What am I doing here? - Chariot

Et selvtilfreds smil dukkede frem på hans læber, efter det hun sagde, ’fint så siger vi det’.. til at gå på kompromis med at de begge skulle stoppe med at tænke på dem selv som mordere. Selvfølgelig ville Chariot gøre sit bedste, men inderst inde ville han selv betragte sig som en morder, han dræbte jo sin egen bror, og derefter sig selv, hvor han begik selvmord En tragisk aften, som han aldrig ville glemme i sit liv. Og sådan var det sikker også for Maylana, selvom hun havde accepteret det som han sagde, ville hun sikkert også inderst inde betragte sig som en morder, men sådan var det vel. En masse tanker strejfede igennem hans hoved, selvfølgelig kunne han godt forstå at hun ville se hendes bror, men så alligevel kunne han ikke forstå det, når hun ikke gad bo mere hos ham, men så igen, det var hendes valg og han var blot glad for at hun ville bo hos ham i stedet for sin bror, han rystede svagt på hovedet for at komme til ’den virkelige verden’ igen, da hun snakkede til ham, ”Så lidt” sagde han stille, inden at han så nikkede kort til bekræftelse, på at hendes bror blot var et menneske som hende i hendes tidligere liv. Chariot undslap et grin, da hun sagde at hun måske skulle blive lidt mere bredskuldret end hun var i forvejen, ”Nej du er perfekt som du er..”, han rødmede meget svagt efter at han havde sagt det, imens at han mærkede varmen i kinderne, han nikkede derefter endnu engang, men anerkendende på at han også var klar. Døren lukkede i efter dem, da Chariot også var trådt ud fra hans.. eller nu deres lejlighed, han tog en nøgle frem fra hans ene bukselomme bag på hans røv og låste døren, inden at han fulgte efter hende ned af trapperne, i en ret hurtig fart. Han smilede skævt, da han mærkede hendes hånd i sin, efter at de var kommet udenfor, han klemte blidt hendes hånd, ”Ja.. glæder mig til at se dit barndoms hjem” sagde han roligt, og gik med hende, inden da havde han selv gemt nøglen væk, lagt den ned bag i lommen på hans bukser bag i. Også kaldt på hans røv. Chariot betragtede hendes hjem, efter at de nåede derhen, han lagde sit hoved en smule på skrå. Et lille bedårende hus med indkørsel og forhave. Han syntes det var fint. ”Tak tak..”, han sagde det stille, næsten som om at det var at han hviskede det til hende, Chariot kyssede hende hurtigt på kinden, han kiggede noget bekymret på hende, da hun nævnte det at der garanteret var noget galt, han trak svagt på skulderen, før at han vidste af det var hun allerede inde i huset, imens at han mærkede hvordan hendes hånd gled ud af hans, hvor det var tæt på at han havde rakt ud efter hendes hånd igen, men han lod være, han elskede blot at være i nærheden og have hendes hånd i hans, det vidste også et tegn på at de kunne lide hinanden, selvom Chariot godt vidste at hun godt kunne lide ham, men alligevel, det gjorde at han undslap et tøvende suk, selvfølgelig kunne han også godt forstå hende at hun var urolig angående overfor sin bror, når hun ikke selv havde været hjemme i et stykke tid også kom tilbage, hvor hun opdagede at alt var som forandret, at huset så ud som det ikke skulle, Chariot blev selv urolig, hendes humør smittede ham, fordi han elskede hende så højt som han gjorde, han ville beskytte hende med livet, det var dog heller ikke normalt at have alle gardiner trukket for i huset på denne tid, ikke efter hans egen mening. Med det vidste Chariot at han skulle tage den med ro alligevel og gemme sin urolighed og bekymring væk og måske holde sig lidt i afstanden, men eftersom han nærmede sig hoveddøren, kunne han lugte en bekendtskab af noget som han tidligere i sit liv havde mødt. Noget som han hader mere end pesten, han hævede det ene bryn, imens at en tanke strejfede ham, at hendes bror sikkert var blevet bidt af en vampyr, uden at han selv var med skyld i det. At hendes bror var en af de vampyrer som blot ikke var et uhyre som sådan, at han ikke kunne gøre for at hans liv var blevet ændret så meget som det var. At hendes bror, nu skulle dræbe uskyldige for at overleve. Drikke menneskers blod. Eller værre… måske engle blod hvis han fik muligheden for det. Og det var skidt, når de begge to, Maylana og Chariot var dødsengle. Dødsengle havde noget af det saftigste blod i sig, som vampyrer var helt vilde med. Og hvis det stod til ham, kunne Chariot tænke sig frem til at mødet med hendes bror, ville blive til et grimt syn, nok mest for Maylana, da det var hendes bror. *Bevar roen, Chariot* tænkte han letter irriteret, hvorfor?! Hvorfor skulle hendes bror lige være blevet bidt af en vampyr? Han mærkede stanken trænge igennem hans næsebor. Da han var trådt ind i huset, han lukkede døren langsomt efter sig. Ligeledes med langsomme skridt begyndte han at gå hen mod Maylana, ”Tror ikke det er en god idé at du nærmer dig ham.. dumt at komme for tæt på ham” hviskede han mod hendes øre, imens at han lagde sin ene hånd op på hendes ene skulder, det samme med hans anden hånd, da Chariot stod bag hende, ”Lov mig det..” mumlede han letter forsigtigt, dog så hun alligevel kunne høre ham, han vidste ikke om hendes bror kunne høre ham, da han godt vidste på forhånd at vampyrer havde en god hørelse. Deres sanser var stærkere end menneskernes sanser. ”Ellers.. kan jeg aldrig tilgive mig selv hvis der sker dig noget, hvor jeg måske ikke kan træde til for at hjælpe dig” tilføjede han igen hviskende mod hendes øre på en blid måde, han trak vejret tungt, inden at han tog en dyb indånding, efter at han havde flyttet sit ansigt fra hendes, så hun ikke fik det lige i hovedet, da han tog en indånding, han vidste at det var ubehageligt. Hvis det var rigtigt af det som han tænkte sig frem med at hendes bror var blevet forvandlet til en vampyr, og at det endte med at hun måske blev bidt.. også blev forvandlet.. så ville han ikke vide hvad han ville gøre eller om hvordan han skulle reagere, eller jo, måske gå hen og dræbe hendes bror. Selvom hendes bror blot måske var en ’uskyldig’ vampyr, som han kaldte det. Han ville ikke have at Maylana skulle blive smittet af en vampyr og blive til en eller.. blive en halv vampyr. Chariot ville ikke kunne leve med det, overhovedet ikke. Han kunne mærke vreden stige lidt i ham, da han tænkte så meget over det, hvorfor gjorde han det?! Jo fordi stanken, som kom inde fra stuen, mindede meget om den lugt, fra den gang.. den dag hvor hans egen bror lige efter havde dræbt deres søster, hvor hans bror tilbragte tiden inde hos hende, dog var stanken ikke så nærtagende som den lugt, han fik færden af i næsen. Han sukkede lydløst, hvad skulle han gøre? Og endnu mere.. af en tanke som strejfede ham, hvad skulle han gøre hvis det hele blev til ødelæggelse, og at Chariot måske ikke var i stand.. til at redde Maylana fra hendes bror, han var ved at blive en smule nervøs, men han skjulede det for Maylana, han ville ikke have at hun skulle opdage det, han ventede kun på hvad hun ville gøre. Og ventede på om hvad der i det hele taget ville ske. *Hvorfor.. hvorfor… hvorfor?!* tænkte han gentagende inde i sit hoved, imens at han kørte sin ene hånd op i sit hår. Da han trådte en smule mere tilbage væk fra hende, så de ikke stod så tæt, så der kom noget luft rum. Chariot tænkte også over om hvordan hendes bror ville reagere at det ikke kun var Maylana som blot var taget hjem, men at hun rent faktisk havde taget en fremmed med hjem? Ville han gå amok? Eller ville han tage den med ro?.. Eller det kom an på så meget.. det kunne jo også være at han slet ikke havde opdaget at Chariot var gået med hende.

