Behind the Portal - Angelie

Hun skulle lige til at plante et tilfreds smil på læberne over sin lille protest, da kvinden slog med hånden, og Angelie mærkede hvordan hendes tøj forsvandt, og derefter hvordan kjolen lagde sig omkring hendes krop.
Knurrende satte hun i et spring mod kvinden, men som forventet røg Angelie lige direkte igennem hende, og landede med hovedet først mod gulvet. Mumlende blev hun liggende der, mens hun forbandte kvinden utrolig langt væk i håb om at hun aldrig ville se den skabning igen, inden Angelie langsomt kom på benene igen, og begyndte at glo ned af sig selv. Farver.. Hun hadede farver.
Hun havde ikke hørt at kvinden havde forladt værelset, men da dørens lås klikkede endnu engang, skulle hun lige til at springe afsted en gang til, da hun så at det var Itarian, som nu kom ud igennem den. Kort sendte hun ham i utilfreds blik, inden hun bevægede sig over mod den store trædør, som han gjorde en gestus mod, uden at kommentere hans tøj, eller takke for hans kommentar.
Angelie så nu kort et barns øjne igennem sprækken, mens hun lagde hånden på håndtaget. Kort stirrede hun direkte på de blå øjne, inden hun praktisk talt flåede døren op, og trådte et skridt tilbage, for at se på barnet, som stod ude på den anden side, med endnu et irriteret blik, selvom hun aldrig ville gøre et barn noget.

Barnet fortrak ikke en mine da døren blev åbnet. Det var en hun, hun så ud til at være omkring 10 eller 13 år gammel, og var smuk af et barn at være. Hendes let fyldige kinder var æblerøde og gav hende et friskt udseende, og hendes elfenbensfarvede hud, fik hende til at ligne en af de skønheder man ser i portrætter på de kongelige slotte på jorden.
Hendes hår vældede ned over hendes skuldrer i et væld af ildrøde krøller, som lige akkurat nåede at strejfe gulvet under hendes fødder, hvis hun stod oprejst.
Lige nu sad hun på knæ, nærmest som i bøn, og så op på Angelie med et ansigt der udviste en blanding af ærefrygt, og en følelse af undertrykkelse, og en svag frygt stod malet i de fornemme træk omkring øjnene, og i den isblå farve.
Itarian så på hende med et enkelt blik, hvorefter han hvislede et enkelt ord, der fik pigen til at rejse sig og bukkede en anelse for dybt, hvilket fik de utroligt lange krøller til at glide henover gulvet.
"J-jeg undskylder allernådigst deres højhed, jeg vidste ikke hv-hvornår du vil-ville komme tilb-tilbage" mumlede hun, og det var tydeligt at hun havde en klump i halsen, hvilket var hvad der fik hende til at snøfte igennem hele sætningen.
Pigens tøj bestod i en sort kort kjole, der ikke gik til meget mere end at man lige akkurat kunne se det hvide undertøj hun havde på indenunder. Den var ikke noget af det flotteste man ville være i stand til at finde i Kensou, denne verden, højst noget lignende hør, men ikke desto mindre klædte den hende utrolig godt.

Hendes blik hvilede stadig på pigen, som havde alt for langt hår.. Angelie var lettere imponeret over at barnet ikke snublede i dem. Hun sukkede dog en anelse kort, inden hun lod armene glide over kors, mens barnet åbenbart stadig fandt det interessant at stirrer på Angelie.
Dog vendte hun blikket mod Itarian og lod spørgende et øjenbryn glide i vejret, i et lydløst spørgsmål om hvem det barn var. Hun fastholdt sit blik på ham, men vendte det dog hurtigt tilbage mod barnet, der nu talte. Denne gang var det ord som Angelie selv kunne forstå, og hun sukkede igen lydløst.
Barnets ord fik hende på en måde til at virke.. Bange.. Som om barnet frygtede at hun havde gjort noget meget forkert, selvom Angelie ikke selv kunne se hvad denne havde gjort galt. Alle havde da spioneret ved døren dengang de var små.. Hun havde i hvert fald, men Angelie mindede dog også sig selv om, at hun ikke længere var i sin egen verden, men i en fremmeds.. Et andet univers end det hun var vant til.
"Skal vi videre?" Bemærkede hun ligegyldigt, inden hun kort kiggede mod Itarian, tilbage til barnet, hvorefter hun så passerede den lille pige, og gik ud igennem døren..

