pff.. hvorfor skoven..? (Angelie)

T: 17:10
O: Træer og en bæk.
S: Skoven
V: let regn, sen eftermiddag,.

Asmodeus gik en tur i skoven, han tænkte sine sidste par dage igennem og smilte tilfreds for sig selv, det var længe siden han havde haft så meget succes med noget, men så kom han jo op igen, og han valgte at dræbe dæmoner, hvilket at det ville nok være den bedste måde at tage sin hævn.

han smilte og lo stille for sig selv imens han gik, han tog en flaske med vand op fra en taske og tog en tår og stillede sig op af et træ ude i skoven, det her nød han.. og så sprang han op på grenen over sig for at sætte sig ned.

Det var sen eftermiddag, og selvom det regnede en anelse, var dette ikke nok til at knække de andre beboers humør. Angelie var ikke noget smilende væsen.. Faktisk ville nogle kalde hende følelsesforladt, men hvad.. Sådan var det vel i mange tilfælde efterhånden. Hun havde ikke specielt meget tilbage at holde fast i, og slet ikke efter at den nye hersker var kommet til. Lovene var ændret, slavehierarkiet var oprettet. Selv stod hun som en typisk slavevarer, men der skulle mere end et par lænker til at holde hende fanget.
Denne dag var hun vandret ud i sine normale omgivelser.. naturen. Som enhver anden elver var det stedet hvor hun følte sig mest hjemme, ja faktisk var det hendes hjem lige for tiden. Hendes trin var lydløse når de bare fødder trådte igennem skovbunden, mens det simple sorte tøj viste diskretion. Hun brød sig ikke om at blive bemærket lige for tiden.
Langsomt nåede hun bugten, hvor bækken knejsede sig igennem de forskellige sving, hvor hun satte sig på knæ ved vandkanten, for derefter at lade hænderne glide ned i vandet. Kort lod hun dem hvile der, inden de blev formet som en kop, og løftede dem derpå op mod ansigtet. Vandet i hænderne genspejlede kort hendes ansigt, som havde strejf af blodstænk, og jord, mens de blå øjne stirrede irriteret mod spejlbilledet. Ved den mindste bevægelse blev billedet hvisket ud, og Angelie kastede vandet imod ansigtet med en tilfreds mine.

Asmodeus kiggede ned over bækken fra sit træ, og så en der sad foran den, han observerede personen i noget tid, og sprang hurtigt og lydløst fra træ til træ, indtil han var i træet over hende, han betragtede hende i noget tid, dette skete lige efter hun havde plasket vandet i sit eget ansigt, han stod og kiggede facineret, han havde set mange ting, men disse spidsørede folk. dem havde han kun set i sort... hvad blev de her kaldt så..? det eneste han kendte til var jo sit eget hjem, sit slot, og sit helvede... efter nogen tid satte han sig på grenen og betragtede hende.

I starten havde hun haft svært ved at vende sig til de halvspidse ører, men nu var de bare blevet en del af hende. Hun lagde ikke mærke til forskellen, og i skoven var der ingen grund til at skjule dem, eftersom mennesker så sjældent kom ud i disse omgivelser. Faktisk havde hun lidt på fornemmelsen at menneskene allerede kendte til væsnernes eksistens, men hvorfor ligefrem skilte med det?
Igen lod hun de kopformede hænder glide ned i vandet, for derefter at komme op med en ny håndfuld. Endnu engang betragtede hun spejlbilledet i vandet, men denne gang var det anderledes. På grund af vinklen, tillod vandet hende at se hvad der var oppe i træet over hende, og blikket hvilede nu på den mandlige skikkelse i vandet. Kort lod hun som om intet var sket, hvorefter hun splittede hænderne, og vandet faldt ned på jorden foran hende, hvorefter Angelie vendte blikket frem for sig.
"Hvad vil du?" Spurgte hun ligegyldigt ud i luften, mens hun blev siddende, uden at vendte blikket mod ham, og stadig med hænderne placeret harmløst i sit skød.

Asmodeus kiggede på hende, og så sit eget spejlbillede i vandet og vidste at der var en chance for at hun havde set ham, og da hun talte, smilte han, han vidste det helt sikkert nu.. han sprang ned bag ved hende ''Jeg så dig bare, og tænkte at jeg fandt dig fascinerende.. du er jo en... bleg udgave af Zane, og kvindelig... jeg må indrømme at det ser bedre ud end de sorte de gør.. der er noget... frastødende over dem'' sagde han med et smil, på trods af at Zane var skyld i at Asmodeus nu kunne betræde jorden, kunne han ikke li ham.. ''Så det jeg ville var egentligt bare at observere dig..'' sagde han med et smil.

