Den evige venten i tågens dyb - Liger

//Det er da helt ok!! :D - Ved selv hvor støvsuger-agtigt det er at skrive stil U__U xD//


Hans blik fulgtes med hende, han følte hendes undren over håndledsbeskytteren, men konluderede at hvis han pludselig prøvede at gemme den, ville det vække mistænksomhed. Han følte stadig smerten, smerten fra den dag det blev påtrykt... Han stoppede tanken. Hvis hun kunne læse tanker, hvilket han ikke var sikker på om hun kunne, ville han ikke have at hun skulle vide det. Så ville det hele ryge i vasken.
Han så på hende med et blik der udviste dyb tålmodighed,
"Hvis jeg ønsker at komme ud af dit styre, vil jeg finde mine egne veje, medmindre... Hvem er denne.. anden person?" spurgte han, og hævet svagt de ildrøde øjenbryn, der sad som to streger af blod i hans pande, lige over de isblå øjne, der virkede mere dragende end nogensinde, dog ikke på en direkte måde. De prøvede ikke brutalt at trække en til sig. De sang... Sang en vuggevise, der lidt efter lidt ville få den person der havde forvildet sig ind i hans blik, til at blive søvndrukken, til at glemme hvad der var rigtigt og forkert. De ville lokke en ind, og fange vedkommende, i et univers af drømme, man ikke ønskede at undslippe.

"så lange kunne du alligevel ikke holde hovedet blankt vel?" sagde hun med samme tone. "tja det er måske lidt uhøfligt men hvor har du de mærker fra og hvorfor denne håndledsbeskytter?" spurgte hun, hun så ham længe i øjende dog uden at 'forvilde' i dem.
"jeg tvivler på at du finder en anden vej end døden" sagde hun koldt og et let koldt og mørkt smil fandt vej til hendes læber.
"den anden person ... hmmm det er nok bedst du ikke ved det" sagde hun koldt og nu også fjendtligt ... hun ønskede åbenbart ikke at andre skulle kende til denne person ... eller også var det denne person som hun blev fjendtlig over???


// man skal skrive hele 10 a-4 ark et eventyr hvor hovedepersonerne er bestemt -.-' så kan man da slet ikke//

Han så på hende, holde hovedet blankt? Hvad mente hun? Hans hoved var lige så fyldt til randen med tanker, små rækker af følelser, han gemte bagerst i sit sind, til når han var alene, og ikke havde andet at give sig til. Han kunne bruge flere dage på bare at sidde og tænke, uden hverken at spise, drikke eller tale med andre.
Han lod sit blik hvile på hendes, det kolde blik hun sendte ham, gav ham blot en svag lyst til at komme tættere på, prøve på at gøre dem endnu mere kølige, få dem til at bære et blik af brændende had, men denne følelse, viste sig ikke det mindste i hans kropsprog, ej heller i hans ansigt.
Da hun nævnet håndledsbeskytteren smil han og viste den frem, med et fuldstændigt udtryksløst blik.
"Denne?" han lavede en gestus mod de små snirklede tegn, der bevægede sig overalt på læderet, i et så indviklet mønster, at det var umuligt kun at følge én streg, uden at gøre fejl.
"Det er blot en foranstaltning mod vampyrer, endnu en af min mors endeløse forsøg på at gøre mig rigtig resistent overfor dem" sagde han, med en svag trækken på smilebåndet, dog uden at han kom til at virke munter. Han var stadig lige udtryksløs, på trods af alle de små udbrud af følelser der sprang frem på hans ansigt, dog uden at vise rigtige følelser. De var kun små glimt af trækken på forskellige muskler, der dog ikke fik ham til mere levende ud end en af de udøde.
Hans blik blev let opmærksomt da hun nævnet denne 'anden person'. Han nikkede roligt.
"Jeg forstår. Enhver har noget de ikke ønsker andre skal vide" sagde han, med en underlig konstaterende stemme, næsten som om han bare talte til sig selv, mindede sig selv om noget.

