What am I doing here? - Chariot

Han bed sig hårdt i læben, da han mærkede kniven henover såret igen. ”Jeg har nogle grunde til det… og grundene er at…” mumlede han imens at han kiggede på hende, ”Når folk som specielt vampyrer bider ud efter mig for at smage mit blod.. så vil jeg få syner om min dødelige bror.. og ham vil jeg ikke have med noget at gøre længere… også fordi han blot er død.. er der ingen grund til at tænke mere på ham… desuden var han også meget ond da han levede… dog ikke i hans menneskelige liv” sagde han og holdte en lille pause inden at han fortsatte med at snakke; ”Og jeg har det med at det er kun få personer som får lov til at smage på mit blod også pga. synerne, men også følelserne, fordi jeg bl.a. bliver lidt svag når nogen tager noget af mit blod.. altså.. når der bliver brugt hugtænder” sagde han med et lille skævt smil, dette som Maylana havde hjulpet ham med, gjorde ham ikke nær så svag, da han mistede ret meget blod.

"hmm... så er det godt jeg ingen hugtænder har.." grinede hun lidt og smilede forsøgende til ham, selvom hun godt viste at han nok ikke havde det så godt omkring det med hans bror. Men hun viste i grunden ikke rigtig hvordan hun skulle snakke omkring det. "Hmm.. ville ønske jeg kunne sige noget andet end jeg er ked af at din bror var som han var.. og at han ikke længere lever.. men jeg mener at alle har sin plads i livet... og nogen gange, så går det bare ikke som man gerne vil have." hun pustede stearin lyset ud, og følte sig en smugle stolt over hun havde kunne gøre det trods sit handicap. "Og hvis din bror er død nu, er der sikkert også en god grund, en grund som jeg ikke vil snage i" mumlede hun stille "men jeg må sige, jeg hellere ikke rigtig kan sætte mig ind i det, trods at jeg har en bror. Men min bror er nok noget af det mest tøsede jeg kender.. og ham blive ond.. tror jeg ikke er muligt.." en lille kluk latter gled igennem hendes strube mens hun rystede lidt på hoved over sin tanke gang. "tilgiv mig... jeg har det med at snakke meget når jeg er lidt nervøs.." hun sendte ham et tilgivende smil, inden hun lod sit blik glide ned af. Og en anelse rød farve steg op i hendes kinder. Hvilket var lidt underligt for hende, da hun altid havde været den kolde og kyniske type når det kom til stykket. Men det var mere fordi at hun prøvede at beskytte sig selv fra omverden. Hun var bare blevet såret for mange gange til at hun kunne klare mere af dette, dette had mod blinde, som denne verden viste hende. Hun var så træt at at skulle ligge i støvet for at finde en mand eller kvinde som faktisk gad at være sammen med hende. Men det skete bare aldrig, og at Chariot lige pludselig havde kysset hende, havde totalt fejet benene væk under hende. Uden hun rigtig havde opdaget det.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt, ”Ja, det er meget godt” konstaterede han med et lille nik, og rømmede sig, ”Tja det går mig ikke så meget på mere… som det har gjort, kan bedre snakke om det, efterhånden” sagde han stille med et skævt smil, imens at han kiggede på hende. ”Det er rigtigt..” mumlede han, grunden var god til hvorfor at hans bror var død den dag i dag. Han kunne bare lade være med at dræbe deres søster, ”Men…ehm” sagde han lavt og bed sig hårdt i læben, ”Det var mig som der dræbte ham…” hviskede han, ”Og det er i orden” svarede han med en lille latter der undslap fra hans strube. ”Kender det godt … på en måde… jeg gemmer mig… når jeg viser min onde og brutale side af mig selv…”, han sagde det meget nænsomt og på en blid måde, det var ikke for at skræmme hende af livet, han håbede på at hun ikke blev skræmt af det som han fortalte hende. Det ønskede han ikke. Slet ikke. ”Er du nu sikker på at du gerne vil blive en dødsengel ligesom mig?” spurgte han for at være sikker endnu engang, da han ikke ville have at hun skulle fortryde det, hvilket han var bange for at hun skulle. Også ville der jo opstøde et problem, fordi når hun først havde sagt ”ja” til det, kunne hendes liv ikke ’laves’ om, efter at han havde dræbt hende….

