Den evige venten i tågens dyb - Liger

En skikkelse sad midt i tågen, beliggende på en væltet træsstamme et par meter fra indgangen til Maison De Fous, stedet der engang havde været en galeanstalt.
Et glimt at isblåt kom fra mørket under den store hætte, han havde over hovedet, og det var ikke svært at tyde, at det var hans øjne. Dragende, og dog... Afskyvækkende. Lidt ligesom stoffer, man følte sig draget mod det... Øsnekde at indtage det, og dog.. Var man udmærket klar over at man bagefter ville blive overtaget af dens tag i ens pinefyldte sjæl. Alligevel, virkede det ikke som om han ville gøre noget ondt mod en, de isblå blimt blev stærkere, da han trak hætten ned omkring skuldrene.
Tågen der bølgede omkrng ham fik små dug pletter til at hænge i hans lange ildrøde hår, og gøre det en anelse vådt, og dog virkede det ikke tynget af den svage vandmængde der hang ved hvert hårstrå. Det pjuskede som det altid gjorde, og faldt ned over hans ryg, som et vandfald, et vandfald af hvad der kunne ligne blod.
Øjnene... De dragende øjne, virkede som om de lyste, og hvor de faldt, opløste tågen, som havde han skabt en vind stærk nok til at få den til at løsrive sig.
Hans ansigt virkede udtryksløst, og dog kom der af og til små betænkelige glimt fra hans øjne, som om han ventede på noget, på nogen, eller bare på at noget ville ske. Hans venten varede en time, timen blev til to, og sådan ville det blive ved, indtil det han havde ventet på, ville komm frem gennem tågen, og måske... hilse på ham?

Lg så koldt op på den lange sti hen til ’gakgak’ anstalten. Hun var iført en sort kappe med hætte som dækkede hendes hår og mørklagde hendes ansigt. Under denne kappe var en lang sort kjole med hvide blonder på ærmerne med et indbroderet mønster som forestillede sorte roser der græd blod og med usædvanligt lange pikke. Skikkelsen bevægede sig lydløst op af den lange sti og stoppede halvvejs da den lugtede engel … og menneske? Underlig blanding tænkte hun og fortsatte op gennem tågen. Da hun pludselig kom igennem tågen og kunne ses af englen. En kold og ond stemme kunne høres men sådan var den nu altid ”godaften” lød det fra skikkelsen. Det var umuligt at lægge mærke til sådan en stemme og hvis man var bare lidt normal ville man da også blive en smugle bange. Ansigtet var fortsat mørklagt af hætten men ildrøde og lysende.

Hans øjne rettede sig mod stedet hvor dæmonens ansigt ville komme frem, selv før hun overhovedet ville kunne blive set. Hans ansigt forblev udtrksløst, og hans øjne svagt glimtende, præcis som de hele tiden havde været.
Hans bik gled rundt på hendes krop, hendes påklædning for derefter at glide tilbage til hendes ansigt. Øjnene, der så på ham, og lyden af den kolde stemme, der skar gennem hans bevidsthed som en syl. Dog virkede han ikke det mindste bange for dette, faktisk, bredte et meget svagt, men dog skævt smil sig på hans læber. Det var dette han havde ventet på. Han havde vidst hun ville komme, dog havde han ikke fundet ud af hvornår. Hendes ærinde ligeså var uvidst, og om han nogensinde ville finde ud af det, var også lidt af et mysterium.
"Godaften" sagde han, med en mindst ligeså kold, og dog, ikke så ond, stemme. Han virkede kølig, dog, udviste hans øjne respekt, uden at det var meget tydeligt. En underlig blanding af kulde, munterhed og anerkendelse, der nærmest sydede fra halvengelen, som han sad der på træstammen, med den lange sorte frakke, og de grå bukser på. En dusk af hans ildrøde hår faldt ned i hans øjne, da han rettede sig lidt op, og da han lod en hånd glide op, for irriteret at daske den væk, glimtede hans ene øje, lidt stærkere end før, for derefter at vende tilbage til sin oprindelige lettere lysende tilstand.'

