Den evige venten i tågens dyb - Liger

Hun trak på skuldrene, og gik et par skridt bagud, hun bukkede en enkelt gang, nejede ikke som en pige ville gøre, og derefter forsvandt hun med et skadefro lille smil. Deres samtale havde taget en drejning hun ikke syntes om, denne pige var alt for selvelskende, alt for selvoptaget, og alt for storsnudet, til at hun ville kunne holde latteren tilbage ret længe, og dog var det på en måde som om hun var ude af stand til at finde de rigtige ord. Men hvad pokker, ord havde aldrig været hendes stærke side, og det ville det nok heller aldrig blive.
Hele hendes eksisten blev udvisket, hun kunne ikke så meget som mærke, selv ikke af en med så stærke krafter som selveste Sinc'en, en guddommelig skabning fra hendes eget rige, hvis kræft var den stærkeste i hele dette univers, indtil det modsatte var bevist.
Hun kunne ikke føles. Hun kunne ikke spores. Hele hendes duftspor forsvandt fra jordens overflade, og ligeså var hendes sjæl som destrueret. Man kunne let få det indtryk at hun blot havde været en klon, en simpel erstatning for den ægte person, men så igen, det var meget stærk magi at kunne indsætte magi i en klon, for ikke at tale om at få den til at bruge den. Tågen begyndte at lette, idet en brise slog ind fra nord, og pustede den væk. De skikkelser der før havde været skjult af tågen, stod nu tydeligt frem. Det var en dreng, ikke meget ældre end 15 år, og med langt gyldent hår, hans skovgrønne øjne så tomme, og dog en anelse levende ud. Magien summede omkring ham, som var han lagret til bristepunktet med det. Han lignede en tom skal, og det uvidende skær der hang overalt omkring ham så ud til at tilhøre en barnlighed, han stadig ikke havde forladt helt. Han så stadig ud til at kunne manipuleres med. Han stod med den ene hånd på skæftet af et svær, ganske enkelt design, lavet af stål, og havde et svagt lysskær omkring en krystal der var fastsat til sværdet med en svær læder snor. Han så på hende med øjne der udviste en sag nysgerrighed, den samme som kunne findes hos et lille barn, der stadig forsøgte at udforske alt omkring det.
Han var klædt i en enkel skjorte, og brune benklæder, mens et bælte hang løst omkring hans hofter.

Lg så ligegyldigt på hendes forsvinden, hun regnede nok med at den hun havde startet med at tale med ville komme frem nu, men det gjorde han tydeligvis ikke. Lg så en ekstra gang da denne nye person kom frem, det var ikke hvad hun havde regnet med, slet ikke. Denne dreng lignede slet ikke de to første, et koldt, mørkt, dog intraseret smil bredte sig på hendes læber. Denne nye person gjorde hende en smugle mere tilpas, da han ikke virkede som de andre, hun havde nemlig ikke haft det så ’rart’ sammen med den pige der lige havde været, faktisk syntes hun at den pige var latterlig og utålelig. Han var heller ikke klædt som de andre, ikke så fint på den, om man så måtte sige. Lg gik en enkelt gang rundt om ham og betragtede ham med et anderledes blik end hun havde haft ved de sidste 2. Da hun havde gået denne ’omgang’ stillede hun sig ca en meter foran ham og lagde hovedet en anelse på skrå, og så ham dybt i øjende. Hendes smil voksede og blev nu kun mere ondt af det, dog kunne interassen svagt ses i smilet og en smugle i hendes ellers så ’dødbringende’ og kolde øjne. Han ville nok blive overrasket over hendes øjne, eller ikke?, det kunne jo være lige meget. Hun åbnede munden ”jammen godaften” sagde hun med den samme kolde, mørke og onde stemme som hun ellers havde haft, denne gang var der dog noget anderledes i stemmen, noget der ikke kunne tydes. *hvor mange mon der er … helt ærligt er der en hel familie inde i ham?* tænkte hun, hun undlod at himle med øjende men havde en vis lyst til det. Hun så fortsat i hans øjne mens hun ventede på et svar.