Et hav af stjerner.... //Asmamix//

Asmas blanke øjne betragtede ham nysgerrigt, som et barn nu ville betragte verden, når den lærte at gå, eller for den sag skyld, lærte at se. Asma rynkede sin næse. Værd at nævne? Hun havde åbenbart ikke taget fejl af Itarian. Han virkede desto mere interessant, af et underligt grund. Asma bed sig kort på underlæben, mens hun langsom hævede sig op, ved at rette sig. Hun placerede sine hænder bag ryggen, mens hun nikkede til Itarian, bare for at fortælle ham at hun lyttede. Han talte ikke meget, det havde hun nu også vænnet sig til. ”Men Itarian” indskyd Asma da han var færdig med at tale. Hun så en anelse forvirret på ham, som en der ikke havde forstået noget i denne verden. ”Vil det så sige, at din familie har en slags. Øh hvad er det nu man kalder det” Asma smaskede på en måde men munden, uden et eneste ord. ”Forbandelse over sig” da ordene kom ud af hendes mund, røg hendes pegefinger også med. Hun pegede som sagt på Itarian.
Hun rystede sin finger, som om hun skulle til at sværge på noget. ”Derfor er du lukket inde? Måske er du også en af dem, som besidder unikke forbandelser?” Asma strålede nærmest op, som om hun havde løst alverdens gåder. Hun sænkede sin hånd, mens hun fjerne noget af hendes hår fra øjnene. Hun så på Itarian, klar til at høre hans svar.

Han så på hende med et lettere tomt blik. Hvad var der med denne kvinde? Hun opførte sig som et barn i en kvindes krop, et barn der ikke frostod noget som helst, et barn, der ville være glad bare hvis det havde en sok at lege med. Han vendte blikket væk for at stoppe den lettere vrede tankerække, hvorfor havde han pludselig en så stor ophobning af følelser? Han skubbede dem om bag i sti sind, lod dem låses fast, og vendte derefter til bage til at besvare hende.
"En forbandelse kaldet royalitet" sagde han bare, og så ned i jorden med et så udtryksløst blik, at han virkede langt væk. Hans øjnes farve forsvandt næsten, og lod den tilbagrværende rest virke meget mindre betydningsfuld, og meget mindre prangende, nærmest som om den isblå farve fulgte med ham, når hans tanker fløj væk fra det tilstedeværende, efterladende hans øjne næsten ligeså hvide som kvindens.
Han rystede let på hovedet, for at ome tilbage til nutiden, og imens hans øjne genfarvedes, blev isbå og nærmest oplyste natten som bevis på at hans tanker nu var tilbage ved nu og her, så han på kvinden med det usædvanlige navn. Et navn der var næsten ligeså usædvanligt som hans eget. Itarian. Navnet der fastgjorde ham til hans pligt overfor hans egen verden. Itarian. Herskeren.

Asma studse sine læber, mens hun nikkede anerkendende. Hvad ragede det hende overhoved? Sidst hun blandede sin ind i et liv, var alt vendt op og ned. Men Itarian var åbenbart en undtagelse eller en gentagelse? Asma prøvede at søge længere ind i sit hukommelse om andre eksempler, men det gik ikke efter hendes smag. Hun rettede sig stille op, mens hun så stille på Itarian. Alvorligt, så må sige.
”Jamen royalitet? Er du en konge” Asma rystede på hovedet. Fortrød med dem samme, hvad der kom ud af hendes mund. Havde hun ikke altid sagt til sig selv, at nysgerrighed var farligt? Asma drog et suk, mens hun rørte sig på panden. Alt for farligt, for en lille engel som hende.
Hun træk vejret dybt, mens hendes blik gled over til Itarian og derefter imod hans røde hår. ”Undskyld. Jeg opfører mig dårligt, jeg ved det tilgiv mig.. Itarian” hun bukkede stille, mens hendes alvorlige mine kom frem. ”Siden jeg var lille har jeg elsket at være nysgerrig” begyndte hun, mens hun langsom placerede sine hænder bag ryggen. Hun så ned på sine nøgne fødder, mens hun stille fortsatte: ”Siden jeg mødte en person, havde jeg været nysgerrig. Derfor er jeg død, på grund af min nysgerrighed har jeg mistet... min 'menneskedom' ” hun lo stille. Hun kiggede op på Itarian, og havde for første gang siden der møde, et glimt i øjet, som fortalte at hun ikke var fra den. ”Bare derfor”

Hans blik gled op mod hende. Skulle han hørte hele hendes livshistorie? Hun var så sandelig et godtroende væsen, og dog. Han kunne let mærke den lette kriblende fornemmelse i maven. Han havde lyst til at slå denne lille følelse ihjel, og dog, virkede det umuligt. Man kunne ikke lade være med at holde af denne engel. Det var umuligt. Men han havde aldrig virkelig holdt a nogen før, og han genkendte derfor følelsen som noget helt andet, noget der slet ikke havde med englen at gøre.
Han bed kæberne sammen, og så væk fra hende, ud mod horisonten af træer.
"Der er intet at tilgive" mumlede han sagte, mens han indvendigt kæmpede med følelserne, og forsøgte at holde sig i ro, og ikke smile.. Ikke smile.. Ikke smile.
Det lykkedes, og hans ansigt forholdt sig komplet ligeså udtryksløst som det havde været før.
"Og nej, jeg er ingen konge, ikke endnu" tilføjede han lidt efter.
Hans hår bevægede sig let i vinden, og hans isblå øjne lukkedes langsomt, som om han var umådeligt træt, og tvang sig selv til at være vågen uden egentlig at vide det.
Han var dog ikke træt, ikke det mindste, han havde det bare med at udtrykke følelser han ikke følte, og holde de ægte inden i sig, skjult for enhver uvedkommende.

Asma lag sit hoved på skrå, mens hun smilede skævt. Hendes røde hår skjulte hele hendes venstre del, så det så nærmest ud til at hun blødte. Itarian. Itarian. Tanker, historier, og billeder fløj gennem hendes hoved. Ukendte mennesker/væsner fremtrådte som dukker. Skide skægt. Hun fugtede sine læber, mens hun kørte en hånd gennem håret, bare for at se ham bedre. ”Du er ikke en konge, javel ja” nikkede hun, mens hendes øjne så forbi ham. Hendes øjne havde ikke det samme glød som de havde haft, men så igen. Hun kunne intet sige. Lammet, som om noget af Itarian gjord hende ..
Asma rystede opgivende på hovedet og så, så på ham. ”Itarian. Er du et af de væsner, der har et væsen i sig? Monster? Et andet jeg?” Asma rettede sig op, da hun mærkede, endnu engang, at hun sank ned til jorden. Hun lavede en lille pinefuld grimasse, da hun lag hånden på nakken.
Hvorfor spurgte hun så meget? Hvorfor snakkede hun hovedet? Asma var vel Asma? Ingenting kan overkomme hende, eller..