Hammerslag, privat Neethen

Han smilede til smeden og trådte inden for i smedjen, "Jeg vil da gerne vælge, hvis vi ellers kan blive enige" han fulgte efter smeden ud mod baglokalet. Det undrede ham lidt at han ikke kunne se klingen noget sted, men han kunne tydelig mærke dens tilstedeværelse.
Braget og den arrige mumlen der var lydt inde fra baglokalet kort før smeden trådte frem var ikke overgået hans elverøre. Heller ikke smedens pludselige haltende gang undgik hans opmærksom hed. Da smeden virkede i godt lune tillod han sig et lille, skævt smil. "det var vel ikke hammeren du tabte?" spurgte han let drillende mens han trådte ind i baglokalet. Rummet var fyldt op med kasser af alle slags, lige fra små til store, kvadratiske som firkantede og på et lavt bord lå adskellige mere eller mindre færdige skæfter til knive, sværd, økser og alle andre former for redskaber, kendte som ukendte.

Han grinede svagt, og så på elveren
"Haha, nej, kan du se den kasse der?" spurgte han, efter at have grinet lettere fåret, og pegede på en kæmpestor, nærmest gigantisk kasse, med skæfter til nogert der kunne ligne treforker, af metal, nogen af et gennemsigtigt, nærmest vand-agtigt materiale, der lå på gulvet, med et par af skæfterne liggende få meter derfra.
"Jeg tabte den" sagde han og smilede endnu en gang fåret, hvorefter han trådte over den, og så ind på den lang og bred hylde, hvor han havde fået lavet en gang ind gennem alle de enorme kasser, nogle af træ, andre af gummi, der var endda enkelt der så ud til at have et underligt lilla skær, i et materiale der kunne ligne plastic.
"Hér er den!" lød det triumferende råb fra smeden, da han var kravlet op på hylden, og havde ligget og rodet rundt i labyrinten af kasser, hvorefter han kom ud med en kasse der ved første øjekast så ud til at være på samme størrelse som en lille bil. Dog løftede han den med en lethed som var indholdet blot små dun.
Han kravlede ud, med et lettere rabalder, og satte den på det lille bord, eller på den lille smule af bordet, hvor der ikke allerede rodede forfærdeligt. Inde i kassen, lå der alle slags skæfter, nogle af guld, andre af sølv, et par af dem var af den samme gennemsigtige vand-agtige konsisten som nogle af trefork skæfterne var lavet af, andre så ud til at være lavet af læde, eller ren diamant.
Smeden gjorde en gestus mod dem "Vælg en, så skal jeg forklare hvilke fordele og ulemper lige netop dét skæfte giver" sagde han med en munter stemme.

Han Så sig om med store øjne. Det var tydeligt at det at smede klingerne kun var den halve opgave. Han modstod med besvær fristelsen til straks at pille ved det hele. Personligt haded han når folk rodede i han sager. I stedet kiggede han længe på skæfterne i den kasse som smeden satte på bordet. Der var mange der glitrede og glimtede med alle former for pynt. han løftede forsigtigt en op af det underlig vandagtige materiale, men lagde den hurtigt ned igen. Materialt gav ham kuldegysning og mindede ham konstant om den gang han var ved at blive druknet.
Han rystede mindet af sig og så på smeden, han måtte være meget størk for at kunne løfte disse kasser, men det var ikke det der gjorde indtryk på ham, det var det faktum at smeden var i stand til at lave alle disse små kunstværker.
Tilsidst besluttede han sig for et slankt, enkel skæfte af lyst træ, formentlig birk eller ask, med en lille metalknap for enden. Han vendte sig og rakte det frem mod smeden, "jeg kan godt lide dette her" sagde han og hævede spørgende øjenbrynet, "tror du det kan bruges?"