Lg så koldt på halvenglen. Hun var nu nok ligeglad med om englen var bange eller ikke… hun var dog glad for at se respekt i halvenglens øjne. ”og du er?” spurgte hun med den kolde og onde stemme … Hun var åbenbart ikke høffelig nok til at sige hvem hun selv var … på den anden side var det jo en dreng hun stod over for og han havde engen gang nænnet at rejse sig op… men efter som de levede i det 21 århundrede var det nu nok meget normalt. De røde øjne undersøgte langsomt halvenglen. ”hvor fra vidste du jeg kom?” spurgte hun få sekunder efter. Hun havde bemærket at han havde set i hendes retning på trods af at hun ikke havde afgivet en eneste lyd, og det så ud til at det intraserede hende en smugle. Hvorfor vidste man jo ikke ???

Han så lidt på hende, og lod den højre, handskedækkede hånd skride ud til siden, i en nærmest udtryksløs gestus mod sig selv.
"Mit navn? Af hvilken grund ønsker du at vide det? Du har kun lige mødt mig" sagde han, med et lettere undrende blik, der dog stadig virkede betænkelige.
Hans hår svingede svagt, da han stillede sig op, med øjnene rettet mod et andet sted i tågen. Han hørte hendes spørgsmål, men valgte at ignorere den, da hans kilde højt og tydeligt havde sagt at han meget gerne ville forblive anonym, og det ville han højst sandsynligt blive, da han jo lige for øjeblikket lå død i sin egenstue.
Han bemærkede dog den lille smule interresse der kom fra hende, hvilket fik et lettere sadistisk smil til at brede sig over hans ansigt.
"Og din interresse for lige netop dét er vel... At du ikke vidste du ville møde nogen her? Eller havde du gang i et ærinde?" han strøj sig betænksomt over hagen, med den ene hånd, og lod den derefter glide ned i sin lomme igen.

”fordi man præsenterede sig” hendes stemme var en smugle mere kold end før men sådan var det nu når man ikke gjorde som det passede hende. Lg fik et kort og ondt smil frem på det mørklagte ansigt.
”jeg bryder mig ikke om når folk ignorere mine spørgsmål … og slet ikke engle eller noget så ynkeligt som et menneske” grinte hun små psykopatisk og ondt. ”hvem er kilden?” spurgte hun og det onde smil voksede. ”jeg er rat så intraseret da jeg ventede at møde en anden end dem … eller måske er der andre her?” sagde hun koldt men vidste godt der ikke var flere da hun kunne lugte det. Hun lugtede endnu engang efter da hun syntes at blodet fra halvenglen duftede godt.

//nejjjjj dumme dig det var da pokkers lange indlæg så meget krea er jeg ikke i besidelse af !!!!! xP //

Han smilede et svagt lettere sadistisk smil, og lod øjnene køre væk fra hende og ud i tågen.
"Mit navn ville intet være værd, også selvom du kendte det, ville du ikke få noget ud af det, eller finde ud af noget om mig på den måde" svarede han blankt og lod sit tandsæt vise idet det sidste ord var gledet ud mellem hans læber.
"Du bryder dig ikke om at blive ignoreret? Selviske pigebarn dog" sagde han med et svagt grin. Hendes kommentarer omkring hans slægt så ikke ud til at påvirke ham det mindste, nærmest tværtimod, han kom i bedre humør af det.
"Kilden ligger død på nuværende tidspunkt, hans navn nåede jeg aldrig at få fat i" svarede han koldt, og lukkede det ene øje i hvad der kunne ligne et blink, hvormed han lod sine fødder tage et skridt mod højre, så han stod med siden til hende. Sværdet der hang ved hans side, godt pakket ind i en læder skede, skinnede svagt fra en ædelsten der sad i toppen. Det var tydeligt at det var magisk, og kraftfuldt.
Hans læber skiltes endnu en gang da han begyndte at tale "I så fald har du jo ikke mødt dem du skulle møde, måske er de ikke her men... Et helt andet sted? I en helt anden tid?" hans mumlende tågesnak kunne virke provokerende, og dog, virkede den også på en måde nuttet, hvis man hørte den fra en skindsygs hørevinkel.

