Nattens stilhed... (Manda)

"For mig vil sikkert altid være en hvalp, Hvalp," sagde hun stille, med en hård undertone på stemmen. Hun blev lagt ned, ikke noget hun kunne li. Og slet ikke at han lagde sig over hende, hun kunne godt mærke at hun ikke kunne komme fri, han havde for godt fat i hendes håndled. Hun kiggede op på ham, et lille grin kom ud af hendes mund, da han spurgte om han skulle voldtag hende. Hun troede nu ikke rigtig på at han kunne finde på at gøre det. "Nårh Hvalpen kan bruger andre orde end ellers," sagde hun med en let undertone.

Han grinede og kiggede på hende, "Du tror vist nok ikk jeg kunne finde på det." Han trak på skuldrene og kiggede på hende med et grin, "Så må du vel bare lige tage konsekvenserne af det." smilede han drillende og tog hende ved underlivet med den anden hånd. "Men bare rolig, vi 'hvalpe' forstår ikk hvornår man skal stoppe. Selvom du siger det, fortsætter 'hvalpe' trods alt alligevel." smilede han med et grin. Hun havde fået det med at kalde ham hvalp lige tilbage i hovedet. Han aede hendes skridt lidt hårdere og grinede let.

Hun kiggede på ham, hun troede selvfølgelige ikke på ham. Hun kunne ikke tro at en hvalp som ham ville kunne finde på at voldtag nogen. ”Nej, det gøre ikke Hvalp,” sagde hun med en små hård undertone. Hun kunne ikke forstå hvad der var sjov i det her? Hun rystede stille på hovedet af ham og sig selv. ”Af hvad?” sagde hun med en hånlig undertone, hvorfor nogle konsekvenser? Hun kunne virkelig ikke forstå han smil eller han dumme grin. Men så mærkede hun hans hånd mod hendes underliv, og forstod hvad han mente med konsekvenserne. ”Nej, det er da helt klart Hvalpen, ellers ville du nå ikke gøre det her nu?” sagde hun med et lille smil hen over hendes let lyserøde læber.

Han kiggede roligt på hende og fik sin hånd ind under hendes bukser med lethed. Han aede fortsat hendes skridt, bare lidt hårdere så hun kunne mærke hans hånd. Han kiggede roligt og slikkede hendes hals roligt. "Hvalp hvalp hvalp, er det det bedste skældsord du kan give en?" sagde han opgivende og kiggede på hende. Han var faktisk fuldkommen ligeglad med hendes tone og at hun hånede ham på en måde. Det ragede ham ikk særlig meget. Han valgte at tvinge en af sine fingre ind i hendes underliv uden b´på hendes underukser og kiggede roligt på hende.

Hun kunne ikke li hans hånd under hendes bukser, nu var hun hellere ikke så vant til at blive taget op. Hun rystede lidt på hovedet. Hun kunne jo ikke gøre noget, da han havde hendes hænder i den en hånd. Hun mærkede hans hånd mere, hun slog hurtigt øjnene helt op. Hun stønnede stille, men knurrede også lille. ”Du er en hvalp! Og nej, jeg kan da også bruge andre ord? Men jeg er nu ikke helt sikker på at jeg vil det,” sagde hun med en stille og hård undertone. Hun mærkede hans finger, hun stønnede, meste forpint. Hun kunne ikke li det, og kunne ikke gøre noget ved det.

Han kiggede roligt på hende og smilede, "Du må indrømme der er lidt af dig der nyder det..." sagde han roligt og grinede let. Han fik hendes underbuker lidt til siden og fik to fingre op i hendes underliv. "DU har jo selv bedt om det på en måde." sagde han roligt og sukkede let. Han slikkede hendes hals og kom til at ramme hendes bidemærker på nakken nogle gange. Men mest med vilje. Han kiggede roligt på hende, "Hvordan skal man overbevise et æsel om noget?" sukked ehan opgivende.

Hun fnøs stille og hårdt af ham, da han sagde nyder. "Nej, ikke rigtig, må jeg nu sige," sagde hun stille, med et sur smil hen over læberne. Hun kiggede på ham, hendes blik var hårdt. Hvorfor var lige at de kom til at ham skulle voldtage hende? Hun mærkede én mere af hans finger, hun knurrede svagt af ham. Hun sukkede, og bed sig så i underlæben, for ikke at komme til at sige noget. Eller det der var værre, at stønne igen. Hun kunne jo ikke rigtig gøre dét. "Nej, dert har jeg da overhovedet ikke," bed hun af ham, men det samme som han sagde det. "Ahva?"