Han så Angelie, og rystede på hovedet for at indikere at hun ikke skulle vide det. Da han gik forbi pigen gav han hende et sollidt smæk ver ansigtet og efterlod hende grædende på gulvet, uden selv at fortrække så meget som en mine. Dette var normalt, børn blev undertrykt overalt i hans verden, og de fleste steder blev de udnyttet som tjenere, da ikke mange væsener var lette at fange og udnytte, måske med undtagelse af nøkker, som var meget almindelige som værende slaver, til trods for at nøkker på sin vis var en del klogere end de fleste af de engle de blev købt og solgt af. Han rystede let på hovedet af denne tanke, nøkker troede på at de kun var blevet skabt til at tjene englene, eller for det meste koltarerne, og de satte stor pris på at blive udnyttet, både seksuelt, og som arbejdskraft.
Han gik en anelse hurtigere end Angelie, og kom derved foran hende i løbet af ingen tid. Hans lange røde hår flagrede efter ham som en fane.
Han drejede ned af en korridor, og gik ind gennem dør der ledte ind til en enorm festsal. Der så umiddelbart ud til at være tomt, intet andet end en lænke der så ud til at være lænket til et usynligt objekt, lod til at være til stede i salen. Itarians blik gled over lænken, helt fra det sted ved væggen hvor den var fæstnet, til der hvor det var fastgjort til hvad der lignede et halsbånd.
"Ik'trelj! Kom frem nu eller det bliver værst for dig selv!" råbte han ud i lokalet, med en udtryksløs stemme på trods af truslen.

Hun stoppede brat op, da hun hørte lyden af et syngende slag, og vendte sig om mod barnet og Itarian. "Hvad fanden har du gang i" udbrød hun lavt og dybt irriteret over hans behandling af sådan et barn. Hun kunne ikke fordrage når andre slog på børn, og bare fordi hun var i en anden verden, havde hun stadig sine følelser.. Sine holdninger.
Hun trådte vredt forbi ham, og sørgede omhyggeligt for at hendes skulder bankede ind i hans, så han vidst at hans behandling ikke var noget hun ønskede at se, inden hun satte sig på hug foran pigen. Kort lod hun blikket glide over kinden, inden hun i en enkelt bevægelse blidt halede barnet på benene igen, og fremtvang et neutralt smil. Hun nikkede let, for ligesom at sige at det nok skulle gå, inden hun strøg hånden over pigens hår, og satte efter Itarian..
Hun indhentede ham, da han næsten var foran døren, og stod igen bag ham, da han åbnede denne, og Angelie kiggede ind i det tomme rum.. Eller næsten tomme rum. Hun så kæden, som var boltet fast i muren, og strøg sig op mod et halsbånd på noget.. Noget halvstort at dømme efter hvor halsbåndet befandt sig.
"Hvorfor skal du altid true?" vrissede hun surt, da han igen spyttede en trussel mod det usynlige væsen. Det hjalp sgu da ikke noget i den sidste ende.. Ved deres første møde havde han virket tiltrækkende og mystisk.. Nu var han bare en.. Magtbegærlig mand, som kunne lide lyden af sine egne trusler og slag i hendes hoved.

Han vendte sig imod hende og så på hende med dette underligt udtryksløse blik, og rystede på hovedet, hun vidste jo ingenting.
"Jeg ndskylder, men denne verden minder ikke det mindste om din egen. Pigen var meget god til skuespil, og hendes magi hjalp en del, men hun havde ikke desto mindre ingen respekt for dig" sagde han, og lukkede døren, i det sekund en irriteret stemme kunne høres
"At du overhovedet gider tale til mig er dog en gåde..." tonen var dyb, og kom fra den enorme drage der stod lænket i festsalen. Den så ned på dem med dyb interresse, og med øjne der udtrykte vsdom og videbgærlighed. Dens skæl var sorte som natten, og dens øjne var det ene øjeblik grønne, for det næste at have en dyb rødlig glans, og skiftede derefter til lilla. Farven skiftede ustandseligt, og den samme farve var ikke at se i dens øjne en eneste gang.
Itarian så på hende uden at fortrække en mine,
"Det var din egen idé at komme her, hvis dette ikke er hvad du ønsker at se kan du være velkommen til at gå" sagde han, med en galant tone, der kunne virke munter, hvis man skrællede den udtryksløse maske af.

Hun mumlede ganske kort og utydeligt, mens han snakkede om respekt. "Jeg er da ligeglad.. Jeg behøver ikke et barns respekt" vrissede hun kort, inden hun vippede vægten lidt fra den ene fod og over til den anden, mens hun så skikkelsen i rummet, som nu blev synlig.
Hendes blik fik med det samme et ærefrygtindgydende skær.. Hun havde aldrig set en drage før, og den.. talte. Hun trådte samtidig et skridt tilbage, mens hendes blå blik blev fanget af den voldsomme farvelade, som udgjorde dragens øjne. Faktisk havde hun svært ved at tage blikket fra det, og da Itarian igen talte, hørte hun det knap nok.. Det var nærmere som om en i det fjerne talte til hende, men det var for langt væk til at hun kunne tyde ordene.
"hm?" mumlede hun i en kort spørgende tone, inden hun langsomt fik vendt sig blik væk fra væsnet, og fæstnede det nu istedet for på Itarian med hovedet vendt en smule spørgende på skrå.

