tåge-forvirring (Taisho)

Han grinte lidt
"Vampyre æder dig ikke, men suger dit blod, varulve derimod kan sagtens spise andre, men det er nok mest mennesker" sagde han til hendes sidste kommentar.
Han lod hende klappe sig på armen, ved berøringen følte han sig ikke lige så ensom i tågen mere.
Han så lidt ud i tågen, han kunne jo ikke direkte undgå hendes spørgsmål, ikke uden hun ville ligge mærke til og nok ikke ville lade emnet ligge.
Han sukkede lidt.
"Og mig? Hvad vil du gerne vide?" vis bare han kunne begrænse det lidt, for han hade at snakke om sig selv, han hade nå folk kendte til hans fortid...Det var hans og burde enlig bare glemmes.

Alyn lod sin hånd blive liggende på hans arm. Hun kunne se at emnet gik ham imod.
Hun kiggede ud i tågen, og tilbage på ham. Sådanne blev hun ved i et styke tid. Så stoppede hun, da hun kunne mærke hendes nakke, blive lettere irriteret. Hendes blik gennemborede ham, på en undersøgende måde. Hun ville helst ikke have ham til at gå.
"Glem det" sagde hun så til sidst.
Hun ville helst ikke presse noget ud af ham.
Hun gættede på at hans fortid, måtte have givet ham dybe sår i sjælden.
Hendes fingre gled trøstende op og ned af hans arm.
Hendes øjne var langt væk. Hun tænkte ikke rigtigt på hvad hun gjorde måske kunne være.
En fornærmelse????
Hun havde ikke så meget imod tågen længere. Den var der bare. Det var jo ikke dens skyld at den ikke kunne komme op og svæve ved de andre smukke skyer
Hun rystede forvirret hovedet. Havde hun lige sammenlignet sig selv med tågen?

Han slappede af igen da hun glemte det, men alligevel kredsede spørgsmålet i hoved på ham.
Men der var jo intet han lige hurtigt kunne fortælle, ikke uden at resten skulle med.
Eller...
"Tja, vis vi ser bort fra min historie kan jeg sige så meget at: min ynglings farve er lilla, sjovt nok, jeg elsker hindbær, den søde smag, jeg elsker skoven og at gå fredeligt omkring, men hader vand" sagde han med et smil og nød lidt hendes fingres vandring på hans arm.
Den blide berøring vækkede noget inde i ham, men han kunne ikke sætte ord på hvad.
Han så lidt på hende og bemærkede først nu at hun lignede en der tænkte på noget andet.

Alyn hævede sit venstre øjenbryn og kom med et ufrivilligt fnis.
"så har jeg hørt det med. Dæmonen der elsker hindbær" mumlede hun. Det lød bare helt forkert.
Hun rystede opklarende på hovedet. Havde hun lige fnist??
Hun kiggede bogstavligt talt op på Taisho, med et mystisk glimt i øjnene.
Han var bare så....hemmelighedsfuld. Underligt nok fik hun bare endnu mere lyst til ham.
Til at finde ud af noget mere om denne mystiske fyr, der elskede lilla
*mr. secret* tænkte hun sarkastisk.
"min yndlings farve er natteblå og jeg elsker blåbær" Hun synes det lød latterligt normalt i denne magiske tåge.
Hun begyndte så småt at få styr på sig selv
"jeg genere dig ikke vel?" spurgte hun. Hentydningen var tydeligt rettet mod sine fingre.
Alyns hud der altid var et par grader lavere end normalt synes Taishos hud var dejlig varm.
Hun var kommet til at tænke på at han måske fik kuldegysninger.

Han smilte til hende
"Ja, hindbær, har engang smagt den bedste tærte jeg nogen sinde har smagt" han tænkte det igennem han lige havde sagt...Okay, det lød lidt kludret sagt.
Han havde bemærket hun var køligere, men ikke slemt og han valgte at tage det som normalt, trods alt vidste han jo ikke helt hvad der var normalt for hende, det var altid forskelligt fra person til person.
Natteblå og blåbær, næsten samme farve.
"Generere mig?" han så på hende
"Overhoved ikke, på ingen måde" han lænede hoved mod muren mens han så ud i tågen.
Hun generede ham overhoved ikke, faktisk havde han sjældent mødt på behageligt selskab, det var som om de bare kunne snakke roligt, som gamle venner, og var der stilhed var den ikke pinlig.
Og hun var speciel...Eller det synes han at hun var....bare lidt.

