morder ??? //mika

Nifi så på den klappende dødsengel o g smilede . Det svandt dog hurtigt ind da hun talte om elveren ”jeg … Ja” sagde hun og lukkede sine øjne… Hun koncentrerede sig meget og fik et surt udtryk i ansigtet da hun tænkte på elveren. Efter lidt tid begyndte gravstenen at rykke sig lidt og smuldre en smugle… der kom et par former på og en masse sten endte ved siden af. Dog kunne det ikke ses hvad stenen skulle forestille … bare at det ikke var en gravsten mere. Nifi åbnede sine øjne for at se på sit værk… Hun blev straks skuffet og sur. *pis også* tænkte hun og knyttede næverne.

Mika's milda latter kunne høres, "Du er virkelig stærkere end jeg troede", hun puffede venskabeligt til hende, "Ved du hvor mange gange det tog mig bare at få rykket +en sten?", hun sukkede tænkende, *lige meget hvor mange der havde svigtet mig*, "så havde jeg ikke hadet i mig?", hun trak en smule undrende på skuldrende og lod sit glintrende blik lande på Nifi igen, "Men allerede på første omgang fik du en form frem", hun grinte let selvom hun ikke kunne tyde formen, "Hvad med at tænke på hvad det er hun har gjort imod dig, hvad hun er ved at tage fra dig?", mika viste hvilke kort hun skulle spille for at vække Nifi's vrede.

”stærkere men den har jo ingen tydelig form !” klagede hun men hørte så Mika’s næste ord … ”jeg troede ” hun tav og havde glemt at alle jo engang havde lært og ikke selv kunne. ”ja du har vel rat … man må jo øve sig” mumlede hun og hørte hendes næste ord … ”er der nogle der har svigte dem?” spurgte Nifi uforstående … ”nogle slaver eller hvad?” spurgte hun da hun aldrig kunne finde på at svigte sin herre.
Hun hørte Mikas næste ord og vreden blev større, *den elendige elver!* tænkte hun vredt og lukkede atter sine øjne, hun knugede hænderne hårde og hendes negle blev boret ind i hendes hud hvorpå der dryppede nogle få sorte dråber blod. Hun koncentrerede sig og tænkte på elveren og hvad hun havde taget fra hende. Stenen rykkede sig atter og flere stykker af den smuldrede sig og man kunne nu ane formen på et menneske lignende væsen… altså elveren … Kort efter kunne man se håret på elveren og ben blev da også formet på figuren...kort tid efter kunne brystet og arme ses. En lang revne blev lavet fra der hvor brystet begyndte og banede sig vej ned til navlen… Nifi gjorde det med vilje da hun havde forstilt sig at hun skar i elveren. Nifi stønnede en smugle da hun brugte en del kræfter og koncentration på det.

Mika nikkede, "før jeg blev hvad jeg er, da jeg var et menneske", hun smilte drillende, "tror du jeg friviligt blev dette", man kunne høre hendes latter, "Mine menneskelig forældre gav mig til en Ikaros, før at redde deres eget skin, hvis du undrer dig over hvad en ikaros er så er det, lidt ligesom en vampyr bare med 12 vinger, og de drikker skam også blod, men samler på sjæle for at gøre sig selv stærkere", hun sagde det som var det helt normalt, "Han valgte at gøre mig til sin 13 brud, jeg troede jeg ville blive en hel ikaros men blev kun halv, og så fandt jeg ud af at mine forældre ikke var helt normale, eller rettere min mor var en dødsengel, min far?", hun sukkede undrende, "Gud ved hvad han var? men da jeg fandt ud af dette slog jeg dem begge ihjel", hun smilte sørgmodigt da hun huskede scenen, sin hvidebrudekjole med blodet dryppende fra sig, "Jeg slog også min forlovede ihjel og overtog hans plads som regent", hun kløede undrende op i sit pjuskede hår, "Så man kan sige at de alle svigtede mig, altså min forloved fordi han ville have en 14 brud", hun grinte stile. Hun så på Nifi's skulptur og gav hende et varmt knus, hun så på detaljen med knivstikket, "Du kunne blive en kunster", hun smilte komisk.