Hun nikkede forstående til det han sagde, det var nemt på en måde at sætte sig ind i det med at han blev bedre til at snakke omkring det med tiden. Det samme var som hende, for at snakke omkring hendes fortid. En tid som ingen andre end dem som havde været til stede viste noget om. Og alligevel havde de forladt hende, lige der hvor hun havde haft brug for dem. Hendes bedstevenner, flyttet fra landet som hun boede i, velvidende omkring at hun ikke kunne tage med på grund af hendes kræft. Og så havde de været så frække ikke engang at spørger om hun ville med. Måske havde hun sagt ja? Fået noget ud af sit liv, set nogle ting inden hun var blevet helt blind. Men nej, hendes bror havde spærret hende inde på hendes værelset. Nægtede hende at komme ud, før at det var blevet forsendt. Hun havde grædt i så mange dage over at hun ikke længere kunne se, bare tanken om, aldrig at kunne se månen lyse ned på søen og sende et sølv ligene skær, hen over skoven. Den havde været uforståelig for hende, hvorfor hun skulle straffes på den måde. Og det var det folk var begyndt at sige at det skulle have været hende der skulle været død den aften i stedet for hendes tvillingesøster, sammen med hendes forældre. Hun sank noget mundvand, og nikkede lidt til det han sagde "ja.. jeg kender godt til følelsen af at have sin søskendes død på skuldrene.. det er ikke sjovt og det er så lige meget hvilken grund det er. Om man selv dræbte dem, eller man var sammen med dem når det skete." sagde hun stille, og blev faktisk slet ikke skræmt over det han sagde om at han havde dræbt sin egen bror. "han fortjente det vel..?" sagde hun lige så stille og vendte hoved mod ham. Et lille smil fremtrådte på hendes læber, mens hun lagde hoved på skrå "du.. plejer ikke at fortælle folk så meget.. gør du vel?". Hun havde det på fornemmelsen, at alt det han sagde lige nu, var noget som han ikke sagde til særlig mange. Men så igen, man kunne jo aldrig være helt sikker. Selvom hendes indtryk af mennesker aldrig helt slog fejl. Hun viste godt at Chariot ikke var den mest helt igennem venlige type. Der var også ondskab gemt inde i ham, men det var ikke rigtig noget som rørte Maylana, faktisk ikke det mindste. Der var altid gemt noget ondt, og noget godt i alle mennesker. Det var bare spørgsmålet hvor dybt det var gemt væk. Og Chariot havde ikke været andet end sød overfor hende. Så hvorfor skulle hun så vise ham mistillid. Bare fordi at han havde dræbt sin egen bror, behøvede hun da ikke blive bange, eller burde hun? Hun sukkede dybt over sine egne spørgsmål som hele tiden dannede sig i hoved, og bare ikke ville holde op! Hvad fanden var det, som var galt med hende!? Hvorfor kunne hun ikke bare lade det ligge? Han havde dræbt sin bror, og hvad så? Han havde en grund, og broderen havde jo været ond ikke? Endnu flere spørgsmål dukkede op, hvorfor? Hvordan, og hvad havde drevet ham til at gøre det? Men de blev alle sammen inde i hendes hoved, hun ville ikke snage, og ville hellere havde ham til at fortælle det selv.
Hun vente tilbage til virkeligheden da han spurgte sit næste spørgsmål og bed sig stille i underlæben "ja.. jeg er sikker.." sagde hun stille og lod langsomt hånden glide hen over hans kind. Lige så stille og lod langsomt sine fingre glide hen over hans ansigt, mere for at danne sig et blik over hvordan hans ansigts struktur var bygget. Hun tænkte i grunden slet ikke over hvad det var hun gjorde. Hun gjorde det bare, mest af alt fordi hun havde lyst. Og fordi at, hvorfor ikke? Han havde jo kysset hende, måtte hun så ikke godt føle sig frem til hvordan, han i grunden egentlig så ud?
Hendes tommelfingre gled langsomt hen over hans læber, og et lille smil gled hen over hendes læber, men gjorde dog ikke noget, andet end langsomt at lade fingrene glide hen på den anden side, ned af hans kindben, og ned af halsen. Lige så forsigtigt. Næsten som en fjer der gled hen over hans hud.

Han så på hende og lyttede efter det som hun sagde. Et skævt smil var plantet på hans læber, ”Min.. bror blev forvandlet til en vampyr, en regnvejrs dag.. hvor han dræbte vores søster, imens at jeg sjov.. men opdagede det så, fordi jeg blev vækket..” sagde han stille, ”Ja.. han fortjente det.. også alligevel ikke, det var synd at han blev bidt, også derfor at jeg hader vampyrer som pesten den dag i dag” mumlede han, imens at han kiggede på hende. ”Nej.. det plejer jeg ikke.. normalt er jeg bare den kolde type.. men er jeg ikke når jeg er sammen med dig?” svarede han og bed sig i læben, idet at han nikkede kort til at hun så var sikker på sit valg, han ville blot være 110% sikker på at det var det som hun ville. Da han ville få det dårligt hvis hun ville fortryde det hele. Han fugtede let sine blege og kolde læber, imens at han mærkede hendes hånd på sin kind, et lille grin undslap fra hans læber, da hun lod sine fingre glide hen over hans læber, han syntes at det var i orden, det som hun gjorde, han forstod det fuldt ud, det måtte være træls for hende at hun ikke kunne se de folk som hun snakkede med og var i selskab med. Tanken havde ikke strejfet ham at hun heller ikke kunne se sig selv. Han undslap et lydløst suk, imens at han faktisk nød det, som hun gjorde, han sagde intet til det. Da han heller ikke vidste hvad han skulle sige. Imens tænkte han blot over hvordan han egentlig også skulle… dræbe hende, underligt, men hun havde jo også trukket et valg og han ville godt gøre det. Samtidig ville han bare ikke påfylde hende så meget smerte igen.

