The Play Must Go On! (Luciel)

- tænkte jeg nok at du ville sige.. så følg med..
Hun smilede til ham, og sakkede lidt bagud så hun kom til at gå ved siden af ham.. Luciel vidste at hun blev nød til at sige det, helst før at de nåede op i lejligheden hvor han højest sandsynetligt ville føle at han var blevet lokket i en fælde, hvis han eneligt troede på hende.. Netop som de drejede ind på Terres hovedgade, åbnede hun munden, for at prøve at formulere det hun følte at hun måtte sige..
- Miguel.. tror du på at der findes mere mellem himmel og jord end mennesker kan se med det blotte øje?
Luciels bløde stemme var alvorlig, og hun så uroligt på ham.. hun håbede at han ikke bare ville se hende som en galning.
- og før at du tror at jeg er gal, så lyt til mig.. jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sige det.. nuvel.. så bliver det på den enkle måde.. Jeg er Luciel, jeg er født i 1903.. død som 17 årig, og genopstået som vampyr..
Hendes øjne nærmest tiggede ham om at forstå.. hun havde indtil nu ikke selv vidst hvor meget han betød for hende, og hvor meget det betød for hende at vide at han ikke troede at hun var gal..

Miguel smilte da hun sakkede bagud for at nå hen til ham. Han blandede stadig kortene for at holde fingrene beskæftiget. Hans hjerne var afslappede i den kolde og dejlige luft... Det var nu hyggeligt bare at spadsere rundt.
Da hun stillede sit spørgsmål rynkede han lidt brynene.
"Ja... Ja det tror jeg da på... Og jeg har da også en idé om hvad" sagde han og tog hende i nærmere øjensyn.
Hans hænder blandede mekanisk kortene mens han tog hende i nærmere øjensyn... Hende Cheh havde jo fortalt ham at de findes... Og vist ham det... Hun var nu lidt bleg i det... Og han havde jo aldrig set folk med så hvide øjne... Hun bevægede sig uudmåeligt yndefulgt... Smukt kunne man meget vel kalde det... Miguel rystede indvendigt... Det kunne vel ikke være sandt... Og netop der satte hun så ordene på hans frygt.
Han stoppede op. Kortene faldt ned på jorden med en blafren der mindede om efterårs blade...
"D... Du... Du er en Vampyr..." Hans ansigt gik nærmest igennem de fem faser mens han stod der... Allerførst fornægtelse... *Nej... Nej det kan ikke være sandt* så depression, som om han var på randen til at græde... Så fik hans ansigt nyt håb da han nåede til forhandling *Man kan sikkert godt slippe af med det... Helt sikkert* for derefter at nå til vreden der blussede op som et Bål der blev hældt Benzin på.
Han havde lyst til at råbe ad hende, hvorfor hun ikke havde fortalt ham det... Men så smadrede hans logiske sans ind og satte ham så hen til Accept.
"Så..." Han vidste ikke helt hvad han skulle sige... Han havde jo mere eller mindre acceteret det, eftersom han ikke var løbet skrålende bort fra hende eller lignende eller begyndte at lave Krucifaks med fingrene eller lignende.

- jeg er ked af det, Miguel.. men jeg blev nød til at fortælle dig det på et eller andet tidspunkt, og så hellere nu, end når vi var nået hele vejen hjem til mig! og jeg kunne heller ikke så godt fortælle dig det imens alle de mennesker var rundt om os! jeg lover at jeg ikke vil gøre dig noget, men vil du ikke nok lade være med at være sur!
Havde vampyren kunne græde havde hun gjord det.. alt det blev til var en enkelt blodtåre der stille løb ned over hendes perfekte hvide kind.. Hun lagde armene om sig selv og trak sig lidt væk fra ham, vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv.
hun forstod hans vrede, selvom han lod til at have accepteret det, så vidste hun at han stadig var vred..
- Miguel.. sig noget..
hendes hvide øjne, som han så godt kunne lide før, var halvt lukkede og hun så ikke på ham.. det var tydeligt at hun skammede sig.. over hvad hun var, og at hun ikke bare kunne være et menneske.. men hun ville aldrig blive et menneske igen, og det vidste hun godt..
Et sted inde i hende ønskede hun at hun aldrig var taget i teateret.. så ville dette aldrig have været sket.. hun bed sig i læben med sin ene spidse hjørnetand af ren refleks, stadigt uden at se på ham..