Han rystede på hovedet, som om det ikke var noget alligevel, og vendte sig mod Dragen igen.
"Jeg har hørt en bedre tone fra dig i bedre tider" sagde han med en udtryksløs stemme, der dog emmede let af spydighed. Dette var ikke tiden til at diskutere, han havde ting der skulle ordnes! Og dog, disse ting stod jo lige ved siden af ham, så hvorfor havde han sådan en trang til at komme væk fra dette sted? Denne ø? Dette fængsel? Dette paradis? Det sted han var vokset op? Det sted han som så mange gange før havde fået en lussing, præcis ligesom pigen fra for lidt siden.
Kirania, hans lillesøster. Med det yndefulde lange hår, og den krop han i en vision havde set som værende endnu smukkere. Han skulle bare vente til hun begyndte at vokse, der ville ikke gå længe.
Dragen så ud til at overhøre Itarians ord, og havde fæstnet blikket på Angelie. Den lagde let hovedet på skrå, og et svagt glimt af nsygerrighed bredte sig i dens øjne.
"Er der noget galt deres højhed? Er De bange?" en svag latter kom fra den, da den havde set Angelie bakke bagud, som havde hun været skræmt. Denne latter, lød mere som når man kører en negl over en tavle, skinger og skærende, og dog var denne lyd frygtindgydende som ind i helvede.

Igen så hun hvordan han affejede hendes spørgsmål.. Itarian var vidst ikke typen, som nævnte ting to gange. Hendes blik søgte dog tilbage på dette store kreatur foran hende, mens hun overhørte samtalen imellem de to.
Hun bemærkede hurtigt at dragen ikke svarede, eftersom den var optaget af et gengælde hendes blik, og Angelie bed sig hårdt i læben, da den spøgefulde kommentar kom fra væsnet.. Hun skar en ubehagelig grimasse, men modstod dog kun lige trangen til at slå hænderne for ørerne over lyden.. Mon det var sådan det føltes når andre hørte hendes magiske skrig? Hun krympede sig kort under tonen, inden hun stædigt rettede sig op i sin fulde højde.. Hvis Itarian kunne snakke til dyret, så kunne hun i hvert fald også. "Jeg ser da masser af talende drager til ikke at være bange for dig" mumlede hun sarkastisk, inden hun svagt kneb øjnene sammen. Før havde hun haft en lyst til at røre dette væsen, men dens opførsel havde gjort, at hun ikke længere var interesseret. "Desuden.. Hvorfor skulle jeg frygte dig.. Du er lænket.. Jeg er fri" Bemærkede hun til sidst i en ligegyldig tone, inden hun vendte sin opmærksomhed mod Itarian endnu engang. "Nå.. Hvad er det lige vi skal?" Spurgte hun så, mens hun stadig sendte dragen et mistroisk blik igennem øjenkrogen.. Det var vel ikke her de skulle snakke om deres.. Formaliteter? Medmindre hans kæledyr var hans rådgiver.. Det kunne vel være muligt i dette land.. De virkede anderledes.

Dragen smilede, og vidste tandrække efter tandrække af enorme, sylespidse tænder, der på sin vis virkede gullige, som når man har røget for meget.
"Jeg havde altså ret, du ER bange for mig, ellers ville du vel ikke lyve" sagde den, i en affejende tone, og rystede på hovedet at hendes dumhed.
"Jeg er så fri som jeg kan være, du har ike så meget somovervejet tanken om at jeg måske er her af egen fri vilje" sagde den, og lod det ene øje lukkes og åbne igen, da den blinkede til hende.
Itarian sukkede og rystede på hovedet,
"Aldrig prøv at lyve overfor drager" mumlede han knapt hørligt, og vendte igen blikket mod dragen.
"Du ved lige så godt som jeg hvad vi er her for, vil du eller ej?" hans stemme var til stadighed udtryksløs, og dog på en måde irriteret, som om kun en enkelt procentdel af hans flelser var i stand til at nå op til overfladen.

En hånd rakte op og gled hen over dragens skæl, et barns hånd, med lange perfekt rengjorte negle, og med et nekelt langt ar ned over håndryggen. Drengens sorte hår gjorde det tydeligt at han ikke tilhørte den samme fammilie som Itarian, og hans mindst lige så sorte øjne fik ham til selv at ligne en af skyggerne der snoede sig omkring hjørnerne i lokalet. Hans smil virkede som om han kedede sig, og hans øjne lignede et vordenede uvejr.
"Hvad laver deres højhed og Rødhætte her?" spurgte han, i en irriteret tone, hvilket udløste et blik fra Itarian.
Dragen vendte hovedet mod den dreng der lignede den ene del.
"Oniro! Hvad laver du her?!" mumlede den overrasket.