Tankerne, klokken, vinden, stanken. Alt gik i stå for hende, ingen ting rørte sig i hende, bare, hun ville væk her fra! Hun var bange, hun var virkelig bange for at der ville ske hende noget, og værst af alt, hun var bange for at der ville ske noget med Chariot. Fordi hun viste allerede hvad der var sket, det var som om. Lige som hun havde trådt ind i huset havde billederne kommet vældende. Ham, der havde lukket en vidt fremmed kvinde ind i huset, hun havde forført ham, og til sidst bidt ham. Han havde grinet, ønsket det! Væmmelsen steg op i hende, og hun følte sig lettere dårlig, over at hendes bror havde ønsket at blive en vampyr, hun fattede det virkelig ikke. Hun hørte ikke hvad Chariot sagde, viste ikke at han var gået ind, og lukket døren efter dem. Det eneste hun tænkte på lige nu, var de billeder som kom igennem hendes hoved, uden at hun ville have det! Billederne var forfærdeligt, og mest af alt havde hun lyst til at skrig, løbe hen og smadre sin bror. Men hun blev stående, som en statue, som havde glemt hvordan man trak vejret. Hun hørte hvordan hendes bror flyttede på sig inden i stuen, og rejste sig op. Hendes hjerte sprang helt op i halsen på hende, hvad skulle de gøre!? Hun viste det virkelig ikke, og var bare så bange, aldrig havde hun haft mere lyst til at løbe skrigene væk fra nogen, som hun havde lige nu. Der var noget over hendes bror, noget meget, meget ondt over ham. Noget hun ikke kunne beskrive. Hendes tanker, løb af med hende, alle mulige billeder kom op i hendes hoved, tanker som hun ikke kunne forklare, ting som hun ikke forstod. Lige pludselig slog et voldsomt billede ned i hende, som fik hende til at vakle lidt.


han grinede, mens han fulgte efter sin kæreste, et stort sadistisk smil bredte sig hen over de smalle læber. Mens hånden langsomt løb igennem de pjuskede lokker. Langsomt, lige som en kat efter bytte på en mus, flygte han efter denne kvinde, som han havde delt seng med i så lang tid efterhånden. Han viste at hun skulle hen og møde sin elsker, smilet blev bredere, nu skulle han fandeme dræbe sin kælling så groft, at hun ville vride og vende sig i smerte over de ting som han ville gøre ved hende. Han var næsten henne ved hende, heldigt for hende at hun havde valgt at tage vejen igennem gyderne. Hans hånd greb om hendes arm, og tvang hende med maven op af muren. Selvfølgelig begyndte hun at skrige ”hold kæft kælling…” sagde han med en dyb og mandlig stemme, og han rev hendes bukser af hende, mens han fik sine store del af en manddom frem.

