What am I doing here? - Chariot

Hun kiggede langsomt op, og ind i hans øjne. Et lille smil gled hen over hendes læber, mens hun lagde hoved lidt på skrå. "jamen... okay så.." sagde hun stille og lod sine hænder glide op af hans mave, og træk langsomt trøje af ham, og smed den på gulvet. Hun bed sig lidt i læben. Inden at hun langsomt trak ham ind i bade værelset, og over til bruseren, som hun trådte hen for at tænde. Lige så stille, vente hun sig mod ham igen, og lagde hoved let på skrå, mens hun fugtede sine læber. lod sin ene hånd, glide op af hans mave, til hans brystkasse, inden at hun trak sine bukser ned og fandt nogle håndklæder til dem bag efter. Egentlig følte hun sig lige nu, som en der boede her, og derfor skulle finde tingene. Men hvorfor ikke? Så havde hun noget at lave, mens at de ventede på at vandet ville blive varmt.

Han lod sine arme glide op sådan at det var nemmere for hende at få hans trøje af ham, inden at han fulgte med hende ud på badeværelset, han så efter hende da hun begyndte at tage håndklæder frem til dem, "Mere mig som skulle gøre det der" sagde han med et skævt smil, efter at han nød hendes berøring på hans mave. "Vil du.. sove ved siden af mig.. bagefter..eller?" spurgte han, hende stille, imens at han betragtede hende, inden at han selv ville tage resten af hans tøj af sig. Hun betød virkelig meget for ham. Og han ville ikke give slip på hende, samtidig med at han var glad for at hun stadig boede hos ham.

"jo.. men jeg keder mig.." grinede hun og hæv ham med ind i badet. Hun sukkede stille, og lukkede øjnene, da de første vanddråber ramte hendes hud. Vandet gled ned af hendes hud, og gjorde langsomt det hele vådt. Hendes hår, lagde sig som blødt silke ned af hendes nøgne skuldre. Hendes øjne blev langsomt åbnet inden hun trådte tættere på ham. Med et lille smil lagde hun armene omkring hans nakke og pressede sig tætte på ham. Kyssede ham langsomt op af halsen til øret, hvor hun langsomt træk ned i øreflippen "jeg hader at sove alene..." var hendes svar på hans spørgsmål, om at hun sov hos ham, eller hvad hun havde tænkt sig.
Og ja, det var hvad hun havde tænkt sig. På en måde, var det vel også lidt underligt, at tænke over at de nu boede sammen. På sin hvis, eller jo, de boede faktisk sammen nu.
Underligt nok, så havde han ikke bare givet hende synet tilbage, han havde også givet hende et sted at bo. Hvilket, hun altid ville være han taknemmelig for. ".. tak.." sagde hun stille, inden hun kyssede ham lige bag øret. Og lod sig langsomt glide ud af hans favn, og trådte tilbage mod væggen, mens vandet blev ved med at glide ned over dem. Hun smilede udfordrende, mens hun langsomt pressede sin egen krop op af væggen, mens hun ventede på, hans føring.

"Er.. glad for at have mødt dig" sagde han stille og nænsomt, lidt hæst også, da han blev hevet med ind i badet. Han kiggede på hende ind i øjnene, imens at hun trådte tættere ind på ham og idet at hun lagde sine arme omkring hans nakke, lukkede sine øjne da hun kyssede ham op af halsen, Chariot nød det fuldt ud imens at han mærkede vandet sive ned på dem. "Mhm.. du må bo så længe du vil hos mig" hviskede han, og han skulle til at ligge sine arme ned omkring hendes hofte da han mærkede at hun lod sig glide ud af hans favn. Han lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han så på hende, inden at han nærmede sig hende, gik tættere på hende, og betragtede hende, "Du skal ikke takke.. sket er sket.. og det var hvad jeg ville gøre for dig" mumlede han og lagde sin ene pegefinger på hendes læber, efter at han stod tæt mod hende. Idet at han lod sin pegefinger glide ned langs hendes kindben, hans hår var også for længst blevet vådt, det klistrede på ham, og hans pandehår sad stadig ned foran hans ene øje. Inden at han lænede sig hen mod hende og lod deres læber ramme hinanden, han masserede hendes læber i en blid bevægelse, inden at han kyssede hende blidt, det var som om at det blev noget sløret for ham? Det kunne ikke beskrives, hans tanker flød kun omkring Maylana fra det sekundt de kom ud fra badeværelset og han kom til at tænke mere på hende, da de trådte ind i badet. Eller nærmere sagt, hvor hun havde hevet ham med ind.

Hun skulle til at sige noget, protestere over det som han sagde om. At det jo ikke bare var noget som var sket. Det var noget, som han havde gjort for hende, og givet hende den største gave som man kunne tænkte sig. Hun sukkede stille, og kiggede trodsigt på ham, da han lagde en finger på hendes mund. Dog, gemte hun sine indvendinger væk, da han kyssede hende på læberne. Et lille suk gled igennem hendes næse, mens hendes hænder langsomt vandrede ned af hans side, til hans hofter, hvor hun trak ham tættere på sig. Ville i grunden bare have ham så tæt på, som overhoved mulig. Elskede den varme som han skabte i hende, selvom at hun var så kold, var det ham som bragte et flammende bål ind i hendes indre.
Hun lukkede lige så stille øjnene, mens hun lod hænderne glide op af hans ryg, og op i hans hår, som hun lige så stille nuldrede. Dette måtte gerne forsætte i al evighed. Hun havde aldrig nogen sinde følt sig så levende, så i live. Som hun gjorde når hun var samme med ham. Det var tydeligt, at hendes følelser for ham, blev støre og støre. De var ikke til at tæmme, og ilden brændte i hende, så det gjorde helt ondt. Langsomt lod hun sin tunge glide ud af sin munds grotte, og vandrede dem hen over hans læber, inden hun langsomt skilte læberne ad. Og lod tungen glide ind til hans. Et lille smil bredte sig på hendes læber, mens hendes ene hånd gled ned af hans side igen, og søgte ned mod hans underliv.

Han blev overrasket da han mærkede at hans læber blev skilt og da hun førte sin tunge ind, idet at han fik sommerfugle i maven og lod sin tunge danse diskret rundt om hendes. Lod sin ene hånd glide hen til hendes bryst hvor han forsigtigt begyndte at massere det i en blid bevægelse. Selvom han efterhånden har tilbragt meget tid med Maylana, kendte han, hende ikke godt nok til at vide om han skulle gøre det på den blide eller hårde måde, men det ville han nok finde ud af på et tidspunkt, eller om at hun ville give ham et tegn til det at han måtte gøre det noget hårdere end han i forvejen gjorde, med at tage på hendes bryst. Han var helt væk i hende imens at han blot mærkede det dejlige, varme vand ramme hans krop, som gjorde ham ren. Noget som også gjorde ham glad over det var at hun gerne ville bo sammen med ham. At hun rent faktisk ikke frastødet ham og bare ville være der for sig selv, måske glemme og ignorer ham, hvad vidste han..? Det var blot nogle tanker som strejfede ham. Chariot mærkede også hvordan han kom tættere på hende, hvilket fik ham til at smile skjult, han ville ønske at det ville vare forevigt, han kunne godt lide at stå så tæt på hende. Han fandt ikke stilheden pinlig. Langsomt lod han sin anden hånd glide op på hendes andet bryst og begyndte at massere det.

