det 'bump', der ellers ville have været tydeligt at høre i lejligheden. Efter nogle få minutter, havde hun sat 2 glas, noget drikkelse og ædelse på en bakke. Hun var dog ikke helt tilfreds med det drikkelse hun havde fundet frem, da det var Topform, men andet var der ikke. Og, han havde jo sagt at han var altædende, så mon ikke det gik? Hendes ene bryn røg let i vejret, da hun nu stod i døren til stuen, og tydeligt kunne høre hans beklagelse. "Så, unge mand, man bander ikke", sagde hun med en anklagende tone i stemmen, idet hun gik ind, men skar så en svag grimasse. Hun kunne aldrig holde en maske i mere end et par sekunder. Hun stoppede op og lagde bakken med chips, nogle kiks osv på, på det firkantende glassofabord. "Hvor spændende", mumlede hun med en lavmælt grinen, da hun nu så, hvad der var på tv'et, mens hun satte sig på den zebrastribede lænestol nær Hudson's hoved. Hun lagde hovedet på skrå, før hun sagde: "Nu synes, du skal fortælle lidt om dig selv". Et smil kom frem på hendes læber, før hun fik tilføjet, "Som fx dit efternavn?", som et forslag.

Hudson løftede dovent hovedet, idet hun kom gående ud fra køkkenet og belærte ham om, at man altså ikke bandede. "Jamen, der er jo ikke en skid i fjernsynet," mumlede han med et opgivende suk men kunne dog ikke tilbageholde et lille grin. Da hun satte sig i den zebrastribede stol, rettede han sig op, så han ikke længere lå ned men nu sad. Han rykkede lidt frem og tilbage på sofaen for at finde den mest behagelige stilling og sted at side. "Mmh meget," svarede han med en let himlen med øjnene og skævede til fjernsynet, hvor en ældre dame var i fuld gang med at fortælle, hvordan man skulle vedligeholde og pleje sin urtehave og om, hvor vigtigt det var, at man købte en speciel gødning fra et eller andet fisefornemt mærke. Han trak benene op til sig, lagde efterfølgende armene rundt om den og satte hagen mod det ene knæ. "Æhmm .. mit fulde navn er Hudson Faïçal Mattieu Jacques Trinité," svarede han og sendte hende et skråt smil. "Hvad med dig?".

Cadence satte sig bedre til rette, ved egentlig bare at sætte sig i skrædderstilling. Lænestolen skilte sig en del ud, iblandt de andre ting i stuen pga. dens mønster og den var egentlig ikke speciel køn som sådan, men det var det hun foretrak ved den. "Så kunne den jo ligeså godt være slukket", mumlede hun med et smil, men det var dog rart, at der var den mumlende lyd i baggrunden. Hun vendte blikket mod fjernsynet, hvor den ældre dame var i gang med at belære seerne om alt sådan noget, som Cadence selv egentlig var ret så ligeglad med. Hun bed sig kort i læben, for at tilbageholde et grin, selvom damen godt nok ikke så specielt sjov ud eller noget, men der var noget spøjst ved det program. Hendes mørke øjne blev vendt mod Hudson, da han svarede på hendes spørgsmål og hun nikkede svagt til hvert et navn han opremsede, før hun hævede det ene bryn. "Hold da op, sikke et navn, må være svært at huske", sagde hun en anelse forbløffet, men det lød nu ret så flot i hendes ører, selvom hun var sikker på, at hun ikke ville kunne udtale dem problemfrit lige med sådan. "Well, det er bare enkelt nok Cadence Valentine", svarede hun med et skævt smil.

