Dødens Kolde greb

Ahngel besluttede sig endelig for at gå rundt.. Der var en tæt på abyssen og det lugtede langt væk som Kajika. Han gik imod en pludselig varme fra en del af skoven og gik imod den. Accelererede hurtigt og fandt sig selv foran den modsatte side af den store flammende barierre. Ild! For pokker. Han kunne høre Kajika skrige derinde fra, men hvad kunne han gøre?! Den forbandede ild!
Han lod endnu en gang sine øjne blive sorte og kiggede igennem ilden og så dem begge to. Kajika den nykommende BrookDestiin og Zane.. ham der ville brække hende... Synderen. Croix 4 ville få ham i skemaet og alle DestiinAssasin'erne ville få ham på eftersøgt listen.
Ahngel hadede sin placering. Hjælpeløs stirrende på dem.

I det samme øjeblik kom en flamme frem mellem Kajika og Zane den forsvandt langsomt og Zann stod mellem dem nu han så på Zane "så du er Zane" sagde han og undersøgte ham "jeg bryder mig normalt ikk om sort elvere men du er nu ikk værst jeg troede alle sort elvere var onde" han vente sig mod Kajika hans øjne var røde han var Zork lige nu hans modsatte side ham som kun var ude efter magt og drab han grinte kort og ondt han så på Zane igen "det er godt at vide der er andre som er onde her i byen" han rakte ham en hånd "jeg er Zork jeg er en modsat side af Zann og tænkte på vi kunne arbejde sammen" hans hud var grå han havde sorte bukser på han smilte ondt han havde horn og han havde en lille kappe på han havde tegn over armene og det øverste af hans veltrænede brystkasse han havde et spyd i hånden og han så skræmmende ond ud

https://media.photobucket.com/image/D%25C3%25A6mon/mlechten3625/male/Sexy.jpg

Han kiggede venligt på Zork.
"Javel ja.. så du er Zork? Interessant."
Han tog ikke Zorks hånd men gik hen til Kajika igen.
"Hvis du virkelig er Zork, hvorfor stoppede du mig så?" hvislede han og sendte Zann/Zork et hidsigt, farligt blik.
Han knælede ved Kajika, og satte spidsen af kniven mod hendes solar plexus.

//Ups.. sorry! Det var ikke min tur T_T //

Kajika skrig"Ahngel!!! HJÆLP!!!" hun så mod dem og fik øje på Zann og sagde"Zann!! hvad nej! Zork... nej han vil dræbe mig jeg ber dig !! ned lad mig slippe..... Zork!! jeg troede du ville ændre dig ! lad mig gå!!! i to!! slip mig fri!" hun så mod Ahngel og sagde"Hjælp Ahngel!!" hun brugte de sidste kræfter hun havde og tog vand fra Zork og Zanes krop og brød barrieren helt i det hun så på dem og hendes syn blev sløret hun var ved at miste sin bevisthed om alt der skete og røgen steg hende til hovedet...

//gør intet du kopier den bare og sætter den til når det din tur som det er nu ?:D//

//har taget mikalas plads^^

Han kiggede venligt på Zork.
"Javel ja.. så du er Zork? Interessant."
Han tog ikke Zorks hånd men gik hen til Kajika igen.
"Hvis du virkelig er Zork, hvorfor stoppede du mig så?" hvislede han og sendte Zann/Zork et hidsigt, farligt blik.
Han knælede ved Kajika, og satte spidsen af kniven mod hendes solar plexus.
Han lagde mærke til at hun var ved at miste bevidstheden og sagde hurtigt: "Næh nej du!"
Han huggede til, og den lille, skarpe kniv skar nemt igennem Kajikas maveskind.
Han lo højt og frydefuldt, og så hende grumt i øjnene.
"Du er så godt som død nu. Føl smerten. Det bliver det sidste du kommer til at opleve i denne verden!"

Kajikas skrig satte en ting igang i Ahngel igen. Noget han for længst havde smidt fra sig. Han kunne ikke lade det her ske! Han slog et slag med de tunge sorte vinger og løftede sig op og fløj op over barrierren søgende efter en åbning. Ikke tilgængeligt. Han svævede kort i luften imens han så iltert på den brændende barierre. Pokkers ild! Hvade det værest sten.. eller vand var det andeledes!
Hans hænder genløb i en sort farve idet han knejsede nakken. "Mourir! MOURIR!" råbte han imod barierren imens sorte trykbølger fra hans hånd slog imod flammerne, slukkede nogle, men de hobede sig ligeså hurtigt op igen. Pokkers. Han kiggede ud af sin øjenkrog og fik øje på et dødt træ. Perfekt. Han rakte hånden imod det og manipulerede dets grene til at strække sig og slå imod ilden med voldsom kraft, som lød som tordenbrag inde hos dem.