"Hmm... vores liv er altid tragisk.. problemet er bare at kunne lægge det til side og kommer videre i ens liv. Man må huske på de folk man elskede, og de folk man mistede på den bedste måde. Også vide, at de havde et godt liv, så længe det varede. Selvom det er hårdt at vide, at man kan opleve så meget mere end dem. Fordi at de ikke længere er til stede. Det er aldrig andres skyld. Det er altid din egen skyld.. eller der siger man i hvert fald.." hun grinede lidt og bed sig i læbe. Ja hun havde en mærkelig tro, hun troede på det positive, hun troede på at hvis man ville, så kunne man alt. Hvis man lod være med at sige det var andres skyld, men faktisk tog ansvar for sine handlinger, ville man få det meget bedre med sig selv. Og man kunne også lærer meget af sine handlinger, hvis man faktisk så i øjnene, at det man havde gjort måske ikke lige havde været det bedste. Et lille suk gled igennem hendes læber. Mens hun helleres bare holdte sin mund lukket. Hun gad i grunden ikke rigtig snakke, og ville bare have lov til at sidde i stilhed, uden rigtig. Dog holdte det ikke helt. "Man siger.. at man kun er sit rigtige jeg overfor folk, som man tror kan håndtere det, og dem man gerne vil beholde sit venskab til, skaber man et falsk personlighed overfor.. hvilken en af delene gør du.?" hendes fingre gled langsomt ned af hans hals, mens den anden nuldrede sig op i hans hår, lige så stille. Mens hun rykkede lidt tættere på, egentlig bare for at kunne komme bedre til, med at udforske, hans ansigts træk. Hendes hånd gled langsomt op fra hans hals, til hans kæbe. Lige så stille, hen over hans kind ben, op til hans kind. Og lige så stille ned igen. Følelsen af hans kolde, fine hud under hendes fingre, fik hende til at sitre lidt. Men fik hende også lyst til at blive ved med at rører ham, uden rigtigt at tænke over det.

Han tænkte lidt over det hun sagde. ”Hm, ved det ikke… nogen gange er jeg så kold og brutal at jeg skræmmer nogen ved første møde… at de så flygter fra mig… det er forskelligt, det kommer an på hvordan mit humør er..” sagde han stille imens at han kiggede på hende, førte forsigtigt sine arme omkring hende og løftede hende op at sidde på hans skød, han havde godt mærket hvor tæt før hun sad på ham, som sagt havde han intet imod det, han nød det. Han havde stadig sine arme omkring hende, ”Hm, sig hvis det er for meget..” mumlede han imens at et ualmindeligt grumt smil dukkede frem på hans læber, han gemte lidt sin… godhed væk, da han ikke ville ligge nogen følelser i det, med når han skulle dræbe hende, selvom han nok vidste at det alligevel ville blive noget svært. Han lod sin ene hånd glide ned og forsigtig ind under hendes trøje, hvor han begyndte at nusse blidt hendes ryg, med sine fingerspidser. Imens at han lænede sig lidt mod hende, for at han kunne tage fat i sin lommekniv med den anden hånd, hvor han tog godt fast om den, inden at han lænede sig tilbage i sofaen, så hun ikke faldt ned. Langsomt førte han også sin hånd, med kniven ind under hendes trøje, sørgede samtidig for at hendes hud ikke blev ramt af kniven, hun skulle ikke opdage det lige nu.

"Hm.." mumlede hun stille, sagde dog ikke noget til det han fortalte hende, omkring at han var kold og brutal. Lyttede bare til det han sagde, mens hun fortsatte sin færd med fingrene hen over hans ansigt. Pludselig mærkede hun at han træk hende op på hans skød, og rynkede undret brynene, men gjorde dog ikke noget ved det. Og et lille smil spillede på hendes læber ".. right.. som om du så ville stoppe.." hun grinede lidt af ham, og lod hænderne glide ned på hans brystkasse og holdte dem der, mens hun mærkede at han lænede sig forover, og tog noget fra bordet. Og, hun måtte indrømme at hun viste hvad det var, som han havde taget fat i. Det ville hendes ører ikke fejle hende på. Dog sagde hun ikke noget, og lænede sig let hen over ham, og trak maven ind da han førte hans hånd ind under trøjen. kuldegysninger igennem kroppen. Hun lænede sig langsomt frem over, og førte munden hen til hans ører "bare lov mig.. at når du først er gået i gang.. så ikke stop mit i det hele, fordi du bliver overvældet af dårlige følelser. gennemføre det, også gerne så hurtigt som muligt.." hun lukkede langsomt øjnene, og åndede tungt ved hans ører, inden hendes læber langsomt berørte huden ved øret. Og træk sig så tilbage.

Han hævede det ene bryn, "..Uhm.. jeg tænker ikke just kun på sex, hvis det er det du tror.. May" sagde han stille, da hun sagde at han nok ikke ville stoppe alligevel med det han havde gang i. - Han fugtede let sine blege læber, "Mhm... du må også bare love mig... at du ikke vil flygte under det her.... ved at blive alt for skræmt" sagde han, efter at hun havde hvisket i hans øre, han vidste ikke om hun ville gøre det, men tanken lå der, det kunne jo være at hun inderst inde fortryd det, men bare ikke ville sige stop... eller lad være, som nogen kvinder var gode til at sige. Så godt kendte han ikke Maylana endnu. - Men udover det så troede han på at hun ville blive glad for sit nye liv, når hun fik synet tilbage, han ville i al fald love hende at hun fik det igen. "Hm, kom her.." sagde han med et charmerende smil imens at han kiggede på hende, han ville beskæftige hende lidt, inden at han gjorde noget, han lod deres læber ramme hinanden, idet at han masserede blidt hendes læber, før at han kyssede hende blidt. Prøvede på at holde kysset.