Hudson trak let på skuldrene til det første, hun sagde og måtte så give hende ret, men han slukkede det nu ikke alligevel. Baggrundsstøj var godt, når man sådan skulle snakke. Hans øjne flakkede lidt mellem hende og fjernsynet, som han af en eller anden uforklarlig grund ikke vidste hvorfor, han fulgte med i. Det var ikke liigefrem fordi, det var urtehaver, der morede ham mest at høre om. "Det er det nu ikke. Jeg har levet med det hele mit liv, så mon ikke at det sidder godt fast i min hukommelse efterhånden?" svarede han med et smil på læberne og løsnede sit greb om sine ben, hvornæst han lænede sig helt tilbage mod ryglænet og vendte sin fulde opmærksomhed mod hende. "Mh, Cadence Valentine .. det skal jeg nok huske," mumlede han og sendte hende et muntert smil, inden han kort nikkede med hovedet og pakkede hendes navn ned i den opbevaringskasse, et par eksperter havde valgt at kalde 'hukommelsen'. "Hvor gammel er du så?" spurgte han for at holde samtalen i gang og lagde sine arme omme bag sin nakke, hvorefter han slog sit blik hen på fjernsynsskærmen.

Cadence fulgte nu også selv af en eller anden grund med i hvad der foregik fjernsynet, selvom man ikke helt kunne sige, at det var spændende. Hun vendte dog blikket tilbage på ham, da hans stemme lød. "Ja, har du så ret i", svarede hun ligeledes smilende med et lille nik, idet hun tog en af pyntepuderne fra sofaen, for egentlig bare at have noget i favnen. Hun nikkede atter til det han sagde og grinede lavmælt. "Og, jeg skal prøve at huske dit", sagde hun, hvori der tydeligt var en munter tone at hente i hendes stemme. Hvis, det blev for svært for hende at erindre en anden dag, kunne hun jo altid bare forkorte det til fornavn og efternavn. Hun vendte igen sin fulde opmærksomhed mod Hudson, istedet for tv'et, ved hans næste spørgsmål. "Sytten her den 13. august.. Husk det", svarede hun med et skævt smil, mens hun ubevidst lod fingrene følge de fine mønstre på puden. "Hvad med dig?", fik hun tilføjet, idet hun så op på ham igen.

Hudson nikkede smågrinede som et slags 'godt nok', inden han i kort tid vendte sit blik mod fjersynet, men fik det hurtigt flyttet over på hende igen, da hendes stemme brød stilheden. "Det skal jeg nok skrive bag øret," sagde han med et skævt smil og fjernede sine arme fra nakken/under hovedet, hvorefter han i stedet for hev lidt ned i sin t-shirt. "Jeg er liiidt ældre en dig," begyndte han efterfulgt af et halvkvalt grin og rettede sit blik ned mod gulvet. "Jeg fyldte 123 her den 26. maj," svarede han med en let rynken på næseryggen og skar derefter en grimasse som hurtigt forsvandt igen. Han flettede sine fingre ind i hinanden og skævede hen til hende med et af sine skrå smil hen over læberne, imens han prøvede på at komme på noget, han kunne udspørge hende om, men der dukkede ikke rigtig noget fornuftigt op i hans hovede. "Ejhmm ... laver du noget specielt i din fritid?" endte han med at spørge om og lagde dernæst hovedet en smule på skrå, idet han sendte hende et kækt smil.

Cadence flyttede sig kortvarigt i lænestolen, for at finde en bedre siddemåde, da det ikke helt tiltalte at sidde i skrædderstilling længere. Hun endte bare med at have det ene ben trukket op til og lagde let armen om den, for derefter at lægge hovedet på skrå. "That's good", svarede hun fortsat smilende, til det første han havde fået sagt. Hun betragtede ham lettere nysgerrig, da han igen åbnede munden, denne gang for at svare på hendes førhenværende spørgsmål. "Mm, det er du vist", svarede hun med et skævt smil, da hun fik hørt hans alder. Men, blev nu ikke synderligt overrasket eller lignende, da de fleste hun kendte var sådan, men det der talte var jo egentlig kropsalderen. Hun åbnede munden for at stille et spørgsmål, men han kom hende i forkøbet og hun kiggede for et øjeblik tænksom ud i luften. "Well, hvis ikke jeg er sammen med vennerne, danser jeg eller fotograferer", svarede hun omsider og sendte ham et smil. Hun lod tungespidsen fugte læberne, før hun kom i tanke om det hun før ville have spurgt. "Hvilken slags engel er du?".

