Behind the Portal - Angelie

Itarian så blot på hende, med det samme udtryksløse blik, og med en gang som om intet var sket. Han lukkede døren efter dem, og hørte det lille klik, der indikerede at døren var lukket. En let mimen med munden låste døren forsvarligt, og et let rødt skær strakte sig i luften mellem ham og døren, indtil han brød forbindelsen med endnu en utydelig mimen.
Han sagde intet, ligesom hende havde han en del tanker at få styr på, og dog var han ved at blive ret træt af hele tiden at skubbe dem om i baghovedet, for så at få styr på dem senere.
Han rystede let på hovedet, hvorefter han gik forbi Angelie,
"Ønsker du at se de tilfangetagne?" spurgte han, men ventede ikke på svar, og blev ved med at gå videre ned gennem gangen, mens han begyndte at beregne hvilken dør der førte ud til en af de åbne pladser, hvorfra der ville være adgang til havfruerne, og hvad man på jorden ville kalde fangekældre.
Han fandt den dør han ledte efter, efter omkring to minutter, og trak en glødende nøgle frem fra en lomme. Metallet så ud til at være glødende varmt, og dog virkede Itarian itl ikke at bemærke noget.
Døren gled op, og afslørede en bred trappe, og over dem en violet himmel.
En enorm planet så ud til at svæve lige i yderkanten af denne planets atmosfære, ikke som den sol man så på jorden, men som om de to planeter kun lå en armslængde fra hinanden. Der var desuden ingen skyer at se på den enorme himmel.
Itarian gik ud i den lille gårdhave, med et springvand i midten. Springvandet var udformet som hvad der lignede en enorm nymfe. Dens vinger var dog ikke fastgjort til kroppen, men svævede lysende, glødende og glimtende, i luften ud for hvor statuens skulder plader ville sidde, og indikerede at dette væsen ikke var dødt, men blot indkapslet i sten.
"En af Tempelets beskyttere" mumlede Itarian, hvis Angelie havde et forvirret, eller forundret udtryk i ansigtet, hvis ikke hun havde, ville han tie stille.

Ordene sang stadig i hendes hoved.. Den ene sætning som koltarens charmerende og bløde tankestemme havde efterladt i hendes hoved. Hvorfor er du ikke hvor du burde være? Hvorfor har du infiltreret et rige der ikke engang ønsker dig levende?
Hendes tanker drejede sig hele tiden omkring denne ene lille sætning, for at finde en mening.. Men den lå jo lige foran hende. Det var klart. Itarian ønskede ikke, at hun skulle nyde hans verden.. Han ønskede at dræbe hende, ligesom de andre, som var forsvundet igennem portalerne. Undrende klemte hun øjenbrynene sammen, mens hans stemme trængte sig på i hendes hoved, og forstyrrede det. Tilfangetagne?
Med et spærrede hun øjnene op, og kiggede forundret på ham, men stadig med et forsigtigt stejf i øjnene. Så de havde fanger.. Hvilke fanger? Var det hvad han ville gøre med hende?
Hun sagde intet, men fulgte dog stille efter ham, mens hun stadig koncentrerede sig om sine egne tanker. Måske var det på tide at overveje sine flugtmuligheder? Men hvad var chancerne.. Hun var på en helt anden planet.. i et andet univers.
Hun tænkte ikke videre over den glødende nøgle, da han låste en dør op, men vandrede dog bare igennem den, og ud under den lilla himmel. Hendes blik blev hurtigt fanget af planeten, som hun næsten kunne røre, for derefter at vende over til statuen. Som han havde ventet, fik hun et undrende ansigtsudtryk, og hans forklaring kunne høres. En beskytter.. *Eller måske endnu en fange* tænkte hun irriteret, dog stadig uden at lade et ord komme over læberne.. Enhver som kendte Angelie ville vide at hun i dette øjeblik var varsom.. Forsigtig, og prøvede at forudsige hvad der ville ske, og hvordan hun skulle handle situationen som ville komme hende i møde. Hun var normalt aldrig stille så længe af gangen, selvom spørgsmålene trængte sig på hele tiden.
"Vil du dræbe mig?" Spurgte hun pludselig ud i luften, mens hun vandrede i hælene på ham, for at komme over til fangekældrene, som han åbenbart ønskede at vise hende. Tonen var neutral og viste ingen følelser, men lød nærmere ligegyldig.

Itarian så på hende, med et undrende blik, og tømte sit hoved for tanker, fuldstændigt, hvorefter han tog et dybt, og dog diskret, åndedrag.
Han vendte sig mod hende, og så hende direkte i øjnene, hvis hun ellers ikke havde vendt dem væk fra ham. Lod sin egen isblå øjenfarve blandes med hendes.
"Husk, hvis man ikke ønsker fangenskab, vil man i denne verden ikke være i stand til at blive fanget" sagde han, med en indtrængende stemme, der noget nær fortalte at dette ikke ville blive gentaget, og at dette var noget hun skulle huske. Han så op på statuen, og rynkede let brynene, hvorefter han vendte rundt, og begyndte at gå hen imod en dør skjult bag en busk.
Hun troede sikkert også at statuen var en tilfangetagen. Han hørte hendes ord bag sig, inden han kom særlig langt. Om han ville dræbe hende?
Han rystede på hovedet og så igen på hende, stoppede op.
"Nej, jeg har ingen intention om at slå dig ihjel" sagde han blot, og vendte sig om, for derefter at gå ned af trappen. Trappen var smal, og det var tydeligt at den ikke engang var beregnet til mennesker. Itarian blev nødt til at dukke sig en anelse for at kunne være der, og det ville være umuligt for Angelie at komme forbi ham, på den smalle trappe, der snoede sig ned af i en endeløs hvirvel, hvor de havde væg på den ene side, og frit fald på den anden.

