Et Nyt Lig Til Gården... (Ahngel)

"Nej... Eller jo...." sagde Vari og kiggede på ham medet lille skjult smil. Han havde set mørket i Vampyrens øjne og hvordna han sikkert havde lyst til at svare det modsatte af hvad han sagde... Og alligevle gjorde han... Utroligt ganske vist.
"Jeg mener at jeg vil vide om han er ligeså en farlig modstander sm dem jeg har hørt høre rygter... Så al min viden om ham er simpelthen rygter der er fra nogen der tror de så noget" sagde han og sukkede svagt... Viden kunne være meget værdifuldt, hvis man altså vidste hvad man skulle gøre af det...
"Men nej... Jeg vil ikke kende ham ellers..." sagde han og kiggede bare på ham med et stift blik.

Et lidt lallende smil kom frem på Ahngels ansigt. Noget lidt nyt i det. En blanding af skadefro morskab og den knivspids af sindsyge der lagde sig i det. Han tav og rystede kort på hovedet.. Fandt sig på kanten af et lettere vanvide. Han kiggede igen på Vari.. "Jeg tror at disse rygter er en underdrivelse." sagde han så. "Ma'lakel Lemoris.. er i stand til at slå Zane ihjel af egen hånd hvis det var hvad han lystede.." sagde han stille. Ahngel bevægede sin hånd op til venstre øje og lagde håndfladen imod det.. Han trak den ned lidtefter.. brød let den aura der udgjorde helheden. Et ar kom til syne. Et grimt ar tværs ned af øjet som nu var misfarvet. Irisen endnu rød, men uden pupil og den hvide hinde var sort som størknet blod.
"Hvis han altså ville.." sagde han så.
Arret var en lille gave fra hans første møde med Ma'lakel.

Vari nikkede lidt... Det lød som om denne... Ma'lakel var en farlig type... Ingen underdrivelser der... Så Rygterne passede udemærket... De rygter han ihvertfald selv havde hørt... Og ikke bare dem fra fulde idioter der rendte rundt mens de jappede om den ene ting efter den anden.
"Lyder som om han passer fint til Rygterne" sagde han og kiggede bare på hans sårede øje.
Ahngel kunne ha vist Vari den ene døde efter den anden... Uden det ville røre Vari det mindste, men det Ar... Det beviste simpelthen bare hvor farlig Ma'lakel, virkelig kunne være... Han ville være en farlig modstander...
"Hvis han altså ville" Gentog Vari som et ekko af Ahngels... Og så nikkede han lidt.

Ahngel bevægede stille fingeren ned ad sit ar idet det langsomt fortog sig og hans smukke hvide hud igen erstattede de synlige blodårer igennem den afbrændte hud og lod igen øjet befænges med sorte vipper og de normale farver. En illusion dækkede vel over dette ar, eller også var det tanken om arret der tillod det at vende tilbage, men så igen. Hans hud kunne han manipulere.. han var jo ikke en direkte 'levende' skabning.
Han så igen på Vari.. Studerede ham og forestillede sig kort han imod Ma'lakel.. det ville være en meget stupid ide ifølge Ahngels hoved.. Naivt så at sige..
Pokkers til ild.. ligemeget om det er fysisk eller psykisk så brænder det altid noget til uigenkendelighed.

"Lad mig gætte..." startede Vari og lod tungen smage på ordene inden han sagde dem... Ordene var valgt omhyggeligt og var tydeligt velovervejet... Han ville ikke provokere Ahngel uden selv at vide det... Hvis han skulle provokere Ahngel, ville han gøre det så han selv vidste det.
"Han brugte ild... Om det var Psykisk eller Fysisk ild, kan jeg tilgengæld ikke sige... Men eftersom han ramte dig på sådan et sted, vil jeg sige at han enten angreb dig mens du havde gang i noget andet, eller han ville såmænd have et bevis på hans styrke..." sagde Vari og kiggede bare på Ahngel for at høre om noget af det ville blive bekræftet... Hvis det ville, gjorde det ikke den store forskel... Han vidste nu en ting om Ma'lakels evner... Han kunne ild....

Ahngel så på Vari og skænkede ham et nik. Nøjagtig.. Den fysiske ild har brændt hans hud og legeme.. den psykiske.. nah.. Den var ikke værd at tale om. Ahngel rynkede kort på næsen og så hen på elveren igen.
"Det ville forklare hvordan jeg så skødesløst har fået arret, men nej. Dæmonen ramte mig i en åben kamp om et ligegyldigt fænomen. Jeg var vagtsom, men alligevel kunne han røre mig og ødelægge min hud." sagde han med en undrende stemme, som om det aldrig var sket før. Ahngels styrke lå ikke blot i hans overmenneskelige udvikling men også den logik han lagde i sine kampe. Sine strategier, som Ma'lakel gang på gang har slået til jorden og trådt på? Kunne det være held? .. Så nemt havde ingen nogensinde haft ved at skade ham.. tja.. bortset fra EN selvfølgelig.