Alyn nikkede smilende hun lænede sig tilbage, vendte hovedet og kiggede på ham.
"Det er nu man ønsker sig sin Ipod" sagde hun efter et stykke tid.
Hun begyndte stille at nynne eminem- beautiful.
Egentlig var hun ikke til rap. Mere til rock og metal. Men eminem var helt klart hendes såkaldte `jesus`.
Hun sukkede stille og fjernede så sin hånd fra hans silkebløde arm. Egentlig ikke fordi hun havde noget imod det. Hun frøs bare.
Hun trak knæene op til hagen, lagde armene om og krympede sig sammen.
Hendes grønne øjne stirrede nærmest vildt ud i tågen.
Jo tættere den blev, jo mere tågede blev hendes bevidsthed

Han så på hende
"Ipod?" sagde han
"Et de små apparater folk går rundt med nu til dags?" han kendte ikke så meget til alt det elektronik menneskerne havde.
Han bemærkede hun frøs.
Han tøvede lidt
"Du fryser" sagde han så
"Skal jeg varme dig lidt?" han hade nå dem han var sammen med havde det koldt, han vidste ikke hvorfor.
Han så fortsat på hende og forbandede stille tågen inde i sit hoved, selv om han var glad for at have mødt alyn.

Alyn gloede dumt på ham. Elektronik-dims???
Hun var godt nok en elver der levede ude i skoven, og synes at ovne var vææældig intresandte.
Men ipod....den burde alle kende
"Goddag morfar" sagde hun med smil i stemmen.
Hun skiftede hele tiden stilling. Det var så....ubekvemt at sidde på jorden med bare ben.
Hun lyttede med halvt ører til hans konstatering. Hun åbnede munden for at svare: Selvfølgelig fryser jeg, men klappede hurtigt munden i igen, ved hans næste sætning.
Hun kiggede usikkert på ham. Drillede han hende?
Så trak hun på skuldren. Han ville komme til at fortryde hvis han gjorde.
Alyn var en meget selvstændig, stædig og ikke mindst modig kvinde. Hun fik næsten altid sig selv overtalt
"Det ville være vældig rart" sagde hun forsigtigt

Han havde ikke ment noget specielt ved det.
Han lagde forsigtige armene om hende og lagde et ben på hver side af hende og holdt hende ind til sig, lidt som i et kram, så hun kunne få den varme han nu havde at give af.
Han rystede lidt p hoved for at få pandehåret væk fra øjnene.
"Hjalp det?" han kunne godt mærke hun ikke var til at løbe om hjørner med.

Alyns øjne gled langsomt i. Der var noget betryggene ved ham, som gjorde hende afslappet og rolig. Hun lænede sig forsigtigt tilbage, så hendes hoved hvilede på hans skulder. Venneskabeligt.
Ligesom på lejreskoler, hvor klassen, dreng eller pige, hænger oven i hinanden på banegården.
Hun smilte et afslappet smil. Varmen vente tilbage. Hun vidste ikke rigtig om det var den fysiske varme eller den psykiske, men den var der.
"hmmh" svarede hun på hans spørgsmål.
Inde i hendes hoved skreg, den fornuftige stemme at hun skulle være på vagt.
Men Alyn ignorede simpelthen

"Det var godt" smilte han roligt.
Han så ud i tågen, hvad havde han gang i? Var det tågen der forandrede ham?
Aldrig plejede han sådanne noget her, han var van til kamp og at passe sig selv...Og nu sad han og holdt om en kvinde med tanke for varme.
Han sukkede lavt, men stadig så det ikke kunne forstås som irriterende.
Med en hånd fjernede han pandehåret fra øjnene.
"Fortæl lidt om dig selv...vis du har lyst" sagde han, fordi han ikke kunne holde tavsheden ud, også vis hun bare ville tale om andet end sig selv så var det godt nok.

Alyns lukkede øjne sitrede lidt, men forblev dog halvlukket.
Hvis Taisho havde kigget på hendes ansigt, ville han have set en koldt smil. Et iskoldt smil som kun hun kunne præstere. Men det forsvandt hurtigt igen.
Hendes stemme var rolig. Mere rolig end den burde
"Jeg tror helt ærligt ikke du vil vide jeg render rundt og laver Isho" Mumlede hun med en ligegyldig stemme. Hvilket ikke passede ind til hendes kolde smil, der lige havde forladt hendes ansigt. Men Alyn var en fremragende skuespiller og kunne forandre sig med lynets hast.
Isho var det hun ville kalde ham nu. Det lød smukt.
"Men Isho. Hvis jeg skal hoste op med noget, synes jeg det ville være.." hun stoppede. En kunstpause, som var perfekt timet "retfærdigt, hvis du så også sagde lidt"
Hun vendte sit ansigt mod hans og smilte et sådan-må -det-være-smil. Deres ansigter var kun få centimeter fra hinanden. Hun åndede stille, men planlagt, så den skov-agtige duft af elver ville sprede sig i hans næseborer, hvis han da ikke var blevet forkølet.
Hun lod sin finger glide ned af hans ene kind, og stoppede så.
Hendes øjne glitrede af skjult morskab