Hun hævede let det ene øjenbryn i vejret, næsten i en utydelig form for at vise at hun var imponeret.. Så den vidste altså at hun havde været bange.. Dette var dog ikke engang noget hun ville indrømme for sig selv.. Angelie ville foretrække at kalde det overraskelse. Hun kommenterede ikke dragen, omkring hendes løgn.. Det var fakta at hun havde været dybt sarkastisk i sin sætning, og tydeligt at det var en løgn, så hvorfor benægte det?
Hendes opmærksomhed blev dog indfanget, da dens anden kommentar kom til udtryk.. Fanget.. Dette viste igen hendes overraskelse, da en svag fure i panden langsomt trådte frem, og hovedet gled automatisk på skrå. "Hvem ville vælge fangenskab frem for frihed" svarede hun dragen.. Ingen.. Hun kendte endnu ingen som ville vælge sådan.. Itarians kommentar noterede hun sig hurtigt.. Aldrig lyv for en drage.. En lektion hun lige havde modtaget, men hun vendte igen blikket mod ham, da han snakkede. Så hun vidste hvorfor.. Selvfølgelig.. Hun havde selv forlangt at se denne verden.. At snakke om portalerne.. Hun havde næsten glemt alt om dem. "De portaler skal stoppe med at dukke op i tide og utide" sagde hun kort og kontant, inden hun rankede sig let. "Og ja jeg vil!" afsluttede hun hurtigt hans spørgende kommentar, inden lyden af noget fremmed nåede hendes øre..
Angelies blik vendte sig brat mod den nye skikkelse, og drengens udseende fangede hendes interesse med det samme.. Hvem var nu det.. At dømme efter dragens udsagn hed drengen Oniro, og han burde vist ikke være til stede.. Eller sådan virkede det for hende. Undrende blinkede hun en enkelt gang med øjnene, og klappede øjeblikkeligt læberne sammen. Dette var anden gang nogen kaldte hende højhed.. Eller.. Måske talte drengen til Itarian? Tvivlen voksede langsomt op indeni hende. "Hvorfor kaldte dragen mig højhed?" hviskede hun spørgende til Itarian, som om det var muligt for de andre tilstedeværende ikke at høre det.

Dragen så på Angelie og lo igen, den samme skærende tone,
"Det ville jeg" sagde den bare, hvorefter den vendte opmærksomheden mod drengen. Han så ikke ud til at være mere end 15, og dog var han høj af sin alder. Hans hår så ud til at være silkeblødt, og skinnede let i et svagt lys, der så ud til at stømme fra selve hans væsen. Han var smuk, ingen tvivl om det, næsten for smuk til at være rigtig køn, lidt for perfekt i kanterne, og med en lidt for perfekt krop, til at kunne kaldes andet end unaturlig.
Han så på Angelie og lagde hovedet let på skrå. Som overvejede han en tanke, hvorefter han rystede på hovedet af sig selv og smilede drillende. Han udviste en del mere følelse end Itarian gjorde, han smilede, og surmulede tydeligt, og gjrode intet for at stoppe følelserne.

Itarian så på Angelie og rynkede på brynene.
"Du er en gæst fra den Sidste Verden, du står langt højere i hvad i på jorden ville kalde hierakiet end jeg gør, du er lige under Miraniren, der er herskeren af denne verden. Man sætter gæstfrihed overfor andre verdener ret højt her på stedet" Itarian gjorde, i modsætning til Angelie, intet besvær med at hviske, og sagde det lige så tydeligt, så både dragen og drengeen ville kunne høre det. Det sidste sagde han med en let bitterhed i stemmen, kun en meget lille smule, som altid.
Drengen så på Angelie, i en vurderende holdning, nærmest som begærede han hende på en måde som ville resultere i at enhver information omkring hendes verden ville blive flået fra hende, og gemt i hvad han engang havde kaldt sin 'hukommelse'.

Så det ville den. Angelie klappede øjeblikkeligt munden sammen som en østers over dragens svar og skingre latter. Hvis den ønskede det sådan skulle hun så sandelig ikke stå i vejen. Istedet gengældte hun den yngre drengs blik, mens hun rynkede kort på næsen. Hun vidste ikke hvad hun skulle mene om ham.. Han var forkert.. Alt for forkert.. Ikke som Itarian eller hende.. Mon han så kom fra et helt tredje sted? Hun stod trods alt med beviset ved hånden.. Der fandtes andre verdener end den hun kom fra. Hun bemærkede dog følelserne, som kom til syne.. Knægten var en anelse lettere at læse end Itarian.. Den mystiske mand, som hun tilfældigt var stødt ind i engang for et stykke tid siden.. Manden der nok hellere ville dø end at vise hvad han tænkte.
Hun lyttede dog til hans forklaring, mens et kort fjernt blik trådte frem i de blå øjne.. Hun prøvede at placere det hele i sit hoved, mens hun tænkte fordele og ulemper.. Så hvis hun stod højere end andre her.. Ville det så betyde.. Nej! Sådan skulle det ikke være.. Hun nægtede at lege fin dame, for at tilfredsstille andre med sin ankomst.
Et bestemt blik trådte hurtigt frem i hendes blik, inden hun kiggede kort på Itarian. "Lad os komme videre og få det overstået" sagde hun. Denne gang ikke som et spørgsmål, men mere som en ordrer.. Hun ønskede ikke at spilde mere tid på snakken med drager, eller skyggedrengen med de sorte øjne.. Det var for uvirkeligt.. De skulle bare have afgjort det hun var kommet for, og så ville hun tilbage.. Tilbage til stedet hun kendte så godt.. Hendes hjem.

