Et møde i skoven(Angelie=privat)

Hun fnøs let, mens stadig holdt munden lukket med sammenbidte tænder. Hvorfor skulle hun også lige være lederen. Det ville skabe problemer i hendes plan. Angelie var sikker på Faith ikke ville tage kampen op, hvis hun havde nogle til at stå bag sig.
"Jeg.." Hendes stemme gav et knæk af vrede, og hun vendte igen blikket mod ham. Hendes dybblå øjne slog næsten lyn. "Sket er sket.. Jeg ser fremad" mumlede hun så lavmælt, inden hun rynkede let på næsen.

Barishan sukkede let. '' det er deres valg frøken. Men jeg tror på at hvis man ikke løser fortiden vil den jage en i fremtiden. Det er vigtigt at tilgive, hvis ikke andre så sig selv''. Barishan havde ikke svært ved at se vreden i Angelie og hvordan hun sikkert plottede Faiths død. Men han var sikker på hun kunne nå at indse hendes had og stoppe det. Barishan havde altid haft en mani med at tro på det bedste i de fleste folk.

Hun sendte ham et lettere opgivende.. Ja næsten medfølende blik, da endnu en prædiken kom over hans læber. "Fortiden skal nok blive løst for mig.. Og det samme vil fremtiden blive" svarede hun en anelse mere fattet nu. "Du tror på alt godt.. Det er naivt Barishan" På et eller andet punkt virkede han vel flink nok. Men at være så naiv gik over grænsen, mod dumhed.
"Alt vil være glemt, den dag jeg får mit liv tilbage"

Barishan grinede sagte. '' jeg er måske nok lidt naiv. Men det er fordi jeg vælger at være det. Min hjerne siger jeg kun skal stole på logik. Men jeg vælger selv at stole på det gode i alle. Der er ingen logisk tankegang i det. Men det er der jo så meget andet der heller ikke er i. er man dun hvis man tror på kærlighed fordi man ikke ved noget om det?. Nej, man håber bare på det findes og derfor søger man det. Ligesom jeg søger godheden i alle. Jeg håber du forstår hvad jeg mener, frøken Angelie''. Barishan smilede og syntes det var hyggeligt at stå og filosofere over ting.

//logger nu men svare i morgen//

Hun skulle lige til at protestere, da han gik igang om en lang forklaring om godhed, der lige pludselig blev til kærlighed også tilbage igen. Nogle få gange prøvede hun at komme ind med en bemærkning, men han fortsatte bare ufortrødent.
Da han endelig nåede slutningen, trak Angelie vejret dybt. "Jo jeg ved hvad du mener" svarede hun langsomt og lagde hovedet på skrå. "Men hvis du tror på det gode i alle, burde du selv overholde reglerne.. Hvad godt er der i kamp" Hun hentydede selvfølgelig til mærkerne på hans tøj, som bar præg af det. "Og ikke alle tror på kærligheden.. Jeg gør ikke.. Det er noget opreklameret bras, og man kan sagtens undvære den!" Hun nikkede let, det vidste hun da. Hun havde levet hele livet uden kærlighed, så hvorfor skulle hun finde den nu?

Barishan smilede let og sagde sagte. '' jeg tror på det, jeg ved bare det ikke er for mig. Jeg har valgt at leve for andre, jeg ofrede min renhed ved at dræbe dem der ønsker ondskab. Jeg ofrede mig så andre ikke behøves gøre det. Så andre kunne leve et liv med fred og kærlighed. Det er op til en selv om man tror på kærlighed. Men om man vil det eller ej, så kan kærligheden pludselig komme uden man ved det ''. Barishan grinede sagte. De havde nu snakket så længe at solens var begyndt at slå op. De første stråler ramte Barishans gule hår imens han grinede.

Angelie skulle lige til at kommentere hans lange sætning omkring kærlighed, da hun opdagede at hans hår skinnede i det første sollys. Overrasket vendte hun blikket mod himlen, og et uvilkårligt smil gled over hendes læber. Intet kunne få hende i bedre humør, end når solen endelig tittede frem hver eneste morgen.
"Måske.. Kærlighed ses jo på forskellige måder.. Men måske oplever andre det også en dag" svarede hun i et mere venligt tonefald, nu hvor humøret allerede var kommet op. Hun mærkede hvordan solen nu også nåede hende, og fik Angelie til at skifte til almindelig menneskeskikkelse, som endte med at stå på jorden. Hun var dog stadig iført den blå kjole med blodpletterne. "Endelig kan man røre ved ting igen" Hun demonstrerede det ved at lægge sin hånd mod hyttens mur, og mærkede stenene under den.

