Nattens stilhed... (Manda)

T: nat
V: Lidt koldt
O. Ingen mennekser
S: Straden

Det var næsten stille over det hele, man kunne kun hører lyden af nolge poter i sandet. Vinden var let, månene lyste svagt ned i vandet og på straden. Moon gik lnags straden i ulv form. Hun slog let med halen, hun hang med hovedet. Hun var lidt sur på sin kæreste. Hun pustede hårdt ud, hun kiggede kort ud over vandet. Hvorfor kunne bare ikke være en ulv hele tiden? Så var hun fri for alle de ting som hun skulle gøre, så kunne bare var en sort ulv i skoven. Hun kiggede kort over skulderen mod sin pels som var sort. Hun havde lidt hvide poter, hun kiggede ned på dem. Hvorfor kom det hvid nu? Hun rystede på hovedte fa sig selv. Hun sukkede stille, hun hvade jo ikke nogle at snakke med om de ting. Milla var her jo ikke mere. Hun kiggede mod månen. Hvor var hun nu? Hun pustede let ud igen, hun satte sig nedi vand kanten. Vandet kom stille i mod hende, men hun var ligeglad med dte nu. Hun var bare trist og sur. Hun kiggede kort rundt, ingen menneske. Hun vendte hovedet mod månen, hun havde blottet halsen. Hun hylde i stilheden

Manda gik rundt på stranden, han havde hænderne bag hovedet og gik roligt. Han kom til at nyse en enkelt gag og gned sin næse let. Han satte sig ved kanten til det store hav og kiggede på vandet. Han smilede let og kom til at nyse en enkelt gang igen. Han stoppede op og kiggede rundt da han hørte en ulv hyle. Han så den hurtigt og rejste sig. Han var henne ved den på ingen tid og aede dens hoved blidt, "Hey... Hva hyler du dog over?" spurgte han roligt og satte hovedet på skrå. han vidste det var en animagus, men var nu ogs ligeglad med det faktum da det var en blanding. "Er der sket noget?" spurgte han stille og smilede opmuntrende. Han aede hende fortsat.

Moon holdte hylet lidt, men stoppede da hun hørte nogen kom mod hende. Hun vippede let med ørene mod ham, hendes hovede var stadig rettet mod månen. Hun mærkede noget på hendes hoved, hun bukkede hovedet let ned, og vendte det mod ham. En dreng her? Hun pustede stille, skulle de ikke være i ders seng nu? Selvom han så ud til at være lidt ældre end hende selv. Hun slog lidt med halen, så det kom mere sand på den og let på ham. Hun smilte stille som en ulv nu kunne. Hun kiggedep å ham, hun lagde hovedet let på skrå.
'Der er en måne? Jeg er ulv? Hvad gøre ulve? Hylder' tænkte hun og rystede stille på hovedet. Men der var jo noget galt det vidstss hun godt selv.

Han grinede let og smilede over hendes hale, "Hodl den da lige i ro!" smilede han med et grin og kiggede på hende. Han aede hende stadig og kløede hende ved halsen. "Du er en ulv, der hylder af månen?" sagde han roligt. "Det er sådan noget de gør når de er triste, har du aldrig vidste det?"sa gde han roligt og smilede opgivende. han satte sig ved siden af, "SÅ bare sig det, eller hvis du vil være fri så lad være. Men jeg vil bare hjælpe dig." sagde han og kigged epå hende med et roligt blik. Han gned sine øjne lidt og strakte sig. han kiggede på månen og smilede let.

Hun så helt opgivende på ham. Hun slog med halen hårdt ned i jorden, som så var sand. Hun lagde sg ned i vandkant, ved siden af ham. Hun kiggede på ham, hendes blik var lidt undrende, hendes grønne øjnene lyst let op. Hun slog kløerne ned i sandet nogle gange, men hun kiggede på det. Det var ikke fordi at hun synes at det var sjovt, men fordi hun tænkte lidt mere over det han havde sagt. Hvordan kunne han vide det? Med måne? Hun skulle nok tag at læse lidt mere om ulve, hun hylde jo nå hun ville. Også når hun var trist eller sur. Hun lagde hovedet mod forpoterne. *Hvad kan han gøre? Han er kun et menneske,* tænkte hun og kastede et blik mod ham. Hun lavede nogle små ulv lyde. Hun tænkte på hvad en menneske dreng kunne hjælpe med? Fange dyr? Hun fnøs stille ved tanken om jæger. Hun kunne ikke li de ting, eller de var jo ikek ting... Men det kaldte hun dem nu.