”du holdt det blankt for de … lidt mere vigtige oplysninger.” sagde hun kort og fornemmede hans løst til at komme tættere på hende hvilket bare resulterede i at hun automatisk bakkede endnu en smugle.
”forsøg på at holde vampyrer fra dig…?” spurgte hun og hadet blev skjult af interesse og nygerrighed, næsten da. Hendes stemme var stadig som før fyldt med had, kulde, og ondskab, men øjende viste større interesse end had … lige nu det ville nok ikke vare ved.
”har du stadig en mor … jeg går ikke ud fra at du har samme alder som det ser ud til… eller hvad?” sagde hun med de samme toner i stemmen. Hun prøvede at tyde alle de følelser der kom frem en efter en i hans ansigt men der kom utrolig mange. Atter begyndte skænderiet inde i hendes hoved om hvor vidt hun stadig budte snakke med denne dreng… Og hun lod atter billedet af drengen komme frem i hendes minder hvorpå hendes øjne atter blev fyldt med had… i større mængder end før… man ville nok være bange hvis man var ’normal’. Haden lyste op i hendes øjne og kun svagt kunne man skimte tristheden i dem, de før svagt glødende øjne glødede nu meget kraftigt.

Han så på hende, lod sit ansigt blive fuldstændig blottet for følelser. Han lignede på sin vis en dukke når han gjorde det, viljeløs, og bundet af usynlige snore - eller som han selv ville foretrække - lænker. Hans mund bevægede sig som om han sov, og de isblå øjne, glødede nu en anelse mere, for at gøre op for den tabte mængde af følelser der før havde udspillet sig på hans ansigt, og i hans krop.
"På denne måde?" spurgte han, med en så monoton stemme, at mange ville blive overraskede, hvis de nogensinde ville få ham at se smilende, og med en aktiv krop, der ikke blot lod hænderne hvile i lommerne, og med de ildrøde hår hængende ned over skuldrene, som om det var et vandfald der var fuldstændig frosset fast i sin egen verden, en blanding af ild og is, der hver gang man kiggede på ham, kæmpede om retten til ens blik.
Han så på hende og nikkede, stadig uden at vise følelser, ligeså foretog han også denne nedsænkning, for derefter rejsning, af hovedet ved hendes næste sætning.
"Jeg er ikke lige så und som jeg ser ud, men du har ret i at jeg stadig er i besiddelse af hvad der kan kaldes en moder" sagde han, og et svagt glimt at irritation viste sig i de isblå dyb, der nærmest så ud til at kunne fryse hele tågen omkring dem til is.
Han lod denne svage irritation udspille sig, og lyne imod de glødende øjne fyldt med had, som denne kvinde så på ham med.

Hun betragtede hans ansigt og fik tydet de fleste af hans følelser men gad derefter ikke mere. *Han er vist ikke stolt af hende … eller er det mine spørgsmål der går ham på nerverne? …* tænkte hun. Hun fremmanede et lettere koldt smil da hun så hans isblå øjne… ”jammen jammen” mumlede hun … ”noget der ikke behager dig?” spurgte hun koldt. at se ham så ’utilpas’ gjorde hende af en eller anden grund i bedre humør… om det var fordi han nu også følte noget ukomfortabelt ligesom hende eller noget andet var ikke vidst … pointen var bare at det morede hende.
”har du flere spørgsmål?” spurgte hun med de samme toner i stemmen som før… Hun stoppede ikke på et eneste tidspunkt med at se ham i øjende… de var meget anderledes end så mange andre hun havde set … og måske kunne de bruges til noget???.

Han så på hende, og rystede på hovedet, hvorefter et svagt smil brød frem på hans før så udtryksløse ansigt. Det var ikke tydeligt, mange ville ikke kunne vide det, men han havde blot afprøvet hende, set hvordan hun havde reageret, og været ganske tilfreds. Der var ikke mange der ikke faldt for hans måde at føre sig fem på. Han havde vist det irriterede glimt, og hun var kommet i bedre humør, før havde han været udtryksløs, og hun havde været plaget af en svag ubehag af at være sammen med ham. Hm.. Det kunne se ud som om hun ikke kunne lide drenges selvskab? I så fald, måtte han vel vise sin kvindelige side frem, men ville det være klogt? Ville han være i stand til det foran hende? Denne kvinde, som han i så lang tid havde fulgt efter, og nu endelig taget mod til sig for at møde. Hun havde ikke behøvet at fortælle ham at hun havde en del undersåtter, han vidste det allerede, hun behøvede ikke fortælle ham noget som helst, han vidste det allerede, en hel del vidste han faktisk allerede om denne skabning foran ham.
De isblå øjne, gik pludselig over i et svagt overrasket skær, da han følte noget ændre sig i hendes aura. Hvad tænkte hun på? Lige nu, ville han gøre en hel del for at få det at vide, men så alligevel, han ville vel få det at vide før eller senere?
Han så på hende, og efter en del tid svarede han, med en let og svagt udtryksløs stemme, der dog kunne tolkes som rolig.
"Jeg sidder blot og tænker.... over om du mon ville være den rette side at vælge"