Lige som billederne var kommet, forsvandt de igen. Og hun så sin bror stå i dør åbningen og kigge på dem. Det sadistiske smil var der stadig, hvilket fik det til at dreje og vende sig i hende. Han havde dræbt Sasja. Ingen tvivl om det, han var en morder! Intet andet end en ussel morder, som troede han kunne komme væk med at dræbe uskyldige kvinder. Hun fattede det ikke, hun fattede virkelig ikke at dette var hendes bror, sådan var hendes bror jo ikke!? Eller, var han? Der var et eller andet over det smil, som hun havde set for, men hun viste bare ikke hvor? ”Du..” mere kunne hun ikke få ud, før at hendes stemme knæk. De kølige øjne, som hun fik tilsendt frem ham, blev isnende, da han kunne se at hun ikke længere var blind. Og ligeledes over, at hun ikke var alene. *han havde sikkert håbet på, at han kunne få lov til at dræbe mig uden vidner* ”Nå søster, jeg kan se at du er blevet et lille form for måltid, og du har endda taget min dessert med, du ved hvor meget jeg holder af at spise lidt mad, men en stor portion god dessert. Hurtigt som et lyn stod May overfor Chariot. Det sidste i verden hun ville have, var at han kom til skade. Hun ville aldrig nogen sinde, tilgive sig selv, hvis det skete. ”Morder..” hvæsede hun, mens hun stirrede over på sin bror. Hvordan kunne han! Hun fattede virkelig ikke, at her stod hun, og kiggede på den bror som hun var vokset op med. Som hun havde elsket. Men ikke mere, nu var han død i hendes øjne. Der var intet tilbage af den dreng som hun havde kendt for så længe siden. ”Du dræbte din egen kæreste.. for ingen ting!?” Hun stirrede over på ham, og kunne se hvordan han gjorde store øjne af hende. Tænkte sikker over hvordan fanden hun viste, at det var ham, som havde dræbt hende, ja han skulle bare vide. Hun viste det nemlig hellere ikke selv ”Den kælling fortjente at dø, lige som dig og din søster!” der var det hendes tur til at gøre store øjne. Det var der fra, at hun huskede det smil, det var det smil, som den voldtægts mand havde haft. ”Du.. du DU DRÆBTE HENDE!?” skreg, hun og kunne mærke hvordan at tårerne langsomt begyndte at piske ned af hendes kinder, hvorfor!? Hvorfor havde han gjort det!? Hun kunne ikke fatte det, ikke forstå hvad fanden det egentlig skete. ”ja..” kom der meget koldt og kontant fra ham. At han, at han bare kunne være så kold, så ligeglad omkring at han havde dræbt hendes søster, og egentlig også havde tænkt sig at dræbe hendes. Hvorfor havde han så ikke også dræbt hende ”Det var ikke tid til at dræbe dig..” sagde han som han havde læst hendes tanker, og stod bare og kiggede på hende, med et overlegent blik. Som om det var ham som styrede det hele. Org, hvor kunne han bare tro om igen! Med et skrig, løb hun over mod ham, uden at tænke over hvad fanden det egentlig var at hun gjorde. Ligeglad, med om han ville dræbe hende, eller ej. Han skulle dø! Dø var lige hvad han skulle. Der gik ikke længere før at hun var over ved ham, og de væltede ind i stuen, med hende oven på ham. Hun var så tom af sorg over at hendes bror havde dræbt deres søster, så koldblodigt som han havde gjort det. Intet under at han havde været så, så stille, og glad efter døden. Han havde ønsket det! Bare fordi at han ville, have arven eller hvad fanden var der med ham!? Hun borede sine negle ned i hans ansigt, og kræsede ham hvor hun kunne komme til. Tænkte ikke på sig selv, bare på at dræbe ham, dræbe ham i sorg, dræbe ham i at han ikke skulle få lov til at dræbe igen. Hvilket han jo tydeligt havde tænkt sig. Efter at have ligget oppe på ham i noget tid, slået og sparket til ham, blev hun vendt om på ryggen, mens han snerrede af hende. Det var tydeligt at hun havde gjort skade på ham. Hun kiggede op i hans røde øjne, og spyttede ham i ansigtet ”SLIP MIG!” skreg hun, mens hun smækkede et knæ op i hans mave. Og fik ham skubbet væk. Hurtigt kom hun op på benene igen, kiggede desperat efter noget hun kunne stikke i hans hjerte, en kniv, en træ kæp. Bare noget i den stil? Hun havde lige nu, glemt alt om at Chariot var i rummet, og havde kun i hoved at hun skulle dræbe dette monster! Få ham til at forsvinde. Tårerne gled ned af hendes kinder, mens hun fik fingre i en køkkenkniv som lå på stuebordet. ”Du skal dø!” råbte hun, inden hun kastede sig mod sin bror, med kniven rettet mod hans bryst. Dog før hun viste af det, blev hun kylet tilbage, ind i væggen, og ramlede ind i et billede. Hvis glas knustes under hendes vægt som blev presset mod den plade. Glasstumperne borede sig ind i hendes ryg, dem som ikke faldt ned på sofaen, som hun bag efter faldt ned på. Hun havde lyst til at skrige af smerte, men sagde dog ikke noget. Mærkede bare hvordan at blodet langsomt fossede ned af hendes ryg, og gjorde Chariots T-shirt våd af hendes blod. Det var det hun igen kom i tanke om at han var i samme rum, og skulle til at råbe at han skulle komme ud. Før at hun blev hævet op i håret af sin bror. Et jag af smerte gled igennem hende, og hun slå ud efter sig, og ramte ham da også i maven. Men han slap hende ikke, og pressede hende op af væggen igen. Det var tydeligt at han prøvede at styre sig, for ikke at sætte tænderne i hendes kød, noget med at han snerrede af Chariot at han ikke skulle komme nærmere, ellers ville han dræbe hende. Hun viste ikke rigtig hvad der skete, og smerten var i grunden bare for meget for hende. Hun var træt, udmattet og havde bare lyst til at lukke øjnene og synke hen i glemsomheden. Men så igen, hun ville ikke give op! Det var der hun mærkede noget syle spidst mod sin hals. Og endelig fik hun sin tunge på gled, og skreg så højt hun kunne. Det var et rædselslagende skrig, som om at nogen var ved at skære hendes mave op, og spise hendes indvolde mens at hun stadig var i live. Hun ville ikke blive en vampyr! Hun vred og vente sig, men hans tag i hendes hals blev bare store. ”NEEJ!!” skreg hun og prøvede at skubbe ham væk så godt hun kunne. Der skete bare ikke noget.