//Undskyl, skal jeg prøve at skære lidt ned på dem? xD Har bare vildt meget kreativitet lige nu :#) Og skal forresten spise, kommer på igen bagefter!! ;D//

Hun lod sig ikke påvirke af det han sagde om hende og heller ikke at han nægtede at se på hende.
”hmmm jeg ville ellers ha dræbt personen selv” mumlede hun og smilte ondt. Efter et par minutters tavshed begyndte hun atter at tale. Hvorfor ville de vide at jeg var her?” sagde hun med den sædvanlige kolde og mørke stemme . Hun var en smugle nysgerrig da det kun var få der vidste hvor hun var.
*og gad vide hvem det var der vidste det* tænkte hun. *sikke en omgang vrøvl han fik fyret af* tænkte hun og fnøs for sig selv. Hun betragtede kort hans sværd hvorpå hendes smil blev større. *ikke et ekstremt godt sværd men det virker sikkert som han vil ha det* tænkte hun og gik selv hen til træstammen og satte sig.


//ha ha går nok … mine indlæg bliver bare ikke lige så lange som dine//

Hans øjne lod sig endelig køre over mod hende, og han betragtede hende, med det lettere lunefulde glimt i det isblå øjne, der stadig udviste en svag respekt.
Et svagt smil lod sig glide over hans ansigt og opsprætte på hans egen lettere satanistiske måde, for derefter at forsvinde igen efter dæmonens ord var til ende.
"Desværre fik du ikke lov til at nyde det, jeg beklager" sagde han, med et udtryksløst ansigt, der mere bevidnede betænkelighed, en egentlig interresse.
"Du må undskylde, min menneskelige side holder af at snakke usammenhængende" sagde han med et svagt skævt smil, og lod en hånd køre igennem det røde hår. Hun havde ingen interresse i hvad han ville hende? HUn havde ikke så meget som spurgt endnu, og en svag tvivl om at hun overhovedet ville havde boret sig igennem ham, dog så han ikke dette som noget negativt, nærmere som en form for selvtillidsforstærkene egenskab der fik hans øjne til svagt at gløde.

Lg så koldt på halvenglen. Et ondt smil bredte sig langsomt på hendes læber da hun læste hans tanke. *så lad gå da* tænkte hun ”hvad vil de mig?” spurgte hun kort og med den sædvanlige stemme… denne gang var der dog også en form for … hmmm venlighed i ??? eller var der… det var en underlig klang af et eller andet ulæseligt hendes stemme havde fået. ”hmm jeg ville godt vide hvem den person var, Ham eller hende som kunne give dig den information om hvor jeg var… men det er måske umuligt at få at vide … intet navn? Ingen adresse ?” spurgte hun intraseret dog koldt om mørkt.

Han så på hende med et ligegledes udtryksløs ansigt, dog med det ene øjenbryn hævet blot en milimeter over det andet, måske i noget der kunne ligne en svag forvirring af en art, der ikke var set ved ham før.
"Jeg ønsker at tale med dig, jeg ønsker at møde dig" sagde han og lod sit blik køre væk fra hende og over mod en svag silhouet i tågen, den så ikke ud til at komme nærmere, men den så heller ikke ud til at ville gå. Den stod der bare, uden et ord, og uden en bevægelse. Han var ikke engang sikker på om det var et levende væsen, måske bare et enligt træ?
Han så væk fra det, for at hun ikke også skulle lægge mærke til det, men hvis hun havde læst hans tanker før, hvorfor skulle hun så ikke kunne gøre det igen?
Han vidste jo ikke engang om hun virkelig have læst hans tanker, eller om det bare havde været et sammentræf, at hu havde spurgt lige som tanken var til ende.
Et svagt smil bredte sig på han læber igen, da han hørte hvordan dæmonen fortsat udspurgte ham.
"Desværre, intet, vi mødtedes i et forladt hus, min kilde kunne ikke have boet der og denne nægtede at fortælle noget om sig selv" sagde han og lod sin ene hånd hvile på sit sværds skæfte, uden egentlig at tage notits af det.