Der gik ikke længe før at hun var kommet ned til hans lem. Langsomt lukkede hendes fingre sig omkring det, og strammede langsomt grebet. Mens hun gjorde kysset en del mere intenst og passioneret. Et suk gled igennem hendes næse, da han begyndte at massere hendes bryster, og en følelsen af noget, hun aldrig havde prøvet før, skyllede igennem hende, som fik hendes krop til at skævle lidt. Og dog, ville hun have at han ikke holdte sig tilbage. Bare gjorde som han ville, tilfredsstillede sine behøv, først og fremmest. På den måde, ville hun få mere nydelse. Hun slap langsomt kysset, og lod sine læber glide op til hans øre, hvor hun tog fat i øreflippen, mens hun langsomt begyndte at rokke sin hånd frem og tilbage på hans lem.
Hvor det alt sammen kom fra, det viste hun ikke. Men det var som om, noget inde i hende sagde, at det var sådan her. Sådan var det rigtigt at gøre. Men så igen, hun var på barbund, og havde brug for at få at vide, at det hun gjorde var rigtigt, var godt. Men alligevel fortsatte hun, og bevægede langsomt hånden hurtigere frem og tilbage. Hun åndende tungt, ved hans øret. "hold dig ikke tilbage.." mumlede hun lige så stille og hæst. mens hendes anden hånd, greb bedre fat omkring hans hår. Vandet fra bruseren rørte hende ikke mere. Hun mærkede dem ikke, og var også ligeglad. Det eneste hun havde øje for var ham. Kun ham, ingen andre end ham.
Bølgerne af følelser blev ved med at komme over hende, og på en måde var det skræmmende, og også. Utrolig, fangende, fik hende til at ville have mere, Ville prøve at udfolde sig mere, sammen med ham. Hvorfor, at han hele tiden var med i billede, viste hun ikke. Men han dukkede hele tiden op.
Hun kyssede ham ned af halsen, til skulderen, mens hendes greb om hans manddom, blev strammede yderligere, og hendes bevægelser blev hurtigere.

Han udstødte et støn imellem hendes læber, da han mærkede at hun havde taget fat om hans lem. Det gjorde også at han fik kuldegysninger som gik igennem hans krop, han begyndte at massere hendes bryster noget hårdere end før da hun havde sagt de ord at han ikke skulle holde sig tilbage, hvilket han så ikke ville gøre, imens at han lukkede sine øjne lidt og kiggede på hende ud af øjenkrogen, hun var smuk, virkelig smuk, og han kunne godt lide hendes personlighed, han var glad for at han førhen ved deres første møde… var slået ned at sidde på en bænk i Stor Centeret… deres første møde.
Der var Maylana stadigvæk blind og de vadede begge to i en masse mennesker, Chariot var blevet en smule forpustet, og træt af at vade rundt. Det var også der hvor Maylana inviterede ham ud at spise. Med at gå et eller andet sted hen, hvor de kunne være alene og komme til at snakke.
Chariot mærkede efterhånden hvor stiv hans lem var ved at blive, da hendes bevægelser blev hurtigere og hurtigere. Det gjorde også at han ikke kunne lade være med at stønne lavt imod hendes læber, imens at han stadig lod sin tunge danse rundt omkring hendes, gjorde også kysset mere intenst og lidenskabeligt. Han sagde ikke noget til det, da hun stoppede kysset, og bed sig fat i hans øreflip. Imens at hans tanker strejfede igennem ham, det var som om at en masse billeder eller bare form for ord dukkede frem inde i hovedet på ham, hvor der stod ’Maylana’. Samtidig med at de stod inde i badet at følte han at følelserne blev større og større, han var lidt nervøs, fordi han stadigvæk var jomfru, selvom han blot havde flirtet med nogle. Men havde han rigtigt fundet ud af hvem han, elskede højest? Og ville dele livet sammen med? Han vidste ikke rigtig om det overhovedet var rigtigt. En tanke var der også, hvis han sagde de tre magiske ord til hende, hvad ville der så ske? Og ville hun gå efter dette og ignorere ham? Han var en smule forvirret og fortumlet, men det kunne ikke mærkes på ham, lige nu nød han bare det at være sammen med hende og tænkte på hende. Selvom han også havde alt det andet i hovedet.
Chariot åbnede sine øjne igen, efter at hun kyssede ham ned af halsen og til skulderen, han vendte sit blik op mod loftet, han udstødte et højt støn og rødmede en smule, imens at han mærkede varmen i kinderne, måske ville han begynde at snakke ind på det, at han rent faktisk havde følelser for hende, men ikke lige nu, han ville vente med det, til at de var færdige.

Hun havde lyst til at pirre ham, og langsomt lod hun sin anden hånds negle langsomt glide ned af hans brystkasse. Ned af hans side, og stille op igen, mens hun lige så stille kyssede hans skulder. Hun undgik bevist at bide ham, da hun viste hvordan han havde det omkring vampyrer, og hun ville ikke bringe noget frem i ham, som han hadet. Det ville hun ikke gøre imod ham.
Hans støn tændte hende mere end noget andet, og fik hende til at fortsætte i et lidt hurtigere tempo, hun kiggede op imod ham, og så at han rødmede en lille smugle. Selv kunne hun mærke farven brænde, og slap langsomt hans lem. Hun bed sig i læben, og tog en dyb indånding. "er... er.. der noget galt..?" spurgte hun stille og kiggede på ham, mens hun stillede sig tættere på ham, dog uden at røre ved ham, bare at stå tæt på, med et lille smil på læben.
Tankere fløj rundt i hoved på hende, hvor meget det havde ændret sig efter hun havde lært ham at kende. Hvor meget hun lige pludselig skulle igennem. Men det var også det hele værd, det var det virkelig. Bare følelsen at af kunne være sammen med ham, så tæt på sig, gjorde hende glad. Om det så var det på den ene måde, eller anden anden.
Hun fattede egentlig hellere ikke at hun havde gået så hurtigt til værks, men han havde bare fået et eller andet til at spire til hende, som nu bare skød frem i lyntes hast. Hvorfor, og hvordan at dette overhoved var muligt. Det fattede hun ikke, og ville hun nok aldrig nogen sinde forstå. Fordi, at hun havde været så heldig med at finde ham, få følelser der var ægte, og der ud over også sit syn tilbage. Det var som hendes største drøm var gået i opfyldelse, hun kunne i grunden aldrig blive mere lykkelig end hvad hun var nu. Og selvom at hun følte sig på barbund, viste hun, at sammen med ham, var hun altid sikker.

Chariot kiggede ned på hende og hævede det ene bryn da hun spurgte ind til om der var noget galt, var der det? Nej. Han rystede svagt på hovedet. ”Overhovedet ikke..” sagde han stille og et skævt smil formede sig på hans læber, imens at han kiggede ind i hendes øjne. ”Der er intet galt.. jeg nyder at være sammen med dig” svarede han og kyssede hende hurtigt på næsetippen. ”Tænkte bare for meget.. typisk af en fyr som mig.. nogen gange” smilede han og fugtede let sine blege og kolde læber, imens overvejede han om han skulle begynde at komme ind på emnet nu, hvor at hun spurgte ind til om hvordan han havde det. ”Maylana..” mumlede han og vendte sit blik lidt ned mod sig selv. Betragtede sin brystkasse, uden at han vidste hvorfor. Skulle han sige det? Han blev nervøs over det, men på den anden side, hvis han blot holdte det skjult og aldrig fik det sagt til hende, så ville det en eller anden dag blive forsent for ham, så havde hun garanteret fundet en anden, og det ville han ikke lade ske. Ikke på hans vildspor! ”Jeg..” han sagde det lidt på en hæs og hviskende måde, da han havde noget svært med at sige det og han vidste ikke hvor han skulle kigge hen? Det var som om at hans menneskelig jeg var kommet tilbage inden i Chariot. Han havde det så svært med kærligheden. Derfor ville han også have haft snakket med sin søster, hvis han kunne. ”J-e..g”, han lukkede sine øjne, imens at han kiggede ned og fik sine automatisk sine vinger ud, og et skrig kom ud fra hans læber, uden at han vidste af det, da hans vinger jo var skadet og det påvirkede ham, på en måde da der kom vand på hans vinger, måske kunne vandet være med til at heale hans vinger? ”Jeg elsker dig..” frem stammede han sig, imens at han kiggede ned i jorden, sørgede dog for at hans vinger ikke kom i vejen for hende, de var jo ret så store og bar farven sort.