Han så på hende da hun snakkede og nåede ikke helt at se hendes kolde smil.
Men han opfangede hendes ligegyldighed...Og mystikken i at hun ikke ville sige så meget mere om sig selv.
Han tænkte sig lidt.
Duften af skov nåede hans næsebor og han kunne ikke lade være med at trække vejret lidt dybere ind.
Han så ned i hendes øjne og kunne svagt se et glimt af noget men kunne ikke sætte ord på hvad det var.
Han mærkede fingeren ned af sin kind og kunne ikke lade være med et smile varmt.
"Isho?" sagde han endelig, men han havde intet imod det.
"Noget om mig?" han sukkede blidt
"Der er intet interessant at fortælle...Vi kan også snakke om noget andet" man kunne på en måde godt sige han med vilje ville skifte emne.
Måske ville nogen sige han flygtede fra sin fortid, men det gjorde han ikke...han ville bare ikke fortælle eller snakke med nogen om den.

Alyn smilte triumferende. Hun lod sin finger glide hen over hans læber. Stille og roligt. Hendes ansigt rykkede tættere på hans.
"Ikke for at...kritisere" Hendes smil blev størrere. Magien spredte sig i luften. Hun kunne føle det i sine fingerspidser "men hvorfor skal jeg snakke om min hæslige sorte fortid, når du ikke vil sige bare lidt om din"
Hun lagde hovedet på skrå, kyssede hans kind hurtigt og rykkede så lidt væk igen, med ansigtet.
Hun vidste godt at hun måske ville gøre ham sindsyg. Hendes finger gled fra hans læber, ned af hans hals, og stoppede ved hans venstre bryst. Hun kunne føle hans hjerte, gennem hendes følsomme fingerspidser.
Hun prikkede til ham. Et drilsk og knapt så uskyldigt udtryk gled hen over hendes øjne
"Hvem siger jeg vil dvæle I den kedelige fortid. Man kommer ikke længere af det. Jeg ville nu bare spørger om din nutid..." Hun rykkede sit ansigt hen til hans ører "og din fremtid" hviskede hun til sidst, med et charmerende tonefald.
Hun klappede ham på armen og smilte hendes speciele underlige smil. Det var drømmende, koldt, charmerende og måske lidt frækt, eller hvad man nu kaldte det i nutidens sprog.

Det var som i en drøm, noget man læste i en bog eller så på film.
To fremmede mødes, falder lidt i snak.... og det udvikler sig.
Hans øjne gled halvt i da hun kyssede ham på kinden, et vidunderligt blidt kys, så uskyldigt og alligevel så vildt.
En svag varme gled gennem hans krop, som havde hun trykket på en kontakt.
Han smilte til hende og så længe på hende.
"Bad jeg på noget tidspunkt om din fortid?" sagde han lavt, da han var lidt bange for at ødelægge magien.
Det var som om der var et specielt lys over hende.
"...Min nutid er lige så mørk som min fortid, min fremtid ukendt" han så lidt på hende, lod forsigtigt en hånd glide over hendes hår mens han så på hende, hver eneste detalje.
"Eller måske er min nutid ikke så mørk alligevel" Han drejede hoved lidt og nærmede sig langsomt hendes hoved.
Han vidste ikke om det var dumt eller hvad det var, men han kunne ikke toppe sig selv i det...nej om igen, ville ikke.
Han lukkede øjnene og lod sine læber, i en blid og alligevel lidt intim måde, sine læber møde hendes.
Hendes læber...De var bløde, bløde, varme... Han kunne dufte hendes duft, en blød duft som han pludselig fandt tiltrækkende...Han kunne næsten smage hende.

