Rolig eftermiddag - Zane

HAn smilede ved hendes ord.
"Jeg holder også af dig Angelie... men jeg er bange for at det er for sent. Jeg er for svag. Du vil snart få liv... det løfte vil jeg holde." sagde han og så på hende.
*Utroligt at det allerede snart er slut...* tænkte han og sukkede.
Selvfølgelig havde han ikke lyst til at dø.

Hun himlede let med øjnene. "Så burde du virkelig have fortalt mig det før" mumlede hun, hvorefter hun rystede let på hovedet. "Nej.. Jeg vil ikke stjæle dine sidste kræfter, for at blive dødelig igen". Hun sendte ham et bestemt blik, der fortalte at ikke engang han kunne ændre hendes mening på det punkt. Imens lod Angelie sine tanker løbe omkring, for at finde ud af hvor det var muligt at finde en kur, som lægerne ikke kendte til.
"Det er ikke for sent så længe du trækker vejret"

Han gav hendes hånd et blidt klem.
"Jeg kan ikke overbevise dig om at det er for sent... så jeg lader være med at forsøge." sagde han.
Så førte han hendes hånd op til sine læber, og kyssede den blidt.
Han rejste sig op med en smule besvær og slap hendes hånd.

Hun sukkede lavmælt, da han klemte hendes hånd. Det var blidt og fremmedartet fra hans side. Til hans svar nikkede hun bare. "Sådan er det" mumlede hun og fik et svagt smil frem på sine læber, da han kyssede hendes hånd. Hendes blik fulgte ham bekymret, da han besværligt kom på benene, og Angelies hånd faldt slap til jorden, efter han havde sluppet den.
Hun rejste sig ikke selv, men stirrede bare bekymret på ham. Det var stadig ikke gået helt op for hende, hvad der åbenbart var ved at ske.

Han gik med tunge skridt hen til tronen. Hans blik blev en smule sløret et øjeblik, men det klarede hurtigt igen.
Han satte sig i tronen og kiggede på hende.
"Hvad er din plan så nu? Vil du ud og banke vampyren?" spurgte han med et koldt smil.

Hun fulgte ham med blikket i stilhed, uden at flytte sig overhovedet. Faktisk vidste hun ikke hvorfor, men da hun igen så det kolde smil, og hørte stemmen, virkede det næsten som om han ikke fejlede noget længere.
"Njah.. Han løber ingen steder, og jeg har ikke travlt" svarede hun kort, og viftede afværgende med den ene hånd. Vampyren havde selv sagt at han bare ventede på at hun ville komme på besøg. "Men måske kigger jeg forbi, når jeg passere stedet" tilføjede hun eftertænksomt, inden hun smilede igen. "Hvorfor spørger du?"

Han smilede og gav hende elevatorblikket igen.
"Bare nysgerrig." sagde han så.
"En simpel vampyr ville ikke være et stort problem for dig..." sagde han dovent og lagde hovedet tilbage og kiggede op i det mørke loft.
Han kedede sig en smule...

Hun lod sig ikke mærke af hans blik, da hun efterhånden havde vænnet sig til det. Istedet rejste hun sig, og begyndte at vandre lidt rundt. "Jeg har allerede sagt, at det ikke er en simpel vampyr" svarede hun så, og trak let på skuldrene. "Men mon ikke jeg klare det alligevel" Hun vendte blikket mod ham, og stoppede sin gang, så hun stod et par meter fra ham.
"Desuden kan du jo altid kigge forbi hvis jeg ikke vender tilbage.. Nu har du jo adressen". Den sidste bemærkning var mere ment som en form for invitation, så han kunne besøge hende derovre. Det kunne jo være, at hun ikke ville vende tilbage, men sådan var livet vel.

Han smilede.
"Åh tro mig... jeg skylder digfor den.. omgang.. ved søen for et stykke tid siden, så mon ikke jeg ville kunne få tid til at flå en vampyr i stykker og befri dig, hvis ikke du vender tilbage?" sagde han med et koldt smil.
Selvom han var syg, var han ret sikker på at han ville være i stand til at slås. Måske ikke helt så godt som da han var rask, men alligevel godt nok til at være farlig.

