tåge-forvirring (Taisho)

Hun prøvede desperat at ignorrere ham.
Hendes vejrtrækninger blev hurtigere og hurtigere.
Hun overregerede måske. Men det var ikke så underligt. Hun havde oplevet alt for meget til at kunne føle sig rolig bare i et sekund.
Alyn kneb øjnene sammen.
Ordene stod skrevet ind i hendes hukommelse
Touch your eyes. Touch your eyes with your hands. watch your hands, With your eyes. Hear your voice.Hear your voice with your ears. Taste the sound, With your lips
Hun fokuserede på ordene, som hun langsomt begyndte at nynne.
Det var det der fik hende til at tænke, på de tidspunkter alting var i kaos.
"undskyld Isho. Jeg er bare så..." hun gik i stå, men kiggede bedene på ham, for at forstå det hun ikke kunne selv

Han så på hende, en smule skuffet over hun troede han ville gøre hende noget.
"Alyn, jeg kunne aldrig finde på at gøre dig noget..." sagde han stille, han så godt hendes bedende blik, men vidste ikke helt hvad hun prøvede at sige.
"Det eneste jeg ønsker lige nu er at være sammen med dig...have dig tæt på mig..." han ville helst se væk fra hende men tvang sig selv til at se på hende.
Ikke fordi han ikke kunne lide at se på hende...For hun var skøn, vidunderlig...

Alyns øjne sitrede hvorefter hun åbnede dem.
Hun ville ikke græde. Hun havde grædt alt alt for meget.
Hun var overhovedet ikke vant til at vise sine føleser for nogle.
Hun gengældte hans blik. Uden rigtig at vide hvad hun tænkte på.
Et lille ryk med ansigtet, og det var nok. Hun kravlede tilbage og satte sig ved siden af ham igen.
"Jeg er vel det største fjols du har mødt" hendes stemme var lav, men underligt nok var der en let skjult morskab i den spinkle stemme.

Han blev lettet da hun satte sig ved siden af ham igen, som om han nu mere kunne stole på hun ikke ville løbe skrigende væk.
"Ork nej" smilte han varmt til hende
"Jeg har mødt større fjolser end dig" sagde han, han lagde roligt en hånd på hendes arm, mest for at være sikker på om det nu også var rigtigt, og ikke en drøm.

//undskylder lige manglende krea//

//Forstår. Har fundet ørepropperne frem. Opera på engen og man kan hører det selvom man bor 3 kilometer væk.
Så der er ikke happy time for mig:p//

Alyn smilte til ham. über humør skifter Alyn melder sig!
Hun hoppede op på ham, så deres ansigter var mod hinanden. Et drillende smil kom fremstod på hendes ansigt.
Folk synes nok hun var lidt uhyggelig. Hun skiftede humør som vinden
Hun lænede sig ind mod ham
"jeg tror jeg vil passe på du ikke løber skrigende væk" mumlede hun i hans ører. Hun bed legesygt i det.
Hun klemte sine ben rundt om hans overkrop.
Man kunne med gode ord kalde hende halv sindsyg.
Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på ham med sit gennemborende blik, som hun havde brugt mod ham et par gange nu.

Han blev lidt overrasket over det.
Han smilte varmt til hende og hans øjne skinnede.
Den måde hun bed ham i øret, klemte sine ben om ham....Han fik lyst til hende, aldrig havde han oplevet nogen som hende.
Han grinte lidt af hendes kommentar.
"Ja, gør hellere det" svarede han lavt og så på hendes ansigt.
Han synes hendes humør svingede meget.
Han var snart van til hendes gennemborende blik og gengældte det derfor bare.
Han lod en en hånd ligge sig mod hendes kind, for at glide ned til halsen og om i hendes nakke.
Den anden lagde han mod hendes side.