Smedens smil blev skævt idet han så hvordan det prikkede i elverens finre, for at begyndte at pille. Smilet blev bredere da han så hvordan han valgte, betragtede de forskellige, og til sidst tog det lyse træskæfte op af kassen.
"En af mine personlige mesterværker" nikkede han med fryd i stemme, man kunne tydeligt høre at han virkelig elskede sit fag, og det var da også en selvfølge når man så på de ting han havde lavet gennem tidernes løb.
"LIge netop dette, er en af mine kun halvmagiske skæfter. MAnge af de andre her i kassen giver ekstra styrke, evne til at styre sin krop mere præcist, måske giver nogle endda en ny speciel kampteknik med sig, men dette, er kun halvt magisk. Egentlig et perfekt valg for en elver, da de jo ikke ønsker at ødelægge deres omgivelser, når de f. eks. kæmpede i en skov.
"Dette skæfte er bosted for en del af skoven, som du kan se er det af træ, og er ret smidigt, men dog ikke så glat. Din hånd vil have et godt greb om det, og det vil have svært ved at glide når du f. eks. skal blokere et angreb. Den giver en helt speciel fortrolighed med skoven, og ligemeget hvor du er, vil du altid kunne finde det sted du vil hen. Den har et indre sporings instinkt, og du vil sagtens kunne se frem i mørke, eller under fortyllelser der svækker dine sanser. Så længe du holder på skæftet vil du kunne se overalt, selv med lukkede øjne, i en 360 graders vinkel" sagde han med glimtende øjne.
"Men... Der er selvfølgelig også ulemper ved dette skæfte, da intet våben vil kunne være perfekt, hvis du bruger sværet for meget, vil du efter et par hundrede år, begynde at miste din synssans, også din høresans vil svigte, og til sidst vil du være fuldstændig afhængig af kniven for at kunne se, eller sanse alt omkring dig, din fysik vil dog kunne forblive fuldstændig intakt, og ligeså din mentalitet, som hvis du aldrig havde rørt sværdet. Dette skæfte påvirker sanserne der sidder omkring hoved og hænder" han så på elveren med en alvorlig mine.
"Ønsker du dette skæfte?"

Han smilede til smeden der med glitrende øjne forklarede om skæftet. Han var ikke et øjeblik i tvivl om at smeden elskede sit håndværk. Han så atter ned på skæftet i sin hånd, og vidste i sit stille sind at det var det det skulle være. han fik dog en rynke mellem øjenbrynene da smeden berettede om ulemperne. han bed sig tankefuldt i læben og lod øjnene glide rundt i rummet mens han overvejede sagen. "Étoiles kronjuvel" han så atter på smedens alvorlige ansigt "altså kæden, vil skille sig af med sin ejer hvis denne bliver for besværlig" han gjorde en vag gestus med hånden "det vil sige at den lige så stille ved aflive mig hvis jeg, for eksempel, mister sansernes brug".
Han tav atter og funderede længe over problemet mens han travede op og ned af gulvet skønt plassen var lidt trang for alle de stor kasser der formentlig indeholdt smedens livsværk.
"og dog" fortsatte han og standsede foran smeden "hvis jeg benytter kniven for meget vil kronjuvelen alligevel tage min nogen lunde mentale sundhed fra mig, så jeg tvivler på at det sker" han grinede skævt "for at være ærlig er jeg en anelse bange for den" tilstod han. Han rakte forsigtigt smeden skæftet og lod deres hænder mødes et øjeblik mere end nødvendigt.

Han så lidt på ham "Men når skæftet og klingen bliver ét, er det jo selve denne kronjuvel, der ødelægger dine sanser, så det er dens egen skyld at du ikke længere kan bruge dine sanser. Men... Jeg er ikke sikker på havd der sker når jeg smelter dem sammen, de er to vidt forskellige meterialer... Og to vidt forskellige sjæle.. og dog... Hvis de begge er blevet skabt i skoven, burde de jo være ens" han sad og mumlede for sig selv, mens elveren bestemt sig. "Det kan jo være at klingen udsletter ulemperne ved skæftet... Men er det muligt? Jeg følte trods alt meget energi summende fra den..." han blev ved med at mumle, selvom han selv vidste at der ikke var nogen nytte i at sige det højt, det var ret sandsynligt at elveren slet ikke ville høre efter, da han ligeså så ud til at være sunket hen i tanker.
Han så på elveren da han rakte ham skæftet tilbage, følte det øjeblik deres hænder blev oldt sammen, det korte, ubehøvede øjeblik, der dog fremkaldte et skævt smil på hans læber.
"Betyder det ja... eller nej?" spurgte han, med et lunefuldt glimt i de grå brune øjne, der virkede meget mere rolige nu, end da han havde fortalt om skæftet.

