At lytte til ingenting...

Pitch tog hurtig fat om Luciels hals med begge hænder.
Han hev hendes hoved bagud så hurtigt, at det ville have brækket halsen på et normalt menneske.
Da han holdt hendes hoved bagud, stirrede han hende i øjnene, og sagde, med en stemme, der var så kold at hendes ører næsten frøs til is:
"Nu går du hjem."
Derefter kastede han hende på jorden, og så efter, om der var nogen sår på Millas hals.

Hun satte sig op efter hun var væk..
hun kiggede op på ham..
Hun havde lige et lille sår på sin hals, men det var ikke slemt.
"Tak" hviskede hun til ham.

luciel rullede en gang rundt på jorden, og opdagede at hun havde tabt kniven. det var nok også meget godt. med en lille bevægelse trak hun en kort kniv, hendes elskede kniv som var perfekt til at aflive folk med.
den var ond at se på, dens blad var uhyggeligt skapt, den glimtede ondskabsfuldt i sollyset og modhagerne på den gjorde den perfekt til formålet.
hun var oppe i en glidende bevægelse, og med et par hurtige, lange skridt var hun henne bag pitch.
hun lange kniven for hans hals og hviskede:
- du står helt stille!
hendes tænder nærmede sig hans hals.. hun havde altid spekuleret på hvordan engleblod smagte..

Pitch hævede venstre hånd, og med et højlydt knips var han væk.

Milla ecplorderede kniven.
Hun sprang på Luciel.
Hun fik hende ned og ligge på alle fire.

Pitch vendte tilbage, og lagde en hånd på Millas skulder.
"Stop! Jeg tror, hun har fået nok. Bare lad hende ligge, og så foreslår jeg, at vi begge forlader stedet."
Han så nu på Luciel, nærmest med medlidenhed, og derefter på Milla.

en rasende skrig undslap luciels strube, og hun kiggede sig hadefuldt rundt. hun ville sikre sig at der ikke var nogle bag hende. der var ingen at se..
pludslig sprang pigen på hende! det var ingen sag at få hende vippet hende væk, og derefter slog luciel armene om hende. hun blottede sine lange hugtænder.
- goddag pitch..
hendes stemme var legesyg.

Pitch sparkede Luciel over skinnebenet, og gjorde så klar til at kvæle hende.
"Det var ærgeligt, jeg havde ikke lyst til det her..."
Hans ansigt udstrålede vrede, men også bekymring.

"LØB PICTH!" råbte hun og satte i spurt hen mod det næste hjørne.
Hun fik fat om Pitch hånd inden og trak ham med hen af gaden.
HUn spurtede væk fra banegården.

Pitch løb efter Milla i sine behagelige, men ikke så løbe-egnede, sko, og fulgte efter Milla.
Han prøvede desperat at holde sin cigaret på plads i munden, men den faldt ud, og ramte ham på kinden.
Han sænkede farten, og prøvede desperat at fjerne den, men ude af koncentration, faldt han over spidsen af sin ene sko, og landede på maven.

Hun stoppede da han landede.
Hun fik ham op og stå. "Er du okay" spurte hun stille, og lod sin hånd, fjernde lidt af den aske som var på hans kind. Hun smilede til ham og lagde hovedt let på skrå.

Pitch rejste sig, vendte om, og løb imod Luciel. Da han var cirka 5 meter fra hende, forsvandt han uden varsel.
Umiddelbart efter, dukkede han op lige bag Luciel, og slog hende hårdt i baghovedet.
"Undskyld, men jeg skal lige ordne noget.", henvendt til Milla.
Det var tydeligt at han var meget vred, og var tilsyneladende lige ved at ville slå hende ihjel.

luciel måtte give slip på milla da pitch sparkede meget hårdt til hendes knæskal. det føltes som om der var noget der sad forkert og det gjorde ondt som ind i helvede hver gang hun prøvede at rejse sig. rasende så hun milla forsvinde om hjørnet, men da pitch faldt klarede hendes ansigt op, og hun glemte smerten i hendes knæ.
men inden hun fik rejst sig op var han forsvundet. så dukkede han op bag hende..
hans slag var så hårdt at hun gik ud som et lys..

