Et hav af stjerner.... //Asmamix//

Han så på hende, hørte hendes klap, og vendte lettere undrende blikket på hendes hænder, nærmest for at kunne skræmme dem nok til at gentage bevægelsen. Men han vidste, at det ikke ville ske. Den smældende lyd af to hænder der tørnede sammen i et klap. Han vidste ikke hvorfor, men han kunne godt lide lyden, den summende vibreren for hans trommehinder, der tiltalte ham, på sin egen... lettere specielle måde. Selvom et klap var noget man hørte dagligt, så frydede han sig alligevel hver gang, og ønskede at høre lige netop dén lyd, om og om igen. Han kunne stadig huske at få fortalt, at han på et tidspunkt da han var mindre, altid havde klappet når han var alene, om og om igen, uden at tænke de vabler han havde fået af gang på gang at tørne hænderne mod hinanden, når han bare skulle bruge et øjeblik for sig selv. Nej, stop. Nu var han igen sunket hen i tanker, han blev nødt til at passe lidt mere på. Han nåede lige tilbage til bevidsthed, da hun begyndte at tale. Han lyttede til ordene, med tydelig interresse, og ikke mindst overraskelse. Dog var dette kun et lille glimt i hans øje, og hvis man ikke kiggede godt efter det, ville det være fuldstændig umuligt at fornemme. Kun en tankelæser ville kunne bore sig ind i hans følelser, som han stod der uden så meget som at give et nik, eller en følelse fra sig. Der var kun hans øjne, der fortalte, at han ikke var blevet forvandlet til sten.
Han sukkede svagt, dog næsten uhørligt, og så på hende med de isblå krystalklare dyb, der udgjorde hans øjne, da hun kom tættere på ham, følte hendes hånd mod sin kind, og den røde blodige masse blive smurt af, af en blid håndbevægelse fra denne engels side.
Han nikkede derefter svagt, som et tegn på, at han på sin egen måde, følte det samme. Men hvordan skulle de kunne komme tættere på hinanden, når han ikke engang måtte hjælpe hende til at blive rask igen?

Asma nikkede stille. Hun træk vejret ned til lungerne og pustede det hele ud i et, så det gav et lille lyd. Hun bøjede stille ryggen, mens hendes øjne stadig var rettet imod hans ben. Itarian var godt nok en tavs fætter i forhold til hende, det morede hende på en underlig måde. Han sagde ikke så meget, så det var umuligt at tale til ham, men på den anden side talte hele hans ansigt til hende. Han vidste det tydeligvis ikke, men det gjord det altså. Som Asma havde sagt, var han noget speciel, noget for sig selv. Asma rettede sig op, mens hun lod sine hænder hvile sig bag nakken. Hendes venlige smil kom på banen, mens hun gabte stille. ”Hvor bor du egentlig henne Itarian?” spurgte hun og satte sig stille ned på den bløde jord. Asma sad på skrædderstilling mens hun holdte øje med hans isblå øjne. Af og til føltes det at svømme ud i det blå med is og det hele.
Asma skyndte sig at ryste tanken af sig, men så kom den igen. Itarian var egentlig smuk i sig selv. Han havde sære men utrolige træk. Hende selv havde det røde hår, og de helt hvide øjne, men det talte ikke. Itarian´s øjne slog alt.
Det var ret dejlige hvis man så det på den måde. Asma rystede denne her gang på hovedet, mens hun smilte for sig selv. Hvorfor tænke på sådan noget nu? Hun kendte ham næsten ikke, så hvorfor? Hvorfor fyrede hun sådan noget pis af? Han gad tydeligvis ikke snakke, så hvorfor kunne hun ikke holde bøtte? Asma havde vel altid troet at alle engle var det samme, men her var beviste nok.
Ikke alle engle var.. engle. Selvom Itarian godt nok ikke var en hel engel, men hvad så?
Asma træk vejret dybt ind igen, mens hendes øjne lukkede sig med ét. Hun prøvede at slappe af, da hendes tanker til denne halv engel pirrede hende. Gud må kende til hans tanke gang og væremåde.
Gud må kende til skæbnen. Men hvad så? Hvad kom det hende ved? Hun kunne ligeså være lige glad med alt? Sådan en følelse vil Asma gerne eje. Helt klart..

Han lod øjnene skue over hendes ansigt, med svage glimt af interresse visende i de isblå øjne, der så ud til nærmest at gløde.
Han fulgte hver eneste af hendes bevægelser ud til mindste detalje, for at kunne huske deres møde, hvis han på en dag skulle minde hende om det. Han ville ikke miste sine minder.. igen.
Denne engel, der var noget ved hende. Noget der rev ham svagt i næsen. Duften af... en vampyr? Ja, hun duftede svagt af vampyrer, men ikke bare en ordinær, nej, han kendte den duft. Lidt syrlig, men med små søde strejf, som sursødsovs, der var kogt ind med en anelse salt. Ja, han var sikker. Det var dén vampyr. Hmpf, som om han ikke allerede havde mødt ham, han ønskede jo bare.. at han skulle holde sig fra hans fammile? Han var, nu han tænkte over det, ikke klar over hvad egentlig ønskede. Ønskede han vampyren, der lige nu fyldte hans tanker så meget at hans øjne blev slørede, død? Bare på grund af at han havde berørt hans mor? Det var jo latterligt... Og så alligevel. Hvorfor havde han sådan en trang til at komme ind under huden på ham? Det var jo hel uudholdeligt. Han så på hende igen, hans blik var klart igen, og ligeså isblåt som det havde været før.
"Er der en grund til din betragten" spurgte han lidt efter, da han så hvordan hun kiggede på ham. Han tav dog da han så hende lukke øjnene, ikke sikker på om hun overhovedet havde hørt hans spørgsmål, men du kunne jo også være ligemeget. Hvis hun ikke havde, ville han ikke gentage, hvis hun havde, ville han lytte til hendes svar. En svag brise fik hans hår til svagt at bevæge sig, fik det til at ligne den flamme det havde så stor lighed med.