Han lyttede med løftet øjenbryn til smedens mumlen, menhans hjerne gennemarbedede udfaldsmulighederne. Han smilede skælmsk tilbage til smeden. "det betyder ja," svarede han med fast stemme. "man lever ikke evigt så det er bare om at nyde livet..." han smilede til smeden. "tror du ikke det kan lade sig gøre at smelte de to dele sammen?" spurgte han "hvis jeg så både er bange for klingen og skæftet burde chancen for at jeg bruger den for meget være minimal" han smilede lidt undskyldene, "man kan jo lige så godt være forsigtig, ikke?" han nikkede sigende mod skæftet i smedens hånd.
Han pegede ud mod smedjen og begyndte at gå hen mod døren, "Jeg har købt de små glas og flaconner du bad om" oplyste han, "de står i kassen lige inden for døren" Han rakte hånden frem mod smeden med de overskydende penge på den opad vendte håndflade. "jeg tillod mig at prutte lidt om prisen "han trak på skuldrene og smilede ulve-agtigt "det her er hvad der var i overskud."

Han smilede og nikkede "Ja, det må man håbe, og husk at have skæftet helt tildækket, eller hav handsker på når du bruger det, ellers vil du have svært ved at kontrolere det, og dens kræfter vil være for overvældende" oplyste han, med en tone som var det egentlig fultændig ligegyldig information.
Han fulgte efter elveren ud i det rum essen stod, og lagde skæftet på et andet bord, der stod et par meter fra gløderne.
Han gik ud af en anden dør, og ind i et rum der kunne forstås som et fryserum, og hentede klingen ud, viklet ind i et stykke læder. Han pakkede det ud, afslørede en klinge på samme længde med hans egen underarm, den var tveægget, og buet for enden, endte ude i et savtandet mønster, der kunne ligne at den snoede sig som en slange i sand. Den var så spids at han skar sig.
Et lille bloddråbe piblede ud af hans hud, og et svagt smil kom frem på hans læber.
"Sikke et spild" mumlede han og slikkede det af, med alle tegn på nydelse, også selvom det var hans eget. Han lagde klingen i essen, og begyndte på arbejde med at smede dem sammen.

Han skød øjnene op i panden "tak for den lille information" sgde han lettere ironisk. Da smeden kom tilbage med klingen så han undersøgende på den. Han fandt at den var yderst tilfredsstillende "smukt arbejde, er den skar..." i det samme skar smeden sig, men udtrygte ingen form for smerte. Han vendte hovedet bort da han slikkede blodet af med et nydende udtryk for ikke at få det ubehageligt. "jeg sætter mig lige uden for" oplyste han og skyndte sig mod døren. Han undrede sig over at han kunne føle sig så frastødt og så alligevel tiltrukket af den besynderlige mand som tydeligvis indeholdt blod fra adskillige racer, åbenbart også en af mere ubehagelig karakter. Han lod døren stå på klem bag sig og lagde sig ned i græsset i skyggen af et træ, igen gøs han, han havde aldrig helt kunne forstå vampyre.

Han så lidt på ham, med et skævt smil, og nikkede. "Fint, jeg kommer ud til dig med den færdige klinge når jeg er færdig" sagde han med et smil. "Og så kan vi tale om betalingen". Han så på glasflaskerne, dem han havde sagt var til elverens 'betaling', heh, han anede stadig ikke uråd.
Nå, han gik tilbage til arbejdet, og kom efter et kvarter ud med den færdige kniv. Det svage blålige skær klingen bestod af, blussede op ved følelsen af en af slægten Étoile da den var koblet sammen med skæftet, og blevet til et rigtigt våben igen.
Neethen gik hen til elveren, og så på denne, hvorefter han rakte ham kniven frem mod ham, mens han satte sig ned. Kniven var placeret i en lille, ret bred skede, hvor den lige akkurat passede, som var den special syet til lige netop denne kniv.
Han smilede "Jeg håber den er tilfredsstillende" sagde han.

