Psychosis //Privat - Ai , Barishan//

Barishan kiggede på Ahngel med et blik der udstrålede had over han havde gjort sådan ved hans datter. '' hvis du er sulten så hold din til dyre blod. Jeg beskytter hende her, jeg må bede dig ''. Barishan så Ai gik ind foran Ahngel. Barishans blik skiftede da han så på Ai. Det var en sorgeligt udtryk. Barishan satte med en hurtig bevægelse sit sværd Zalzura tilbage i dens hylster på ryggen. Barishan nikkede mod Ai og sagde roligt. '' som de ønsker. Jeg skal ikke dræbe denne Vampyr så ''. Barishan kunne mærke hvordan han holdt hadet og lysten til at dræbe Ahngel tilbage. Hvordan han dog stadigvæk respektere Ai og hendes måde at gøre det på.

Ahngel så køligt på Asparaen.. "Jeg rør ikke ved menneskenes mad." sagde han så og henholdte sig til dyrene.. "Hvis det er fair at de slagter millioner af dyr hver dag, så begøver ingen vampyr have skyld i et menneskeliv i ny og næ." sagde han og lagde hovedet på skrå.
"Og jeg som troede at Asparare var tilhængere af naturlig balance.." sagde han med et kort sarkastisk grin..
"Og din lille 'datter' der.. tja.. Man kan ikke sige at hun strittede det mindte imod." sagde han så og lod smilet brede sig lidt endnu.. han fnøs kort idet Barishan sagde at han ikke ville dræbe ham.. som om et godhjertet bette skovvæsen kunne gøre en ende på ham.. Kunne han var Ahngel død for længst.

Ai så på dem og smilte lidt til sin far ""Und...dyld" Følelsen i Ais krop kom igen, hendes hjerte bankede hurtigt og blodet fulgte med, men hvad var den følelsse i hendes "Ahngel må ikke dø ligemeget hvad" Hun så over skulderen og om på Ahngel og så mod sin far igen

Barishan smilede. * den Vampyr ved vist ikke hvem jeg er. Det er kun godt nok. Ingen grundt til at sige det så. Hvis han vidste hvem jeg var ville han sikkert reagere lidt anderledes *. Barishan kiggede på Ai med et koldt blik. '' gør som du vil, du har truffet dit valg. Jeg kan ikke beskytte dig i denne sag hvis du ikke ønsker min beskyttelse i denne sag ''. Barishan kiggede på Ahngel. '' alle liv er hversat. Mennesket er en lige så stor del af naturen som dyrene er. Jeg ser hellere at en mus om dangen forsvinder en et menneske bliver dræbt. Men jeg ser nu hellere en Vampyr blive til aske en en mus dør ''. Barishan vendte ryggen til og begyndte at gå sin vej.

Ahngel havde uden tvivl moret sig over den lille enetale og lod sit smil hænge ved som det passede sig.. dog uden at hans tænder lod sig posere frem.. Ligeså havde han haft den tanke som Barishan havde i samme øjeblik. Hvis han vidste.. ååh hvor ville det dog være anderledes. Han så kort på Ai.. Hun havde heller ikke fået særlig mange informationer om sig selv.. Han så igen på Barish ryg der forsvandt nedad.
"Smag og behag, jæger." sagde han så med en spydig og let sarkastisk tone.. Hvem skulle definere hvad der var værd at slå ihjel eller ej? En sølle lille tilhænger af hvad der var godt. Beskytter lys og lykke? Hah! Hvis den samme tankegang var i denne alfahan, så ville frankrig være jævnet med jorden af anarki og autonome vanpyrer. De tror ikke på paredis. De tror på at leve.

Ai faldt ned på knæ af smerten i sin hals.... hun så mod sin far der gik *Hvorfor kan du ikke bare acceptere ham* tænkte hun stille og fjernede blikket op mod ahngel "Undskyld ah...ahngel...han er lidt over....beskyttende..." hun smilte lidt og så på hans øjne
*og jeg er det sølle menneske han vil beskytte....*

Barishan gik med langsomme skridt væk derfra. Han kunne mærke hvordan hadet i ham voksede. Hvordan hans puls hamrede og hvordan lysten til at dræbe næsten overdøvede hans tanker. Han kunne næsten ikke lade være med at ryste af vrede. Hver gang han så en Vampyr drikke fra et menneske mindes han den dag hans mor døde. Hvordan en Vampyr havde bidt sig fast i hendes hals og suget hendes blod. Hvordan Barishan den gang havde dræbt Vampyren. Men det var for sent. En Vampyrs bid er dødbringende for en Aspara og derfor var hans mor død. Barishan brugte sin vind evne til at bære lyden fra deres samtale over til ham mens han gik. Han ville være helt sikker på der ikke skete mere før han var helt væk.