Hun grinede stille af ham, og lagde hænderne på hans brystkasse og stillede sig tættere på ham. Trak vejret lige så stille ned i sine lunger, som langsomt hævede og sænkede hendes brystkasse. "Okay.." sagde hun stille og smilede bredt, mens hun forblev lige så glad som før, måske en del mere, fordi at han havde sagt at han holdte af at være sammen med hende. Hvilket betød rigtigt meget for hende. Hun lagde stille sig hoved mod hans bryst, og lagde armene omkring ham, "mmmhm..?" spurgte hun langsomt, da han sagde hendes navn, og havde på ingen måder forventet at det var dét som han ville sige lige nu.
Langsomt vente hun hoved op mod ham, da han så ud til at have svært ved at finde de ord, som han ville sige til hende. Men hun ville ikke presse ham, dog rynkede hendes bryn sig langsomt sammen. Hvorfor kunne han ikke bare sige det, hvad var det som var så svært at få ud? Lige som hun skulle til at sige, at han da bare kunne sige det, hvad end det så var. Folede hans vinger ud. Hun undslap et skrig, og var lige ved at falde tilbage ind i væggen. Og fattede ikke rigtig hvad der skete. Men lige pludselig stod alt stille, hun hørte ordende. Ordende 'jeg elsker dig'. Det var som om alt gik i stå, alt bare stoppede med at kører rundt. Jorden stoppede sin drejene om sig selv. Tingene voksede med at gro, vejrtrækningen var der ikke mere. Lydende var lukket ude. Havde han virkelig sat det, eller var det noget som hun havde forstillet sig? Eller havde han virkelig sagt det til hende. "jeg.." hun kiggede på ham med store øjne, hvor efter at tårerne langsomt begyndte trille ned af hendes kinder "jeg elsker også dig Chariot.." så snart at hun havde sagt det, viste hun at det var rigtigt. Hun viste det faktisk var det som hun følte for ham, hun elskede ham. Ingen tvivl om det. "ååh.. forhelvede!" grinede hun, mens et lille hulk gled igennem hendes læber. Hun lagde armene omkring hans nakke og pressede sine læber imod hans. "Jeg elsker dig faktisk..." hun rystede på hoved. Inden hun igen kyssede ham, og glemte i en kort tid hans vinger.

Han kiggede ind i hendes øjne, da hun lagde sine arme omkring hans nakke, en lille latter undslap fra hans strube, efter at hun selv grinede og havde sagt ’Ååh forhelvede’. Men han var glad for at høre at hun også elskede ham, inden at han gengældte kysset og førte sine arme ned omkring hendes hofte. ”Jeg elsker dig mest..” mumlede han og trak hende tættere ind til sig, imens at han mærkede at han havde.. fået stå dreng? Han så ned hurtigt inden at han så på hende igen, ”Uhm.. skal vi gå ud fra badet?” spurgte han, imens at han igen mærkede en varme i kinderne, og hans krop begyndte at blive varm, da han lukkede sine øjne lidt og kiggede ud på hende af øjenkrogen. Det gjorde ham pinligt berørt. ”Mhm.. forhelvede” mumlede han gentagende fra hende før, imens at han grinede lidt. Hvorefter at han bed sig diskret i underlæben da han mærkede igen, at det gjorde ondt i hans vinger, men han sagde ikke noget om det. Det var som om at vandet healede hans vinger, da de ikke så ud til at være skadet længere. Idet at hans vinger forsvandt ud af den blå.

Hun grinede af ham, og rystede på hoved. Den diskussion ville hun slet ikke begynde, da hun viste at der ikke var nogen der kunne vinde den. Med mindre at de ville stå og råbe lås på. Og et eller andet sted ville det nok ødelægge stemningen mest. "Skal du jo sige.." sagde hun stille og smilede til ham. Mens hun blev trukket tættere på, og hun kunne mærke hans stive lem mod hendes mave. Sagde dog ikke noget, og lod hænderne vandre rundt på hans overkrop. "jo.." sagde hun stille og nikkede til at de måske skulle ud af badet. Nu havde hun da fået blodet væk fra sin krop, der hvor han havde lavet nogle meget store ar. Hun lod langsomt hånden glide hen over hendes hals, og mærkede at der stadig var en lille ar, efter at hun havde fået halsen skåret op. Men det gjorde hende nu ikke så meget. Det mindende hende egentlig bare om, hvad det var som han havde gjort for hende.
Hun slukkede langsomt vandet, og gik ud af bruseren, tog et håndklæde og begyndte langsomt at tørre dig. Hun strækte sig lidt, og kom så i tanke om at hun ikke havde noget tøj som hun kunne tage på. En lille rød farve steg op i hendes kinder, men skubbede så tanken fra sig. De kunne vel finde ud af et eller andet senere, lige nu, ville hun kun have at tankerne drejede sig om ham.

Han rejste sig op efter at hun var gået ud fra badet, så lidt efter hende og trak sig svagt på skulderen, efter at han havde regnet med noget andet, et lydløst suk undslap fra hans læber, måske var det ikke så smart af ham at han havde sagt at han elskede hende mest.. som om at der lige kom en dårlig stemning. Chariot trådte ud fra badet og tog et håndklæde. Idet at han begyndte at tørre sig, langsomt lagde hans lem sig også ned, uden at han sagde noget. Han kiggede ind i spejlet og kørte sin ene hånd op igennem hans hår, inden at han lagde håndklædet på bordet og tog nogle rene underbukser på, som han havde fundet frem.

Hun fik hurtigt tørret sig, og hendes hår bølgede ned af skuldrene, hvilket hun hadet. Altid skulle hun få krøller når hun lige havde været i bad. Hvorfor også lige det!? Hun sukkede irriteret, og gik så over med håndklædet omkring sig til Chariot. Hun smilede skævt og kyssede ham svagt på halsen. "Jeg skal nok bevise på et eller andet tidspunkt at det er mig der elsker dig mest.." grinede hun og fjernede sig fra ham, inden hun gik over til hendes raster af tøjet. Hendes bukser kunne stadig bruges. Men trøjen, var mere eller mindre ødelagt nu, og hun var også utrolig træt når det kom til stykket. Men hun ville hellere ikke sove, hun ville være sammen med ham, så lang tid af gangen hun kunne.
"Du... har du noget tøj jeg kan tage på.. ind til jeg for købt noget nyt tøj?" sagde hun stille og bed sig i læben, mens hun kom til at tænke på, at hun var nød til at finde ud af noget med hvordan, at hendes bror skulle få at vide hun var død. Men hvordan skulle hun dog sige det? Hun satte sig ned på toilettet brættet og lukkede øjnene. Ja nu kom alt det hun havde frygtet. Og hvordan skulle hun lige kunne holde sig væk fra sin egen bror?
Hun bed sig stille i læben og lagde hoved let på skrå.

Han fortrak sine mundvige i et skævt smil, *Ja.. vi får at se med tiden* tænkte han og fugtede sine let blege læber, inden at han sukkede lydløst. Han sagde ikke noget endnu til at starte med, vendte sig blot om mod hende, "Tror jeg da.. går lige ud og finder noget" sagde han stille, imens at han kiggede på hende, han kunne godt skimte at der var noget galt, siden hun satte sig på toilet brættet, på den måde som hun så ud... hendes ansigtsudtryk, Chariot trak lige hurtigt sine bukser på, som han godt kunne bruge stadigvæk, men han skulle have en anden trøje på. Han gik derefter ud af badeværelset og videre ind på hans soveværelse, hvor han gik hen til sit skab med tøj. Chariot tog fat i håndtaget og åbnede skabet, hurtigt og nemt fandt han en stor sort almindelig t-shirt frem som han mente at Maylana, okay fint, kunne passe, han smed trøjen på gulvet, efter at han fandt en T-shirt frem til sig selv, som han tog på og lukkede skabet. Inden at han gik ud til hende på badeværelset igen, samlede han den t-shirt op som han havde taget frem til hende, Chariot lukkede sine øjne lidt inden at han gik helt hen til hende, satte sig ned i hug foran hende, imens at hun stadig sad på toilet brættet, der var et stykke mellemrum imellem dem, "Her.." mumlede han og lagde trøjen i hendes arme, han lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han kiggede på hende og betragtede hendes smukke ansigt. "Hvad tænker du på?.." spurgte han forsigtigt, "Hvis du ikke kan passe den.. så vil jeg se om jeg har noget andet" sagde han hurtigt efter og lod sin tunge glide ud at slikke ved sin underlæbe, Chariot ville acceptere det, hvis at hun ikke ville sige hvad hun tænkte på, men det så virkelig ud til at hun tænkte over noget, og han vidste ikke om det var noget negativt, det håbede han ikke på at det var, "Og.. er du okay?" spurgte han kort tid efter, han betragtede hende længe og afventede hendes svar og han var en smule nervøs for hendes reaktion på at han spurgte ind til det. Stilheden syntes han efterhånden var begyndt at blive pinlig? Han vendte blikket ned mod sig selv, da han ikke syntes at kunne få øjenkontakten med hende, før var det hele så positivt og de havde ikke noget at skjule som sådan, de var åben overfor hinanden og ja. Men det var bare som om at det hele havde fået en anden drejning, at Chariot så småt var begyndt at blive i tvivl på det hele.

