Psychosis //Privat - Ai , Barishan//

Ahngel vendte igen ansigtet på hende og lagde hovedet på skrå, som havde han slet ikke fanget hvad de snakkede om.. Det havde han dog, men det forstod han ikke. Han forstod ikke hvordan hun kunne være tryg i hans nærhed eller hvordan hun på den måde ønskede at undvige hans negative udtalelser og undskyldende opførsel. Han rettede nakken igen og lod håret glide let på plads inden hans blik lagdes ned på noget af sandet ved sin side.. farvet hvidt af månen.
"Hvorfor?" sagde han så.

Ai så ham ind i øjnene "hmm... jeg troede du kunne regne det ud selv" sagde hun stille men førte blikket op mod månen.. "du må selv regne ud hvorfor.. men det er nok en følelser du ikke har kendt længe...så vidt jeg har forstået... deraf vil jeg ikke sige hvorfor"
hun kiggede på månen med et lille smil "...jeg kan skade mig selv ved at sige det.."

Ahngel vendte blikket væk fra hende. Han havde en ide hvad hun tænkte på men ville ikke udtrykke det.. ikke engang i ord i form af tankestreger. Han ønskede ikke at kendes derved. han ønskede ikke at huske derved.
Det var en dårlig ting.. en meget dårlig ting. Han havde ikke kontakt dertil? Han måtte ikke! Måtte IKKE!
"Jeg har ingen ide desværre." sagde han stille og lukkede kort øjnene for vinden.
Ingen ide overhovedet.

Ai smilte stille til ham "det er jo også oka..." sagde hun så og virkede slet ikke slået ned af det overhovedet... det var jo en stærk følelse, som hun ikke havde haft længe... men den måtte godt forblive der som en følelse uden der skulle ske noget med den... selvom det ville være rart...
Ai kiggede stille på ham med sine glade øjne

Ahngel kiggede igen lidt på hende. Han gad egentlig godt vide hvorfor det var at det skete? Hvad der tryggede imod det? Den lille kontakt som skabte de følelser.. Men mest af alt hvordan en menneskelig følelse var sluppet ud fra deres kroppe og besmittede alle de andre racer..
Han kiggede igen lidt ud på havet inden han igen talte til hende.
"jeg forstår jer ikke.." sagde han så med en nærmest bitter tone, som om det irriterede ham at påpege.

Ai smilte stille "så vi i samme båd for jeg forstår heller ikke din race, vel?"
hun gik hen ved siden af ham og kiggede ud på havet "med der er jo så meget man ikke forstår..." hun trådte lidt ud i vandet så den kulde havet havde, kildede hende på en halv smertefuld måde, men alligevel en dejlig følelse
"jeg forstår heller ikke mennesker, eller mig selv for den sags skyld"

Ahngel nikkede stille og så kort til modsatte side idet han mærkede sit skjold overfor en fremmed ville smelte væk.
"Hvem gør det?" sagde han så og trak lidt ligegyldigt på skuldrene, selvom han egentlig selv brændte efter at få det at vide. Hvem der dog kendte sig selv ud og ind fuldkommen og accepterede det hele? ..

Ai smilte stille... "mmh hvem ved"
hun følte sig alene i vernde sammen med ham lige nu, som om intet andet kunne trænge ind i deres lille verden af tanker...
hun kiggede lidt på ham men så ud mod havet igen...
"jeg ville ønske jeg kunne fortælle hvem du var... så du vidste det" hviskede hun så stille

Den sidste bemærkning lod til at fange ahngels opmærksomhed noget så tydeligt. han kiggede kort undrende og let overrasket på hende, inden hans øjne formørknedes atter en gang og lignede sig selv. Det ønskede han også. Siden han kom til Terre havde det været.. svært at holde styr på virkeligheden. Efter alle de velkendte ansigter og så de nye. Lod hans to ansigter slås indbyrdes igen om dominansen. Var han Ahngel, eller var han Lucifer? ..
Et kort suk kunne høres fra ham, men passede ikke i hans bevægelser, som om det var selve omgivelserne der sukkede i samme nu.
Hans øjne lagdes igen kort på hende. Han rystede derefter kort på hovedet og kiggede på havet igen. "Lige nu.. er jeg vel Ahngel." sagde han så. "Ellers var du død."

