De mange døde //lazarus

Lazarus rystede på hovedet '' Desværre... Hvis Liger vælger at komme alligevel bruger Zane hende som et våben imod mig... Der er alt for mange problemer ved at du hjælper mig så længe Liger er din herre... Disuden har jeg ingen respekt for du ikke ønsker at bryde fri... Du er ikke den person jeg først troede du var ''.

”Liger hjælper ingen… og hun tænker sig godt om, der var en grund til at hun hjalp mig… hun kunne bruge mig. Derfor ikke af andre grunde” sagde Nifi tonløst. Hun sukkede og kunne mærke Lazarues kolde hus. ”hvem eller hvad var den person du troede jeg var?” spurgte hun uroligt. Kunne hun ændre sig til den han ville ha hun skulle være?... ”jeg tror, at du tror jeg er bange for min herre og ikke tør forlade hende.” hun sukkede atter og gav slip på ham.

Lazarus kiggede ned '' Jeg troede du var ligesom mig... En fange der kæmper for sin frihed.. En der vil dø for bare at kunne være fri bare et sekund... En der ville kunne gøre hvad der gjorde en glad... Men jeg tog fejl... Du er ikke andet en end slave der er for bange for frihed til at kæmpe for den... En person der hellere vil være fange end fri... Det er ikke noget jeg kan respektere ''.

Vreden bredte sig langsomt i hende. ”en simpel slave?... jeg er ikke bange for friheden!, du ville forstå hvis du vidste hvordan jeg har haft det de sidste par hundrede år!” sagde hun vredt. ”jeg er glad jeg har frihed nok til at ha … venner” sagde hun mørkt. ”min herre er god mod mig … godt nok er jeg ikke lykkelig men hvad havde du tænkt dig? … at jeg skulle forråde min herre som frelste det lid det var tilbage i mig? Den person som gav mig enagi til at leve? Den person som for en gangs skyld ville lytte og ikke prøve på at dræbe mig!” hun nærmest hvæste af ham… det gjorde hende ked af det inden i men det behøvede han jo ikke vide. ”så kan jeg vel nu sige at du ikke er den samme som jeg troede” sagde hun lidt mere roligt dog tris og mørkt.

Lazarus greb fat i hendes trøje og kiggede hende direkte ind i øjnene '' Jeg ville hellere dø end at vide jeg skulle leve resten af evigheden som en slave... Hvad du skal gøre... kræve at hun frigiver dig og hvis hun ikke gør så vil vi sammen kæmpe for din frihed... Sammen vil vi være stærke... Når vi har besejret Liger så tager vi Zane... Jeg ved vi kan gøre det Nifi... Jeg ved friheden venter på os begge to ''.

Hun følte hvordan han let løftede hende op i trøjen. ”nej” sagde hun tonløst ”jeg er ikke klar, og jeg kan ikke forlade hende” sagde hun. Hun sukkede. *langt fra den jeg troede* tænkte hun. ”underligt nok holder jeg af dig selvom du kræver jeg er uløjal og vender mig mod min herre” hun sukkede og så ham i øjende. ”det kan være friheden venter … på dig og måske også på mig… men så må den være tålmodig… meget tålmodig” hun så ham fortsat i øjende "jeg er ked af det men sådan er det" sagde hun tonløst

Lazarus slap hende og kiggede stadigvæk hende i øjnene '' Så giver du mig ikke meget valg... Når jeg har dræbt Zane... Sender jeg Barishan til at dræbe Liger... Barishan er den stærkeste i Di Morga og han vil ikke få problemer med at dræbe Liger... Så bliver du fri... Der skal altid være en konge og en dronning over Di Morga... Tænk over det Nifi ''.

”han vil ikke kunne dræbe hende” sagde hun uden tone og lagde hoved på skrå. På en underlig måde følte hun sig lykkelig over at han så gerne ville ha hende på den anden side var hun urolig for sin herre. ”husk hvordan du vil dræbe Zane … du bruger slaver … hvad er jeg?” sagde hun lidt trist. ”jeg vil sammen med en gruppe andre blive sat foran hende inden hun selv gider at kæmpe … han skal forbi mig først” hun så ned *jeg vil gerne være sammen med ham… men jeg kan ikke forlade min herre … der må da være en løsning* tænkte hun

Lazarus grinede '' Tror du Barishan er alene... Har du ikke set alle hans elever, Dream, Riku.. Vampyrer, dæmoner og andre Asparaer... Barishan kommer fordi jer og dræber hende... men jeg vil ikke se dig dø... Så må jeg jo lade være med at se dig... Jeg vil se den frie dig... Ikke slave dig ''.

//skal spise svare senere ... //

”du forstår det ikke… ” sagde hun en smugle trist ”hun har et hmmm ’slavesystem’ og man får rang efter hvor god man er og hvor tilfreds man har gjort hende… lidt ligesom i militæret … og jeg har den højeste rang man kan få, det vil sige at jeg vil være hos hende og inden han kan dræbe hende skal han dræbe mig, jeg vil ta alle hans angreb så det går ud over mig ikke hende.” forklarede hun og sukkede. *jeg er i tvivl* tænkte hun. ”jeg har … overhørt nogle samtaler og har fået lidt at vide om dig fra mine kilder … de siger du ikke kan føle kærlighed… og ikke vil , så hvad vil du med mig?” spurgte hun og sukkede, hun var atter trist ”det undre mig hvorfor du vil gøre så meget for mig. Og hvad du vil med mig” hun sukkede, hun ville ikke ha stilt dette spørgsmål men følte at hun måtte. ”og hvorfor vil du så gerne se mig fri?”

Lazarus kiggede på Nifi '' Så du har hørt nogle rygter om mig... Der er en del efter hånden.. Hvis de sagde jeg var en fe ville du så også tro på dig... Dog har de lidt ret.. Jeg har ikke fundet sand kærlighed i nu... Hvad jeg vil med dig... Se om du er sand kærlighed... Men kan jeg ikke før du er fri ''. Lazarus sukkede og smilede så igen * Jeg ved ikke om det virker... Men hvis det ikke gør så giver jeg op... Jeg bliver nød til at have Nifi på min side *.

”nej det ville jeg ikke” sagde hun roligt … *sand kærlighed? * tænkte hun og så lidt spørgende ud i luften…
*med mig?* hun rødmede let og bukkede derpå hurtigt hovedet så han ikke kunne se det. Hun overvejede hvad han havde sagt men kunne ikke rigtigt finde en løsning. ”gør hvad du tror, er rigtigt” mumlede hun og så fortsat ned. Hun var vist ikke helt færdig med at rødme.