//Uha, undskyld.. Kort indlæg xD

Leldorin var fladet i let søvn men satte sig op med et sæt. "huh..?" han gabte og strakte sig og betragtede kniven som smeden rakte mod ham. Han rekte ud efter den, men kom i samme tanke om smedens advarsel. Han viklede hjørnet af sin kappe om hånden og trak klingen fri af den perfekt formede skede. Kniven lynede i solskinnet, men blinkede så i hurtige blå glimt da den accepterede ham som sin ejer for øjeblikket. "den er meget smuk" han så op på smeden og lod forsigtigt kniven glide tilbage i skeden, men det pulserende blå lys strålede alligevel ud ved syningen.
"Hvormeget vil du have for dette mesterværk?" han så alvorligt på smede og hans øjne var rolige og uden spor af den ubehalige følelse der rumsterede bagerst i hans hoved.
//blev dette også ^^ //

Han smilede svagt skævt, og lod kort sine hugtænder vise, hvorefter de igen blev dækket til.
"Jo... Kan du huske at jeg sagde at de flasker du skulle hendte, var til din betaling?" sagde han, og lod blikket stryge over både elveren og kniven. Det blå skær på en måde fastholdt hans blik, og et svagt suk undslap ham. Han havde åbenbart ikke strammet sømmen ordentligt, siden lyset kunne trænge ud igennem den, men hvad så, den skede ville sagtens kunne holde i over hundrede år, hvis den ikke blev revet for meget i.
Han så på elveren igen. "Jeg kunne godt tænke mig at eksperimentere med elver blod i mine våben, lave det ultimative våben for elvere som dem af din egen slags. Skovens beskyttere.. Jeg tænkte på om du kunne btale i bloddråber?" spurgte han, med et svagt skævt smil, der virkede indbydende, på en måde dragende, som om han ligefrem trak ham ind mod sig, med de muskuløse arme, der lod til at kunne løfte en hel elefant uden besvær.
Han lod øjnene falde på kniven igen. Hvor meget blod mon elveren var villig til at give? Hvis han ellers var villig til at give noget i det hele taget? Omkring en liter? Højst. Men han kunne jo sagtens bruge mere.
"Hvad er du villig til at give?"

//Skal spise, og skal så noget andet bagefter, kommer tilbage éfter det xD

Han lod kort tankerne strejfe tilbage til deres samtale kort før han tog afsted. Han bed sig svagt i læben, jo det var rigtig nok, 'til din betaling' dengang havde han ikke hæftet sig særligt ved ordene, men nu brændte de sig ind i hans hukommelse som glødende jern. Han vristede blikket bort fra kniven "blod?" han lød en smule vantro og så, somom en tanke slog ned i ham, "hvis blod har du egentlig kommet i denne klinge" han skubbede kniven lidt fra sig og så på den med slet skjult væmmelse ved tanken om hvis blod den kunne indeholde.
"du kan ikkke bruge det til våben til sortelvere" advarede han ham, "vi er født ti at modarbejde hinanden" han lød en smule trodsig, uden at det var hensigten. Han skjulte sin lede ved tanken om at skulle afleverer blod så godt at det måtte være så godt som umuligt at spore for smeden. Han så ind i smedens brune øjne, som med ét virkede sært dragende. "Jeg indeholder altså kun fem liter, lige som mennesker" oplyste han "du kan højest tage en og en halt liter, og så er jeg også til rotterne den næste månedes tid" Han så tankefuldt på ham, "Du kan højest få en liter, hvis det ikke er nok kan du beholde kniven" han kastede et kort blk på den. "Hvordan havde du tænkt dig at få det ud" for første gang var der en vis frygtsom modvillighed i hans stemme og øjnene flakkede kort. "hvis du bare skærer et hul vil blodet jo bare stoppe det til igen..." Han så med en gysen på hans overlæbe hvor han vidste der gemte sig et par sylespidse tænder lavet til formålet, et alternativ han ikke rigtig brød sig om.