Hun sad lidt endnu og tænkte, mens hun var ved at flå sig selv i stykker. Over hvordan fanden hun ville gøre med sin bror, nok var han irriterende, men det var stadig hendes bror. Og aldrig nogen sinde at skulle se ham igen. Fik det hele til at boble op med den aften, den aften hvor at hun. En lille klump mundvand, som havde dannet sig i hendes mund. Hun sukkede stille, og havde slet ikke opdaget at Chariot var gået ud, for at hente hende en t-shirt.

Det var en sen aften, to piger, der lignede hinanden, som to dråber vand. Løb grinene igennem gyderne, uden at tænke over konsekvenserne. "Hurtigere May! Hurtigere!" sagde en smuk, rank pige, hvis røde hår bølgede bag hende, mens hun blev ved med at løbe, og satte farten lidt op. Maylana, kiggede på sin søster, Maja der var noget hurtigere end hende. Dog prøvede hun så godt hun kunne. Det havde jo været hendes idé at de skulle løbe her inde. Lige pludselig faldt hun dog tilbage mod jorden. Hun kiggede op mod den mand, som havde stillet sig i vejen for hende. Hun var lige ved at sige hun var ked af det, da hun blev revet op af manden. "Nå din lille hore unge. hvad laver du her!?". Det var som om hendes hjerte begyndte at pumpe så meget, at det var ved af falde ud af hendes bryst. Hun blev trukket tættere på manden, og hun kunne lugte hans spiritus ånde lige i mod hendes ansigt. Manden trak en kniv, og rettede den imod hende, "Smid tøjet tøs.. ellers bliver det værst for dig selv.." Hun kiggede rædselslagen på kniven, og lige som hun troede han ville stikke den i hende, kom hendes søster, skubbede Maylana væk. Alt gik så hurtigt, og lige pludselig så hun, hvordan hende søster lå på jorden, og manden flygtede den anden vej. "Maja.." mumlede May, med et sår ned af halsen, som manden lige havde noget at give hende. "vi klarede det, han fl.. flygtede...." det var først der hun lagde mærke til blodpølen...

Det var først,d a Chariot havde sat sig ned, og spurgt om hun var okay, at hun reagerede "Nej.. jeg.." hun mærkede tårerne presse på. "Hvad gør jeg med min bror Chariot..?" sagde hun og kiggede ham nu ind i øjnene. Hun tog t-shirten og knugede den blidt. Bare tanken som var kommet ind i hendes hoved igen, bare viden om at det hele havde været hendes skyld. Hvis hun bare havde ladet være med at spørger om de ikke skulle løbe om kamp den vej! Det, hun kunne ikke forklare hvilken skyldfølelse det skabte i hende. Men hun viste, hvis der var nogen som viste hvordan hun havde det, måtte det være Chariot. Hun havde så ondt af ham, over at han havde været nød til at dræbe sin bror, den bror som havde dræbt hans højt elskede søster. Hendes øjne blev lukket, mens hun prøvede at tænke på noget andet. Men det hjalp bare ikke, lige så stille begyndte tårne at samle sig i øjenkrogen. Som stilheden selv, gled de ned af hendes kinder. Hun rystede lidt på hoved "jeg ved... ikke hvordan jeg skal holde det ud, aldrig at snakke med min bror igen.. Ikke fordi jeg fortryder.. jeg .. er så glad for at kunne bo her.. jeg ser også frem til det.. men bare tanken om.. aldrig at skulle se ham igen.." hun lukkede øjnene tæt sammen og sukkede lydløst.

Chariot så lettere forvirret på hende, imens at han lod sin hånd forsigtigt glide mod hendes ansigt, hen til under hendes ene øje, hvor han fjernede de værste tåre med pegefingeren, "..Du skal ikke gøre noget med ham" mumlede han og smilede skævt, da han vendte sit blik op mod hende, "Selvom du bor her.. så har du tilladelsen, til at gøre det du vil... jeg bestemmer ikke over dig" sagde han stille og fjernede ligeledes de værste tåre ved under hendes andet øje. "Du kan besøge ham når du vil... jeg altså" hviskede han og bed sig diskret i læben, "Og hvis du ikke vil.. eller ikke kan finde ud af hvad du vil.. behøves du ikke at bo hos mig.. det er blot et tilbud" svarede han, noget nænsomt lidt køligt og alligevel på en blid måde. "Altså... og du kan jo enten finde ud af om du vil forklare ham, hvad der er sket eller ej, tager gerne for konsekvenserne af hvad der vil ske", han mente det som han sagde, fuldt ud. Han ville gerne tilfredsstille Maylana. Chariot elskede hende, jo pisse højt. Han kunne finde nogen ord til hvor meget han elskede hende. Og hvis det var sådan at hun ikke var parat... til at... bo sammen med ham, som han kunne regne ud efterhånden, så ville han respektere det. "Lige meget du tager af valg i dit liv.... så vil jeg elske dig" hviskede han mod hendes øre, da han lænede sig lidt mod hende og lagde sin ene hånd ned på siden af toilet brættet. Chariot syntes at hun skulle have det at vide, også før at det igen var forsent. Lige meget om hun dumpede ham, eller noget lignende, eller hvis hun gik sin vej og aldrig ville se ham mere, ville han blot acceptere det, -der var så mange ting, som Chariot ville acceptere for hende, "Aldrig sig aldrig", han smilede skævt, inden at han trak sig tilbage og satte sig helt ned på gulvet. Og trak sine ben ind til sig. "Mit hjerte vil altid tilhøre dig.." mumlede han lavt nok til at hun kunne høre det, han håbede på efter alt det som han havde sagt, at hun ville se mere positivt på det og finde ud af noget med det hele. Chariot ville ikke presse hende til noget og efter det som hun havde sagt, følte han også at han havde presset hende til netop at bo hos ham. Et nydende suk undslap fra hans læber, han vidste ikke om han var trist eller hvad han var, kunne ikke finde ud af hvor følelserne stod henne. Som om at det hele var blevet sløret for ham. Typisk. Kærligheden og Chariot, hang ikke sammen. Også fordi Chariot blot var en dødsengel og det.. altså. Han havde ikke rigtig før haft en person, en kvinde.. som Maylana så tæt ind på sig.

"Hmm.." sagde hun stille og kiggede på ham, som han fjernede hendes tåre. Hvor var hun heldig, det var ikke fordi hun ikke havde lyst til at bo her. Faktisk ville hun ikke noget andet, om det så var på vennemåden, eller på en lidt mere forholds måde. En ting viste hun dog, hun ville ikke have andre end ham. Og ville hellere ikke prøve noget på noget med andre. Hvis han sagde, han ikke havde det godt med at være sammen med hende på den måde. Måtte hun tage sig til takke med at de var venner. Det ville være godt nok for hende, for så meget elskede hun ham egentlig. Hun ville bare have han var glad, intet andet kunne hun forlange mere. "Tak..." sagde hun så, og et lille smil gled frem på hendes læber. Hun var lettet over at han forstod at hun havde brug for at se sin bror, men hvornår, viste hun ikke rigtigt. Hun skulle vel hente sine ting og sådan. Hun trak t-shirten over sig, og var nu glad for den var lang nok, til at dække hende ned til låret. Langsomt satte hun sig ned foran ham, og tog hans ansigt mellem hendes hænder. "Chariot.. selvom jeg ikke har kendt dig særlig længe, selvom jeg ikke har mødtes med dig så mange gange, har du skabt noget inde i mig, som holder mig lykkelig, som for mig til at tro at jeg kan klare alt i verden. Det vil jeg altid være dig taknemmelig for.. jeg vil bare se dig glad, og ved at du har givet mig et nyt liv, en chance for at leve fuldt ud.. jeg elsker dig.. det har jeg endelig set at jeg gør nu.. og jeg vil aldrig tage det tilbage.. du betyder så meget for mig, at jeg ikke kan beskrive det.." hun bed sig lidt i læben. Nu havde hun sagt det, og var langt fra færdig, men hun ville hellere ikke ødelægge det de havde sammen. Hun lukkede langsomt øjnene og kiggede ned på sine hænder, mens hun prøvede at få det hele til at hænge sammen. Omkring hvorfor hun havde det sådan, selvom hun ikke kendte ham så godt.
Men så igen, hun havde aldrig nogen sinde mødt en som ham, og hun ville aldrig i sit liv, bytte ham for noget andet! Han var den eneste, hun kunne se sig sammen med lige nu. Og på en måde, skræmte det hende lidt. Hun viste ikke rigtig hvordan hun skulle tackle den følelse, som foregik lige nu. Det var som om hendes hjerte slog hurtigere, når hun var tættere på ham. Som om hun ikke kunne lade være med at smile når hun så ham. At hun boblede at lykke, når han bare holdte om hende. Bare det, at han havde givet hende synet tilbage, var der for hende, at de ingen løgne havde imellem dem, men bare kunne snakke frit. Det betød rigtig meget for hende, og det var ikke noget hun havde lyst til at miste, på ingen måder. Faktisk, kunne hun ikke længere forstille sig et liv, hvor han ikke var med i det, på den ene eller anden måde. Og hvis han fandt en anden, elskede en anden højere end hende, ville hun træde tilbage, og se ham være lykkelig. Men hende selv, hun havde ikke brug for at være sammen med andre, hun havde ham, og det var godt nok for hende. Det var det virkelig. Hun viste godt, at det var der mange der sagde, alt det der med, at hvis jeg mister dig, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jo, hvis hun mistede ham, ville hun gå ned, ingen tvivl om det, men så længe han var lykkelig. Skulle hun nok komme igennem det, på den ene eller anden måde. Og det var det, som gjorde at hun viste hun elskede ham.