Lg læste hver eneste af hans mange tanker og humøret skiftede en smugle fra hendes side da han tænkte over om han skulle skifte køn… humøret blev ikke bedre da han tænkte det … faktisk værre.
*en prøve ???... ha testede han mig … se den havde man ikke set komme* tænkte hun og rystede svagt på hovedet… Hun overvejede i et længere stykke tid om hun skulle fortælle hvad hun tænkte på, eftersom han åbenbart var meget interageret i det… ”hmmm … hvorfor vil du gå gerne vide hvad jeg tænker på?” spurgte hun med de samme toner i stemmen som før. ”giv mig nu en god grund til at fortælle dig det” sagde hun lettere lumskt.
”rigtige side???... ” mumlede hun ”hvilken side tror du jeg er på?... hvad får dig til at tro at jeg har valgt nogle side selv… og er der i det hele taget 2 sider?” spurgte hun uden følelse eller tone i stemmen.

//menneske du er i besiddelse af alt for meget krea!!!! Jeg er nød til at konfiskere halvdelen af det !!! (til mig selv) DET HØRTE DU IKKE !!!!//

Han så lidt på hende, med et svagt smil, og nikkede ved hendes sætning, nærmest blot som svar på et spørgsmål der havde taget form i hans hoved. Hun var gået i fælden endnu en gang, hun kunne altså ikke holde sig fra andres tanker? I så fald ville han heller ikke holde sig fra hendes længere. Han lod en lille port i sin bevidsthed åbnes, dog uden at det kunne ses udefra, og lod sine hjernebølger strejfe hendes, nærmest som en advarsel. Hun ville være mere end i stand til at mærke det lille slag hun havde fået i sit sind. Hun ville føle en svag, men meget tydelig smerte, hvis han havde ramt rigtigt, hvilket var meget sandsynligt.
Hans udtryk så ud som om han kedede hende på en måde. Nu hvor han havde adgang til hendes sind, virkede hun ikke længere helt så fysisk mystisk som hun havde gjort før, og dog, en del af den svage trang til at få hende til at hade ham nagede ham stadig, dog ikke så kraftigt, at hun ville kunne føle det, med sin tankelæsning. Han svarede ikke på hendes spørgsmål. Havde han ikke givet hende svar nok ved at give hende et stød i sindet? Det var vel sagtens det samme som at sige at grunden var at han da bare kunne tvinge sig adgang. hun var for uforsigtig efter hans mening, hun havde ikke beskyttet sit sind mod indtrængende, hvilke var direkte dumt, siden der luskede så mange vampyrer, og andre tankelæsere rundt i Di morgas gader.
"Ja, rigtige side. Jeg ser de forskellige mulige herrer som 'sider' - selvom andre ville kalde dem de forskellige 'magtpositioner'" hans stemme var rolig, ikke på nogen måde nedladende, sådan som man skulle have troet den kunne have været.

//haha, sorry, jeg har det med at lege støvsuger xD - Jeg suger andres kreativitet til mig x3 //

Lg mærkede stødet i sindet men det gjorde på ingen måde ondt på hende. Hun smilte tilfreds… denne gang var han gået i hendes fælde ”ser du mit sind er beskyttet til en vis grad … det kræver store mængder at koncentration og enagi før man kan læse mine tanker… og det brugte du ikke. jeg overførte dit såkaldte angreb til en af mine slaver så du nu læser hendes tanker og ikke mine” sagde hun koldt til ham. ”hvis du prøver på mig igen ved jeg det og så vil jeg nok fukosere lidt mere på at holde dig ude… men hva” sagde hun toneløst.
Hun smilte kort ved sig selv da hun kom i tanke om et knap så vigtigt minde, men gemte hurtigt den tanke og følelsen væk.
”jeg her så rigeligt med magt … men søger du efter den med størst magt eller den med mest arbejde?... jeg har rigeligt med arbejde og massere af magt” Det gjorde hende i en smugle bedre humør af at tænke på al den magt hun faktisk havde.