Nifi lyttede med lysende øjne til Mikas historie. Ikaros … ”hvad ville han ha så mange brude for?” spurgte hun. Nifi sukkede ”jeg er født sådan … jeg har altid været det jeg er … tror jeg det siger min herre” sagde Nifi roligt. Slog du din familie ihjel ?” spurgte hun og smilte … *nå ser man det* tænkte hun og smilte over krammet hun fik… Hun nød det da der var yderst længe mellem de kram hun fik … faktisk havde hun ikke fået et kram de sidste ca 30 år. ”en kunstner?” spurgte hun og betragtede statuen. ”he he måske… men det tror jeg ikke helt” sagde hun roligt . ”hvad er næste øvelse?” spurgte hun og slikkede blodet af sine handsker og de groede automatisk sammen igen. ”smart ikke ?” grinte hun og tørrede en smugle blod af mundvigen med håndleddet.

//sorry tiden ... (mig der glemmer lektier) sidder og laver dem nu -.-' ? //

"Normalt sugede han sjælen ud af dem, de 12 før mig var bare blevet omvandrende spøgelser", hun sukkede komisk, "hvorfor han ikke gjorde det ved mig? hmm måske skulle jeg have ladet ham leve", hun grinte, "Han ville have en 14 fordi han ville have flere sjæle, lidt ligesom mig", hun pegede på sin tåreformede krystalhalskæde, den lyste nu og da, når den gjorde det betød det at sjælene prøvede at komme ud, men det ville de aldrig. Hun så på Nifi, "Jeg vil ikke vende dig imod din herre, men", hun op, "En ting jeg har lært er, at selv dine nærmeste kan lyve overfor dig, de tror de beskytter dig, men i virkeligheden beskytter de kun sig selv", hun nikkede vist. Hun grinte og tænkte over det spørgsmål hun ikke havde besvaret, hendes blik blev tåget, som om hun havde set og gjort ting man aldrig ville kunne ane, "Ja, jeg slog dem ihjel, dem alle undtagen én", hun smilte med et grin *min tvilingbror* hun viste Nifi kunne læse hendes tanker da hun lod hende gøre det, af en eller anden grund kunne hun ikke få ordene ud af sin mund. Hun puffede med et hævet øjenbryn til Nifi, "Tror du at du slipper så nemt, du er ikke færdig med denne lektion indtil jeg kan se en en fin skulptur uden klumper", hun pegede armerene der så lidt fodagtige ud, hun smilte venligt, "Du burde ikke gøre mere, du har allerede brugt megen af din energi", hun nikkede.

”jeg er sikker på at min herre taler sandt … hun har ikke noget hun burde skjule om min fortid …” sagde Nifi *og dog slettede hun den?* tænkte hun og rystede tanken væk. ”Du gjorde sikkert ret i at slå ham ihjel” sagde Nifi venligt. ”har de en bror?” spurgte Nifi… hun så længe på Mika og kom først nu i tanke om at hun nok også selv kunne ha en… men det vidste hun ikke. ”gad vide…” sagde hun lavt og overvejede muligheden. *NEJ IKKE HUSKE* tænkte hun strengt og surt til sig selv . Nifi nikkede og så på skulpturen. ”jeg stopper ikke før der ikke er flere” sagde hun roligt og koncentrerede sig igen. Hun så atter elveren for sig og blev atter sur og fyldt med had. Stenen rørte på sig og små sten faldt af den og håret blev glattet ud derefter tog hun maven og gjorde den fik. Hun stønnede og åbnede sine øjne… det var meget hårdt og hun havde ikke særlig mange tilbage. Hun lagde sig ned på ryggen for at slappe lidt af.

"Hvor meget lader din herre, dig vide om din fortid? din familie?", hun satte armene overkors, man kunne tydeligt se at Nifi's næsten blinde tilid til sin herre irriterede hende, men morede hende på samme tid, det overraskede hende hvor loyal en person kunne være, hun tænkte kort, var hun selv sådan? hun smilte blidt, "Jah jeg har, men vores veje skiltes næsten lige efter jeg lod ham leve", hun sukkede og strakte sig kort så alle hendes knogler gav et knæk, det bevidste hun ikke bare var en porcelæn-overflade, "Nyder du dit velfortjente hvil? med al den had, der så småt forlader din krop, på grund af udmattelsen", hun satte sig på hug foran hende, "en dejlig fornemmelse ikk sandt? næsten svævende", hun grinte.