Ai kiggede stille på ham da han sukkede men så ud mod havet igen.. dog fniste hun stille da hun hørte det han sagde til sidste "så... hvordan er du når du er..." hun tænkte på hvad han havde fortalt om hans navn fra første gang de mødtedes "hvordan er du så når du er Lucifer..." sagde hun stille og kiggede på ham "...kunne han finde på at dræbe mig?" men fjernede blikket igen

Ahngel tav stille. Det var lang tid siden nogle havde omtalt ham som disse to begreber der egentligt er en og samme person, men af en eller anden grund er det sjældent at de dominere i harmoni. Han er altid lidt af det ene og så meget af det andet.
"Meget sandsyneligt.." sagde han så og kiggede lidt til siden. "Og.. vær sød ikke at udtrykke det som 'han' ... det lyder bare som om det er min fader du taler om." sagde han så. Ikke at det gjorde nogen forskel overhovedet. Det var for pokker det samme.
"Jeg er Lucifer."

Ai smilte stille "hmm... når man dør, så dør man... så det ens tid" hun så på ham og lagde hovedet lidt på skrå "Han er dig... og du er ham... du har bare to personligheder, så det er lettere at sige han om den og dig om...ja dig..." hun fniste sødt af sig selv fordi det lød som noget vrøvl
"hmm... Lucifer... er et pænt navn" sagde hun stille og lod sig falde ned at sidde... dog lidt bagover så hun ikke satte sig i vandet

Ahngel kiggede ikke på hende da.. Lucifer. Han brød sig ikke selv om det navn, men han ville forstå hvorfor det ville lyde godt i andres øre. De havde jo heller ikke forbundet det med hvad han selv gjorde. Mange ville forestille sig navnet skrives på sort pergament med en hvid pen.. Symboliserende dets betydning. Lux Ferre.. Lysbringer.. og dog stadig satans kristenlige navn. Ahngel så det anderledes. Det var skrevet i rød over hud i stedet for papir.
"Det er nu bare et navn.." sagde han så og lagde hovedet på skrå.

Ai stod og tænkte "hmm jeg har hørt det navn før..." hun begyndte at huske på alle de dagbøger hun har læst med hendes familie gennem tiderne... de fleste havde jo tilbedt satan
"...hmm Lucifer er navnet på satan i den kristenlige tro eller noget er det ikke... eller var det englen der blev smidt ud af himlen for at have gjort noget fuldstændig forkert"
hun tænkte og tænkte... men stoppede så og så på ham, ventede på hans reaktion
"Lucifer De Ahngel, måske... faldede engel"

Ahngels røde øjne lagdes på hende med et tænkende blik. Hvad pokker? Hun havde ramt hovedet lide på sømmet? .. Ganske rigtigt ja, var Lucifer.. den første en engel engang, men som blev korrupt af den mørke måne og lod sig blive en fuldblodsvampyr. En af de fem første stammer i fuldblodenes træ.. Nok var han ikke direkte satan som den kristenlige tro, men ellers var det hele rigtigt nok.
"Ganske korrekt." sagde han så og nikkede. "Jeg er efterkommer af den selv samme Lucifer som blev berettet om dengang." sagde han så med et tænkende blik.
"Utroligt at vampyrer rent faktisk har en fortidsengel som stamfader."

Ai smilte stille "ok... du må indrømme det er ret sejt... men vidste du at i menneskeverden blev han først omtalt som en gud, en romersk gud der bragte morgenstjernen på himlen... og var søn af gudede aurora, Daggry"
hun så op på ham og smilte
"du bliver mere og mere fascinerende" sagde hun så stille og lukkede øjnene

"Lucifer har været vidt omkring." sagde han så med et tænkende blik. "Dengang var vampyrer vel ikke ligeså kendte som de er i dag, hvis man overhovedet kan kalde dem det. Vi er endnu myter i det meste af menneskenes verden." sagde han så. "De havde vel meget vel set guddommelighed i vores race." Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede lidt på hende.
"Men hvad ved jeg. Alle disse historier er skrevet af mennesker.. De har fordrejet historierne så det passer dem deres tro og deres meninger om tingene."

Ai tænkte lidt og kiggede på sine hænder, vane
"...hvis det skal være ud fra det jeg tror på... så er lucifer et levende væsen der fortjener de samme rettigheder som alt andet... ligemeget hvad han gjorde i fortiden, også selvom det var masse mord..."
hun foldede sine hænder sammen... "selvom det er et tungt tab så er det ikke noget man kan rette op på alligevel... og det er vel også flere tusind år siden nu..."
hun lænede sig forover og åbnede sine hænder igen... lod dem strejfe vandet og kiggede så på dem, et dybt suk kom frem

Ahngel var stille først imens hans blik fortsat lå på den lige linje der dannede den mørke horisont. Han så derefter lidt ned på en vilkårlig bølgetop. "Du burde ikke tilgive flere tusindårs mord på alle typer, børn som voksne og dyr som mennesker, før du kan tilgive den ulykke du selv finder dig i center af." sagde han så.
Han så endelig på hende igen med et roligt blik. "Jeg acceptere hvem jeg er og ved der ingen tilgivelse bør lægge på mine skuldre. Jeg står til ansvar for alle dem der har båret mit blod, og ved at det ikke bliver anderledes." sagde han så og lagde hovedet på skrå.