Chariot så på hende og smilede, ”Vil ikke have at du skal tro at du er min form for slave?.. For det er du ikke, kan ikke se meningen i at have sådan en fidus til en slave” sagde han roligt og fugtede sine blege og kolde, mørke røde læber. Han tænkte lidt, inden at et smøgret smil dukkede frem på hans læber, ”Den klæder dig godt” sagde han og nikkede kort til bekræftelse, inden at han undslap et grin, før at hun begyndte at snakke igen, kiggede ind i hendes øjne imens at han mærkede hendes hænder, som lå på hver af hans kinder, mærkede varmen i sine kinder, da han rødmede svagt, efter at hun sagde sagt disse tre betydningsfylde ord. ’Jeg elsker dig’. Han trak en dyb indånding imens at han kiggede lidt ned af sig selv, og han var ved at springe af lykke. At høre at hun også elskede ham, selvom der var det at de ikke havde kendt hinanden så længe eller mødt hinanden så mange gange. Han kunne godt se det og forstå det, hvis hun også havde det sådan lidt.. hm? Med om det var sikkert at sige ordene. Han lagde sine hænder op på hendes og kiggede på hende igen. ”Vil med tiden se hvad der sker.. men end til da har jeg allerede fundet ud af hvem jeg vil tilbringe livet sammen med”, han løftede samtidig hendes ene hånd ned mod det sted på hans brystkasse, hvor hans hjerte sad før. ”Og jeg mener det.. jeg elsker også dig” sagde han klart og tydeligt med en blid stemme. Efter at hun også havde sagt sine følelser for ham, var det som om at det var nemmere at sige disse ord igen til hende. Han følte sig ikke nær så pinlig berørt, og når det kom til ham, syntes han bare at det var modigt, når man turde sige og fortælle sine følelser for den person, som man elskede. Chariot så dette som ægte kærlighed, utroligt at han kunne komme ind på at tænke på det. Han smilede stort, så man kunne skimte nogle af hans tænder, inden at han lod deres læber ramme hinanden, idet at han masserede hendes læber i en blid bevægelse mod sine før at han kyssede hende lidenskabeligt, han gjorde meget ud af kysset og prøvede på at holde i mere end blot 5 minutter. Startede et nyt kys og kyssede hende blidt og ømt. Hvis det var, så var det hende som skulle gøre en ende på deres forhold. Han ville gerne blive mere end venner og han håbede at hun vidste det, blot ville han ikke spørge nu, selvom de havde fortalt hvad de følte for hinanden, Chariot ville vente lidt med at spørge og se tiden an. Måske gjorde det også at de ville komme til at lærer hinanden bedre, end de gjorde i forvejen. Men der var bare noget som Chariot ikke forstod… det at hun stadig ville se sin bror, når han sådan kan huske af hvad han har hørt, at han har været meget ond imod hende, hvis det var ham selv, ville han aldrig kunne tilgive eller ses med den person, men om igen, det var hendes bror også kunne han alligevel godt forstå det, og det elskede han bl.a. også Maylana for at være et kærligt væsen og acceptere alle for den person de er. ”Vil du med ned i stuen.. eller hvad har du lyst til..?” spurgte han af ren nysgerrighed også fordi de kunne ikke sidde ude på badeværelset all the days of there life. Hans læber formede til et skævt smil, imens at han så på hende, idet at Chariot kyssede hende hurtigt på panden. Han ville ønske at han kunne beskrive for hende, hvor meget hun egentlig betød for ham. Han ville aldrig komme til at glemme på det tidspunkt hvor Maylana var blind. At hun rent faktisk så gad snakke med ham. Det sjove hvor hun også troede at Chariot var en bad guy der løb efter hende, forfulgte hende hele tiden. På den anden side kunne han også se at hun kunne forstille sig alt muligt, da hun var blind. Og han vil aldrig fortryde det at han har hjulpet hende med at få synet tilbage, den bedste gave han kunne give hende.

Hun lagde let hoved på skrå "Hvordan kan du overhoved tro at jeg føler mig som en salve, når jeg er sammen med dig? Nej.. jeg er her af fri vilje, intet andet end det.." mumlede hun stille, og lukkede let øjnene, mens hun sukkede lidt. Det han sagde, fik hende til at tænke, fik hende til at smile. Og fik hende til at føle, det som om hun kunne flyve på en sky. Faktisk, så fløj hun allerede? Hun kunne i hvert fald ikke komme ned på jorden, det var som om at, at alting bare blev bedre sammen med ham. Og tanken om, at hun var i live, og dette ikke bare var en drøm. Noget som hun meget vel kunne tro. Var bare, ja hun havde ikke ord for det. Hun tog en dyb indånding, da han sagde han også elskede hende. Og hun kunne både mærke på hans hjerte, og i hans ord. Han mente det faktisk! Det var ikke til at tro, her sad hun sammen med en, en som hun ikke havde kendt i særlig lang tid. Og hun elskede ham allerede, og det samme gjorde han. Det virkede så urealistisk, fordi at hun aldrig havde følt så stærkt for nogen før. Om hun overhoved havde haft følelser for en anden. Hun havde aldrig haft en kæreste, kysset med nogen? En enkelt eller to, og især efter hun var blevet blind, var der bare ikke sket noget i kærlighedslivet. Ingen havde lyst til at være sammen med en handicappet. Hvilket bare havde fået hende til at se sort på menneskeheden. Uden rigtig at vide hvorfor. For på et hvis punkt så forstod hun jo godt. Folk var bange for det de ikke kunne forklare, sådan var det jo altid. Folk var bange for de ting, som de ikke forstod. Og mange forstod ikke rigtig det med at være blind, og det medfyldte rigtig mange ting. Så mange bindinger. Men igen. Hendes tanker blev afbrud, da hun mærkede hans læber mod hendes, langsomt træk hun ham tættere på sig. Og kyssede lige så lidenskabeligt igen som hun kunne. Mest af alt, for at prøve at lægge alle de beskrevet følelser, i dette kys som de nu delte med hinanden. Alle de kys, kyssede hun med på. Og tanken slog hende, at dette var perfekt. Intet andet end perfekt. Hvad så at det var urealistisk, det var dem. Og intet andet, så måtte verden tro om dem hvad de ville! Hun var ligeglad, så længe hun havde ham, med ham kunne hun i grunden gøre alt. Da han slap hendes læber, var et stort smil på hendes læber, og hun nikkede lidt til at gå ned i stuen, trak hurtigt sine trusser på, og derefter sine hullede sorte bukser. Der efter gik hun ned af trappen med ham til stuen. ”Hmm.. Chariot..” sagde hun stille, og lagde hoved lidt på skrå ”Jeg tænkte, måske var det egentlig nemmest at tage hjem til min bror nu her? Jeg vil gerne have mit tøj og mine ting, det ville være nemmere, så har jeg noget at tage på i morgen.. og sådan” sagde hun med et lille smil, og viste ikke om han ville med, eller blive her. ”også har jeg tænkt mig at sige farvel til min bror.. jeg har ikke brug for ham, som jeg tror.. det er bare..” hun sukkede lidt og satte sig ned på sofaen. Hun havde jo sagt at hendes bror var ond, og overbeskyttende overfor hende. Og han måtte jo sikkert undre sig over, hvorfor at hun i det hele taget ville se ham, nu når hun havde chancen for at undgå det. ”jeg vil gerne fortælle dig hvorfor jeg stadig vil se min bror.. trods at han har være sådan over for mig, som han nu har været..” hun kiggede op på ham, og træk sine ben op på sofaen. Mens hun prøvede at finde de rigtige ord. Det gjorde stadig ondt, den søster, som hun bare kunne snakke med omkring alt. Den søster som havde været hendes bedsteveninde, den som havde været der, igennem tykt og tyndt. Tanken om at hun stadig ikke var der, gjorde så utrolig ondt. ”Jeg… var skyld i at min tvillingesøster dødede.. hun blev dræbt af en voldtægt mand, lige for øjnene af mig.” hun sukkede lidt og lukkede øjnene. Hendes hænder lagde sig på sine tændinger og masserede dem blidt ”Og efter min forældre forsvandt.. havde jeg kun min bror.. selvom at han sagde mange stygge ting til mig.. havde jeg brug for ham, og jeg elsker ham stadig. At sige farvel, er det sidste jeg kan gøre for ham. Andet var der hellere ikke længere i det. Men det at han er min sidste tætte slægtning er skrammende, også at skulle stå alene, uden familie.. selvfølgelige har jeg jo dig.. men at stå nogen lunde på egne ben.. jeg ved ikke, men jeg tror bare stadig jeg knytter mig for meget til ham, end jeg har lyst til…” et lille smil dannede sig på hendes læber ”Men mit tøj har jeg altså brug for!” grinede hun og åbnede øjnene, mens hun kiggede op på ham, og var lettet over at have sagt det. Og det betød et eller andet sted meget for hende, at hun havde fået sagt det.