Itarian så let på hende, og rynkede let brynene. HUn havde ikke forstået noget som helst. Hun havde været så ivrig efter at komme af sted, uden at tænke over at hun måske ikke ville være i stadn til at komme tilbage. Heh, egentlig ret naivt. Hun havde ladet ham føre hende ind i denne ukendte, fremmede verden, uden at have lovet hende at tage hende med tilbage. Hun var en fange i hans øjne, en fange han havde til opgave at inspicere.
Dragen gjorde et kast med hovedet, inden dens øjne fæstnede sig til Angelies, den evige farvelade af skiftende nuancer borede sig ind i hendes,
"Hvad ønsker du helt præcist ved at være i denne verden? Hvad vil du gerne opnå ved at være fange her?" spurgte den, med et lettere irriteret udtryk. Den var ligesom hun selv ved at bl ive træt af denne samtale, og hvis ikke hun kunne sig e præcis hvad hun ville, havde den ikke tænkt sig at løfte så meget som en lillefinger.. eller klo.

//Sorry blev kort^^'

Tavsheden lagde sig.. Hun mærkede hvordan den trykkede sig sammen omkring dem, og Angelie tænkte. Hendes blik var stadig fjernt, indtil hun mærkede hvordan dragen igen fangede det. Farverne tvang ind bag hendes øjne i en endeløs regnbue, og igen var hun praktisk talt ude af stand til at se væk fra dem. Ordene flød imod hende.. Hvad ville hun opnå? Fange.. Hun var da ikke fange.. Eller.. var hun? Hvis det var muligt at komme den ene vej igennem en portal, var det vel også muligt at komme tilbage? Itarian gjorde det, så hvorfor skulle hun ikke kunne.
Hun var dog lige ved at aflevere en af sine spydige kommentarer, da hun mindede sig selv om, at man ikke skulle lyve i nærheden af en drage. Kort bed hun sig i læben, inden hun rettede sig en anelse op. "Jeg vil vide hvad der er sket med dem, som allerede er kommet ind i den her verden" svarede hun helt ærligt, inden hun tænkte lidt videre.. Det var sandt.. De forsvundne havde været grunden til at emnet i det hele taget var bragt op. "Desuden giver det jo mig en ny viden om noget fremmed" mumlede hun langsomt.. Denne gang mest henvendt til sig selv. En ny viden.. Alle søgte efter mere viden.. Viden var magt.
Hun nikkede kort for at vise, at hun var færdig.. Hvis der var nogen, som forlangte detaljer måtte de spørge om dem. Hun var her for at løse et problem, og det var hvad hun havde tænkt sig at gøre.
Langsomt tvang hun blikket væk fra dragen, og skimtede kort mod Itarian.. Han forholdte sig tavs.. Igen løb tanken igennem hende. "Er jeg fanget her?" spurgte hun direkte, og kneb let øjnene sammen.

Dragen rystede kort på hovedet, inden den lod det køre fremad. Dens hals var utrolig lang, næsten 10 meter fra skulerplade til nakke, og den kunne uden besvær få dirigeret hovedt helt tæt på Angelies. En let stank af hvad der virkede som honning hang ud af dens flab, sødt, og dog en anelse for overvældende til at kunne kaldes duftende. Dens øjne hang i hendes, holdt dem til sig.
"Du vil vide noget? Du vil have viden." Den sagde det som talte den til sig selv, og med ét blev dens øjne sorte. Denne farve fortog sig ikke, skiftede ikke, den blev der, og mindede uhyggeligt meget om drengens øjne, der nu af en eller anden grund var forsvundet. Dog ville det være tydeligt at luften stadig vibrerede omkring det sted han havde stået, og vidnede om at han stadig var til stede i rummet, blot som en usynlig ånd.
Dragen lod kort spidsen af sin snude røre Angelies pande, og hvis ikke denne veg tilbage for dragen, ville hun få en mængde viden transporteret ind i sin hukommelse. Dragen trak sig tilbage med det same, så den kun havde rørt hendes pande i hvad der ville være en kvartdel af et milisekund. Hvilket var nødvendigt. Hvis den rørte hende bare et sekund mere, ville den enten have dræbt hende, eller have forårsaget en ordenligt omvæltning i hendes sind og krop.

Hvis hun havde veget tilbage, ville dragen blot have leet, og trukket hovedet tilbage, for derefter bare at betrgate hende som var hun noget interresant, en ny viden, en ny ting der skulle udforskes, en ny mulighed der skulle udnyttes.

Itarian så på hende med et blik der meget nær kunne virke som irritation.
"Du er fanget her hvis du ønsker at være det, du kan frelse dig selv hvis du ønsker det tilstrækkeligt" svarede han blot, og vendte igen opmærksomheden mod dragen.

