Hammerslag, privat Neethen

S: en smedie uden for byen
T: tidlig morgen
V: skyet
O: den lille klynge huse, marker

Leldorin gik gennem det dugvåde græs med kappen trukket tæt om skuldrene. Duggen trængte gennem hans støvler og han småfrøs i den tidlige morgen. Ude mod øst rødmede himmelen svagt og fra et afsides hus lød de taktfaste slag af hemmeren mod det varme jern.
Leldorin nærmede sig forsigtigt, kullene glødede svagt i essen, men der var stadig så mørkt inde i smedien at han ikke kunne se hvor mange der var der inde. Høfligt bankede han på dørstolpen for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Ude over markerne begyndte en lærke at trille.

Neethan tørrede sig svagt prustende med et håndklæde der hang i en krog på en af stolperne. På grund af varmen i den lille smedje stod han i bar overkrop, og med korte lærredsbukser på, der ligeså ikke dækkede meget af hans svagt svedende krop.
Han var egentlig ganske smuk, selv når man kunne se svedstriberne pible ned over hans brystkasse og mave, det var let veltrænede, og hvor musklerne var ret tydelige.
Han tog sin tang frem, og tog fat i skæftet på det sværd han havde været igang med, med den. Han lagde den yderst forsigtigt ned i en balje med vand, for at køle den lidt af, inden han skulle begynde på at finpudse klingen. Han kunne altid gøre noget ved skæftet senere.
Han havde lige sat sig på en lille træ taburet der stod i hjørnet, da han hørte nogle bank på stolpen foran døren. Kunder? Eller måske bare en forbipaserende? Det kunne vel være begge dele.
Han gik derhen, uden at tage notits af sin halvnøgne fremtræden, og åbnede døren for at se den fremmede stå udenfor. En svag brise svang sig ind gennem døre da den blev åbnet, og legede let med det kastanje brune hår, der var samlet i en pisk i Neethens nakke.
"Dav, hvad kan jeg gøre for dig?" sagde han med en munter stemme.

Leldorin betragtede den unge mand foran sig. De var ca lige høje og han så ind i smedens brune øjne. Han smilede venligt. "Jeg ville hører om du kunne smede en kniv til mig" Han trak kappens kætte ned så hans lange hvide hår der omkrendsede det smukke, smalle ansigt kom til syne. Han var iklædt en tætsiddende lysgrøn kofte og lyse bukser der endte i et par langskaftede, våde støvler. Hele hans udseende og holdning fortalte tydeligt at han var lyselver.
"Må man have lov at komme ind?" han skuttede sig, "det er ikke ligefrem varmt her til morgen" sagde han , med at sigende blik mod ilden i essen.

Han grinte svagt og nikkede til elverens spørgsmål. Han vendte sig, så der var plads i døråbningen til at elveren kunne komme ind.
"Men du kommer nok til at svede med så meget tøj på, du kommer nok til at tage noget af hvis du skal være her i længere tid." sagde han med et muntert smil.
Da de begge var kommet ind, lukkede han døren igen, og satte sig tilbage på taburetten, han trak endnu en frem fra under et bord, som elveren kunne sidde på.
"Men hvad havde du i sinde? En helt almindelig kniv blot ud af jern, eller vil du have en... mere speciel udgave..?" han sidste ord fremkaldte et lettere gavtyveagtigt smil i hans ansigt. Han lænede sig forover, med albuerne støttende på knæene, så han så på elveren med en mere ivrig udstråling end den havde han haft i døren.

Han smilede til ham "ja, du har nok ret, men jeg tror jeg nøjes med kappen nu" han tog kappen af og hængte den på en krog inden for døren "jeg er kold helt ind i knoglerne" Han smilede muntert og satte sig på teburatten som smede hev frem til ham.
"Noget mere specielt.... ja, det kan vi godt kalde det" Han lo dæmpet af smedes ivrige spørgsmål. "Jeg skal bruge en klinge der indeholder sølv, men samtidig er stærk som jern." Han betragtede den anden med spillende øjne, "jeg er sikker på det lige er en opgave for dig." Han smilede og så sig om i smedjen, "ville du have noget i mod jeg blev her til den er færdig? Det er jo ikke ligefrem ved siden af skoven..." han lod det sidste hænge i luften