Han så på ham med rolige øjne, der ikke virkede nær så muntre som før, og dog var det dragende glimt stadig at se. Hans smil blev skævt, hvorefter det forsvandt ved elverens spørgsmål.
"Hvis blod? Mit selvfølgelig, det er min egen måde at signere mine våben på" han så lidt på elveren med et årvågent øje "Bare rolig, der hverken skader eller påvirker våbenet på nogen måde" sagde han og smilede svagt. Havde denne elver troet at han havde gjort noget specielt ved sværdet? Noget han ikke havde bedt om? Hvorfor skulle han snyde en kunde..?
Han nikkede svagt ved tanken om de to modsatte racer der fandtes af elvere, sortelvere, og lys elvere, også kaldet skovelvere, og på hvilken måde egentlig modsatte hinanden.
Han smilede svagt "Det er jeg udmærket klar over... Mit sidste forsøg på at parre en sortelver, med en lyselvers sværd... Gik ikke helt efter planen" han smilede en anelse fåret, og slikkede sin underlæbe.
Denne elver... Hvor meget afskyede han egentlig vampyrer, og ikke mindst deres måde at indtage føde på?
"Jeg havde tænkt mig at suge det ud af dig, på den måde er det nemmere ikke at komme over den ene liter, desuden, havde jeg håbet på hjerteblod, selvom blod fra lemmerne heller ikke skader. Hjertet blod er bare.... Mere effektivt - hvis du forstår" sagde han og gav et kort smil fra sig, det fik ham til at virke lettere dyster, og dog, det forsvandt øjeblikket efter.

Han så beroliget på kniven og sukkede mens han fandt læderposen med de underlige tegn på frem og bandt den til så den dækkede festet som et læderhylster. "så må det vel være sådan..." han så ikke særlig fornøjet ud ved tanken. "du kan få en liter hjerteblod og ikke en drøbe mere som betaling" afgjorde han og lød pludselig beslutsom. "men du må aflægge to løfter før jeg går ind på det" han så et øje blik på en fugl der havde pippet svagt i en nærliggende busk, men som nu var hel tavs. Han vendte atter øjnene mod smeden. "du må love ikke at smitte, jeg har intet behov for at være vampyr" han øjne var blevet meget mørke "for det andet må du love at du stopper efter én liter og" tilføjede han som ved eftertanke "så fremt jeg er svag, hvilket jeg uundgåeligt bliver af at miste en femtedel af mit blod, må du ikke mare smide mig ud til hvilket rakkerpak der nu måtte finde et nemt festmåltid" han så ned i sine håndflader og derefter op på smeden igen.

Han smilede svagt og så elveren, da han besluttede sig.
Han nikkede, og så på ham med et skævt smil "Jeg sværger ved Ah'nial" sagde han højtideligt og med den højre hånd løftet, og den anden på hjertet, hvorefter han vendte om på hælen og gik ind i huset igen. Han kom ud få sekunder efter med kassen med glas, og fremdrog en 1. l. karaffel, hvorefter han så på elveren med et skævt lettere gavtyveagtigt smil.
"Jeg må venligst bede dig tage din øverste bekldning af" sagde han, roligt, og dog med et muntert glimt i det ene øje.

//Øøhh.. Blev ikke så langt x3 - Skal også logge, cya^^

Han nikkede tavst og godtog smedens løfte. Han så på karaflen med slet skjult væmmelse, efter hans mening havde blod sin blads i årene på en sund og rask skabning og ikke i en flaske eller tværet skødesløst ud over jorden eller på tilfældige klinger. Egentlig havde han ikke så meget mod vampyre, han brød sig afgjort ikke om deres rovdyr adfærd, men de skulle vel have mad som alle andre. Når han fik kvalme af dem var det fordi nogle ganske simpelt bed af lyst og ikke af sult, eller som nu, fordi de skulde bruge blodet.
Han tøvede og skævede ud mod den støvede vej hvorfra der var frit udsyn til stedet de nu opholdt sig. "Jeg leger altså ikke stripper i fuld offentlighed" erklærede han fast og trådte om bag en tæt busk i ly for uvedkommende blikke mens han lagde bælte og kofte på jorden så han stod nøgen til bæltestedet. Han kunne se han spændte musklerne og det afslørede han usikkerhed ved situationen.