Han kiggede på hende og smilede let, han aede hende igen og smilede. Han fik ulve hale og ører og hans hale logrede let ude i spidsen. "hvis jeg var et menneske, ville jeg så ogs gå hen og ae en ulv?" spurgte han roligt og slikkede sig halvt om munden. Han pegede på sit venstre øje, det var gult. "Og du har vist ikk set jeg har et gult øje." sagde han roligt og smilede let. Hans højre var sort. Han aede hendes hoved igen og kiggede opgivende, "Døm ikk nogle før du kender dem. Men hvis du vil have noget at spise kan jeg da skaffe dig noget?" smiled ehan let. "Så sig nu bare hvad der er galt." sagde han roligt og lagde armene over kors.

Hun kiggede mod ham, hun sukkede lettere. Børn! Lige nu lignede Manda bare et barn i hendes øjne. Hun pustede ud, eller det vra mere et suk. Hun var jo muggen lige nu, så hun kunne ikke gøre for det. Hun kiggede på ham, hun trak stille på skulderne af dte med hans øjne. *Nogle børn gøre, fordi de tror det er hund... Og jeg ville gætte på at hvis du vra et menneske ville du sikker også har gjordt det,* tænkte hun, med et let hård undetone i sine tanker. Hun sukkede, men han havde jo ret med at dømme folk, nogle gange gjorde hun det for hurtigt, fordi hun var for sur eller lignede. Hun løftede hovedet let op og kiggede mod ham. *Jeg er ikke noget barn mere, jeg kan nu godt selv skaffe mad,* tænkte hun, men dog med en blid tone. Hun lagde hovedet på skrå, det passede nu ikke helt. Efter at hun hvade fået vinger var det ikke lige så nemt at jage...

Han grinede let og kiggede på hende, "Må jeg ikk opfører mig som et barn?" spurgte han roligt og kiggede på hende. "Hvis jeg ikk må opfører mig som et barn, så må du ikk opfører dig som en voksen." sagde han roligt og lagde hænderne bag sit hoved. "Det er det samme, så tænk lige over det en ekstra gang. Jeg er den jeg er." Han rystede på hovedet og aede hende igen, "Jeg ville aldrig tro du var en hund, men jeg ville ae dig uanset hvad." smiled ehan let. "Jeg kan godt li at kæle eller blive kælet." smilede han let og grinede lidt af hende. "Moumantai!" smilede han glad og kigged epå hende. "Jeg siger ikk du ikk kan, men hold op med at være sur."

*Har jeg sagt at du gøre det? Nej, vel,* tænkte hun med et muggen under tone. Hun kiggede på ham og sukkede så. *Men jeg er sikker på at du er et barn, selvom at du lignede på omkring de 18?* Hun rystede på hovedet, han var et barn på en eller måde. Hun lagde hovedet på poterne igen, hun kasstede dog nolge gnage blikke mod ham, han grinede og det hele. Et barn. Hun kiggede på ham, da han det med voksen. *Jeg er en voksen, det er noget helt andet,' tænkte hun, men rynkede dog panden lidt. Det vra jo ikke det samme på en måde? Hun rejste sig op. *Skal jeg så opfører mig sådan?* Hun hoppede lige ud i vandet, så der kom vand på dem begge, hun kiggede på ham. Hun blev stående ud i vandet. Hun rulllede med øjne, selvfølgelig ville han ae hende om hun så var en tiger. *Du kan ikke sige at jeg ikke skal være muggen, for det er jo ikke min skyld vel?'

"Ja jeg er et barn, indeni!" sagde han glad. "Og jeg er da ligeglad hvad andre tænker, jeg vil hellere være et barn end en kedelig og sur voksen som DIG" sagde han opgivende og kiggede på hende. Han grinede lidt da hun gik ud i vandet og løb, men sukkede så, "Det er da bedre end at være så sur..." sukkede han let. "Og du skal ikk sige det er min skyld, du vil ikk en gang fortælle mig hvad der er galt!" sagde han opgivende. Han rejste sig og gik ud til hende, "Men fint hvis jeg skal være som en voksen..." hans gule øje gav et koldt skær fra sig. "Så behandler jeg dig som en voksen ville gøre når du er ulv..." sagde han og tog hårdt fat i hendes nakke. Han fik hende løftet med lethed og trak hende med sig væk fra stranden. "En voksen dræber jo normalt noget der er så farligt som en ulv."