"det ved jeg.. det var slet ikke sex jeg hentydet til.." hun nikkede svagt til det andet han sagde, med at hun ikke måtte flygte. Ja tanken lå da i hende, det var ikke sjovt at tænke på, at den, mand, i drengen skikkelse. Ville dræbe hende, den som man havde følelser for. Da man så som drab, som noget ondt. Men det var jo ikke det, som det hele gik ud på. Han gjorde det jo fordi, at han ville gøre hende en tjeneste. Sådan, så hun kunne få det hun ønskede mere, end noget andet i denne verden. Nemlig, at få sit syn tilbage. Noget, som, virkelig betød noget for hende. Og hun ville være ham evig taknemlig for, hvis det faktisk ville lykkes. "jeg lover.. jeg ikke flygter.. jeg stoler på dig." sagde hun stille. Da hun mærkede hans læber mod hendes egne. Hun kyssede stille igen, og et lille smil dannede sig på endes læber, mens hendes hånd, langsomt listede sig om bag hans nakke. og træk sig tættere på. Selvom hendes signaler sagde, tag mig. Skreg hendes tanker, få det nu bare overstået. Da hun var ved at gå til over, at hun bare ville få det gjort. Da hun var bange for at ændre mening.

"det ved jeg.. det var slet ikke sex jeg hentydet til.." hun nikkede svagt til det andet han sagde, med at hun ikke måtte flygte. Ja tanken lå da i hende, det var ikke sjovt at tænke på, at den, mand, i drengen skikkelse. Ville dræbe hende, den som man havde følelser for. Da man så som drab, som noget ondt. Men det var jo ikke det, som det hele gik ud på. Han gjorde det jo fordi, at han ville gøre hende en tjeneste. Sådan, så hun kunne få det hun ønskede mere, end noget andet i denne verden. Nemlig, at få sit syn tilbage. Noget, som, virkelig betød noget for hende. Og hun ville være ham evig Hvis det ikke var sex som hun hentydet til, så vidste han ikke hvad det var hun hentydet til før, måtte han indrømme. Chariot gjorde sådan at hun kunne mærke noget af kniven mod hendes hud, imens at han gengældte kysset. - "I lige måde.." mumlede han lavt imod hendes læber, inden at han stak kniven, med den skarpe spids i hendes ryg, han var glad for at han selv ikke var et menneske mere, så ville han heller ikke klare dette. Han mærkede hvordan hendes blod begyndte at strømme ud, da noget af det faldt ned på hans hænder, idet at han trak kniven ud fra hendes ryg, lod kniven glide op mod hendes hals, og skar over på hendes hals, så hun også fik et dyb sår der... inden at han lod kniven glide om foran på hendes mave, hvor han også trak den ind der. Tanken strejfede ham om at udnytte hende lidt inden at hun helt døde... men nej... *Du må ikke gøre noget ved hende.. som gør at hun måske alligevel bliver sur* tænkte han og prøvede bare på at koncentrere sig om at dræbe hende i stedet.

Hun mærkede kniven og pressede øjnene sammen. *here we go* mumlede en stemme inde i hendes hoved. Og at mærkede hvordan maven snoede sig sammen. Hun gispede da hun mærkede kniven i hendes ryg, og spærrede de tomme øjne op. Et lille skrig gled igennem hendes læber, da han snittede hendes hals o, og hendes krop lagde sig ind over ham. Mens at tårerne gled ned af hendes kinder, mest over den smerte der løb igennem hendes krop. Blodet fosset ned af hendes hals, og gjorde den trøje hun havde op helt rød. Det prikkede for hendes øjne, i røde prikker. Og følelsen af at flygte, var forsvundet, hvor skulle hun kunne komme hen i denne tilstand? Hun vente langsomt sit ansigt mod ham, med munden let åben, hvor blodet langsomt begyndte at glide ud, og ned af hendes kæbe. "fa.. farvel.." sagde hun med en spinkel stemme, og hun lukkede langsomt øjnene. Mens at alt langsomt blev helt mørkt. Hendes bevidsthed, var væk. Hendes tanker, forsvandt en efter en. Dog pumpede smerten stadig i hendes krop. Men den var blevet overflødig. Den gjorde hende ikke så meget. Når hun snart slet ikke ville mærke noget mere. Der blev hun grebet af panik. Hun havde det som om, at hun aldrig ville vågne op igen. Og hun famlede i mørket for at gribe fast i den sidste livstråd i hendes liv.