Hun var ikke ligefrem blevet klogere af hans ord. Hun havde gættet at hans fortid måtte hører til hos de knap så heldige ligesom hende selv.
Det gippede svagt i hende, da hans ansigt rykkede tættere på. Og stivnede da hans læber mødte hendes.
Måske var hun gået over stregen med at hive noget ud af ham. Men fuck det. Hun ville glemme alt om hans fortid og fremtid. Liv i nuet.
Og det var hvad hun gjorde. Hun besvarede kysset, som hun uvident selv havde startet.
Hendes læber blev let adskilte, mens hun stille besvarede 'magien'
Boblen, der havde været inde i hende, hele tiden uden hun havde lagt mærke til det, sprang, og fyldte tågen ud med farver og lykke, i et kort øjeblik.
Hun lod sin venstre hånd kærtegne hans nakke.
Den fornuftige stemme skreg divs, bandeord af i hovedet på hende, men Alyn ignorrede dem fuldkomment

Et sted i hans baghoved løb en masse tanker, om ting hun ikke vidste, om det nu også var klogt, at dette aldrig ville gå osv.
Mens i resten af hoved var der tomt, tåget ligesom omgivelserne.
Det eneste han rigtig lagde mærke til, det eneste han var helt bevidst om, var kysset.
Han frygtede kort at hun ville trække sig tilbage, forsvinde i tågen og han ville vågne op fra sin drøm.
Men da hun besvarede kysset blev han glad.
Ikke bare glad, det var en underlig følelse som han ikke lige vidste hvad han skulle kalde, men den var rar.
Da hendes læber spredtes let tøvede han lidt, ville ikke skræmme hende væk, men spredte så blidt sine egne og efter kort tøven, som næsten ikke kunne mærkes, lod han sin tunge glide ind og ville finde hendes.
Hans ene hånd støttede han sig med mod asfalten, mens den anden arm lagde sig omkring hende, fik fat i lidt hår som den viklede sig ind i.

Alyn nød det mere end hun burde. Men bag på hjertet følte hun sig måske en smule...billig?
Hun plejede dog overhovedet ikke at være sådanne. Hun var altid på vagt.
Men han var bare så...
Hendes hjerte bankede hypermotiverede afsted, da deres tunger 'legede' med hinanden.
Hun var forvirret. Han nød det åbenbart.
Hun var virkelig, virkelig nød til at overveje hendes overtaleses evner et par gange til.
Hun kunne mærke hans hånd i sit hår. Ikke noget der irriterede.
Hendes læber, kroppen besvarede ham, mens Alyns tanker gik amok.
Teorier. Alt kom frem.
Men sådanne var elvere. Altid mistænksomme.
Men Alyn nød hans kys, hans berøringer. Hendes tanker blev overskyggede af ham!

Hvad ville det her betyde? Ville det betyde noget? Måske skulle han stoppe nu, de ville jo skilles på et tidspunkt og hvem vidste om de så hinanden igen....Men en lille tanke maste sig: Hvad vis de kom til at ses?
Han anede ikke hvad hun tænkte, hvad hun følte.
Men han kunne mærke hun besvarede kysset, at hun ikke prøvede at komme væk...Det var vel et godt tegn?
Han kom i tanke om film hvor kvinderne smeltede under fyrenes kys, selv om de ikke ville.
Han skubbede tanken væk, dette var ikke film...Dette var virkeligt.
Han nød deres lille leg med tungerne.
Han rettede lidt på den måde han sad, så han sad mere behageligt.
Nu hvor benene lå anderledes kunne han også bruge den anden hånd... Han lagde hånden på hendes ryg og aede hende blidt.

Alyn sluttede forsigtigt kysset. Det var ikke ment som en afvisning. Hun havde bare lige pludselig fået styr på sine tanker.
"For fanden Isho. At være sammen på den måde med mig er det samme som at begå selvmord" hviskede hun stille og begyndte at hulke. Hun begravede sit ansigt mod hans skuldre.
Hun havde søgt trøst ved ham. Hele hendes liv var bare en lang sort gang, med en ondsindet djævel, der fuldte i efter hende som en forlænget skygge.
Hun prøvede at søge lyspunkter hos dem hun kunne. Men enten var de alle blevet til grædene vrag, eller døde de. Og så var der dem, der havde døden åndene i nakken.
Hvorfor var det hende det gik ud over? Hvorfor kunne folk ikke nærme sig hende uden at dø?
Hvorfor?
Alyns hulken stoppede langsomt op. Og hvor havde hun været dum! Hun havde simpelthen bare søgt trøst hos ham. Og nu fik hun dårlig samvittighed. Og det var skam ikke uden grund.
"undskyld Isho" mumlede hun med raspende stemme.
Han ville forlade hende. Helt sikkert.