Hudson smilede lidt fraværende til hende, imens hun svarede på hans spørgsmål eller kom med et par kommentare til det, han selv havde sagt. "Jeg fotograferer også," fortalte han, efter han havde hørt hendes svar og lyste op i et stort smil. Så havde de da ihvertfald en ting tilfældes. Han lod hurtigt sit blik en tur ned af hende og så op igen, før han trak i mundvigene, så hans allerede store smil blev endnu større. "Jeg vil meget gerne fotografere dig en dag .. hvis jeg må," sagde han med hovedet lagt på sned og nikkede bekræftende på hovedet. Han vippede hovedet på skrå til den anden side, i netop samme nu hun stillede ham spørgsmålet. Først lukkede han blot munden op for at svare, men valgte så at lade være med at give hende det korrekte svar. "Gæt?" foreslog han med et skævt smil og løftede afventende et øjenbryn. Det var måske ikke lige de fleste, der allerførst ville skyde på, at han var en dødsengel. En engel fra de døde. Hans humør var langt mere muntert end de fleste, så derfor plejede han aldrig rigtig at omgås sin egen 'art'.

Cadence smil blev en del større, ved det han havde sagt. Hun kendte ikke selv særligt mange der anså fotografering, som deres passion, så det hyggeligt at møde en, der delte samme tanker som hende, angående det. "Vil du fotografere mig?", spurgte hun en anelse forbløffet, godt nok elskede hun selve fotografering, men ikke når det var af hende. Dog nikkede hun oprigtigt. "Det må du godt", svarede hun smilende og bed sig kort i læben, for at forhindre sig selv i at tilføje, 'Men jeg kan ikke, hvorfor du gider'. Hun havde aldrig anset sig selv som den store skønhed, skønt hendes race skulle være det. Hun spidsede straks betuttet læberne, da han hellere ville lege gætteleg istedet for at svare. "Jamen, det sucker jeg til..", mumlede hun en anelse beklagende, men tænkte sig så lidt om, mens hun studerede hans ansigt. Det ville aldrig falde hende ind at placere ham som dødsengel, da han virkede alt for.. ja, livsglad til det. "Almindelig?", forslog hun lidt efter, lettere opgivende og betragtede ham nysgerrig med et tilfreds smil, da hun var helt sikker på at have fået ret.

Hudson sendte hende et bredt smil, da hun sagde ja til, at han måtte tage et par billeder af hende. "Det må vi få aftalt nærmere på et tidspunkt," sagde han med et kort nik og smilede endnu en gang til hende. Hans smil spillede stadigvæk på hans læber og prydede hans ellers lidt udtryksløse ansigt, idet det lod til, at hun var gået i gang med at gætte sig frem til, hvilken engel han helt præcis var. Da hendes svar så lød i hans ører, rystede han på hovedet med en dæmpet latter. "Forkert," svarede han først og bed sig svagt i underlæben, men smilede dog også. Det var som om, han slet ikke kunne få tørret dét der smil af munden, når han var i hendes selskab. "Jeg er en dødsengel," tilføjde han lidt efter, hvornæst hans smil falmede en anelse. Nogle gange forstod han ikke selv, hvorfor han var blevet en dødsengel. Eller ... det var faktisk ikke sandt. Men det talte han aldrig om. Grunden til det. Han fik tvunget mundvigene lidt mere op ad igen og sendte hende et stort smil.