Miguel var ikke vred... Det var mere en slags Frygt blandet Accept... Han havde ikke noget imod det for at være helt ærlig... Der var underligt nok også blandede lidt nysgerrighed... Han var stille mens han samlede sine kort op og han satte dem i en af de mange lommer i jakken... Glattede jakken og gik så ved siden af hende.
"Okay... Hvordan er det at leve så længe?" spurgte han hende. Han havde længe tænkt over hvordan det ville være at leve evigt... Han havde for længst sagt til sig selv at det var frygteligt... At se alle dem man elskede visne bort for tilsidst at dø... Det virkede så frygteligt...

- hvordan det er? det er.. ikke sjovt i længden.. i starten tænker man, ej hvor fedt, jeg bliver aldrig gammel! og jeg kan opleve alt! men sådan er det ikke.. jo jeg har haft denne her alder i alt for mange år, men jeg ville nu hellere være menneske.. i behøver ikke tage andres blod for at overleve, og i har sådan et kort liv så i kan leve det.. med et langt liv som mit.. der når man at opleve alt så mange gange at det bliver kedeligt.. det eneste der endnu ikke er blevet kedeligt for mig er at slås..
Hun trækker på skuldrene, på samme tid både lettet og overrasket over at han kom sig så hurtigt over vreden. Hun træder et skridt nærmere, og nu ser hun ham i øjnene igen. hendes hvide øjne næsten skinner, ikke af liv, for det er jo længe siden at hun var i live, men af lettelse måske snarere..
- men hvis du tænker på min familie.. så ved jeg ikke hvad der er sket med dem.. mine forældre er døde forlængst, men dem tænker jeg ikke så meget på længere.. og mine søskende.. jeg ved det ikke..

Da hun nævnte blod kiggede Miguel et sekund vagtsomt på hende, men lavede så et nærmest usynligt skuldertræk.. Der var ingen grund for hende at angribe ham nu... Men måske ventede hun bare til de var alene i lejligheden hvor hun så kastede sig over ham.
Han skuttede sig lidt... Nej... Hvis hun ville have blod, ville hun sikkert have charmeret ham godt og grundigt for derefter at drikke ham tør.
"Blod... ER du så tørstig lige nu?" spurgte han hende og lød igen lidt for nysgerrig...
Han vidste ikke hvorfor, men han kunne ikke holde den strøm af spørgsmål tilbage som flakkede vildt omkring i hans hoved.
Hvad pokker var der dog galt med ham?

Hun begyndte at grine, da han spurgte om hun var sulten. da hun havde fået lidt styr på sig selv, svarede hun, ganske muntert.
- kære Miguel.. hvis jeg havde været sulten, så havde jeg forsynet mig selv i teateret.. og hvis jeg først var blevet sulten efter teateret så ville jeg ikke have spildt tiden med at indvitere dig hjem til mig.. så havde jeg bare slået dig bevidstløs i en gyde, taget dit blod og gået.. desuden.. så har jeg lovet mig selv ikke at skade dig..
Hvorfor nævnte hun intet om, for hun vidste det knap nok selv.. Men af en eller anden grund mindede det hende om at der var noget hun havde glemt at vise ham..
hun tog blidt, men bestemt fat i hans arm og førte ham ind i en lille baggård der lå lige ud imod hovedgaden..
derinde slap hun ham tøvende og strakte hånden ud fra sig med håndfladen op, hvorefter en voldsom kulde begyndte at samle sig omkring hende.. den var allerede nede omkring frostgrader, men det var vampyren ikke bevidst om.. for hun frøs jo ikke.. snart efter stod en kniv, lavet af den reneste is, med spidsen på hendes håndflade.
Der var det tydeligt hvor meget hendes øjne lignede den magi hun beherskede. kold, klar og ren!