//gard der støvsugede du også min op O____o!!!//

Hans ansigt forholdt sig roligt, han sagde ikke mere. Dog følte han ingen skam, eller nederlag. Denne slave hun havde dirigeret ham til, tiggede og bedte ham nu om at få dennes herre til at slippe hende fri. Hun fortalte alt hvad hun vidste, og denne information passede ganske nøje til hvad han efterhånden selv havde fundet ud af. Han hørte ordet 'lusifor' nævnt en del gange, hvilket fik ham svagt til at smile. Denne lusifor, så ud til at være nøglen.
Han så på hende, hans egne øjne borede sig ind i hendes, dog ikke på en stirrende måde, mere, som betragtede hende, som var han langt væk.
"Jeg søger blot den klogeste, den der ved bedst" sagde han, med et svagt strejf af et sadistisk smil, spillende over hans læber et kort sekund, som legede han med tanken om egentlig at blive en del af denne kvindes hær, han lod følelsen af tiltalelse svømme igennem sit sind, så det ville blive tydeligt for hende, uden at han ville behøve at sige det højt. Han nikkede,
"Jeg tror på din magt, jeg kender til den, ønsker at røre den helt tæt på" sagde han, med en let gådefuld stemme, der lod sig udspille i et let dystert smil. Hans ildrøde hår lod sig svagt bevæge i vinden, og løftede sig, så det lignede en flamme. Denne flamme kunne måle sig med det had han følte i sit blik, og følte et øjeblik, en svag samhørighed med kvindemennesket, som om det havde været gennem noget af det samme, men nej, det kunne ikke være rigtigt, det ville aldrig ske. Han følte hendes fortid, for selvom hun havde skærmet sit sind, lå hendes aura helt åben for ham, da auraen var et stykke af en selv, der, i modsætning til sindet, ikke kunne beskyttes. Det var en del af luften omkring en, en del af de ting man rørte, og endda en del af de mennesker man holdt af. Han kunne allerede svagt tyde den let brilliante duft af en anden person, en person hun kendte godt. En person med to ansigter, som hun i sin tid havde kaldt.. bror? Nej, han rodede hendes aura sammen med sin egen.

//Haha, det tror jeg er rigtigt xD Jeg selv får mere og mere kreativitet hver gang x3//

*ups nu dur du ikke mere … hvor ved du så meget fra ?... nogle har sladret* tænkte hun i slavens hjerne og slaven skreg om nåde. Kort efter blev hans forbindelse til slaven afbrudt da hun om man så måtte sige … ikke trak vejret mere. Hun lagde hovedet let på skrå ”desværre er det ikke verdens bedste ting at forråde mig” sagde hun tomt… ”derimod sker det sjældent… men jeg kan høre alle mine slavers tanker… og mærke sådan ca. hvor de er … så risikoen for at de siger noget forkert er minimal” sagde hun koldt og hørte eller var det følte hans tanke?... ”været noget af det samme igennem?” spurgte hun tomt … hun spurgte nu nok mest sig selv… Hun betragtede atter hans hår som mindede hende utroligt meget om … ’hjem’? …
Hendes øjne lyste mere og mere og blev fyldt med mere had end man havde set før… ”hold dig fra dem eller du vil fortryde det bittert” sagde hun med sådan en stemme at det ville løbe selv den mest hårdføre person koldt ned af nakken. ”hvis du vil ha noget ud af at være ved en af de klogere herre … så gør du klogt i ikke at rode i deres fortid!” hun havde hørt alt det han havde tænkt og fornemmet ”det er nok der er 2 der ved hvad jeg har lavet… jeg vil ikke til at holde ekstra øje med 2 … 1 er nok” hvæste hun.


//jo mere du skriver jo mere skal jeg skrive !!!! du støvsuger mig !!! xD.... nu er jeg nød til at lede efter mere krea!!!//