"Og at dømme efter din lettere overraskende stemmeføring, kan jeg gætte mig frem til at du ikke er vant til at folk kan skade dig så det blir ved med at være der... Og at du aldrig er blevet ramt sådan i kamp" sagde han ganske simpelt og kiggede bare på ham.
Vari var heller ikke ren kamp og død, som mange folk forudså ham til at være... Han tænkte altid så langt frem at modstanderen tit var gået ind i fælden før han selv havde opdaget det... Men den herlige evne, var langsomt gået bort da hans Forrådnelses evne havde ædt af den....
"Så derfor kan jeg kun sige... Ma'lakel er en modstander, der ingen åbenlyse svagheder har, hans styrke er i hans ild og hans styrke, men ikke kun der. Også hans Hurtige tankegang er en god kampegenskab... Derudover må han også være hurtig, hvis han kunne slippe afsted med at angribe dig sådan" Han nikkede imod hans øje. "Og stadig kunne slippe levende derfra... Alt i Alt... En meget meget... Meget Farlig modstander" afsluttede han.

Ahngel betragtede Vari. Han havde ramt hovedet på sømmen.. næsten. Ma'lakel havde svagheder.. det var han selv klar over, men han sagde dog ikke noget til det. Holdt det stykke fakta tæt på brystet. Ahngel var, selvom han var vampyr og en af de 'værste' af skuffen, en mand af ære.. desuden.. Skulle Ma'lakels svagheder bruges imod ham, ville Ahngel selv være den der førte det til vanviddet. Den smile selvviskhed kunne han ikke benægt, selvom det ikke var egoisme der var Ahngels største egenskab. Desværre ikke.
"Han er uforudsigelig som landmine desværre." sagde han så og så lidt væk. Han fandt egentlig sig selv patetisk til at have lade det ar ske. Ikke på grund af arret ir for sig, men mere fordi en modstander på den måde var.. Ahngel tav. I princippet var det vel et trofæ.. i sidste ende var det Ahngel der stod med foden for Ma'lakels strube og lod ilten sive ud af hans elskede ild.. Og dog.. Hvorfor var han så ikke stolt over det?

//Skal logge, men kommer tilbage//

//Okay ^^//

"Men... Der burde være en simpel og åbenlys svaghed ved hans ild... Vand... Som min" sagde han og lagde hovedet på skrå over det. Hvorfor var det at Ahngel ikke havde sagt noget til ham om det.... Han havde jo selv sagt at han ville bistå med information... Men det kunne jo være at han havde tilbageholdt noget information af underlige grunde som Vari ikke ville måtte få at vide åbenbart... Det virkede underligt.
"Så... Jeg får følelsen af at noget muligvis kan havde undgået dit blik" sagde han og kiggede tænkende på Vari. Varis blik var gennemborende... som om han kiggede direkte igennem ham for at se om han virkelig skjulte noget for ham.


//Skal tage opvasken...//

Ahngel så hen imod Vari igen med et køligt blik der slet ikke genspejlede Varis gennemboren. Han havde denne ligeglade attitude, selvom der inde imellem isblokkende gemte sig noget satanisk og brændende. Brændende som hans magnaøjne. Et indelukket vanvid, som en sindsyg i spændetrøje.. Lukket bag barikader i hans sind. Holdt tilbage af skrøbelige mure.
"Ilt.." sagde han så.. "Driv nok dødt luft omkring ham og dysisk kamp vil være nødvændig." sagde han så. "Død luft.. Kvælstof." sagde han så. Det var den måde han selv havde nedlægget ham dengang... tvang flammerne ud af ham..
Han tav og så bittert ned ad sig selv et øjeblik.. Han gjorde det her for at få Zane ned! Zane! Det er Ma'lakels egen skyld at han valgte at lege hund.

Vari nikkede langsomt... Det gav faktisk mening... Han ville nok også kunne gøre det, men ellers ville det være et småt problem... Han kunne jo lægge ild rundt om ham... Det ville kvæle al ilten rundt om ham og resultere i at person ville dø... Simpel Fysik når det kom til punktet.
"Udemærket" sagde han og kiggede op på himlen... som om han så noget af sig selv i den... Hans øjne skjulte det... Den flænsende ulv der flåede alt i strimler og lod dem der så den ligge døde og blødende på jorden. Han kunne mærke hvordan han havde kontrol over den... Og at han altid havde haft kontrol over den, men hvis den kom over det... Ville han være færdig... Simpelthen gal... Intet mindre...

