Nygerige om natten

hun smilede til ham og nærmede hans øre "og dig" sagde hun med en fræk tone i sin stemmende, men den var og meget kærlig og blid

//Så lad jeg være med at spørger///

han blev overrasket over hendes svar, men fik hurtigt styr på sig selv og knurrede hende frækt ind i øret. "du er ikke så bange, hva?" han kyssede hende ved øret, og smilte. jeg håber du hører det her, tænkte han, jeg er forelsket i dig Ailince. han kunne ikke sige ordene, ikke som hun ville høre dem. han tog hendes hånd, og flettede fingre med hende.

Ailince grinede blidt over hans knurrede til hende, "nej er jeg vis ikke" sagde hun og aede hans kind , hendes hånd stoppede da han havde tænkt det, hun rødmede plusligt voldsomt og bliv stiv, hendes hjerte slog voldsomt *mener han det, er han virkeligt* tænkte hun og mærkede sine figner flyttet sig fra hinanden, men hans figner komme i mellem, hun lukkede figner om hans hånd og smilede blidt til ham ,hun rødmede stadigt voldsomt over hans tanke

Alaric tænkte lidt. "jeg kunne altid få dig til at føle frygt." han smilede af sin egen tanke, selvfølgelig ville han ikke gøre det, han elskede hendes måde at være på. vent, elskede? gjorde han virkelig .. elskede han .. hende? ..
han grinte. "du lytter til mine tanker, jeg sys du sagde at du ikke havde lyst til at gøre sådan?" snydepels, tilføjede han mildt i tankerne. han ville vide hvad hun tænkte, hele tiden, som hun vidste hvad hans tanker var om. men han accepterede at det kunne han ikke, og begyndte at tænke over ting hun ville se. steder hun ville være. han prøvede at gætte sig til hvem hun var som person.

"ved jeg, men håber ikke du gør" sagde hun og aede hans kind "du kan gør det vis du ikke vil ha mig nær dig" sagde hun med en kærlig stemme "Jep er en snydepels" sagde hun og grinte "Sorry, skal nok stoppe med at hører dem" man kunne se hun havde lukkede sin evner væk så nu kunne hun ikke, men hendes blik var lige så kærligt som før , de blid og beroligende øjne som hun gav ham "Jeg havde ikke en god opvækst Alaric, jeg bliv låst inden på mit værelse, da min far hadet mig" sagde hun med et kærligt blik

han kiggede på hende. "du skal ikke være bange for det. jeg vil ikke styre dine følelser." han skiftede hurtigt over til en anden tone. "låst inde?" han så uroligt på hende. hvordan kunne nogen ikke lide hende? den smukke, søde pige der lå her i hans arme. Ailince. hendes navn gik igen i hans hoved. "fortæl mig mere." sagde han hurtigt, uden at lade hende vide om hendes ubevidste distrahering.

Hun noget ikke sige det var godt, til han ikke vil styr hendes følelser, hun kiggede på ham "Ja låst inden" sagde hun og smilede blidt over hans urolige blik, "min far hadet mig for at lignede min mor" sagde hun og grinte, hun havde ikke hørt hans tanke eller noget "Hvad vil du vide" spurgte hun blidt og lagde hovede mod hans bryst, hun lukkede øjne og nyd hans duft, den beroligede hende, hun var så tryg i disse armene

han så op på himlen, og holdte hende tættere ind til sig. "din mor må have været megetmeget smuk." hviskede han. der gik et minut før han snakkede igen. "jeg vil vide alt." han kunne mærke hendes krop mod hans, og var bevidst om kampen indeni ham. men han ville ikke give slip. han ville ligge her med hende og høre alt. hun skulle snakke, stille spørgsmål, svare. han ville fortælle hende alt, hvis hun fortalte ham alt. det var sådan det skulle være. uskyldige berøringer og historier. svar. spørgsmål. "bare fortæl." han smilte lidt. han kunne lide hendes stemme.