Miguel smilte lidt da hun grinte.
*Præcis som jeg havde forventede* tænkte han godt tilfreds med sig selv. Han skulle til at stille et andet spørgsmål da hun trak ham med ind i baggården.
Han kiggede forvirret rundt og prøvede lidt forgæves at stå imod... Han kunne simpelthen ikke stå imod en Vamyrs styrke... Han var latterligt svag i forhold til den svageste af dem.
Han kiggede på hendes hånd og så intet til at starte med... Så lagde han mærke til hvordan hans ånde kom ud i damp der blev tydeligere og tydligere, hvordan kulden han trak ind med sig igen da han trak vejret, efterlod et koldt pust helt ned til hans lunger.
Da kniven så fint balancerede på spidsen og på hendes finger stirrede Miguel overrasket på den. Han kiggede på hendes øjne og så straks Referencen.
"Den er smuk" klaprede han svagt med tænderne... Han havde slet ikke lagt mærke til hvor koldt der var rundt om hende... Før nu... Og det var nu virkelig koldt...

Så lagde hun mærke til hvor langt ned hun havde presset tempraturen..
- ups.. undskyld..
Hun ser lidt forlegen ud, som hun lader kulden forsvinde og konsenrerer istedet kulden i området omkring kniven. til sidst gør hun kniven mindre og mindre indtil den er så lille at hun bare knækker den over mellem to fingre og smiler til ham..
- jeg ville også bare lige vise dig hvad jeg kunne.. Men hvad nu? hvad gør vi? nu hvor du ved at jeg er vampyr går jeg ikke ud fra at du stoler på mig..
Luciel stiller sig med hænderne i siden og ser stille, men bestemt på ham.. lidt i vilrede over hvad der nu skal ske.. hun går ikke ud fra at han tør tage med hende hjem.. det ville være naivt at tro det.. men alligevel håber hun.. for hun nyder hans selskab..

Miguel lavde forvirret øjne.
"Det er da den mest tåbelige ting jeg i mit liv har hørt" sagde han og kunne ikke holde lidt styrke bag ved stemmen. "Hvorfor skulle jeg ikke gå med dig hjem, bare af den grund? Jeg kan faktisk ikke se nogen grund til at burde lade være med at stole på dig" Han smilte til hende.
Miguel havde gjort ting der var langt dummere... Men han havde også gjort ting som han selv mente at man skulle have sagt nej til... Men det her var en af dem, hvor man ikke skulle sige nej eller noget andet...
For hvor mange gange, fik man lige chancen for at kunne komme hjem til en Vampyr, uden at blive bidt? Nok ikke særlig mange gange når man stadig var et menneske.
"Før an..." sagde han og smilte stadig til hende.
Men under smilet skjulte der sig noget... Han vidste ikke hvorfor, men han følte sig lidt dårligt tilpas over han ikke fortalte nogle af de ting han gjorde, når for eksempel en trak et kort fra hans bunke af Tarotkort og Miguel så rørte ved det... For så at se hurtigt glimt af mandens historie...

- javel.. der er ikke så langt endnu..
hun gik ud af baggården, som altid elegant på de høje hæle selvom hun ikke følte sig så godt tilpas i dem.. samtidig tilpasser hun sig Miguels tempo, både for at være høflig, men også for at kunne snakke med ham.
Ude på hovedgaden igen.. vampyren fortsatte ned ad gaden med hurtige skridt, ivrig efter at komme 'hjem' igen.. klokken nærmede sig vel også henad sen nat, og tidlig morgen.. det ville sige for hende tid til at sætte kusen hjemad før solen stod op.
da de har gået i et par minuttet, siger hun:
- men hvad var det for nogle kort du havde fremme før?
'

Miguel sukkede lidt indeni... Nu kom det... Nu ville hun sikkert blive skræmt væk, ligesom hun havde troet at han havde været blevet skræmt væk.. "Jo.. Det var såmænd nogle Tarotkort, som jeg har arvet fra en slægtning" sagde han til hende mens han langsomt og velovervejet sagde sine ord...
"De bliver brugt af både fupmagere og folk der faktisk tror de virker... Og det er sjældent folk tyder dem ordentligt.." Fortsatte han og satte tempoet lidt op, da hans biologiske ur og sagde ham, at der snart ville være en glødende kugle på himlen.

