Nygerige om natten

Ailince fik et chok over krammet og lagde langsom armene omkring Mikala og så sit hovedet mod hendes hår "Såsåså Mikala , jeg er her altid" sagde hun mens hun havde hendes hår "jeg lad dig ikke være alene, husk jeg er i dit hjerte og du i mit" sagde hun kærligt og aede mikala kind men bagsiden af hendes håndfald, den var blød og varm, i det hele taget var Ailince blød og varm og meget omsorgfuld, et lille menneske som beskyttende dem hun holdet af, hun kom i tanke om drengen igen og små rødmede, hun rystede på hovedet *håber han kan vente lidt *

" Ailince må jeg ikke godt komme med er bange for at være alene " sage mikala man kunne tydlig høre hun hade været angrebt og skadet hun ryste og holdt om Ailince for at hun ikke bare skulle forsvinde far hende igen

Ailince så uroligt på mikala "Det må du godt" sagde hun og aede hendes hår, hun fik hendes til at slippe hendes greb omkring hende og så i stedet havde mikala fået hendes arm, hun så mod pariserhjullet, som var meget falde færdig og havde mistede farverne, det kunne man se på deres afstand "vis skal derhen" sagde hun og begyndte at gå med Mikala fast holdende på hendes armen, hun så uroligt på hende "Hvad der sket siden du er så bange mikala , du er jo halv dæmon" Ailince frygte hende ikke , selvom hun kun var et menneske , hun kiggede nu lige mod drengen som sad og ventede, hun så på ham med et undskyldende blik over at havde taget mikala med, han virkede til at han vil snakke alene med ailince, der var ikke duft af blod mere omkring mikala

Alaric rejste sig da de kom. han kunne se hendes undskyldende blik, og han fortrød at han havde bedt hende komme. fortrød at han overhovedet var her. han burde bare gå. han havde stadig muligheden. han kunne sige at han skulle noget. men det var midt om natten, og ingen skulle noget nu. ingen der vandrede rundt i en forladt forlystelsespark. han skulle nok opføre sig ordenligt, det blev han nødt til. men han skulle også fortælle hende hvem han var, hvad han var. også selvom hun løb. han ville være sammen med hende, hun fortjente at vide sandheden.

" jeg bliv overfaldt af mine fætter og en masse ander " græde mikala stille hun ryste for hun var utrolig bange for at være alene hun så ned på sine arme og så på aren hun sadge ikke noget om hvordan de hade angreber hende det var for voldig selv for Ailince

Ailince stoppede op nu , da hun stod foran ham med et blidt smil, men det kom hurtigt ned på mikala "Var, hvordan overfaldet" sagde hun urolige, hendes stemmende var blid og urolige , hun fik sæt mikala ned, men hun vil ikke give slip på ailince arm "Rolige nu mikala" sagde hun og så på ham, med et blik som bad om hjælp, hun kunne ikke komme fri da mikala var stærkere end hende, hendes blå øjne var mod ham , det var blid og beroligende, men vis du kiggede rigtigt efter også tegn af tristhed og at hun var urolige for hende veninde, hun vendte blikket til mikala og sætte sig på hug foran hende "Mikala, prøv at slappe af, jeg er her, så bare rolige, forsvinder ikke igen" hun aede hendes kind , hun prøvede at få hende til at falde ned


//skal lige ud at handle , kommer igen :D //

Mikala slap hendes arm " det vil du ikke høre " sage Mikala hun ryste da hun var så bange og ked af det

Alaric stod bare. overfald, og venskab var ikke lige hans liv. han overfaldt, og splittede venskaber. det var sådan han gjorde. han vidste godt at Ailince var ked af det. men vidste ikke hvad han skulle gøre. holde om hende, ville være en dårlig idé. og hun skubbede ham sikkert bare væk. så han stod der, og tænkte på hvordan det ville være at holde om hende. på hendes navn, det var et smukt navn og det passede underligt nok til hende. Alaric og Ailince, det lød ikke så dårligt? han blev rasende, hvad fanden var det han lavede?! det skulle stoppe. nu.