Han lukkede sine øjne lidt, da han hørte hendes skrig, men hans øjne åbnede hurtigt igen, da hendes krop lagde sig ind over ham, "Sssh.." mumlede han, da han hørte at hun græd.. hvilet også var forståeligt, han håbede bare at hun var stærk nok i sig selv, til at hun kunne komme over på den side af hvor hun blev en dødsengel. Så hun ikke bare lod sit liv krydse over i lyset. Han opdagede godt at hendes trøje blev rød.. meget rød end da, men han tog sig ikke af det, bestemt ikke. Da det ikke gjorde ham noget. Blodet kunne bare vaskes af med lethed. Det vigtigste var bare at hun... blev genoplivet som en dødsengel.. som ham selv. Han kiggede lige så stille på hende, da de fik øjenkontakt, han kunne samtidig mærke hvor svag hun var blevet, "Vi ses.. om lidt" hviskede han, og bed sig i læben, imens at han trak kniven ud fra hendes trøje, inden at den gik ind i ham selv, da hendes krop jo var imod hans, lagde hurtigt kniven hen på bordet og lagde dernæst sin ene hånd på hendes ryg, den anden op på hendes kind. Chariot lod hende bare.. ligge hen over ham, "Maylana.. kan du høre mig?", han begyndte lige så stille at snakke ind til hende. Han håbede ikke at han havde fejlet, han håbede på at hun vågnede op, ellers ville han aldrig kunne tilgive sig selv. Aldrig.

Det var det hun hørte en stemme, en stemme som både fik hårene på armene til at rejse sig. Og fik hende til at falde til ro. Tråden hun havde famlet efter, forsvandt langsomt. Og hun vente sig om mod stemme, som havde snakket. Uden at sige noget. "hvem der..?" spurgte hun med sin egen, meget kræftfulde stemme. Hvilket, overrasket hende, at den lige pludselig var så kraftfuld. Hun havde forventet, at den ville være, lille og spinkel. At den ville være bange. Men nej, den havde kræft på. Og den var brusk. "Pas på hvordan du snakker lille kvinde.." hvislede stemmen igen. Og hun trådte et skridt tilbage, da en mørk skikkelse kom gående imod hende. "Lucifer.." mumlede hun stille og knep øjnene sammen. Var det virkelig ham? Mennesket, eller, væsnet måtte man hellere kalde det viste sig i en lille lysstrimmel. "Er du klar til at vende tilbage til livet, som min tjener, eller vil du følge med mig ned til helvede, og blive min slave..".
Maylanas hjerte slog et slag over, da hun viste, at det havde lykkes. Hun ville komme tilbage. "jeg ønsker at blive deres tjener her.." sagde hun med en ydmyg stemme, og bukkede sig. Det havde endnu ikke slået hende, at hun havde faktisk havde fået synet tilbage. Eller hun i hvert fald kunne se omridser. "Bedre min pige.. bedre.." skikkelsen trådte tættere på hende, og lagde
hånden på hendes øjne. Et skrig gled igennem hendes læber, da hun mærkede en brændende smerte igennem hendes hoved.

En stemme kaldte, en stemme, som spurgte om hun kunne hører ham. May reagerede dog ikke med det samme, hun lå bare livløst i hans arme, uden at vise noget tegn på liv. Faktisk, blev hendes hud meget mere bleg. Hendes hår meget mere mørkt. Og omridserne af hendes øjne blev mere mørke, og hendes kindben mere markante. Et mere statisk ansigt kunne man vel kalde det. Blodet størknede, og det var ikke til at se, at hendes sår langsomt healede.
Efter noget tid dog, kom de første livstegn. En lille brummen undslap hendes læber. Og langsomt, lige så stille åbnede hun øjnene. De var igen, blevet så grønne, som et forårsblad. hun missede langsomt med øjnene, da lyset overrasket hende. Alting var en smugle sløret, også blev de mere og mere skrabe. Hun følte en styrke inde i sig, hun aldrig nogen sinde havde oplevet før. Faktisk, var det fantastisk. Hun havde det som om, hun kunne løbe i flere dage, uden nogen sinde at blive træt igen. Aldrig. Et dybt suk gled igennem hendes læber. Og et stort smil dannede sig på hendes læber. "jeg lever.. sagde hun stille, og kiggede nu for første gang på Chariot. Som hun stadig sad på skødet af. "og..." tårerne trillede ned af hendes kinder, mere af lykke end af smerte. "og.. jeg kan se dig.." langsomt lod hun fingrene glide igennem hans hår. Mens en klingende latter gled igennem struben.