”og hvorfor om man må spørge vil de møde sådan en som mig?” sagde hun med det samme tonefald som før. Lg så kort over på silhuetten og betragtede den kort, hun snuste kort men kunne ikke rigtigt lugte hvad det var, men vist ikke noget levende eller hva?. Hun var ikke helt sikker, men hun kunne se på halvenglen var at han ikke var intraseret i at hun skulle se den ”noget galt ved den ukendte skygge?” sagde hun roligt dog koldt og mørkt . ”jo jeg læser skam dine tanker… ” sagde hun i det samme tonefald som før.
”i et forladt hus” gentog hun *tydelig vis ikke en det ønsker at jeg finder ham/hende… men hva personen vil blive straffet senere* tænkte hun og betragtede englen.

Han lod kort blikket køre over hende, en anelse vurderende egentlig, men dog stadig med den lille gnist af respekt som der hele tiden havde været.
"Jeg har blot hørt ting... Ting om at du skulle være stærk, have en hær eller sådan noget... Passer... det?" spurgte han, langsomt så hun ikke ville misforstå det som flabethed. Nej, hans stemme var udtryksløs, fuldstædnig umulig at tyde, og også selvom hun var tankelæser, ville hun nok ikke få meget ud af det, han havde lært at holde hovedet blankt for længe siden. I hans hjemverden.
Han vendte hovedet mod skyggen igen, den så ud til at være stivnet uden at kunne bevæge sig
"Jeg ønsker såmænd blot at den ikke forstyrrer vores samtale" sagde han roligt og følte hvordan vinden hvislede gennem hans hår, og fik det til at bølge i luften, som en ægte levende flamme.

”hmmm, din kilde, hvis det er ham eller hende der har informeret dig, vidste vist lidt for meget…” sagde hun roligt dog med samme tonefald. ”ja jeg har en hær om man så må sige, hvis det skulle blive nødvendigt kunne jeg bruge den… jeg kunne også la vær… men er i gang… bare ikke i Paris” sagde hun og smilte ondt. ”jeg tror ikke den eller det vil forstyrre os… men vi kunne jo undersøge hvad det var hvis det lyster dem?” spurgte hun og tiltalte ham pludselig dem i stedet for dig… Lg så på halvenglen… ”hvorfor vil de vide noget om min hær?” hun var nu meget nysgerrig om hvad halvenglen vidste og hvad han ville. Hun betragtede hans hår og smilte da hun kunne se hvad det lignede... det var et af de knap så onde eller kolde smil ... hvilket var sjældne.

Hans isblå øjne gav et kort, interreseret glimt fra sig, og lod kort den interresse han egentlig nærede for dæmonen foran sig vise, for derefter at blive udtryksløst, med den lille repektfulde glimten, dybest inde i den isblå pupil. De var så dybe, han havde før opdaget at mennesker af hunkøn var blevet så draget af dem, at de havde prøvet at hive dem ud af hans øjenhuler, nærmest som om de var blevet hypnotiserede, dog havde han for længst fundet ud af at de kun havde denne effekt på det kvindelige køn, af menneskeracen, og kun menneskeracen.
Han så på hende "Mine intentioner er indtil videre blot at finde information... Da jeg stadig leder efter et sted at slutte mig til, en person... at tjene" sagde han, med et svagt lettere sadistisk smil, der lod hans perlehvide tandsæt vise, hvorefter han så hen på skikkelsen.
"Jeg er ret sikker på at det blot ville være spild af tid... Spøgelser... af den rang plejer ikke at sladre..." sagde han med et svagt, lettere ondt skævt smil, der dog fortog sig efter lidt tid.