Ai så på ham "i know... im weird for doing that" hun fniste sødt og rejste sig op igen
"hmm... hvad skal vi lave...i stedet for at snakke om gamle minder? eller oldtidsminder for den sags skyld.." hun kiggede på ham *gad vide om han er kilden??? eller om han ville blive sur hvis man kildede ham... eller et kram for den sags skyld, det kan han trænge til*

Ahngel kiggede stadig ud imod havet. Han forstod ikke hvordan hun kunne have sådan en tilgivelse til noget med en insigt på dette onde som var med al vilje og lyst, men ikke kunne tilgive et uheld der kun drejede sig om en enkelt person. Mange mødre var faldet og måske endda børn på Ahngels historie der var ham påprakket.
Han så stille på hende igen og lod øjnene ligge på hende. Han sagde dog ikke noget.

Ai smilte stille og kiggede på sine hænder, kiggede på det underlige mønster der var formet i hendes hænder, det lignede kors, med et mønster i baggrunden eller noget
"det er svært at tilgive sådan noget, selv det jeg fik gjort er svært at tilgive... men det var jo et uheld... og jeg har nok tilgivet mig selv et sted for længe siden"
Ai så lidt ned og fik lidt hovedpine, hun kunne føle en varme ramme sin læbe
"huh?" hun holdte sin hånd op ved næsen og munden og fjernede den så bagefter, der var blod, Ai havde fået blodnæse *åh...nej, hvad var det nu man gjorde når man fik blodnæse...*
hun så bare på sin hånd mens hun tænkte
*hvorfor får jeg også lige blodnæse nu... det er et meget dårligt tidspunkt... også fordi jeg ikke lige kan huske hvad man skal gøre... og ahngel ved det nok heller ikke* hun så lidt på ham med så ned, og holdte sin hånd for sin næse *selv hvis han gjorde ville han nok være ligeglad... nok kun have mit blod hvis der endelig var noget... betyder ikke rigtig andet for ham en mad...*
et lille svagt suk kom frem

Ahngel spærrede kort øjnene op idet han lugtede den meget stærke scent af blod der pludselig kom frem uden varsel. Han kiggede derefter på hende kort og mekanisk som en kat der akkurat havde fået øje på et eller andet der fangede dens opmærksomhed. Hans blik formildedes derefter og han vendte sig imod hende. Han lagde hovedet på skrå med et mistænksomt udtryk men sagde allerførst ikke noget. Hun holdt sig for næsen? Næseblod huh? På sådan et tilfældigt tidspunkt alligevel? Hendes tanker opkogte og kom fra hende som dufte Ahngel kunne fange. Opgivelse og undren.. Han læste ikke hendes tanker dog.
Ahngel rakte derefter ud efter hendes ansigt og lagde sin hånd om hendes hage og løftede hendes ansigt opad, så hun, hvis hun lod ham gøre det, ville se op i himlen med nakke skudt lidt tilbage.
"Du må vende blodtilførslen.. ellers vil det ikke størkne igen." sagde han så og holdt hendes hage oppe i en tid, bare så hun ikke ville til at vende hovedet ned igen. Det ville være ganske dumt.

Ai rødmede lidt da han vippede hendes hoved bagover, men hun lod ham gøre det fordi hun stolede på ham.. dog fik hun lidt hovedpine af det men ignorede det.. hun fik øjenkontakt med ham , og lod blikket hvile der i et stykke tid...
et svagt smil kom frem på hendes læber, noget af blodet hvilede på hendes læber, men hun tørte det ikke væk, da hun ikke havde opdaget det

Ahngel betragtede hende stille. Han kunne endnu se hele hendes ansigt på grund af hans ret omfattende højde der lå omkring de to meter eller noget i den dur. Han lagde hovedet stille på skrå og lod sine øjne der lå tæt på samme farve, hvilede imod blodet på hendes læber. Igen kom der noget anderledes i hans blik. Igen som et eller andet dyr der havde fået øje på noget og som nu nærmede sig det forsigtigt.
Allerførst så han blot på det og duftede til blodet inden han lagde sine kolde læber derpå.. tænkte ikke over at det rent faktisk ville være et kys i hendes øjne.