Chariot, en dødsengel som lige havde dræbt et uskyldig menneske, han var efterhånden ved at blive urolig og bekymret over for Maylana, hvis man følte efter kunne det garanteres mærke på ham, specielt hans hænder der rystede en smule imens at han førte sine arme omkring hende, krammede hende tættere ind til sig, så tæt de endelig kunne komme ind til hinanden, hvis han kunne ville han græde, men han havde ikke grædt i årevis, kunne han ikke få sig selv til, selvom han egentlig trængte til det. "Maylana.. Maylana?" spurgte han flere gentagende gange, han stoppede ikke før at han ville få et svar fra hende. Som dødsengel havde han kun eksisteret i 100 år, samtidig med at han stadig var 17 år havde han alligevel ikke fuldkommen styr på sine kræfter og magi. Han var virkelig bange for om han havde dræbt Maylana for alvor. Han fortrak sine mundvige i et skævt smil..da..da?
......
Han opdagede at hendes hud begyndte at blive bleg at en forandring var ved at ske. Han hævede det ene bryn da en lille brummen kom fra hende, idet at han dog smilede større da hun åbnede sine øjne. Selvfølgelig ville hendes syn være lidt sløret i starten, han vidste ikke hvordan han skulle reagere, før han vidste af det trillede en tåre ned af hans kinder, og han krammede hende ind til sig endnu engang. "Velkommen tilbage" hviskede han, imens at han lagde sit hoved ned på hendes ene skulder, han var virkelig glad for at det lykkedes hende at komme tilbage. At planen gik som den skulle, det lykkedes rent faktisk?! Flere tåre faldt ned fra hans kinder, "Håber aldrig.. at jeg vil få sådan en opgave igen.. eller at jeg selv kommer med sådan et forslag!" mumlede han og knep sine øjne sammen, inden at han gav slip på hende igen og lænede sig tilbage i sofaen, "Ikke fedt at vi begge græder..." grinte han og var glad over at høre hendes latter, han førte sin ene hånd, som stadig rystede en smule, op mod hendes ansigt, hvor han fjernede hendes værste tårer, under det ene øje også det andet bagefter, hvor han brugte sin pegefinger til det.
"Følelserne.. kom alligevel frem.. er stadig svag til at kunne fuldføre sådan noget.. med et koldt blik", selvom han måske havde virket stærk og kold i starten af processen, blev han mere og mere svag og en masse følelser kom frem, de følelser han havde for Maylana. Han syntes at deres venskab blev stærkere og stærkere med tiden som gik. Og med så meget som de egentlig oplevede sammen. Og han syntes at hun skulle vide, at han havde været lidt svag under selve processen, med tanken om at dræbe hende. "Du må godt slå mig.. hvis du vil.." sagde han stille og fniste lidt. Inden at han sendte et uskyldigt smil, det måtte hun faktisk godt, hun havde været igennem meget. Også påfyldte han, hende bare mere smerte ved at gøre en ende på hendes menneskeliv?

Hun kiggede mistroisk på ham. Selvom at hun aldrig havde set ham før, ikke på den her måde i hvert fald. Så havde han aldrig grædt, og nu var det vel, en måned siden at de havde mødtes første gang? langsomt lagde hun hoved på skrå. Og et strålende smil var på hendes læber. Det var ikke til at fjernes igen, det var som at hendes indre var et boblende lykke. "Så så.." sagde hun stille, med et lille grin i tonelejet. "Du skal ikke græde.. alt er okay.." hun bøjede sig hen over hans ansigt, og kyssede stille hans tåre væk. De smage af salt. Lige som menneskers. Hendes ene hånd, lagde sig lige så stille på hans højre kind. Som hun trak sit ansigt væk fra hans. Fjernede langsomt tårerne "når man skal græde skal man græde... man bliver ikke svag af at vise følelser.." sagde hun stille, og tørrede de sidste af hans tåre væk.
Hendes øjne blev langsomt lukket, da han fjernede hendes tåre med en rystende hånd. Og lagde derfor sin egen hånd på hans. Nussede den lige så blidt som hun kunne.
Alt var så overvældende! De mange sanser der var blevet så meget skærpet. Hendes syn, hendes hører sans. Føle sansen. Ja faktisk alt, var som forbedret. Aldrig havde hun følt sig bedre. "Hvorfor skulle jeg slå den ven, som har hjulpet mig med at få den bedste gave i hele mit liv. Og så meget mere.. jeg har kun Tak at sige.." hun berørte hans pande med sine læber "tak.." grinede hun igen, og kunne slet ikke fatte det. Måske var det fordi hun ikke helt ville?
Som om, at hun var bange for at vågne op, og finde ud af at alt var en drøm. At han var en drøm "Chariot.. er du en drøm?.." spurgte hun stille og lagde panden mod hans, og rynkede lidt brynene. "eller er jeg faktisk død..?" At forstå det som var sket, faktisk var rigtigt. At hun kunne se igen, at hun træk vejret. At hendes hjerte stadig bankede. Også efter at han havde stukket en kniv i hende. Hvem kunne overleve det, og seriøst, at have mødt Lucifer, selveste djævlen!? Naah. Men så igen. Hun rystede lidt på hoved og lukkede kort øjnene, inden de igen blev åbnet. Hun ville ikke lukke dem nu. Nu ville hun se ham, se ham for første gang. Opsluge ham i detaljer. Og se ham, for første gang!

