Psychosis //Privat - Ai , Barishan//

Ai så på ham "...jeg vil gerne kende dit hoved... dit sind... for du er den eneste der lige for tiden er i mit hovede ud over min mor" hun sukkede lidt "det er jeg ked af... men...sket er sket... og du kan ikke ændre det... " hun gik tæt hen til ham men så et skridt tilbage da hun ikke turde kramme ham... eller hun vidste ikke om han ville have det eller blive vred på hende "jeg er ked af det der skete... men jeg er ligeglad med det du har gjort.... din mor elskede dig... og vil hun altid gøre selvom hun ikke er der mere"

Ahngel betragtede hende stille og tilsyneladende følelsesløst i en tid. Hvordan kunne hun tale så frit fra leveren på den måde? Specielt når hun ingen ide havde om hvad der foregik under hans skalp og inde bag de dragende røde øjne.
Han lagde hovedet lidt på skrå og lod sine øjne flakke til siden i en tid.. bare for at tænke sig om og ikke være forpligtet til øjenkontakt i samme øjeblik. Endelig så han på hende igen. Et meget kort smil kom frem og næsten usynligt var det også, men det kunne akkurat anes.
"Du ender på alt for dybt vand, Ai." sagde han så.

Ai så lidt på ham og så væk "hmm... det gør jeg vel... men jeg har jo kun et kort liv at leve i... så det kan vel gøre ligemeget ik?" hun satte sig ned i sandet og sukkede lidt "... men hmm...jeg vil ikke spørge ind til dit liv mere...for det er tydeligt du ikke ønsker det" hun lod sine hænder køre igennem sandet

Ahngel så stille på hende og nikkede kort. Hans fortid var ikke noget han ønskede at diskutere.. ikke nu ihvertfald. Måske ville der en dag komme hvor det alt sammen skulle slippes ud, men ikke nu.. Den dag skulle være den dag han ligeså besluttede livet for at ende fuldkommen.. Det var nok ikke i den nærmeste fremtid, selvom døden smilede sødt når man tænkte på omstændighederne.
"Menneskeliv er ikke korte.. det er andre der er forbandet længe om at kradse af.." sagde han så.

Ai så på ham "..hmm... tilgengæld har du tid til at finde ægte kærlighed... til at rette op på dumme fejl du laver... og så videre... og jo mit menneskeliv vil være kort" sagde hun stille og smilte "... når jeg bliver 30-40 år vil jeg ikke leve mere hvis jeg ikke har det godt med mit liv...altså du ved de normale ting...kærlighed og sådan..." hun sukkede dybt *Livet er som skak*

Ahngel kom med et kort let tænkende smil. "Livet er desværre en tegning uden visk for alle racer." sagde han så og kiggede på hende. "Kunne jeg rette fejlene i mit liv ville jeg ikke være her i Terre nu.. Eller nogen steder generalt." sagde han afsluttende og nikkede kort til hende.
"Og.. du er knapt en voksen endnu. Du bør ikke se så negativt på din fremtid som menneske. Man må tage det sure med det søde." sagde han så og lagde hovedet på skrå. "Det er ikke fair at sige overfor den fremtidige dig, er det? At dødsdømme hende, hvis hun ikke lever op til forventningerne?"

Ai kiggede lidt ned "jeg er allerede dømt til min fremtid...og den del vil jeg stadig ikke være" hun sukkede lidt ned og så på ham "men ok... jeg skal nok se lyst på den... men... jeg er glad for at jeg har mødt dig i den person jeg er nu..."
hun så på ham og smilte
"men jeg tror ikke jeg vil møde dig når jeg bliver omkring de 22 eller deromkring...for der er jeg den person jeg blev dømt til at være ved fødslen hvis alt går rigtig til..."

Ahngel tav kort og så væk. Hun talte vel om skæbner? Hvordan ville han kunne sætte et argument op for det? Han var selv en essens af en fuldbyrdet skæbne.. indtil videre selvfølgelig. Han smilede kort. "Ingen kender til sin skæbne." sagde han så og så stille på hende. "Ligemeget om man er forudbestemt til noget, så er det ikke altid hvad der kommer til at ske."

