Nygerige om natten

S: Parc d'attractions (forlystelse park)
V: mørket og overskyet
T: 01.00
O: En masser forladte forlystelser og ødelægget ting
D: 20 Marts

Ailince kom gåen hen ad en sti lige mod forlystelse parken, hun havde hørt mange historie om dette sted var hjemsøgt og andre historie om en morder løb rundt derinde, da de flerest som gik derinde , en kom løb af frygt og kunne ikke huske hvad der var ske og andre kom ikke tilbage, Hun stod nu ved indgangen til forlystelse parken *Dette bliver sjovt* tænkt hun og kravelede over den ting som nok skulle havde været en port engang, hun hoppede ned og så til siderne "Woow, hvor er tingen ødelægget herinde" hun så på nogle bænke, lignede det , eller det skulle det , de var efterhånden helt væk og bene og lidt er pladen mad sad på var kun tilbage, hun tog en hånd over til hår, for at rettet det efter hoppede ned fra porten, "hmm" sagde hun og begyndte at gå frem ad mod nogle træer som stod foran en forlystelse

Alaric stod et stykke væk, men kunne tydeligt se pigen der sprang over porten. bliver de aldrig klogere? tænkte han. han forstod ikke hvorfor de blev ved med at komme ind. de måtte have hørt historierne. men faren tiltrak dem. dumme mennesker, forstod de ikke? ha havde selv hørt nogle af historierne, og fandt det komisk. de ting de var bange for, var ingenting i forhold til de ting der virkelig var her. hvis de nu bare vidste. men det kom de ikke til, for hver enkelt menneske der kom herind, kom ikke ud igen. sådan var det bare.

Ailince gik forbi træet, hun virkede over ikke bange eller vis heller ikke tegn på frygt, hendes blik havde fange en gammel Karrusel, med hest som var nærste helt ødelægget, og vogn som havde mistede farven "dette måtte havde været prinsesse karrusel" sagde hun og smilede og den, var ikke uhyggelig, hun lagde en hånd over sit hår igen , for at se om hun kunne rette det, hun så sig selv i et spejl nemlig , hun gled hånden over håret og fik det til at se okay, efter noget tid, hun havde overhovedet ikke opdaget at nogle holdet øjne med hende, "hm" sagde hun og så styrerummet, hun gik op på karrusellen og den lavede en knike lyd eller nærmer et skrig lyd det som om, hun så ned på jerngulvet "Så tyng er jeg da heller ikke" sagde hun og rystede på hovedet, hun gik hen i styrehuset, det var gammel og slidt, der var lidt græs vokset ud fra styrepladen

Alaric fulgte hende med øjnene, og nærmede sig når hun så væk. han var lydløs, og hvis det var hun kiggede så kunne han altid bare gøre sig usynlig. det var ikke et problem. hun var smuk, og han kunne godt lide den måde hun talte til sig selv på. men han rev sig hurtigt ud af hans tankegang om hvad han kunne lide ved hende. han var sulten, og hun var fuld af blod. det var det han skulle tænke på. men hans tanker gled hurtigt hen til hendes hår igen, hun rettede det hele tiden. som om det var vigtigt at se godt ud, her hvor ingen kunne se hende. eller, jo. ham. men det vidste hun jo ikke, så det talte ikke rigtigt. han satte sig i græsset og fulgte hende. hun stod oppe ved en karrusel. han prøvede at forestille sig hende som lille, siddende i karrusellen, dengang den virkede. prinsesse, tænkte han.