Chariot kiggede over på hendes bror som dukkede op i dør åbningen, han fik en smule gåsehud, kunne han mærke i kroppen, da de begyndte at snakke og at han sagde noget med at spise hende og også have Chariot, som var mere eller mindre kendt som den ukendte fyr for hendes bror, til at han kunne spise ham til dessert.
Chariot skulle til at sige at hvis hendes bror så meget et rørte Maylana og skadet hende, ville broren få med døden at se i øjnene. Han ville ikke kunne tillade det hvis at hun blev bidt.. også det hvis hun måske blev forvandlet til en vampyr.. eller blev til en halv vampyr.. ville han blot ikke tillade det, så ville han heller aldrig komme til at tilgive sig selv, for at han lod hende gå over til sin bror.. Chariot kunne jo bare give hende nogen penge, til at hun kunne købe alt det som hun havde brug for i stedet for at hun skulle til at møde sin bror igen, men så om igen, det var alligevel for sent og sket var sket. De burde skydes og dræbes på stedet, vampyrer som han hadet som pesten, han ville aldrig komme til at acceptere den måde som de levede på, med at dræbe uskyldige væsner, bare for at få noget blod så de selv kunne overleve for deres egen fri vilje. Det var ikke nødvendigt at der skulle leve vampyrer i denne verden, efter hans egen mening. Idet at han kiggede på Maylana, som stillede sig foran ham, imens hævede han det ene bryn og før at han vidste af det, løb hun selv imod ham til hendes såkaldte bror..dødelig vampyr argtige dræbende bror?!.. Chariot bed sig hårdt i underlæben, "Maylana..!" udbrød han og begyndte at gå hen mod dem, fulgte lidt med i kampen og han kunne tydeligt forstå at Maylana var ked af det og såret, men den måde hun handlede på var ikke rigtigt, alt det som hun gjorde nyttede ikke noget, det kunne ikke dræbe ham.. det skulle gøres på en speciel måde, med at dræbe en vampyr og den metode som man gjorde det på kendte Chariot, han vidste bare ikke om hvordan hun ville have det, hvis han gik hen og dræbte hendes bror, men selvfølgelig om igen, hvis han ikke selv træf en hurtig beslutning ville Maylana blot død... og det ville han ikke risikere at miste hende!! Chariot blev dog en smule forskrækket da hun blev kylet tilbage, ind i væggen, og ramlede ind i et billede. Hvis glas blev knust under hendes vægt som blev presset mod den plade. Han så hvordan glasstumperne borede sig ind i hendes ryg, dem som ikke faldt ned på sofaen, som hun bag efter faldt ned på. Chariot så hvordan blodet langsomt fossede ned af hendes ryg, og gjorde hans T-shirt våd af hendes blod, men det sagde han ikke så meget til, hans trøje var ikke vigtig. Han kunne mærke vreden stige i sig, uden at han vidste af det skiftede hans øjne farve, de blev mørke, næsten sorte, i stedet for hans naturlige øjen farve som han havde, var en blå gylden krystal farve, han så på imens at hun blev hævet op i håret af hendes bror. Imens at han hørte hendes skrig og bøn på at broren ikke skulle gøre hende noget. Chariot var ligeglad med hans trussel om hvad der ville ske med hende, hvis at han nærmede sig ham, et ualmindeligt skummelt smil formede sig på hans læber og hans sorte vinger slog sig ud fra hans ryg, "Du har vist ikke før set en rigtig sort engel.. Sephen", han sagde det på en kølig måde, da han kom ind imellem Maylana og Sephen, hendes bror, han tog fat omkring hans hals med begge hænder og sparkede ham lige i skridtet. Trak ham dernæst væk fra Maylana, "Du skal bøde for det du har gjort, det er ikke tilgiveligt!" hviskede han mod hans øre, imens at han strammede grebet omkring hans hals, "Maylana..! Løb! jeg kommer om lidt", sagde han alvorligt og bestemt, "Han kommer ikke til at skade dig længere".

Lige som hun troede at det ville være forbi, mærkede hun, at taget i hendes hals blev sluppet. Og hørte igen Chariots stemme. Hun bed sig hårdt i læben, mens hun rystede blodtabet af sig. Hun måtte gøre som han sagde, løbe sin vej. Dog ville hun ikke gå uden sine ting, hun var ligeglad med tøj lige nu, men hun havde ting, som billeder af sin søster, ting som man ikke kunne erstatte ved at købe dem. Hun løb ind på sit værelse, mens hun prøvede at stoppe blodet som stadig fossede hun af hendes ryg, og nu også hals, men igen. Hun havde ikke tid til det. Hun greb en taske, og smed den ned, på den uredte en mands seng. Fandt sin mobil, og dens oplader. Der ud over en masse billeder, fotoalbummer. Hendes tegne ark. Og hendes computer, hvor hun havde alle sine noter på. Hun lyttede lidt efter, før hun sprang af sted, og fandt en ny taske, hun smed det tøj i, som hun mest kunne lide, fandt alle mulige ting som betød meget for hende. Hendes tanker lå dog hele tiden på Chariot, hvis han kom noget til, på grund af hendes dumheder. Ville hun aldrig nogen sinde tilgive sig selv. Hun ville ikke kunne tilgive sig selv. Hun smed de tasker som hun var færdig med ud af vinduet, for at pakke den næste, hun kom op på fire tasker, for at hun havde pakket alle hendes vigtigste ting. Hoppe ud af vinduet og fik samlet taskerne op. Hun løb over til hoveddøren, og kiggede med store øjne på den mens hun ventede. Tankerne løb igennem hendes hoved, hun viste virkelig ikke hvad der skete, og om det der skete var rigtigt. Hun kunne bare ikke fatte det. Det kunne hun virkelig ikke. Det ene øjeblik, havde hun været utrolig lykkelig, og havde glædet sig til at se sin bror, og nu ville hun ønske at hun aldrig havde været taget her til, bare at de var blevet hjemme hos dem. Hun lukkede øjnene og satte sig ned på en af taskerne. *Hvor kunne du!* hun kiggede op i himmelen, og mærkede hvordan at kulden langsomt trængte ind på hendes ryg, og at hun var tæt på at besvime, på grund af blodmanglet, men hun kæmpede videre! Hun ville ikke give op, ikke nu hvor hun var kommet så langt. Nu skulle han bare komme ud til hende igen, så de kunne komme hjem til dem, hjem til hans lejlighed, hvor hun var flyttet ind. Hun sank stille noget mundvand, som gled op i munden, og hoved blev langsomt vendt ned mod vejen som hun sad på. Blodet fra halsen, droppede derned, og gjorde at det blev mere eller mindre rødt, og der efter brunt på grund af at det kom i kontakt med luft. Hvorfor kom han ikke!? Hvorfor skulle det gå så lang tid, selvom at der sikkert ikke var gået mere end nogle minutter, føltes det ærlig talt mere eller mindre som en time, en evighed! Som om at tiden var gået i stå, og der ikke længere var noget der hed minutter, timer, dage og uger. Hun ville bare have ham her ud nu! I hendes arme, så hun viste at han var okay. Tårerne kom langsomt frem igen, mere over chokket, end over det hun lige havde været med til.