Han smilede svagt da han hørte elverens udfordring til hans smede evner.
"Hhm.... Man kunne vel lave en blanding af aluminium og kviksølv... Og så måske lave både kærnen og den udvendige side af ægte sølv?" sagde han, lettere mumlende som snakkede han blot til sig selv, selvom han stadig så på denne elver.
Han nikkede til elverens spørgsmål "Ja men, jeg må desværre sige at jeg er løbet tør for både sølv og kviksølv, jeg har lige brugt min allersidste klump på den her" sagde han, og trak en langbue frem. Dens streng lyste kraftigt, som var den magisk, og det sted man holdt på træet, sad en stor ornatmenteret svane i sølv. Den var tydeligvis lavet som et snigmorder våben på lang afstand, og var så stor at ikke engang selv smeden så ud til at kune spænde den. Han smilede stolt mens han satte buen på plads på en hylde af træ.
"Men man skal være flere personer til at finde og bringe sølvet hjem, ville du have noget imod at hjælp mig?" sagde han og satte sig igen på taburetten, med et stadig lettere ivrigt udtryk.

Leldorin smilede, det var hvad han havde forventet. "Jeg regnede med noget sådan..." han stak hånden inden for koften og fremdrog en læderpung udsmykket med underlige tegn. Forsigtigt åbnede han pungen og lod dens indhold falde ud i hånden. Det var en sølvlænke der lynede med et næsten blåt skær. Han så op på den anden, "jeg vil forelå denne som kerne." han lod lænken løbe rundt om de smalle fingre, "jeg har ike meget fidus til et grundstof der er flydende ved stuetemperatur" han smilede skævt og håbede smeden ikke ville tagehans forbehold mod kviksølv ilde op.
Han lod blikket vandre fra buen på hylden til smeden mens han prøvede at vurderer den anden. Endelig sagde han "Den er ikke lavet til at dræbe hjorte med," han nikkede mod buen, "jeg ville med glæde rejse med dig hvis jeg kunne føle mig sikker på ikke en morgen at vågne med en af dine nydelige pile mellem skulderbladende".
Han rejste sig og løsnede bæltet, hev koften over hovedet, og spændte bæltet om livet igen, "Man skulle tro du prøvede at få hele hytten til at smelte. Han var begyndt at svede i sit temmelig varme tøj og støvlerne var forlængst tørre.

Han smilede svagt ved hans bemærkning, og ved synet af sølvkæden. Han rakte en hånd ud mod kæden og smilede skævt
"Må jeg?" spurgte han, men ventede ikke rigtigt på svar, og tog forsigtigt kæden ud af hånden på ham, dog ikke på en grov måde, nærmere fascineret, som om han ikke kunne holde fingrene fra den. Han vejede den mellem sine hænder, og betragtede den lidt med et lettere alvorligt udtryk.
"hhm... Den kan gå an som kerne, men har du et kriterie til form eller andet?" sagde han, og så en meget lille smule imponeret på elveren, ikke fordi han virkelig var særlig imponeret, men han havde vel sine grunde til at spille på den måde overfor sine kunder.
Han lod kæden lægge på et stenbord tæt på essen. Det måtte godt blive varmet en smule op inden han skulle bruge det, så ville det være mere medgørligt, og han ville kunne bliver hurtigere færdig.
En svag latter udbredte sig fra hans strube for at komme ud af hans læber øjeblikket efter. En dyb trillen af lydbølger der fyldte rummet.
"Hvad skulle jeg få ud af at dræbe en kunde?" sagde han med et smil der kunne virke en anelse gavtyveagtigt, hvis ikke det havde været for hans lettere barnlige udstråling. *Det skal jo nok gå godt* tænkte han en anelse dystert, dog smilede han stadig bredt, gavtyveagtigt, og det var ikke til at se at han overhovedet ville være i stand til at tænke sådanne tanker.