Hun lagde hånden på styrepladen og flyttet noget af græsset fra den, hun kom til at trykke på en blå knap og pluslig kom der musik på en af højtalerne, det eneste som stadig virkede, men den lyd rusten og gamle så lyden var ikke helt så smuk mere, det var en børnemusik om prinsesser og prinser, Ailince havde fået et chok og var flyttet sig tilbage i en lidt for hurtigt fart, så hun snuppede og faldt mod væggen , Bank , sagde en lyd da hun ramt væggen der inden , det var højere end musik , "aw, det gjorder ondt" sagde hun til sig selv og kørt en hånd ned af hendes baghoved "ingen skade sket" sagde hun til sig selv og sætte sig op, hun så noget under styremaksimen "Ah" sagde hun *et smykke* tænkt hun og samlede det op , det var en ring , en forlovelse ring, et trist blik kom over hendes ansigt "Hvor trist, at mistede den eller kastede den i hovedet på den modsætte person, sådan et sted" hun gik ud af styrerummet igen efter hun havde slukket musiken, hun kiggede mod det øverste af karrusellen "mange sorglig ting er stedet her" sagde hun og glemt helt alt om hvorfor hun var kommet her

han så hende som hun faldt, og fik en inderlig trang til at rejse sig og hjælpe hende. men han blev siddende. hun måtte ikke se ham. musikken mindede ham om gamle dage. og han nød det. hele tivoliet var så levende, og alligevel så dødt. han vendte opmærksomheden mod hende, og hun havde en ring i hånden. han havde ikke set hvor hun havde den fra. men hun stod der med den. det gjorde ham trist, at hun stod der alene med en ring. en ring fra hvem? måske havde hun samlet den op fra lommen. han kunne godt huske hjertesorger, det gjorde ondt. mere end noget andet. måske følte hun det også. han var ved at slå sig selv af raseri, hvad skete der med ham?! hvorfor tænkte han sådan?!

Ailince så trist på ringene som hun havde i hånd og så på forlystelsen hun stod på med et trist blik "Hvor trist, dette sted må hvad været liveligt engang" sagde hun til sig selv, hun hørt ens tanke meget kort "Ahh" sagde hun og så sig omkring for at finde person som havde den trist tænke, hendes blik og ansigt vendt nu lige mod drengen som sad og kiggede på hende, de gav et chok i hende og som refleks begyndte hun at løbe, hun hoppede ned fra karrusel og løb længer ind i forlystelsesparken, hun kiggede sig ikke tilbage og hendes hjerte slog hurtigt, mens hendes vejrtrækning bliv hurtigt, hun kunne snart ikke løb mere, hun vendt blikke tilbage og der var ingen efter hende, hun træk vejret lette op og prøvede at få sit vejrtrækning falde til ro , hun havde tabt ringe da hun havde fået et chok, hun holdet sig til hjerte da det hæmmer helt vildt

han havde dummet sig det var nemt at se. hun havde set ham og var løbet. men hun var løbet den forkerte vej. men hun var da menneske? og han havde ikke lavet en lyd. han gjorde sig usynlig og løb efter. forsigtig med ikke at træde på noget. hvis han nu bare kunne fange hende, og forklare. nej! fange hende, og suge hendes blod. det var sådan det var. han hadede det her. det var første gang han ikke kunne koncentrere sig. han slog tankerne fra da han så hende. hun stod der forpustet, og han kunne ikke snakke, tænke eller bevæge sig. han kunne bare se den smukke skikkelse der trak vejret dybt.

Ailince træk vejret dybt og var faldt mere til ro nu, hun mærkede efter sit hjerte som stadig hæmmer vildt , hun vendte lige mod ham igen som om hun havde opdaget ham, men det var der hun kom løbende fra og havde set drengen, hendes blik virkede ikke til at se på ham men forbi ham "Hvem var den dreng, men den trist tanke" Sagde hun og hendes hjerte var os ved at falde til ro, hendes meget blå øjne nærste lyst ikke dette belysning "hm" sagde hun tænke *han virkede trist* hun virkede lidt urolige for drengen , men træk så på skuldre, men hendes blik var blid og urolige for drengen , hun mærkede i lommen , ring var væk "Den er væk" hun mærkede i den anden "Ringen er " hun sukkede og hader sig for at være så klodste "må havde tabt den da jeg fik et chok" sagde hun og så mod den retning hun var kommet fra

Alaric gik hen mod hende, kunne mærke at hun stirrede, men hun kunne ikke se ham. han var tæt på at røre hende. men lod vær. han gik helt ind i skyggerne og gjorde sig synlig, han så på hende. hun så forvirret ud, og kiggede på vejen hun var kommet fra. måske manglede hun noget? han kiggede hen ad jorden og så de glitre, ringen. han gjorde sig usynlig igen, og hentede den før hun så den. han skyndte sig ind i skyggerne, men trådte på en pind så den knækkede. han havde glemt at være forsigtig i hans hast. 'Fandens!' tænkte han og skyndte sig ind i skyggerne. 'please, ik' kom herind. please.' tænkte han flere gange.