Han så på hende med et ligeså tomt blik. Han havde ikke helt præcist rodet i hendes fortid, nærmere følt hendes tanker, og følelser gennem hendes levetid. Han kunne lige nu tydeligt mærke hendes glæde ved den første slave, men da hun udtalte den hvæsende sætning, slukkede han kontakten til hendes aura og sind fuldstændigt. Han havde følt det liv han havde haft kontakt til blive slukket, hvilket passede ham helt fint, han havde fået hvad han skulle bruge.
Hans øjne søgte hen mod hendes
"Jeg roder skam ikke i den, jeg søger bare det mindste tegn på orden, eller for den sags skyld kaos" sagde han, med en stemme, der kunne tydes som værende lettere irriteret, dog ikke på en nagativ måde, nærmest som om han næsten opgav at tale til hende. Hvornår ville dette kvindemenneske lære at forstå at ligesom hun selv, ønskede heller ikke han at blive læst? En svag vrede blussede op i ham, dog en sådan vrede man ville føle fra en person der i lang tid havde måttet udholde visheden om at man skulle dø. En ren vrede, rettet mod sig selv.
"Du er ikke så klog som du måske tror..." mumlede han, nærmest til sig selv, og lod sit isblå blik glide op mod luften over dem, der ligesom alt andet omkring dem, var dækket af et tæt lag af tågen. "Du ved ikke så meget som du tror.. Du er ikke den person du tror...." hans mumlende sætninger blev en anelse tydeligere da de lakkede mod enden. Han så på hende igen,
"Det var de ord jeg gik hjemmefra med..." sagde han, med et så udtryksløst blik, at endda også hans tanker blev fuldstændig slettede, hun ville ikke engang kunne føle vreden længere, ikke så meget som en eneste farve, eller minde prydede hans sind, lod det ligge hen i gråtoner.
Det var som om, at hele hans væsen ikke længere eksisterede, som om det pludselig, uden nogen grund, havde slået klik for ham. Dog virkede han helt rolig og fattet.


//Undskyld ^^' Kender du ikke nogen steder du måske kunne få noget krea fra? :) - selvom det ingenting gør at du skriver korte svar, jeg har ikke så meget imod personer der bare ikke kan få kreativiteten frem i deres indlæg xD Ligesom mig selv x3//

.

Lg var yderst vred og nok ikke sådan lige til at køle ned igen. Det var faktisk ikke hendes skyld at hun læste hans tanker… de kom bare til hende og hun skulle bruge en del enagi på at stoppe det hvilket hun ikke ville satse.
”ergo du roder i den… der er begge dele i den mere behøver du ikke vide!...” sagde hun koldt. Hun bemærkede den lettere ireterede tone dog var den vist ikke rattet mod hende … så vidt hun vidste.
”ordene som du kom hjemme fra med?... hyggelige ord?” sagde hun koldt, hun var vist ligeglad lige nu.
Hun var mere end bare utilfreds med hvad han havde set og gjort… det var faktisk vigtige informationer han havde set hvilket gik hende på nerverne. ”og hvorfor så disse venlige ord?” nærmest hvæste hun ud … hun prøvede vist lidt på at falde til ro hvilket ikke lykkedes så godt


//det var godttt ¨^.^ for er krea smadret … sorry skal spise nu svare senrer//

Han så hende i øjnene, med et udtryk der genklang af ligegladhed. Nej, hun var ikke den mægtige hersker han havde forestillet sig. En sådan hersker ville ikke være blevet hidsig så hurtigt, en sådan hersker.. Ville blot være blevet nysgerrig. Han lod et koldt strejf gå igennem de isblå øjne, hvorefter han lod sin hånd gå op til sin halsudskæring. Han lod fingrene danse hen over hans strube, hvorefter et svagt lys lod sig udskille fra hans hud. Lyset var dæmpet, og dog veg tågen nærmest tilbage for det, som var den bange.
Kort efter begyndte han svagt at skrumpe ind, hans overkrop blev mere fyldig, han udviklede i løbet af få sekunder bryster, og hans former blev mere tydelige. Da lyset aftog sad en pige i hans sted. Hun så ud til at være få år ældre end den dreng der før havde siddet der, og hun så ligeså ud til at være klogere. Hun lod et svagt suk undslippe sine læber.
"Endnu en? Det er den tredje i den her måned" mumlede hun, nærmest som om hun talte til sig selv. En dyb irritation var at spor i stemmen, og dog alligevel rejste hun sig helt, og smilede drilsk til pigen foran hende. Hendes kropsholdning tydede på værdighed, og hendes ansigt på drilagtighed. Hvis dette havde været skoletiden, ville hun havde været det ideelle syn på klassens spilopmager.
Hun lod de isblå øjne køre over pigen, og gik frem mod hende. Hun gik i en cirkel omkring hende, med hænderne støttede på de brede hofter. Hun var faktisk ejer af den ideelle kvindekrop, når man så nærmere efter, og hendes arme og ben, tydede på umenneskelig styrke. Sværdet ved hendes side, vibrerede let, som var det fyldt til randen med magisk ladet energi. Hun smilede svagt, da hun havde afsluttet cirklen omkring pigen.
"hm... Er du sur..?" spurgte hun, med et lettere spottende tonefald, som om hun bevidst gejlede hende op, som om hun bevidst ønskede kamp.