Nifi lyttede til hendes spørgsmål og åbnede sine øjne, med et tænkende blik svarede hun ”det jeg har brug for… og det er ikke meget” sagde hun tænksomt da hun gerne ville vide om hun havde nogle form for familie over hovedet. Men når hendes herre ville fik hun det nok at vide … troede hun.
Nifi lyttede til hendes svar og hun ville komme med et nyt spørgsmål… men hun vidste ikke om det var passende. Dog stilte hun det alligevel efter lidt overvejelse ”savner du ham?” spurgte hun roligt.
”ja det er dejligt at al den had forsvinder… men den kommer nok snart igen” mumlede hun. ”det er trættende at lære” smågrinte hun go så venligt på Mika.

Mika rystede hårdt på hovedet, hendes øjnfarve gik fra tåget grå'violett til mørkeviolett, med grå streger som pupiler, "læg aldrig din skæbne, i andres hænder Nifi", hun sukkede, "Den slags går kun gjaldt", hun smilte alvorligt før hun puffede blidt til hende, "Og svar mig ærligt, er du tilfreds med din levemåde? ikke at vide hvor du kommer fra, hvorfor du blev taget væk, hvad der mon kan ske senere i fremtiden?", hun holdte øjenkontakten med hende, for så at bryde den, ved det uventede spørgsmål, man kunne sanse en hvis sårbarhed i hendes øjne, de var blevet en matpink, med grå tåger, hun så op imod himmlen, med et træk på smilebåndet, "Følelsen af savn var noget jeg netop gav afkald på, så han ikke kunne bruge det imod mig", hun grinte svagt, "vi udstrålede ikke ligefrem søskende-kærlighed, men vi lod hinanden overleve tonsvis af gange, hvor vi burde være døde", hun sukkede, "kun for spillets skyld", hun trak på smilebåndet, før hun satte sig vedsiden af Nifi. Hun nikkede, "og for din skyld håber jeg at der kommer meget af den, hvis du synes at dette er hårdt, så vil du slet ikke vide hvad der venter dig, skygge-tekniker du aldrig kunne forestille dig", hun smilte helt muntert, Mika gik meget op i den slags.

Nifi lukkede sine øjne. ”jeg tror hvert eneste ord min herre siger.” sagde hun med en smugle skinger stemme, der var ved at gå over i gråd… men hun holdt det tilbage ”jeg … jeg savner måske lidt af min fortid… men… heay jeg klare mig” sagde hun og forsøgte at smile hvilket bare kom til at se lidt dumt ud. Hun lyttede til Mika… ”ingen savn?...” spurgte hun *bare man selv kunne* tænkte hun og åbnede sine øjne.
”ha ha så må jeg jo være udvilet når vi skal træne” sagde hun og smilte en smugle. ”skyggetekniker ?”spurgte hun… ”ha ha jeg glæder mig” smågrinte hun og satte sig op.

Hun sukkede dybt og gav hende et stort kram, "okay okay! lad os bare droppe emnet", hun smilte sarkastisk og nussede hende indtil sig, selv om hun ikke havde kendt nifi længe , så hun hende som en lillesøster, hun rode stile op i hendes hår. "det kun normalt for dig at savne hvad du ikke har kendt", hun smilte blidt. Hun grinte, "hvis ikke du lære dem ordenligt, kan du dø af det, derfor skal vi være forsigtige", hun nikkede ivrigt hun elskede at være på kanten mellem liv og død.

//sorry skal lige spise svare snere //

//kaaaay//

Nifi smilte ”ja tak … det er ikke verdens bedste emne” sagde hun roligt og der kom et lille piv fra Nifi da hun blev krammet. Hun lod varmen fra kroppen fylde sig og var lykkelig over at ha mødt Mik. Hun følte sig på en underlig måde tryk i hendes nærvær og havde det som om hun var en del af en familie nu? Hun vidste ikke hvorfor eller hvordan … bare at det var varmt og trygt?.

Hun trak Nifi ud og granskede hende med sit blik, hun vurderede hendes følelser, hendes kropssprog og ansigtsudtryk, hun ville ikke overumple hende med noget hun måske ikke ville have, Hun satte hovedet på skrå med et smil, da hun så at hun havde nydt krammet, "Nifi hvor bor du egentlig i øjeblikket?", hun lagde sig ned på ryggen og så imod himmlen.