"Lille skat.." mumlede han og hævede det ene bryn, hvorfor kaldte.. han hende det? Han rystede svagt på hovedet, imens at han mærkede at hans kinder blev røde, samtidig med at han mærkede varmen i kinderne. "Jeg ved ikke hvad du tænker på.. kan jo ikke tankelæsning" sagde han stille og fortrak sine mundvige i et skævt smil. Han håbede ikke på at hun ville blive sur eller lignende over at han havde kaldt hende for skat... det gjorde ham lidt nervøs, af en eller anden grund. Men efter at hun trak ham tættere på sig, slappede han mere af i kroppen, og førte sine arme ned omkring hendes hofte, lukkede sine øjne lidt, imens at han nød det meget at hun kyssede ham igen.
Han fulgte med hende så godt han kunne, næsten lige før at han mistede balancen, da han ikke havde regnet med at det ville gå så stærkt. Idet at hun nævnte hans navn, løftede hans undrende sine bryn, blot for at drille hende. Men han svarede hende dog ikke, han nikkede kort som et ja, imens at han vendte sit blik mod hende, da han sad ned siden af hende på sofaen, og ventede på hvad hun ville sige. Chariot lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han lyttede efter hende, da hun begyndte at snakke igen, da hun kom ind på emnet omkring hendes bror. Han rykkede sig tæt hen til hende og lagde en arm om hende, "Altså.. du bestemmer selv om du vil se din bror igen eller ej" sagde han og fugtede sine læber, imens at han kiggede på hende, kyssede hende hurtigt blidt på hendes hår, "Vil ikke stoppe dig i at se ham... og forstår godt hvis du stadig føler at du vil se ham, sådan har jeg det også med mine søskende nogen gange.. når jeg tænker på dem.. ville jeg ønske at de var her" smilede han skævt, og betragtede hende, hvorefter at han bed sig diskret i underlæben, da hun pludselig begyndte at snakke om at hun selv var skyld i hendes søster død? Han trak hende tættere ind til sig, imens at han havde sin ene arm om hende, "Uhm, det er ikke din skyld, det er voldtægtsmandens skyld.. du skal ikke bearbejde dig selv over det" hviskede han med en blid stemme, "Du er ikke en morder... eller hvad du har i af dine tanker.." mumlede han, og kyssede hende dernæst på kinden, "Det er mere mig som er en morder.. burde sættes i fængsel.. eller blive straffet.. for det jeg har gjort.. men jeg bliver så også straffet.. for både at have dræbt min bror og mig selv", da han havde sagt det, kiggede han lidt ned af sig selv, betragtede endnu engang hans brystkasse, inden at han så på hende igen, "Du må love mig at du ikke ser dig selv som skylden i din søsters død" sagde han alvorligt, uden at han vidste af det undslap han også et grin fra sin strube, da hun grinede. Hendes latter smittede. "Forstår jeg godt, det vil også blive lidt... hvis du skal gå og rende og låne mit tøj, all the time" fniste han og lod sin tunge glide ud at slikke ved sin underlæbe, "Hm, vil godt være med til at hente det, hvis du vil have mig med" sagde han så og nikkede, som tegn på at han mente det, han nød at have hende tæt på sig. Det at føle sig tryg hos hende, og vide at de havde samme følelser for hinanden, gjorde ham lykkelig. Han ville blive såret, hvis de en dag gik fra hinanden og selvfølgelig vidste han godt at de havde startet tidligt med at flirtet med hinanden. Der plejede som regel at gå nogle dage... måske måneder, før man begyndte på det. Men som sagt, ville han heller ikke spørge hende indirekte om at komme sammen. Fordi så ville de blive hurtigt træt af hinanden, men som sagt, var han stadigvæk glad for at hun også ville bo sammen med ham. Hun var mere end bare velkommen.