”hmmm jeg har mange tjenere og slaver under mig … og så vidt jeg ved er de …. Hmmm hvad kalder man det … nogle lunde tilfredse … hvis det er de højtrangede jeg spørger” et lettere intraseret dog koldt udtryk kunne nu ses i hendes blodrøde og lysende øjne.
”hvorfor vil de tjene nogle?” sagde hun kort, hun var af en eller anden grund intraseret i ham, det var ikke normalt hun blev inatraseret i engle for slet ikke at snakke om det mandlige køn.
Hun så i et par sekunder ind i hans øjne… *underlige fangende men det ved han nok… hmm de er kønne?* hun rystede straks på hovedet da denne tanke kom … *han er en mand for pokker de bringer kun problemer!* tænkte hun vredt og hendes udtryk i øjende blev mørkt og koldt… samtidig også meget triste, det var underligt at se hende i øjende da man nok skulle bruge lidt tid på at tyde dette udtryk.

Han så på hende, fornemmede hendes interresse for ham. Hvorfor skulle dette også ske hver evig eneste gang han mødte nogen af det modsatte køn? Hhmm... af en eller anden grund blev de altid draget mod ham, på en måde hadede han det.
"Jeg ønsker noget at lave, i stedet for blot at vandre rundt og observere" svarede han, udtryksløst, og dog på en måde undrende, dog uden at der tilsyneladende var en grund til at være det.
Han følte hendes blik stryge mod hans eget, og prøvede at fange dem, dog lykkedes det ikke så godt som det kunne være. Han følte hendes forvirring og frustration gennem hendes aura, hvilket fik ham til svagt at rynke brynene.
Hvad var det for en indre konflikt hun havde gang i? Mon det bare var fordi han var en mand, eller havde det noget at gøre med den dragende effekt hele hans eksistens nærmest strålede af?
Han kunne ikke tyde hendes næste blik, selvom han endte med at mene at det var vredt, koldt.... og dog, der var et lille glimt deri, der fik ham til at tro at hun var.... trist?

”hmmm ja … obsavere, der ville være noget man kan lave hvis man er under mig” sagde hun koldt og fik pludselig et fjendtligt udtryk i sine øjne. *stop så!, han er en mand gå væk fra ham* tænkte hun og hun bakkede et skridt tilbage.
Hendes vejrtrækning blev hurtig og hendes øjne lyste nu kraftigere, det var et tydeligt trist udtryk der var i hendes øjne. ”hvorfor en der efter signe skulle være så grusom?... jeg tager normalt mine slaver og tjenere med magt.” sagde hun koldt, hun tog atter et halvt skridt tilbage. Det var nogle tid siden hun havde været sammen med en fra det modsatte køn så længe og så alene?.

// skal vi fortsætte ^.^? //

//Ja, undskyld, har bare ikke kunne svare, og så har jeg sagt til mig selv, 'Så svarer du imorgen!'... og imorgen blev til iovermorgen.. og den dag til den næste, og den til den næste... osv.... O___O' VIRKELIG UNDSKYLD! Nu skal jeg nok svare xD //

Han så på hende, hørte hende til ende, og rynkede svagt brynene. Skulle hun forestille en der var så magtfuld som han havde hørt? Hvorfor virkede det så som om... hun var bange for ham? Han forstod det egentlig ikke, men var en anelse ligeglad, selvom det på samme tid interreserede ham noget så kraftigt.
"Jeg ønsker en herre der ikke behandler mig som om jeg var en porcelænskande, jeg vil lave noget, ikke bare sidde og kukkelure, træne og så videre..." svarede han, med en rolig stemme. Dog var der noget i den, der talte sit tydelige sprog, der ville forme sig som et spørgsmål i hendes sind, 'Hvorfor bakker du væk fra mig?' - Hvilket var hvad han egentlig havde lyst til at sige, men holdt det inde, da det måske kunne virke uhøfligt, og efter hvad han havde hørt, ønskede denne kvinde ikke at man skulle være høflig, nej, efter det indtryk han havde fået at historierne om hende, havde han troet hun ville have respekt. Men lige nu, lignede hun en der var kørt fast i sit eget tankespind. Dog var intet af dette at se på hans ansigt, han så rolig ud, med påtaget interresse. Hans øjne genspejlede lidt af det spørgsmål hans stemme før ville have fremkaldt, og dog lå den lille glød af svag respekt stadig til skue.