Ahngel så på hende. Hendes far huh? Hans øjne lagdes kort hen på Barishan der igen var længere væk end før. Han var vel den der havde ladet sig gifte med den blonde aspara han selv næsten tog livet af i sine første dage.. Han skævede kort til sit håndled inden han så på Ai igen med et tænkende blik.
"Hvorfor undskylder du dig over noget der ikke er din fejl?" sagde han så og lagde hovedet på skrå..
"Desuden.. så er din fader morsom." sagde han så. Fader lå mærkeligt i hans mund.. ikke et ord han ofte havde brugt om den satan han selv var opvokset hos.

Ai smilte lidt "Han er...bedre end min far....og morsom.." Ai rejste sig stille og så på ham lidt trist for hun komme til at tænke på sin far der havde smidt hende ud hjemmefra, der aldrig havde ville kramme hende, eller i hvert fald ikke i mindst 12 år...
Hun blev også lid trist over at Faren havde stoppet ahngels bid *gad vide om han ville lave mig til en vampyr den da han skal drikke for sidste gang* hun kiggede lidt trist ned i jorden over tanken

Barishan kiggede en sidste gang tilbage før han fnøs. Barishan rystede på hovedet. Han måtte hellere komme væk før hadet tog over for så ville han angribe Ahngel. Barishan lettede fra jorden ved hjælp af hans evne til at flyve. Han satte mere hastighed på og fløj hurtigt væk fra Ahngel og Ai. * det må hun selv om. Hun skal nok komme tilbage når hun kommer på bedre tanker. Jeg ved også det ikke bliver sidste gang jeg ser den Vampyr *.


// Out hehe ^^ //.

Ahngel betragtede Barishan forsvinde fuldkommen idet han lagde armene lidt over kors og lod vægten bevæge sig hen over på den anden fod.. Han gav et halvt irriteret suk fra sig. "Jeg tager det i mig.. Hvor kedeligt." sagde han så og hævede et øjenbryn. Burde en 'forsørgende' far ikke være mere fast i rammerne? Et kort smil kom hen over hans blik igen idet han så på Ai igen. "Ir for sig kunne jeg selv ha været din fader." sagde han i hensyn til hans alder.
Han så væk igen og lod det sarkastiske smil smuldre endnu engang.

Ai så på ham og så lidt ned "hmm ja du er jo over flere tusinde år gammel" hun grinte stille for sig selv uden at kigge på ham *hvorfor har jeg det sådan inde i mig når jeg kigger på ham...* hun lagde sin hånd ved sit hjerte... Hun vidste ikke engang om det var kærlighed, i kæreste form, venskab elelr Familie form... hun viste knap nok følelsen...
"Ahngel... hvis nu du... kunne lide mig på noget måde hvilken ville det så være" hviskede hun så stille

Ahngel lagde blikket undrende på hende og lagde hovedet lidt på skrå. Et kort smil kom fra ham og selvom det var dystert havde det også en undertone af venlighed.. det lod sig dog stille opløses som sandet igennem tørre hænder.
"Pourqoi mademoiselle Ai?" sagde han så.. Han så lidt ud på havet.
"Og nej.. jeg er ikke tusindvis af år gammel." sagde han så og så på hende. han var den yngste af sit embede. Frankrigs indtilvidere yngste alfahan.. Allerede som siddende i det syttende vampyrår havde han steget til det regime der før havde tilhørt den tolvte.

Ai kiggede på ham da han sagde det franske *og han regner med jeg forstår det?* hun sukkede lidt "ahngel... jeg er altså ikke god til fransk...eller tysk eller hvad det nu er" hun grinte lidt "undskyld...heh... Jeg er ikke god til fransk" hun smilte og så på ham "hmm men du er gammel... eller ung af din art... men gammel i mine øjne" hun holdte sig for munden da det lød ret forkert

Ahngel skævede kort til hende. "Jeg er gammel i forhold til menneskene, men jeg er ung af vampyralder." sagde han så og nikkede kort.
"Og jeg spurgte Dem hvorfor.." sagde han så for at rette på hvad han før havde sagt. Selvfølgelig kunne hun ikke fransk. Det var der sjældent nogen der kunne, men så igen. Det hjalp ham også når der var for mange væsener på spil der ønskede at læse tanker..
Han kunne ikke forestille sig til at vokse flere tusinde af år gammel.. Han havde ikke tænkt sig at leve for evigt. Han ville dø på et tidspunkt.

Ai sukkede lidt og kiggede på ham "Jeg... vil bare gerne vide om jeg virkelig bare er mad du kan lide... eller som familie, ven... eller en rigtig forelskelse... eller slet intet..." hun fjernede blikket igen "jeg kan godt lide fransk... men jeg har problemer med udtalelserne så jeg kan ikke lære det så godt" hun så på ham igen "undskyld det var et latterligt spørgsmål"

Ahngel så igen på hende. Han havde egentlig fanget hendes emne i hendes første tale om det.. Han havde fornemmet denne undring omkring begrebet forelskelse.. Det formørknedes hans øjne en tid inden han kort gav hende et nik. "Du gør klogt i ikke at grave dybere end du formår.." sagde han så og gav hende et nærmest alvorligt blik. Forelskelse.. noget der gemte sig i hans fortid. Emnet der var isoleret. Alle hans forelskelser havde aldrig ført noget godt fra sig..
"De ord ville kun kunne tydes af et menneske.." sagde han og gav hende et lukket smil, dog stadig med denne dystre undertone. "Jeg er et dyr. De begreber hører mennesker til." sagde han så og kiggede væk. Han havde ikke været helt ærlig. han kendte dem og han havde mærket dem før.