Cadence nikkede langsomt til det han sagde. "Mm, det må vi", svarede hun smilende og overvejede lidt, hvordan det egentlig ville komme til at foregå. Det eneste hun kendte til var skolebilleder og da skulle man jo enkelt nok bare smile og så var det done. Hun bed sig dog bare kortvarigt i læben og lagde hovedet på sned, mens hun afventede svar fra hans side af. Hun hævede overrasket brynene, da hans stemme lød, for det havde godt nok ikke været det hun havde forventet. Hun havde som førhen sagt altid været dårlig til at gætte, men kunne nu ikke helt komme på, hvilken anden slags engel der var. "Det lyder ikke rart", mumlede hun en anelse dæmpet og rynkede svagt panden, ved synet af ven bratte vending hans ansigtsudtryk havde fået. Hun havde ikke lyst til at være den, der fik tørret smilet væk fra hans ansigt og prøvede derfor at finde på noget at sige. Hun gengældte smilet, der var kommet frem på hans ansigt igen. "Nå, drikkelse?", spurgte hun og rejste sig halvt op, for at skænke noget.

Hudson trak svagt på skuldrene af hende, 'det lyder ikke rart' og gjorde ellers ikke mere ud af dét. Sådan noget ville han ikke bekymre sig om nu. Idet hendes spørgsmål angående drikkelse lød, rystede han kort på hovedet for at komme tilbage til sit sædvanlige, muntre jeg og nikkede så smilende. "Ja tak," svarede han og rettede sin ryg lidt, så han kom til at se lidt mere rank og sofistikeret ud i sin holdning/stilling. Han sendte hende endnu et smil og lod kort sit blik hvile på hendes ansigt, før han skævede til fjernsynsskærmen, hvor der var blevet skiftet over til reklamer. En eller anden latterlig reklame for noget rengørings-hjælpemiddel-halløj, hvor der stod en kvinde i hvid kjole og prøvede at overbevise fjernsynsseerne om, at dette skyllemiddel kunne fjerne alle pletter fra ens tøj. Yeah right. Han løftede skeptisk det ene øjenbryn, men lod det dog hurtigt efter falde på plads igen og kørte blikket over på hende igen.

Cadence rejste sig ordentligt op fra sin halvt siddende stilling, for at skænke noget at drikke til dem begge to, da hun havde hørt hans svar. Hun kunne kortvarigt mærke hans blik hvile på hende, og smilede blot, imens hun hældte op, og ihærdigt prøvede ikke at spilde eller lignende. "Værsgo", sagde hun med et let smil lidt efter og rakte det ene glas frem til ham, før hun tog sin egen, for derefter at sætte sig i lænestolen igen. Hun kunne tydeligt høre kvinden der fortalte om noget skyllemiddel, hvilket kun kunne betyde at det havde skiftet fra det dersens urte program, dog til noget mere latterligt. De reklamer var altid sjove at høre på, men det var så også det. Hun vendte atter blikket på Hudson igen og betragtede ham let. "Vi kan sætte en film på istedet for det der", foreslog hun og blottede tænderne i et skævt smil. Det måtte i hvert fald være noget mere tiltalende.

Hudsons smil voksede en anelse, da hun rakte ham glasset og tog lidt efter imod det, hvorefter han atter slog blikket hen på fjernsynsskærmen. Åndssvagt. Hvem i al verden ville dog falde for det der, hun stod og lukkede ud? Han rettede automatisk sit blik mod hende, idet hun foreslog, at de kunne sætte en film på. Tjae, alt var bedre end dét lort, der var i fjernsynet. "Mm, det kan vi da godt," svarede han efterfulgt af en kortvarig nikken med hovedet og kørte derefter en hånd igennem sit hår, inden han løftede glasset op til sin mund og tog en tår af den væske, hun havde hældt i det. "Du sætter bare en eller anden i. Jeg er ligeglad - men helst ikke noget i science fiction genren, tak." Tilføjede han med et lavmælt grin og satte sit glas fra sig igen.