Hun så ham kort i øjende og lagde hovedet på skrå. ”så spørg dog i stedet… det er ikke spichelt uhøfligt” sagde hun med den nu igen kolde, mørke og onde stemme. ”bare rolig du får en hel del at lave… kan du samle sjæle ind?” spurgte hun med den sædvanlige stemme. Hun stod fortsat et godt stykke fra ham. En kort grimasse kunne ses i hendes ansigt som tydeligt udtrykte at hun ikke var spichelt komfortabel ved at være så tæt på ham dog slet ikke bange, denne grimasse var der dog ikke så længe. Hun lukkede kort sine øjne og gendannede de få billeder fra hendes tid på hendes tidligere ’skole’ og gav et kort sæt fra sig da hun så en bestemt person. Straks efter åbnede hun sine øjne og de var ikke just glade. De var nærmere fyldt med had, kun en svag strejf af tristhed kunne skimtes i dem hvilket hun nok vidste. ”når man først er kommet i mine ’klør’ er det ikke let at komme fri igen”

//ha ha kender det … og sorry det med tiden kom til at sætte en film på xD //

Han så på hende, lettere smilende, ved hendes ord. Smilet virkede som om han morede sig over hvad hun sagde, og dog lå der en dyb alvor bag den påtagede venlighed.
"Du må undskylde, jeg er opvokset et sted hvor det forventes aldrig at sige noget man selv ville finde uhøfligt" svarede han, med en svag kærtegnen af en lok af det ildrøde hår, der havde sneget sig ned over hans skulder.
Den hånd han gjorde det med, var dækket af en form for håndledsbeskyter, af læder, der så en anelse okkult ud, tegningerne derpå lignede noget der kunne ligne magiske tegn, der beskyttede hans håndled mod nysgerrige blikke. Han så på hende igen, med de isblå dyb, der var så udtryksløse, at de fleste almindelige væsener ville have løbet væk, resten ville nok havde fået kuldegysninger, og dog, man ønskede ikke at komme væk fra dem. Man ønskede at blive, ønskede altid at se i dem... Det var den effekt de havde overfor de fleste, men han var ikke sikker på om denne dæmon også ville være i stand til at blive fanget af dem, han håbede det ikke, han havde i forvejen alt for mange beundrere.
Han sukkede svagt, og så ned i jorden ved hendes sidste ord, han nåede derfor ikke at se det hadefulde blik hun sendte ham, der dog måske ikke var rettet mod ham, men mod en fjern fortid? Det kunne jo være.
Han så på hende igen, og et svagt lettere sadistisk smil bredte sig på hans læber,
"Det er jeg udmærket klar over.." Hans stemme uviste hverken spot, eller flabethed. Nej, tværtimod var den nærmest.. betænkelig? Han kune ikke engang selv tyde hvad han havde ment med lige netop denne lettere ligeglade stemmeføring.

"det er i orden" sagde hun stille med den samme tone i stemmen som før. Hendes blik forblev hadefuldt dog en smugle trist...
Hun betragtede på ny hans øjne, og sukkede lavmælt inden hun så på hans hår, og derefter himlede med sine øjne. Hun lod sit blik glide hen til hans hånd og lagde hovedet en anelse på skrå da hun fik øje på håndledebeskytteren ... hvorfor mon ha sådan en på?.
"du kan rettere sagt ikke slippe ud af min styre med mindre jeg ... og måske en anden person vil ha det..." hun så kort på ham og lukkede derefter sine øjne. *hvorfor skal jeg nu sige det til ham?* hun var ærlig talt ved at være træt af sig selv.
hun prøvede på ny at tyde hans stemme men fandt det en smugle kompliceret.

//sorry de korte indlæg men er lidt krea død lige pt ... er ved at skrive en stil til skolen sååeee det tager meget af min krea -.- //