Før havde hun ikke haft den fjerneste anelse om dragens størrelse.. Da halsen strakte sig ti meter imod hende, glippede hun overrasket med øjnene. Var den virkelig så stor.
I starten trak hun sig dog ikke, da dragens hoved var helt tæt på hendes, mens hun nikkede svagt. Det var ikke fordi hun ønskede at blive bombarderet med alt mellem himmel og jord, men hun lærte trods alt noget nyt denne dag.. Så en ny verden, og fik ny viden. Det var vel normalt at man ønskede at lære på en ny måde.. Hun smilede lettere tomt, da dragens blik blev helt sort, og en svag fornemmelse løb igennem Angelie.. Som om noget forfærdeligt ville ske, hvis hun ikke flyttede sig.. Dog kunne hun ikke sætte en finger på hvad det kunne være, men det var mere en mavefornemmelse.. Den kom ganske enkelt fordi hun ikke brød sig om at blive rørt af andre.. Heller ikke en intelligent drage, som tydeligvis var mere menneske end hun selv nogensinde havde været.
Da dens hoved nærmede hendes pande, trak hun sig øjeblikkeligt et skridt tilbage, så det der ville have rørt hendes pande, istedet strejfede luften lige foran hende.. Angelie blinkede overrasket med øjnene, da hun mærkede en form for spænding i luften et kort øjeblik.. Som om hun lige havde afslået en form for.. Gave. Imens talte Itarian ved hendes side.. Hun hverken svarede eller kommenterede hans ord.. Hun ønskede i og for sig ikke at forlade denne verden lige nu.. Bare lidt længere.. Den var ny og spændende, og hun måtte se noget mere.. Ligemeget hvad..
Da vendte hun sig mod Itarian og nikkede høfligt. "Hvis de vil være så venlig at vise mig din verden" sagde hun høfligt, men stadig med den sarkastiske undertone.. Denne gang brugte hun med vilje den høflige tone, eftersom han jo var royal.

Dragens later lød igen i salen, hvorefter den ligesom drengen, forsvandt, dog stadig med lænken svævende i luften. En lille tanke sneg sig mod Angelies sind, en hvisken fra dragen der havde læst hendes tanker.
"Hvis du syntes jeg er inteligent burde du være mere bange for rødhætte ved din side" var de sidste ord fra den, inden der igen blev stille i salen, dog med få undtagelser som når et dyr puslede et sted i væggen, eller når deres hår og tøj raslede let når de bevægede sig.
Itarian så på Angelie med øjenbrynene hævet en anelse.
"Du ønsker at se min verden?" mumlede han, "Den verden du indtil videre har udvist så stor fjendtlighed overfor?"
Hans blik strejfede hendes, og et øjeblik var han lige ved at smil over ironien, dog nåede han som altid at stoppe følelserne inden de nåede overfladen, hun ville se dem som om han stadig var komplet udtryksløs, med enkelte undtagelser, som de let hævede øjenbryn.
Hans verden, var vel ikke denne. Han hverken ejede den, eller var født i den. Han var født i denne verdens søster verden, den verden han i sin tid havde sprunget i luften, og helt enkelt havde ødelagt totalt, blot ved bidet fra en enkelt vampyr, en vampyr han stadig drømte om en dag at møde igen. Hvis hun ville se 'hans' verden, ville de få brug for en del overtalelse, bestikkelse, og ikke mindst magi.

Hendes kranium gjorde kort ondt under dragens rungende latter, og igen modstod hun trangen til at slå hænderne for ørerne. Hun hørte dog alligevel den sidste ord, inden både dragen og drengen forsvandt fra hendes syn. Rødhætte?
Hendes blik vendte sig straks mod Itarian, som var han helt ukendt for hende, inden hun trådte et enkelt skridt tilbage. Hendes blik søgte langsomt mod hans, stadig med undren lysende ud af dem, mens hun kiggede direkte da han langsomt begyndte at tale igen. Hun havde sgu da ikke været fjendtlig.. Havde hun? Irriteret bed hun sig let i underlæben, mens hun straks lod armene glide over kors. "Hvis deres højhed vil være så venlig at specificere et fjendtligt øjeblik" hvislede hun kort, inden en rynken på næsen langsomt trådte frem. Hun sagde ikke andet, men blev istedet sit stædige jed. "Jeg beklager meget hvis det ikke går efter dit hoved" tilføjede hun surt, inden hun snurrede let rundt på hælen, og bevægede sig ud igennem den samme dør, som de var kommet ind ad. Hvis han ikke ville fortælle hende noget, skulle hun da nok selv finde ud af det hun havde brugt for at vide.
Hun stoppede kort op ude på gangen, inden hun kiggede lidt rundt.. Hvilken vej var hun kommet fra, og hvilken skulle hun så vælge?

Han så på hende med et udtryksløst blik, hvorfor ville hun have han skulle specifere fjendtlighed? Hun vidste da vel allerede hvad det betød, gjorde hun ikke? Han nåede aldrig at svare, før hun sagde noget mere, og derefter gik ud af døren. Han så efter hende, men gjorde ikke noget stort nummer ud af at ville følge efter. Han ville finde ud af hvor hun var, om hun så ønskede det eller ej.
Udenfor døren, var en endeløs gang. Helt nede for enderne kunne man ike se andet end en let tåge, ligesom når man prøver at se længere end ens øje er i stand til, og derved tåges det sted man kigger på. Der var en dør for ca. hver 3. meter på væggene, og de fleste af dem var låst.