Pitch smilede hånligt, da Luciel ikke rejste sig igen.
Efter et par sekunder så han sig om, og løb efter Milla.

//smutter

//Ses, vi må fortsætte senere, nu var det lige spændende ^^

dunk...dunk...
luciels hovede dunkede da hun vågnede efter pitch slag. hun så ham løbe, og fik stablet sig på benene. hun kunne mærke hovedpinen og smerten i knæet dunke om kap, og følte sig udmattet, men hendes stolthed var såret og hun ville prøve at få hævn!

Hun løb fortsat asted "Pitch er du med?!" hun halv råbte til ham.
Hun vendte blikket mod ham. Hun smilede stille og kært til ham.
"Hun er ikke død vel?" spurte hun stille og smilede kært til ham.

"Ja, jeg er lige bag dig! Og hvis hun døde af det dér, tror jeg ikke hun er en rigtig vampyr"
Han smilede tilbage, samtidig med at han nu koncentrerede sig om sine sko.
"Hvor er vi på vej hen?"

"Okay" sagde hun og tog hans hnd..
"Det ved jeg ikke" smilede hun kært.
Hun løb stadig, men drejede ligepludselig skrapt.

hun kunne svagt høre deres samtale på trods af hendes gode hørelse. med panden rynket i en koncentration der var usædvanlig for hende, begyndte hun at helbrede sig selv. det mørkerøde lys svøbte hende i en kølig kappe der fik smerterne til at gå væk.
et kulsort mørke voksede inden i hende, hvor det før bare havde været en lille plet på hendes sjæl, voksede det.. og voksede og voksede..
da hun rettede sig op efter helbredelsen var hendes øjne næsten hvide og det var kun hendes pupill der var synlig.
hun stirrede stift ud i luften et øjeblik, mens hun prøvede at læse deres tanker. hun smilede triumferende og satte efter dem! hendes fart var usædvanlig selv i forhold til en af hendes slags. det ville ikke vare længe før hun havde indhentet dem.

Pitch slap hånden da hun drejede, og væltede næsten, men han løb stadig efter.
"Nå, jeg har rigeligt tid. Lad os prøve lykken!"
Han så sig bagud, og lagde mærke til Luciel, der nærmede sig hastigt.
"Herind!"
Han trak hende ind i en gyde, tog fat om hende, og de forsvandt.
Det var umuligt at se hvad der skete, men pludselig stod de på taget, af den bygning de havde stået på.
"Vær stille."
Han så igen bekymret ud, men smilede samtidig varmt.

Hun smilede varmt og kært til ham..
Hun smilede og kiggede på ham, men da hans blik fjernde sig, blev hun urolig.
Hun blev forskrækket da han hev hende ind i gyden.
Hun lukkede kort øjnene og så var de på taget.
Hun kiggede bange ned. Hun havde aldrig kunne lide højder.

luciel vidste at de var der, men nu var de forsvundet! hun forbandede pitch og hans evner langt væk. så koncentrerede hun sig igen og så ud i luften. hendes øjne var fraværende som hun var et helt andet sted. så fandt hun hvad hun ledte efter og hendes øjne kom tilbage til nuet.
med hurtige bevægelser hoppede hun op i luften og greb fat i en lavthængende gade lampe. fra den fik hun fat i en vindueskarm og langsomt men sikkert kom hun tættere på taget. endelig var tæt nok på til at kunne springe resten af vejen og så stod hun på taget!

Pitch så forskrækket ud, det havde han virkelig ikke forventet.
Han tænkte kraftigt, man behøvede ikke engang koncentrere sig for at høre det:
*Pokkers! Jeg troede endelig, jeg kunne være fri for at slå nogen ihjel...*
Han rodede i sine inderlommer.
Et par sprøjter med en grønlig væske faldt til jorden og knustes.
Derefter et patronhylster.
Så endnu en kniv, lidt større end den fra før.
Endelig fandt han hvad han ledte efter.
Han ladede sin nyfundne pistol, og pegede den mod Luciel.
Han sagde ingenting, pegede bare på Luciel med et ansigt så stenhårdt, at selv ikke de dygtigste ville kunne finde den mindste følelse i det.