Hun stoppede overrasket op, da han vendte blikket mod hendes, og fangede hendes egne øjne med sine. Angelie brød ikke øjenkontakten med ham, men noterede sig istedet for hans ord.. Tonen bar voldsomt præg af, at dette var noget hun skulle huske, ligesom med at man ikke skulle lyve for en drage. Så det var ikke muligt at være fandet i denne verden, hvis man ikke ønskede det. Den oplysning gav hende et hurtigt håb, og hun fulgte efter ham endnu engang.. Hen mod buskene, som åbenbart skjulte en dør.
Hendes håb tabte dog hurtigt pusten, da han igen stoppede hende, og Angelies blik søgte endnu engang hans, dog uden at fange det. Han ønskede ikke at dræbe hende.. Men..
Hun rakte prøvende ud efter hans arm, for at stoppe gangen ned langs den spinkle trappe bag døren, mens hun bed sig selv hårdt i underlæben. Bekymringen kunne nu anes i det blå skær, som stammede fra hendes øjne. "Hvem ønsker så at dræbe mig?" Spurgte hun prøvende, inden hun derefter langsomt lod sig selv lede ned igennem døren.
Der var smalt, mørkt og fugtigt.. Hun var selv så heldig ikke at være af den højeste af slagsen, og derfor behøvede hun ikke at bukke nakken, for at kunne passere. Hendes blik var dog fastlåst på de ujævne trin, for at være sikker på hun ikke ville falde på et af dem. Imens var armene strakt ud mod hver sin side, hvor hænderne berørte væggene, for at give en ekstra form for balance..

Itarian blev ved med at gå, og svarede hende uden at stoppe.
"Praktisk set, alle andre" svarede han med en let ligegyldighed i stemmen, som om hun ikke behøvede så meget som at tænke på det i det hele taget.
Han så bagud en enkelt gang, for så igen at se fremad.
"Du behøver ikke at være så omhyggelig med at holde balancen, du kan ikke falde ned, prøv at rør tomrummet mellem dig og faldet" sagde han med sin sædvanlige udtryksløse stemme.
Hvis hun forsøgte at gøre som han sagde, ville hun støde mod noget der virkede som en usynlig mur af brændvarm metal, og hun ville ikke være i stand til at komme igennem.
"Illusioner, stedet her vrimler med dem" tilføjede han, og satte tempoet en anelse op, nærmest som om han begyndte at blive utålmodig.
Han blev ved med at gå, ned af og ned af, og temperaturen begyndte at stige. Der begyndte ligeså at komme små afsatser, hvor der var døre i væggen. Alle dørene var lavet af hvad der lignede fjer, med et enormt øje indsat i. Øjene, enormt (Med en diameter på ca. 1 m.), vendte sig mod dem, og fulgte dem når de kom forbi. Øjnene var ligesom dragens, farverne i dem blev ved med at forandre sig, ikke en farve kom frem to gange.

Hun var ikke sikker på at hun var glad for den oplysning. Alle andre prøvede at dræbe hende, men han gjorde ikke? Hun sukkede lydløst, mens hun lagde an til sit næste spørgsmål. "Og hvorfor er du anderledes end de andre?" spurgte hun med et strøg af nysgerrighed, inden hun lyttede til hans næste kommentar.
Illusioner. Usikkert strakte hun armene frem for sig, og mærkede den varme metallignende mur foran sig, som forhindrede dem i at falde. Det var intet under, at Itarian var i stand til at bevæge sig så hurtigt. Synsbedrag.. Hun hadede den slags.. Ikke at kunne stole på sine øjne, var en forfærdelig realitet, og tvang hendes andre sanser i brug. Dog satte hun alligevel farten op, for at kunne følge med Itarian, indtil hun langt om længe var bag ham endnu engang.
De nåede dørene, med de farvede diamanter, og igen faldt Angelie en anelse bagud. Diamanterne var fængende og farveskiftende, men deres placeringer som øjne, fik det til at løbe hende koldt ned langs ryggen. Hun satte istedet tempoet op, og for første gang ville man kunne ane den nervøsitet, som hvilede i hende, da hun spontant greb fat i Itarians arm, ligesom et barn, der ikke ville blive væk fra sin mor. Imens sendte hun mistænksomme blikke mod de drejende diamanter, som fulgte dem.

Hans svar kom ikke lige med det samme, han gik næsten et halvt minut uden at svare hende, mens han tænkte over hvad der mon ville være klogest, og tættest på sandheden, at svare.
"Fordi jeg blev bedt om ikke at gøre det" endte han med at svare, og med en stemme så udtryksløs, at man næsten ikke engang ville være i stand til at høre at det kom fra en levende skabning. Hans hør flagrede let da en pludselig luftstrøm kom dem i møde. Den bløde, underjordiske brise var varm, og man ville næsten kunne mærke at undergrunden bød dem velkommen, i dette illusionens fængsel. Itarian så ikke ud til at reagere på den, andet end at der kom et svagt glimt af munterhed i de isblå øjne, et glimt, der selvflgelig forsvandt øjeblikket efter, og siden Angelie gik bag ham ville hun ikke være i stand til at se det.
Han stoppede op ved følelsen af hendes greb i hans arm. Han vendte sig om og så på hende, hvis hun ellers ikke bare var gået forbi ham, for at komme videre. Han kunne forestille sig at hun ville gøre det, da han allerede fra deres første møde havde følt hendes stædighed der glødede fra hende, som lyset i det døde hav, der i denne verden lå på den sydlige halvkugle.
Han så på hende med et let overrasket blik, som om han ærligt talt ikke havde troet hun ville tage fat i ham.

Hans ord føltes som et nyt slag i ansigtet. Dem havde hun fået rimelig mange af i hans selskab. Overrasket kiggede hun tomt på ham, uden at sige et eneste ord. Hvad fanden mente han lige med det? Han adlød bare ordrer, og ønskede derfor at dræbe hende. Inderst inde ønskede denne mystiske fremmede at dræbe et væsen som ikke engang havde lagt en hånd på ham.
Hvad skulle hun sige. Igen havde han lukket munden på hende, og hun lod ikke et eneste ord flyde over de blege læber. Istedet mærkede hun den varme brise, som let kom dansende imod dem, og et smil trådte straks frem på hendes læber, mens hun nydende lod øjnene glide i, og lod vinden passere. Hun havde det bedst i vinds nærvær, og det kunne tydeligt ses på ansigtet, som var åbnet op.. Sprunget ud af den mistænksomme og irriterede grimasse, mens følelserne af glæde og fred trådte frem.
Langsomt åbnede hun dog øjnene igen, inden hun lod ansigtet faldt tilbage i de naturlige folder, stadig med grebet omkring Itarians arm. Faktisk havde hun ikke tænkt sig at gå forbi ham.. Men brugte ham istedet som en form for støtte.. Moralsk støtte, da hun ikke havde det specielt godt med denne verden. Hun slap dog langsomt grebet i ham igen, da tanken om at han ønskede at dræbe hende, trådte frem i hendes hoved igen. Måske skulle hun komme ham på forkant og angribe ham?
Hun gjorde intet, men faldt istedet i takt ved siden af ham, mens blikket bare kiggede frem for sig. "Hvem gav den ordrer?" spurgte hun kort, i det neutrale tonefald, mens hun sørgede for ikke at se på ham overhovedet.