Han smilede svagt, skævt, til elveren, da han så hans væmmelse overfor hvad han havde tænkt sig at gøre nu. Han nikkede med et let grin, da han så hvordan elveren skævede mod vejen, for derefter at erklære at han ikke ville vise sig offentligt.
Han gik med om bag busken, og smilede svagt, da de nu begge havde bar overkrop. Smeden havde stadig kun de meget korte shorts på, og dog frøs han ikke det mindste.
Han smilede til ham, og gik tættere på, så de stod helt tæt på af hinanden, han lod derefter hovedet glide ned, stadig med karaflen i hånden, og bed fat i kødet omkring elverens venstre brystvorte. Det lettere bitre blod der kom af lyselvere, fyldte hans mund, og fik hans grå brune øjne til at gløde svagt rødt, som om de to lanterner var blevet tændt.
Han sugede en mundfuld ud, og spyttede det derefter ned i karaflen. Han havde intet spyt i munden, da hans vampyriske halvdel gjorde at de fleste væsker i hans krop var blevet udtørrede, og kun kom tilbage når blodet fra et menneske løb rundt i hans krop. Han gentog dette et par gange, sugede, og spyttede, sugede og spyttede, indtil karaflen´s indhold målte 1 l.
Han stoppede, og gav slip, hvorefter han trak en klud frem, en ren klud, og holdt den over de to prikker, hvor blodet langsomt sivede ud af. Blødningen ville stoppe lidt efter lidt, hvis han blev ved med at holde kluden for.
Genem hele denne lille episode, havde hans ansigt været udtryksløst, og fuldstændig utydeligt. Der var ikke den mindste lyst at spore i hans øjne, og dog, der var heller ingen gnist der fortalte at han egentlig ønskede at lade være.

Han gispede kort og hans øjne blev store af smerte da smeden borrede sine spidse vamfyrtænder ind i hans bryst. Uvilkårlig greb han hårdt fat om smedens skulder men koncentrerede sig om ikke at skubbe ham væk, han havde jo trods alt gået ind på det. Da smeden begyndte at spytte hans blod over i karaflen lukkede han øjnene fat i for ikke at blive mere utilpas end nødvendigt. Han følte sig ubehageligt tilpas men vænnede sig til smerten, dog gav det et lille gip i ham hver gang tænderne på ny blev boret ind efter at han havde spyttet den sidste mundfuld over i karaflen. Da karaflen endelig hav fuld og smeden pressede kluden mod såret, var hans hånd på smedens skulder det eneste der forhindrede ham i at synke sammen på jorden som en kludedukke. Han følte sig svimmel og omtåget efter at have mistet så meget blod på så kort tid og han støttede sig tungt til smeden. Hans hjerte pumpede med rekordfart i forsøg på at kompenserer for det mistede blod og hans åndedræt var hurtigt og overfladisk.

Han følte hvordan elveren støttede sig til ham, og han lagde en arm omkring hans ryg, for yderligere at forhindre ham i at falde. Han så på ham, og et svagt lettere undskyldende smil lod sig glide over hans ansigt. En svag mumlen lød fra ham,
"Tak" hvorefter han hjalp ham med at komme indenfor, støttede ham, med de stærke arme, og satte ham på en af taburetterne, der stod op af væggen, som han derfor kunne læne sig op af.
Da han så på ham, var hans øjne præget af en svag bekymring for elveren. Han havde ikke rigtigt nogen seng i huset, da han på grund af hans mange forskellige sider - Mest på grund af den vampyriske - ikke behøvede søvn, og det var blandt andet også derfor han tit arbejdede fra morgen til aften.
Han satte sig selv på en anden taburet. Han selv var også en anelse svækket, det havde taget en del energi at forhindre ham selv i at drikke alt elverens blod, at fortære ham, for derefter at dræbe ham fuldstændigt, men han havde klaret det, han havde ikke taget så meget som en dråbe mere end han havde lovet, og han var egentlig en smule... stolt af sigselv? Heh, sikke en underlig følelse...

Han mærkede taknemmeligt smedens stærke arm om sin ryg da denne forsigtig hjalp ham ind i huset og ned at sidde. Han lukkede øjnene og lod hovedet hvile ind mod væggen. Han åbnede langsomt øjnene "det var så lidt" sagde han i et sølle forsøg på hans nomale ubekymrede tone. Heller ikke det skæve smil virkede helt overbevisende. Han følte sig svimmel og lettere pinligt berørt over hans pludselige overvældende svaghed. "undskyld..." mumlede han og håbede smeden ikke opfattede ham som svag og kvindagtig. Han så over på ham med matte øjne. Som han sad der næsten afklædt og med det kastanjebrune hår hængende ned af ryggen forekom han også en anelse træt, men han var ikke sikker på om det blot var et synsbedrag forårsaget af hans egen tilstand. Huden omkring bidmærket var blevet rød og en svag dunkende smerte udgik fra stedet.

