Nattens dunkle mørke //Manda--//

T: 24:00
O: Planter og dyr.
V: overskyet.
S: Skoven - Foret.

En pige sad oppe i en af de højeste træer, vinden var køliger der oppe. Som pigen nød, hendes mørke hår var trukket tilbage med et pandebånd, hun var klædt i mørke bukser, og en lang grøn jakke. Hun så ud over træernes toppe, der var meget mørkt. Men på trods af at hun var halv vampyr kunne hun se igennem mørket. Hun følte noget nede på jorden, en der løb, men det var ikke noget dyr. Hun hoppede ned på jorden, hun hoppede ned så hun stod et par meter forand personen der løb. Hun løftede det ene øjnbryn.
"Hej..." Sagde hun med en smuk stemme.

Manda gik roligt rundt i skoven, han strakte sig og gned sine øjne blidt. Han kiggede rundt og lugtede lidt i luten. "En vampyr? Nej..." han lugtede igen og bag ham stod en pige. Hans gule øje gav et skær fra sig og hans sorte var en del af mørket og som forsvundet. Han kiggede roligt på hende, "Pas på hvem du lister dig ind på..." sagde han roligt og gik hen helt foran hende. "Nogle af dem ville angribe dig..." sagde han roligt og slikkede sig halvt om munden. Han gik lidt tilbage og kiggede op på himlen. Mørkt, men alligevel så lyst...

Hun kiggede Gruntigt på ham, vuderede hans evner, det var nok ikke det klogeste at lægge sig op mod ham.
"Jeg lister aldrig ind på folk, som kunne være truende for mig..." Sagde hun med et smil på læben. Hun så undrende på ham, ikke ligefrem sådan en skabning hun mødte hver dag. Han lignede en på hendes alder, måske lidt ældre. Kiggede op på himlen, samme sted som han gjorde. *Hvorfor hopppede du overhovedet herned, Sookie* skældte hun sig selv ud, men sagde til ham.
"Jeg hedder forresten Sookie, bare Sookie." Hun smilede glad, og forventningsfuldt.

Han grinede let, "Og jeg er måske ikk truende?" spurgte han roligt og tog blidt fat i hendes hage. Han fik hende til at blotte halsen og slikkede den blidt. Han grinede let og stoppede. "Ja, hvorfor hoppede du herned Sook?" spurgte han roligt og slikkede sig havt om munden. Han gav slip på hendes hage og kiggede roligt rundt. Han kiggede derefter på hende. Han vidste ikk hvad han kunne gøre eller sige lige nu. Han havde altid været meget snaksalig, men om natten eller aftenen. Var der bare noget ved ham der var anderledes. Han kunne ikk forstå hvad.

Hun så ham direkte ind i øjnene, meget våget måske, men hun gjorde det. Der kom et lille smil frem på hendes læber, ikke stort, men lige tilpas. Hun frydede sig da han slap hendes hage.
"Jeg syntes ikke du er farlig, og... Den egentlige grund til at jeg hoppede herned... Altså jeg har aldrig mødt sådan en som dig før. Du lugter... Anderledes?" Hun bed sig i læben, Og strøj noget hår væk fra ansigtet. Hun skulle nok til at gå hjem nu, men hun havde lyst til at blive. Lyst til at lære dette væsen at kende, eller i det mindste hans natur.
"Kort sagt... jeg er ikke bange for dig," Hun tog en dyb indånding, ja okay... Hendes vampyr del var måske ikke, men hendes menneskelige skreg efter at løbe væk. Men hendes øjne udviste alligevel viljestyrke.

Han smilede og slikkede sig halvt om munden. Han lagde armene blidt over kors og kiggede roligt på hende. "Din halve vampyr kan tydeligvis ikk kende til en fjende når dden ser en..." sagde han roligt og sukkede let. Han strakte sig en smule og gned sine øjne, han kiggede direkte på hend eog hans gule øje gav et roligt skær fra sig. Han grinede en smule, "Så er det vel godt, men nogle frygter mig af natur, mere end af grund." sagde han roligt og sukkede. Han kiggede på himlen og derefter hende, "Men alligevel når du siger du ikk er bange, kan du ikk nægte at en del af dig er det." smilede han let.