Ai kiggede lidt ned "hmm er jeg ked af...." hun så så på ham igen "... men jeg kan ikke lide du dømmer mig som alle andre mennesker når jeg ikke har noget med alle andre mennesker at gøre... jeg kan ikke lide menneskearten heller... " hun så lidt væk "jeg føler mig beskidt når jeg tænker på alle de mennesker der gør onde ting... og måske er det derfor jeg er dumdristig og graver dybere i noget jeg burde lade ligge... men en ting ved jeg... du er ikke mere dyr end de monstre i menneskeheden... du er ikke mere dyr end Barishan der dræber for at beskytte" hun sukkede lidt "eller mig der var skyld i min mors død"

Ahngel så stille imod hende.. At dømme menneskeracen.. Ja.. Han foragtede mennesker på sin egen måde..
"Du ved. Foragt er en følelsesmæssig afstamning fra kærlighed." sagde han så og nikkede stille. Han og mennesker var mærkelige miks.. Selvom han fandt dem patetiske og sølle så ofte, havde de dog den ting som vampyrer og mange andre væsener havde. De kunne tilpasses.. de kunne overleve næsten hvadsomhelst og racen har ikke blot en svaghed, men flere tusinder inddelt hos hvert menneske.
Foragt til noget man ikke kunne få selv. Jalousi.. misundelse på menneskene og hvordan de var verdenens superiors, når de var på listen til så mange drab.
Han så stille på hende da hun omtalte sin moder. Han sagde dog ikke noget. "Dræbte du hende med egen hånd?" sagde han så.

Ai kiggede ned og lod sig falde ned at sidde "jeg var 3 og satte ild til et gardin... mens min mor sov uden min far viste det... han sørgede kun for at jeg og mine søskende kom ud... og siden den dag har han ikke brudt sig så meget om mig... men om det var med hænder eller ej så var jeg skyld i min mors død" hun så op på ham og smilte meget svagt "jeg kan knap nok huske synet bagefter"

Ahngel så stille på hende. 3 var året.. Ret pudsigt egentlig. Dog var ilden ikke noget der var genkendeligt i historien.. Intet gardin, men den flammende farve der flød ud over tæppet.
"Det var vel et uheld. Det skulle ikke være anderledes." sagde han så og vendte blikket væk igen. Det havde været skæbnen for dennes moder.. det var hvad der gjorde det let at håndtere, men ikke for Ai overhovedet.. Hun var dog heldig.. Hun kunne knap huske det. Det kunne hun vel prise sig lykkelig for.. det ville Ahngel og så i den stil.

Ai rejste sig om og så vredt på ham "uheld eller ej! det er ligemeget.... jeg gjorde det... jeg var skyld i det..." hun så lidt væk "hmm... du har gjort noget lignende har du ikke?" hun så mod ham igen og havde stadig et lidt vredt blik...der dog stille blegnede væk
ai vidste hun burde tie stille men hun ville ud med det mens han var i nærheden

Ahngels øjne fastsættedes sig ret merkant imod hende daefter og han kunne kort se ud som om han ville snærre af hende.. Der kom dog ingen lyd. Ikke en hvæsen fra rovdyret overhovedet. Han så kort ud imod området igen.. så stille ud på havet. Igen mærkede han det.. det røde transperante.. hun kunne ikke se det. Ingen kunne se det.. fordi det var hans hoved der lige nu farvede verdenen om ham i blod.
"Det er langt fra det samme." sagde han så og lagde hovedet på skrå.

Ai så på ham "undskyld... men jeg vil bare gerne vide noget om dig... også selvom du har slået et helt menneskebefolkning ihjel eller for den sags skyld dine egne forældre... jeg er lidt ligeglad.." hun så stadig på ham "jeg vil bare gerne have du ikke er så kold overfor mig...." hviskede hun så stille selvom hun ikke ville nævne den del

"Min historie er ikke nogen solskinsfortælling." sagde han så og så imod hende. "Mit hoved er ikke et rart sted at undersøge." sagde han så afsluttende derefter.
"Men hvis det endelig betyder noget, så ja.. jeg endte min moder i blodrus." sagde han så. Han var ikke stolt af det, men lød alligevel lidt ligeglad i stemmen. Han hadede at gå så langt tilbage. Han hadede at huske på den aften og følgerne. Det var ikke forudbestemt. Rahmielle skulle ikke ha været død.. Ærkengle bør ikke dø.