Ai kiggede lidt ned "..min skæbne kommer til at ske, for min mor kan ikke føde flere børn"
hun sukkede lidt og så på ham "den sidste fødte i min familie skal give arven videre... dog selv vælge en mand... men jeg gider ikke det royale jeg skal når jeg bliver ældre... det er ikke lige mig" hun lagde sin hånd på sin hals hvor han havde bidt hende...
"jeg ved egentlig ikke hvad der er mig.. men nu ikke mere om mig tak"

Ahngel nikkede kort. Så hun VAR altså af kongelig æt eller hvad? Han lod stille sine øjne fjernes fra hende og lagdes ud imod vandet der syntes aå uendeligt og på en eller anden måde nedtrykkende. Alt der var uendeligt var så pokkers uvelkomment og unaturligt.
"Javel ja.. men det med det royale. Tro mig på mit ord, når jeg siger at du vender dig til det i længden." sagde han så og vendte blikket imod hende.

Ai lagde sig ned i sandet og grinte stille
"hehe... måske... men jeg kan bare ikke lide det.." hun lukkede stille øjnene og nød sandet ramme den hud der var frit for tøj
"Du er måske også a adel slægt? eller hvad?" hun smilte stille men havde stadig lukket øjne

"Det kan man meget roligt sige." sagde han og lagde armene om på ryggen og mærkede sin højre håndflade imod den venstre håndryg med et kort strøg.
"Jeg er frankrigs trettende alfahan. Dominans over de franske vampyrer og de tilhørende franske koloniseringer i verden." sagde han stille og så imod månen i en tid.
"Jeg bryder mig dog ikke om menneskenes ord for det. Konge lyder så forfærdelig gammeldags for formelt."

Ai så på ham "hmm... alfahan" *det her ender nok galt hvis jeg prøver at blive forelsket i ham* hun sukekde lidt og så på ham
"Hvad ville en kvindelig form af alfahan være..." hun satte sig op igen og så på ham...
hun så på ham og sukekde lidt igen *ikke at det ville ende godt anyway... eller overhovedet blive til noget*

"Der er ingen kvindelige alfahanner." sagde han så med et lille smil, som om det morede ham. Hele ordet lå jo i alfa-han. "Der er royale vampyrinder, men de ligger aldrig øverst." sagde han så og lagde hovedet lidt på skrå med et tænkende blik. "En gammeldags måde at skabe de næste overhoveder på.. et samfund hvor kvinder ikke regere." sagde han så med et tænkende blik.
"Men hv.. man må holde sig til traditionerne."

Ai smilte stille "Så ville jeg sige det nok mere er en...lad os sige Alfa-hund" hun nød at han smilte, det varmede næsten.
"men jeg ville gerne have at der var en der kunne styre det i stedet for mig... gider ikke" hun sukkede lidt og rejste sig stille
"...jeg passer ikke ind i det... men har ingen jeg kan overføre det til, medmindre jeg finder den rette mand" hun fniste stille

Ahngel skævede stille til hende igen. "Mon ikke det bliver en mulighed en dag." sagde han så og nikkede meget kort. Han tav stille og så væk med et undrende udtryk. Hvordan kunne hans sider være så modsatte hinanden?
"Hvad er det helt præcist som din familie står for?" sagde han så og lagde hovedet på skrå.
"Hvilke regioner?" uddybede han derefter og sænkede skuldrene lidt.

Ai kiggede lidt væk fra ham "jeg vil altså ikke tænke på det okay? så...kan vi venligst snakke om noget andet" hun sukkede lidt.. for i starten af hendes familie havde de tilbedt satan, nogen gjorde det stadig, så som hendes far, rigtige far var begyndt på det... ikke at det nok havde noget med spørgsmålet at gøre...det gjorde bare at hun ikke ville tænke på sin familie lige nu.
Ai kiggede på ham "du har åbnet dig meget... eller i hvert fald i nysgerrighed..." hun smilte stille og så på ham

Ahngel kiggede stille på hende. "Tag det som du vil." sagde han til den første bemærkning inden han skævede til hende igen ved den anden kommentar. Han havde åbnet sig huh? .. Det kunne man kun sige fordi man ikke ante hvad der endnu var lukket.
"Min status er ir for sig ingen hemmelighed.." sagde han så og nikkede til hende.
"Der er stadig meget jeg ikke ønsker at lade komme ud i lyset."