Efter en uundgåelig tavshed åbnede Asma sine tomme øjne, men ret livlige. Hendes fantasi havde åbenbart løbet rundt med hende i et stykke tid. Asma så lidt på Itarian, da han ikke havde svaret på hendes første bemærkning om hvor han boede. Måske havde han ikke hørt hende, eller han ville ikke tale om det. Asma lod en hånd hvile på nakken, mens hendes blik skiftede fra forvirret til spørgende. Nej sandt var det, hun havde ikke hørt hans spørgsmål, da hun var fraværende på det tidspunkt. Hun rettede sig op, rettede på sin hvide påklædning. Hun så op på Itarian, da hun havde lagt mærke til hans udtryk da han så på hende. Måske var det hende, men hans næse så ud til at snuse eller noget. ”Noget der pirrede dig Itarian?” spurgte hun, mens hun lag hovedet en anelse på skrå, bare for at betragte ham bedre.
Hun havde det jo med at få sit hår udover sine øjne eller noget i den stil. Asma første sin pegefinger op til sine tørre læber, og derefter helt ind i munden. Det var hendes lille vane.

//Sorry for det korte svar >.<//

Itarians slanke fingre fandt vej op til munden, hvor han kort lod den strejfe hans læbe, i en form for gestus, der normalt kun fandt sted i hans egen verden. En gestus hun nok ikke kendte. I hans verden, stod den for enten respekt, eller ærbødighed, i dette tilfælde var det ikke så svært at forestille sig hvilken af dem han mente det som. Selvom nogle også brugte det over for forældre, var det faktisk en ret sjælden gestus, egentlig kun kendt af de kongelige, og de meget gamle engle, der endnu havde gaven der gjorde dem i stand til at bevæge sig.
Hans isblå øjne fandt vej til englens hvide øjne, og et svagt glimt af nysgerrighed viste sig deri. Tavsheden bredte sig mellem dem, og han vidste hun ikke havde hørt hans spørgsmål. Han sukkede svagt, og vendte sig halvt om, dog uden at tage det skridt man ville have ment han havde lagt an til. Det så ud som om han var ved at gå, men lige inden hans ene fod løftede sig fra jorden, vendte han hovedet opad, hvor hans blik før havde holdt sig til mulden under deres fødder, og så på hende, med et nu igen udtryksløst blik.
Hvad denne engle ville komme til at betyde for ham, var stadig ukendt fakta, og dog, han havde, ligesom hun havde sagt højt, en følelse af, at de ville komme til at kende hinanden i lang tid, selvom han endnu ikke vidste om det ville blive som venner, eller som .. fjender.

Asma rystede på hovedet og betragtede ham i al sin stilhed. Han var anderledes det var der ikke tvivl om. Hun lag sit hoved på skrå mens hun lag mærke til hans finger som langsom gled op til hans læber. Da han holdte den stilling længe, gjord hun som ham. Hendes hvide øjne smilede, mens hendes læber forblev i en lang og tynd streg. Hendes røde hår svajede med vinden i et kort øjeblik, mens det føltes afkølende på en måde. Itarians isblå øjne var kolde ja, men på den anden side, ret flotte. Asma lod sin hånd sænke sig, mens hun tog lange skridt over til ham. Underligt nok, stod hun allerede tæt på ham, så for mange skridt ville det bare ende som et sammenstød. Asma stoppede op foran ham, mens hun lod blikket glide ned i et kort øjeblik. Sådanstod hun i noget tid inden hun så op, mens hendes røde hor gled bagved. Hun løftede sin pegefinger og satte den på hans mund. ”Hvad så?” kom det stille fra hende, mens hendes hvide øjne genkaldte en hel rødlig nuance i det. Hendes læber var fortrukket en slags sørgeligt smil, mens hendes øjne bare var tomme denne her gang. Itarian var en mose fund.. på den gode måde.