”Tja.. har altid bare holdt tåre inde, udover nu” sagde han stille, og fugtede let sine blege og kolde læber, imens at han kiggede på hende lige så stille, ”Ved ikke..” sagde han og undslap et lille grin, hentydet til hvorfor at hun skulle slå ham. Kunne godt være at hun havde.. trangen til at slå ham? Hvem vidste det? ”Så lidt da..” fniste han og så ind i hendes øjne, ”Er ikke nogen drøm.. du er død.. ligesom mig.. men du har heldigvis fået synet tilbage” sagde han med en rolig stemme og nikkede kort, til bekræftelse at det blot ikke var en drøm at hun var død og at hun kunne se ham. ”Nu.. kan du også se dig selv” tilføjede han imens at han klemte hendes hånd blidt, han kiggede lidt ned af sig selv, inden at han så op på hende igen, ”Så må du passe godt på dig selv”, han sagde det meget nænsomt på en blid måde, det var vel også som en slags gave som han havde givet hende, han havde haft så meget medlidenhed med hende, at han syntes det var synd for hende at hun skulle være blind, det var også en af grundene til at han var kommet med sådan et tilbud til hende. Hun havde fortjent at få sit syn igen, efter hans egen mening.

Hun rakte tunge af ham, da han sagde det sidste "Hey! Hvad skal det nu betyde?" grinede hun. "jeg har da altid kunne passe på mig selv.." sagde hun og lagde hoved på skrå, med et stort smil på læben. Inden hun rejste sig op fra hans skød og kiggede rundt i lejligheden. "Sådan, ser din lejlighed egentlig ud.." Nu slå endnu en tanke ned i hendes hoved. Hvad med hendes studenter? Et suk gled igennem læben. Nå, man må vel fake hendes død eller noget, sige at hun var taget væk fra denne by. Bare et eller andet, også kunne hun vel med tiden, søge jobbet igen? Hvor mange ville kunne tro at det var hende, når hun havde fået synet tilbage. Og hvis hun skulle være oprigtig med sig selv, ville de sikkert blive utrolig glade for at de havde fået en der havde et syn, selvom at hendes studerene havde elsket hendes, måde at undervise på. Havde de andre lærer, altid været gode til at få hende til at fornemme, at dette var ikke noget man skulle gøre, som en blind person. Nu kunne de rende og hoppe kunne de! Ækle bæster. En sur smag, gled op i hendes mund. Bare tanken af dem, fik hende til at knytte næverne. Også dem som havde været oprigtige glade for, at hun faktisk havde mistet synet. Hendes betaling, for at have været skyld i hendes søsters død. "hmm.." sagde hun stille, mens hun lod fingrene glide hen over et fotografi, af en pige. Hvilket hun regnede med var hans søster. Det var der, at hun kom i tanke om, at det måske var en god idé at komme ud af disse klæder som hun havde på. "hmm.. måske .. et bad ville være godt?" sagde hun stille og vente sig mod Chariot, der stadig sad i sofaen. Lagde hoved en smugle på skrå, og sendte ham en af hendes rigtige smil. Et ægte et. Faktisk et smil som hun ikke havde brugt i lang tid. Altid havde det været præget af sår, og skyldfølelser. Men i dag, var hun født på ny. Og nu ville hun nyde den chance for at leve fuldt ud!

Chariot kiggede en smule ned mod gulvet, da hun kiggede på et fotografi af hans søster, inden at han nikkede kort til at det var sådan at hans lejlighed så ud og at han godt forstod at hun gerne ville have et bad, hvilket også var.. forståeligt for ham, inden at han rejste sig op fra sofaen. ”Bare følg med… hvis du kan” sagde han stille i en lidt drillende tone i stemmen, imens at han gik hen mod en trappe, der var i stuen, som førte op til anden etage, hvor hans soveværelse og badeværelse var, han begyndte at gå op af trappen og kiggede lidt tilbage mod hende for at se om hun var begyndt at følge efter ham. Imens at han tænkte over at han syntes det var underligt at han havde grædt over for hende.. da de ikke havde kendt hinanden i så lang tid igen… han havde aldrig grædt siden at han selv havde dræbt sig selv. Begået selvmord, efter sin søsters og brors død. – Men på den anden side, var han glad for at det var overstået og at Maylana i det hele taget stadigvæk levede.

Hun kiggede irriteret på ham "Du beder bare som slag var?" grinede hun og flygte hurtigt med ham, det gik meget nemmere og hurtigere en forventet. Hun havde ellers kun, troet at det var sådan med Vampyrer. Men måske var det bare sådan med alle racer? Hun sukkede lidt over hendes tanke gang, da hun jo godt viste at Chariot hadet vampyrer. Derfor ville hun ikke nævne noget omkring dem. Hun kom op på anden sal og kiggede lidt rundt, inden hun smed sin trøje og gik langsomt ind i badeværelset. Kigget lidt rundt, og fik så øje på spejlet.
Hun fik utrolig store øjne, mens hun langsomt gik hen mod det. Aldrig, havde hun set noget mere mærkeligt. Det var en helt anden kvinde som så hende i øjnene. En anden person end hun huskede. "er.. er det virkelig mig.." mumlede hun stille og trådte hele tæt på, mens hun langsomt lod fingeren glide ned over sin egen kind. Bare lige for at blive helt sikker, at det ikke var noget der var tapet fast på glasset. At det faktisk var hende. "åå.. åh..." mumlede hun stille mens hendes øjne blev helt store.