//ja, det er jo ikke lige det sjoveste//

//faktisk er det det mest dødsyge i verden...halleluja manden var der igår...shrek dimsen du ved
https://www.youtube.com/watch?v=iellXDUHxdc //

Hun lænede sit hoved mod hans hals, og lukkede øjnene. Kyssede af og til hans hals.
Hun kunne mærke en kold brise mod hendes ryg. Mærkede hvordan tågen omsluttede dem, som et klamt fugtigt hviskestykke, man har pusset alt for mange vinglas med.
Hun lod sin ene hånd kravle om på hans ryg, og nussede den forsigtigt
Hun var udmattet, træt. Hun havde ingen vilje tilbage i sig selv.

//btw. undskyld tiden. Skulle liiiige lave mad//

Han nød at mærke hende hos sig, nød hvert lille kys mod sin hals.
Han lagde ikke engang mærke til tågen mere, eller jo, men ikke lige så meget som før.
Han nussede hende på ryggen med en hånd, mens den anden lå stille lige over hendes knæ.
Han lænede sig mod væggen og lukkede øjnene lidt for at slappe af.
ikke fordi han var træt.
Men han fornemmede at hun var lidt udmattet.

Alyns tag blev langsomt slapt. Kulden ramte hende overalt, ligemeget, hvor tæt hun krøb til Isho.
Hun rystede udmattet af kulde. Hendes føleser var måske blevet beskudt alt, alt for meget i nat?
Hun vidste det ikke rigtig. Men det var som om denne nat bare ikke ville ende. Det var som om den varede ved. For evigt?
Hun sukkede dybt. Hvor var det bare typisk. begge hendes hænder lå nu om hans nakke. De var foldede sammen. Bare for at være sikker på han ikke forsvandt, og hun sad tilbage som et tomt glas.

Han kunne ikke lide følelsen, af at hun nærest var helt væk, helt træt og kold.
Han lagde armene om hende og prøvede at varme hende, men mærkede kulden fra hende krybe over til ham og selv gøre ham kold.
Han tænkte sig om, hvad kunne han gøre?
Han kendte stedet, ja, men kunne han finde vej i tågen? Han så sig lidt omkring, måske, men det ville tage lang tid og han skulle også først finde ud af hvor han var så.
Han sukkede lidt og blev irriteret over han ikke kunne hjælpe hende.

Alyn prøvede at åbne øjnene. Der var blevet for mørkt. Alt alt for mørkt.
Hvor var det pinligt. Her lå hun, uden bevidsthed i en fremmede mands arme, som hun ikke kendte.
Hun vidste ikke engang hvor gammel han var. Hun vidste ikke en skid.
Hun ville fandme ikke dø af kulde. Det var ikke den død hun havde planlagt.
Og da overhovedet ikke sammen med en hun ikke kendte rigtig, men som hun kunne mærke betød en del for hende.
*vågn dog op din skid* pustede hendes fornuftige stemme i hendes ører.
Alyn åbnede og lukkede sine hænder. Hun var helt stiv. Men hun prøvede. Hendes øjne sitrede. Først var det som om der var lagt en slør hen over hendes syn. Hun blinkede med øjnene til hun fandt hans ansigt.
Hun begyndte at bevæge sine muskler, til hun havde sådanne nogenlunde styr på sin krop.
"Isho?" mumlede hun hæst, da hun genvandt talens brug

Han mærkede hun bevægede sig og han slappede lidt af igen, selv om hun stadig var kold.
"Alyn" smilte han varmt, han holdt allerede af hende selv om de lige havde mødt hinanden.
"Er du ved at vågne igen?" sagde han
"Du er så træt og kold" hans hånd glid op og ned at hendes arm, ligesom man gjorde for at hjælpe den anden med at få varmen.
Han var stadig lidt nervøs, men dette her var jo ikke bjergene, så hun burde ikke kunne falde hen i kulden her vel?Eller hvad?Så godt kendte han jo heller ikke stedet...

