morder ??? //mika

Nifi blev ”overfladt’ i et kram og hun smilte ”ja da så er det heler ikke så ensomt. Og jeg kan lære en masse… det bliver hyggeligt” sagde hun venligt og gengældte krammet … *Jesus jeg tror fanderme det er et stort hus* tænkte hun og smilte ”ha har du også en tjener? Eller øhhh tjenestepige?” spurgte Nifi… hun havde ikke selv en men det gik nu nok. ”har du et rum eller to hvor jeg kan ha nogle af de vigtigste ting?” spurgte hun venligt … ”så kan jeg flytte over til dig inden så længe …”

hun nikkede, med et suk, "Minami er lidt yngre end dig, meget munter og positiv", hun grinte, "hun kan tit være min modsætning, når jeg har mine humør-svingninger", hun rystede blidt på hovedet, "der er mere end plads til dig", hun smilte drillende, "tænk, jeg vil ovenikøbet lade dig bruge af mit våben-arsenal", hun grinte, ingen havde set det rum, selv ikke de gæster hun havde fået på besøg havde set det rum.

”så får jeg jo mere end 1 at snakke med” smilte Nifi ”men du bliver ikke træt af hende eller hva?” spurgte Nifi roligt. ”våbenarsenal ?” spurgte Nifi venligt … hun var ikke van til at bruge våben så der var vist noget mere der skulle læres der …. ”ehhh jeg kan faktisk ikke rigtigt bruge våben” mumlede hun en smugle genert og kløede sig i nakken. "men hvornår kan jeg så flytte ind?" spurgte hun ivrigt og glæede sig meget

"jeg kan ikke tillade mig det", hun sukkede kort, "Jeg er åbenbart alt hvad hun har?", man kunne høre en anelse forvirring i Mika's stemme, Minami havde haft nogle stunder før i tiden, før Mika havde taget hendes triste følelser væk, hvor hun bare var brudt i gråd på Mika's skød, og mika var ikke den bedste til at trøste folk, mente hun dog selv. Hun satte hovedet på skrå, "Jeg vil faktisk helst holde dig fra våben og den slags, dit bedste våben er din krop, dine legmer er skarpere og smidigere end noget våben du kan købe eller stjæle dig til", hun grinte og rejste sig, "Hvad med nu? vi trænger begge to til et godt hvil, men lad os først hente dine ting", hun smilte bredt, og strakte sig kort.

”hmmm ” mumlede Nifi *jeg har aldrig haft nogle at græde ved … men det er nu nok også bedst sådan* de sidste ca 35 år af sit liv kunne hun godt huske… men ikke mere end dem. ”ha så hun har et godt hjem hos dig” sagde Nifi roligt … ”der er ikke så mange ting jeg skal ha med… bare lidt forskelligt tøj og nogle flasker… og lidt andet tingel tangel ” sagde hun venligt . ”he he så jeg skal sove hjemme hos dig i nat?” Nifi var meget ivrig efter at skulle der hen selvom hun ikke vidste det så meget. ”skal vi ikke gå nu?” spurgte hun og rejste sig.

"det godt at få udløb for sine følelser, så man kan separere had, og det kan blive en ren energi kilde, der styrker sig selv, og ikke bliver tynget af alle de andre følelser omkring den", hun satte hovedet tomt på skrå, med et varmt smil, "Jeg kan ikke love dig en far, mor og søskende", hun puffede blidt til hendes skulder, "men mig har du vel? og jeg skal nok sørger for at du ikke føler ensomhed mere", hun greb forsigtigt hendes hånd og gik frem af mens hun dog ventede på at Nifi skulle lede vejen, hun grinte let med et nik, "Ja, iaften bliver din første aften, i vores hjem", Mika viste at Nifi ville kunne lide hendes villa, selv om den var stor var den varm og betrygende.

”ja det er det vel” sagde Nifi roligt. Hun så frem for sig med et lille smil. ”jeg ber’ ikke om en familie bare om selskab og nogle der tager bare lidt af tomheden” Nifi smilte og fulgte med. *en enagikilde… den kan nu nok blive meget nyttig … og så er man jo heldig at ha sådan en god lære* tænkte hun. ”hmm skal vi gå hele vejen?” spurgte hun drilskt og ville gerne se Mika’s vinger. Det var et godt stykke vej hen til huset så det ville være lettere at flyve hvis de kunne det.