Han kiggede roligt på hende, "DU ved hvad ejg sagde. Æsel." grinede han let og smilede. "Du er lige så tykpandet som et." sagde han opgivende og kiggede på hende. "Og stædig." sagde han roligt. Han fik sine fingre lidt frem og tilbage, "Det er svært at overevise et æsel, så jeg må vel bare gøre det nødvendige." smilede han roligt.

Moon kiggede op på ham, hun knurrede stille. Hun var overhovedet ikke noget æsel! Hun rystede stille på hovedet, hun rykkede stille sine hænder, selvom at han havde fat i dem, hun kunne vel håb på det bedst? ”Jeg er ikke noget æsel!” sagde hun stille, men havde nok ret i at hun var stædig. Men tykpandet, nej! Det var hun ikke. ”Slip mig nu, ikke?” sagde hun og tilføjede lige hvalp, i sine tanker. Hun bed sig i læben, da han rykkede hans finger.

Han holdte stadig godt fast i hendes håndled. Han kiggede på ehnde og smilede let, "Hvis du ikk er et æsel, hvordan kan det så være du er så stædig og tykpandet?" spurgte han roligt. Han grinede og rystede på hovedet, "Jeg slipper dig da ikk, jeg mener jeg er jo en hvalp og vi forstår ikk at stoppe selvom vi blir bedt om det..." grinede han drillende og fik sine fingre lidt hurtigere frem og tilbage. Han kiggede roligt på hende og slikkede hendes hals blidt.

Hun kiggede op ham. ”Det er jeg hellere ikke Hvalp!” sagde hun med en hård undertone, hun knurrede let af ham. Hun rykkede på sine hænder igen. ”Hey, jeg gider ikke at bide dig nu Hvalp, jeg orker det ikke,” sagde hun stille med en hård undertone. Hun knurrede stille og hårdt, da han rykkede hans finger hurtigere, for alt i verden, skulle det lige blive hende? Også det hér? Hun rystede stille på hovedet. Hun mærkede hans tunge, hun kiggede på ham. Kunne han ikke bare finde en anden at lege med?

"Det er du da, når du hele tiden kalder mig en hvalp?" sukkede han let og rystede på hovedet. Han kiggede roligt på hende. "Du skal jo tænke over at ikk alle er ens." sagde han roligt. "Og gud ske tak og lov for det. Gad godt nok ik være et æsel som dig!" grinede han let. Han ville bare vise hende hvor irriterende det var at blive kaldt noget man ikk var. "Men jeg fortsætter med det her til du har fattet det jeg prøver at vise dig..." sagde han roligt og fik sine fingre ud af hende. Han grinede let, "Kender du det at man blir tændt selvom man ikk vil blive det?"

”Se Hvalp som et kælenavn til dig selv, ikke? Når jeg nu ikke kender dit rigtig navn kan jeg jo godt bare brug navnet hvalp til dig, og det passer jo også meget godt ikke?” sagde hun små smilende, det passe da lidt. ”Jeg ved godt at alle ikke er ens, tror mig, det ved jeg,” sagde hun små trist. Hun kom til at tænke kort på sin fortid. Hun sukkede let over det. ”Blive ved?” Hun løftede det ene øjenbryn let op og fnøs så. ”Jamen, hvis det er det du vil? Så må du jo gøre det.” Hun mærkede at hans finger var væk, hun smil stille og let. ”Nej, ikke rigtig, hvorfor?”

"Hvem af os? Mig eller ham?" spurgte han roligt og hentydede til at de var to i en krop. Han sukkede let, "Tænk på Æsel som et nyt kælenavn til dig ogs?" smilede han let og gjorde mest for at irritere. "Du er da ogs sådan et kedeligt menneske..." sukkede han let og grinede lidt til sidst. "Fordi det er du...2 sagde han og viste sine fingre der var våde. Han tørrede dem af i jorden og kiggede på hende, "Du er tændt..." grinede han, med en drillende tone.

Hun løftede det ene øjenbryn igen, hvad mente han lige med det? Ham eller ham? Hun rystede stille på hovedet. ”Hvad mener du med det? ’Mig eller ham’, det forstod jeg ikke?” sagde hun med en undrende undertone. ”Et æsel? Jeg har ikke noget tilfælles med et æsel, men du har noget tilfælles med hvalp. I ligner hinanden meget,” sagde hun med en små drillende undertone. Lige det, hvad hun ret i, det var begge altid glade, eller for det meste. ”Kedelig?” Hun fnøs. Hun kiggede på ham, da han sagde det. Nu skulle hvalpen vist bare holde sin munden lukket! Hun rynkede let på panden, da han vist sine finger. Hun rødmede let i kinder.