Ahngel var nu stille med et tomt blik foran sig.. Hans øjne falmede igen ret så merkant til mørk dyb rød.. Ikke lige så dyrisk som før overhovedet. Farvespillet stoppede så småt. Hans øjne vendte sig langsomt hen imod Vari derefter.. Ikke til stede stadigvæk, men hans tanker fik ham til kort at kigge på elveren som han nu havde forsynet med oplysninger om Zane og hans omkreds.. Lidet kom langsomt tilbage i blikket efter lidt tid. Igen spillede dyb rød imod den nærmest neonfarvede udgave, som fik den til at se glødende ud. Igen.. Magma. Flydende ild.
Han var endnu stille.

Vari rejste sig i en flydende og elegant bevægele... Som om han ikke havde gjort andet hele livet... En indgroet bevægelse fra hele hans liv.
Hans øjne lyste underligt op med et lille glimt. Den viden om Zane og Ma'lakel han havde fået, havde hans kampglæde til at køre rundt i kroppen som adrenalin... Han ville virkelig gerne kæmpe mod en.
Kort blev hans blik rettet mod Ahngel... Men så rystede han næsten usynligt på hovedet... Der var ingen grund til at slås med Ahngel... Og hvis der skulle komme en, var det sikkert at han nok skulle finde et ordentligt tidspunkt.


//Skal lige ud med hunde...//

Ahngel kiggede ikke rigtigt på Vari der men bare betragtede sin stirreplet foran sig med omhu og tænkende miner. Han så dog hvad Vari gjorde. Fuldt hans bevægelser i øjenkrogn. Så på ham selvom øjnene ikke var rettet imod ham.. Han mærkede en undertone af det han selv ville kalde blod på tanden.. Et par toner nedenunder dog.. en kort følelse af energi der ønskedes i et slag eller et skrig imod et andet væsen..
Han vendte endelig blikket imod Vari.. Langsomt og dystert. Da smilte han. Skævt og skeptisk som havde han akkurat sagt noget bundsarkastisk eller noget i den dur.
Han rejste sig op da og gik et skridt imod ham og lagde hovedet på skrå. "Slå mig," sagde han så.

Vari stirrede på den høje Vampyr og tænkte kort over hvorfor han skulle slå Ahngel... Det virkede som om Ahngel ikke troede på at Vari kunne være farlig nok, men han vidste at Ahngel ikke ville ha givet sin Alliance til en der var svag, men hvorfor ville han så have at Vari skulle slå ham?
Men den tanke blev blæst af vejen af Varis Kampglæde der dukkede op i ham igen ved udsigten til at slå nogen.
Hurtigt slog han ud efter hans tredje Ribben på venstre side. Vari var ikke van til at kæmpe nævekamp, men han kunne sagtens slå ordentligt fra sig. Hans slag var lidt som en slange der huggede fra sig, men havde styrken fra en bjørn der labbede sin pote efter sit offer.

Ganske rigtigt gjorde Ahngel ikke det stolte nummer ud af at stå ret og lade som om at det ikke gjorde ondt. Efter slaget blev han dog tvunget et skridt bagud, men hans ansigt var ikke fortrukket i en smertegrimasse, men mere et narresmil. En klukken kom fra ham idet han krummede ryggen lidt .. rent automatisk.
Et højlydt knæk kom fra hans torso idet han tvang sig selv til at stå ret. Højt og brutalt kunne man høre ribbenet enten brække eller vrikke sig helt på plads igen af simpel fysisk kontrol. Ahngel klukkede stille i en let imponeret.. dog legende og ondskabsfuld useriøs.
"Jamen det ser ud til at der er noget at hente fra Dem.." sagde han så. Det var en test. Skulle Ahngel alliere sig, skulle der være kontakt og ingen tvivl eller tøven. Tøven var ikke noget han havde brug for.
"Imponerende.." sagde han så derefter tænkende og stille. Det prikkede endnu imod hans ribben, som det altid ville gøre. Dog var det ikke slaget han havde bifaldt, men nærmere selve ideen der lå i det.