Hun så ikke at han satte af fra grenen, men den hvislende lyd i bladene gjorde hende opmærksom på hans bevægelser. Langsomt rejste hun sig op fra jorden, inden hun børstede det værste skidt af knæene, for derefter at vende sig om, imens han nu var igang med at forklare sig. Navnet skar svagt i hendes indre, da han brugte det så skødesløst. Hun yndede ikke at tale om de døde uden grund, og denne person var uden tvivl af en anden holdning end hende. Hvis man kiggede rigtig godt efter, ville man kunne se det strejf af indre smerte hun følte, i øjnene, som nu kiggede direkte ind i hans. Om hun skulle sige tak eller slå ham vidste hun ikke. Det var en kompliment, men alligevel følte hun at der lå noget under hans ord.. Noget at ikke ville ud med.
"Livet går sin gang, og ingen kan stoppe handlinger som fremtiden vil bringe" bemærkede hun en anelse køligt, inden hun kort klemte øjnene en anelse sammen, og fik et mere mistænksomt blik. Om denne djævel havde kendt til ham vidste hun ikke. Angelie havde aldrig set vedkommende, men på den anden side var der mange hun aldrig havde set. Landet var ikke lille, å hvorfor skulle det være nemmere at møde folk her? "Hver sin mening" bemærkede hun så til sidst, da han snakkede om at de sorte havde en frastødende glans over sig. Hun var ikke af samme mening. Hun så på folk som individer og ikke racer.. Og dog.. Alligevel havde hun visse fordomme.. Som vampyrer.. Hun hadede denne race mere end noget andet, og alligevel var de overalt.

han stoppede sine mange ord og kiggede på hende ''hvorfor så kølig... og hva' er det der smerter dig når jeg snakker om Zane..? det eneste gode han nogensinde har gjort var at befri mig fra mit fængsel.. det er jeg selvfølgelig også taknemmelig over.. men en ting jeg hader er at han aldrig nåede ned til min far.. og det gør osse min far sur..'' sagde han og kiggede på hende ''du ska ikk være så kølig.. det passer ikke til udseenet...'' sagde han og smilte til hende ''hvis jeg er i stand til at være glad er du også..'' sagde han og lagde armene over kors ''jeg er hverken farlig eller interesseret i slaveri.. lederen af dette land har dæmon blod i årerne, hvilket er noget svineri..'' sagde han.

Hun hverken prøvede eller havde intentioner om at svare på hans spørgsmål. Istedet ventede hun bare tålmodigt på at han havde talt ud, imens hun forsigtigt lod armene glide over kors i en form for beskyttende facade. Det fik hende til at føle sig bedre tilpas, og mere.. Sikker. Befri ham fra sit fængsel.. hvis han dog bare vidste.. Hvorfor skulle hans historie i det hele taget interessere hende? Kort trak hun let på skuldrene, uden så meget som at trække på mundvigene. Hendes ansigt var stadig følelsesløst, og bar intet præg af hvad hun tænkte. "Jeg føler ikke for at smile" bemærkede hun istedet, mens hun let himlede opgivende med øjnene.
Om hun ønskede det eller ej, glædede det hende dog en anelse, at der fandtes andre med samme mening som hende selv. Endnu en der ikke mente at halvdæmonen burde sidde på tronen over Di Morga. Hendes stolthed ville dog aldrig tillade hende at indrømme dette overfor nogen.. Aldrig. "Som jeg sagde" startede hun så langsomt inden hun kort lod blikket glide over omgivelserne omkring dem.. Som om hun tjekkede for spioner. Hvis Malakel havde været en anelse klog havde han i hvert fald også placeret disse i skoven. ".. Så er det en mening med alt.. Selv når det virker forkert" Afsluttede hun sine ord, inden hun lod blikket stoppe på ham.
"Desuden er jeg ikke dig.. Jeg er glad den dag jeg har lyst til at være det, og ikke fordi nogen mener jeg burde være det"