Alyn hoppede pludselig op. Hun beyndte at hoppe lidt frem og tilbage for at få varmen.
Hun havde set de små snotunger fra parken hoppe rundt på denne måde. Og hun havde lagt til hvordan selv den blegeste lille problem unge havde fået farve i kinderne og glitrende øjne.
Alt hoppede i hende.
Da hun satte sig ned ved siden af ham igen, var hendes puls røget betydeligt i vejret.
Hun lænede sig ind mod ham.
"Isho?" Hendes stemme var igen blevet den blide smukke stemme "Jeg ved godt du ikke bryder dig om at snakke om dig selv. Men må jeg bare ikke få lidt at vide. Jo mere du nægter jo tørstigere bliver jeg efter dig" Hun kunne ligeså godt indrømme det. Hun kunne meget godt lide denne fremmede mystiske Isho.
"Bebe?"
Hun blinkede smigrende med øjenvipperne og hendes blanke grønne øjne fik det der underlige udtryk, der betød jeg-vil-gøre-alt hundeøjne agtigt.
Var alle kvinder i bund og grund ikke sådanne? De ville vide alt om det de ikke måtte

Han sad og så på hendes hoppen og kunne sagtens se det kloge i det, men selv orkede han det ikke, og så koldt havde han det jo heller ikke.
Da hun satte sig igen smilte han til hende og blev næsten overvældet af hendes nye energi.
Han grinte varmt til det hun sagde.
"Hvad med jeg fortsætter med at være den mystiske?" smilte han, da han nød hendes opmærksomhed.
Han smilte til hende og kunne ikke stå for hendes dejlige øjne.
"Men hvad vil du vide?" sagde han
"At jeg er van til at slås og slå ihjel, hele mit liv har været en stor kamp, eller måske en masse, jeg har vundet mange kampe og tabt få, jeg har kun mødt kærligheden en gang før i mit liv men hun forlod mig uden et ord..." han så lidt på hende

Alyn kiggede tænkene på ham. Hun havde endnu ikke set det svage punkt, der gjorde at hans blik blev så...mørkt når han nævnte sin fortid.
Hun fik det gjordt op med sig selv. Væsner af det modsatte køn var uforståelige. Hun nikkede, tilfreds med sin teori.
Men Alyn, som var et nysgerrigt væsen, ville ikke bare nøjes med hendes enkle koldblodige teorier
"Hvad er det der...tynger dig så meget Isho?" Hendes stemme var lidt uforstående.
Hun lod lige så stille sin fingre glide ned af hans arm. Det som havde startet det hele.
Hendes blik stræbede efter mere viden

Han så lidt ud i luften enden han rystede på hoved og kiggede på hende.
"Jeg synes ikke det er det rigtige tidspunkt at lege psykolog" sagde han lavt, men på en underlig bestemt måde.
"Du ved allerede rigeligt...." han gad ikke snakke om det, det hele lå så dybt i ham og han havde aldrig glemt det.
Han ville ikke snakke om sin fortid, han kunne ikke se hvorfor den skulle interessere andre og han havde altid været van til at folk vidste så lidt om ham så muligt, så han var mystisk og dermed skræmmende for sine ofre.

"Psykolog" hvæsede hun tilbage i hovedet på ham. Bare fordi hun kunne knække folk helt psykisk, betød det ikke hun var psykolog. Nærmere at hun behøvede at gå til det.
"Det er den eneste ene, den er gal med ik?" Hun ville bare have konstaterede det.
Hendes øjne blev kolde. Hun troede ikke på den eneste ene, kærlighed ved første blik, forelskelse osv.
Og hvis det endelig fandtes så var det noget Alyn holdt sig langt fra.
Hun lagde hånden på hans venstre bryst, hvor hun kunne mærke hans dæmonhjerte banke
"close you eyes please" hendes stemme var komanderende
"det er ikke dig der har det hårdt. Prøv at forestil dig at du var i hendes sted.
Forestil dig hvilke føleser der vælder op i dig, hvis det var dig der skulle forlade den du elskede.
Du tænker ikke på andet, mens du løber væk. Du ved hvor meget det vil knuse hende. Du ved at hun aldrig vil komme sig over det. Du ved at hun vil finde en anden, hvis hun tog sig sammen. Og du ved at du ikke vil være i stand til at finde en ny. Eller du vil aldrig glemme hende. Eller hvad med at hun vil sige: Fint nu skred han. Så kan jeg finde en ny.
Når du lukker øjnene ser du kun ham" Hun stoppede op. Hvade hun lige sagt ham?
Og ud af den blå luft begyndte Alyn simpelthen at tude. Hun rykkede sig langt væk fra Isho. Langt væk.
Hænderne gled op til hendes ansigt.
"unskyld...undskyld" hikkede hun. Det var tydeligvis ikke tilIsho. Hun var langt væk. Ikke rigtig til stede mere.
Hendes øjne var tømt for vand. Hun stirrede ud i tågen. Opfattede intet.