// Cya : )

Lg så ikke det mindste overrasket ud… faktisk var den eneste form for reaktion et løftet øjenbryn og en glans i øjet der tydeligt fortalte at hun følte sig overlegen… meget endda… Et koldt smil sag på hendes læber og hun følte ingen fare ved at la pigen kredse om hende ”smuk ikke?” sagde hun koldt og drilskt.
*den tredje hersker han har afprøvet på en måned… det her skal nok blive sjovt* tænkte hun og lagde hovedet let på skrå for kort at se pigen an. Et koldt fnys kunne køres fra hende som tydelig tegn på at hun stadig følte sig langt overlegen.
Hun lukkede kort sine øjne for at himle med dem uden at pigen skulle lægge mærke til det … dumt spørgsmål hun stillede… den eneste grund til at hun lukkede sine øjne når hun gjorde dette var nok at hun ikke gad diskutere det. ”nej sådan ser jeg ud når jeg er glad” sagde hun sarkastisk. *hvad troede hun selv?* tænkte hun og rystede svagt på hoved.

Hun lod en svag latter løbe over sine læber, og lod et let smil kredse derom. Hun lod kort det en øje lukkes, og legede derefter med en hårtot. Denne pige følte sig overlegen, ligesom de fleste andre gjorde overfor hende, men hvad så. Hun var ikke ligefrem typen der blev hurtigt gal. Det gjorde ens sind sårbart, det forstyrrede hendes koncentration.
"Så... " sagde hun, med en langtrukken, nærmest ligeglad lyd, der lod sig udspille fra hendes strube, mens hun lod de små hårfibre køre mellem fingrene. "Du har altså intet imod at jeg prøver at tage noget fra dig..?" hun talte som om de allerede havde haft en lang samtale, som om hun ikke bare lige pludselig var kommet frem i den tidligere drengs krop.
"Jeg kan nemlig godt lide ham..." mumlede hun, og så lidt hen imod et hjørne af tågen, skikkelsen veg en anelse for hendes blik, men da hun blinkede til denne, kom den frem. Den viste sig allerførst som et lille behåret væsen, der kunne minde om en kat, for derefter, i et svagt lysglimt, forvandle sig til en fugl der fløj op og satte sig på hendes udstrakte arm. Fuglen var smukkere end nogen anden fugl, dens fjer strålede i nuancerne mellem grøn og lilla, purpurrød, blålig, gul, orange. Alle disse farver lod sig spille over de små gnistrene glimt, der kom når fuglen pludrede til sin ejer. Det var tydeligt, både for det ydre, og det indre øje, at denne fugl var fysisk ladet med så meget magisk energi, at hvis man tappede den for den, ville man have nok til selv at blive uovervindelig, dog, virkede den uskyldig. Som om uskylden ligefrem hang over dens hoved som et slør, der fik en til at standse, til at springe et hjerteslag over. Det lille brændemærke der sad i dens pande, glødede svagt, og sendte derefter en stråle ind gennem Itarinas pande. Hun modtog den med at svagt suk, af ren nydelse.

Lg så fortsat koldt på hende og gav kun fuglen 1 eneste uimponeret blik. Hun så kort på dem begge to ”ja slf føler jeg min overlegen det er der god grund til indtil videre” sagde hun tonløst. ”hvad mener du så med at du også godt kan li ham ???” sagde hun koldt… hun virkede underligt ligeglad med denne person… det var ikke den hun talte med i starten og vist heller ikke den hun ville tale med… denne pige kede hende umådeligt meget. Et kort suk kunne høres fra hende. Lg så på den underlige stråle og virkede stadig til at kede sig… hun nød det vidst men hva ? det kunne jo være lige meget… Hun slikkede diskret sine hjørnetænder da hun kunne mærke en lav sult … mon denne person smager godt?.
Men lad mig nu lige se om jeg kan bruge hende … den … til noget og hvad personen vil … det er jo hunkøn nu.