Da han følte hendes finger på sin læbe, gav det et kort gip i ham. Hans hud var flammende varm, dog på en sådan måde at den føltedes som kogende vand, når man rørte den. Hun ville måske brænde sig, selvom det langt fra var alle der gjorde dette. Han forsøgte at trække hovedet til sig, men fandt det umuligt, da hans krop ikke ville lystre. Hans isblå øjne forblev dog fuldstændig rolige, ikke så meget som et lille glimt af hans lette panik viste sig. De blev ved med nærmest at rotere som et basin af is i pupillerne, de var hele tiden i bevægelse. Det kunne næsten virke som om luften omkring dem blev køligere, jo tættere på øjnene man kom, og dog, dette kunne sagtens være ren fantasi.
Han stod lidt sådan, mens han ligeså fandt at hun ikke gjorde noget. Han lod kort den ene hånd løbe op, og lægge sig omkring hendes håndled. Hun ville muligvis føle det, som om man trak et glødende armbånd omkring hendes hud, medmindre hun var immun, hvilket han på en måde håbede på. Hun ville være den første han ville være i stand til.. at røre.
Han havde faktisk aldrig rørt nogen før, hvor han selv havde taget initiativet, og det var ikke mange der efter det første sammenstød med hans hud ville genopleve den varme der strømmede fra cellerne under huden. Endnu en af bivirkningerne fra alle de besværgelser der i sin tid var blevet lagt over ham.
Han så hende ind i øjnene, mens han forsigtig, stadig holdende med den ene hånd omkring hendes håndled, lod hendes finger presses mod hans læber, for derefter at tvinge den blidt ned. Det var blidt, han ønskede tydeligvis ikke at støde hende, og dog, var det konkret, han ville ikke have at hun rørte ham igen. Han ville ikke have at hun skulle opleve den nærmest altopslugende varme der kom med den dog let blege hud.
Det lange røde hår og bølgede let i en brise, og det lignede igen den flamme, der brændte under cellerne i hans hud. De isblå øjne blev vendt væk, hvorefter han tog det skridt han for lidt siden havde påbegyndt. Han begyndte at gå lidt, langsomt, som om han gerne ville vente på hende, og dog følte sig tvunget til at gå videre, af en indre stemme der tordnede for hans ører. Det var hans bror, hvis sjæl ligeså var indkapslet i denne krop, som de ligeledes delte med en krigsengel. Han stod til en ordentlig opsang.

Hvide og halve nysgerrige øjne var rettet imod denne halvengel. Asmas læber var nu fortrukket i en sørgelig facon. Hendes øjne blinkede ikke en eneste gang, selv da han lag sin hånd over sig. Varm, og kold kunne hun ikke mærke, nej. Nu da hendes ´anden´ verden var lukket op, kunne ingen trænge ind. Det var ligesom at åbne en jerndør op uden en lås. Asmas røde hår blaffrede foran hendes øjne, som om Itarian langsomt begyndte at brænde op. Brænde op, men så igen.. han kunne ikke brænde. Hans øjne beskyttede ham fra varmen. Varmen fra hendes hårtotter. Asma lod sig rive løs fra sin endeløse tankegang. Det var det hun kunne lide ved sig selv. Hun kunne ligesom ´sige´ fra hvis hun ikke gad se længere i sit sind. Det var faktisk noget hun ikke kunne gøre før, og det skabte, for hendes vedkommende, problemer.
Asma gav et lille støn fra sig, da hendes hånd langsom gled sig ned sammen med Itarians. Hun lod sig bare trække med, lod sine ben følge med ham, da han begyndte langsomt at gå.
De snakkede ikke mere, det havde de sådan set slet ikke gjort, og det var faktisk godt. Asma syntes nemlig at kunne læse Itarian. Fra hans træk og sådan noget. Han virkede ikke den mindste glad. Han lignede bare en der for det meste holdte sig for sig selv, og var lige glad med andre.
Se, kunne ved denne engel have Asma lært en hel del! For det første var det ikke alle engle der var livlige og lalleglade hele tiden, nej slet ikke. Okay, Itarian var en halv engel, men det gjord vel ikke en forskel? Hans anden halvdel måtte sikkert betyde en del for ham.. ikke?
Asma åbnede nu sit ´indre´ øje. Det øje som var i live, det som ikke så inde indre verden.
Hendes utallige skridt var med Itarian. Vidste ikke hvor han skulle hen, eller var på vej til. Det var faktisk underligt at se denne engel så stille og rolig. Man kunne ikke tage noget på ham, give komplimenter, kritisere, han var vel bare sit eget egen.. Asma havde åbenbart fået sig endnu et forbillede. Det var da godt for hendes vedkommende. Itarian, godt navn egentlig. Asma lod sin ene hånd række ud efter ham, men hun fik kun fat i noget af hans stof. Hendes sørgmodige blik var endnu ikke forsvundet, men dog virkede hun ligeså rolig og af slappet som Itarian nu engang var.
Hun slap hans stof, da hun egentlig ikke vidste om han kunne lide at blive røret på nogen måder. Hendes selv var, vandt til at røre være en person hun kom i nærheden af. På en måde havde hun faktisk en ekstra sans.
Ikke føler sans, men noget helt andet. Noget som total var lagt ude i skoven.
Asma smilte halvt af sig selv. Sørgmodigt igen..

”Itarian” sagde hun stille, mens hun ikke sagde noget efter det. Bare lod den stilhed der havde hersket alt for længe herske i længere tid. Det gjord heller ingen forskel.