Først så han på hende med overraskelse, han havde jo sagt det med psykolog for sjov ikke på en krænkende måde.
Da hun lagde sin hånd mod ham og sagde alt det der...Kunne han ikke se det fra noget `hende` side, han vidste at hende han tænkte på var væk, hun havde selv valgt og forlade ham og det måtte være fordi hun ikke ville være sammen med ham.
Først blev han vred da hun sagde, ville skubbe hende væk og spørge hende hvad fanden hun havde gang i, men så brød hun sammen og begyndte at græde.
Forvirret? Ja, det hele skete så hurtigt og han forstod ikke meget af det.
Da hun græd gik han ikke straks hen for at trøste hende, han var komplet forvirret og anede ikke hvad han skulle.

Hendes tankegang var med vilje stoppet. Hun ville ikke græde tørrer tårer.
"im gonna kill you"mumlede hun for sig selv. Det var selvfølgelig ikke ment til Isho. Men hvor skulle han vide det fra?
Hun rejste sig med rystende ben. Kastede et hurtigt blik på Isho. Han havde ingen ide om noget som helst bekendt gjorde hun. Hvis hun skulle vælge mellem nag eller sorg ville hun helt klart vælge sorg.
Hun gik med rystende ben fik fra ham. Uden for hans synsvinkel. Faldt over endnu en klam affaldsbøtte.
Og hun fortrød straks. Det var ikke hans skyld noget som helst. Han havde bare en uhyggelig evne til at vælge lige det der fik hende til at bryde sammen.
´Han havde faktisk været en trøst. Hun ville have kaldt på ham, men hendes stemme lystrede ikke.
Fugtigheden angreb hende igen som en trykbølge. Hendes hud blev glinsene og fugtig.
Hun ønskede sig tilbage til skoven. Eller i det mindste tilbage til Ishos, som gav hende en følese af tryghed som hun næsten aldrig havde oplevet hos andre
Tågen smøg sig omkring hende, blæste i hovedet på hende. Og hun lavede et løfte med sig selv. Hun skulle aldrig græde igen.

Han blev igen overrasket over det hun sagde, men følte alligevel hun ikke mente det...i hvert fald ikke til ham.
Da huun gik væk fra rejste han sig hurtigt op.
"Nej! Alyn!" sagde han hurtigt og ville gribe ud efter hende, men tågen havde allerede slugt hende
"Alyn, du må ikke gå, vis jeg har gjort noget, vil jeg gerne undskylde...bare du bliver hos mig" han vidste ikke hvor langt hun var, han hørte nogen falde over noget, men vidste at tågen forvringede de fleste lyde.
Han var ikke sur.
Han var for en gangs skyld ked af det, eller sådan ville han beskrive det.
Han vidste ikke hvad han skulle, men stod bare og stirrede frem for sig.
"Alyn" mumlede han for sig selv, skrækken for aldrig at se hende igen lammede ham.

Alyn der ikke rigtig havde fået styr på sin hæse stemme i nu, rettede sin fulde opmærksomhed mod stemmen, der lød i tågen.
Men det var som om de kolde vægge og tågen kastede rundt med den.
Selv om hun nok ikke var gået mere end 10 meter lød hans stemme så fjern.
Hun begyndte at nynne. Det var den eneste lyd hun kunne præstere.
Hun smed sig ned på fire ben, og begyndte stille at kravle hen af den ødelagte kolde fugtige asfalt.
Hendes hænder og knæ blev revet til blod.
*hvorfor fanden er han ikke lige vampyr* tænkte hun spydigt.
Hun lukkede øjnene og lod sig hengive til sine sanser.
Hun ville ikke begynde at bruge sin magi. Selvom hun bare behøvede at skyde en flamme ud, ville hun finde ham død på stedet.
Og det var ikke rigtig lige noget hun kom til at smile over. + hun nok selv ville dø af udmattelse, da hun ikke havde drukket noget i lang tid. Og hendes tude turer hjælp heller ikke direkte