Han så stadig på hende, med et undrende udtryk, de røde øjenbryn trukket let ned imod de isblå øjne, der svagt sydede af en intesitet det ikke havde været der øjeblikket før.
Han vendte sig om og hørte først hendes spørgsmål lidt efter. Han blev dog ved med at gå, mens han tænke over sit svar, mens endnu en brise bød dem velkommen. Hvordan skulle han kunne forklare det? Hvordan skulle hun nogensinde være i stand til at forstå det? Det var jo absurd at han i det hele taget adlød denne ordre.
"En jeg mødte for ikke så lang tid siden, en rødhåret kvinde, hun var en ånd" sagde han bare, og forsøgte ikke at forklare det yderligere. Han havde nok med bare selv at få styr på sit privatliv, uden at denne kvinde skulle blande sig i det. Hvorfor skulle denne rødhårede kvinde også lige netop opsøge ham? Han rystede let på hovedet, og sendte et sideblik ud til det tilsyneladende frie fald til sin venstre side.
En enorm kvinde kom susende op på vinger af hvad der lignede ren krystal, oplyst indefra. Hendes hud var dækket af et tyndt lag rød pels, af samme karakter som man så på katte, og med samme farve som Itarians hår. Hendes øjne var fæstnet på dem. Den isblå farve brændte sig ind i Itarians, og et øjeblik var han bange for at miste grebet om sig selv, og bare flyve med hende. Han blev dog stående, og så med et udtryksløst blik mod kvinden,, der forsvandt øjeblikket efter.
"Endnu en vogter?" mulede han, men rystede dog på hovedet og gik videre. En tydelig varm brise havde fulgt med denne 'vogter' , og omfavnede dem nu, mens den ledte dem videre ned, i det uendelige mørke under dem.

Utålmodigheden bredte sig i hende. Igen tog det ham noget der mindede om en evighed at svare på hendes spørgsmål, men da det kom kunne det undrende blik let tydes i hendes øjne, hvis man kiggede i hendes retning. En ånd.. Med rødt hår. Angelie havde aldrig mødt en ånd, og derfor kunne dette løfte ikke have noget med hende at gøre.. Mon han havde lovet noget, som han ikke ville være i stand til at holde? På den anden side.. Drab og tortur var to forskellige ting, og der skulle jo rimelig meget til at rydde et spøgelse af vejen.. Mon det var hvad han havde i tankerne?
"Er vi der snart`?" Spurgte hun dels for at skifte væk fra dette emne. Det havde udviklet sig i en retning hun ikke brød sig om overhovedet. Frygten for at hendes liv han i en tynd tråd, lå og lurede i baghovedet konstant.. Selv da en flyvende kvinde steg op i nærheden af dem..
Angelies blik vendte sig automatisk mod personen, som var dækket af hår i samme farve som Itarians. Mon de var i familie? Indtil videre havde hun faktisk set mange rødhårede her på stedet.. Var de alle indavlet eller sådan noget? Udstødt hvis man fik en anden hårfarve end den rigtige?
Kvinden forsvandt dog hurtigt igen, og Angelie genoptog sin gang ved siden af Itarian. Hvor lang var denne gang i det hele taget?

Itarian så ikke på hende, men fortsatte sin gang, i en time eller to, uden så meget som at lade et ord forlade de let sensuelle læber, placeret i hans ansigt.
Han var fyldt af tanker. Vogterne plejede ikke at vise så stor interesse i fremmede, mon denne kvinde var anderledes? Mon de havde forudset noget stort for lige netop denne kvinde? Angelie. Først nu slog det ham, at han var stødt på dette navn før. Et sted, han ikke helt kunne huske, og dog. Navnet virkede virkelig bekendt, nu hvor han tænkte over det. Han rystede på hovedet, og stoppede op. De var kommet ned til den nederste etage, og ville befinde sig lidt over tre kilometer under jordens overflade.
Varmen var trykkende hernede, og det var tydeligt at denne planet, ligesom jorden, havde en kerne af lava, og smeltet stenmasse, der fik planeten til at rotere om sig selv. Gravitations kraften var også stærkere her, og en fjer ville have meget lettere ved at falde til jorden, og ville ikke dale som den ville have gjort på overfladen.
Et lille plateau lod sig vise som bunden af denne uendelige spiral, og en smal solstribe lod sig lige akurat sive ned, og ramte præcis i midten af hvad der kunne ligne et krater, formodentlig det sted vogteren var kommet fra. Som om hun, ligesom den anden springvands vogter, havde revet sig ud af stenen, og var fløjet op, for at se dem. En let brise herskede ligeså hernede, stik imod alle naturlove, lod den svage vind til at piske let op i Itarians hår, så det blev en anelse pjusket, og det skarpe glimt af ild lod til et øjeblik at forsvinde, mens han lod brisen kærtegne sit ansigt.
Han førte hende frem, udenom krateret, og hen imod en dør i væggen overfor dem. Den så ud til at være hugget direkte ud af det grundfjeld der engang havde været her. Der var ligeså et øje i denne, men i modsætning til de andre, der mistænksomt havde fulgt dem på deres vandring derned, var dette nærmest dødt. Det stirrede lige frem for sig, og dens iris var sort, den skiftede ikke farve som de andre havde gjort det.
Itarian stoppede op nogle få skridt fra døren, og tog hænderne op til sit hår. Et svagt suk passerede over hans læber, inden hans fingre erfarent begyndte at skille de ildrøde lokker fra hinanden, og flette dem ind mod hinanden. Igen og igen lod han hårlokkerne glide ind over hinanden, inden han til sidst stod med en meterlang fletning i sine hænder. Han trak et lillle stykke reb op af en lomme, og spændte den omkring de resterende hårlokker, inden han så på Angelie.
"Det anses for respektfuldt af en mand at flette sit hår når man besøger fanger eller slaver" mumlede han, med en let irriteret tone, som brød han sig egentlig ikke om denne skik. Han fulgte den dog alligevel.
En enkelt lok af hans pandehår, der ikke var lang nok til at komme med i fletningen, hang stadig i hans pande, og skjulte det ene isblå øje.

