Dødens Kolde greb

//nej åbenbart ikke?? O.o??//

Kajika rødmede let og så på ham og landede med fødderne og sagde"zann..." hun så på ham med de baby lysse blå øjne nu der glimtede smukt i det hun strøg ham over hagen og sagde"tak fordi du endte mine lidelser" hun kyssede ham igen blidt og fornemmede Velarian et sted, hun smilede kært og tog om halskæden og tænkte*velarian.... kom til kløften* hun så mod zann og sagde"jeg.... jeg er halv engel og halv Aspara jeg har fået endnu en chance i livet" hun smilede kært

Han fik øjeblikkeligt beskeden i sit hoved, og stormede ud til kløften. Han stoppede op og var lige ved at falde da han så Kajika og Zann.
"Hvad i..." begyndte han, men klappede så i.

Zann smilte "hva så Velarian" sagde han til ham og slap langsomt Kajika han så på ham "så nu bliver det for alvor underligt at være sammen med hende" han grinte lidt hun var en engel og han var en Dæmon han kunne ikk fatte han faktisk lige havde takket gud for noget han så mod himlen en tårer gled ned af hans kind *var det det her i gerne ville have mig til finde mit livs kærlighed* tænkte han og fik svar med et blæs som nærmest lød som et 'ja'

Han så på dem, og han fik et bekymret udtryk i ansigtet.
"Åh nej..." hviskede han.
Han gik over til Kajika og betragtede hende.
"Hvem..." var det eneste han kunne få over læberne.
En anden ting der ramte ham, var konsekvensen som det her ville få for Kajika og Zann..

kajika så på Velarian og stod der uskyldigt over for dem begge og sagde"Ser jeg grim ud... jeg jo en blanding af en engel nu og en Aspara" hun så yndefuld og uskyldig ud og nuttede og elegant gik hun hen til dem begge, hun tog om Zann og så velarian og sagde"Tak drenge og velarian...... din.... din bror jagtede mig og Zork slog mig ihjel for jeg ikke skulle lide" hun så, så utrolig smuk ud helt uskyldig smuk ud de smukkeste skabninger i en, man kunne nærmest ikke fatte kombinationen sammen, hun spredte vingerne ind i ryggen igen og man kunne rigtig se hendes nye smukke former komme frem og de lange smukke ben og armen men hun var stadig mindre end velarian og zann og ikke nok med det var hendes hud faster og smukker og hun var lidt brun i det og fuldstændig fejlfri nu.... hendes nye blå øjne så på dem og glimtede i månens spejling...

//srry jeg bare forsvandt igen.. xD//

Ahngel sad nu oppe i et træ med et bittert blik ud imod skrænten. Havde taget afstand fra dem igen. Han sad kavt med den sårede vinge liggende i en stilling der ikke matchede den anden. Blodet løb stille derfra imens han slikkede sine hænder fri for blod.

Han trådte et par skridt bagud, og faldt på halen.
"Zane..." hviskede han.
Han rystede på hovedet.
"Jeg.. jeg er ked af det... men... i kender vel konsekvensen af det her?" spurgte han. Han så bedrøvet ud.

han så på ham og vente sig om "jeg ved det" sagde han lavt og begyndte at gå sin vej "en Dæmon kan ikk være sammen med en engel fordi de er det modsatte af dem" han gik trist afsted en tårer faldt ned af hans kind "pas på hende Velarian" han forsvandt i den blå luft

kajika så rundt på dem alle og sagde"Hvad?? er det ikke lige meget jeg kun halv engel men stadig halv Aspara os og født Aspara så det vel lige meget om jeg halv engel og halv Aspara nu, altså der sker in intet ved at vi er sammen Zann bliv ved mig" hun tog ud efter Zann da han forsvandt og sagde"Zann!!!!" hun så ned i jorden og sagde"hvorfor forlod han mig.... bare fordi vi modsatte af hinanden" hun så på velarian og fornemmede Ahngel i det hun sagde"Ahngel??" hun kiggede mod træet og sagde"Ahngel skal jeg hele dig"