Han vendte tilbage til taburatten, kun iført bukser og støvler. Han lo drillende med og nikkede somom han gav smeden ret. Han betragtede stadig smilende lænken ssom lå uden for hans rækkevidde og lyste, men lyset havde skiftet karakter. Med et lynhurtigt ryk skød han armen ud og vendte smedens ansigt mod hans eget og stirrede ham fast ind i øjnene. "Det kan nogen gange batale sig i ubehagelig høj grad. Hold op med at tro jeg ikke ved du kan dræbe en mand så let som at klø dig i nakken." Han smilede stadig selvom hans næse var få milimeter fra smedens. Han lænede sig tilbage, men lænede sig så frem og snuppede lænken igen. "Er vi enige om at vi ikke snitter struben over på hinanden før kniven er færdig?" Han så ud til at interesserer sig umådeligt for lænkens bevægelser om hans fingre.

Han følte et tag om sin kæber, og lod sit ansigt dreje over mod elverens alvorlige.
Uden at blinke, lod han sit hoved køre længere frem mod elveren, stjal et kys i blot et sekund, og lod så hovedet dreje væk igen da der blev givet slip. Kysset ville nok blot have følte som en meget svagt berøring, der næsten ikke have fundet sted, og det var usandsynligt elveren overhovedet havde mærket noget.
"Tag det roligt, jeg går ikke ind for at dræbe dig før jeg har fået min betaling" sagde han med et smil, der kunne tages for irriteret, hvis ikke det havde været for det lille blink med øjet der fulgte det, hvorefter hans ansigt igen gik over til den barnlige facade han så ofte spillede op med.
"Men før jeg kan gå igang, er der noget jeg skal have at vide, til hvilke formål har du tænkt dig at bruge kniven?" spurgte han, nærmest i en ligegyldig tone, som om det ikke interresere ham det mindste.
Hans fingre greb om et skæfte, der så ud til at komme direkte ud af væggen, hvorefter han pressede den ned. Man kunne høre en dyb summen, som om de store mekanismer der sad i væggen bag essen lige skulle igang, inden den store blæsebælg begyndte at bevæge sig, og puste liv i ilden der lystigt spillede. Alt i mens puttede Neethen mere kuld på, og tjekkede temperaturen.

Han skød øjenbrynet op i panden, han havde en ubehagelig fornemmelse af at smeden lige havde drejet ham en knap, eller var i fuld gang med. Han hadede at føle sig taget ved næsen, og rajste sig og strakte sig katteagtigt for at skjule sin pludselige forvirring.
Han så anerkendende på blæsebælgs-mekanismen. "anvendeligt" kommenterede han uden at lægge skjul på at han mente det. Han stod tavst og betragtede smeden et stykke tid mens han ordnede essen, "Hvad man nu bruger en kniv til" han trak skødesløst på skuldrene, "det er ikke til at få fred ,hvis der strejfer vampyre eller varulve rundt og ødelægger naturens orden" han følt han blev nødt til at uddybe, "hvis du for eksempel dræber en drægtig hjort, ændre du ikke blot på hjortens skæbne men også på de ufødte kids. De skulle måske have mættet en bjørn som nu vil dør af sult., så kan den ikke år efter dræbe en ulv som så igen ikke er død og derfor kan dræbe en elver senere." Han smilede skævt, "vi går meget op i systemet" han kunne godt selv hører at det måtte være svært at forstå for én som ikke selv var elver.
Han strøg en vildfaren hårtot tilbage, "og nu du nævner betaling, hvad ahvde du så forstillet dig?" han så drillende på smeden. Han var ikke så kraftigt bygget som smeden, men muskuløs på en slank, smidig måde.