Hun sad lidt og lyttede til hvad han havde at sige, tænkte ikke rigtig over det. Var egentlig også bare mere interesseret i, at høre hvad det var han havde at sige, til det hun havde sagt. Da hans mening, et eller andet sted, virkelig betød noget for hende. Dog var hun stadig utrolig lettet, over at hun havde fået det sagt det. Da det var noget, som altid havde gået hende på. Hun smilede svagt over at hun ikke skulle se sig selv, som morderen på sin søster, men så igen, hun kunne ikke rigtig andet, fordi at hun havde jo, sag at de skulle gå den vej. Hvis hun bare havde gået efter hvad hendes søster havde sagt, så ville det aldrig havde været sket. Men så igen, så var hun nok aldrig været blevet blind, også havde hun aldrig fået set Chariot, på samme måde. Da han så selv sagde at han var mere morder end hun var, kiggede hun med store øjne på ham. ”Du er bestemt ikke nogen morder! Du gjorde, det af kærlighed til din søster, Chariot, man er morder hvis man gør det uden noget mål, hvis man bare gør det for sin egen skyld..” sagde hun stille og kiggede på ham med store øjne. Hun kunne ikke tro på, at han var en morder, vampyrer var mordere. De gjorde det alt sammen for deres egen skyld, faktisk, må hun give ham rart. Hun hadet vampyrer, ikke fordi at Chariot gjorde det. Men fordi, de var jo morder. Alt det som de gjorde, det gjorde de for dem selv! Men så igen, de havde jo brug for blod? Nej, blodet kunne de få fra donere, man behøvede ikke at drikke fra uskyldige mennesker. Det var sygt og forkert, og hun kunne ikke fatte pointen med det. Og ville nok hellere aldrig gøre det. Langsomt listede hun sine arme omkring ham, og hviskede blidt ”du er ingen morder.. det er du ikke..” hun sukkede stille, og kiggede tomt ud i luften. Men, man kunne jo aldrig få andre til at tro på hvad man sagde. Ikke sådan helt og holdent, man ville altid havde ens egen syns punkt i sagen. Sjovt egentlig, man kunne kæmpe og kæmpe, for at få andre over på ens side, som måske var imod en. Også i sidste ende, hvor de måske kom over på ens side, var der jo stadig noget inde i dem som sagde, at dette er det ikke det jeg tror på. Det er ikke det jeg vil tro på. Også, giver det jo i grunden ikke længere mening? Hun rystede en smugle på hoved af sig selv, over de mange tanker der pludselig kom inde i hendes hoved, altid disse tanker. Hvorfor stoppede de aldrig? De mange ting som hun overvejede, teorier som hun forsøgte sig på. Aldrig kunne hun helt, finde ud af, hvad det egentlig var hun prøvede, at få sig selv til at tro på. Mange gange modsagde hun også sig selv, i sine tanker. Underligt nok. Hun gav ham lidt tid til at tænke over det, inden hun svarede på det han havde sagt til sidst, nemlig at han gerne ville med. Selvfølgelig var han med, hun viste hellere ikke hvordan hendes bror ville tackle det, hvis at hun kom der, med øjne der kunne ses, og hendes krop havde også ændret sig en smugle efter forvandlingen. Hun var blevet meget mere hvidt hud, end hun havde haft førhen. Og hendes hår var blevet næsten helt sort. Hun sukkede stille og bed sig igen i læben ”jo, du kan sagtens komme med, men tror måske så vi snart skal af sted..” hun kiggede smilende på ham, inden hun langsomt slap sit tag omkring ham, og rejste sig langsomt op, mens hun strakte sig. Hun var i grunden lige glad med hvad han sagde i sit forsvar, om han var en morder eller ej. I hendes øjne, ville han aldrig være nogen morder. Også kunne han komme med alle sine argumenter, men i hendes øjne. Var han den sødeste, og dejligste man kunne tænke sig. Også om han var lidt ond, og kold en gang i mellem. Men hvem var ikke det? Alle havde brug for, på et eller andet tidspunkt, at være kold, få afløb på de følelser der gemte sig inde i en. Hun havde da også brug for at skubbe folk, fra sig nogen gange. Bare være for sig selv, og tanken om at slå en eller flere ned, havde da også været der. Men hun havde godt nok aldrig gjort det. Men så igen, bare tanken var der, var vel, dårlig nok igen ikke? Et dybt suk gled igennem hendes læber, mens hun strakte sig, igen havde tankerne fået frit løb, hvorfor var det altid, at hun ikke kunne få styr på de fandens tanker? ”hmm..” du har vel ikke en jakke jeg kan låne der hen.. eller?” sagde hun med et lille smil på læben, mens hun prøvede at lade være med at tænke. Bare, være tom inde i hoved, det ville være rart, bare få lov til at være i fred, på alle mulige måder. Men det var ikke rigtig noget som var tilfældet når det kom til hende. Hun kunne ikke lade være med at tænke, det var bare hende, at tænke. Tænke, tænke tanke. Som man sagde. Hun grinede lidt over hendes pludselig drejning af tanker. Og kiggede lidt rundt i lejligheden, inden hun gik over til hendes sko, satte sig ned på gulvet, og trak de slidte gule allstars, som hun efterhånden havde haft, i utrolig lang tid. Kiggede lidt hen på Chariot, som for at spørger om han kom.

Et lille grin undslap fra hans læber, imens at hans blå krystal dødelige øjne hvilede på hende, han kunne ikke gøre for det, da det overraskede ham en del, da hun lavede ’de store øjne’ blik. Da hun sagde det med at han ingen morder var, og grunden til det, at han ikke havde gjort det af egen fri vilje, men fordi han havde gjort det af ren kærlighed, dukkede der et svagt smil frem på hans læber, ”Maylana.. hvis jeg ikke skal se mig som en morder.. må du love mig at du heller ikke ser dig selv som en morder” sagde han alvorligt og alligevel på en blide måde, imens at et lille smil stadig kunne ses på hans læber, ”Du kunne ikke gøre noget dengang din søster døde.. du vidste ikke bedre”, han sagde det meget nænsomt. ”Men.. faktisk” mumlede han og bed sig let i underlæben, selvom han så vampyrer som nogle uhyrer der byrde skydes og dræbes, så var nogen af vampyrerne også uskyldige væsner, det var ikke dem alle, som havde fortjent at leve sådan. Det var ikke deres skyld at de blev bidt. ”Nogen vampyrer fortjener heller ikke at dø..” sagde han stille med et lille nik, som et tegn på at han egentlig mente det, ”Før at man.. ligesom mig går ud og for lysten til at dræbe vampyrer, så skal man kende vampyrens fortid.. komme lidt i snak med væsnet, før at der sker noget brutalt og forkert” sagde han og smilede skævt, da han mærkede hendes arme omkring sig, som gjorde at han smilede noget mere, han kiggede lidt ned af sig selv, blot fordi han hadet vampyr, ville han ikke gå til angreb med det samme, det kom an på så meget, bl.a. det om vampyren ville angribe ham med det samme, når de så hinanden og fik øjenkontakt. Han kiggede på hende igen da hun sagde noget til ham, idet at han lagde sit hoved en smule på skrå, ”I orden, også bedre at vi får det gjort med det samme.. også for at din bror kan få alt det at vide som der er sket med dig” han tænkte imens over det han havde sagt, han håbede ikke at hendes bror ville blive sur eller noget lignende, hvor hendes bror måske ville overragere. Chariot ville i al fald komme og træde til, hvis at hendes bror, pludselig ville overreagere. Han lænede sig lidt mere tilbage i sofaen, imens at han så på hende, fulgte hver og en af hendes bevægelser. Hun var smuk og havde en flot krop. Det gjorde at han ikke rigtigt kunne lade være med at stirrer på hende, imens at hun strakte sig. Inden at hun sagde noget igen, kiggede han sig en omgang rundt i sin lejlighed, ”Mhm.. jo da” sagde han og nikkede kort, inden at han rejste sig op fra sofaen, og rettede en smule på sit tøj, så det sad rigtigt. ”Jeg går lige op og henter en jakke til os hver” tilføjede han og løb hurtigt hen til trappen og op til anden etage, videre hen og ind til sit soveværelse, hvor han åbnede døren, da han havde taget fat i håndtaget, uden at stoppe op og tænke efter at han havde åbnet døren, løb han hen til skabet og åbnede ligeledes det, han fugtede sine let døde, blege og kolde læber, hvorefter at han trak en sort almindelig jakke, en jakke som han også tænkte på at hun kunne passe, også alligevel ikke, den ville sikkert være for stor for hende også igen, det var jo klart, når han var en mand og lidt højere end hende, og angående med deres krop generelt, så havde han jo større muskler end hende, han fandt det lidt morsomt over at tænke på det. Han lagde jakken til hende over sin ene skulder, inden at han trak sin egen jakke frem fra skabet og lukkede det, efter at han havde taget jakken på, løb derefter ud fra soveværelset, lukkede døren efter sig og løb videre ned af trappen, hvis han var et menneske, ville han helt klart være meget forpustet også ville han slet ikke kunne klare at løbe så meget i det samme tempo. Noget som han også undrede sig en smule over var, da de ikke snakkede som sådan, tænkte han over hvad hun tænkte på. Han var nysgerrig og ville gerne lærer hende bedre at kende, end han gjorde i forvejen. Idet at han smed roligt jakken hen til hende, som hun skulle låne, hvis hun da ville det, ”Hm, glæder mig også til hvordan din bror, vil reagere på mig” sagde han med et lille grin, Chariot kendte jo ikke så meget om ham, og det kunne enten ende med at de kom op at skændes, at fighte eller andet end det, at blive venner og komme i en god snak. Han vidste ikke noget om det, men det ville han blot finde ud af med tiden, når han kom til at møde ham. Udover det så var han også en smule nervøs, han fandt det som en stor oplevelse at komme hen og møde hendes bror, Chariot var normalt det væsen som ikke var i nærheden af at møde og deltage i en samtale med andre mennesker og væsner, bare det at gå ud fra sine egen meninger og handlinger. Et lydløst suk undslap fra hans læber, ”Hvad.. er din bror egentlig?” spurgte han forsigtigt og kunne mærke en kuldegysning igennem kroppen, da han begyndte på det emne, han vidste ikke hvordan han skulle spørge ind til det, men han var nysgerrig for at vide noget omkring hendes bror, om Chariot skulle være forberedt på noget. Han håbede ikke på at hun ville blive sur, over den måde han spurgte ind til det på, imens gik han hen til hende, og tog sine sko, tog dem på og kiggede på hende, ”Jeg mener.. det mere om der sådan er noget jeg bør vide inden at det er jeg kommer til at møde ham.. eller?”, han sendte et charmerende smil, imens at han så på hende og betragtede hende, Chariot kunne ikke komme udenom at han var blevet forelsket, og han var glad for at han førhen havde fået sagt til hende, hvad han egentlig følte. Han håbede bare på at hun vidste det, for han mente det virkelig, han følte at hun ville blive ved med at være en del af hans liv. Og han ville gøre alt for hende, alt. Og mere til end hun vidste.