De gik.. Nedad og rundt.. Igen og igen, som om denne vandring aldrig ville stoppe. Hun havde allerede mistet håbet om at se fangerne, da de havde gået i den første time. Istedet havde hun stædigt klappet læberne sammen, for ikke at stille et spørgsmål hvert 5. minut. De voksede stødt i hendes hoved, hver gang noget anderledes passerede dem. Hun havde trods alt lært, at intet var tilfældigt i denne verden.. intet.
Et kort suk gled langsomt over hendes læber, imens hun traskede videre i hælene på Itarian, uden at sige noget. Hvor langt mon de skulle endnu? Hun havde gentaget dette spørgsmål for sig selv alt for mange gange nu, men denne gang virkede det åbenbart, for da hun havde afsluttet den, mærkede hun hvordan heden voksede omkring dem. Så denne planet var lavet på samme måde som jorden? Ellers ville det vil ikke blive varmere, jo længere ned de kom.
Hun bemærkede nu også brisen, der voldsomt piskede Itarians hår op i den velkendte flammelignende struktur, som hun havde set første gang de mødtes. Ligeså begyndte hendes eget hår at danse om kap med vinden selv, og de blå øjne fik nu de viltre bevægelser frem, som havde stået stille under nedstigningen. Haves bølger kunne igen anes i det.
Stadig uden en eneste lyd, fulgte hun efter ham over mod døren, som havde et helt sort øje. Eller det var nok nærmere en sten, som gjorde at selve øjet så dødt ud. Ingen farvespil som de andre havde haft, og hun kunne ikke lade være med at tænke tilbage på dragen, som havde haft så tiltrækkende og vist et blik. Dette var dog ligegyldigt nu, for en stemme bredte sig. Hun bemærkede at Itarian var igang med at flette sit hår, og overvejede om hun burde gøre det samme, da han nævnet at kun mænd gjorde det. Derfor hang hendes arme løst ned langs siderne, mens hun ventede på at han var færdig. Stadig uden at sige et ord.
Hun bemærkede også den irriterede undertone denne gang, og skulle lige til at spørge hvad han mente om det, men bed istedet ordene i sig. Lige nu var det mere vigtigt at finde ud af hvad der var bag den dør der. Mon de alle var i live? Det var mange mennesker som var forsvundet igennem portalerne. Det var ikke gået op for hende, at Itarians hår var så langt. Hun skævede kort mod den lange fletning, som nu var kommet inden hun imponeret hævede et øjvenbryn. Hendes hår var ikke engang langt nok, til at nå halvdelen af den længde.

Han så på hende med et hævet øjenbryn.
"Faldne kvinder gør det også, men kun for at vise disrespekt overfor deres førhenværende elskere" sagde han, i et lidt mere monotont toneleje.
Han noterede sig hendes blik på hans hår, og rystede let opgivende på hovedet. "Det er ikke tilladt for kongelige at klippe deres hår" tilføjede han,
hvorefter han gik frem mod døren.
"Ich'kril" mumlede han, og øjet flammede øjeblikkeligt op. Øjets farve skifte ikke, men forblev nu den farve det havde antaget. Rødt, med en isblå ring omkring iris, hvilket vel måtte indikere at det var en kongelig der var på besøg.
Itarian så ud til at stivne let et øjeblik, hvorefter han gik frem mod døren, der åbnede sig på lydløse hængsler.
Indenfor aftegnede sig et enormt rum, opdelt i mindre rum, af små forhæng, næsten som i et hospital.
Der lød latter fra børn, og en den lette hvisken af bedstemødre der taler om dengang de var børn. Rummet var fyldt med glad udseende mennesker og væsener. Der var en del mennesker, omkring fem engle, ti dæmoner, og to vampyrer. Sidstnævnte holdt sig lidt for sig selv.
Alle enten smilede, eller virkede glade, og den glamourøse indretning tydede på at dette var alt andet end et fængsel.
Hvis Angelie havde et spørgende udtryk ville Itarian forklare således:
"Jeg har allerede fortalt dig at fremmede fra din planet står ret højt i rang".
Hvis ikke, ville han blot gå frem mod en rødhåret kvinde der stod midt i rummet. Dette ville han dog gøre alligevel, selv hvis han ikke havde været nødt til at forklare.
Kvindens røde hår var næsten ligeså langt som Itarians, hvis ikke længere, og var ligesom hans flettet. hendes træk var bløde, og sensuelle, og dog var hun ikke perfekt ligesom de blå skabninger. Hun havde små fejl hist og her, en stædig hage som et eksempel, og en let rød prik lige over en af de røde øjenbryn, der antydede at hun var begyndt at få bumser. Hun så ud til at være omkring de tyve år, og havde en kurvet facon, der dog virkede lettere eksotisk blandet sammen med den solbrune hud, og det ildrøde hår.