//Jeg tror jeg logger nu... Må nok hellere få svoet lidt inden jeg ska op ^^//

- du tror at de virker? det lyder sådan på dig..
Hun smilede til ham, det med spådomme.. det havde hun aldrig rigtigt troet på, men måske virkede det.. hun var aldrig blevet spået før, for hun vidste at hun ikke ville bryde sig om at kende sin skæbne.. så hellere blive overraket, og tage det som det kommer..
Imens de havde gået var de nået til et ret nyt lejligheds kompleks af de lidt mere velhavende slags.. og det var der hvor luciel boede lige for tiden.. hun flyttede lidt rundt, da hun ikke brød sig om at blive det samme sted i længere tid.
- så er vi her næsten.. for det er derinde jeg bor..
hun pegede roligt mod bygningen som var helt hvid med masser af vinduer.. ikke ligefrem et oplagt sted for en vampyr..
Helt henne ved døren bøjede luciel sig ned, flyttede på en løs flise og trak en nøgle op, som hun hurtigt stak i låsen og låste sig indenfor..
inde i opgangen var der hvidmalet og vampyren mumlede irriteret et eller andet med "lys".. hun brød sig tydeligtvis ikke om alt det hvide..
Også kom de til trapperne, samme hvide farve, og samme enkle rene stil.. at gå op ad trapper i stilletter.. ikke noget man skal ønske sig.. Men tilsidst nåede de dog tredie sal, hvor vampyren igen fandt en skjult nøgle frem, som hun låste sig ind med..
Inde i lejligheden var der kulsort, men det var jo intet problem for hende, et nattevæsen.. Som det første hun gjorde da hun var kommet ind var hurtigt at træde ud af stilletterne..
- ah.. endelig..
Og en lille glædesdans blev opført, over hendes fødders nyvundne frihed, imens hun lige i farten fik tændt den eneste lampe ude i gangen så Miguel også kunne se noget. lampen sendte et dæmpet gyldent skær ud over entreen og det første af stuen, hvilket også afslørede hvor få møbler der var i denne lejlighed.

*Jeg ved de virker* mumlede hans tanker skjult for sig selv, mens han bare fulgte i hælene på hende. Han havde lyst til at sige at de faktisk virkede... Og at det var godt at hun ikke havde taget nogle af krotene... For i det hun ville have rørt ved et af kortene og Miguel så bagefter ville have rørt det... Så ville han kende hendes Fremtid...
En ting han ikke ville se, eftersom Vampyre jo sikkert levede for evigt... OG derfor kunne det komme til mange glimt...
Med meget blod...
Han kiggede lidt forvirret på Entréen da de trådte ind... Det virkede alt for livligt, så at sige at en Vampyr skulle have sådan en farve her i sit hus... Han hørte hende mumle irriteret og han smilte lidt drillende mens han hurtigt fulgte efter hende op af trapperne.
Miguel kigggede lidt rundt og undrede sig svagt over om nogle af de andre, havde den fjerneste idé om at der boede en Vampyr her? Sikkert ikke, for så ville der nok ikke se så velholdt og fint ud...
Da han trådte ind i lejligheden, troede Miguel at han var blevet blind. Han blinkede flere gange, men der skete ikke noget. *Slog hun mig ned?!* var der en tanke der fløj igennem hans tanker, da han så lagde mærke til hvordan der dukkede små silhuetter op af mørket...
Lampen blev tændt og Miguel smilte bare lidt.
"Meget fin lejlighed" sagde han og kiggede rundt for at huske det hele...