Han smilede svagt og så på elveren, uden at nævne deres læbers berøring.
"Jeg forstår, jeg ved elvere går højt op i at holde orden" sagde han med en næsten irriteret stemme, som om han var blevet husket på lgie net op dét flere gange en det var behøvet.
Hans hænder sægte om mod hans nakke sammen med et bånd, hvorefter han bandt det lange kastanjebrune hår op i en pisk, for at forhindre det i at distrahere ham fra den knivh na skulle til at lave.
Han så på elveren da han nævnet betaling.
"Hhhmm... For en almindelig kniv ville jeg enten forlang en byttehandel med noget der er ligeså værdifuldt og som jeg finder nytte i, eller omkring 20 guldstykker" sagde han en anelse kort for hovedet, som om det med batling ikke ligefrem hvad han gik mest op i. Hans pludselige skift i humør kunne være ret overvældende for nogen, og han prøvede at tone det lidt ned, men uden held.
Han så på ham, "Eller selvfølgelig hvad du nu vil give mig" sagde han med et svagt smil. Han rakte hånden frem og smilede skævt "Hvis jeg skal begyndte med det samme skal jeg bruge kæden nu" sagde han, da kernen var den vigtigeste del af våbenet, og var derfor den der skullle lægges mest tid i. Det var jo derfor oplagt at starte med lige netop den.

Han så forbavset på smeden, så trak han let på skuldrene, "ja, vi finder nok ud af noget med betalingen" han smilede skævt og prøvede at skjule hans irratation over smedens humørudsving. Lydigt fiskede han kæden op og rakte den til smeden, atter lyste den blåligt i hans hånd. "Her" sagde han kort for hovedet.
Han trak taburatten hen til væggen og satte sig med ryggen støttet mod muren. Irreteret på sig selv over ikke at forstå smeden, gav han sig til at knipse en mønt op i luften igen og igen. En genstridig hårtot faldt ned over hans pande op blev fugtig da den ramte hans let svedige hud. Han prøvede at ryste den på plads, men da det ikke lykkedes lod han den være.
Han betragtede i tavshed smedes arbejde uden at forstyrre med ligegyldigt snak.

Han tog imod kæden og smilede "Ja, det gør vi vel" mumlede han, en anelse opgivende, som om han egentlig ikke ønskede nogen betaling for at udføre sit job, som var han irriteret overhovedet at skulle gøre noget som andre skulle betale for.
Han tog kæden lidt i øjensyn, og lod den så køre ned i en lille form, lavet til en form for mindre daggert.
Han lagde den ind i essen, mens han samtidig hev lidt mere ned i håndtaget, fordi essen ikke var varm nok.
Hans bare overkrop virkede lidt mindre svedig nu, omend gjorde det den ikke indre køn. Hans benbekldning, der egentlig kune dækkede den allerøverste del af låret, var faldet lidt ned i den ene side, dog uden at være afslørende.
Han ragede lidt op i kuldet, og med et udtryksløst ansigt, og ventede i et par minutter, hvorefter han tog en tang, og fiskede den nu halvsmeltede kæde, der lå i formen, op fra ilden, og lod den stå i omkring 20 sekunder uden for gløderne.
Han hældte den så mere eller mindre flydende masse, op i en kun ensidet form, der kunne ligne den ene side af en kniv, ikke meget længere end ens underarm, men alligvel med en bred tveægget klinge.

Han betragtede tavst smeden, mod sin vilje fandt han denne unge mand særdeles tiltrækkende, en svag rødmen skød op i hans kinder og han skubbede hurtigt tanken fra sig. En stund endnu betragtede han smedens arbejde mens mønten til stadighed hvirvlede op i luften fra hans hånd.
For 117 gang rejste han sig og gik et par gange frem og tilbage før han igen satte sig ned op ad væggen og lod mønten danse hen over fingrene.
Efter en rum tid i tavshed spurgte han endeligt, "tør man spørge hvad grunden til dette pludselige irratation kan være?" Han så spørgende på smedens bortvendte ansigt. Smedens opførsel fik ham til at føle at han havde begået en alvorlig fejl, men kunne ikke for alt i verden sætte fingeren på hvad det var.