Han havde endnu ikke givet slip på tanken om hende, også selvom han havde vendt sit ansigt væk. Det ansigt, der lige nu var så udtryksløst, at det ligefrem fremhævede den lette glimten i de isblå øjne, så ned i jorden under deres fødder, uden egentlig at se. Han følte, følte på alt omkring sig. Med sin indre evne til at føle andre, slyngede han sin bevidsthed ud mod hver sten, hvert træ og hver enkelt partikel i den jord hans fodsåler berørte. Dog kunne det ikke ses, kun den lette gnistren mellem hver eneste partikel i hans hår, fortalte om påkaldelsen af denne magis tildstedeværelse, en magi, man egentlig blot kunne kalde... en del af hans overfølsomhed? Næppe. Dog kunne det jo være, at den overfølsomhed han følte, havde spredt sig, gjort ham overfølsom, overfor praktisk talt alt, dog på et mildere plan end ved vampyrer. Han kunne sanse engelens sjæl, ligeså kunne han føle hendes aura. Hvis ikke hun havde tændt en form for 'indre evne', ville hun sikkert ikke være i stand til at bemærke hans sjæl, der nærmest dansede omkring hendes. Forsøgte at føle på den, strakte sine fangarme ud, for at få den omfavnelse han på en måde havde brug for, for virkelig at vide at hun ikke blot var en illussion, ligesom så mange andre han havde mødt havde været. Men han kunne ikke lade være med at tænke over, ja nærmest frygte, at hun måske.. også kunne finde på at vende sig fra ham? Lige så snart hun vidste besked om hans fortid, ville hun ligesom alle andre løbe skrigende fra ham, eller forsøge at dræbe ham, bare for at hævne de folk hun aldrig havde kendt. Han standsede brat op ved lyden af sit navn der blev udtalt. Han vendte hovedet. De isblå øjne virkede på en måde.. overraskede? Nysgerrige? Nej, ingen af de betegnelser passede. Det virkede som om han virkelig ønskede at hun skulle sige noget, tale, ikke bare være mundlamme ligesom alle andre han havde mødt. De glimtede på en så dragende, og dog, skinger måde, at de fleste normale personer ville være blevet endnu mere mundlamme end han i forvejen kunne have gjort dem. Han bed sig svagt i læben, hvor man kunne se et lille rundt ar, der mest af alt lignede et stempel, da han kunne se at hun ikke ville fortsætte. Han vendte sig igen væk, og begyndte endnu en gang at gå. Gå uden egentlige mål. Han gik, bare for den nydelse det var at bevæge sig, at føle at man ikke bare sad stille, uden at foretage sig noget - Hvilket var noget han ikke kunne fordrage, bare at sidde stille, uden noget som helst at gøre, uden at være til nytte.

Asma så fascineret på Itarian. Hvordan skulle hun kunne beskrive denne dreng i al sin stilhed? Noget af ham fangede hende dybt ind i hans indre. Selvfølgelig var det noget hun bildte sig ind, men hvad så? Det hele gav mening når hun tænkte det på den måde. Hvem var Itarian egentlig? Han opførte sig ikke som en engel eller noget i den stil. Itarian var helt sin egen. Ingen kopi eller noget, men bare Den. Asma lag hovedet på skrå, da hun lag mærke til at han så imod hende. Hun fugtede sine læber, mens hun rettede sig op igen. Hun lod en af sin højre fod tage et skridt og det samme med den anden. Da hun synes at kunne mærke Itarians ånde, lod hun sine hænder slynge om ham. Et knus. Hun havde lukket sine øjne, mens hun underligt nok kunne samge noget metal. Asma smilede stille, mens hun strammede grebet om ham. Ingen lyd kom fra hende, kun lyden af træernes blade kunne høres. Det lød egentlig meget godt. Itarian gemte noget inde i sig. Noget han måske var bange for? Det var noget der fangede Asma. Noget som denne engel havde og hun ikke havde. Itraians fortid var et mysterium. Måske var det bare fordi Asma var dum.. men hun mente seriøst at Itarian var.. hvad skulle man kalde det. Unikt?

Han veg tilbage da hun tog an til at kramme ham, men ikke desto mindre blev han fanget i hendes greb. Huh? Hvorfor nu pludselig dette angreb, hvorfor lod hun ham ikke bare være i fred?
Han stod som en stenstøtte uden at bevæge sig, og takkede guderne for at han ikke havde arvet sine forfædres brændende hud. Hvis han havde haft den samme hud som eksempelvis hans mor havde, ville hun være brændt til støv allerede nu. Det var ikke tydeligt, kun en meget lille smule rumsteren under huden, afslørede at han rystede, ligeså meget indvendigt som udvendigt. Han var ikke vant til at blive rørt ved, han ønskede ikke denne omfavnelse, han ville jo ikke have at hun skulle..
Ligeså stille, lagde han ligeså armene om hende, først skubbedes den ene hånd rundt om hendes ryg, for derefter at den anden fulgte trop. Han lod sit hoved falde ned i mellemrummet mellem hendes hals og skulder, og lukkede ligeså øjnene.
Han sagde intet, ikke engang en hvisken gled over hans læber.
Det vendte sig svagt i ham, og han kunne allerede mærke hvordan de andre sjæle, der var bosatte i hans krop, protesterede mod denne pludselige berøring af næsten hele hans krop.
Efter at have stået sådant i et øjeblik, gav han slip, rettede sig op, og skubbede hende blidt, men bestemt væk.
"Jeg beklager" mumlede han, da hun var helt fri af ham, så rystede han let på hovedet, og så i hendes øjne. Den udtryksløse maske gled på plads, og det endnu en gang umuligt at se hvad der rørte sig i ham. Der var dog mørke skjult i hans øjne, en skygge der var gledet ind over hans sind ved hendes berøring.
Han lod en hånd køre op, og stryge en enkelt forvildet hårlok væk fra sit ansigt, mens hans øjne stadig var fastlåst til hendes.