hans smil falmede ''javel ja...'' sagde han og knipsede med fingrene, og en pergament rulle kom frem, han læste den over en enkelt gang ''det er sjovt.. min liste som jeg ikke har rørt i flere hundrede år.. har et navn der lyser.. kan du gætte dig til hvad denne liste er over?'' spurgte han stille, men ventede ikke på svar fra hende ''det er listen over dem der er dømt til mit helvede.. der hvor jeg holder til... Angelie C. Walentina.. siger det navn dig noget?'' spurgte han stille og ventede endnu ikke engang på svar ''ser du.. man bliver kun sendt ned til mig hvis man kan flygte fra de andre helveder.. så kan du jo selv tænke dig til at det nok er umuligt at slippe væk derfra..'' sagde han koldt, han var allerede nu klar over hvem kvinden var, og hans pergament rulle gik op i flammer han placerede sig helt op af hende og kiggede ind i hendes øjne ''Jeg er Prins Asmodeus af Nessus.. Borgherre af Malsheem.. og ejeren af det niende helvede.. jeg burde eskortere dig der til, men jeg har på fornemmelsen at du kunne blive en god tilføjelse af mine planer... '' sagde han og kiggede koldt ind i hendes øjne, der var noget der havde fået hans pis i kog.

Hun mærkede kort et stik af tilfredshed, da han smil falmede, men det var tydeligvis alt for hurtigt at glæde sig. Knipset fik pergamentrullen frem, og den fangede med det samme Angelies opmærksomhed. Undrende lod hun hovedet faldt en smule på skrå, mens han stillede sit spørgsmål. "Hvor.." Mere nåede hun ikke at sige, før han selv kom med svaret. Langsomt mærkede hun at dette måske ville få en fatal afslutning for hendes vedkommende, og stadig vidste hun ikke hvorfor han fortalte hende dette. "Måske.." Igen afbrød han hende, og kom endnu engang med svaret på at det var hendes navn, som stod på rullen. Selvfølgelig. Han var en djævel.. En forbandet djævel, og uvilkårligt bakkede hun et skridt bagud, mens han fortsatte sin enetale. Det niende helvede.. Hun havde ikke hørt om stedet, men på den anden side, var chancerne for dette steds eksistens alt for virkeligt til hendes smag. Hun skulle fandme ikke tilbage til det sted.. Aldrig om hun ville sætte sine ben i helvede. En gang var allerede en gang for meget.
Da pergamentrullen forsvandt, fangede den endnu engang hendes opmærksomhed, inden hendes blik igen fandt hans, for igen at lytte. Asmodeus.. Prins.. Malsheem. Igen havde hun aldrig hørt nogle af delene, mens hun lod hovedet falde en anelse bagover for at kunne se op på ham, da han stillede sig helt op af hende.. Alt for tæt på efter hendes mening, og alligevel var hun for stædig til at flytte sig væk. "Hvilke.. Planer" Hviskede hun næsten utydeligt, mens hun bed sig let i underlæben. Hvorfor skulle hun altid indgå i planer? Sidst var det endt godt nok.. Hun var mere blevet en ligemand, end en undersåt, men hun tvivlede på at denne djævel havde de samme intentioner.

han stod et par minutter og kiggede på hende ''ser du.. jeg kan ikke se og høre i skovene når jeg arbejder i byen.. jeg skal bruge en partner mere end den ene jeg allerede har, og at være partner med mig giver dig næsten samme status som mig, hvilket vil give dig immunitet fra alle helveder, så længe jeg bryder mig om dig..'' sagde han stille og lagde armene over kors ''ser du.. jeg har tænkt mig at det Niende helvede skal udvides lidt.. jeg vil have Di Morga for mig selv, men jeg skal bruge en retfærdig, og lovlydig regent, i dette land, og jeg ser ikke nogen bedre end en der har undsluppet helvede... det eneste det kræver er en enkelt underskrift... '' *han trak en kontrakt ud fra sin frakke, og holdt den frem foran hende ''den skal underskrives i blod, og så vil jeg give dig alt hvad du begærer...'' sagde han stille, og smilte til hende ''jeg er i stand til at give dig en fuld immunitet selv overfor min far.. Lucifer..'' sagde han og kiggede ind i hendes øjne.

