morder ??? //mika

S: kirkegården
O: hende og gravendene … og hvad der ellers er på en kirkegård
T: midnat
V: lunt men med kraftig regn

Nifi stod og betragtede en af gravene den var fyldt med roser og hun havde ’kendt’ eller rettere sagt mødt personen som var begravet der … og hun var da også morderen til personen …
Hun sukkede og så ned af sig … al hendes tøj var vådt … og det bestod af et par bukser i sort med for mange lommer og en sort hettetrøje, et par gamle slidte sorte sko.

"Angre man? Cathédrale ligger lige om hjørnet hvis du vil nå en messe om hvordan man skal angre sine handlinger", hun smilte lettere men blidt, hun sad på hug, på en af de højere gravstene, hun havde sit hoved på skrå, mens hun betragtede hende, før hun let hoppede ned, så hun stod et stykke fra hende, "Det Nifi du hed ikk?", hun så undrende på pigen, hun havde aldrig givet hende sit navn, men hun passede til en beskrivelse hun havde hørt.

”jo nifi vi har mødtes … det er mig der skylder dig en tjeneste” sagde hun … ”nej jeg er glad for det jeg har gjort …” sagde hun roligt *hvis man kan kalde det for at være glad …* hun sukkede … *elvere skulle udryddes* tænkte hun derefter og rejste sig hvorefter hun nejede for dødsenglen. ”jeg kan ikke huske deres navn … desværre” sagde hun kort tid efter

Hun nikkede forstående, men satte så hovedet en anelse overrasket på hovedet, "Kan du slet ikke huske det?", hun grinte og rystede blidt på hovedet, "Mit navn er Mika Amané, men de fleste kalder mig bare Sama", hun skar en komisk grimasse da det betød herre7herskerinde på japansk, hun havde det med at overtage ting i de gamle dage. Hun så på Nifi, "Var vedkomndes død en ordre fra din herre?", hun smilte en anelse nysgerrigt, mens hun pegede på graven.

”nej denne var blot fordi jeg blev sulten … og kom derefter op og skændes med en elver … forbannede væsner … de skulle udryddes!” hendes stemme blev mere og mere kold og mørk for hvert ord hun sagde i forbindelse med elvere . Det kunne tydelig ses at hun hadede dem… et hårdt men præcist slag blev placeret på gravstenen ved siden af hende og den flækkede sig i 2. Nifi så kort på den *ups?* tænkte hun og hendes øjne blev grønne

"sikke et had du har", Mika så forbløffet på hende, hvor andre så vrede, had og ukontrolable følelser, så hun potentiale, hun nikkede i sine egne tanker, "Det må være en af grundene til din herre holder på dig, du formår at præcisere din vrede", hun hentyde til slaget, med et vurderende smil.

”min herre beholder mig for noget her inde … og måske også med hensyn til kraft men mest med det her inde” sagde hun og pegede på sit hoved ”mine minder…” sagde hun roligt *og hendes* tænkte hun og så tomt på stenen hvorefter hun tog hånden til sig … ”jeg burde lære at styrere det ? … tror jeg” sagde hun kort … uden at vide hvem hun snakkede til …

"Så det fordi du er "hendes", jeg mener virkelig hendes, på den måde at hun har sine minder i dig", mika nikkede facineret, ingen gjorde den slags mere, for hvem stolte man på? Hun hørte det sidste hun sagde og tyggede let på hendes ord, "Jeg kan godt hjælpe dig hvis det skal være?", hun smilte, "Jeg lærte at styrre min vrede på den hårde måde, for nogle århundrede siden", hun gøs let, da det var under den franske revulotion, de tortur-redskaber irriterede hende stadig.

Hvordan ?... jeg er svær hjælpe … og jeg ved ikke om jeg kan bruge det til noget det med at styrre noget … men ok … lær mig det” sagde hun roligt …
”franske revulotion” spurgte hun kort men strøj tanken til side … hun ville ikke huske og var bange for at huske det mindste ved at Mika begyndte at fortælle… *og så bliver hun skuffet* Nifi rettede sig op og så med et trist og ængslit udtryk ud i luften

"Det vil tage dig noget tid at lære, men vi kan sagtens tage den første lektion i aften hvis du vil", hun smilte blidt, men så undrende på hende, som havde hun opfanget noget, "Du Nifi?", hun satte hovedet på skrå, og lagde en hånd på hendes skulder, "Hvad er det der tynger dig?", hun smilte en anelse opmuntrende.