Et svagt udtryk af overraskelse kunne anes i de blå øjne, da han fortalte at kvinder gjorde det samme. Havde han læst hendes tanker eller sådan noget? Hun nægtede dog at gøre det. Hun havde ingen faldne elsker, som hun havde disrepekt for. Tværtimod respekterede hun ham højt, selvom det var så længe siden hun havde set noget til ham.
Hendes blik vendte sig langsomt mod krystallen da Itarian udtalte et ord.. Endnu et, som hun ikke forstod, men hun gættede velsagtens på at det betød åben, som en form for ordrer til døren. Kort trak hun på skuldrene, mens hun så hvordan farven ændrede sig, fra sort og til den skrigende røde, med en blå kant. Blå.. Kongelig.. Man sagde jo at royale havde blåt blod i årene, men dette var kun en hurtig tanke.
Istedet fulgte hun hurtigt med ind igennem døren, da han selv bevægede sig ind, og gav ikke kvinden i midten nogen form for opmærksomhed. Ligeså var han glemt i hendes hukommelse, og Angelie strøg hurtigt over i retningen af nogle børn, som hun satte sig på hug foran. Alle virkede lykkelige.. Fængsel var ikke hvad hun ville kalde stedet her, men hun bemærkede ikke Itas kommentar, om han havde sagt den eller ej. Hun havde set undrende ud, men hun havde også haft travlt med at se til sine medvæsner fra jorden.
Børnene pludrede voldsomt til hende om hvad de havde oplevet i denne verden, og ligegyldigt hvad de sagde var der ingen foragt eller frygt at spore i deres stemmer. Angelies eget øjenbryn hævede sig automatisk i vejret, inden hun fraværende strøg en sorthåret pige over håret, og kom på benene. Hendes svaghed var børn.. Børn var uskyldige, og kunne bringe et smil frem på hendes læber, hvilket der også var nu.
Hun kom op i den normale stående stilling igen, inden hun vendte blikket mod Ita, som nu stod henne ved kvinden. For første gang bemærkede Angelie at denne person var til stede.. Hendes hår var længere end hans, og hun var smuk af en kvinde et være.. Meget endda. Mon alle i denne verden var så tæt på perfekte?
Hun prøvede at opfange hans blik, uden at skulle nærme sig kvinden. Hun ønskede trods alt ikke at skabe problemer i dette øjeblik.

Et af børnene blev pludselig løftet op, mens Angelie havde siddet og hørt på dem. Store barkede næver holdt om dens liv. Enkelte ar kunne ses omkring håndledet, som om han havde haft alt for stramme reb omkring dem.
Mandens ansigt var åbent, og han så lige så glad ud som alle andre i rummet. De skov grønne øjne spillede muntert, og de let gulnede tænder, sikkert efter for meget tobak if for lang tid, var fuldt synlige i et bredt smil.
Dette var den spion der var blevet lovet døden den dag en af ambassadørerne var dø af et hjerte slag. Den dag en portal var blevet åbnet midt i Abbadon. Den dag, endnu et lys var blevet slukket i denne verden der husede alt lige fra de værste sagn monstrer, til de fredeligste alfer.
Han stoppede ikke op, men tog det nu leende barn op, og kastede det op i luften. Han smilede, og lo, og lod barnet suse gennem luften.
Han så ikke ud til at have opdaget Angelie, men fortsatte med at lege med barnet, indtil hans arme blev trætte, og han holdt det bare, og lod det lege med hans fingre. Inden længe begyndte børnenes nysgerrighed at forlade Angelie, og falde på den Spion der engang havde haft sit liv på jorden.
Hans kort klippede brune hår hang i lette tjavser, velfriseret, og ren.
Det var tydeligt at hygiejnen var helt i top, og sikkert kun kunne overgås af kongelige, og man hørte ikke nogen host, eller nysen.
Spionen lo, og forsøgte at ryste børnene af sig, da hans blik endelig faldt på Angelie.
Først blev han forundret, så bredte der sig et bredt smil på hans læber, og han bukkede formfulendt for hende. Hvilket blottede hans ryg, og derved afslørede to buler der hvor skulderpladerne ville sidde. Tydeligvis begyndelsen til vinger.
"Hvad laver du dog her? Er du også blevet benådet?" spurgte han, og smilede så bredt, og lykkeligt, at det så ud som om han var i paradis.

Hendes blik vendte sig en anelse usikkert fra kvinden, til Itarian og derefter tilbage igen. Derefter lod hun igen blikket søge ud i hendes omgivelser af glade ansigter, som kunne ses på hvert eneste ansigt hun stødte på. Undrende lod hun langsomt hovedet falde en anelse til den ene side, inden hendes blik stoppede ved en lidt for velkendt skikkelse. Det var manden.. Spionen.. Personen, som var blevet dømt til døden under rådet i Abbadon. Hendes bryn trak sig automatisk ind mod hinanden i en rynke, mens hun langsomt lod armene glide over kors. Pigebarnet i portalen havde sagt han skulle dø, og alligevel befandt han sig her?
Modviljen voksede inden i hende, og Angelie begyndte automatisk at bakke tilbage mod Itarian, indtil hun stod lige bag ham, for at komme væk fra denne smilende galning. Hvis han var her? Var han et spøgelse? Lige som hende selv? Nej! Han var tydeligvis levende.. Hun kunne næsten høre blodet bruse i hans åre. Altimens listede hun sin elskede kniv frem fra indersiden af nederdelen.. Eller nærmere betegnet fra den beskyttende skede, som normalt sørgede for at kniven ikke skar hende, som sad fastklemt omkring hendes lår.
Med den frie hånd greb hun nu ud efter Itarians hår, og fik fat i fletningen med et godt greb, inden hun trak det tilbage, så fletningen blev strammet til det yderste. Kniven blev nu trukket frem i lyset, inden hun svang den i en stor cirkel, og hvis ikke han fik vristet sig løs, ville kniven skære sig igennem hvert eneste røde hår, og afkorte det til skulderlængde.
Nu hørte hun stemmen.. Benådet? Angelies blik søgte hen mod manden igen, inden et irriteret glimt kunne anes i de dybblå øjne, som hun nu engang ejede. "Jeg er her af egen fri vilje, og jeg tager hjem af egen fri vilje" svarede hun kort, i det kølige tonefald.

Den rødhårede kvinde Itarian havde stået og talt med, var mere årvågen end hun så ud. Hendes skovgrønne blik (Præcis samme farve som mandens), vendte sig mod Angelie allerede inden hun nåede at hæve kniven, og den hurtighed, der så ud til at falde hende komplet naturligt, fik hende til blot at virke som en diset silhouet, inden hun sekundet efter stod med kniven i hånden, revet brutalt ud af Angelies hånd, så der var chance for rifter, måske endda brandsår, og holdt den presset mod hendes strube.
Et let smil gled over hendes læber, og en lille lyd - Tsk Tsk - formede sig i hendes mund. Kniven begyndte at presse let på struben, så et fem centimeter langt sår kom til syne. Hvis Angelie var i stand til at bløde, ville der sikkert pible noget ud, hvis ikke, ville kvinden være tilfreds alligevel.
Hendes øjne lynede, som et tordenvejr, og dog var hun ligeså rolig som havde dette blot været en ting der skete hver eneste dag.
En let knurren bredte sig dog fra hendes strube let efter, og hendes hvisken var så lavmælt, at den blot ville virke som et vindpust for det blotte øre, og lod derfor ikke Itarian få del i hendes ord.
"Leg med ilden, og du bliver brændt. Du er gået lige ind i løven gab uden så meget som at betænke dig på faren."