Mikala var skræmt fra vid og sans efter hendes overfald og angreb hun så på dem men så ret hurtid ned i jorden igen hun så på alle sine nye lavet ar på hendes arm hun sukke opgiven hun hade på det senst haft problemer med sit hjerte men det ture hun ikke fortælle til Ailince

Ailince så på dem begge to og sukkede , hun så de havde indre kæmper *jeg nægter at læse deres tanker* tænkte hun og ventede blikkede mod mikala hånd. hun lagde en forbinding om den og sukkede "du skal til at stoppede med at skær i dig selv, begrund af mig og at du har mistede så mange, lov mig Mikala at du ikke gøre det igen" hun så be'en på hende, hun havde at se dem hun holdet af havde smerter og gør dem selv ondt, men hendes blik var utrolig blidt, hun vendt nu igen blikkede på Alaric , med undersøgende blik, han var utrolig smuk tænkt hun lidt umenneskelig smuk

vreden var tæt på at nå op til overfladen så han greb fat i gulvet, men lavede bare en bule. åndssvage gulv! tænkte han. men så rolig ud på overfladen. han ventede på de 2 piger var færdige, men lagde ikke rigtig mærke til Mikala. Ailince var så smuk, og når hun kiggede på ham .. nej! forkert. beordrede han sig selv. og kiggede på himlen, undgik hendes blik. gad vide om hun ville være ven med en vampyr? gad vide om venner var nok for ham. fandens.

" jeg lover Ailince " sadge mikala hun så ned i jorden hun ture ikke se på hende mere lige nu mikala var fuldt med skram og sorg og så ryste af skrægek alt hun hade været i gemmen i det senset år var tydlig at så på hendes ansiger og resten af kroppe hun sukke og ryste som espeløv

Ailince så på mikala og lavede et lille suk , hun sætte sig ned mellem dem, hendes hud snittede Alaric, hendes hud var blød og varm, hun så mod himlen "Du kan godt fortælle mig, jeg frygter ikke noget og det ved du godt Mikala" sagde hun og hendes øjne vent sig mod Alaric, hans smukke ansigt havde fangende hendes blik, han virkede som om han kæmpede mod noget inden i sig, men hun smilede blidt til ham , hendes øjne var på en måde drømmende og så skiftede de tilbage på mikala og bliv urolige "mikala" sagde hun

" nej jeg kan ikke siger det du vil ikke kunne lige det for jeg ved det " sagde mikala og så stadig væk ned i jorden me et suk hun så på dem og hun ville lade dem være lidt i fred hun rejster sig og var ved at gå

han mærkede øjne på sig. men lod ikke mærke til ordene der blev sagt eller bevægelserne der blev lavet. han sad stille som en sten og sådan ville han sidde indtil de var blevet glade igen. han så Mikala rejse sig. "nej.. vent.. hvis du er bange, så .. bliv hos os.." han forstod ikke ordene der kom ud af hans mund. bekymring. for mikala. for pigen han ikke kendte. han ville ikke have der skete hende noget, for hvis der skete hende noget så ville Ailince blive trist. han skammede sig. han var svag, og forstod ikke hvorfor denne pige kunne gøre det her mod ham. han brugte sine evner, fik mikala til at slappe af.

Ailince så overasket på Alaric og så Mikala som var faldet ned og en smil bredde sig over hendes læber, selvom det var noget han gjorder, hun smilede taknemlig til Alaric, "Tak" sagde hun og var lette over han kun styr følser, det gav et chok i hende , *han kan styr følselser, har han brugt det på mig* hun tænkt det lidt igennem og rystede på hovedet *nej har han ikke* tænkte hun og fik bliv nu glad over det han havde gjordet, *var det for mig* tænkt hun og så spørgende på ham og vente så blikkede mod mikala "bare bliv" hun havde ikke opdaget den gnist som var mellem hende og Alaric, på det område var ailince blind

han smilte til hende, forsigtig med ikke at vise hende de skarpe tænder. på den anden side, han kunne få hvem han ville. det krævede ikke så meget. men han ville have Ailince til at kunne lide ham for den han var. og det var forkert at tænke sådan. han grinte for sig selv, tænk hvis hun vidste hvad han tænkte. hun ville løbe skrigende bort. han så på mikala. "du har ingen grund til at være bange." det lød dumt, men det havde hun ikke. hun var blevet overfaldt, og havde problemer med livet. men livet havde ingen problemer med hende. frygt var en følelse man skulle se i øjnene.