Han vendte hovedet da han hørte elverens stemme, bredt og muntert smilende så han på ham, mens han svang en vildfaren kastanjebrun lok om bag øret.
"Irritation? Jeg tror bare jeg er lidt morgensur" sagde han med et svagt grin, vendte sig om, og gik igen igang med arbejdet.
Han gik hen til formen af kniven, trak lidt op i håndtaget så essen ikke var helt så varm, og satte formen ind i essen. Maskinerne bag ved, inde i muren, klikkede og summede, og smeden trak en tang frem, med den tog han et bæger med et svagt glødende materiale. Det lignede ikke normal aluminium som man plejede at arbejde med, dette havde en underlig gylden farve, der svagt glinsede på overfladen, som om den smilede.
Han anbragte det lille bæger tæt på essen så det kunne blive opvarmet, og brugte derefter tangen til at trække kæden lidt ud af gløderne, da det ville blive noget værre møj hvis det blev for varmt.
Han lod den køle lidt af, hvorefter han stillede den tæt på essen.
Han vendte sig mod eleveren med et svagt smil.
"Jeg tænkte på om du ikke ville gå en lille tur, et ærinde for mig mens du venter?" sagde han med et smil, der uden tvivl virkede ægte.

Han hævede vagtsomt øjenbrynet, det var tilsyneladende ikke helt løgn da fuglene fortalte ham at smeden var en noget humørsyg ung mandd. "lille tur?" gentog han spørgende, der var noget ved ordet *lille* som ikke helt passede. "du mener; gå til den anden side af jordkloden og hent mig et-eller-andet?" han smilede skævt og så drillende på smeden. "har jeg ikke ret?" han rejste sig og stragte sig så man næsten kunne hører det knage. "javel ja, hvor havde du så tænk at sende mig hen?" spurgte han med påtaget letsindighed mens hans krop protesterede højlydt mod at forlade den varme smedje og navnligt smeden.

Han smilede svagt ved hans ord, blinkede til ham. Denne lille lukken af det ene øje, kunne sagtens have virket charmerende, hvis ikke det havde været for den lettere letsindige påklænding.
"Nej, det er ikke så langt, det er ikke et helt specielt materiale, egentlig noget man kan få i et ethvert supermarked" sagde han med en svag, lettere dyb latter, der trillede fra hans strube som når en lærke sang.
"Jeg har blot brug for en tid alene, for at lave den sidste del af kniven, jeg har allerede alle materialerne, jeg vil bare gerne... Have at du ikke er her, på det vigtigste tidspunkt, jeg vil helst ikke.... forstyrres" sagde han, og smilede lettere undskyldende.
"Har du noget imod det? Men forresten, inden du går, ønsker en magi lagt over den? En speciel immunitet måske?" sagde han, med et indbydende smil, der virkede lettere sarkastisk på sin egen seriøse måde.

Han legde hovedet på skrå og tænkte sig om, "kæden vil give den den magi jeg brhøver afgjorde han så." Han rejste sig og tog koften ned fra knagen, spændte bæltet op, trak koften over hovedet og spændte bæltet igen. "jeg ve ikke om du er klar over det, men kæden er étoil-slægtens kraftfængsel. Den er blevet smedet om siden tidernes morgen så den passede sin ejermand. " han kørte hænderne gennem håret som var blevet let uglet af at han havde hevet koften over hovedet. Han gik hen mod døren, men vendte sig så med hånden hvilende på dørhåndtaget, "hvad var det du ville have" han smilede "eller rettere, hvorlang tids arbejdsro ønsker du" han blinkede drillende til ham.

Han så på elveren med et interreseret blik.
"Étolie siger du? Det navn virker bekendt..... Nå ja! Det var vist nok også mig der smedede den om for lidt over 300 år siden" sagde han med et bredt smil.
"Og jeg kunne godt tænke mig nogle glaflasker, og også nogle karafler, hvis du kan skaffe mig det, det er til din betaling" sagde han med et gavtyveagtigt smil, hvorefter han rakte ham nogle pengesedler, lod sin hånd hvile et øjeblik på elverens, hvorefter han gav slip, vendte sig om, og gik igang med at rode med en tang og kæden.
Han hev lidt ned i håndtaget, og følte varmen i sit ansigt da det blussede op inde i essen. En gnist fløj ud af de ophede gløder, og ramte ham på skulderen, dog så han ikke ud til at bemærke det, følte det ikke, blev bare ved med at arbejde.
Et lille brændmærke kunne ses, huden nærmest forkuldede, og blev til aske, dog skete dette kun på en minimal prik.
Han så på ham, og blinkede ligeså tilbage til ham, hvorefter han vinkede
"Jeg skal kun bruge to timer, så tror jeg jeg er færdig" sagde han med et smil.