Hun knep øjnene sammen, hvordan kunne han vide alt dette? Hun så ind i hans øjne, de var mægtig dybe. Som om hun kunne drukne i dem.
"Hvordan... Kan du vide det?" Hun så undrende på ham, hun pustede hårdt ud og så ned i jorden.
"Ja... Nu når du har afsløret det, så er min menneskelige side... Skide bange!" Hun grinede lidt, nogle gange elskede hun det menneskelige hun havde tilbage. Men nu, så var det bare til besvær. Hun så halvt op på ham, bange for hvad der kunne møde hendes blik.

Han grinede let og pegede på sin næse. "Jeg har evnen til at kan lugte en race." smilede han roligt og satte sig ned. Han var træt af at stå op. Han nikkede let, "Det giver jo mening at et menneske er bange." sagde han roligt og gned sit ene øre. Han strakte sig let og lagde sig ned. Han kiggede roligt på himlen og sukked elet, "Kan du virkelig ikk gætte dig til hvad jeg er?" spurgte han roligt. "Mit gule øje plejer ellers altid at give noge en idé om hva jeg er." sagde han opgivende og satte sig op igen.

Hun tænkte lidt, mens hun gik ham nærmere. Hendes lugtesans var ikke lige så god som en fuldblods vampyrs, så hun skulle urolig tæt på, for hendes mening. Hun satte sig på hug forand ham, luggede sine øjne.
"Du... Er ikke fuldblods hvad du så end er." Hun bed sig selv i læben, for at mindske sin selvbeherskelse. *Jeg hadder at være vampyr.* tænkte hun, livet ville have været meget lettere. En art popede op i hendes hjerne:
"Varulv...!?" Hun så facineret på ham, en ægte varulv.

Han kiggede roligt på hende og var ligeglad hvor tæt hun skulle. "Faktisk så jo, jeg er fuldblods af min art. Vi er halvt menneske hele tiden. Så jeg er fuldblods." sagde han roligt og kiggede på hende. "Hvis du hader at være vampyr kan jeg sagtens fjerne den." sagde han roligt før hun sagde det. Han gned sit hoved, "Det tog sin tid for dig at regne ud.2 smilede han let og aede hendes hoved. "hva så? Hader du mig så af natur nu?"

Hun kiggede roligt på ham, smilede på en måde.
"Nej. Jeg hadder dig ikke Af natur, jeg tror ikke at man kan hadde en person som man ikke engang kender." Sagde hun forundret, og lagde sine foldede hænde i skødet. Trak lidt på skuldrene, og spurgte:
"Hvordan... Kan du få, dette vampyr ting væk? Og det er pænt uhyggeligt at du ved hvad jeg tænker!" hun tænkte på hvad han var, Og smilede let.

Han kiggede på hende med et barnligt og glad smil. "Det var da godt!" sagde han glad og nussede sit hoved til hende. Han var blevet kæleglad igen. Han kigged epå hende og derefter ned, "Dengang... Dengang jeg hadede vampyrer... Var der en årlig jagt for varulve... Hvem der kunne fjerne flest vampyrer... Altså vi dræber dem ikk! Vi gjorde dem bare til mennesker igen." smilede han let. Han lagde en hånd foran hendes læbe, "Vi knækkede deres hugtænder... Deres gift kan ikk påvirke os, så derfor sker der os intet af at røre dem."

Hun lagde sit hovede på skrå, og mærkede hans fingre på hendes læbe. Uden at tænke over det, adskilte hun hendes læber en smule. Og så med et interasseret blik på ham, hendes fingre forblev i skødet. Men hun havde lyst til at ule hans hår, mærkelig følelse, men den var der. Hun løftede blidt hendes hovede, og hans finger røg ned på hendes hage, og videre ned Af hendes hals. Som satte en kuldegysning igennem hende, hvorfor nød hun dette? *Sookie!* advarede hendes indre stemme, men hun kunne åbenbart ikke høre en advarsel når hun hørte en.
"Nu det sådan at jeg ikke har noget gift i mig," Hun havde lukket øjne, men åbnede dem hurtigt, og så på ham med et sødt smil.