Det gav et chok i hende da en gren knækkede , hun glemt alt om ringe "hvem der" sagde hun med en lidt bange tone *var det drengen igen* hendes hjerte slog utroligt hurtigt igen, og så mod de træ han gemt sig bage og så mod karrusellen *nej kunne det ikke være* hun vendte blikke mod træet, men et lille smule frygt i øjne "hvem der" gentog hun og begyndte at gå hen mod det træ som drengen var gemt bag, hun sætte sig på hug foran gren, den var blevet ødelægget af en som havde gået på den, nogle blade under hende lavede knas lyde mens hun nærmede sig træet, meget langsom "er der nogle" spurgte hun igen og så undersøgende på træet, den lille smule frygt i hendes øjne forsvandt, og hendes blik var blidt igen

jeg fortrød straks at jeg var fulgt efter hende, men gjorde mig synlig og trådte frem. hendes øjne var blide, det var ikke det jeg havde forventet. jeg troede hun ville være bange, eller noget der hen ad. men hun så sød ud, som om hun bød mig velkommen. jeg blev stående i skyggerne, men hun kunne godt se mig. ikke som jeg kunne se hende, men hun kunne se at der stod en, og at det var en dreng. jeg kunne selvfølgelig få hende til at føle frygt, eller se et monster. men jeg ville ikke. jeg ville gerne have at hun skulle se mig. "her?" sagde jeg, min stemme var overraskende blid, og kastede ringen hen til hende.

Mikala sad for sig selv under en forlysten og fik øje på Ailince hun gik hen i mod hende 2 hej Ailince " sagde mikala og så stille på hende hun virke lidt mere skræmmen end hun har gjoret

Ailince øjne bliv stor *en dreng, den samme* tænkte hun og så tilbage mod karrusellen, da han sagde her , kiggede hun igen på ham med et overaskede blik, hun greb ringen, meget flot greb af et menneske at være, hun åbnede hånden og så på den, er lille smil kom frem på hendes læbe og hun smilede blidt til ham "hentede du den til mig, tak" sagde hun, hendes øjne var lukkede mens hun sagde det, hun åbnede dem så igen og de var blå og utrolig blide, ikke tegn på frygt eller noget, hun lagde hovedet på skrå "Hvorfor står du i skyggen, bider ikke" sagde hun og måske ikke det rigtigt ord valg til ham, men det vidste hun jo ikke,

han elskede hendes øjne, men det var ikke noget han ville sige eller tænke på. føj for den, tænkte han. hvor er jeg klam. ah, de øjne. blå. hold så op! skreg han inde i hovedet, men hans ansigt afslørede ingenting. han grinte af hendes valg af ord. "nej, du bider ikke." han trådte 2 skridt hen mod hende, hendes duft var overvældende, og han fik lyst til at springe på hende men ignorerede det. han ville hellere snakke med hende. han gik en stor bue udenom hende, og begyndte at gå længere ind i parken. han stoppede og så sig tilbage. "kommer du?"

" Ailince " sgade mikala hun virke som om Mikala slet ikke fandste mere hun bliv vred og ked af det " AILINCE !" skreg Mikala græde og stod lige bag hende hun græde hun fatte selv ikke at Ailince ikke så eller hørte hende tale til hende hun græde og gik i mens hun skar en rift i sin hånd Ailince ville nok kunne kende luget af Mikala´s blod