Han følte sig elendig.
Nu var hun væk og det var så godt som umuligt at finde hende i det her vejr, før havde vel enlig været et tilfælde....Et dejligt tilfælde.
Han kunne svagt lugte blod og han blev straks nervøs for om hun var kommet til skade eller hvad hun var, han havde jo hørt lyden af nogen der faldt.
Han gik frem og kunne ikke engang se væggen mere.
Og alligevel var det som om tågen var ved at lette lidt, ikke meget, men bare en anelse.
Han fortsatte med at gå frem den vej han mente hun var forsvundet fra.
"ALyn!" kaldte han reglmæssigt

Var det ham? Nej det var en skraldespand. Er det ham? Fuck. En død hund. Tror det er neeeeeej. en mur.
Alyn blev ved sådanne. Pludselig støtte hun ind i noget eller nogen.
Hun følte forsigtigt, åbnede øjnene og "AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAARG"
Alyn skreg. Der lå en klam død halvtømt alkoholiker.
Egentlig ikke fordi hun var bange for lig. Men hun havde overhovedet ikke forestillet sig at glo på et par døde øjne når hun åbnede sine egne.
Hun havde først troet det var Isho. Egentlig ikke fordi han lignede. Overhovedet!
Men hun tænkte så meget på ham at selv en gammel ølflaske blev til ham.
Alyn rakte med rystende hænder ud efter mandens øjenlåg, og lukkede dem, så sjælen fik fred. Det var da det mindste hun kunne gøre.
Alyn kantede sig uden om den døde og kravlede med størrere frygt videre. Hun var bange for at det næste hun ville støde ind i var Ishos døde krop.
Og ikke nok havde hun den følese af at nogle holdt øje med hende. Som om tågen havde øjne, der forbandede hende.
Hun ønskede Isho tilbage.
Hun kunne hører hans råb, men det hjalp ikke. Hun kunne kravle forbi ham uden at vide det.
Men hun gik dog den vej hvor stemmen var højest. Hvilket betød at hun åbenbart havde forvildet sig længere ind i tågen end hun havde troet

Han stoppede op med hamrende hjerte, han havde hørt en skrig blive kastet frem og tilbage mellem væggene og fik ham til at gyse.
Hvor blev hun af? Der måtte ikke være sket hende noget! Det måtte der ikke...Det ville han ikke kunne bære.
"Alyn" sagde han lavt, da han havde fundet af det nok ikke hjalp at råbe.
Han vidste ikke engang om hun ville tilbage til ham, vis hun ikke ville det ville han jo nok aldrig finde hende, men vis hun ville...
Han rystede på hoved, han ville bare lede efter hende, lige meget om hun ville have det eller ej.
Hvad vis hun lå til skade kommet et sted?
Han havde jo lugtet blod.
Han gik videre og bukkede sig ned på alle fire, da han ar bange for at hun lå på jorden og han så ville træde på hende, gå direkte forbi hende eller noget andet.

Alyn havde (endelig) genvundet sin tales brug. Hun begyndte at småbande, skære tænder og småhåne sig selv.
I det meste ledte han efter hende.
Hun havde hørt hans råb. Hun var ikke glemt. Den varme følese spredte sig i hendes bryst og bredte sig videre til resten af kroppen.
Det var det eneste der fik hende til at kravle videre. Og det var også nok.
Hun kaldte på ham. Og med hendes sjette sans, fornemmede hun at han måtte værer tæt på nu.
Hun kunne føle det med hjertet.
"come on littel kitty katty. Come and kiss me" Sagde hun drillende ud i luften.
Tænk at hun kunne finde ud af at tage pis på folk nu.
Men hun var bare et mærkeligt væsen.
"Er du sød at sige av, når jeg hopper på dig?" spurgte hun med den samme gejst.
Men det ville da i grunden hjælpe? Skraldespande og døde mænd sagde jo ikke direkte av når man stødte på dem vel?