Chariot så lidt efter hende og nikkede, godt at hun hørte efter det som han sagde. Maylana skulle ikke se synet af det, som han ville gøre imod hendes bror, Sephen. "Sig farvel til dit liv.. lille ynkelige mand af en bror" sagde han køligt, uden at han overhovedet viste nogle følelser. Dog undslap et lydløst suk fra hans strube, inden at han lukkede sine øjne, forpulede vampyrer! Der gik ikke lang tid før at han blev i varm, nærmest mere varmt end et normalt menneske, han var ved at varme sig op som en flamme, Chariot vidste at vampyrer var bange.. frygtede ilden, og det gode var at ilden var en af hans elementer. Han åbnede sine øjne lidt og lod sine sorte øjne hvile på ham, uden at han sagde noget, end det som han havde sagt sidst, hans ene hånd slap grebet om hans hals idet at en ild kugle dukke frem, som han kastede ind på maven af ham, før at han tog fat omkring hans hals igen og vred hele hans hoved, rev så meget til ..at hans hoved røg af inden at han begyndte at brække hans andre vigtige knogler på kroppen. Før at en anden ild kugle frem som han kastede efter ham, han var ligeglad med hans skrig og på hvordan Sephen ville reagere på det. Men samtidig mærkede Chariot også at han blev noget svag, fordi hans magi ikke var så stærk igen når det var på dagen. Det var stærkest om aftenen, hen ved midnat. Men han gav ikke op, ville blot bruge alle sine kræfter på at få ham dræbt, før at hendes bror ville gøre mere skade igen. - Efter den sidste ild kugle dukkede der flere frem for næsen af Chariot som blev sendt hen imod Sephen der nu lå på gulvet med sine brækket knogler som faktisk var død. Men hvis han ikke satte ild til ham, ville han bare genopstå.. og slå til igen. Chariot løb hurtigt ud efter at han havde gjort det, ud fra stuen og videre ud af hoveddøren, ud til Maylana hvor han opdagede at hun sad på en af hendes tasker, et skævt smil dukkede frem på hans læber, imens at han mærkede at han egentlig bare ville sove, da han mærkede hvor svag han var blevet efter at bruge sin magi imod Sephen. "Så er det overstået.." sagde han stille, der kunne ses noget blod på hans tøj og på hans kind, noget af hans ansigt. "Vi må hellere tage af sted" mumlede han, og gik hen til hende, omfavnede hende, inden at han tog to af hendes tasker op, og lod dem hænge på hans ene arm og ligeledes gjorde han med de andre tasker, på den anden arm. Inden at han omfavnede hende, og lettede fra jorden, hendes barndoms hjem ville snart være brændt ned, som ilden spredte sig, "Kig ikke ned" sagde han hviskende, ned til hende, imens at han koncentrerede sig om at flyve væk. Og hjem til deres lejlighed. Som heldigvis ikke lå særlig langt væk. Godt at de ikke boede længere væk end de gjorde, for ellers ville han nok kollapse på vejen.

Hun løftede langsomt sit hoved da hun hørte han stemme. Et lille forsigtigt smil, kom frem på de sprukne læber, hvor der løb lidt blod ned af, hun var afkræftet, syg, dårlig. Yeah you name it. Hun nikkede langsomt, da hun ikke kunne få sig selv til at åbne munden. Hendes bror var død, aldrig mere skulle hun se hans grimme fjæs. Hvor hun dog hadet ham! Hvordan kunne han havde gjort det!? Gjort det mod hendes søster, hendes bedsteven! Hun kunne stadig ikke fatte det, hun var vel også stadig i en smugle form for chok? Hun kom langsomt op på sine ben, og tog sine to andre tasker, og lod sig blive omfavnet af ham, selvom at det gjorde sindssygt ondt på grund af glaskårene der borede sig ind i hendes ryg. Hvor hun dog hadet dette, hvorfor kunne man ikke bare, få det som man ville nogen gange? Dog sagde hun ikke noget, og glædede sig bare til at komme væk fra dette hjem, det hjem hun hadet med pesten. Hun kiggede dog ikke ned, da han bedte hende om det. Dog var varmen mod hendes ansigt ikke til at tage fejl af hvad han havde gjort. Brandbiler, og politibiler, blev hørt i det fjerne. Dog var hun bare ligeglad, hun ville bare væk her fra, bare hjem og få disse glasskår ud af hendes forbandet ryg! Ligger i hans arme, og føle sig tryg, vide at hun aldrig kunne komme igennem sådan noget igen. Eller skulle hun? Hun sukkede tungt og lukkede langsomt sine øjne, og ville bare gerne være hjemme lige nu! "er.. vi der ikke snart" spurgte hun stille, inden at hendes øjne gled helt i, og hun forsvandt ind i mørket. Ind i de drømmeløses verden, det sted hvor ingen smerte fandtes, hvor alt blev glemt, hvor ingen kunne fange hende og gøre hende fortræd. Dog gik der ikke mere end nogle minutter, for at hun slog øjnene op igen. Hun kiggede lidt rundt, og lagde mærke til at de var inde i lejligheden. "Hmm..." sagde hun stille, og lod sig glide ud af hans favn, mens hun satte sine tasker ned. "nu skal jeg bare have disse glasskår ud af min ryg.." sagde hun og lukkede det ene øje. "tror du ikke det er bedst at gøre det ude på badeværelset?" spurgte hun stille og vente sig, lige så langsomt mod ham, som om hun prøvede at spare på alle sine kræfter så meget som muligt.