Ailince små grinede over han tanke , hun hørte kun den første del , det med hendes øjene, men hun små rødmede og gemt det med en hånd, hun lagde mærkede til han gik langt uden om hende "Ahh, du opfør dig ellers som om" hendes ansigt og blik flygte med ham og hun fik et overaskede blik da han sagde kommer du , hun nikkede uforstående *han vil ha hun skulle komme med * tænkte hun og vendte kroppen mod ham og løb op ved siden af ham , der var 35 cm mellem dem, hun så på ham, hendes blik var blid og undersøgende "er det okay jeg kommer med" spurgte hun, selv hendes stemmende var blid og varm, hun huskede den trist tanke han havde tidligere , hun så undersøgende på hans ansigt, han var utrolig smuk tænkt hun, det gav et chok hende over mikala , hun vendt blikkede fra drengen og så mod hende, hendes hans var helt fri lige nu "Mikala" sagde hun og så hendes blik , hun flyttet sig om på den anden side af drengen så hun gemt sig nærste , hun vidste hun måtte være vred og hvad kunne hun så ikke finde på

hans =hals

Mikala så græde tilbage på hende " Ailince farvel for altid " græde mikala hun gik stille væk fra dem hun græde Ailince hade altid være som en søster på mikala men nu var hun alene igen hun gik og skar sig selv til blods flere gange hun græde og hyl hun var så ulykkelig alle hade glemt hende og ville ikke kunne huske hende vis hun dræbet sig selv

Alaric så sig forvirret omkring, normalt havde han ikke problemer med at analysere situationer. men når hun var i nærheden lagde han bare ikke mærke til andet, eller andre. pigen, som hed mikala, blødte. og han vidste at han ville gøre noget dumt. men hvad skulle han sige? Hey! jeg er vampyr, få det blod væk. nej.. så ville Ailince løbe. og det var det sidste han ville have. "ja, du skal med." sagde han hurtigt. og trak i hende. han vidste at det var forkert at tage hende væk fra hendes veninde, men han blev nødt til at komme væk fra blodet, men stadig være sammen med hende.

"Mikala, jeg ville fortale dig det, tilgiv mig" sagde hun og var på vej mod hende, hun hørte ikke hans tanke da hun var urolige for mikala , men han tog fast i hendes arm og hæv hende med, hun så overaskede på ham med et spørgende blik "Jeg forsvinder ikke, lad mig, pleas lad mig hjælpe hende" hun så med nogle be øjne på ham, hendes øjne var som om hun nærste skulle til at græde, han var for stærke til hun kunne kom fri, hun flugtede stadig efter ham da han hæv hende med stadig

han gav slip. "skynd dig, jeg venter ovre ved pariserhjulet." han gav slip, ligeglad med hvad de skulle tale om. han ville bare have hende hos ham. og det var forkert. de kendte ikke hinanden. han burde slet ikke ville kende hende. det hele var så forkert, han skyndte sig væk. og så sig ikke tilbage, tænkte bare på hendes vidunderlige øjne, og duftende hals. læberne var ubeskrivelige. pariserhjulet var langt væk fra det sted de stod, men det tog ham ikke lang tid at nå derhen. han satte sig på jerngulvet og tænkte igen på hende. "skynd dig.." hviskede han.

" AILINCE !" skreg Mikala efterladt og ensom hun græde og skar endnu mere i sig selv hun var ligeglad bare Ailince var hos hende men den dumme dreng trak hendes ven væk fra hende hun skreg,hyl og græde alt var forkert alene og stærk bløden satte mikala sig ned hun græde og skar bare endnu mere i sig selv

Ailince nikkede til ham og smilede "Skal jeg nok" hun smilede, han virkede som en sød person og hun var vis tiltrækket af ham, men de havde lige mødt, hun små rødmede , da hun hørte den første ting han tænkt om ham, men vendt så ryggen til ham om løb over til mikala "Mikala , stop, jeg vil fortælle dig at fik en chance til i livet" sagde hun og holdet hendes arm som hun havde knive i , hun var tæt på at bliv skær med den og hun så på mikala i øjne "forlad mig ikke, du er stadig min søster i min øjne" sagde hun og aede hendes hår med sin anden hånd

Mikala smed kniven væk og kast sig ind i hendes armen hun græde " Ailince du er stadig min søster jeg vil bare være sammen med tøre ikke være alene mere " græde mikala hun fik healde sine sår og sad græde ind til Ailince