Han åbnede langsomt øjnene da hun sluttede kysset.
Han var ikke ked af det stoppede, og alligevel kunne han stadig mærke hendes læber, men han havde heller ikke tænkt sig for godt om.
Han lagde armene om hende som i et slags trøstende kram og hvilede sit hoved mod hendes mens hun græd, enden han så ned på hende.
"Alyn, du skal ikke sige undskyld med mindre der er noget inden i dig der får det bedre af det....Men du har intet at undskylde" han så lidt på hende og tørrede en tåre væk med en finger.
Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det med at det ville være det rene selvmord.
Han var blevet forladt mange gange af kvinder der påstod de elskede ham, de var der den ene dag og så væk den næste.
Pludselig spredte en underlig følelse sig gennem ham, af vrede over hele tiden at blive og forladt og frygten for at opleve det igen.
Han så ud i tågen, hvordan kunne han vide at de overhoved ville se hinanden igen? Hun kunne også bare være væk i morgen....uden et ord eller et spor.
Det var ikke helt bevidst, men hans krop blev nærmest mere stiv i det, anspændt.

Hun kunne mærke at han var anspændt. Hvorfor anede hun ikke, men hun indså straks at det var hende.
Underligt.
"My dreams will be dreams" mumlede hun og rykkede væk fra ham.
Han ville altså ikke være sammen med hende? Havde han bare misbrugt hende?
Var det bare fordi han frøs om hjertet og havde brug for en kort opmuntring. Og når tågen så lettede, ville han løbe væk, uden at se sig tilbage. Uden at sige en lyd til.
Hun kiggede bedrøvet ned på hendes hænder, mens to store tårer trillede ned af hendes blege kinder.
Forfærdeligt. Hvis hun havde kunnet, var hun forsvundet ind i tågen, men det kunne hun ikke.
Hun prøvede desperat at hive op i kjolen. Men det ville ikke hjælpe. Så ville benene bare blive tydeligere.
*dumme dumme Alyn* mumlede den fornuftige stemme inde i hendes hoved.
Den havde altid ret. Hvorfor lyttede hun aldrig til den?

Han blev lettere forskrækkede da hun pludselig rykkede sig væk fra ham og han kunne straks mærke kulden igen, fra tågen, der hvor hun havde siddet op af ham.
Han så forvirret hen mod hende, hvorfor havde hun pludselig rykket sig væk fra ham? Savnede hun bare varme og trøst?....
*ligesom alle andre* kom en tanke frem
Ville hun forsvinde nu? Hun ønskede det sikkert nok.
Men hun kunne nok ikke for tågen.
Så havde han en mulighed for at snakke med hende, han ville ikke bare lade hende gå.
"Undskyld" sagde han da han kom i tanke om han selv var blevet lidt anspændt
Hvad skulle han sige?
"Kom bare til at tænke på noget...." sådan Taisho! virkelig en vinder-sætning....han sukkede og rystede på hoved af sig selv.
"Undskyld" mumlede han igen og lænede sig op af muren og så væk fra hende.
Selvfølgelig ville hun ikke være sammen med ham.

"Jeg tror vi begge tænker Isho" svarede hun ham.
Hun længtes efter at rører ham, men gjorde dog intet. Hun var bange for at han ville grine hånligt, skubbe hendes hånd væk og sige de magiske ord: Troede du virkelig? Hvorefter han ville forsvinde ud i tågen som et genfærd.
Hun lukkede øjnene. Prøvede at udelukke ham fra hendes sind.
Men det var umuligt.
Føleserne var blandet. Mest af alt ville hun læne sig over mod ham, og glemme fremtiden, bare nyde ham i nuet. Være ligeglad med at han vil forlade hende dagen efter.
Og den anden følese sagde skrid når solen står op
Hun kiggede skræmt på ham.
Hvad gjorde han ved hende. Havde han en eller anden tvivl magi, som ødelagde hendes bevidsthed

Han nikkede lidt og så fortsat ud i tågen.
Da han så på hende igen så han hendes skræmte blik og blev om muligt lidt mere forvirret.
"Hvad er der glat?" spurgte han blidt, han foldede sine hænder foran sig da de så gerne ville røre ved hende, holde hende ind til sig.
Han rettede lidt på sig og så opmærksomt på hende.
Et skræmt blik, som om han havde skræmt hende, det kunne betyde forskellige ting, f.eks. at hun gerne ville væk men ikke kunne komme lang begrund af tågen, at hun var bange for han skulle gå, at hun troede han ville hende noget ondt...Den tanke kunne han ikke lide.
"Alyn?"