Vari holdte bare godt øje med ham og var fristet til at hoppe tilbage efter slaget, men blev stående for også at vise sin tro på at Ahngel ikke ville selv flå ham fra hinanden... Selvom der også var en rimelig stor chance for at havde taget fejl og han ville dø i aften...
Men han tog fejl. Da han hørte knækket kiggede han bare på Ahngel mens han ventede på at der ville komme endnu et knæk som bevis på at han rettede det ud igen. Og der kom det jo...
Han fulgte med i hver en enkelt bevægelse Ahngel gjorde, som om han ville angribe ham. Vari havde for længst lært at man aldrig skulle lade sine parader gå ned efter man havde slået en. Men latteren overraskede ham dog... Han havde ikke forventet latter efter sådan et slag.
"Det siger du ikke" svarede han ham bare tilbage efter hans første udmelding... Vari kunne komme med langt mere end bare sådan et hurtigt slag, men det var nok ikke det smarteste at starte en kamp han ikke selv vidste om han ville slippe i live fra... Vari havde gjort det før og havde blot haltet væk med blod fra mange steder, men ikke imod en ren Vampyr... Aldrig.
Han ventede på endnu et spørgsmål eller noget andet der krævede et svar...

Ahngels klukken lod sig hænge lidt i luften som var der noget åndeligt omkring dem. Son om selve kirkegårdens beboere hviskede til dem og grinede med.. dog var det blot ekkoet af Ahngels førhenværende morskab og positive overraskelse af at denne elver ikke blot var noget af ord. Ikke bare var en der holdt sig til sine ord. Han tøvede ikke med at slå på en modstander der meget vel kunne flå og æde ham inden han ville nå at blinke. Det ville være en god egenskab at have. Man måtte ike vise sin usikkerhed imod en modstander. I så fald så skal det vændes.. og det skal vændes hurtigt.
Han så igen stille imod elveren.
"Jeg tror at denne alliance vil komme os begge til gode." sagde han så, selvom han egentlig godt var klar over at Vari ingen ide havde om hans egentlige styrke.. Han ville lade det gå hen. han havde ikke tænkt sig at skamfere sådan et helligt sted med beviser på hans evner som en renblod. Ikke med den respekt han havde for det døde.

Vari holdte bare øje med ham, det var tydeligt han ikke stolte nok på Ahngel til at tro på at han ikke ville angribe ham for at se hans reflekser eller om han selv kunne klare at få et slag... Vari ville have gjort det... Og derfor vidste han jo ikke om Ahngel også ville gøre det.
Han havde oplevet så mange ting igennem sit liv, at den vedvarende klukken af Ahngel, ikke skræmte ham nok til at løfte håret i nakken.
"Tror du virkelig?" spurgte han og kunne ikke skjule den lille rest af den spørgende tone i spørgsmålet. Han var lidt overrasket over at han sagde det... Han havde ærligt talt troede at en Renblodede vampyr ville have flere beviser, men han burde vel ærligt talt ikke brokke sig over det... At han fik en Allinace ud af et slag og en samtale... Det var jo en fantastisk ting...

En nærmest uimodståelig trang til at lege lidt med Varis opmærksomhed og vagtsomhed pinede nærmest Ahngel og lod ham trække på sit narresmil endnu engang.. Han kunne hvert øjeblik tillade sig selv at snappe ud efter ham, bare for at se en reaktion.. og derefter gøre det igen.. og igen.. og igen.
Dog rankede han sig ryg. Dog forsvandt håret let fra hans ansigt idet et modgående vindstød tillog hans underskønne ydre at renses fra den sorte blanke manke han havde i beholdning. Langt hår egentlig. Han nikkede stille.
"Det er ikke en tro men et faktum min kære elver." sagde han så og lagde hovedet på skrå.. endnu lidt legende.

"Udemærket...." sagde Vari og lod langsomt sin parade køre ned til det normale... Hvilket vil sige over det minimale og være klar hvis han nu ville prøve alligevel.
Vari kiggede endnu engang op på himlen... Det så ud til at Vari snart skulle finde sig et nyt sted at tilbringe natten, så han kunne få sovet lidt... Det var tydeligt at han ikke ville sove på kirkegården... Og han skulle snart få sovet, han kunne jo ike blive ved med at køre rundt som Ahngel.
"Men jeg tror jeg vil takke farvel og begynde at gå mod et sove sted" sagde han og kiggede bare på ham. Der var nu noget over Ahngel som fik Vari til at holde øje med ham en ekstra gang.

Ahngel gav et nik fra sig og betragtede Vari i en god stund.. Mere end Vari nok selv havde opfattet var startet ved denne alliance og Ahngel glædede sig til at påbegynde det..
"Det er mig der takker." sagde han og passerede ham.. "Godnat." sagde han så og fortsatte ned ad den sti hvor han for enden havde tænkt sig at afslutte sin faste..
Den lille skarpe halvdel af mønten mærkede han imellem sinde fingre idet han stak hænderne i lommerne.. Mærkede elsverblodet prikke på hans fingre.. Snart... meget snart ville det være en endnu mere sjælden genstand at have i beholdning. Når den næste elver ville dø..


//Out//

//Samme her...//