Mika så sarkastisk på hende, da hun havde regnet ud Nifi ville have et glimps af hendes vinger, "er du sikker? nu vil jeg jo heller ikke flyve fra dig", hun grinte, og nikkede så blidt, før hun elegant brugte et træ som sprængbræt, og så kort svævede i himmlen, før hendes lilla øjne, blev sorte, og de sorte japanske tegn på hendes ben blev tydeliggjort, hendes 6 skyggevinger sprang graciøst frem, de lange sorte fjer, der faktisk så rimelig bløde ud, de glimtede i natten, som var der glimt af små lys på dem, rundt omkring hende faldt der næsten i slowmotion, nogle få af hendes fjer, hun smilte blidt, og hendes tænders skarphed kunne ses, hendes hjørnetænder var en anelse længere en resten, dog så hun smukkere ud i sin ikaros form, hendes marmorhvid hud lyste mere en normalt, og hendes sorte øjne, og tegne rundt omkring dem, fik hende næsten til at ligne en dæmon, "skal vi komme afsted?", hun lød undrende.

Nifi så med store og undersøgende øjne på hende og betragtede alt der var nyt på Mika. *waw* tænkte hun og så på Mikas smukke vinger. Hun lod selv sine egne lydløst gro frem. De var store, sorte og meget smukke, de så yderst bløde ud og ville nok kunne dække hele Nisi’s krop hvis hun foldede dem omkring sig. Den smerte det gav af få dem til a gro frem ville være nok til at få et menneske til næsten at besvime. Dog var Nifi van til dette og tog sig ikke af det. Hendes vinger var ikke helt så flotte som Mikas men Nifis var nu også rat pæne. Hun lavede et kort slag med vingerne og kom op på samme højde med Mika ”ja denne vej” sagde hun roligt og fløj i høj fart hen mod sit hus.

Mika lavede nogle enkelte spiraler i kedsomhed, før hun satte af vedsiden af Nifi, hun lod sit blik falde på hende med næsten ligeværdig beundring, "sikke smuk du ser ud i din sande form", hun lo mildt, da det overraskede hende, hun spejdede let ned, mens hun ledte efter huset, "Dér?", hun pegede på et hus hun mente kunne være nifis, det var i den beskrivelse hun havde givet, Mika's sorte øjne zoomede let ind og ud på det som et kamera, "ja det må være det", hun nikkede, hendes hukommelse var mere end fotografisk, hun strakte sig let og puffede blidt med sine vinger til Nifi, hun grinte let, hendes humør var så drilsk.

”du flyver jo godt” sagde Nifi sarkastisk… ”tak men du er da meget smukkere” sagde hun venligt og fik øje på huset samtidig med Mika ”ja det er der jeg bor … bare rolig det er meget pænere indenfor” sagde hun roligt og dykkede ned mod huset. Kort tid efter stod hun foran den store indgang. Hun åbnede porten/døren og gik ind i en vidunderlig smuk hall med spejlblankt sort gulv hvor det lignede at der var små stjerner gemt i og blodrødt tapet med en masse billeder. Men mest iøjefalde var det store banner der hang lige ud for den store port/dør de var kommet ind af. Banneret var mørklilla og på det sad en sort rose med unormalt lange gladspikke og rosen græd blod. ”velkommen” sagde Nifi venligt og holdt døren for Mika

Mika klappede med et smil af indretningen, hun var hurtigt kommet lige efter Nifi ind, og så sig med et smil rundt, "jeg har et værelse jeg ikke har rørt endnu, kunne du tænke dig at dekorere det?", hun smilte håbefuldt. Hun strakte sig let, og trak uret op af sin lomme, "vi burde skynde os lidt, Minami er igang med at lave "mad" til os", mika smilte drillende, da det jo ikke helt var menneskemad.

Nifi farede rundt i hele palæet og brugte vinden til at pakke ting ned i forskellige kister. Hun kom slæbende med 2 store kister ”ja det vil jeg gerne … men jeg må af og til komme tilbage her til for at sikre mig at rosen ikke dør” sagde hun venligt og skyndte sig derefter af sted igen op i en af tårnende og pakkede forsigtigt en stor glaskugle ned i en spichel kuffert. Derefter pakkede hun flere hundrede bøger ned i 1 kiste hvordan hun fik det til at være det var uvist. Hun kom derefter ned med 2 kister mere og den lille kuffert. ”mad?” spurgte Nifi … hvilken slags ?” spurgte hun så ”du har vel ikke tilfældigvis et flygel ? eller et klaver? Jeg er van til at spille mindst 1 gang hver anden dag” sagde hun roligt og rødmede lidt. ”og det her var det hele … 4 kister og 1 kuffert” sagde hun venligt.