Så lød der et opgivende suk, og Itarians hånd lagde sig på kvindens skulder. Hun spjættede let ved berøringen, næsten som om han havde prikket en nål gennem hendes skulder. Hun blev dog rolig igen, og fjernede sig fra Angelie, drejede om bag hende, stadig med knivsæggen placeret på hendes strube.
Itarians blik var hårdt, og køligt. Han brød sig tydeligvis ikke om hvad hun havde været i færd med at gøre.
"Angelie C. Walentina, dine handlinger er skammelige, jeg forlanger forklaring. Hvorfor gjorde du det?" hans stemme var ligeså kold som hans blik, og de isblå øjne glødede med en så intens, og frygtindgydende glød, at det ville være i stand til at tvinge selv den mest modstandsdygtige, og viljestærke sjæl i knæ. Han var nu forvandlet fra den høflige vært, til den hersker han en dag ville blive. Høj, frygtindgydende, og magtfuld.
Kvinden lod kniven synke endnu nogle milimeter ned i kødet, og dog ikke langt nok til at Angelie ville besvime, eller ligefrem dø.

Fandens.. Angelie havde for en kort stund glemt den anden kvindes tilstedeværelse, og det var også hvad der forhindrede hendes angreb.. Eller.. Irritation kunne man vel kalde det. Hun følte at han havde stjålet noget fra hende, ved at tage disse mennesker under sine vinger.. Afskåret dem fra deres rigtige verden, og holde dem her.. Hun ville tage noget fra ham.. Hans hår.
Vridet i håndleddet fik Angelie til at slippe grebet omkring kniven, mens hun stod helt stille, da æggen bevægede sig let henover hendes hals. Hun viste hverken frygt eller panik, da bladet langsomt skar ned igennem hendes blege hud. Som død var Angelie ikke i stand til at bløde, og derfor kom kun et tomt hul til syne, mens et smil kort gled over hendes læber. Det var ikke helt nogen dårlig ting at være død efterhånden.. På den måde havde hun trods alt overlevet en del uden at hun burde være i stand til det. Hendes blik var fokuseret på Itarian, da han vendte sig rundt mod hende, og kvinden, som stadig holdt kniven mod Angelies hals var endnu engang glemt.
Hun hverken svarede eller gjorde noget, som kunne antyde hvorfor hun havde handlet som hun havde gjort. Istedet gengældte hun bare hans blik, med sit eget som rasede svagt bag den blå farve, som om der næsten var flammer i hendes øjne. Et spottende og tilfreds smil gled over hendes læber, mens et let fnys svagt gav genlyd, da det kom ud igennem hendes næsebor. "Jeg vil gerne have min kniv igen..." sagde hun ligegyldigt, og rakte en hånd frem. Resten af hendes ord blev dog kvalt, da kniven sank dybere ind i huden om hendes hals, og Angelie måtte tvinge et gisp tilbage, mens hun med nød og næppe opretholdte den ligegyldige grimasse, som bar præg af en smule morskab over denne situation.

Itarians mine fortrak sig en anelse, og de vrede øjne, blev nu blot til en ulmende glød af raseri, dog stadig frygtindgydende.
Han så på kvinden bag Angelie, og mumlede nogle enkle ord, der dog ville virke komplet uforståelige for Angelie, da hun ikke kendte det sprog, han nu talte. Mange ville ikke engang være i stand til at opfange at han talte, og ikke sang. Ordene kom så hurtigt efter hinanden, den ene stavelse afløst den anden, at det ville lyde som en let brummen for de der ikke kunne nå at opfange hvert enkelt ord.
Kvinden smilede. Der var strenge regler omkring hårvækst på denne planet, og at bryde reglen omkring klipning... Det kunne medføre en del ....konsekvenser.
Hun nikkede, og hviskede i Angelies øre,
"Denne vej, min lille frøken" for Angelie var en anelse mindre end kvinden, eller var det hende der var højere?, "Jeg skal nok behandle dig.. Ordentligt.." hun lod kniven synke en anelse dybere ind i Angelies hals, da hun havde opdaget at Angelie ikke blødte, og hun gættede sig frem til, at det heller ikke ville dræbe hende. Hun vidste endnu ikke at Angelie allerede var død.
Hun havde dog fået informationer omkring dette lille væsen. At hun på et bestemt tidspunkt på den jordiske dag ville blive til hvad man kaldte et 'rigtigt' spøgelse, og .. havde han sagt noget om en livret? Umuligt. Hun havde endda også selv haft problemer med at opfange hans ord.
Hun holdt hende i et så stramt greb, at det for de fleste væsener ville begynde at knage i knoglerne, hvilket gjorde det tæt på umuligt for Angelie at bevæge andet end fødderne.
Hun bakkede ud af rummet, væk fra Itarian der nu kun stod som en skygge blandt de stadig smilende mennesker.
Pludselig skød en hånd op og lukkede sig omkring Angelies mund. Kvinden hviskede få ord, der nærmest lød syngende. Trillerne skød ud gennem hendes mund, og blev til en sval vise. Dette var magi. Fremmed magi. En magi der var opbygget gennem årtusinder, for at lade sine ofre lulles i søvn af den fortryllende, og dog forvirrende melodi, der snoede sig i deres øre, og fik dem til at føle sig så lykkelige, at de ikke ønskede sig væk fra den person, der lod sin stemme kilde deres trommehinder.
Hvis ikke Angelie var imun, ville magien lulle hende i søvn, lige meget hvor modstandsdygtig hun så end måtte være, da dette var magi. Magi på meget højt niveau. Magi, der kun kunne modstås af de allermest begavede, og ryddelige sind.