Ahngel skævede kort sine røde øjne imod dem. Sikke et drama.. selvfølgelig kunne de det.. hvis altså de elskede hinanden højt nok. Ahngel tav og så ud imod skrænten igen. Måske var kærlighed bare overvuderet, eller hvad? Han lænte sig tilbage imod stammen og kiggede op imens han mærkede sårene begynde at flette sig sammen igen.Han blottede kort tænder da vævet i den brækkede vingeknogle syntes at blive intakt igen. "Nej." sagde han til Kajika. "Jeg klarer mig." sagde han, trods brækket væv gjorde ondt, men.. han kunne tage vare på sig selv.

"Loven er klar. Selv jeg kender den..." sagde han og så på hende.
"Du er hellig nu. Zann er uhellig. I kan aldrig være sammen som før... Jeg er virkelig ked af det."
Han lukkede trist øjnene, rejste sig op, og begyndte at gå tilbage mod sin lejr.

Mikala stod lidt væk hun lod dem ikke se hende hun følde sig ikke som sig selv efter Zane hade rodet rundt ind i hendes hjerne de kunne ikke stole på hende mere hun hade kun en ting at gøre nu at slog sig selv ihjel ingen måtte vide at hun forsøget at stoppe en sortelver som kunne kontroler hende

kajika tog om Velarian i et kram og sagde"Jeg ligeglad jeg vil være sammen med Zann uanset hvad reglerne siger og os selv vis de sagde jeg ikke måtte rør eller se dig velarian ville jeg stadig kramme dig og se dig så mange gange jeg vil og også Ahngel selv om jeg nu er en blanding af en vampyrs mest ynglings blod i verden engel og aspara??" hun grinte kort og så mod Ahngel og sagde"Ahngel jeg ved du kan klare dig selv så det vel fint men vis du får brug for hjælp så sig til" hun så stille mod ham og sagde"mikala??"

Ahngel kiggede bare ulmende på Kajika.. Han sagde ikke noget til hende, men virkede heller ikke truende.. bare..
Han vendte hovedet igen for at lade sig selv heale fuldkommen. Som en hankat efter et slagsmål. Ville helst være fri for ydre kontakt, selvom det ikke just var venligt overfor hende. "Bekymr dig ikke om mig, Mademoiselle Kajika.. Du har rigeligt at tænke på nu." sagde han blot og lod igen de røde øjne placeret på hende. Skammede han sig over hans desperate forsøg på at redde hende. Han fandt sig selv patetisk.

Mikala stod alene hun holdet sine onkels dæmondræberkinv i hånden hun holdet den i mod sit bryste hun sukke men ind hun stak sig sselv ihjel ville hun siger farvel til alle hun hade kendt og når hun så var død ville hun ligge sammen medsin forælder ingen ville savne hende overhovedt hun stød kniven dybet ind i sit bryste og faldt sammen hun lå i græsser hun ville snart gense sine elske forælder

Zann kom frem ved siden af Kajika og smilte "jeg elsker dig og ahngel har ret ja undskyld jeg læste dine tanker men vis man elsker hinanden er det lige meget med alt bare man er sammen" han kyssede hende på munden mens han lagde armene om hende "og nu trænger vi til ferie hvor skal vi hen skat"

kajika så overrasket på Zann i det hun roede sig i håret og sagde"det ved jeg ikke der er jo sket så meget" hun rødmede let og så mod Mikala og løb der hen og trak kniven ud og helede det , hun var en hurtig heler nu og smilede i det hun sagde"mikala hvorfor gør du det min rednings heltinde og tak for hjælpen Ahngel selv om du intet kunne gør så fik du dig skadet for min skyld tak" hun smilede kært og sagde"og Velarian tak fordi du kom da jeg kaldte" hun tog om ham i et kram