Hun så på hende, med et blik der kunne få hele have til at fryse til is.
"Jeg tænker på en hvis person... Han bærer to ansigter... Et sort... Og et gult..." sagde hun, med en stemme, så monoton at der ikke ville kunne findes så meget som en eneste tanke bag den. Hun sagde det som om de var igang med en gætteleg.
"Jeg har været sammen med den gule, og kender den sorte godt... Han er forelsket i min mors søster" sagde hun, og så på hende. "Han gik i skole i england... Nogen vælger at kalde det Hogwarts" sagde hun, og så på hende med et let udfordrende blik. Hun havde givet hende nok informationer, hun ville sagten kunne gætte navnet på denne person. Men hun kunne ikke lade være med at give endnu en lille information fra sig. "Du kalder vist nok den gule for... bror"
Hun smilede svagt, og lod fuglen flyve. Den knitrende magi, så ud til at være forsvundet.
Dog var det ildrøde hår på Itarinas hoved, nu meget mere glansfuldt end før, og den samme knitrende glans hang over det, dog uden helt så meget styrke som hos fuglen. De havde overført magi, rå energi, over i Itarina, så hun lige meget hvad ville kunne stå distancen imod denne dæmon, der åbenbart troede at hun var så god, at hun var så dygtig, og at hun sagtens kunne slå hende. Nok havde hun en hel hær, men hjerne, det så hun ikke ud til at have.

”Ma og Nii-chan” sagde hun uden tone… hun så åbenbart ud til at være ligeglad … ”og hvad er der så med dem?” hun lagde hovedet til den anden side… hvad skulle hun bruge denne oplysning til ?... hvem han rendte og forelskede sig i kunne hun da være ligeglad med…
”du skal ikke være så sikker på at kunne på trods af denne fugls magi … flere ting end du tror forgår… og hvis du absolut vil kæmpe mod mig bliver jeg ikke den første du skal kæmpe mod” sagde hun koldt. hun så stadig overlegen på hende… sådan en tøs skulle ikke tro at hun var mere værd… nå men det var hendes valg hvad hun ville tro på…
”hvad vil du?” spurgte hun uden følelse og hendes øjne var nærmest tåget… det virkede som om hun var et helt andet sted end her… som om hun befandt sig i en helt anden verdnen.

Hun så på hende, "Spørge på en mere effektiv måde end min bror gjorde" sagde hun, som svare på dæmonens spørgsmål. Hun ignorerede det første, som om hendes svar slet ikke havde være udtalt.
"Hvad er du til ham? Den gule side" hendes stemme var på en måde krævende, dog alligevel ikke så krævende at man ville føle sig krænket.
Hun gik et par skridt tættere på hende, og så hende direkte ind i øjnene.
"Jeg vil gerne kæmpe, det er en af de sjovere ting her livet, hvis det var, men er du overhovedet interreseret i en sådan svækling som min bror? Ønsker du virkelig sådan en i din hær?" hun så på hende med et svagt skævt smil. Hun agtede hende ikke for meget, fint. Det ville ikke blot forbedre Itarinas chancer for at vinde, det ville også svække denne dæmons sind noget så frygteligt. Hun var kun glad for denne ringe agtelse. Ingen fortjente mere end hvad de havde bevist de var i stand til.
Hun lod sit hår kastes over nakken i en ligegyldig bevægelse med hovedet.
"Du kender også en vis lusifor, det gør jeg også..." hun mumlede blot, som om hun stod i sin egen verden, mens hun begravede sig dybt i de røde øjne, der tilhørte denne dæmon.
Hvordan havde hun nogensinde klaret sig hvis ikke hun havde haft alle disse slaver at hundse rundt med? Hvordan ville hun nogensinde kunne gøre noget som helst, hvis ikke hun havde fået denne magt. Hun så ikke ud som om hun havde gjort sig fortjent til noget som helst af det hun havde. Hun fik en lille idé.
"For at bevise at jeg er stærk nok til at lade min bror tjene dig, kunne vi lave en lille duel. Kun mig og dig, ingen magi, kun nærkampsvåben" hun smilede svagt, det var de fuldstændig ordinære ting man skulle bruge i en duel, en helt klassisk duel, uden noget tingeltangel.

//Logger : ) cya xD

Hun lagde atter hovedet på skrå og så stadig ud til at være et andet sted … godt nok så pigen ind i hendes øjne men hun fik ikke rigtig øjenkontakt . ”det kommer så med ikke dig ved” sagde hun uden tone… hun følte sig på ingen måde krænke, *nysgerrige tøs* tænkte hun og smilte ved hendes næste sætning… ”ikke den samme som jeg” svarede hun kort ”ikke den Lusifor …” sagde hun næsten uden følelse … dog kunne man høre hvis man lyttede rigtigt godt efter at hun var stolt? …
”skal jeg fortælle dig en hemmelighed?” sagde hun, pigen havde stadig ikke fået held til at få nogle form for rigtig øjenkontakt endnu… Lg regnede vist med at hun ville sige ja men var ligeglad hvis hun ikke gjorde.
”jeg har gjort mig fortjent til al denne magt … og jeg har ikke altid haft slaver … for ikke så længe siden skulle jeg gøre det arbejde 100 af mine slaver laver… men det er ikke hemmeligheden… ” hun stoppede og hendes øjne blev endnu mere tåget end før… de lyste slet ikke mere og de havde nu en mat grå rød farve.
”skulle kampen være til døden få så må jeg bedrøve dig med at jeg vinder uanset hvad”