Han svarede hende ikke efter at hun spurgte om de var der snart, men jo det var de. Et lydløst suk undslap fra hans læber, imens at han lod sine vinger forsvinde ud i den blå, han nikkede bekræftende ja til at det nok var det bedste. Han havde lukket døren efter dem, han tog fat i hendes hånd og trak hende forsigtigt med hen og op af trappen, op til anden etage og videre ud på badeværelset, "Jeg ked af det som er sket.." mumlede han og slap hendes hånd lige så stille, det som havde sket for Chariot i hans fortid, var nærmest også lige sket for hende, han tog fat i trøjen på hende nede for neden af i siderne og trak den forsigtigt af hende, og smed den ned på gulvet, "Og du skal ikke tænke på min trøje.." sagde han så stille med et skævt smil, for at give hende besked om at hvis hun gjorde det, skulle hun bare lade være med det, eftersom det var helt ok. Det var lidt værre, hvis det blot var en fremmed kvinde som sådan. Det var noget andet når det var Maylana.
Han lagde sin ene hånd op på hendes ryg, tæt ved halsen, hvor der ingen glasstykker var. Idet at han med sin anden hånd tog fat i et glasstykke der sad længere ned på hendes ryg. Han trak det forsigtigt og alligevel hurtigt ud fra hendes ryg, hvorefter at han tog fat i et håndklæde og tørrede det værste blod af fra det på hendes ryg, inden at han tog fat i et andet glasstykke og havde lagt håndklædet over sin ene skulder, han sagde ikke noget og kunne godt forstå det, hvis hun begyndte at skrige, det gjorde ondt at have glasstykker i sin ryg, uden tvivl om det. "Din ryg, skal nok blive fin igen" hviskede han.
Selvom det ikke var et kønt syn over at se at hun var kommet så meget til skade, så blev han bare ved med at trække glasstykkerne ud og smed dem ned i en bunke et stykke væk fra dem.
Af en kvinde at være, syntes han at hun havde en stærk vilje. "Er stolt over dig" tilføjede han stille. Fugtede let sine læber, imens at han blot blev ved med sit arbejde, hver gang at han havde taget et glasstykke ud fra hendes ryg brugte han håndklædet til at større det værste blod væk, og gjorde sådan at blodet ikke blev ved med at rende ud fra hendes ryg.

Hun rystede stille på hoved "du skal ikke være ked af det, jeg skulle ikke have taget hos med der hen, bare taget mig til takke med at du havde hjulpet mig med at få synet tilbage.." hun sukkede stille, mens hun gik med ham op af trappen, til badeværelset. Hun satte sig ned, og løftede langsomt armene, så han kunne få t-shirten af hende. "Jeg viste der var et eller andet over min bror, som var ondt.. men man vil jo altid tro det bedste om sine familie ikke?" sagde hun stille, og lukkede stille øjnene. "Hmm.. jeg vil nu gerne give dig en ny alligevel.." sagde hun stille med et lille grin. Og lukkede øjnene, mens han begyndte at tage glasstumperne ud af hendes ryg.
Hun havde lyst til at skrige af smerte, over den der væltede hen over hende, for hver gang at han trak en ud. Men alligevel forholdte hun sig rolig, og prøvede at slappe af så godt hun kunne. Selvom det var ret svært. Men hun viste, at hvis hun begyndte at spænde, ville det bare gøre ti gange mere ondt. Smerten gjorde nu i grunden også godt, det fik hende til at tanke klart, og virkelig få øjnene op for at, hendes bror havde været død for flere år siden. Han dødede den dag hvor hendes forældre, havde været ude for en bil ulykke. Den aften, var den sidste aften hun havde set sin rigtige bror. Som langsomt havde forsvundet, ud i mørket, efter mødet med denne vampyr. Som sikkert havde forført ham, fået ham til at gøre ting som han ikke havde haft lyst til. Men gjorde det, fordi at hun fik ham til det. Hun fik langsomt blod på tanden, og måtte indrømme, at lysten til at finde denne vampyr, og slagte hende. Blev støre og støre. Og langsomt glemte hun helt den smerte som foregik på hendes ryg. Dog fik hun rystet tankerne ud af hoved, da hun hørte han stemme, sige at han var stolt af hende. "tak.." sagde hun langsomt. "Og tak fordi du var der for mig, og hjalp mig.." sagde hun stille, og lukkede langsomt øjnene, mens hun lagde sine arme over hendes bryster. Som efter hånde var blevet kolde over at side uden nogen trøje, eller noget på. Men hun sagde ikke noget, ventede bare tålmodigt på at han var færdig med at tage alle stykkerne ud.

Han tørrede hele hendes ryg med håndklædet da han var færdig med at tage alle glasstykkerne ud fra hendes ryg, "Vil beskytte dig hele tiden om jeg så måske selv vil miste livet på et tidspunkt, at miste statussen som dødsengel" sagde han stille og lagde håndklædet ned på gulvet, som også var smurt ind i blod. "Hm, vil du sove oppe i min seng, så jeg sover i sofaen, eller hvad har du mest lyst til?" spurgte han og så at hun frøs, men han kunne ikke give hans egen trøje, som han havde på da den også var smurt ind i blod. Det ville ikke hjælpe så meget, inden at han nåede at have fået et svar, gik han ud fra badeværelset og videre ind på soveværelset, hvor han gik hen til skabet og åbnede det, idet at han fandt en ren t-shirt som lignede den hun før havde på, han lod sin tunge glide ud at slikke ved sin underlæbe, inden at han lukkede skabet og gik ud igen og ind på badeværelset til hende, "Her" smilede han skævt og gav hende T-shirten inden at han satte sig ned på huk henne ved glasstykkerne, tog håndklædet, som han havde brugt til at tørre hendes ryg med og lagde det ud på gulvet, hvor han derefter tog stykkerne og lagde dem op på håndklædet, og samlede det, inden at han smed det i skraldespanden, med håndklædet. Chariot havde en masse andre håndklæder, så det skadet ikke så meget at han smed det ud. Han rejste sig op igen og kiggede på hende med sit hoved lagt en smule på skrå, før at han gik hen til vasken og tændte for vandet, han dybbede sine hænder ind i det og begyndte at vaske sit ansigt, imens at han trak vejret roligt og slappede af i kroppen.

