en måne fuld aften-Ahngel-Privat!

Ahngel kiggede kort på Mekeyla og drejede om og satte sig igen på sengen.
"Bevæg dig ikke for meget. Snart kan jeg ikke heale dig længere." sagde han så og lænte sig op af væggen som var det et ryglæn. Han lagde hovedet lidt til siden og kiggede på gardinerne der mørklagde rummet. En vampyr på et menneskehospital.. Hvor ironisk. Hvor avantgarde.'
Han lukkede stille øjnene.

"sov bare Ahngel"sagde hun, hun tog Christopher op til sig og ammede ham"min lille skat"sagde hun til ham, Christopher spiste bare ivrigt, han var vist meget sulten
hun kiggede over på Ahngel, hun smilede af ham, hun ville bytte nogle af dem for noget, hun elskede dem højere end noget andet på hele jorden

Ahngels virkelig synkede sammen og efterlod kun den lammende tomhed i en vampyrs drømmeløse søvn. Han var stille og skinddød. I takt med at han hang den smule ekstra med hovedet lagdes hans hår om hans ansigt så det blev dækket mere eller mindre. Blot en enkelt side af øjet kunne ses. Gav ham noget fredeligt men også svagt dystert over sig.. som var han rent faktisk død, men kunne vågne hvert øjeblik og brinde kaos og ødelæggelse... som han burde. Ligesom han burde.

Christopher blev færdig efter lidt tid gylpede han og Mekeyla tørrede det væk igen, hun smilede af Christopher, hun puttede ham igen, hun kiggede hen på Ahngel, sådan sad hun i mange timer og bare kiggede på ham, men hun viste godt at hun ikke kunne få ham, hun kiggede væk igen*jeg vil aldrig kunne få ham aldrig nogensinde*tænkte hun

.

.

//Skal vi lade tiden gå til næste nat?//

jo okay^^//

Igen blev tomheden brudt idet solen igen lod sig falde fra himlen og gøre den svagt lysblå som den altid havde været ved hans opvågning. Ahngels røde øjne flammede kort op fra den tænkende dybrød til den tilstedeværende opflammede blodlige rød. Han så ud i rummet uden at bevæge sig endnu. Egentlig tog det lidt tid for ham at vågne op fuldkommen. Hans tanker og minder slog tilbage imod ham som et spark i maven og han tog sig til panden idet det hele var påplads igen.
Mekeyla og hendes barn var det sidste der dukkede op over nethinden.

Mekeyla lå stille og sov i seng, det sammen gjorde Christopher osse, hun var meget sårbar, men i løbet af dagen havde hun revet sig på noget skarpt og det havde givet hende et halv dyb sår på armen og det blødte lidt endnu, hun havde ikke tilkaldt en læge, hun havde selv prøvet at stoppe det, det kunne man nemt se, der var forbinding næsten over det hele hvor der var blod på

.

//Du har jo nærmest et skilt på hovedet hvor der står: bid mig!//

Duften af blod ramte Ahngels sanser meget kraftigt og fik ham til kort at fokusere meget nøjagtigt på hende. Studerede hende og duften af blodet. Han rynkede dog på næsen. Man skulle tro at hun ligefrem ville have ham til at rejse sig og bide hende i halsen. Det ville egentligt ikke overraske ham.. folk havde altid været så pokkers uheldige med deres blod omkring ham? .. Som om de ønskede at dø.

//hun var bare uheldig//


hun sov bare videre, hun havde det helt fint, hun havde lidt forbinding om såret, hun havde været lidt uheldig, hun været ude på gangen og gå inden hun lagde sig til at sove, hun sov bare videre, hun vendte sig lidt om på siden, noget af hendes hår dækkede noget af hendes ansigt, hun havde det helt fint

.

Ahngel nikkede kort for sig selv og satte sig lidt bedre op... Han mærkede kort en stikken imod sin hals.. snørrede den sammen med en nærmest kommanderende virkning og et buskab så stærkt at det ligeså godt kunne males på ham.. Sult. Han tog sig til halsen kort og rettede sig lidt op. Han rejste sig helt derefter og gik hen til vinduet. Han kilede roligt sin pege og langefinger ind imellem gitteret og så igennem gardinet der var lavet af små bøjelige plader. Ganske nyttigt. Solen havde taget sit sidste farvel til dagen og stod op som en ny morgen på den anden side af jorden..

hun sov bare videre men da Ahngel havde rejst sig og gået hen til vinduet vågnede Christopher op igen, han begyndte at vragle højlydt, Mekeyla vågnede og tog ham op til sig, hun så hen på Ahngel"åh du er oppe"sagde hun, da hun ammede Christopher, han var meget sulten så det ud til, hun havde fået mad da Ahngel lå og sov, hun havde det helt fint, hun så bare lidt træt ud

Ahngel nikkede stille og skævede først derefter til hende og sit barn. Han fandt det ærligt talt meget underligt at lade sig være i omgang med en moder og et barn. Børn var.. mærkelige eksistenser. Fremmede på sin egen måde. Menneskekender kunne mna være, men man kunne aldrig vide med børn. De kunne ikke læses og de kunne ikke tydes. Der behøvede intet formål at være for børn overhovedet. Ikke menneskebørn ihvertfald.

hun kiggede på ham"tag bare ud af spise"sagde hun med et smil, hun kunne næsten tænke sig til hvad han lavede henne ved vinduet"men kom tilbage ikke"sagde hun, hun ville helst ikke være alene, når vampyrer havde angrebet hende to gange da hun arbejde hos den meget fine familie på en nat, hun ammede stadigvæk sin søn som hun elskede meget højt

Ahngel lagde hovedet på skrå og betragtede hende.
"Mekeyla.. jeg kan ikke blive her." sagde han så og kiggede igen udenfor inden han kort lod blikket falde på vindueskarmen hvor der stod de normale små abstrakte skulpturer, som hospitaler nu engang var så glade for.
"Du har brug for alenetid med din søn og ikke med mig." sagde han så og vendte sig imod døren.

hun så ned i gulvet"hvis du siger det"sagde hun, hun lagde sin søn ned i sin seng, hun lagde ham ind i et tæppe, hun gik hen til Ahngel"vi ses nok en anden gang"sagde hun, hun gik hen til sin seng igen, hun satte sig der, hun kiggede ned på sin søn, hun elskede ham meget højt, men hun elskede osse Ahngel højt, men han ville ikke havde hende*det var derfor jeg blev kunstig befrugtet, så skulle jeg ikke gifte mig med en*tænkte hun, hun kiggede bare ned på sin sovende søn

Ahngel nikkede stille og betragtede hende i en tid inden han åbnede døren helt op. Han skænkede hende et sidste blik og et meget kort smil. "Der vil ikke gå lang tid." sagde han så og nikkede. "Au revoir." sagde han afsluttende og gik ud af døren og begyndte at gå ned ad gangen med en del tabnker pressende på. Han skævede kort til de hvide sterile vægge inden han rettede de røde øjne imod udgangen.
-Der vil ikke gå lang tid-