Chariot lagde sin ene hånd foran sine øjne, efter at han var fulgt med ud på badeværelset, "Ehm ja..." svarede han bare stille på, at det var hende, "Du tager bare et håndklæde, når du er færdig, det ligger på en af hylderne" sagde han og bed sig let i læben, "Og du tager bare det du har brug for.. sådan af shampoo også videre, hvad du selv vil selvfølgelig" svarede han med et skævt smil, han vidste ikke om hun havde trukket alt tøjet af sig, men han kom jo efter hende et stykke tid efter, da hun var hurtig på benene, mere hurtig end han havde regnet med, "Jeg venter nede i stuen" tilføjede han og begyndte at ud fra badeværelset. Hun ville sikkert gerne gå i bad privat. - Hvor der ingen var til stede og som sådan, han ville heller ikke være uhæflig over for hende, normalt accepterede han kvinder.

Hun vente sig langsomt, og hævede det ene bryn over at han havde taget hånden op for øjnene. Og kunne ikke lade være med at grine lidt af det. Hvor var han i grunden kær, når man tænkte på at han sagde han var klod og brutalt. Lige nu, synes hun bare han virkede mere som en generet skoledreng. Der havde fået ordre til at gå ind, i pigerens omklædningsrum, for at sige noget fra læreren. "Du.. skulle du ikke selv have et bad.." hun listede ud på gangen og kiggede efter ham, og grinede lidt. Med et udfordrende smil på læberne. Selvom hun da ikke havde noget imod at bade alene. Men at få synet tilbage, havde også så langsomt fået hendes gamle personlighed til at snige sig tilbage inde i hende.
Det rå, meget ligefrem menneske. Der sagde sin mening, og var ligeglad med om andre, kunne lide hende eller ikke kunne. Hun var fremme i skoene, hun var ret i munden. Ja, faktisk skulle man slet ikke tro at hun havde været sådan. Hvis man kendte pigen, som havde været blind. Der havde hun trukket sig tilbage, været stille og glad.
Og det gjorde godt endeligt at være sig selv igen!

Chariot stoppede op med at gå og hævede det ene bryn efter hendes spørgsmål. Havde han ikke regnet med, "Spørgsmålet..er om det var dumt at jeg har hjulpet dig med at få synet igen?" spurgte han drillende, og alligevel med en lidt alvorlig tone i stemmen. Efter at han vendte sig om og kiggede på hende, lagde sit hoved en smule på skrå imens at han overvejede det... han trak svagt på skulderen, inden at han nikkede kort til at han også selv skulle i bad. "Er du sikker på det?" spurgte han hviskende mod hendes øre, da han var nået hen til hende igen.
Kiggede ind i hendes øjne og undslap et lydløst suk, han var lidt usikker, men sagde ikke noget til det. Efterhånden som tiden gik, syntes han også at hun forandrede sig? Men.. selvfølgelig hun havde jo fået sin syn tilbage og det gjorde vel at hun også fik chancen for at være mere sig selv. Som hun nok havde gemt væk da hun var blind.

"jaah... måske var det det" sagde hun drillende og blinkede med det ene øje "Nu kan jeg lave mere ballade. og ikke så nem at narre." hun grinede lidt, og betragtede ham som han langsomt kom over til hende, og lagde langsomt hoved på skrå. "Et bad er et bad.. og du er tilsløret med mit blod.." sagde hun stille og lod sine hænder glide hen til hans trøje, mens hun kiggede lidt ned. Hun lagde hoved en smugle mere på skrå. Inden hun kiggede op på ham. "Men .. er du sikker?" sagde hun stille, da det virkede som om, at det var noget han skulle tænke over.
Og hun ville jo ikke tvinge ham med i bad, når han jo bare kunne tage et bad, bag efter.
Men hvorfor spilde mere vand, end nødvendigt. Hendes kinder var blevet en smugle rødlige, da bare fordi at hun havde fået synet tilbage. Ændrede det jo ikke på, at hun aldrig havde været sammen med en anden, på den måde.
Og den måde, mente hun i det hele taget intimt. Og det kunne jo også være at han havde en anden? Også var det lige meget hvordan, hvis han havde en anden. Ville hun trække sig tilbage, selvom, det i grunden, nok ville gøre rigtig ondt på hende. "Måske.. er det bedst at jeg tager bad alene.." sagde hun stille og nikkede lidt, mens hun rynkede brynene lige så stille. Det ville det måske, selvom, det ikke var det hun havde lyst til.

Han kiggede lidt på hende og prøvede på at få øjenkontakt med hende, "Jeg vil gerne med dig i bad" sagde han så stille og fugtede sine let blege læber, imens at han betragtede hende, han vidste ikke hvor han stod henne i denne her verden, han var ved at få følelser for to kvinder, hvor de venskaber var blevet store. Og han var bange for at såre dem... på en eller anden måde, normalt gik han ikke ud efter følelser fordi han netop var en dødsengel. "Der er ikke noget end det jeg hellere vil" svarede han og smilede skævt. Det at han havde fået følelser for to... var for dumt af ham, men han var så alligevel begyndt at komme i tvivl omkring Rosella... på et eller andet punkt, gad han godt at han ville ønske at hans søster stadigvæk var i live så han kunne snakke med hende omkring det han havde været igennem og om.. kærligheden.