Hun fik et lille smil hen over læberne da han sagde det. Hun pustede stille ud. *Det kan man se, man skal også være ligegald hvad andre tænker om en,* tænkte hun og lukkede øjnene. *Nej... Eller jo, hvis man nu ikke var for gammel til det,* Hun trak stille på skulderne, hun var jo for gammel til at løb rundt i vandet, og hoppe rundt der ude. *Jeg har ikke sagt at det er din skyld,* tænkte hun og kiggede på ham. *Det er nu mere mine 'kæreste's skydl,* tænkteh un og kiggede mod månen. Hun sukkede så stille. Hun undrende sig kort over var han mente med at de voksene behanlder ulve. Hun kiggede på ham, da han tog fat i hende. Hun kunne lige rør jorden med bagpoterne. HUn knurrede af ham. *Skal vi virkelig til at kæmpe?
'

Han kiggede roligt på hende og slikkede sig halvt om munden, "DU kommer nok til det, men jeg regner ikk med at jeg får en særlig anstrengelse..." sagde han roligt og gik videre med hende. Han holdte stadig et stramt greb og fik dem langt væk fra hvor nogle måske kunne komme forbi. Han kastede hende ogle få meter væk fra sig med et hårdt kast. "Men du sagde selv du ville se mig voksen, så hvorfor ikk være som andre? Og du dømmede mig som et menneske, så derfor gør jeg som menneskelige voksne, dræber dig." snerrede han lavt. "Medmindre du selvfølgelig fatter at man kan være voksen på sin egen måde..." sagde han roligt og slikkede sig halvt om munden. hans stemme havde forandret sig lidt og hans øjne var kun gule nu.

Hun fnøs hårdt. *Jeg kan godt kæmpe dreng,* tænkte hun med en let stemme i sit hoved. Hun ramte jorden hård, hun faldt først ned at lægge, før hun rejste sig op. Hun kiggede på ham, hendes blik var ikke sur eller sødt. Det vra hårdt. *Hvis du vil lege med mig, så gøre det! At være ligesom alle andre er ikke at være som en selv, men det er sjovt nok kun jæger som dræber dyr her i skoven, eller prøver på det.. Og nogle kommer bare ikke tilbage igen,* tænkte hun med en undertone. Hun vidste godt hvor farlige ulve kunne være, når de blev sure. Hun snerredee af ham, og vippede ørene tilbage langs nakken. Hun bukkede hovedet lidt, og blottet dog tænder, selv om at det ikke var i hendes atnker at skulle kæmpe med ham. Hun slog let med halen.

Han grinede, "Du skal ikk tro at jeg er en dreng. Bare fordi jeg er barnlig." sagde han roligt og kiggede på hende. Han grinede lidt, "Jeg tror på du kan kæmpe, jeg tror bare ikk på det ville anstrenge mig." sagd han roligt for at tirre hende. "Og jeg er ikk ligesom andre, jeg er bare som de vil være af det her instinkt..." sagde han roligt og kiggede på hende. Han slikkede sig halvt om munden og grinede, "Uhhh, hvor er jeg bange...!" sagde han sarkastisk og grinede. "Der skal mere til for at skræmme mig." sagde han roligt og ventede blot på at hun ville angribe. "Du har måske skiftet mening med at ville kæmpe?"

Hun rullede med øjnene, hun gav jo ikke at gære noget ved ham. Han var jo bare et barn, osm ikke forstå hendes verden. Hun pustede hårdt ud, kunne han ikke finde nogle andre at lege med? Hun rynkede panden. *Er det for hårdt for dig? At anstrenge dig? Det håber jeg da ikke,' tænket hun hårdt, hun kiggede på ham. Hun satte sig ned. Hun lo stille af ham. *Jeg havde nu hellere ikke toret at du ville være bange...* Hun lagde hovedet let på skrå. *Jeg har ingen idé om at gøre dig noget, og jeg vil da gerne se dig dræbe mig,* tænkte hun roligt, hun var helt rolig.