//Skal lige spise, tilbage om et øjeblik ~ xD //

Han bemærkede godt at deres hænder rørte hinanden længere tid end nødvendigt, men kommmenterede det ikke. Kort efter travede han raskt afsted ad den støvede jordvej mod Terre.
Godt to timer senere, efter solen at dømme, runnede han den sidste bakkekam og kunne se røgen stige op fra smedens hus nede i dalsænkningen. Det var blevet godt op af dagen og over ham trillede en lærke lystigt, eller sådan lød det for alle andre. Leldorin lyttede smilende til den lille fulgs beskrivels af at flyve og dens fortælling om den tidlige morgen i maj hvor den klæggede.

Neethens hamren mod klingen kunne høres flere hundred meter væk, og ethvert væsen i skoven ville kunne høre hans arbejde med kniven.
Han var næsten færdig, da han lod sine hugtænder komme frem fra hans kæber. Hans kvarte vampyr del, kom virkelig til hjælp ved hans arbejde. Han lod den ene hjørnetand glid et par centimeter i sin finger, og et par dråber faldt ned i den nu halvsmeltede klinge. Der med det samme opsugede den røde væske, og lod den flyde ud i sig, hvorefter ethvert spor af både dens lugt, og blotte eksistens, forsvandt, ned i metallet.
Han tog den op med en tang, og begyndte at gøre den skarp, få den til at munde i en spids bue for enden.
Efter en time begyndte han at slibe den, efter den havde ligget i vand i et par minutter, og var blevet kølet ned.
Han sad ved den maskine der hjalp ham med at slibe æggen på knivens ene side, da han hørte en lærke udenfor. Han smilede svagt muntert, og gik videre med arbejdet, hvorefter han gik ud i baglokalet, hvor han allerede havde lidt over hundredevis af skæfter, og ville udvælge et.

Da han nærmede sig huset kunne han ikke høre smeden arbejde. Forsigtigt trykkede han klinken ned og skubbede døren op. Varmen slog ud mod ham og afslørede at der var blevet arbejdet længe og ihærdigt ved essen. Kullene glødede stadig svagt rødeligt, men smeden var intet steds at se. Han bankede et par gange på dørstolpen for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Han synes svagt han kunne fører nogen rumsterer ude i baglokalet.
Forsigtigt satte han trækassen der indeholdt smedens bestillinger ned lige inden for døren hvorefter han lænede sig op ad dørkarmen og talte med lærken der insisterede på, at forklare ham om svingfjerenes funktion. "du har sikkert ret" medgav han og smilede til fuglen, "men nu tror jeg hellere du må flyve hjem, din mage savner dig sikkert" Lærken slog et par triller og forsvandt så som en sort prik mod den blå himmel.
Leldorin drejede atter hovedet og så ind i smedjen.

Han var ved at flytte en kasse for at komme ind til nogen af de skæfter han havde lagt til side til særlig brug, da han hørte nogle høje bank på døren. Af rent chok tabte han kassen, og den landede lige oven på hans fod.
"argj!" mumlede han arrigt, og så på sin fod. Pyh ha. BAre en forstuvning. Han kom hurtigt op at stå efter at have hoppet lidt rundt med sin forpinte fod, og var faldet. Han gik ud til essen, og så elveren stå i døråbningen. Kassen med hans små glas stod vel i den kasse, han lige havde stillet fra sig. Han smilede bredt til manden, og vinkede ham indenfor.
"Her, det er næsten færdigt, jeg skal bare have sat et skæfte på, vil du selv vælge?" sagde han med et svagt smil, og et diskret blink til elveren, hvorefter han begyndte, svagt humpende, at gå ud mod baglokalet, for at gå videre med at komme ind til den 'specielle' kasse, med skæfterne han havde brugt ekstral ang tid på at lave.
Selve klingen, så ikke ud til at være nogen steder at se, og dog, man fik lidt en fornemmelse af at se det flimrende blå skær over det hele, og dog, ville det blot have været som et fatamorgana.