Efter hendes mening virkede dette.. Dumt. En fornemmelse indeni hende sagde at det ikke var muligt at stole på denne djævel når det kom til stykket. Undrende lyttede hun til hvert enkelt ord han sagde, og prøvede energisk at aflæse visse signaler, som måske kunne tyde på en dobbeltbetydning. På den anden side lød immunitet i helvede som en meget god deal. Det var vel begrænset hvor længe hun ville kunne blive ved med at undslippe dette sted.
Hendes blik faldt automatisk på kontrakten, da han trak den frem, mens hun gentog ordene i sit indre. Endnu en allieret. Så han havde en anden person under sig. Forsigtigt tog hun imod kontrakten, inden hun lod blikket glide nedover den. Hun nægtede at underskrive noget som helst, især uden at vide hvad den ville indeholde. Sidst havde hun lovet evig troskab, og den stod hun stadig ved. Hun ejede kun troskab overfor en person, og det var ikke Asmodeus. "Hvem er denne anden allierede?" spurgte hun automatisk, mens hendes blik stadig var rettet mod pergamentrullen. "Og hvad er det helt præcist du ønsker jeg skal foretage mig"

han smilte varmt til hende ''det eneste du skal gøre er at regere dette land retfærdigt.. det er mit eneste krav og så skal du skrive under.. du må sågar lægge et ønske oven i handlen.. det er bedre for dig end det er for mig..'' sagde han til hende og slog ud med armene imens han trådte tilbage ''som sagt vil jeg have dette land på en måde i min magt, jeg vil have status her, men du skal regere.. du er den eneste jeg har mødt der er værdig til det..'' sagde han og smilte ''og min anden partner er irrelevant lige nu.. hans navn vedkommer ingen før han viser sig for os, jeg håber inderligt at du vil tage imod dette generøse tilbud jeg har sat til dig... vi kan også udbygge det yderligere til din fordel.. ikke sandt? ser du.. jeg vil kun det bedste for dem omkring mig...'' sagde han med et smil om læberne, og trådte et skridt bag ud ''det eneste du skal er at skrive under'' sagde han afsluttende.

Igen lod hun til at tænke over dette tilbud, mens hun søgte efter hagen ved dette. Der var altid en hage, og det ville han også have, men hvad var det? Hun lyttede stadig opmærksomt, mens hun bemærkede at han igen trådte væk fra hende, og gav hende den plads omkring sig, som virkede mere behagelig, end da han havde været så tæt på som før. Så han mente hun var værdig til dette.. Hvad så hvis han mødte nogen som var mere værdig? Så ville hun blive strøget, og være tilbage hvor hun stod nu.
"Jeg mener din partner er meget relevant for dette" svarede hun bestemt, inden hun sendte ham et fast blik, som fortalte at hun ikke havde i sinde at gå på kompromis på dette område. "Og jeg vil vide hvem det er.. Tænk.. Det kunne jo være en, som jeg kender til". Svagt lod hun sit øjenbryn glide en anelse op i vejret, mens en taktisk pause indtraf.
"Fortæl nu hvad du forlanger for dette offer. Der er altid noget.. Er det mit liv, min troskab.. Min sjæl.. Hvad kræver du af denne handel". Hun var træt af at løbe om hjørner. Han kunne ligeså godt sige det med det samme, før eller siden skulle hun nok regne det ud alligevel, og uden at kende til hagen, ville hun aldrig gå med til det.

han sukkede ''ja.. der er en hage ved det.. du bliver aldrig i stand til at træde ind i himmelen, men jeg kan til gengæld give dig evigt liv... min partner er en djævel som mig.. og han er ikke relevant lige nu, han har intet at skulle have sagt, du får mere magt end han har.. den eneste hage der er er den med himmelen.. jeg kan i teorien give dig dit eget helvede hvis det var det du ville have... hvilket jeg tvivler på du vil, men det er mulighederne der er der.. du siger hvad du vil have, og jeg giver dig hvad du vil have...'' sagde han og placerede sig på det punkt hvor hun burde ha det absolut bedst, og smilte til hende ''jeg er ikke min far, jeg er ikke et modbydeligt svin.. han ahr sikkert allerede nu sendt folk ud for at finde dig.. og jeg tilbyder dig immunitet imod hans bæster...'' sagde han og kiggede intenst på hende.

Hun lukkede kort øjnene. Nu kom det.. Hagen ved det hele, og psykisk gjorde hun sig klar til at høre hans krav. Dette overraskede hende. Var det alt? At hun aldrig ville kunne betræde himlen.. For fanden.. Det kunne hun sgu da ikke i forvejen.. Sidst hun døde var hun jo endt direkte i helvede, så hvorfor skulle hun komme til himlen næste gang det ville ske. Hun var elver, og havde derfor praktisk talt udødelighed. Hun kunne leve meget længe, så dette havde heller ingen interesse for hende. Alligevel gav hans ord genklang i hendes sind. Han ville give hende hvad hun ønskede.. Lige hvad hun ønskede.
Irriteret knyttede hun hånden med pergamenter, som automatisk krøllede sig sammen, inden hun tog tre skridt hen imod ham og pressede den knyttede hånd med pergamentet mod hans bryst. Samtidig havde de blå øjne fået et hård blik, som var fyld med kulde. "End ikke du kan give mig hvad jeg ønsker mest.. Djævel" svarede hun i et let hvislende tonefald, hvorefter hun slap pergamentet, og flyttede hånden fra hans bryst. "Og hvad angår din far og hans rakkerpak.. Lad dem komme.. Hvis de finder mig, fortjener jeg ikke at betræde jorden"