//ok ses i morgen xD //

Hun så lidt på hende, med et pludseligt fuldstændig uinterreseret ansigt. Så hun havde gjort sig fortjent til det? Denne pige forstod åbenbart ikke hvad hun havde ment. Bare det at gøre det arbejde hendes slaver havde lavet, gav hende ikke nogen som helst grund til at have ret til at herske over dem. Hun havde bare været heldig, hvis hun overhovedet troede på held? Ha, det gjorde hun nok ikke. Men selvfølgelig, hvis hun ville tro at hun havde gjort sig ærligt fortjent til det, måtte hun for hendes skyld gerne forblive i den tro. Nej, det at gøre sig fortjent til det, havde intet med arbejde at gøre, det var ingen styrketræning, det var ikke en kamp. Det var en opgave, som dem man får i skolen. Dog havde det intet med kløgt at gøre, intet overhovedet. Hun lod et svagt skær af barnlighed glide over hendes ansigt, og hun spidsede svagt læberne.
"Såå...? En hemmelighed? Pft, sikkert ligesom alle de andre jeg har hørt" sagde hun, fuldstændig uimponeret, ønskede hun at dele hemmeligheder med en hun lige havde mødt? Det var sikkert ikke ligefrem en hemmelighed, og dog, på en måde, virkede det morsomt. Det var ligesom når man hørte skurken fortælle om sine planer omat erobre verden, hvorefter helten redede dagen og prinsessen. Det klassiske islet som denne pige sikkert skulle til at komme med.
Hun lukkede øjnene halvt, så hendes øjnevipper dækkede det meste af de isblå øjne.
"Ikke den samme siger du..? Hvordan kan du vide det..?" sagde hun, og fugtede sine læber, med en langsom bevægelse. Hun var pludselig alvor. Intet skær af den barnagtighed, hun for at øjeblik siden havde vist, var tilbage i hendes eksistens, som om den aldrig havde eksisteret, som om det blot havde været en maske, hvilket det selvfølgelig også havde været.
"Hvorfor kan du være så sikker på at jeg ikke har mødt ham?" hendes øjne havde skiftet glød, og virkede nu en anelse triste, let hadefulde. Sorgen ville altid vinde over hadet, selv dæmonen foran hende ville en dag knække.

Liger lavede et overlegent smil da ’pigen’ så ligegyldigt på hende, det morede hende på en underlig måde. Det morede da også Liger at hun misforstod hende så kraftigt! Hun havde jo givet de slaver et valg… nogle lidt mere fair valg end andre men der var ingen der sagde hvordan man egentligt skulle skaffe sig slaver. Hun havde ikke været heldig hun havde ’arbejdet’ sig til disse slaver og selv fundet og udviklet tekniker til at få dem under sig og til at overvåge dem. ”ja så hvilken hemmelighed tror du jeg vil dele med sådan en som dig?” spurgte Lg med den samme stemme som før, hun morede sig endnu mere over denne såkaldte pige, hvor meget hun tog fejl og hvordan hun dømte hende, hun skulle bare vide, eller nej det skulle hun ikke, langt fra, faktisk skulle hun ikke vide noget. ”jeg er rimelig sikker på at det ikke er den samme du har mødt… og i så fald ville han ikke kunne li dig!” fnøs Lg koldt og overlegent, hun ville nok ikke tale om denne Lusifor men den såkaldte pige ville vist godt. ”jeg er næsten helt sikker på at vi ikke taler om den samme… desuden hvor skulle du kende ham fra?... ” sagde Lg med den sædvanlige kolde, onde og meget mørke stemme. Der var en glans over hende i det hun sagde en ubeskrivelig en, nærmest som en vivel af sorte rosenblade med sølvskær vivlede omkring hende. Hendes øjne forandrede sig og hendes ellers røde øjne blev kuld sorte.