En lille brummen, kom ud af hendes mund, over det han sagde. Hun kunne vel godt gå med ind til, at hun ville stoppe at se sig selv, som en morder, hvis han også stoppede med det. Eller hun ville i hvert fald prøve. Men noget som hun altid ville se sig, skyldig på, var at hun havde sagt at de skulle gå den vej. Så et eller andet sted, kunne hun havde undgået, at hendes søster ikke længere var hos hende i dag. ”hmm… fint, så siger vi det..” sagde hun stille og nikkede til det han sagde, mens hun var godt i gang med at binde sine snorebånd, på de gule allstars. Egentlig passede de meget godt, til de hullede slidte jeans som hun havde på. Hun havde ikke engang rigtig tænkte over det jo. Hun havde før i tiden, bare taget noget på også var det egentlig det. Nu, kunne hun jo igen se, se hvordan hun så ud, hvilke ting der passede sammen, og at hun havde taget noget på, som faktisk så godt ud. Undrede hende lidt, måske havde hendes bror haft en finger med i spillet? Han havde altid virket mere bøsse end hetro. Men så igen, han var sikkert metro seksuel. Nu når han havde en kvindelig kæreste, eller måske bi? Hun nikkede kort til Chariot og at han ville gå og finde nogle jakker til dem. Mens hendes tanker fløj omkring, det med hendes bror. Ja, hvor var verden egentlig underlig, når det kom til seksualiteter. Nogen var til det ene, andre var til det andet, også var der dem, som kun mente, at man kunne være dreng pige. Hvorfor var det egentlig sådan? Hvad var der så galt i, at være pige, pige. Eller dreng, dreng? Der var jo som sådan, ikke noget galt i det? Selvom, altså, mennesker var jo skabt til at producere efterkommere, og det kunne man jo ikke som dreng, og dreng. Men så igen, der var så mange andre måder at få børn på nu om dage, og folk var sku da lige så gode til at passe på børn, selvom der måske ikke var en moderrolle, eller en faderrolle. På det punkt, mente hun at nogen folk, bare var for gammeldags. Og skulle alle ikke være ens, ifølge biblen? På det punkt, var hun så ukristen, som man kunne tro det. Derfor, var hun glad for, hun var en dødsengel, og ikke nogen af guds engle. Selvom, hvis, der fandtes et helvede, fandtes der også en himmel, og derved også gud. Det var jo bare som man så på det, hun ville hellere være en del af helvede, end noget som løj til dens folk. Tænk, at præster, i tidens løb, havde løjet, og snyd dem som havde troet på dem. Bare, fordi de havde brug for noget at få penge!? Hun havde altid, hadet kirken for at gøre sådan noget. Men så igen, alle trosretninger, havde haft deres dystre punkter i livets lange løb. Så at beskylde en for noget svinsk, måtte man også se på de andre. Hun sukkede lidt, og sad i sine egne tanker på gulvet, mens at Chariot var oppe og finde jakker til dem. Hendes tanker faldt igen på hendes bror, gad vide hvordan han egentlig havde det? Hun havde ikke set ham i nogle dage, da han havde været hos sin kæreste, også havde hun været hos en af sine gamle veninder, for at hente nogle af hendes glemte ting, som hun havde haft liggende der, i meget lang tid efter hånden. Så en uge, var der næsten gået siden de sidst havde set hinanden. Så han måtte egentlig være lidt utrolig, for at hun ikke var der hjemme, når han kom hjem. Hvilket, han nok havde gjort for flere timer siden. Det var jo efterhånden begyndt at være lyst. Hvor længe havde de i det hele taget været her? Det var der, at hun begyndte at finde ud af, at hun var ved at være træt, og snart havde brug for noget søvn, men det måtte vente. Nu ville hun gerne, have dette med sin bror overstået. Også bare komme tilbage her til, og sove. Et lille smil bredte sig i hendes læber, da hun kom i tanke om, at fra nu af, ville hun skulle sove her hos ham. Ingen andre, om det så var på sofaen, eller sammen med ham, oppe i sengen. Det viste hun ikke, men en ting viste hun. Dette ville aldrig være noget hun ville glemme, alt det han gjorde for hende, var utroligt, og hun ville altid være taknemmelig for det. Igen, ikke noget med at han havde givet hende synet tilbage, han havde også givet hende et sted at bo, da hun ikke havde den store lyst til at bo sammen med sin bror, i det hus, hun havde boet i siden hun var en lille pige. Minderne der hjemme, var bare for voldsomme, til at hun ville bo der mere. Han havde virkelig redet hende i dag. Hun mærkede noget blødt ramme hendes arm, og kiggede fraværende ned på det, inden hun kiggede op på ham, og rystede lidt på hoved af sig selv ”Nå eh..tak..” grinede hun, og kom langsomt op på sine ben ”Hmm.. næh, han er menneske lige som mig, hvad jeg ved af..” sagde hun og nikkede lidt, over om der var noget han skulle vide. Ikke hvad hun viste af når det kom til stykket, det var jo bare hendes bror de skulle møde ikke? Det var der jo intet ved. Eller var der? Hun rynkede brynene lidt, og tænker over om der var et eller andet som han skulle vide om ham. Men så igen, var det ikke nemmere at han bare mødte hendes bror? Lærte ham at kende, for sig selv. Alle havde jo deres måder at se folk på, så Chariot ville sikkert se hendes bror, anderledes end hende selv. Hun tog langsomt hans jakke på, og grinede over at den var alt for stor til hende. ”hmm… måske jeg skulle blive lidt mere bredskuldret..” kom det fra hende, mens hun langsomt smørrede armene op, så de passede hende lidt bedre. Hun kiggede over på ham og lagde hoved lidt på skrå ”klar?” sagde hun stille og fugtede sine bløde fyldige læber. Inden hun gik over og tog i håndtaget til hoveddøren, ventede lidt på ham, inden hun åbnede døren, og begyndte langsomt sin gang ned af trapperne, da de kom ud, erfarede hun at hans lejlighed, ikke lå særlig langt fra hendes hus. Hun smilede stort, og tog hans hånd ”så.. nu skal du se, hvor jeg boede en gang..” grinede hun, og gik hurtigt mod huset. Som ikke lå mere end nogle gader der fra.
Der gik ikke lang tid før at de var der henne, hun bed sig lidt i læben, inden hun fiskede sine nøgler frem, fra hendes bukselomme. Heldigt at hun havde husket den. Det var et lille hus, med en indkørsel og forhave. Sådan et rigtig parcelhus. Hæk rundt om det, så man var afskærmet ind til naboen. Lavet af gule mursten, ja, det var ikke rigtig noget specielt omkring dette hus, det var da hyggeligt, men det var også det. ”Velkommen til mit barndoms hjem..” sagde hun med en lille stemme, der var noget som rørte sig i hende, noget der gjorde at hun følte sig, ikke velkommen her. Alle gardinerne for vinduerne var trukket for. Hvorfor fanden var de det!? Hendes hånd røg ned til hans hånd, ”der.. er noget galt..” mumlede hun stille, inden hun bevægede sig over mod hoveddøren, efter at have slap hans hånd. Åbnede den langsomt og gik ind, lod dog hoveddøren være åben så at Chariot kunne komme ind. ”Sephen..?” kom det stille fra hende, mens hun stod i entreen. En hvæsen kom inde fra stuen, lige ved siden af entreen. ”Maya.. luk den dør.. sollyset er ikke godt for mine øjne, ikke lige nu..” det var som om at hendes hjerte stank i livet, der kom en utrolig stank inde fra stuen, en stank hun ikke kunne beskrive. Men det at han sagde at han ikke kunne klare sollyset, og ikke bare lyset, gjorde hende urolig. Meget urolig.