Hun kunne mærke Itarian som noget hun ikke kunne beskrive. Eller var det nu ham hun kunne mærke? Asma smilede tværtimod ikke. Hendes vejrtrækning var på en ret unormalt. Hvad skulle det her forstille sig? Asma havde ikke en skid i tankerne hvis man skulle sige det på en pæn måde. Asma sukkede stille, da stilheden ramte hende. Han sagde intet! Asma åbnede sine øjne på hvid gab, da hun mærkede hans hænder. Det trøstede hende trods alt ikke. Hun ville ikke have at Itarian skulle være sådan, men hvornår hørte folk egentlig på hende? Asma smilede sarkastisk over det. Ja hvornår?
Asma så på hendes hænder bag Itarians ryg. Rød. Blod. Hvorfor skulle man bløde? Hun lod bloedet kører rundt på hendes lyse hånd. Det lignede noget katten havde slæbet med ind. Asma sænkede sin hånd, mens hun hørte Itarian beklagede sig. Da hun stod foran ham. Hun smilede eller ned strålede, mens hun grinte og slog imod hendes ene lår. Hun rystede på hovedet mens hun rettede sin ryg op. Hun tog sig til hovedet med den blødende hånd. ”Jeg ved det Itarian. Ingen berøringer, yes sir” sagde hun og bukkede stille. Hendes smil forsvandt ikke. Overhoved ikke.
Hun vendte sig imod et træ, hun stod bare og stirrede på den som om hun vendte på hans næste træk. Måske ville han snakke nu? Asma vendte sig om imod ham, alt for ivrigt og solstråleagtigt. ”Jeg elsker dig” sagde hun så. Hendes øjne blev halv store i det, mens noget i hendes indre bare lo som et ondt monster. Javel ja.

Hvad var det hun sagde? hun elskede ham? Hun havde knapt mødt ham. Og selvom han var fuldt ud klar over at det ikke behøvede at være andet end næstekærlighed, virkede det stadig tåbeligt. Kærlighed var ganske vist en vigtig ting i live, ikke engang han kunne benægte dét, men at en af hans egen race ville sige det så åbenlyst, uden nogen form for blufærdighed, det virkede absurd. Hele hans liv havde han levet sammen med engle, der ikke havde så meget som lignet de engle menneskene troede på. Englene på jorden var havde ligeså glemt deres oprindelse fuldstændigt, ingen af dem så meget som tænkte på at de måske ikke havde oprindelse i denne verden.
Men han kendte sagnet, sagnet omkring det menneskenes forskere kaldte 'big bang' - en meget god betegnelse for hvad det i grunden havde været. Han bed sig i læben, og rystede på hovedet, det havde været umuligt at se hvad der rørte sig i ham, han havde været fuldstændig udtryksløs, og dog, med enkelt faretruende glimt i de isblå øjne.
"Du.. elsker mig, siger du?" mumlede han, med en stemme så neutral, at de fleste mest af alt ville ønske at kunne løbe væk. Den let kølige undertone, meget svag, næste utydelig, lå undedr ordene, det var tydeligt at se at han enten ikke ønskede denne kærlighed, eller tvivlede på at den så meget som eksisterede.
Han vendte øjnene væk fra hende, så ned i jorden, mens en hånd hvilede på hans læber. Hans tankefulde udtryk lagde sig over ham, uden at være en maske, uden at være en skal der dækkede over det indre bløddyr, nej, dette var en troværdig sandhed, der genspejledes i hans øjne.

Asma så på Itarian. Hendes smil forsvandt så hurtigt det kom. Al den leg hun havde gang i. hvad skulle det egentlig forstille sig? Asma sukkede, mens hun lod sin blik glide over til himlen. Hun gjord sig selv forvirret. Hvad var hun egentlig bange for? Hun bed sig kort på underlæben men hun lod begge sine hænder hvile sig på hovedet. Hun bøjede sine fingre, så de på en måde viklede sig ind i håret. Hendes negle begravede sig lige ledes ned til hovedbundet. Hun elskede ham? Det var det værste hun kunne sige det til en person. For det første havde selve kærligheden ikke en betydning i Asmas liv, og for det andet, så havde hun aldrig sagt: Jeg elsker dig.
Asma så på Itrarian igen. Hun rystede stille på hovedet. ”Undskyld Itarian. Jeg må havde slået hovedet” Asma lag hovedet på skrå og prøvede at smile, men det lykkedes ikke. Hendes rigtig ansigt viste sig nu frem. Den Itarian skulle havde set fra begyndelsen. Asma træk lige gyldigt på skulderene. ”Jeg ved jeg har gjort dig forvirret, men tilgiv mig for mine synder” hun lød som en præst, som lige havde begået det største fejl. Ja, find dig en syndebuk, sagde en lille stemme i hovedet på hende.
Asma sukkede opgivende. Stemmen havde vel ret? Sikke noget..