han kiggede overrasket på hende ''jeg kan give dig hvad du ønsker dig.. jeg har gjort det umulige før.. jeg har bragt folk tilbage til live.. jeg har genskabt en persons følelser.. jeg har manipuleret gener for at kurere sygdom.. jeg kan gøre alt.. jeg har skabt våben med større magt end mig selv..'' sagde han stille og tog fat om hendes håndled, blidt så der ikke skete hende noget ''behold kontrakten.. den kan redde dig i enhver situation..'' sagde han og kiggede ind i hendes øjne, han mente alt hvad han sagde.. hvert eneste ord ''jeg kan virkelig give dig alt hvad dit hjerte begærer.. jeg kan gøre lige hvad du vil have mig til.. det koster kun en underskrift...'' sagde han imens han kiggede ind i hendes øjne.

Hun hverken bemærkede eller kommenterede den overraskethed, som kunne ses i hans blik. istedet stirrede hun direkte ind i hans øjne, uden at vise nogle følelser, men da hun prøvede at trække hånden til sig, mærkede hun grebet, som han havde lagt omkring det. Imens fugtede hun kort læberne ved hjælp af tungespidsen, og lod kontrakt være kontrakt. Hun havde ingen grund til at have den, så hvorfor tage den med sig.
"Spørgsmålet er vel mere om du så ville gøre det" svarede hun køligt, og hævede let det ene øjenbryn. Hvis han var i stand til at gøre det umulige, måtte spørgsmålet være om han nogensinde ville opfylde hendes ønske. Han havde trods alt lige fortalt, at han ikke brød sig om den person, som var den eneste Angelie værdsatte og respekterede. "Fint" svarede hun og prøvede ikke at trække sin hånd til sig. "Jeg skriver under, når du har bragt Zane D'tarion tilbage til livet"

Asmodeus smilte stort ''jeg håbede at jeg ville møde en der ønskede dette!'' udbrød han glad ''lige nu kan jeg bringe hans krop tilbage.. men vi skal have fat i sværdet der holder hans sjæl.. så kan han bringes fuldkomment tilbage.. ser du.. kommer han tilbage vil han være lidt svagere end før.. sådan er det når man bliver genoplivet.. fra det stadie han er i.. han er jo i teorien ikke død, da han aldrig har nået det niende helvede som han er bundet til..'' sagde han og smilte ''jeg bringer hans krop her så snart vi har sværdet...'' sagde han så og kiggede stadig ind i hendes øjne han slap hendes hånd ''og idet dit navn er på kontrakten i blod er jeg bundet til at opfylde min del af kontrakten..'' sagde han stille og holdt øjenkontakt med hende.

Hun kunne ikke lade være med at vise en smule overraskelse over hans reaktion. Så det glædede ham, at det var hvad hun ønskede.. Havde han ikke lige sagt? Langsomt kneb hun endnu engang øjnene sammen uden at vide hvad hun helt skulle sige til denne.. Interesse han vist. "Som jeg sagde underskriver jeg, når han er her" svarede hun igen, inden hun nikkede bestemt, og sendte hans hånd omkring hendes håndled et sigende blik, eftersom han stadig ikke havde sluppet det, og nu mente hun at han havde holdt hånden der lidt for længe efterhånden.
Igen måtte hun lægge ører til en længere tale om hvordan hendes herre var blevet fandet i sværdet. End ikke hun havde vidst dette. Hun vidste bare at han var død, og kun fordi Damia var kommet ned i helvede personligt, og fortalt hende det. Tanken om Damie, fik Angelie til at spærre øjnene en anelse op, og hun mærkede med det samme forbindelsen, som var imellem deres to sjæle. Noget kvindemennesket havde sørget for.

han smilte til hende '' det er selvfølgelig forståeligt, og jeg vil da håbe at du vil assistere mig i at hente dette sværd som indeholder Zanes sjæl..'' sagde han stille og lagde armene over kors, han gik over og lænte sig op af et træ.. han smilte varmt til hende '' ser du.. jeg kan ikke hente det selv, det ville være umuligt for mig, selv med mine kræfter.. jah.. jeg tror selv min idiot af en far ville ha svært ved det'' sagde han og lo for sig selv '' der skal bare planlægges så effektivt som muligt i denne situation.. det skal være en fejlfri plan, og vi skal bruge flere folk..'' sagde han stille mest til sig selv ''så med en stor nok styrke kunne vi invadere Ma'lakels slot.. og så ville det være muligt at tage sværdet...'' han virkede til at tænke højt lige nu, og lagde ikke rigtigt mærke til Angelie.