Zork gik roligt hen på siden af Zane og sagde "jeg stoppede dig ikk jeg vil selv gøre det" sagde han roligt og hævede sit spyd op "bare for at pine min forbandede anden side til Zann" han grinte kort og ondt mens hans blodrøde øjne hvilede på Kajika han så fast besluttet ud til at gøre det han ville selv gøre det men en bagtanke kom igen og igen det var Zann som prøvede at tage magten *glem det Zann jeg ved hvad jeg gør* tænkte han tilbage han så mod himlen og smilte mere "fuldmåne bedre kan det ikk blive" sagde han og så på Kajika igen "og du ved hvorfor" hans blik blev mere og mere blodtørstig

kajika skrig inderligt og hendes skingre skrig kunne høres rundt i hele skoven det spredte sig som et ekko af smerte og lidelse i det hun opsamlede alt vand fra rundt omkring sig, det kom flyvende mod kublen og ødelagde den totalt i det hun blev våd fik hun rankerne til at slippe ved hjælp med at udtøre dem så de blev svage og tog kniven ud og skrig højt i det blodet fossede ud, hun tog hånden over og helede det meste i det hun lod sig dumpe ned på jorden mens Zork og Zane var faldet om af vandets stærke bølge, hun så mod dem og rejste sig op og kunne stadig mærke smerten og helede videre over såret i det hun begyndte at løbe, de var nær en skrandt, hun løb og løb i det hun så noget. det lignede skoven sluttede hun smilede men da hun endelig kom til kanten opdagede hun at det var en skrændt og der var bølger knusende bølger under hende og hård sten på bunden, hun gik ned i knæ og skrig... højt

Han rejste sig op, rasende over at hans plan om at lade Velarian finde hende dræbt her på samme måde som elverpigen dengang...
Han løb efter hende og nåede ud til skranten.
"Din lille tøs..." hvæsede han rasende. Han trak begge sværd og gik hen til hende.
"Du skal dø!!!" råbte han, og stak begge sværd i ryggen på hende.
*Dø så, din lille mide!!* tænkte han vredt og trak de to magiske sværd ud af Kajikas ryg.

Ahngel veg væk fra kuplen da alt vandet ødelagde dens form. Ahngel svævede lidt i luften inden han igen accelererede fra sin plads og dukkede op igen meget tættere på dem. Med uhyrlig fart slog han sin makabre bekloede hånd imod Zane og tvang ham væk fra Kajika. "Mourir!" rabte han imod Zane og trykbølgen blev endnu engang rettet fra hans hænder og ramte imod Zane, så han ikke fik fodfæste igen med det samme. Han landede ved siden af Kajika og begyndte at ligge sine healende hænder på hendes ryg. "Hold ud Kajika.. bliv ved med at fokusere." sagde han imens han skød endnu en sort trykbølge imod dem for at holde dem på afstand, rystede jorden under dem i sin grundvold. "Bastarder!" hvæsede han iltert.

Zork kom frem ved siden af ahngel og slog ham væk med skaftet af sit spyd han slog så hårdt at ahngel blev slået ind i et træ med en meget høj fart han bukkede sig ned til Kajika og hviskede "vi vil altid ha paris sammen" han tog sit spyd og stak det ned gennem hendes hovede så hun ville dø med det samme derefter vendte han sig mod Zane "det er nemmere på denne måde" sagde han som om han aldrig havde sagt det med paris dette var deres begges plan det var Zanns og Zorks plan at de vidste at de ikk kunne stoppe Zane men de besluttede at dræbe Kajika på sådan en smerte fri måde som muligt

Kajika skrig da hun mærkede klingerne i ryggen og så Ahngel en sidste gang og sagde"Ahngel .... tak" hun mente tak fordi han ville beskytte hende, hun lå på kanten af skrandten nu stille og hev efter vejret i det hun så på Ahngel kæmpe mod de to, hun så ham blive slynget ind i et træ og sagde"Ahngel neeeeeej" hun prøvede at hele sig selv men det gik for langsomt, hendes kjole var smugt ind i blod og den var revet for neden og hendes hår smurt ind i blod fra ryggen og mundvigen løb blodet ned aaf hendes smukke læber... hun så på Zann/Zork og sagde"zann....." hun så spydet og var ikke klar til at dø men mærkede det og da han ramte hende var det slut... hele verden var indhyllet i sort..... hun lå tæt på kanten så da han trak det ud faldt hun stille ud over kanten mod de frodende bølger og ramte med et plask og var væk. ingen ville kunne se hende nu eller vide hvad der skete man kunne ikke se høre eller noget om hende nu..... hun flød et sted i vandet for sig selv og hendes verden før hen kørte og aften før hendes død.....

Han så på Zann/Zoek.
"Hvor vover du..." hvæsede han. Han vendte sig om, og begyndte at gå mens han sagde:
"Vi to vil mødes igen Zann..."
Han satte i løb, og før han nåede ind i lejren, forsvandt han i den blå luft. Han havde ikke mere at gøre her.

Ahngel kom til sig selv igen og fandt sin højre vinge spiddet fra træet han var slynget ind i. Han gjorde sig fri med en ulækker lyd fra vingen idet han så vredt imod Zork med blod rendende over hans ansigt efter han slog hovedet imod træet. "Forbandede bastard!" råbte han højt og metallisk, som om hele skoven rystede fra det enkelte sindoprivende råb.
Han tog sig til vingen idet han gik hen til kanten med blod dryppende fra sig. Kajika..
Han vendte igen blikket imod Zork.