Ailince fik et lille smil på læben over hans tanken, hun hørte den og så mod mikala, hun rødmede småt, på denne måde gemt hun det fra ham, hun rystede på hovedet *min hemmelighed* tænkte hun og rødmede ikke mere, hun vendte blikkede på ham "Han tænke på andre vis" hun kom til at sige det , i stedet for at tænkt det, hun holdet sig for munden og så på ham med stor øjnene "det skulle tænkes ikke siges" sagde hun bag sin hånd

Alaric så forskrækket på hende. "hvad?" sagde han, uden at skjule hans overraskelse. han havde da tænkt det, ikk'? havde han sagt noget højt? nej. umuligt. sådan noget havde han kontrol over. på den anden side, hvad havde han kontrol over når hun var i nærheden? ingenting. det var problemet. han ville gerne fortælle hende hvem han var, hvad han var. men det var forkert. og hun ville aldrig være sammen med ham hvis hun vidste. det var også forkert, de skulle ikke være sammen. det var ham der drømte.

Ailince små grinte over hans hvad, hendes grin var sødt og blid , hun holdet sig stadig for munden , men tog sig samme efter noget tid og så på ham med et smilede blik som om hun hørt hvad han sagde, men gjorder hun ikke lige nu da hun hadet at hører folk tænker, de skulle selv sige det til hende, hun så undersøgende på hans smukke ansigt, hendes flyttet til på sin arm og man kunne mærkede hendes arm gled op af hans hud, hendes hud var blød og varm, hun gabet og løftede en hånd op til sin mund og så på ham med nogle kærlige øjne, hendes hud rørt sig igen mod hans

han gispede da hendes hånd ramte hans arm. "Ailince.." hviskede han. hans stemme var i smerte. det gjorde det sværere for ham når hun rørte ham. han sad helt stille, og så på hende. han kunne ikke lade vær med at smile, men han sørgede for at kontrollere det, så hun ikke så tænderne. "jeg skal fortælle dig noget .." sukkede han.

Hun så overasket *han ved mit navn* tænkte hun og så på ham med nogle blide øjne "Hvad er det " spurgte hun, de havde lige mødet så hun var nygserige over hvilken person han var, hendes blå kiggede blidt på ham, hun smilede venligt , da hun havde gætte han var i smerter over hun var tæt på , rykkede hun sig til siden, så hun ikke sad helt op af ham mere, "undskyld" sagde hun til hun havde givet ham smerter, hun vendte på hvad han vil fortælle hende, hans ansigt var utroligt smuk og hendes øjne var blevet fangede af det, hun var tryg omkring ham

han havde lyst til at tage hende ind til sig igen, da hun rykkede sig. "jeg hedder Alaric." det var ligegyldigt, men han ville høre hende sige det. han ville holde om hende, og hun skulle hviske hans navn. nej. forkert. forkert. forkert. han så på hende, Gud hvor var hun dejlig. hold så op, Alaric. skreg han inde i hovedet. tænker hun sådan på mig?

Ailince rødmede kort, hun havde hørt hans tank, han vil holde hende indtil sig , hun åbende munden "hej Alaric , er Ailince , som du nok havde gættet" hun smilede blidt, men rødmede stadig, hendes hjerte slog vildt hurtigt, og tænkt *kunne godt tænk mig han holdt mig indtil ham* da hun tænkt det rødmede hun mere og så overasket på ham *er jeg ved at falde for en jeg lige har mødt* hun så på ham med et kærligt blik og smilede *er jeg* hun virkede pluslig nevøs og det kunne høres på hendes hjerte og vejnetrækring *skal mit hjerte bliv knus igen* tænkt hun så på ham med et undersøgende blik

da hun sagde hans navn følte han en dejlig følelse gennem hele kroppen, og hendes eget navn. måden hun så på ham på. gaaah, han ville holde om hende. men han ville ikke skubbes væk. og hun skulle vide hvad hun blev holdt om af, hvis det nogensinde kom så vidt. "jeg er .. ikke normal." startede han. han forventede lidt at han ville gå helt i stå. men han fortsatte: "jeg er ikke et menneske." han kunne høre sig selv, han lød åndssvag. måske ville hun slet ikke tro ham, måske ville hun sys at han var barnlig og latterlig. måske ville hun gå. han måtte holde om hende før det skete. men han lod vær. han smilte stort, men det var ikke et smil, det var for at vise hende de skarpe tænder.