”det vil jeg gerne” sagde hun roligt.
Hun så lidt på Mika og vidste ikke om hun ville svare ”meget … alt for meget der køre rundt i hovedet og der er slet ikke plads til det … mit hoved er for lille og de ting der skal være der … eller ikke må være der er for store… og hende den pokkers elver gør det hele værre!” hun startede med at lyde lille og såret men hvæste da hun nåede til elver delen … det var underligt som hendes humør svingede i aften.

"Mener du den døde elver?", hun granskede graven, "Hvis jeg tager hendes sjæl, så forsvinder dine smerter", hun nikkede, og smilte så med et grin, "Lad os tage det en af gangen, okay?", hun så på Nifi med et bekymret blik, "Skal vi starte med dine smerter?", hun satte hovedet på skrå.

”hun er ikke død” vrængede Nifi frem. Og ville endnu engang slå stenen men prøvede at la vær.
”hvilke ?!? hvad for nogle smerter ? fysisk ?” spurgte hun så venligt og roligt hun nu kunne. Kort tid efter slog hun atter hånden ind i gravstenen så den højre side af dem og den øverste del af stenen faldt om bag ved raten af stenen. *jeg lære det aldrig* tænkte hun surt og trist …

//Mika er man der xD ??? //

"Er hun stadig i live?", mika's stemme var en anelse undrende, hun så over imod Nifi, "Bor hun i Di Morga?", hun satte hovedet let på skrå. Mika grinte og rystede blidt på hovedet, hun tog fat i den hånd hun lige havde slået med, hun trak hånden lige foran Nifi, "Se på den, jeg er næsten 100% sikker på at jeg kan få dig selv til at ødelægge din krop udefra", hun smilte, og hentyde til hendes vrede, "Det simpelt det du skal lære er at få din vrede ud på ting", hun sukkede og rode op i sit hår, "I mit tilfælde brugte jeg mennesker", hun smilte skævt.

//sorry XD men al det jordbærkage var ikke godt for mig!!!!!//

”ja min herre ville ha hende” sagde Nifi en smugle surt og lidt koldt. ”hvad mener du ? ødelægge min krop udefra?” spurgte hun.
”brugte du mennesker til at afreagere?” spurgte Nifi uforstående. Hun sukkede og så på sin hånd og derefter på stenen. *typisk igen ødelagt noget* tænkte hun og himlede med sine øjne.

//he he ok//

"hvad er hun da værd?", hun så nysgerrigt på Nifi, elvere var normalt ikke så meget værd når det kom til stykket, selv deres sjæle var bitre at tage. Hun sukkede venligt, "Jeg mener at du ødelægger din krop, ved at slå vildt omkring dig når du bliver vred, du skal fokusere din vrede på et andet objekt", hun nikkede kort, "Yup, de var mit ynglings legetøj", hun grinte let, og så op imod himmlen, hun savende faktisk den tid. Hun så over på Nfi, "Er det, det du ser din handling som? noget dårligt?", hun smilte vurderende, da hun hentyde til stenen, "bag din vrede ligger stor styrke Nifi, du har bare ikke lært at bruge den fuldt ud", hun lukkede kort øjne, og så, så mod stenen, den begyndte at bygge sig selv op, før hun med et let blink, fik den til at blive til støv, hun grinte.

”jeg ved det ikke og hun skal ikke blive hvis det sår til mig!” hun var meget sur på elveren *nu er jeg nød til at gøre det hele dobbelt så godt!* tænkte hun.
”så jeg skal ødelægge noget der ikke skader mig?” spurgte Nifi og var stadig ikke helt med. ”vil og du vil lære mig det ikke?” spurgte hun kort tid efter og så på stenen … *wow* tænkte hun ”hvordan gjorde du det?” spurgte hun og rørte ved stenen .