Zorks øjne blev normale brune han faldt ned på knæ og græd han så mod ahngel "jeg blev nød til det" hviskede han og kastede sit spyd hen til ham "det er et Dæmon spyd dræb mig" hviskede han ked og ville ikk gøre noget ved det han så på ahngel "DRÆB MIG" råbte han tårerne flød ned af hans kind han ville dø han ville have Kajika tilbage og troede at den eneste vej var at dræbe sig selv

Ahngel rettede sig op og stirrede på ham med de nu stadig sorte øjne. Som han havde forudset.. En Destiinfatal.. En af dem der har bortsmidt sig fra skæbnen.. Ahngel gik hen imod ham, men trådte skæptisk på spyddet så det flækkede på midten, hvor han derefter satte sig ved siden af Zann. "Ganske vist har du forvoldet mig et enormt blodtab, men giv mig én god grund til at jeg skal lade dit patetisk lille væsen slippe væk fra den smerte du har ´forvoldt hende du elsker og dig selv. Giv mig én god grund til at suge dig tør for at hvad du nogensinde har haft som dit eget?!" sagde han og ventede et godt svar.

kajika var stille nede i vandet i mens, Hun åbnede pludselig øjnene efter at ha lagt i slummer i lang tid, hun svømmede op mod overfladen men ikke med sine egne hænder, men med sine vinger der lignede guld på en prik og så utrolig smukke ud og lange indda, Hun svømmede op mod overfladen så hurtigt at da hun endelig kom over vandet få cm kunne man høre vandets barriere bryde i et ovenlig plask, hun trak vejret og spredte vingerne ovenligt ud og gik stille ned på vandet, hun havde fødderne på det og så på sine hænder og sin blod røde kjole og kunne ikke fatte hvad der dog var sket med hende

han så på ham "tror du jeg gjorder det for at forvolde hende smerte" sagde han hårdt og vredt "jeg gjorder det for at stoppe hendes smerte jeg kunne intet gøre mod Zane så jeg valgte at dræbe hende så smertefrit som muligt" han rejste sig "ja jeg lider fordi jeg ikk kan se hende mere og desuden kan du ikk suge mig tør jeg er en Dæmon jeg har ingen blod" han så mod klippen han gik lidt tilbage og gjorder klar til at hoppe han havde stadig tårer "jeg kommer min elskede kun for dig" hviskede han og begyndte at løbe mod kanten

"Det er heller ikke dit blod jeg taler om, dæmon." sagde han irriteret og skulede hårdt til ham. "Blod er ikke den mindste smule dyrebart når det kan tages fra alt og alle med simpel vold. Det er dine minder jeg taler om." sagde han så og rejste sig. "Jeg har ingen grund, hverken lyst til at slå dig ihjel.. " sagde han bittert og kiggede kort på det ødelagte spyd.

han nåede kanten og hoppede han vidste om lidt tid ville han ramme vandet og han ville ætse op han var ligeglad han så mod vandet og gjorder klar til at lave et hovedspring han ventede bare på at ramme vandet mere gjorder han ikk han så vandet komme tættere og tættere nu var der ikk langt igen tænkte han

Kajika gik stille på vandet og man kunne høre dråberne fra hendes fødder der løftede sig en efter en vær skidt dryppeder der vand fra hendes fødder, hun så stille op mod klippen og spredte de guld farvede vinger ud, hun var blevet til en engel eller retter en halv engel, hun var nu en blanding af verdens mest smukkeste skabninger en engel anden verdens smukkeste skabning og en aspara verdens mest smukkeste skabing der levede, og hendes har var ikke mere kedelig sort ... men blevet hen helt lys blond farve der gjorde hun så endnu mere uskyldig ud, og hendes ansigt og former var forandret hun var som en gudinde og en aspara fanget i en og samme person bare blandet. hun gik elegant over vandet i det hun så op og sagde med en blid smuk stemme"Ahngel.... Zann" hun havde ikke mere de grå triste øjne men nærmest helt baby lysse blå øjne som krystaller der glimtede, og de var så blå og lysende som de kunne blive hun satte af fra vandet og var nu foran dem begge ud over kanten og satte blidt de bare fødder på kanten hun var slet ikke til at kende igen, hun havde nået at fange Zann og satte ham på kanten og sagde"hvorfor gjorde du det fjolle"

Han gik ind i sin lejr, og spærrede øjnene op da han så den ødelæggelse som flammerne fra Zane's Hellfire havde forsaget. Han lagde også mærke til blodet i græsset.
Han så sig omkring, parat til at slås hvis det skulle blive nødvendigt.
*HVAD er der sket her!?* tænkte han.

Zann så på hende han omfavnede hende "tak" sagde han op mod himlen selvom han var Dæmon sagde han faktisk tak til gud for at hun kom tilbage han så på hende og kyssede hende på munden "gør aldrig sådan noget igen" sagde han strengt og smilte til hende

//ventede på ahngel skrev noget men det gjorder han åbenbart ikk