Han kom ud af døren, hvis hun var løbet, ville han stadig være i stand til at seh ende, så han ventede blot på at hun ville gøre noget andet end at løbe. Hvis hun ellers havde tænkt sig at lave andet, eller havde hun i sinde at prøve nogle af dørene?

Hendes blik svimlede kort, da hun så ned langs gangen.. Det var ligesom historien om døren der bare ville forsvinde længere væk, jo hurtigere man gik. Dog satte hun roligt den ene fod foran den anden, og begyndte derved sin gang.
Hver gang hun passerede en af dørene, kiggede hun kort på den.. Hun prøvede ikke at rykke i nogle af dem, eftersom hun ikke ville rykke i en låst dør.. Alligevel stoppede hun op, da hun havde passeret seks døre, og nu stod foran den syvende. Nysgerrigt lod hun hovedet glide på skrå, mens hun betragtede den mere indgående. Hvis den var låst, ville hun ikke kunne komme igennem.. Hun havde aldrig lært at lirke låse op, desuden tvivlede hun også på, at det ville hjælpe synderlig meget.
Kort kiggede hun tilbage mod rummet hun var kommet ud af, men hun var ikke istand til at se så langt. Dog havde hun på fornemmelsen at Itarian stod dernede og kiggede efter hende. Et kort fnys kom over hendes læber, inden hun lod hånden glide mod dørhåndtaget, og prøvende trykkede ned på det.
*Gå op* Tanken gentog sig selv i hendes hoved, mens hun hørte et svagt klik, som indikerede at netop denne dør ikke var låst. "hm" mumlede hun, og er nysgerrigt smil trådte langsomt over hendes læber, mens hun skubbede døren helt op, og tog det første skridt hen imod den, for at komme ind på den anden side..

Itarians ører spidsede en anelse til, da han hørte et klik. Han var gået efter hende, dog på behørig afstand, og nu så han hende gå gennem døren. Det var en af de mere prangende døre, og dog skilte den sig ikke meget ud.
Han gik efter hende ind af døren. Underligt, denne dør var designet til kun at åbne, hvis man gav den besked på det, hvordan havde hun fået den åbnet?
Men ikke desto mindre var den åbnet, han kunne lade spekulationerne om hvordan det var gået til vente til senere.
"Kom ud derfra, omgående!" hvæsede han, ikke særlig højt, og kun med en minimal dråbe af irritation i stemmen, og dog nok til at Angelie ville være i stand til at høre det i den bomstille sal.
Hundred, ja måske tusindvis, af små øjne så på dem, alle i samme farve. Alle var de helt og aldeles røde, som blod, og det lignede næsten et helt hav.
Det var børn, de så ikke ud til at være meget ældre end syv eller otte år, og dog udtrykte deres øjne en så stor visdom at det var svært ikke at falde i staver i tanker om hvordan et så ungt individ kunne have så megen viden.
De sad bænket ved aflange borde, der alle vendte op mod et kateder for enden af salen længst væk fra dem. Et højt, reptil lignende dyr, der stod oprejst på bagbenene, så på dem med et par forundrede sorte øjne, der dog udtrykte ligeså megen visdom som alle de røde til sammen.
De var tydeligvis vadet direkte ind i et undervisningslokale.
Itarian så op på Koltaren, der var på vej ned mod dem. Det gik hurtigt, på trods af de ret korte ben, og dens udtryk var forundret.
Itarian gjorde tegn til Angelie om at hun skulle gøre som han gjorde, og bukkede sig ned så hans nakke var blottet.
"Blot din nakke, og se ham ikke direkte i øjnene" instruerede han hurtigt, og lod sit ansigt skjules af den lange ildrøde manke. Han lukkede ligeså øjnene.

Hendes skridt var tydelige da hun trådte ind igennem døren, men hun nåede dog ikke særlig langt, før hun hørte en irriteret stemme bag hende.. Itarians stemme. Hun kunne med lethed høre at han var irriteret over hendes træk.. Måske endda overrasket? Hendes blik var dog ikke på ham, men på de lysende røde øjne, som alle var vendt mod samme sted. Børn.. Børn med så stor en intellekt, at det var umuligt.. Hun undredes sig hurtigt, da hun mødte et enkelt par blodrøde øjne, som viste stor viden.. Større end hun nogensinde havde set i et barn.
Hendes bekymring var dog en helt anden.. Ved tavlen så hun nu det skællignende væsen, som hun hidtil kun havde hørt om i legender. Med sorte øjne, der var dybe, og mindst ligeså intelligente som alle børnenes. Undervisning.. Hun havde afbrudt en time, ligesom i skolen. Hendes blik mødte koltarens i en brøkdel af et sekund, mens Itarian instruerede hende i, hvad hun skulle gøre.
Ligesom han, bøjede hun hurtigt hovedet, og lod det rødbrune hår skærme for det dybblå blik, som før havde mødt det sorte, mens lokkerne lagde sig omkring ansigtet, og blottede den blege nakke. Hun havde ikke brug for at være der længere, og uden et ord, bakkede hun langsomt tilbage mod døren, indtil gulvet fortalte hende, at hun var kommet over dørtærsklen.
Et lydløst gisp gled over hendes læber, da hun drejede til siden, så hun endte med at læne sig op ad væggen ved siden af døren, og ude af syne for de sorte øjne, som så lige igennem hende. Følelsen havde ikke været specielt rar, og hun var tilfreds med, ikke at se væsnet længere, selvom blikket stadig brændte bag hendes øjenlåg.