Ahngel hævede kort et øjenbryn imod Zann. Var der noget der irriterede ham var det når man ikke engang kunne holde sine tanker i fred. De tankelæsere ville på et eller andet tidspunkt få noget at vide de ikke ville synes om. Han vendte kort blikket igen idet han mærkede det. "Hurtig genvindelse." sagde han kort og smilede dystert. "Men mon ikke Zane stadig vil være efter hende, nu da hun ikke er fuldkommen død?"

han smilte "undskyld Ahngel men jeg kan intet gøre for det" sagde han trist "det kommer bare jeg kan ikk styre det jeg har hørt meget dårlige ting gennem mit liv" sagde han og så mod Kajika "hvad med hmm" han lignede som om han tænkte meget grundigt "rom" spurte han

Mikala græde hun hade ønsket at se sine forælder igen men Kajika hade stoppe hendes eneste ønske som hun aldrig kunne for tilbage Mikala rulle sig sammen og græde hun ville heller død end at lide når Zane tog kontrolen over hendes sind det var en smerte hun ikke kunne holde ud såret var lukke men hun hade midste en 1/3 af sit blod hun ryste og trak sit tæppe omkring sig

kajika nikkede stille overgivende til zann i det hun så mod Ahngel og sagde"det egenlig rigtig han kan ikke styre det men tak alligevel Ahngel og ja det har jeg tænkt over men jeg tror at mine to nye kombinationer har gjordt mig meget mere mægtig og stærker end jeg selv helt er klar over" hun grinte sødt og så på ham stille og så mod Zann og krammede om ham og sagde"du må ikke gå igen okay Zann... be om??" kajika så mod Mikala og slap Zann i det hun gik hen til Mikala og sagde"så så mikala det meget bedre at leve end dø okay ..."

Ahngel kiggede kort på Zann. Der gjorde han det igen, men han bebrejdede ham dog ikke noget. Var det konstant var det vel konstant.. han kendte det udmærket.. Det var det samme med tørsten.. og manipuleringen. Konstant. Ufratageligt fuldkommen. Han lod endelig vingerne knække sammen og, med en makaber fremgangsmåde, trænge ind i Ahngels blødende rygsår derfra igen. Han bed sig kort hårdt i læben, da det var en smertefuld transformering.

Mikala ryste græde på hovedt " i forståd ikke spor " græde mikala hun hade det meste af sit live ønsket at se sin mor og nu sin far igen de lå under jorden og det ville hun selv helst ligge sammen med den de var det eneste hun hade men nu hvor de begge 2 var døde ville mikala selv ha lov at død så hun endlig kunne være smamen med den igen

Han så på Zann.
"Du er nok det ynkeligste skvat jeg nogensinde har mødt. Hvor VOVER du at opføre dig på den måde din forbandede kryster..." hvislede han. Hans stemme var kold og hård.
Han så Zann direkte i øjnene.
"Du skrider, sårer Kajika, kommer tilbage, gør hende glad, så skrider du igen og sårer hende, og så kommer du igen... Du er ynkelig og jeg har taget en beslutning."
Han så på Kajika, og så på Zann igen.
"Jeg, Velarian D'tarion, vil aldrig nogensinde kunne acceptere at Kajika har dig som kæreste. En person der er så ynkelig, kan aldrig være der for hende sådan som hun fortjener. Jeg afskyer dig."
Han spyttede de forhadte ord ud, vendte sig om og gik ind mod skoven uden at se på dem igen.

Ahngel vendte sig om for at se nærmere på dem.. En trussel måske? Han smilede i sit allerbedste lunefulde metode. En af hans mest elskede scener.. Han holdt af at se følelser sættes på tværs af hinanden.. Sadistisk siger i måske, men hvad? Ahngel så ingen forskel på godt og ondt. Følte han sig sadistisk, drak han. Følte han sig venlig, hjalp og beskyttede han. Dog holdt han mest af den negative side.. det var tit så meget mere underholdende.