Ailince så mod hans bryst, og holdet fast i hans tøjre "Det var hun os" hun sætte sig op og ledet efter noget i hendes taske, hun fandt et billede af to meget smukke mennesker, men kvinde var den smukkest, der var noget uhyggeligt over manden, men hans skønhed var lige som den skulle være, "det min forældre, de bliv tvangsgift" sagde hun og grinede, "du vil virkelig gerne vide alt om mig" hun lagde sig mod hans øre og hviskede "vil os vide alt om dig" sagde hun meget kærligt og havde lukkede øjne hun sad nu bare uden at rør ham , hun smilede blidt og meget kærligt, hendes blå øjne var blå og rolige

Alaric så nysgerrigt på billedet. menneskerne var meget smukke, men manden så uvenlig ud. tvangsgift, tænkte han og så på Ailince. de havde skabt dette smukke, og kærlige menneske, så det kunne ikke være en helt dårlig ting. hun så rolig ud. "ja." svarede han. "alt." det sitrede i kroppen da hun hviskede til ham. hun ville vide noget om ham. alt. han var glad. glad for at han ikke havde slået hende ihjel som han ville. men det kunne stadig nå at ske. det gjorde ham urolig, men da hun flyttede sig gjorde det' det lidt nemmere. men han ville stadig have hende tæt på ham.

Ailince så på hans blik mens han kiggede på billedet , og rødmede "Sorry hørte din tank" hun kiggede op på himlen, hun hentyd til det at hun var smuk , hun smilede blidt og kærligt til ham "du velkommen til at tag noget af mit blod, vis du kan styre dig beder bagefter" hun smilede og vidste godt lige hvad hun havde sagt, hun havde givet ham lov, du hun var forelsket i ham nu, "hvad ved du ikke i nu" sagde hun så og tænkte, det så sødt ud når hun tænkt, hun gled nu en hånd gennem hans hår og smilede til ham

han så forskrækket på hende. "nej. jeg vil ikke tage noget af dit blod!" han var næsten rasende, hvordan kunne hun tilbyde ham det?! men han som han så på hende forsvandt hans vrede. hun så rolig og og snakkede til ham. som om det var en helt normal ting. han kunne først svare efter hun havde kørt hånden igennem hans hår. "det ved jeg ikke." han prøvede at smile.

Hun så ned på ham "Sorry, tak bare det vil hjælpe " sagde hun sødt og aede hans kind "håber du kan tilgive mig Alaric" hun havde en meget kærlig stemme og blid "tja, kan ikke finde på mere lige nu" sagde hun og lagt sig ned mod ham, hun lagde sin panden mod hans "Alaric er det okay jeg er forelsket i dig" sagde hun spørgende meget blidt og kærligt, hendes hjerte slog helt vildt lige nu og hun ønskede kun at være tæt på ham, men så havde han det svært med at styre sig

"jeg kan altid tilgive dig." han smilte, og elskede hende berøringer. han tænkte lidt og sagde så: "hvis du kommer i tanke om noget, så sig det." hendes hvisken gjorde ham urolig. "det er mere end okaj." svarede han stift. hun var forelsket i ham. og han var .. "er du .. nej." min. tilføjede han i tankerne. ikke sikker på at hun hørte det.

"Kan du virkelig " hun smilede vildt kærligt til ham, hun aede hans kind mens hun havde sin panden mod hans og hviskede "vis du vil ha mig" sagde hun og hørte ikke hans tanker, men gættet sig til det, hun nærmede sig hans krop langsom så han kunne styr sig "vis du ønsker det" gentog hun , hun smilede kærligt til ham

"selvfølgelig." smilte han til hende. "hvis du kommer i tanke om noget så sig det." hendes berøring gjorde ham svimmel, Ailince. og hendes hvisken gjorde ham på en måde levende. "der er ikke noget jeg hellere vil have." og han holdte om hende.