Hendes eget blik var fæstnet til Itarians. Det ville ikke nytte noget at se så skræmmende ud.. Det ville ikke virke på hende, så derfor beholdte hun det let spottende smil på læben, mens hun bare lod han tale.. Eller .. sang han? Hun hørte trillerne, tonerne, men ligemeget hvad ville hun ikke være i stand til at forstå hvad der blev sagt. Det var vel også et fedt når det kom til stykket. Hun havde helt andre planer.
Smerten i halsen skød kort gennem henden krop, da Angelie tvang hovedet en anelse frem mod Ita, og derfor tvang kniven dybere ned i kødet, inden hun kort hævede det ene øjenbryn. "Så det er sådan kongelige klarer deres problemer.. De får ganske enkelt andre til at gøre det sure arbejde" bemærkede hun ligegyldigt, mens hun smilede kort. Inden kvinde fik låst Angelies arme fast, lod Angelie den ene glide frem mod Itarian, inden hun tog et fast greb omkring hans hage, og tvang hans hoved til at blive vendt mod hendes eget, mens hun lod sit blik bore sig ind i hans. Deres ansigter var ikke andet end milimeter fra hinanden, men det kom hverken nærmere eller længere væk. Istedet fastholdt hun bare positionen, inden hun efter nogle få minutter igen slap hans kæbeparti, og ligegyldigt fulgte med kvinden. Hvorfor skulle hun også gøre modstand? Hvis denne kvinde kunne yde noget værre end de ting, som Angelie allerede havde været igennem måtte man indrømme at hun var intet mindre end et naturtalent. Døden var ikke skræmmende, og hvad havde hun så tilbage at frygte?
Hun mærkede hvordan kniven igen tvang sig længere ind i hendes hals, og Angelie måtte bide sig hårdt i læben for ikke at gispe. Altimens fulgte hun bare med, indtil de endte i et andet rum. De blå øjne gik straks på opdagelse i dette nye kammer, og hun bemærkede ikke starten af triller og toner, som bag hende begyndte at flyde fra kvindens mund. Angelie var ikke immun, eller havde nogen form for skjold, som kunne holde sangen ude, og da hendes opmærksomhed blev vendt mod lyden, var hun allerede halvt inde i søvnen. Hun mærkede hånden over munden, som tvang alle lyde til at forblive stille, og i næste sekund gav hendes ben efter, og Angelie blev kun holdt oppe af kvindens greb.. hvis hun da stadig holdt om hende.. hvis ikke, ville Angelie falde til jorden som en anden kludedukke.
Søvnen trængte ind i hendes sind, og tvang hende i drømmeland, mens et skævt og mere fredfyldt smil langsomt gled frem på de blege læber.

Kvinden smilede letter kynisk, da hun førte Angelie ind gennem døren. Hendes arme strammede yderligere omkring hende, da hun blev overmandet af søvnen, der sikkert ville vare flere timer.
Med et lettede opgivende suk, rev hun parykken af, og lod sit eget lange mørke hår falde ned over sine skuldrer. Det var kortklippet, og havde svage grønne nuancer deri. Efter et øjeblik, blev hendes forvandling opløst, og en kvinde, ikke meget mindre end Itarian stod nu oprejst midt i rummet. Hendes hud var mørk, og hun var tydeligvis fra varmere himmelstrøg. endes skikkelse havde næsten ingen former, og hun ville let kunne tages for en mand, hvis ikke det havde været for de kvindelige tynde hænder, arme og ben.
Sangen forstummede, og kvindens øjne havde nu også vænnet sig til det lettere dystre halvmørke i kammeret. Overalt omkring dem stod der diverse tortur instrumenter, den ene mere frygtindgydende end den anden, og dog, havde de alle en støvet glans over sig, som om de ikke var virkelig men blot en illusion, ligesom smerten ville være det.
Ikke desto mindre, bagbandt kvinden hende, og kneblede hende, så hun ikke ville være i stand til andet end at sprælle, når hun endelig vågnede.
Kvinden satte sig på en stol, og satte sig til at vente. I mellemtiden, pillede hun et apparat ud af øret. det var af sølv, og så ud til at gløde svagt. Et høreapparat. Metallet var lavet som en efterligning af trommehinden, og ville derved fungere præcis ligesom den, hvilket ville gøre kvinden i stand til at høre.
Da apparatet var pillet ud, forstummede alle lyde for kvinden, hun var ikke længere i stand til at høre noget. Kvinden var døv.