Hun kiggede på ham med hoved lidt på skrå. Han elskede hende virkelig? Hun blev helt varm om hjertet over hvordan han var overfor hende, og fik hende bare til at elske ham mere. Mere end hun troede det var muligt at elske nogen. Hun sukkede stille, nu kom punktet til, hvor de skulle sove. Ja, hmm, hvad ville hun egentlig helst? Egentlig ville hun bare sove i sammen seng, uden at gøre noget, bare ligge sammen. Det ville være rart. "Hvis.. kunne vi ikke bare sove sammen?" sagde hun stille og bed sig i læben, og var usikker om hun havde sagt noget eller gjort noget forkert. Nu da han jo selv havde sagt, om han skulle sove nede på sofaen. Så det kunne jo godt være, at han fandt at det gik for hurtigt, og i så fald, ville hun hellere sove nede på sofaen, end at sparke ham ud af sengen. "Men.. men hvis du hellere vil sove vær for sig, kan jeg sagtens sove nede på sofaen, lige nu, er jeg sikkert også bare så træt at jeg kan sove hvor som helst, og stadig sove rigtig godt." sagde hun og grinede stille, bed dog sig lidt i læben, og lukkede stille øjnene. Ventede på at han ville komme tilbage, og strakte den ene arm ud for at tage den t-shirt som han rakte hende. "mange tak.." sagde hun stille og smilede skævt "jeg skal nok love ikke at ødelægge den her også.." grinede hun svagt, og vente langsomt ryggen til ham, og træk den over hoved, så han ikke skulle se hendes bryster, på det punkt var hun nu alligevel en smugle pinlig berørt over, selvom de havde været i bad sammen. Men stadig, det var lidt noget andet, og hun havde været alt for dristig der. Ikke fordi at hun fortrod det, men det kunne have gået langsommere. Hun rejste sig langsomt op, efter at have fået t-shirten på, og kiggede med et lille smil på ham, og ventede langsomt på at han ville tage hans beslutning. Hun havde sagt sin, og nu var det op til ham jo.

"Vil jeg gerne.. altså sove sammen med dig" sagde han stille imens at han kiggede ind i spejlet, han bed sig diskret i underlæben, inden at han havde fået alt blodet væk og slukkede for vandet, et gab undslap fra hans læber, "Faktisk er jeg også meget træt" sagde han og smilede skævt, inden at han tog et nyt håndklæde og tørrede sit ansigt i det. Han sukkede lidt, før at han bare lagde håndklædet på bordet, "Vil du med?" spurgte han også stille, inden at han begyndte at gå ud af badeværelset og gik over mod soveværelset, han trængte virkelig til at få sovet, efter alt det som var sket, plus at han jo havde brugt så meget magi på dagen, at det havde svækket ham lidt.
Han så sig en smule tilbage for at se om Maylana fulgte med. Han havde ikke noget imod at de kom til at sove sammen i sengen, end at de skulle sove hver for sig, også selvom han havde følelser for hende, han ville blot tage det roligt, som han også altid gjorde når han var sammen med hende. Imens trak han sin t-shirt af og lagde den på gulvet.. da han kom ind i soveværelset, han orkede ikke rigtig at gøre noget ved hans tøj lige nu, et gab undslap fra hans strube igen. Og han begyndte at tage sine bukser af da han åbnede dem, først lynlåsen så knapperne. Idet at han kun var iført boxer shorts, kravlede han op i sengen og løftede dynen op inden at han lagde sig ned i den ene side og ventede på Maylana..

Hun smilede stort, og nikkede over om hun kom. Hun gik dog først over til vasken "jeg kommer lige om lidt.." mumlede hun og begyndte at tænde for vandhanen, hun kiggede sig ind i spejlet, og sukkede stille over det som hun så ud. Langsomt fjernede hun det blod som, havde løbet ned af hendes læbe, efter at den var flækket. Lige nu ville hun dø for at kunne heale sine sår. Men desværre var det nok ikke en evne som hun besad, hvilket virkelig irriterede hende, hvis hun skulle være ærlig. Et dybt suk gled igennem hendes læber, da det gik op for hende, at hun hellere måtte putte en bandage omkring hendes ryg, hun gik langsomt ned til hendes tasker, og priste sig lykkelig for at hun faktisk havde fået taget sådan noget med, samt hendes medicin, tandbørste alt hvad man nu skulle have brug for. Hun skyndte sig op til badeværelset igen, og tog t-shirten af, rigtig nok, blodet var begyndt at glide ud af de mange huller. Hun sukkede irriteret, og fik fat i den store bandage som hun havde brug den gang, hun havde haft problemer med ryggen. Hun fik det bundet omkring hendes liv, og brystkasse. Det gjorde godt at få noget omkring sine sår. Hun fik hurtigt børstet tænder. Lagde sine ting ned i tasken igen, og trak sine bukser af, og tog igen t-shirten på igen. Inden hun gik ind til ham i soveværelset. Et lille gab gled igennem hendes læber, inden hun langsomt smuttede neden under dynen og lagde sig godt til rette, "Godnat.." sagde hun stille og lukkede øjnene, dog kunne hun ikke sove lige med det samme. Så der gik noget tid, inden at hun faldt ind i en drømmeløs søvn igen, dog kom der nogle få billeder hist og her, fra en periode som ikke tilhørte hende, dog kunne hun ikke finde ud af hvem det var, det var ikke nogen hun kendte. Også alligevel. Hun rynkede stille brynene i søvne, og vente sig uroligt over på den anden side, mens hendes udtryk blev mere plaget. Mens underlige billeder overtog hendes underbevisthed, også lige pludselig forsvandt de igen.

"Godnat" mumlede han svagt, imens at han vendte sit hoved mod hende og lod sine øjne hvile på hende, inden at han lukkede sine øjne, der gik ikke lang tid før at Chariot var faldet i søvn, uden at han vidste af det vendte han sig om så han lå på maven, forsigtigt lagde han sin ene arm hen over hende, som om at han skulle til at kramme hende, men gjorde han ikke, han lod bare sin arm blive liggende, hans hånd lå sådan på siden af hendes hofte. Chariot var faldet i en dyb søvn, et skævt smil formede sig på hans læber, imens at han lagde sit hoved den ene vej, så han ikke lå med ansigtet direkte ned i hovedpuden. Han drømte om hendes søster og ham selv, hvor de stadigvæk begge to levede og at Chariot stadig var et menneske.

"Simone, jeg tager hævn!" fniste han, imens at han løb efter hende, da Simone løb i retningen af skoven, de var udenfor i en solskins vejr dag. Imens at deres bror var hjemme og lavede pligter,
der gik ikke lang tid før at han indhentede hende, og overfaldte hende i et kram, idet at de trillede rundt ned af en bakke, de grinte så meget at dyrene kunne høre dem og selv dem som ellers var i skoven,
"Okay...okay, du har fået din hævn, for kildeturen!" udbrød Simone grinende, inden at de lå stille, kravlede hun op at sidde på hans mave, satte sig godt til rette, "Don't ever forget me.. i will always love you.. because you are my brother" sagde hun hviskende med sin blide stemme, imens at de så hinanden ind i øjnene, Chariot smilede og rødmede svagt. Simone lænede sig ned og kyssede ham venligt på kinden, på søskende kærlighedsmåden. Chariot førte sine arme omkring hende og krammede hende ind til sig. Selvfølgelig ville han aldrig glemme hende?!...