Han kiggede roligt på hende og tog sig ikk af hans hånd der gled ned af hendes hals. Hun så ud til at have gjort det med vilje. Han kiggede på hende, "Det er ikk sådan jeg mener med gift, det er det der gør andre til vampyrer." smilede han roligt. Han troede hun måske havde misforstået hvad han mente. "Men det er slut med det, jeg har valgt kun at gøre det ved de vampyrer der selv vælger den vej. Hvis du vil have jeg kal gøre du ikk er vampyr længere. Sig til... Og du skal vide det gør ondt, det kan gøre frygteligt ondt eller en smule ondt. Det skal du være inde på." smilede han let og aede hendes hals lidt. Han havde glemt den var der og troede det var hendes kind han aede.

Hun så ind i hans øjne, med et meget glad udtryk. Kunne hun blive menneske igen? Sådan for alvor, blive ligesom hendes familie. Leve et normalt live, som hun havde gjordt før. Men hvad nu vis det gik noget galt, kunne hun stole på ham? Hun blev helt varm indeni, da han nussede hende. Hun havde jo heler ikke fået noget fysisk kærlighed, i rigtig lang tid. Hun slappede ligesom lidt af, ved at sidde sådan.
"Er der ikke noget der bliver anderledes, ved mig?" Hun løftede blikket, og så op på himlen. Hun tog hans hånd, hun kunne mærke hans varme, allerde at hun havde taget den. Hun gad hverken slippe den, eller gøre andet med den. Hun lagde den i sit skød, og tænkte at dette kun var fordi hun havde følt sig allende i så lang tid. De var derfor hun ønskede hans varme, og nærhed.

Han kiggede på hende med et smil, han hørte hendes tanker. Om et normalt menneske liv. Han aede hendes hoved med sin frie hånd og nikkede. "Ja, Cook. Det bliver anderles." smilede han let og kiggede på hende. "DU får ikk trang til blod, du er ikk kold mere, altså fysisk!" sagde han for at hun ikk skulle tro hun var koldhjertet eller sådan noget. "Nogle mister ogs den blege farve fordi de ikk er sådan levende døde mere." smilede han roligt og kiggede på hende.

Hun så ind i hans øjne, og mærkede hendes hjerte sprang afsted. Ville hendes familie ønske dette? Selvfølgelig ville de det!..
"Jeg tror gerne jeg vil, men ikke nu, ikke her." Hun lænede sig frem, og kyssede hans kindben. Af ren glæde, hun kunne blive menneske igen! Hun lagde sig ned, på ryggen, med hans hånd på sin mave. Hun boblede næsten Af lykke, bare tanken om at hun kunne blive menneske igen! Var helt igennem fantastisk, og satte en stor glæde gennem hendes krop. Hun så op på himlen, og gad ikke tænke på at han kunne snyde hende. At det bare var et had til vampyrene, der stadig boblede i ham. Men Sookie troede altid på det bedste, tænkte faktisk aldrig negativt om en person. Som om hun var blind, over for alles svagheder. Sådan var hun bare, og det var ikke altid lige smart.

Han nikkede blot og smilede til hende, "Det er dit valg Cook, ikk mit..." smilede han let og aede hendes mave fordi det var der hans hånd var. Han satte sig til rette ved siden af hende og smilede let. Han grinede lidt, "Du er måske meget lykkelig over det?" smilede han roligt og kiggede på hende. Han vidste ikk helt hvad han kunne sige eller gøre. Han var rimelig blank, fordi hun var så fuld af glæde. Hendes ansigt lyste jo nærmest af glæde! Det skræmte ham faktisk lidt på en måde.

Hun smilede, og lagde sin hånd oven på hans. Hun var meget lykkelig, så behøvede hun ikke drikke alt det blod, og dræbe alle de dyr. Hun nussede hans håndflade, og nød hans varme fingre mod hendes mave.
"Ja, jeg er meget lykkelig." Hun så op mod ham, og hun lyste helt. "Jeg vidste overhovedet ikke, at du kunne sådan noget." Hun flettede sine fingre ind i hans, hun viste ikke hvorfor hun var så glad. Både for ham, og hendes mulighed.
"Jeg er rigtig glad." Hun løftede hovedet, og lagde sin anden hånd ind under hovedet.