Barishan stod og så på forvandlingen med åben mund. Det var første gang han havde set sådan en evne før. Det var virkelig særligt. Da han fik øje på blodet på hendes kjole blev han dog en smule overrasket. Han stod lidt og overvejede om han skulle sige noget. Men så sagde han. '' de har noget blod på deres kjole frøken. Jeg kan tage den over til søen og vaske den for dem hvis de ønsker det. De kan bare vente i hytten imens jeg gør det. De andre burde ikke være hjemme for tiden ''. Barishan kiggede på Angelie med et venligt blik.

Angelie rynkede let paa naesen da han snakkede om at vaske hendes toej.
En spydig kommentar hvilede allerede paa hendes laeber, mens hun lagde armene taettere omkring kroppen, i en form som beskyttelse, mens hun uvilkaarligt traadte et skridt vaek fra ham. "Nej tak.. Jeg foretraekker at beholde mit toej paa" mumlede hun hurtigt, mens en let hovedrysten kunne ses.
De andre? Stod han og sagde at der boede andre i den hytte der? Angelie vendte blikket mod hytten igen og skar ansigt. "Andre? Jeg.. Burde nok komme tilbage til byen" tilfoejede hun langsomt, mens hun let bed sig i underlaeben. Hun var i hvert fald ikke interesseret i at moede flere oproerer.

Barishan nikkede og smilede. '' jeg ville gerne kunne følge dem der hen frøken. Men jeg holder mig helst væk fra byen af visse grunde ''. Barishan kiggede op i luften. * den dusør på mit hoved har gjort det svært for mig at bevæge mig rundt uden at blive jaget af Zanes agenter *. Barishan kiggede på Angelie og sagde blidt. '' men jeg kan give dem vejvisning hen til hvor Byen ligger herfra. Hvis de ønsker det. Eller så kan jeg lede dem til udkanten af skoven? ''.

angelie smilede svagt inden hun nikkede. "Det maa vaere trist ikke at kunne gaa frit rundt" svarede hun let, uden nogen form for medlidenhed. Han havde jo selv valgt at leve paa den maade.
I stedet nikkede hun bare. "Hvis du kunne vise mig ud af skoven ville det vaere rart.. Jeg er ligesom lidt.. Lost" indroemmede hun og bed sig haardt i underlaeben, for ikke at vise at det irriterede hende, at skulle have hjaelp fra personer som ham.

Barishan nikkede. Han begyndte at gå imens han fløjtede en glad melodi. Han gik med vilje en vej så det ville være næsten umuligt for Angelie at finde tilbage til hytten. Men det behøves hun jo ikke at vide. Det var godt hun havde sagt hun var lost. Så ville hun jo ikke opdage Barishan tog en stor og indviklet omvej for at komme ud af skoven.

Angelie nikkede svagt, inden hun langsomt og lydloest begyndte at gaa efter Barishan. I starten bemaerkede hun ingenting, men efter at have vadet i flere minutter, stoppede Angelie brat op. "Er du ude paa at faa mig til at fare vild?" Spurgte hun mistaenksomt, og kiggede opmarksomt paa ham, mens det koelige tonefald ikke var til at tage fejl af.
Ikke engang Han skulle proeve at lede hende paa afveje.. Hun skulle bare tilbage til Di Morga, og ned til Abbadon.. Laengere var den historie ikke. Selv mente hun at have vaeret ret venlig overfor denne mandsling.

Barishan smilede. * det er en stor nok omvej nu *. Barishan grinede. '' vi er der lige om lidt. Skalp nu af frøken og stol på mig ''. Barishan ledte hende til udkanten af skoven. Barishan bukkede dybt for Angelie og sagde venlidt. '' her er vi så frøken. Jeg håber de nød deres ophold i skoven ''. Barishan smilede meget venligt og hans krystal blå øjne hvilede på hende.

Angelie fnøs let. "Stole på dig?" gentog hun og hævede let det ene øjenbryn, men fuldte alligevel efter ham. Hun kunne nok have fundet vejen ud på egen hånd, men det ville helt sikkert have taget længere tid end det her.
"Jeg stoler ikke på nogen.. Overhovedet" med et bestemt nik, viste hun at sådan var det bare, inden hun nu opdagede hvordan træerne tyndede ud, og byen kom til syne et stykke fra hende. "Jo tak.. Det gjorde jeg vel" Hun bed sig let i læben, inden hun begyndte at traske ned imod byen, uden så meget som et høfligt farvel.

Barishan smilede og sagde med en høj stemme så Angelie kunne høre ham. '' du er velkommen til at komme og besøge mig en anden gang min ven ''. Barishan vinkede til hende da hun begyndte at gå og han stod i udkanten af skoven og ventede på han ikke kunne se Angelie mere. Da han ikke kunne det gik han tilbage imod sin hytte.

Angelie skar forsigtigt ansigt, da han snakkede om at.. Komme igen?
"Jeg tror nu ikke det er noget du skal sætte næsen for højt efter" svarede hun bare, og trak kort på skuldrene, inden hun begyndte at vade ned mod byen.
Snart var Angelie ude af syne, og træerne forsvandt bag hende.. En efter en

//Out ^^