Hun satte hovedet på skrå og smilte til hende, "dine følelser er meget nemme at sanse", hun grinte lidt, da jalousien kunne tydes hurtigt. Hun lod sin pegefinger hvile imod sin underlæbe, "Hmm normalt ja, men", hun smilte, "i dit tilfælde skal du koncentrere alt din vrede på et bestemt punkt, person eller objekt, og se det for dig", hun blinkede med et drillende smil, hun skulle have et billed i sit hoved af hvad hun ville have skulle ske, hvordan hendes vrede skulle brede sig fra hendes krop ud til fingerspidserne og imod objektet, for så at overtage det og manipulere det, hun håbede hun forstod hentydningen. Mika nikkede med hænderne i sidderne, "Selvfølgelig", hun smilte blidt, "Jeg ser potentiale i dig, potentiale der overrasker mig så dybt, din herre ikke har gjort brug af?", hun nikkede tænkene.

Hun så på Mika som var Nifi et barn der fik fortalt sit livs bedste historie. Da Mika var færdig nikkede Nifi ”så det er et billede i mit hovde jeg skal skade?” spurgte hun… ”kan det påvirke andre? Altså dem jeg forestiller mig?” spurgte hun og var meget intraseret i hvad Mika kunne lære hende. Nifi sukkede da Mikas tanke kom ”min herre har visse … problemer” sagde hun ”hun har lært mig en del men langt fra alt” mumlede Nifi derefter og så derefter atter på Mika … dog uden at se hende i øjende. Hun havde et brandene spørgsmål til hende men vidste ikke om hun skulle stille det.

Mika nikkede muntert, "Ja hvis den du tænker på er samme sted som dig så kan du, og måske", hun tyggede og vurderede Nifi med et bredt smil, "Vil du også kunne mestre at gøre det mod folk der er i helt andre lande eller verdner, en dag?", hun trak på skuldrende og så imod himmlen, "som fks. den elver du hader så meget", hun nikkede som var det et godt eksempel. Hun rystede stile på hovedet, "en god herre stiller aldrig sine problemer i vejen for at lære sin, lærling kunsten i så mange ting", hun så på Nifi med et blidt smil, "når det er så vigitgt", hun rykkede på næsen, "noget der undre dig Nifi?", hun så nysgerrigt på hende.

Nifi smilte stort da Mika sagde at hun kunne lære disse ting … Hun var meget intraseret og ville gerne vide og lære mere.
”jeg tænkte blot på om … jeg måske kunne blive din elev ? eller lærling om man så må sige” sagde hun kort og kløede sig lidt i baghovedet. Hun håbede meget på at ja og ville gøre en hel det for at blive det og for at lære.

Mika tyggede drillende på hendes spørgsmål, "Hvad vil din herre sige til det?", hun satte hovedet på skrå og så en anelse bekymret på Nifi, da hun ikke ville have hun skulle komme tilskade for sin ulydighed, men hun nikkede kort efter, "Men jeg acceptere dig gerne som min lærling", hun klappede hende let på skulderen, og gav hende et sigende blik, "Du skal bare vide at der ikke findes en, bare én person i denne verden eller den næste som jeg nogensinde har delt min viden med", Nifi skulle vide at dette var en chance ingen havde fået, og hun ville kræve at ingen andre udover hende fik adgang til informationen, Nifi skulle være en loyal lærling.

Nifi så kort og tænkende ud i luften ”hun tager sig ikke af hvad lære … mere om jeg gør som hun vil have når der er noget der skal gøres” mumlede hun .
Hun så nu med blå øjne meget beæret på Mika og lyttede til hendes øjne ”jeg siger intet til nogle. Og jeg er mere end loyal” sagde hun og nikkede kort med hovedet. ”jeg er klar … hvornår begynder vi?” spurgte hun og så lidt rundt … at lære noget brugbart var en ting … men at lære det fra en med så megen kraft var noget helt andet. Hun måtte helt bestemt vide hvad hun snakkede om.

Mika klappede glad i sine hænder, før hun så rundt, med et interessant blik, "godt så", hun drejede om og så på en høj gravsten, hun smilte med et lettere drømmende blik, "Det første vi starter med er", hun gik over og tog fat i Nifi's hænder, hun stod bag hende og pegede dem imod den store gravsten, hun hvilte sit hoved imod Nifi's skulder, "Luk øjne og tænk på den elver du hader så meget", hun smilte, "forstil dig hende i stenen, form hende fra stenen, og få hende til at blive til", man kunne høre entusiasmen i mika's stemme.