Han rystede let på hovedet, for at komme tilbage til virkeligheden. Han kunne ikke fatte at det rent faktisk var lykkedes en af de andre sjæle i hans krop at komme frem, uden at overtage hans krop fuldt og helt. Hans øjne søgte hendes, og et svagt smil flammede op i hans ellers udtryksløse ansigt.
"Nej, det mig der burde undskylde, jeg har ingen ret til at sige sådanne ting om Dem" sagde han, og bukkede undskyldende, hvorefter han vendte rundt, og begyndte at gå, inden hans mund endnu engang tabte ham, og begyndre at plapre op om alt der foregik i hans indre diskution. Nej, nu var det for galt, han kunne ikke engang være i fred når det var hans egen krop! Han bed sig i læben, og lagde armene over kors. Hvis ikke kvinden var fulgt med, ville han være ude af syne. Han så sig over skulderen. Hvis hun var fulgt med, ville han være standset op, og have set på hende. Uden at mæle et ord.
Hvis ikke hun var fulgt med, ville han blive ved med at gå, blive ved med at famle i blinde rundt i de tanker der for et øjeblik siden var kørt rundt i hans hoved. Hvem havde skabt denne illusion? I Hvert fald ikke ham selv, men hvem ellers? Var denne kvinde i stand til at skabe illusioner? Han vidste det jo i grunden ikke.
Det tog lidt tid før han opdagede at han havde bidt hul på sin læbe, og at hans skjorte, natblå, en skærende kontrast til det ildrøde hår, var blevet plettet af de røde væsker fra hullet.

Asma hævede det ene øjenbryn, mens hun åbnede munden. Ingen lyd. Kun tavshed. Hun rystede på hovedet, mens hun langsom genvandt tålmodigheden. Itarian. Der var noget uhyggeligt over manden. Hvad det var?... Anede hun naturligvis ikke. Det var så her, hvorfor kunne hun ikke bare læse hans tanker? Asma lukkede sine hvide øjne, mens hun duftede sig frem til omgivelserne. Men det kunne hun ikke. Asma åbnede øjnene og opdagede at Itarian var på vej væk. Asma sukkede inderligt, mens hun sank ned på knæ. Hun skjulte sit hoved imellem sine hænder. ”Engle og engle” mumlede hun stille. Hendes vinger skød med ét ud af hendes ryg, og flænsede endnu mere den hvide kjole. Men skidt med det.
Vingerne var enorme og hvide. Det lignede seriøst svane vinger. Hendes røde hår begyndte på en måde at blusse op, men det var selvfølgelig brisen der fik det til at se sådan ud. Hvorfor kunne hun ikke tale med denne Itarian? Helt ærlig. Hvad gemte han? Var han også en af de væsner der gik med en talisman eller sådan noget? Asma lod ikke til at se op igen. Han vil forlade hende, fint. Hvad betød han egentlig? Hold kæft hvor havede hun været blind.
Asma lod til at ryste på hovedet, mens en lille og sær lød kom fra hende, eller var det nu fra hendes vinger?

”Itarian”

Han sukkede svagt, og sank ned på en sten et par hundrede meter fra hende. Asmamix, egentlig et pussigt navn. Et navn, hvis lige han aldrig før var stødt på, og dog føltedes det på en eller anden underlig måde bekendt, som om han havde hørt det før, blot én gang, hvilket ville være nok til at han ville studse over navnet resten af sit liv.
Blodet lod han være. Ingen vampyr ville være dum nok til at nærme sig ham, med hans udstråling, og ikke mindst dem der kendte til hans omdømme i de ligeså vampyriske samfundslag. Han havde endnu ikke mødt helt så mange, men dem han havde mødt, havde været indflydelsesrige, og selvom de fleste havde drevet jagt på ham, havde han alligevel en anelse respekt at hente fra et par stykker af dem. Men hvorfor tænke på vampyrer nu? Det var jo helt absurd.
Han sukkede let, og så op. Hans øjne ramte stjernerne over sig, og han genkendte hurtigt de forskellige stjernebilleder. Han fandt stjernebilledet Orion, og smilede let. Et sted bag den første stjerne i Orion's bælte, lå hans egen hjemverden. Man kunne vel kalde det for et helt univers, præcis som det han befandt sig i nu, bare på en meget større skala. Han rystede på hovedet, men lod ikke det isblå blik vendes væk fra de blinkende prikker, der prydede nattehimlen over ham.
*Hvem var hun...?*