Hun hævede langsomt det ene øjenbryn, inden hun mærkede vreden boble inden i hende. "Du tror måske jeg gjorde det, for at have en tjeneste til gode" hvislede hun og trådte frem, så hun stod helt tæt på ham. Hun kiggede ham direkte i øjnene, mens hun rystede let på hovedet. "Det skal ikke betragtes på den måde! Hvis det er sådan du ser det, så var det en fejltagelse" Hun rettede sig op, inden hun lagde armene over kors, og ventede på et svar. "Du kunne jo bare have sagt nej hvis du ikke havde lyst.. Det er ikke ligefrem et svært ord"

Han så på hende.
Så hævede han en hånd, og prikkede hende i maven med to fingre.
"Fjols. Jeg gjorde det fordi jeg havde lyst. Og du havde lyst. Der var bare noget.. mellem os tror jeg, som gjorde at vi gjorde det. Og jeg har skam ikke fortrudt det."
Han smilede til hende. Hun blev så let hidsig...

Hun sendte ham et mistænksomt blik, da fingrene nærmede sig hendes mave. Havde han lige.. Prikket til hende? Hun rystede hurtigt tanken af sig, da han igen snakkede. "SÅ skal du sgu da heller ikke betragte det som en noget for noget ting!" svarede hun surt, mens hun fodstod fristelsen til at slå ham. Det ville hun alligevel ikke få noget godt ud af på dette tidspunkt. Istedet lod hun bare blikket hvile på ham, irriteret, vred, og skuffet over at han kunne sige det sådan. "Well.. Det har jeg sjovt nok heller ikke fortrudt"

Han smilede.
"Det var såmen ikke ment sådan, men tag det som du vil.." sagde han og så hende i øjnene.
"Jeg ville gøre det igen en dag..." sagde han så, og førte drillende spidsen af de to fingre lige op under hendes trøje, så han akkurat lige strejfede hendes maveskind. Så fjernede han hånden igen.

Endnu engang kneb hun øjnene en anelse mistænksomt sammen, mens hun sukkede kort. "Det er vel det tætteste du kommer på en undskyldning, så jeg godtager det" mumlede hun så, og trak let på skuldrene. Hun var dog ikke sikker på om hun troede på, at han ikke havde ment det på den måde.
"Så det ville du" svarede hun overvejende, mens hun lod hovedet glide på skrå. Hun lod sig ikke mærke med at han strejfede hendes mave, og hun havde jo heller ikke noget imod det når det kom til stykket. "Og hvad ville du så gøre, hvis jeg ikke vil gøre det igen`?" spørgsmålet var tilfældigt valgt ud fra hans sætning. Det betød ikke, at hun ikke havde lyst, men hun ville gerne se hans reaktion på det.

Han rejste sig op, tog blidt fat om hnd og trak hende ind til sig.
"Du ville ikke afvise mig.. når to personer kan have så intenst et... bånd, som vi havde den dag ved søen, så er det et faktum at ingen af personerne ville afvise den anden med sin gode vilje."
sagde han og kyssede hende på panden.
Han huskede nøjagtigt hvad der var sket den dag... endda at han havde slået hende under samlejet, og at hun til hans forbløffelse havde været i stand til at fortsætte, at hun bare havde vrisset ad ham.
Han smilede. Hun var temmelig sej i hans øjne...

Hun sukkede lavmælt, da han trak hende ind til sig, og hun lod ham gøre det. Han havde vel en pointe i det han sagde, og et svagt smil spillede over hendes læber, da hun huskede hvad der var sket. "Nej det ville jeg ikke.. Men jeg ville nu stadig gerne have set din reaktion hvis jeg gjorde" svarede hun, og mærkede hans læber mod sin pande. Hun lod armene glide om på hans ryg, mens hun nikkede lidt.
"Men" sagde hun så og sendte ham et drillende, men stadig alvorligt blik. "Jeg finder mig altså ikke i flere mavepustere, så dem kan du godt droppe" tilføjede hun advarende, efter genkaldelsen af hvor ondt det rent faktisk havde gjort på hende. Men hun kunne jo ikke tage skade af den slags, eftersom hun allerede var død.

Han smilede sadistisk.
"Jeg fandt temmelig... ophidsende." sagde han og krammede hende.
"Men jeg skal nok lade være med at gøre det igen." tilføjede han i tilfælde af et Angelie-vredesudbrud om syg sadisme og surmulen.
SOm han stod her med hende i sine arme, havde han det faktisk godt...