Hun lyttede egentlig mest kun med et halvt øre til hans plan, men dog nikkede hun da han sagde at hun skulle hjælpe til. Selvfølgelig. Hun ville ikke stole nok på djævlen til at lade ham gøre det selv.. Faktisk ville hun aldrig komme til at stole så meget på nogen. Men ellers hørte hun praktisk talt ikke efter. Dog fandt hun hans plan meget fremfusende. Ville det virkelig være klogt at gå i åben krig mod Malakel? Hun tvivlede. Denne havde flere tilhængere af hvad hun vidste af, og bare tanken om at det ville gå galt, fik hende til at tvivle. "Beklager.. Men jeg tror det ville være mest fornuftigt at gå af diskretionens vej" bemærkede hun langsomt, da han stoppede med at tale højt, inden hun endnu engang satte sig på knæ ved bækken og lod blikket glide over det blanke vand.
Igen mærkede hun båndet mellem Damia og hende selv. Gad vide hvor meget dette afslørede? Hun vidste allerede det ville kunne føre hende til dæmonen hvis Angelie ønskede det, men kunne det tilmed aflæse følelser og andre planer? Det ville måske være klogest ikke at snakke for højt om dette, og af samme grund blev Angelie ved med ikke at sige direkte hvad hun havde i tankerne, i tilfælde af at spioner skulle kunne opfange det.

han smilte for sig selv af hendes ord, selvfølgelig ville han aldrig sige sin endelige plan hans egentlige plan ville være at bruge de døde imod Ma'lakel, hvilket ville give ham en større hær end Ma'lakel selv har, da der var flere i dette land der var døde, end der var soldater og tilhængere..
''nej nej nej.. det er den helt rigtigt plan.. vi skal bare styrte ind i slottet og ta sværdet...'' sagde han og knipsede en enkelt gang ''kig lige på kontrakten igen, der står noget nyt i bunden..'' sagde han så, han havde i bunden i et felt der ikke bandt nogen til noget, tilføjet en del af hans plan, den med de udøde.

Et langtrukkent åndedrag fortalte hendes mening om dette. Sådan var det altid. Mænd.. Det skulle altid lege 'min far kan banke din far'. Hvorfor ikke tænke mere snedigt.. Tænke i nye og uventede folder? Selv Herskeren over landet havde svagheder, men hvad betød det hvis ingen benyttede sig af dem? Kort rystede hun lettere opgivende på hovedet, inden hun foldede kontrakten ud endnu engang, og læste hvad der stod nederst på papiret. Et dæmpet fløjt kom over hendes læber ved denne tanke. Det var da ikke helt dårligt, men det var før set at en udødelig hær var blevet nedlagt. Ligegyldigt foldede hun den sammen endnu engang, uden så meget som at kommentere på den lille detalje, som var kommet frem. "Jeg går ud fra du prøver at fiske min underskrift frem nu, men dette vil ikke ske" bemærkede hun, efter at have opdaget delen med at man ikke var bundet til noget. Istedet drejede hun hovedet, og kiggede tomt over mod ham. "En anden lille detalje.. Du ønsker ikke mig i nærheden, hvis han ikke skal vide hvad du pønser på"

han kiggede på hende ''nej, jeg har al evighed til at få din underskrift.. så det er bestemt ikke interessant for mig..'' sagde han og smilte endnu en gang ''hvorfor ikke det..? hvad har du der er forbundet til Ma'lakel..?'' spurgte han og gik over imod hende, han tænkte nok der ville være noget skidt i alt det her, men intet var så skidt det ikke kunne løses... og han ville løse dette problem, completely free of charge... han smilte stort denne gang, han håbede inderligt at problemet var en dæmon, for det ville gøre alt meget nemmere for ham, var det en dæmon kunne han bruge sit fulde potentiale, selv her på overfladen, og var det en stærk en ville han hente sin stav...