Endelig så Asma op, med et smil. Lod sine øjne hvile på Itarian som sad et stykke væk fra hende. Var han bange for hende? Det ville alligevel heller ikke overraske hende. Asma lod vinden overtage hendes hår, som piskede i hovedet på hende, som om hun fløj højt oppe i himlen. Den sære fornemelse af at have gjort noget forkert ramte Asma. Hun så sig tilbage, mens hendes hjerte hoppede stille. Hun var alene? Asma placerede hendes hånd der hvor hjertet nu lå. Hun lod hendes hånd stramme om kjolen der. Hendes smilte, mens hendes hvide øjne så spøgelsesagtig ud.
Hendes vinger var stadig fremme, og lod de få stjerner der var på himlen lyse dem op, som om det var selveste månen der var hendes vinger. Den dejlige vind og stilheden fik Asmas tanker til at samle sig. Hvorfor var hun gennemblødt af blod? Hvorfor sad Itarian derover? Hvem var Itarian?
Asma slaå grebet over hendes hjerte eller kjole, og bed sig på underlæben. Hun rejste sig op, mens hun lukkede sine øjne og åbnede dem derefter. Hun så over imod Itarian, mens en lille smil kom frem. ”Jeg er underlig ikke?” sagde hun stille, mens hun så op på himlen. ”Du synes jeg er underlig” hun lød egentlig lige glad med hvad folk tænke om hende, men dybest set var hun overhoved det? Det måtte være hendes lille gåde.
”Men Itarian, jeg er vel bare sådan overfor dig.. måske fordi” hun så på ham og grinte.
Hun sagde ikke mere, eller der kom i været fald ikke flere ord ud af hendes mund. Hun blinkede med det ene øje, og placerede sine hænder bag ryggen hvor vingerene var.

Hans blik rettedes mod hende, vel en anelse spørgende, eftersom han endnu ikke var i stand til at hvad hun egentlig mente. Han syntes hun var underlig? Han havde egentlig troet at hun syntes han var underlig, men han bekymrede sig ikke videre om hvem der var mere underlig end hvem. Alle havde en personlighed, og han var ikke en person der satte andre i bås efter et øjebliks kenden til hinandens eksistens.
Hans øjenbryn rynkedes svagt, da han vendte hovedet helt mod hende, for at kunne se hende præcist, og rejste sig op derefter. Hans isblå øjne emmede af en svag trang til at gå hen imod hende, en anden bad hende om at gå væk fra ham og aldrig komme tilbage. Den følelse der lige nu viste sig overalt på hans krop, irriterede på en måde Itarian, han rystde på hovedet, og byggede en indre dæming, der stoppede strømmen af følelser og efterlod hans ansigt komplet uspoleret, komplet udtryksløst.
"Jeg må desværre skuffe dig og sige at..." han stoppede da hun åbenbart blev ved med at tale. Hendes ord ramte ham på en komplet uforstående måde. Måske fordi... Hvad?
En varme skyllede op i hans kinder ved hendes blinken. Hvad betød det? Hvorfor var hun sådan?
Der gik et par sekunder, inden han rent faktisk opdagede at han rødmede, og derfor, et par sekunder efter rødmenen var begyndt, rejste han sig op en anelse for hurtigt og vendte ryggen til hende.
"Fordi hvad?" mumlede han med en stemme så udtryksløs, at man nærmest kunne føle følelser der lurede bag den.

Asma gav et letter irriteret suk fra sig som ikke kunne høres fra den afstand Itarian havde valgt. Hun lod begge sine hænder tager deres normale pladser langs siden, mens hendes blik var rettet imod Itarians spørgende udtryk. Havde hun ikke regnet med at han blev nysgerrig, men at han til og med rømmede. Asma lo stille for sig selv, lo i sin indre.
Han kendte hende tydeligvis ikke. Endnu. Asma slog en lille lyd med sin tunge, mens hun gik et skridt tætter på Itarian. ”Fordi..” hun træk på det, mens hendes langsomme skridt førte sig over automatisk over til ham. ”.. at du også er en engel” sagde hun og stoppede op. Hendes smilede ikke længer, så hverken drillende eller noget i den stil. Hun var seriøs. Asmamix's udtryk.
”Ikke andet” sagde hun så, mens en tanke skød sig ind i hendes hoved. Hvad havde han da troet? Hun havde drillet ham, hun ville have at han skulle tro, det hun troede. Asma lag en hånd på sin hoved, da hun gjord sig selv forvirret. Meget forvirret. Hun havde lige mødt denne her knægt, og hun kendte ham? Helt ærlig. Asmas vinger forsvandt langsom hen, mens hendes røde flammende hår piskede i hovedet på hende, af den kraftige vind der nu havde valgt at tage fat.

Itarian vendte hovedet mod hende, og hørte på hende. Hans kinder bar stadig en let rød glans, men ikke meget mere. Udover farven, var hans ansigt komplet udtryksløst og ligeså var hans stemme.
"Du er meget glad for din race .." bemærkede han, men afsluttede sætningen i tankerne *Taget i betragtning at du intet kender til den*.
Hans lange ildrøde hår gled let omkring hans ansigt da vinden begyndte at tage fat, som var der bly i hver enkelte tråd, der tyngede det ned, og fik det til at se ud som bevægede det sig i slowmotion. Hans isblå øjne vendte imod hende, som forsøgte de at få hendes blik til at fæstnes til det, uden hun ville være i stand til at vende det væk, som prøvede det at lede opmærksomheden væk fra resten af ham, deriblandt hans stadig let røde kinder.
Dette vistes dog ikke, komplet udtryksløs som altid.
Hans læber skiltes let efter et minut eller to. Han havde besluttet sig for også at meddele hende om slutningen på sætningen.
".. Taget i betragtning at du intet kender til den.." hans sætning var blot en mumlen, som ville han egentlig ikke sige det, men kunne ikke lade være. Han bed sig let i læben, og vendte sig helt mod hende.