Itarian kunne mærke Angelies trang til at flytte sig, og rakte armen ud efter hende lige tids nok til at holde hende på plads.
"Bliv stående!" kommanderede han, mens han kunne mærke det sorte blik på sig, kunne mærke at det kom nærmere, og derefter rettedes mod Angelie.
Itarians jerngreb slappedes ikke et eneste sekund, og holdt Angelie på stedet, mens Koltaren kom helt tæt på. Den stod nu foran dem, og betragtede dem med et forundret blik.
"Jeg forstår at dette ikke er en nødvendig visit.." mumlede den, med en stemme der lød som når man smadrer et glas. Knivskarp skar den gennem stilheden i salen, og skar sig ind i ørerne på de omkringstående, så det ville være svært at modstå trangen til at skrige.
"Vi undskylder allernådigst" sagde Itarian, og skælvede svagt, da han mærkede de skællede hænder berøre sin nakke. Øglen var koldblodet, og fik nerverne i huden til at trække sig sammen i forfrysninger, og dog var det ikke ligefrem smerte man kunne mærke, men nærmere en form for lille stik, der skulle minde en om aldrig at komme på tværs af en Koltar. Denne gjorde det samme ved Angelie, og dog fjernede den ikke hånden lige med det samme, men lod den blive på hendes nakke mens den forsøgte at tale til hende gennem tankerne, så ingen af de andre omkringstående ville være i stand til at høre det.
*Hvad kommer du her for mit barn* øglens indre stemme lød blød, varm og charmerende, ikke det mindste som den skærende glastone den havde været i sin fysiske form. Det var tydeligt at høre at dette var hans sjæl der talte. *Hvorfor er du ikke hvor du burde være? Hvorfor har du infiltreret et rige der ikke engang ønsker dig levende?*
Han ventede dog ikke på svar, men fjernede sin hånd, og afbrød derved forbindelsen. Koltaren vendte sig derefter om, og begyndte at gå op mod katederet. Itarian slap sit tag i hendes arm, og rettede sig op. Uden et ord gik han ud af døren.
"Jeg undskylder vor indtrængen" mumlede han, og drejede ned af gangen. Bag ham kunne man høre en let latter, af samme karakter som hos dragen.

Hendes krop og sind ønskede at flytte sig væk fra koltaren, væk fra dette rum, men Itarians jerngreb forhindrede hende i at komme nogle vegne. Istedet var hun tvunget til at blive stående, med øjnene limet fast til gulvet under hendes fødder. Hun hørte dog koltaren nærme sig, mens stemmen skar sig igennem hendes øre. Den ville med sikkerhed kunne få glas til at springes, da denne talte. Unødvendigt kunne man med sikkerhed kalde visitet. Det havde været hendes forbandede stædighed, som havde tvunget hende til at trodse Itarians ord, og istedet selv gå på opdagelse. Sådan var de jo så forskellige.
Hun mærkede hurtigt et svagt prik mod hendes nakke, da dennes fingre lagde sig på den. Dog føltes det ikke ubehageligt for hende, da Angelie i forvejen var kold hele vejen igennem. Blodet flød ikke i hendes krop, for at opvarme den, men var istedet forsvundet, og hendes kropstemperatur var utrolig lav.
Stemmen trængte sig vej ind i hendes sind.. Ind i hendes tanker, og overraskelsen fik hende til at spænde samtlige muskler i kroppen, for at være på vagt. Ergo ville Itarian vide at noget havde ændret sig, da han også ville kunne mærke spændingerne i hendes arm. Men svaret var simpelt.. Det var ordene som overraskede hende. Så de ønskede ikke at hun levede.. Var hun blevet bragt til denne verden for at dø? For at blive myrdet? Chancen var der.. Og alligevel vidste hun ikke hvem hun skulle stole på.. Øglen eller Itarian.
Hun svarede ikke.. Men da hun mærkede at grebet forsvandt omkring hendes arm, nikkede hun nærmest utydeligt, for at vise, at hun havde forstået ordene, inden hun fulgte efter Itarian, ud af lokalet.. Burde hun konfrontere ham med ordene.
På den anden side af døren mærkede hun vreden stige op i hende.. Hun var gal.. Nej.. Rasende over hvad hun havde hørt i sit sind, og dette fik hende til at vandre frem og tilbage på gangen, med et tænkende udtryk i ansigtet.