"At jeg ikk er Manda..." sukked ehan opgivende og pegede på sit højre øje. "Det var sort før, har du ikk lagt mærke til at det er gult nu." sagde han opgivende og kiggede på hende. Han sukkede opgivende, "Du fatter det bare ikk, hvis jeg er en hvalp er du et æsel. Kan du få det ind i dit tykpandede hoved?" sagde han roligt. Han ville bare irretere hende så meget han kunne. På en ikk barnlig måde. Han kiggede på hende, "Hva er nu det? Rødmer du?" spurgte han roligt og rystede på hovedet.

Hun sukkede, hvorfor kunne menneske, der nu ikke var menneske, ikke bare være en person? Det var jo helt vildt forvirrende. Hun rystede på hovedet, for at klar sine tanker. Hun kiggede på ham, hun rystede let sine håndled. ”Jeg her forstår så bare ike hvad du mener med ikke Manda?” Hun lød undrende, hun vidste det ikke, og kunne nu hellere ikke finde rundt i det mere. Måske havde det noget med at gøre, at hun havde for meget i sit hoved i forvejen. ”Du er en Hvalp, nogle gange en nuttet en. Eller det håber jeg,” sagde hun smilende, men hendes msil var nu ikke noget rigtig smil. Hun var jo stadig sur indeni, bare ikke på ham.. ”Nej,” sagde hun med den stædig undertone

"Den person du mødte i starten er Manda, jeg er til gengæld Black." sagde han roligt og sukkede opgivende. Han klappede hendes hoved lidt og tog på hende bagefter, "Men du fortsætter bare med at kalde mig hvalp, fordi det betyder jo sådan set at så vil du gerne have jeg fortsætter med det jeg er i gang med." han slikede sig halvt om munden og slikkede derefter hendes hals. Han holdte stadig godt fast i hendes håndled og havde ingen planer om at slippe.

Hun sukkede stille og opgivende, hun kunne virkelig ikke helt forstå hvad fanden drengen ham mente det med. Hun var jo også uklar i tankerne, men det var ikke hendes skyld, for en gangs skyld. Hun mærkede det. ”Nej, det vil jeg nu ikke ha,” sagde hun stram. Hun kiggede på ham, hun ville næsten bare ønske at hun kunne slå ham, men sin hånd, men det var jo lidt umulig, når han holdt dem begge. Hun hadet at være hjælpeløs, det lå bare ikke til hende at være hjælpeløs. ”Skal vi ikke bare slås? Så er du fri for der her? Også kan du nemmere dræbe mig?” Hun havde dog ingen planer om at han skulle dræbe hende… Hun skulle første lige bliver venner med sin ’kæreste’.

Han kiggede opgivende på hende og lagde hånden ind til hendes underliv igen. Han fik sine to fingre op i hende igen og smilede. "Du forstår ikk, jeg gider ikk til det nu. Især når jeg ved hvordan jeg kan være ond ved dig, uden at skade dig." Han kiggede roligt på hende, "Du kan da ogs bare lade som om jeg er din kæreste, fordi så kan det jo være du føler han virkelig elsker dig. Ikk sandt?" spurgte han og håbede han lige havde trampet hårdt på en nerve.

Hun kiggede op på ham, hun kiggede han kort i øjnene, før hun kiggede lidt væk fra ham. Hun mærkede hans hånd og slog øjnene op igen, da hun mærkede de to finger som han stak op i hendes igen, hun kunne ikke lade være med at knurrede lidt af ham. Hun vidste ikke hvad han mente, da han sagde på en anden måde. At gøre hende ondt på? ”Mener?” Spurgte hun undrende. Hun lod blikket gled ned, da han sagde ordet kæreste, hun vidste jo ikke om hendes ’kæreste’ var hendes kæreste. ”Gå ud af min hoved!”

Han grinede roligt og kiggede på hende, "Det er ikk min skyld. Dine tanker kommer bare, som en vind." sagde han roligt og slikkede sig om munden. Han undgik at svare hende og fortsatte med sine fingre. Han kiggede roligt på hende, "Men hvis du ikk er sikker på at han er din kæreste længere, så burde der da ikk være nogle prolemer:"

Hun kiggede på ham, hun var ikke sikkert på at hun kunne tag hans grin mere. Hun var træt af at hører ham grine nu, før der var jo ikke noget sjovt, ved det her overhovedet. ”Jo? Der er da en problem, jeg gøre jo ikke det her af frivillige?” sagde hun og kiggede på ham. Hun gøre det overhovedet ikke af frivillige, hvis hun selv måtte bestemme var det her ikke igang