"Vil os være din og kun din Alaric" sagde hun og aede hans kind, hun stoppede så og så ned , hun lod stadig indtil ham "Alaric jeg er blevet voldtaget og kom til at nyde det, men ønskede det ikke " hun rystede af frygt hvad han vil gøre nu, hun troede han vil kastede hende væk og forsvinden , men det var os det hun frygtede hun så på ham "efter vi mødes hinanden , Alaric, jeg er så sorry" sagde hun og græd nu

han stivnede. Ailince. han lukkede øjnene og uden at ville det, gik han ind i kroppen på hende og skabte frygt. det var nødvendigt. han kunne ikke skubbe hende væk, hun måtte gå. han gjorde hende bange. for ham. og koncentrerede sig kun om det. at skabe den perfekte frygt. så hun kunne være der, men ikke være tæt på ham. han måtte ikke gå ud af hende før han vidste at han ikke ville gøre hende noget.

Ailince fik stor øjne og så på ham "hvad sker der med mig" sagde hun og rystede, men i stedet for hun gik, rykkede hun længere end til ham " ikke giv mig mere frygt, jeg er bange nok i forvejen, er bange for du forsvinder igen" sagde hun og vidste ikke om han vil ha hende væk eller at hun skulle blive der, hun var bange og forvirret på hvad han vil ha, men hendes greb var blidt og kærligt om ham

han ignorerede hende og prøvede hårdere. mere frygt. han ville ikke give op, hvis hun ikke gik kom hun til skade. samtidig med at han gav frygten, gav han hende et billed i hovedet af ham der angreb hende. det måtte da skræmme hende, bare lidt? hun skulle væk. ellers skete der hende noget.

hun stivet og slap armene omkring ham, hun så på ham "så agrib mig" sagde hun, men så han gjorder det for at beskyttet hende, hun sukkede "vis det det du ønsker, men valg ikke selv han gjorder det" en tår faldt ned af hendes kind, det sårede hende mere han skubbede hende væk på denne måde en at sige det, hun rejste sig op og vendt ryggen til ham men hun bliv stående

han gav slip på hende. endelig var hun gået væk. "selvfølgelig var det ikke din skyld. men du nød det." han tænkte. kunne han græde? det føltes sådan. men nej. for han var jo død. hjertet bankede ikke, og det var ikke hans blod der var i hans krop. han havde lyst til at angribe hende. gøre hende til en af hans art. men han ville ikke gøre det mod hende når hun ikke ville have det. han kunne ikke se hvorfor han tog hensyn til dette menneske, som havde såret ham. men det gjorde han.

"ja jeg nyd det" sagde hun og så på ham og græd "men ikke at han gjorder det" hun så ned på ham, det var forvirrende , hvordan kunne hun nyde det men af lige vel ikke rigtigt, hun så hun havde såret ham , hun fik et skridt tilbage "Sorry alaric" hun stoppede sig selv, det hjælpe ikke, han vil ha hun forsvandt fra ham, hun vendt sig om "håbede du kunne tilgive mig, da jeg elsker dig Alaric, men kan du vis ikke", hun vendt på blikket mod ham "men tænkt på dig hele tiden" sagde hun og begyndte at gå langsom frem ad "så vel bye" sagde hun

"jeg sagde at jeg kunne tilgive dig for alt." sagde han højt så hun hørte det. han rystede, det var en invitation til hende, så hun kunne løbe direkte hen i hans arme. han rejste sig. han fangede sig selv i at ønske at hun ville nyde at være sammen med ham. men han vidste at det ikke ville ske, så han skubbede tanken til side, og håbede på at hun kom tilbage.

Det gav et chok i hende og hun så mod ham, "Men " sagde hun og hendes kærlighed til ham tog over og hun gik hurtigt tilbage til ham og ind i hans armene, hun lukkede øjne, de var velkendt og trygge, hun små græd stadig og kiggede så på ham "sorry Alaric" sagde hun kærligt og løftede en hånd mod hans kind, den rystede stadig lidt, hun var ikke bange for Alaric, hun smilede nu blidt til ham "Jeg må havde såret dig ved det" sagde hun og nærmede hans læber med sine og kyssede dem, hendes læber var blød og søde