Hun himlede let med øjnene. "Du finder alt ophidsende, så længe der er vold og sadisme blandet ind i det" svarede hun, men bemærkede også, at han valgte at gå med til hendes deal. Hvis han ikke havde, var der helt sikkert kommet en lang prædiken ud af hende, som der plejede hvis hendes temperament fik lov til at få frit løb.
Hun gengældte krammet, selvom det virkede underligt at han.. han af alle, efterhånden var begyndt at blive en anelse blød i det. Hun lod dog hendes undren forblive ved hende selv, uden at dele den med ham. Hun nød at der for en gangs skyld ikke behøvede at være kølighed og vold indblandet, men bare at stå.. Næsten ligesom normale mennesker ville have gjort det. Hun lod sit hoved falde ned mod hans skulder.

Han aede hende blidt på ryggen.
"Tjaah.. egentlig ikke." sagde han og kyssede hende på halsen.
Han var måske nok sadistisk... men hvad så? Det betød åbenbart ikk så meget for Angelie, så længe det ikke gik ud over hende.
Han smilede. Som Angelie, syntes han faktisk også selv at dt var rart bare at stå her.

Hun sukkede let ved hans berøring, mens hun lyttede. Ikke? Hun vidste ikke helt om hun kunne tro på at det var rigtigt. Hun havde da hørt visse ting igennem tiden, og han virkede altså som en der nød at dræbe og torturere andre væsner.. Måske endda mennesker. Det rørte hende dog ikke det fjerneste.. Faktisk var hun ret så ligeglad med andres liv, og hvad der skete med dem efterhånden.
Hun lukkede let øjnene, da hun mærkede et kys mod hendes hals, og kunne ikke lade være med at stive sig af mod den smerte der ville komme, når et bid indtraf.. Men det skete ikke. Forbløffet åbnede hun igen øjnene, og vendte blikket mod ham, med et smil over læberne. Hun pressede ham blidt ned i stolen igen, inden hun satte sig ovenpå ham, og svang benene udover armlænet. "Sig mig" sagde hun så langsomt, mens hun stadig betragtede ham. "Er du ved at blive lidt blød i det?" Der var ikke det mindste anstrøg af sarkasme eller væmmelse i hendes spørgsmål. kun ren og skær interesse.

Han smilede.
Så slap han hende og lod sig dumpe ned i tronen igen.
"Om jeg er ved at blive blød? Nej... men det lader til at selv djævlen ikke kan stoppe... jah.. kærlighed..." sagde han og så på hende.
"Jeg havde troet at alle mine følelser var blevet slettet..."

Hun hævede let det ene øjenbryn, da han fortalte.. "Aha" mumlede hun langsomt, inden hun kløede sig let på kinden. "Skal jeg forstå det sådan, at du ikke er helt følelseskold alligevel så" Hun vendte nysgerrigt blikket mod ham, for at se hvad han havde tænkt sig at svare, og hans reaktion.
Djævlen? Det var en bemærkning hun ikke helt forstod, men ville hun mon få et svar på det? Hun kunne vel kun finde ud af det på en måde. Langsomt rømmede hun sig. "Hvad mener du med djævlen?" spurgte hun hurtigt, mens hun stadig lod blikket hvile på ham.

Han så hende i øjnene.
"Jeg lavede en handel med djævelen. Han fjernede min daværende godhed og efterlod kun mørke og ondskab. Jeg troede ikke at jeg ville kunne genvinde nogetsom helst.. og da slet ikke kærlighed." sagde han.
"Men misforstå ikke, Angelie... jeg virker måske nok blødsøden, men det er du den eneste der vil opleve." sagde han og smilede koldt.

Hun lyttede opmærksomt, som om det var en historie hun fik fortalt, noget der aldrig ville kunne ske i virkeligheden. Dog forstod hun det ikke helt.. Eller.. Det var svært at tro på. Hun rystede dog tankerne af sig, eftersom det måtte være sandt, og et skævt smil kom frem, ved hans anden sætning.
"Hvor føler jeg mig beæret nu.." svarede hun drillende, inden et lavmælt suk kom over hendes læber. "Men hvad.. Selv du skal jo have chancen for at opleve noget.. godt" Med den sætning efterfulgte et nik, inden hun drillende nev ham blidt i armen.

Da hun nev ham i armen, prikkede han hende i maven med to fingre.
"JAh.. det skal jeg vel.." sagde han mens han kørte en finger op og ned ad hendes mave.
Han forstod ikke helt situationen, men det var nu ret så tydeligt at han havde varme følelser for Angelie. Det var ikke kun sex... der var mere i det.