Han lå helt stille i sengen, slappede af i kroppen og trak vejret roligt imens at han sov,
selvom han altid havde set sig selv som morderen på hans søster død, så gjorde det ham altid i bedre humør, når han kom til at drømme om hende, det var jo på en måde sådan at han fik hende at se, og på den måde, ville han heller aldrig glemme hende, når han så hende i en drøm.
"Pas på dine kære.. som er dig nær.. lad dig ikke selv gøre sådan at du mister dem, Chariot", sagde Simone og bed ham drilsk i øreflippen. Det var det sidste han fik sådan lige af drømmen.

Det var i 18'tallet. Børnene var på vej hjem fra skole, og pjattede med hinanden, da en mystisk sort håret kvinde stillede sig foran dem, hendes blik var sindssygt, og fik mange af de små børn til at skælve. I kvindens hånd var en kniv, hvor der langsomt dryppede noget rødt ned fra. Det var først da det gik op for dem, at det var blod de begyndte at skrige. Kvinden var dog hurtigt, og fik fat i en af pigernes lange blonde lokker, hæv hende tilbage og skar med lethed halsen over på hende. At hun kunne gøre dette. Maylana stod og stirrede på, uden at gøre noget, uden at hun kunne sige noget, så bare hvordan at kvinden nedslagtede flere af børnene i gyden, som ingen rigtig ville komme forbi, før at de ville lede efter de stakkels børn. Hvordan kunne hun!? Havde denne kvinde ingen samvittighed? Billede skiftede dog, og pludselig stod Maylana i den stue, som tydeligt var der hvor Chariot boede nu, en kvinde græd, mens hun holdte sin datters lokker i hånden, der lå et brev på bordet. Maylana gik langsomt hen for at kigge hvad der stod. Det var et brev om at hendes datter var fundet død, i gyderne nedslagtet med en masse andre børn. Kvinden drak et eller andet væske. Og da det var tomt rejste hun sig langsomt op, gik over til stolen hvor der var hang et reb ned af. Hun nikkede stille, og førte lykken rundt om halsen, og gjorde klar til at skubbe stolen tilbage. Dog kiggede hun Maylana lige ind i øjnene, og hviskede som en let sommerbrise vind "hævn.." så sprang hun. Maylana stod som stivnet, kvinden havde set hende, som om at dette var sket i virkeligheden. Langsomt begyndte alt at eskalere, huset faldt fra hinanden, og mørket var i gang med at opsluge det. Og den var ved at tage Maylana med.

Hun satte sig skrigene op i sengen, fuldstændig badet i sved, hun kiggede ud af vinduet og kunne se at mørket var ved at falde på. Hendes hjerte galoperede af sted, dette var en rigtig drøm. Der havde været en kvinde som havde myrdet disse børn. Men hvem? Og var kvinden stadig til stede i huset? Var det, derfor at Maylana havde fået denne drøm. Hendes hjerte bankede stadig af sted, mens hendes tanker rasede rundt i hendes hoved. Hvad fanden var det lige der skete? Hun kunne ikke forklare det, og var godt og grundigt bange, hvis man skulle det mildt, følte hun sig som om hun var gået fra forstanden. Det var jo ikke muligt? Kunne hun komme i kontakt med spøgelsers minder? Ej, der måtte da være en anden forklaring, men jo mere hun tænkte over det, jo mere viste hun, at det var en rigtig drøm.

Chariot vågnede med et sæt da han hørte Maylana skrige, han satte sig lidt op og fjernede sin arm som før lå hen over hende, "Maylana, er du okay?" spurgte han stille og fugtede sine let blege og kolde læber, imens at han kiggede på hende, han forstod ikke hvad der var ved at ske. Eller som skete. Han var noget forvirret, især over at hun havde skreget. Han lagde sin ene hånd op på hendes pande, for at se om hun skulle have feber, "Maylana?..." spurgte han gentagende, imens at han fik kuldegysninger igennem kroppen, imens at han var bekymret for hende, Chariot vidste ikke hvad han skulle gøre, han sad bare og overvejede om han skulle gå i panik eller hvad han ellers skulle gøre.
Han følte sig hjælpeløs, og Maylana havde været meget igennem, mens at han gerne stadigvæk ville hjælpe hende, men han vidste ikke hvordan, han blev bare ved med at spørge ind til hende og lagde dernæst sin hånd ned på hendes ene skulder.

Hun hørte i første om gang slet ikke Chariot, og havde egentlig fuldstændig glemt at hun var hjemme hos ham. Og troede faktisk hun stadig lå hjemme i sin egen seng. Så da han lagde sin hånd på hendes skulder fik hun et chok. Hun vente sig hoved om, med store øjne, og det var lige før at man kunne hører hjertet i hendes bryst pumpe af sted, som om hun lige havde løbet flere km. "oh.." sagde hun og rystede på hoved, og overfald ham så i et kram, og knugede sig helt ind til ham. Uden at tænke på, hvor lidt tøj de havde på. Ville bare føle ham tæt på. Lukkede øjnene tæt i, og prøvede at få billederne ud af hoved. Selvom det ikke gik så godt, men at have ham tæt på sig, gjorde dog at hun langsomt fik vejrtrækningen under kontrol, hvilket virkelig var dejligt. Det var bare en drøm, det var det som blev sagt om og om igen i hendes hoved. Men et eller andet sted viste hun jo godt det ikke var sandt. Det som hun havde set, havde sket i virkeligheden, men hvorfor skulle hun se det!? Hun havde for i tiden været udsat for at få underlig syn, som man kunne siges, at være ting som viste hende fremtiden, fordi hun kunne forudsige ting. Men så igen, hun havde hadet det talent, når hun havde vågnet op, og viste hvad hun skulle have i gave. Skulle virke overrasket hver gang. Det blev bare trættende i længden. Hun sukkede tungt mens hun ikke slap sit tag. Og mumlede stille noget mod hans hud mens hendes øjne blev forholdt lukket.