Smeden smilede svagt, overrasket over at elveren ikke engang besvimede, det var ihvertfald hvad han havde troet han ville gøre. Men til sin overraskelse, havde elveren styrke nok til at holde sig ved bevidsthed, dog med tydelige tegn på svaghed.
Hans blik søgte ned til det stykke af elverens bryst han havde bidt i, og rynkede svagt brynene. At hjælpe med sårene kunne han i det mindste gøre.
Han gik ud i et af de andre rum, igennem en dør ved siden af det rum hvor alle skæfterne lå. Der lød en skramlen og en svag banden fra smeden på et sprog der kunne lyde som en blanding af fransk og tysk, dog ikke som noget sprog der kunne stamme fra jorden, hvorefter han kom ud med en skål i hånden. I den var en klat gullig salve, som han gav sig til at smøre ud over såret.
Salven ville virke kølig, og dog svi en smule. Den hjalp med at lukke såret hurtigt, og rensede det også. De grove korn der var blandet op i salven virkede som sandpapir mod huden, og selve massen duftede stærkt af krydderurter, blandt andet noget der kunne duftes som citronurt, med sin syrlige og meget karakteristiske duft.

Han blinkede et par gange for ikke at forsvinde ned i den sorte strømhvirvel der truede med at trække ham med ned i dybet. Han hørte smeden bande ude i baglokalet, men kunne ikke forstå ordene. Han tilskrev det sin temmelig omtågede tilstand og forsøgte at rejse sig for at hjælpe ham med hvad han nu var igang med, men så snart han bevægede sig begyndte loft og gulv at bytte plads mens væggene kørte rundt som i en karussel. Han stønnede svagt og sank ned på taburatten.
Da han åbnede øjnene igen stod smeden foran ham med en skål i hånden. Han gispede da salven rørte huden og sved brændende i den temmelig irreterede hud. Da smedens omhyggeligt gned salven ud over hans bryst skar de små krystaller ind i huden som sandkorn der sliber en sten. Pludselig dukkede et billede op i hans erindring. Han sad ved stranden, helt nede ved vandet og så hvordan et glasskår langsomt blev slebet mat og rundet af sandet. Han gispede og knyttede hænderne for ikke at brøle af afmagt og smerte. Han følte sig helt igennem svag, en følelse han bestemt ikke brød sig om.
Han så kort op på smeden mens den krydrede lugt fra salven spredte sig i lokalet. "Det er en anelse ømt" han smilede skævt og prøvede at slå det hen som en bagatel.

Neethens blik holdt øje med elverens øjne, mens han smurte salven ud over de to små huller hans tænder havde forårsaget.
Han kunne se hvordan den omtågede elver kæmpede for at holde sig ved bevidsthed. Han kendte selv følelsen da han også selv mange gangh avde været tappet for blod. Der var ikke mange blanindgs racer der hvor han kom fra, hans blod var blevet set på som nærmest guddomeligt, og det var blevet afprøvet på alle mulige måde, ligeså også hvor meget man kunne tage fra ham før han besvimede - Hvilket han stadig huskede så tydeligt som havde det foregået den foregående dag.
Hans hånd stoppede da han så på elveren, og hørte på hans ord omkring såret. Han smilede svagt, lettere opgivende, og trak sig væk fra ham, gik ind i det samme rum som før, og stillede skålen med den resterende salve på plads. Denne gang lød der ingen banden, og han håbede egentlig at elveren ikke havde hørt det, eller ladet sig mærke med det, da det faktisk var forbudt at bruge sproget i denne verden.
Han så på ham, med en anelse trætte øjne, dog stadig svagt smilende, han selv var jo som sagt heller ikke ved fuld styrke.
"Hvis du har brug for at sove, kan jeg hente en briks frem hvis du vil" sagde han, med en lettere omsorgsfuld stemme, som om han virkelig var bekymret for denne elver.

//Fedt nyt billede xD