Han grinede og gik hen til hende. Han stod stille foran hende, "Så må du jo lære det på den hårde måde..." sagde han roligt. Han bukksede sig ned og fik skarpe tænder. Han bed hende blidt i nakken, men kom let igennem. Han ville se om hun stadig var ligeglad med at han bed hul i hendes nakke. Eller om hun rent faktisk ville tage sig af det.

Hun stod helt roligt, hun kiggede på ham, hun ville se hvad han ville gøre. Han kunne jo ikke rigtig gøre noget ved hende. Hun pustede ud, hun mærkede hans tænder mod hendes nakke. Hun bukkede hovedet let tilbage, dte gjorde dog ondt på hende, men hun sagde ikke noget til det. Hun holdte bare sin munden lukket. Hun kunen dig nemt gjorde noget, men hun havde sagt qat hun ikke ville kæmpe med ham, hun ville stå ved sit ord.

Han gnavede hårdt i det, så hun rigtigt kune mærke hans tænder i sin nakke. Han grinede lidt over at hun intet ville gøre, men han var sådan set ligeglad. Han sad roligt og gnavede i hendes nakke. Han bed i nogle få af hendes nerver med vilje for at det skulle gøre mere ondt end normalt. Han bed hårdere til og kiggede sstadig på hende, han ventede blot på hende.

Hun slog med halen, hun knurrede af ham. Hun faldt lidt ned på kræ, da han bed noget over inde i hende. Hun bed sig let i læben, da det gjorde mere ondt end ellers. Hun satte kløernee hårdt ned i jorden, hun bukkede hovedet lidt sammen. Selvom hun var 'dø' kunne hun mærke det helt. Hun lavede en underlig lyd. Hun slog hårdt med halen, kunne ham mon blive ved? Eller ville ahn stoppe af sig slev?

Han fortsatte roligt, men stoppede med at bide i hendes nerver. Nu bed han kun i kødet på hende og ventede stadig. *Hun er da rimelig stædig når hun ikk prøver at komme væk eller noget...* han ville ikk give slip. Det var ikk hans opgave lige nu, han var ligeglad hvor meget smerte han påførte hende. Han kunne sagtens slå hende ihjel uden at det ville røre ham det mindste. Men Manda havde også en finger med i spillet, så derfor kunne Black ikk selv gøre det af med hende.

//Manda har to personligheder. lack og ham selv. Bare så du forstår det... xD

//Svar når jeg kan, min kreav er lige dø omkring det her emne >.<

Moon knurrede stille, hun kunne ikke li det mere. Hun var ikke noget pive-dyr eller kun lidt. Men det vra til noget helt andet end at være ved at blive dræbt af en. Hun rystede sig stille, og rejste sig helt op igen. Hun rystede dog lidt på benene, hun vendte hovedet mod ham. Hun blottede stille sine tænder. Han skulle give slip, slip med det sammen. Hun slog med halen, hårdt. Hun så dog ikke helt så farlig ud. Men det kunne hun dog være

Han holdte stadig fast og løftede sig selv op da hun rejste sig. Han kiggede roligt på hende og bed en anelse hårdere. Men han valgte at give slip og kiggede på hende, han slikkede blod af munden og smilede roligt til hende. "Hva så? Kan du mærke din krop er svær at løfte?" smilede han let og grinede. Han slikkede mere blod af munden og fik sine skarpe tænder væk. Han strakte sig, "hvad vil du gøre nu?"

Hun knurrede sbagt, hun kiggede ned. *Det ved jeg ikke, men jge har en nogen tanke om at kæmp med dig hvalp!* Tænkte hun og rystede sig helt, med hele kroppen. Hun kiggede på ham, hun så på det blod som havde om munden. Hendes nakke var ikke fuld med blod, som man skulle tro. Hun blev til et menneske igen. Hun sad på jorden. Hun kørte en hånd om til nakken. Hun mærkede let på den fire huler, som var der.

Han grinede let og kiggede på hende, "SÅ du tror stadig jeg er en hvalp?" spurgte han roligt. Han fik hende lagt ned og tog fat i begge hendes håndled med den ene hånd. Han havde et fast greb og man kunne ikk komme fri af det særlig nemt. Han lagde sig blidt over hende, "Hvad skal jeg ellers gøre? Bare voldtage dig elelr noget?" spurgte han roligt og kiggede på hende. Han slikkede sig halvt om munden.