- en noget tom.. og ret ubenyttet lejlighed.. det er sjældent at jeg er her.. for det meste er jeg ude i byen, eller ude at jage..
Luciel stak smilende sit hoved ud fra stuen, hvor hun også havde fundet en lampe frem, som nu spredte sit bløde lys inde i den lille stue.. stuen var ikke ret stor, men den var heller ikke ligefrem overfyldt.. alt der var derinde var en blød sort lænestol, med en tilhørende sofa, et spisebord fyldt med knive der lå preneteligt, side om side, på bordet, sammen med en ring med en mørk sten i.. og op ad væggen stod et fjernsyn, ikke fordi at hun brugte det, men mere bare så hun havde mulighed for at bruge det..
soveværelset, der lå næsten lige overfor stuen var stadigt henlagt i et næsten uigennemtrængeligt mørke.. men der ville dog kunne anes konturen af en seng, et skab og en bunke af noget sort ovre ved det ene vindue, helt dækket af et mørklægningsgardin..
det var alle vinduerne i lejligheden for øvrigt.. altså dækket af mørklægningsgariner.. En ting der muligvis ville få folk der så op på lejligheden til at undre sig, men det bekymrede ikke luciel.
- langt fra det mest luksuriøse jeg har boet i, men det tjener sit formål ganske godt.. indtil videre er der heldigvis ikke andre her der ved at jeg er en vampyr.. bortset lige fra en.. men hans hemlighed kender jeg også..
Vampyren smilede stort og lidt drillende og nu var hendes spidse hjørnetænder tydelige.. de fik hende til at ligne en lille kat.. og med hendes smidige bevægelser, og bløde stemme var det ikke nogen dårlig sammenligning..
selvom hun ikke længere havde stillettene på, gik den unge vampyrinde stadigt med let vuggende hofter, noget som hun ikke selv lagde mærke til..

Miguel smite lidt ved hendes ord. Men da hun sagde at hun kun var her når hun ikke var ude at jage, mærkede han et meget svagt stik af bekymring. Her var han, et smukt bytte en jagt værdig... Og i stedet havde han vadet direkte ind i løvens hule... OG endda mens løven vidste det... Ikke ligefrem det smarteste træk at gøre *Tja... Det er jo ikke fordi jeg er har været i nemmere eller sværere situationer* og et lille smil brød frem på hans læber mens han forsigtigt satte sine sko i Entréen og hængte sin overjakke på en af knagerne.
Han kiggede lidt rundt... Selv Miguels trænede bueskytter øjne havde svært ved at stille skarpt herinde... Indtil hun så satte lyset frem...
"Det kan jeg kun give dig ret i... Jeg har også været mere luksoriøse steder... Men agjort også meget mindre" sagde han og grinte lidt ved nogle minder der poppede op i hans hoved.
Han kiggede efter hende og måtte erfare noget... Selvom hendes hud var mælkehvid og hendes øjne ligeså, var hun næsten umulig at få øje på ligeså snart hun trådte ud for lysets begrænsniger... Og hendes skridt... Fuldstændig umulige at høre... Miguel var glad for han ikke blev jagtet rundt af hende.
"Og mig..." sagde han og smilte lidt ved det. Ikke fordi han havde tænkt sig at løbe rundt og røbe det i byen... Han mente bare det var på sin plads at han lige hurtigt sagde at han også vidste det nu.

- ja, og dig..
hun kom hen til ham, og så med et stille, næsten genert smil på hendes læber der var lige så røde som det blod hun drak.. på den ene finger havde hun den ring som før havde ligget på bordet. stenen var smuk, og havde en klar lilla nyance, og matchede selve ringen der var i skinnende sølv..
den havde tydeligtvis ikke været billig, men når man så rundt her var det lige så tydeligt at vampyren ikke var rig.. langt fra.. altså måtte hun have fået den af en..
med den anden hånds slanke fingre drejede hun lidt på ringen, som en form for refleks.. uden at hun lagde mærke til det..
- sæt dig ned..
hun slog roligt ud med hånden mod stolen og sofaen, overrasket over at hun var så venlig.. hvad var der med hende? det lignede hende ikke.. hendes øjne slog gnister af irritation over sig selv, men drejede hovedet for at han ikke skulle se det.. muligvis bare ikke helt nok..