Han kiggede roligt på hende og mærkede hun nussede hans hånd flade. Han sukkede let og kiggede undrende på hende. Han rødmede lidt da hun flettede sine fingre i hendes og bed sig i læben. Han kiggede på hende, "Det var vel godt..." smilede han let og kiggede roligt på hende. Han aede hendes hoved blidt og kiggede på himlen. "Jeg har fortrydt jeg kan det..." mumlede han stille. "Fortryder at jeg har gjort det mod vampyrer..." mumlede han let og krøllede sig en smule sammen.

Hun så undrende på ham, han skulle da ikke fortryde noget. Der var en masse vampyre, der havde gjordt noget dårligt. Hun klæmte hans hånd blidt, og så ham krympe sig. Sookie så grundigt på ham, og lænede sig frem. Så hun sad op, og trak hans hånd op mod ansigtet, lagde dem mod hendes kind, og lukkede øjnene. Meget blidt, og kærligt.
"Du skal ikke have skyldfølelse, det kommer du ikke langt med... Du dræbte dem jo ikke, på en måde gjorde du dem en tjeneste." Hun smilede, og lod deres hænder sænke. Mens hun åbnede øjnene, stille.

Han kiggede undrende på hende og bed sig i læben. Han rystede på hovedet, "Jamn det har jeg... Du forstår ikk..." sukkede han og tog sin hånd til sig da hun gav slip. Han krøllede sig lidt sammen. "Nogle vampyrer er stolte over deres race... Så jeg tvang faktisk dem der ikk ville, jeg gjorde det ikk mod dem der gerne vil miste deres vampyr." han tog hænderne til hovedet og rystede en smule. "Jeg stjal det fra dem de elskede..." sagde han stille. Han vidste ikk hvorfor, men det gjorde ham altid trist at tænke over at miste noget man elskede. Han havde nok selv mistet noget, men det var jo et glemt minde sammen med de mange andre...

Hun sad på knæ, med hovedet på skrå, og store lysende øjne. Hun sad med sine hænder i skødet, og flettede dem ind i hindanden. Hun så ned i jorden, men så op på ham, da han snakkede om noget med en man elskede. *Det kunne være dejligt...* tænkte hun, at finde en der elskede hende, og ikke bare begærede hende. Som der var mange mænd der gjorde, ved andre kvinder. Hun så op igen, og lagde sit hoved på skrå igen.
"Hey.. Det er jo fortid, man skal ikke hænge sig på den." Hun smilede en smule, ikke for stort da hun ikke ville såre ham. "Har du mistet en.. Du elsker?" Hun lagde hånden på hans bryst, der hvor hjertet sad. Kiggede først på hendes hånd, men derefter på hans ansigt. Der kun var få centimeter væk, men det tog hun sig ikke af.

Han kiggede undrende på hende, hvorfor flettede hun deres fingre? Han sukkede let og rysted epå hovedet. Han gabte lavt og gned sine øjne med sin fri hånd. Han kiggede på hende igen. "Jamn fortiden er ulidelig..." mumlede han stille og kiggede ned. Han kiggede på hende og derefter væk. "Måske..." mumlede han stille og bed sig i læben. "Jeg vil helst ikk snakke om det..." sagd ehan stille.

//Undskyld, krea svigt

Hun så undrende på ham, og smilede undskyldende. Hun flyttede hånden fra hans bryst, og lagde den ned i hendes skød, ved siden asf den anden. Hun så selv ned, og tog en dyb indånding. Lukkede øjnene, og bed sig i læben.
"Det.. Det er fint nok." Der var da også ting hun selv, ikke ville snakke om var der ikke? Nej, hun plaprede ud med alt. Og hun skar ansigt, da hun indså det.
"alle har brug for nogle tanker, man kan holde for sig selv." Hun flettede sine fingre, og åbnede øjnene. *bare jeg kunne det! Lade være med at snakke med alle, jeg møder.* Hun rystede på hovedet, og så op på ´ham. *Nå.. Men det ændre sig snart, snart får jeg et helt normalt kedeligt liv.* Hun smilede til ham, og elskede ham for, at han kunne opfylde hendes drøm.