Hmmm der hvor jeg vil … hvis jeg er tæt på og jeg ikke kan finde et andet sted bor jeg i min herres sommer palæ” sagde hun roligt og smilte ”det ser ikke så godt ud udenpå men indeni er det meget smukt og vedligeholdt” forklarede hun ”det ligger i udkanten af byen her … eller det vil sige godt 5 km. Væk fra byen” Hun smilte roligt ”hvorfor ?” spurgte hun kort tid efter… hun ville nok også ha spurgt hvor Mika boede men fik sig ikke lige taget sammen til det… ”men sådan et stort hus er ikke rart alene… det er faktisk meget …tomt?” sagde hun og lagde hovedet let på skrå


//billede af huset … er ikke god til det med links så du får bare hvad du skal skrive der oppe i ’kolonnen’ http://www.sleepymillcreekhollow.com/sitebuildercontent/sitebuilderpictures/haunted-house-3drt-31.jpg //

Hun smilte en anelse lettet, "Mmm det godt at høre", hun tænkte, ellere rettere vurderede en ting, et spørgsmål, hun så på Nifi da hun fortalte om hvor ensomt det kunne være, hun rettede sig op på albuerne og så på hende med hovedet på skrå, "jeg ved skam hvad du mener", hun smilte og lagde sig ned med et suk, "Jeg bor i en villa, ved siden af Cathédrale, måske du har set den? stor, hvidgrå, mørkerøde roser groende i haven foran?", hun smilte da hendes villa lå lige imellem Cathédrale og Ciemetiére, hun lukkede øjne ubevidst, "Hvis du har lys kan du overnatte hos mig når du er ensom", hun smilte med øjne stadig lukkede, hun kunne ligne et lig når hun var sådan, et smukt, rent og elegant lig.

Nifi så hende tænke lidt men der kom ikke et spørgsmål ud af det. Hun smilte da Mika fortalte hvor hun boede og derfor var fri for at spørge selv. Hun lyttede fortsat til Mika’s ord og så på hvordan hun lukkede sine øjne og lignede en død… dog ikke en grim død… nej faktisk et meget smukt lig. Hun krammede Mika da hun fik lov at overnatte ved hende når hun var for ensom ”tak” mumlede hun. ”nej jeg har desværre ikke set den … og er du sikker på det går? Har du plads?” spurgte hun og stoppede krammet hvorpå hun så på Mika

Mika grinte mildt, og så sarkastisk på hende, "Jeg skulle lige til at sige, at du skulle sørge for ikke at fare vild", hun smilte og rode op i hendes hår, da hn gengældte krammet, "Du er altid velkommen, mit hjem er dit hjem", et oprigtigt varmt smil kom på hendes læber, og det var sjældent, "du skal bare love mig at gøre brug af mit tilbud", hun grinte.

”det er en aftale!” sagde hun glad og så noget særligt over det smil hun kom med. ”ha ha er den så stor?” spurgte hun. ”så kan jeg jo komme og tjekke den ud i aften eller i morgen” sagde hun venligt og smilte… smilet falmede lidt da hun kom i tanke om at hun nu nok skulle opfylde en lille opgave for hendes herre. Det var ikke det hun havde aller’ mest løst til nu men hun gjorde det på trods af lyst til noget andet

Mika så drømmende frem for sig, hendes øjne blev tågede, "forstil dig hvis jeg var din herre? vi ville bo sammen, jeg ville oplære dig, du ville blive en umådelig dygtig dræber, alle ville sende bud efter dig", hun grinte lavt, "og så ville jeg have i det mindste én person der ville besøge mig på mit dødsleje, når den dag kom?", hvorfor fandt hun den slags så nostalgisk? hun gabte, og tænkte kort over hvorfor hun følte så dybt for at tage sig af Nifi, og gøre hende til sin efterfølger.

Nifi trillede kort med tommelfingrene og lyttede til havde Mika sagde … ”emmm … du ved min herre er ligeglad med hvor jeg bor” sagde hun forsigtigt. ”så jeg kunne godt tænke at bo hos dig hvis jeg må?” sagde hun kort tid efter … ”og bare rolig jeg ville skam komme og besøge dig ved dit dødsleje” sagde hun roligt og smilte venligt og dog nervøs for om hun kunne li forslaget eller ej. Hun følte at Mika var den familie hun aldrig havde haft, så hun ville meget gerne bo hos hende.

Mika's øjne lyste op som et lillebarn, "virkelig!", hun næsten overfaldte Nifi af glæde, hun kunne ikke lade vær med at smile, hun var allerede begyndt at planlægge det hele, "Du skal nok lære at finde rundt, hvis ikke så har du altid Minami du kan spørger om hjælp", Minami var en tjenestepige som af en eller anden grund ikke ville skilles fra Mika, nok fordi Mika havde reddet hendes liv, men ikke skånt hendes forældres, *hvor jeg dog allerede glæder mig* hun grinte let.