Miguel takkede lidt og satte sig hurtigt ned på den, efter han kort havde famlede efter den for ikke at gøre sig selv fuldstændig til grin i nærheden af hende, ved f. eks. at sætte sig ved siden af og glide ned på gulvet med et et stort rabalder.
Han kunne dog ikke lade være med at lægge mærke til sine egne skridt igennem det korte rum der lå mellem der hvor han stod før og stolen. Når man var i samme rum som en yndefuld og lydløs Vampyr, følte man sig som en Etbenet elefant... Eller sådan følge Miguel sig ihvertfald, da han så stille som muligt gik hen og satte sig.
Han blev også langt mere opmærksom på sin egen hjertebanken og hvordan hans tungeåndedræt nærmest fyldte hans øre.
Han kunne sagtens se på det sparsomme udvalg af møbler hvor luksøriøse de faktisk var... Hvis der havde været for mange, ville det ikke blive lagt mærke til, men med så få møbler, kunne man se hvordan de faktisk ville være i topklassen af pengekæden.

Luciel lagde godt mærke til at han prøvede at dæmpe sine skidt, og hun smilede drillende til ham..
- du må gerne gå normalt.. jeg er vant til menneskernes måde at gå på..
hun blinkede til ham.. det hun sagde var selvfølgetligt ikke for at gøre Miguel forlegen over at han prøvede at være lydløs, men mere bare som en form for gestus..
Luciel selv satte sig i dofaen og trak benene op under sig, mens hun så over på Miguel med venlige øjne.. lige der var hun lidt glad for at han ikke vidste hvor krigerisk og, hvad skal vi sige, sindsyg? hun kunne være.. så ville han i hvert fald ikke have følt sig specielt tryg.. men gad vide hvad han ville have gjort hvis han havde set den anden side af hende?
- hvorfor kom du egentligt i teateret?
det havde ikke noget med hendes tankerække at gøre, men hun havde tænkt over det lige før pausen, men havde bare glemt at spørge..

Han sukkede lidt over det... Havde det været så tydeligt at han prøvede på at dæmpe skridtene? Tydeligtvis... Langsomt gled han lidt mere til rete i stolen, end han havde siddet før. Han kunne knap nok se sin egen hvide skjorte... Utroligt så mørkt som det var.
Han hørte hendes spørgsmål og sukkede endnu engang... Denne gang indvendigt.
"Det var bare fordi jeg havde lovet min familie at jeg ville dukke op til min mors teater stykke, eftersom hun også gerne ville have at hele familien skulle være der..." Sagde han og tilføjede så lidt bittert. "Selvom man virkelig kunne se de ventede på mig" og kiggede på hende med et letter lille smil.
"Men hvad med sig selv... Det lader ikke til du er så tit i teater" sagde han og kiggede lidt drillende på hende, selvom han tvivlede på at hun ville kunne se det i mørket... Men helt ærligt... Hvad vidste han om Vampyre... Intet...

Hun kunne udemærket se hans drillende blik, og besvarede det med et grin, inden hun rejste sig og gik over til et af de store vinduer. der trak hun mørklægningsgardinet forsvinde, så månens stråler vældede ind i stuen.. selv havde hun igen brug for lys, men hun vidste jo godt at mennesket, Miguel ikke kunne se noegt i mørket.. lidt bedre, tænkte hun, og skulle lige til at vende sig for at gå over imod ham igen..
men pludseligt havde hun ikke lyst til at forlade månens stråler igen.. det var som om at de gjorde hende bedre tilpas, men da hun kiggede ned, og så lyset der glimtede i ringen.. da blev hun mindet om sin yngling, og hendes øjne blev kolde og hårde..
hun havde stadigt ikke fået hævnet sig på englen.. det var en ting der snart måtte gøres.. månelyset fik hende til at virke endnu mere overjordisk og fortryllende end før, men hendes blik var ikke venligt som før, da hun kort kiggede tilbage mod Miguel..
Med panden lænet mod vinduet, prøvede hun at slippe af med vreden.. det var ikke i nat at hun skulle være vred.. for hendes engen, og for menneskets, skyld..