Hun løftede langsom sin ene øjenbryn, mens hun lag hovedet tilbage. ”Nej overhoved ikke” sagde hun så, som om han lige havde fornærmet hende på det groveste. Hun sukkede, mens hun rystede på hovedet. Hun elskede ikke sin race, det havde hun faktisk aldrig gjort. At være en engel, fortalte ham var forbundet til en ting, og hvis det ikke var gjord, ja så betragtes man ikke som en engel. Engle havde al for mange regler oppe i hendes hoved, det var det der pissede hende af på en måde. Engle her og engle der. Asmas blik var vendt i sted. Ikke på Itarian, men bare et andet sted. Hun smilede skævt, da han kom med sin bemærkning. ”Du har ret med det sidste der. Taget i betragtning så kender jeg intet til mit eget race” hun gav ham ret. Hun havde egentlig tænkt på det, men hun havde vel altid vært for doven til at rigtig at tage det op.
Asma så nu på Itarian med løftet øjenbryn. ”Det vil så sige, at du kender den bedre ind mig. Nuvel” sagde hun, mens en lille smil spillede på hendes udtrykløse læber. Skyggen over Itarian ses at fratage sig langsom. Hendes personlige mening. ”Hvad siger du så? Du som ikke engang er en hel engel, kender bedre til min race” Asma fandt det åbenbart interessant at tale med Itarian. For ham til at tale, og det vil mærke glæden. Asma fnøs kort af den latterlige citat hun digtede med.
Hun rystede stille på hovedet, opgivende, og så på Itarian.

Hun kunne altså ikke lide sin race? For ham virkede det ikke somom hun afskyede den, men vel nok heller ikke at hun elskede den? Han selv vidste jo en del mere til racen engle end hun gjorde. Han var ikke sikker på at de gamle sagn og overleveringer fra hans egen verden var sande, men hvis de var, så stammede nutidens engle, fra de engle der i sin tid rejste til jorden, og derved udløste Big Bang.
Hans lange røde hår lod sig let rejse, som fik han kuldegysninger da hun gav ham ret. Det skyldtes dog blot en lille vane, og en evne til rent faktisk at få sin manke til rejse sig, og lægge sig igen, præcis som fugle var i stand til at gøre det med deres fjer.
"Jeg må desværre oplyse dig om at den viden du måske ønsker at søge er forbeholdt de den er værdig" sagde han med en udtryksløs stemme. Hans øjne blev ligeså udtryksløse, og det var nu komplet umuligt at se den mindste følelse i hans ansigt.
Denne viden var forbudt for væsener der var født på jorden, og den der lod den viden gå videre til de jordiske væsener, ville blive straffet, sådan forlød det sig rundt om i hans egen verden, og fordi det kun var de engle der var i den øverste del af rangstien, var det ikke mange der havde forsøgt at se hvad der egentlig skete.

Asma gjord en lille kast med hovedet, og holdte sig på albuen. Hun så væk fra Itarian, og hendes hår var villig til at hjælpe til. Var Itarian måske også en af dem der var fanget? Asma vendte sit blik imod ham, da han var færdig med at tale. Hun nikkede stille, mens hun langsom fugtede sine læber. ”Ja” sagde hun ligeså udtryksløs. Hun havde alligevel ikke tænkt sig, at spørge ham mere om det. På en måde lignede det hende ikke. Hun elskede ellers at tale, og for at få et samtale til at kører, men åbenbart ikke denne her. ”Itarian” sagde Asma stille og rettede sig op. Hun slog sit hår tilbage, så hendes øjne bedre kunne ses. ”Hvad er din skæbne?” spurgte hun. Sikke noget primitivt at spørge om.
Hendes øjne vendte sig langsom til at de ikke var omgivet af det silke røde hår. Hun tog et forsigtigt skridt frem imod Itarian. ”Altså jeg mener, at du virker ret lukket inde” hun stoppede få centimer foran ham. Hun lag stille sit hoved på skrå, mens hendes læber var i en lang tynd skreg. ”Har jeg ret?”

Han så på hende med et blik der kunne virke noget nær forundret, ikke meget følelse lå deri ellers.
"Min skæbne?" mumlede han, og genkaldte de billeder ordet 'Skæbne' fremkaldte i hans sind. En glaskugle midt i en overfyldt sal, hvor engle en efter en kom frem til glaskuglen bukkede og gik tilbage igen. Denne lille billedrække blev ved med at gentage sig i hans sind, indtil han rystede på hovedet.
"Jeg er endnu kke sikker på om jeg har nogen der er værd at nævne" sagde han, med et blik på hendes hår. Rødt.. Næsten ligesom hendes... Den kvinde der i nogle uger havde fyldt hans tanker. Dog havde kvinden i hans tanker og kvinden foran ham tydelige forskelle. Denne havde hvide øjne, hvorimod den der fyldte ham havde røde øjne, der havde det med at brænde ham op indefra. Kvinden foran ham viste også sine vinger frit, og virkede.. Opstemt. Kvinden han havde i tankerne var hemmelighedsfuld, undertrykkende, og bestemt, fyldt med følelser, og ikke mindst forførelse.
"Lukket inde er vel et godt udtryk" sagde han til hendes sidste bemærkning. Han var fuldt og helt klar over at han for de fleste virkede.. Som hun udtrykte det, indelukket.