Angelie bemærkede intet af hvad der nu skete med hende. Hun lå på gulvet som en anden kludedukke med bagbundne hænder, og sov dybt. Hendes sind befandt sig allerede i drømmeland, selvom hun normalt ikke drømte.. Eller normalt huskede hun dem ikke, men den magiske søvn tvang drømmen igennem hendes sind, som var det en fremfusende hær, der ikke kunne stoppes.
Den grønne eng var i dette øjeblik omkring hende.. Ligeså langt øjet rækker kunne man se træer og høre fuglenes sang. Der var ingen andre væsner eller mennesker i nærheden, og Angelie selv lå nu på græsset med et stort smil i ansigtet. Det var længe siden hun havde smilet sådan.. Faktisk.. Huskede hun ikke selv hvornår det sidst var sket, men her lå hun.. Smilende og kiggede på en svale som nippede let i græsset lige foran hende. De blå øjne stirrede intenst mod dyret, mens hendes hånd rakte frem mod det, og blidt strøg igennem den fjerprydede krop.. Som en silhuet, som om dette kun var et fatamorgana. Det slørede let for hendes periferi, men Angelie bemærkede det ikke.. Intet.. Hun så kun fuglen, som hun ønskede at røre uden at kunne.
Det hele blev tåget.. Hendes syn blev sløret, mens omgivelserne ændrede sig. Det grønne blev goldt, og skeletter voksede langsomt op igennem jorden istedet for træerne, mens gravstene plantede sig i den brune og sygeligt udseende jord. De blå øjne blinkede forfærdet ved synet, mens fuglen foran hende, langsomt voksede sig større og stærkere. Langsomt satte Angelie sig op på knæene, mens hendes nakke væltede bagover, for at kunne kigge op på det tre meter høje væsen. Pladerne sad omkring dens skuldre, bryst og lår, for at beskytte mod pile og andre våben. Huden var grønlig, mens de gule øjne lyste faretruende. Overalt på kroppen ville man kunne ane byldelignende bobler, som gjorde huden som bjergtoppe. Den var barfodet med tånegle på størrelse med hendes eges hoved, og selv de havde en klam gullig farve over sig, mens neglene voksede svagt udover selve tåen. Lændeklædet var brunt, og møgbeskidt.. Det var tydeligt ikke blevet vasket i flere år. Det værste var dog lugten.. Lugten af død, som hang omkring væsnet, og tvang Angelie til at holde sig for næsen, selvom det ikke hjalp det mindste. Hendes blå øjne bar kort et glimt at frygt, da hun så den dobbeltbladede økse i dens hånd, som var ligeså stor som hende selv. Metallet skinnede voldsomt i solens gustne lys, mens det svingede faretruende nært rundt i ottetaller.
Angelie forsøgte at kravle bagud, men usynlige bånd havde tvunget hendes hånder og fødder fast mod hinanden. Hun var ikke i stand til at bevæge sig, og hun opdagede nu, at de lysende øjne stirrede direkte ned mod hende. Den åbnede munden, og afslørede et gab af rådnede tænder, og nogle steder manglede de helt, mens andre bare hang utrolig løst. Brølet, som lød tvang en vind så kraftig imod hende, at Angelies hår først blæste væk fra hendes ansigt, og bagefter fulgte resten af hende med, og hun fløj et par meter igennem luften, hvorefter hun landede på ryggen med et voldsomt dunk. "Du vidste det ville ske.. Hvorfor kunne du ikke bare være som andre børn" Vinden sang voldsomt omkring hende, og stemmen var alt for genkendelig.. Moderens melodiske stemme, som tit havde givet hende reprimander og råd. "Du skulle absolut være på tværs, selv når du vidste jeg havde ret.. Og hvad skete der..". "Holdt kæft" hvislede Angelie mens hun rystede voldsomt på hovedet, for at tvinge tankerne et andet sted hen. Stemmen forsvandt som et trylleslag, og kun to ord hang tilbage i luften og gentog sig selv.. Morder.. Kujon..
Angelies blik var med et blevet som et barns. Øjnene vendte mod væsnet foran hende, som stod med hævet økse over hendes hoved, men øjnene havde ændret sig. De var ligeså dybblå som hendes egne, og et glimt af skuffelse sås tydeligt i dem.. Hendes mors øjne. Kort snøftede Angelie ved synet, og tårer begyndte at trille nedover hendes kinder, og fugtede dem voldsomt. Hun havde altid hadet når hendes mor havde kigget med det blik!
Væsnet svang nu øksen ned mod hende med voksende fart, og Angelie bed sig voldsomt hårdt i underlæben, for ikke at skrige, men da bladet ramte toppen af hendes hoved, røg skriget automatisk over hendes læber, og smerten var forfærdelig...
Skriget fortsatte ind i den virkelige verden, da Angelie med et slog øjnene op, og sprællede voldsomt på gulvet, hvor hun var blevet bagbundet. Kinderne var helt tørre, selvom øjnene sved, som om hun havde grædt i flere dage. Langsomt stilnede skriget dog af, eftersom hun igen var vågnet, og det slørede blik begyndte nu at kigge rundt i mørket omkring hende. De blå øjne havde ikke vænnet sig til det, og derfor havde hun ingen chance for at se torturmaskinerne, som befandt sig derinde.

Kvinden, hvis forvandling tilbage sit ægte jeg var fuldendt, så blot på Angelie. Hun var ikke i stand til at høre skriget, men et solidt spark ramte hende alligevel i siden, for at få hende til at tie.
kvinden greb med erfarne hænder rundt om det lille sølv-apparat, og begyndte at trykke på forskellige knapper rundt omkring, nærmest som om hendes fingre dansede hen over tangenterne på en fløjte. Hun satte derefter det lille apparat tilbage i øret, så hun igen ville være i stand til at kommunikere med hvad der efter hendes mening, var et irriterende pigebarn, der ikke kunne beherske sit eget sind.
Hun så på hende med et blik så sørgmodigt, at det næsten kunne måle sig med moderens, i den drøm kvinden ikke kendte til. Hendes ansigt var ud over øjnene, præcis ligeså udtryksløst som Itarians havde været, første gang Angelie havde mødt ham.
Hun lagde en finger for munden, som ønskede hun at Angelie skulle tie, og en lettere undskyldende mumlen skulle forebygge vreden fra sparket. Hun havde blot være bekymret for om hendes såkaldte 'herre' (Hun mente selv at hun var fri som en fugl, og ikke var hverken ejet, eller havde nogen som helts overordnede), ville høre det.
Hendes stemme var endnu ikke taget i brug i rummet endnu, nærmest som om hun havde mistet sin stemme da hun skiftede skikkelse.

// UNDSKYLD! Det blev kort >__<

Skriget forstummede med det samme, da et solidt spark ramte Angelie i siden, og den irriterende lyd af knagende knogler kunne svagt høres i Angelies sind. Denne kvinde havde dog også undervurderet Angelie på visse områder. Et lettere grusomt smil gled over Angelies læber, mens hun langsomt fik møvet sig rundt på gulvet, så hendes ansigt var vendt mod kvinden. Hun fik møvet sig rundt, så angelie endte med at ligge på siden, og derefter trak hun benene helt op til sig, med en kats smidighed, inden hun forsigtigt fik lirket hænderne om foran på kroppen, ved at køre dem under benene. Det var ikke mange der var i stand til at gøre dette, men Angelie kunne, eftersom hun havde været animagus, og ejede en kats smidighed, selv i døden.
Smilet var stadig på hendes læber, mens hun kiggede denne kvinde direkte i øjnene, da hun havde placeret høreapperatet i sit øre endnu engang. Langsomt tog Angelie en dyb indånding, inden hun påkaldte sin magiske evne, fra den lille kugle, som brændte i hendes indre, og sendte magien op i struben, hvor den lagde sig omkring hendes stemmebånd. Her satte hun i et langtrukkent skrig, som fortsatte og forhåbentlig ville tvinge kvinden i knæ.