Ai kiggede på ham med et stille smil der nærmest var gemt væk
"heh... i know... det kommer nok mindst til at tage mig 20 år at åbne dig eller mere... og på det tidspunkt ja så er det allerede lige meget... men jeg vil hellere have du er mystisk og lukket egentlig... så er du mere interessant..." hun kiggede ud over havet og smilte for sig selv

Hendes sidste melding fik hans blik til at synes mere klart og tilstedeværende. Han hævede et øjenbryn. Hun foretrak det sådan? Hun foretrak ham som mere eller mindre fremmed? Han nikkede kort med et meget køligt smil inden han så ud på havet igen.
"Et klogt valg.." sagde han stille. "Man skal ikke bevæge sig i mit hoved.." sagde han så og tænkte en smule tilbage i tiden..

Ai smilte stille men det forsvandt "... man skal ikke bevæge sig ind i nogens hoved da folks fortid kan være slem... måske slemmere end man selv kan tænke..." hun rejste sig og gik ud til vandkanten...hun satte sig i hug og strejfede den med sine fingerspidser "...jeg ved dog at der er sket noget slemt i din fortid du ikke vil nævne... derfor vil jeg ikke kende det..."
hun så mod ham "det er alligevel også fortid nu... ehm, meget fortid"

Ahngels øjne lå stille hos hende i en tid. Nej.. faktisk ret længe. Hans blik lod sig størkne i en god rum tid inden han så ned i vandkanten med et tænkende blik. Noget slemt var sket? .. Nej.. Ikke bare noget slemt. Hele fortiden var et stort kaos og han selv var en synd imod de fleste uskrevne love.. og alligevel levede han stadig. pokkers til liv. Pokkers til pust og pokkers til sejlivet krop der ikke var til at få has på.
"Du har vel ret der." sagde han stille og gad egentlig ikke at gå mere i dybden med det.. det skulle nok komme frem en dag, men som sagt skulle det også være den sidste dag.

Ai kiggede lidt på ham "jeg har regnet dig ud.." sagde hun så og smilte venligt
"men jeg er bange for at miste dig hvis jeg siger det... eller hvis du fortæller om dig selv... " hun rejste sig stille op igen og så på ham "... jeg ved endnu ikke hvorfor jeg er så bange for at miste dig, eller hvorfor jeg så gerne vil have du bliver hos mig... men det er en smerte jeg ikke vil have... for det er slemt at miste nogen man holder af" hun nikkede venligt til ham

"Miste mig?" sagde han let uforstående og betragtede hende. "Miste mig til hvad?" sagde han så og kiggede ud på havet igen. Vinden rettede kort hans hår tilbage med en rolig bevægelse.. tillod hans ansigt at komme ud i lyset igen i stedet for under de pjuskede blanke sorte hårtjavser. Han så igen på hende, men drejede ikke ansigtet derfor.
Hvad mente hun med det overhovedet? Hvordan kunne man overhovedet... eh.. Hvorfor ønskede man overhovedet hans overlevelse. Han var ikke den samme som dengang og dog.. folk opførte sig stadig som det samme.. Ville det mon slutte når han ikke længere skulle rette sig efter Croix 4? ..
"Sig det bare. Jeg kan holde til det meste."

Ai kiggede på ham med lidt undskyld agitige øjne "jeg er bange for at miste dig som ven... for jeg holder af dig... meget" hun kiggede lidt ned og sukkede
"hmm... men du er en god ven, eller bekendt hvis du ikke ønsker jeg bruger navnet ven" hun kiggede stadig ikke op
"jeg vil ikke miste dig som ven eller bekendt... for jeg føler mig tryg i nærheden af dig..."